laurentius andreas oftedahl : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Første Bind. Haugianismens Tid – Første Halvdel. 1796 – 1820. Christiania 1905 – 1911.

 

– fra s. 501 –  502 :

En ganske anden Begavelse og forøvrigt vidt forskjellig fra førnævnte (August Peter Top/red.) var Laurentius Andreas Oftedahl (Moe, Eidsvolds-Repræsentanter. S. 112; Thrap, Bidrag.I.S.S. 322 – 329; Bricka, Lexikon.XII. S. 378 – 379; Halvorsen, Forfatter-Lexikon.IV. S. 331-333; Lassen, Stiftstaden Christianssand.S.123-24).

Han blev født 19. Mai 1781 i Kjøbenhavn, Søn af Lars Larsen Oftedahl, en Bondegut fra Ly paa Jæderen og dengang ansat ved Arsenalet dersteds; Moderen hed Elen Andersdatter Evetoft.

To Aar efter Sønnens Fødsel blev Faderen Fyrværker ved Nyborg Fæstning; i sit niende Aar kom den lille Laurentius ind paa Nyborg Latinskole. Her fortsatte han indtil 1794, da Faderen blev ansat som Tøihusløitnant i Christianssand, hvor Sønnen straks fik Plads i Latinskolens øverste Klasse.

Han var en flittig og flink Gut, der allerede 1796 blev dimitteret til Universitetet af Rektor Mag. Salomon Gjør. Den 24. Oktober samme Aar tog han Artium, underkastede sig 2. April 1797 den filosofiske Prøve og 14. April «den filologiske» Eksamen; alle med Udmærkelse. Efter denne glimrende Begyndelse maatte han hjem og blev i Juni 1797 ansat som Lærer ved den Skole, hvis fremragende Elev han Aaret før havde været.

Med samvittighedsfuld Flid tog han fat paa sin Gjerning, og denne gav ham nok at bestille, saa der blev liden eller ingen Tid til at drive Studier ved Siden af. Men da han ønskede at tage sin Embedseksamen saa snart som muligt, fik han 24. Mai 1799 Lov til at lade en Vikar læse sine Skoletimer, indtil han atter selv kunde overtage dem som Kandidat.

Han drev stærkt paa, og allerede 16. Januar 1801, inden han endnu havde fyldt 20 Aar, havde han taget theologisk Eksamen med Laudabilis. Saa fortsatte han sin Skolegjerning. Dimisprædiken og den kateketiske Prøve aflagde han for Biskop Peder Hansen og stod sig godt.

I 1805 blev det lærde Skolevæsen i Danmark og Norge omordnet. Det hidtil brugelige Klasselærersystem med «Hørere» afskaffedes, og Overlærere og Adjunkter som Faglærere kom i Stedet. Oftedahl blev nu Adjunkt i det græske og latinske Sprog og viste sig som en kundskabsrig og dygtig Lærer.

Da Lønnen var liden, og han havde stiftet Familie, maatte han se sig om efter en bedre Stilling. Den 9. Mai 1809 blev han udnævnt til Sogneprest i Rennesø ved Stavanger, men tiltraadte Embedet først 6. Mai det følgende Aar. Det ser ud til, at han her snart vakte Opmærksomhed som en flink Taler; thi ved Høitideligheden 11. December 1811 i Stavanger Domkirke i Anledning af Universitetets Stiftelse blev han anmodet om at holde Festtalen. Den er patriotisk og loyal, udmærker sig ved en frisindet Betragtning af Videnskaberne og deres indbyrdes Forhold i Overensstemmelse med Tidsaanden, men er helt ud verdslig – uden et Guds Ord.

Han Anseelse tiltog, og i 1814 sendtes han endog som første Repræsentant fra Stavanger Amt paa Rigsforsamlingen. Men her gjorde han sig saa lidet gjældende i Debatterne, at et vittigt Hoved lavede om ham og en anden Eidsvoldsmand Rimet : «Man hørte ofte Dahl, men adrig Oftedahl».

Han lagde dog paa andre Maader for Dagen, at han baade var en begavet, skarpsindig og uafhængig Mand. Han hævdede Landets Selvstændighed og stemte ved Kongevalget paa Prins Christian Fredrik.

«Mindet om yngre Aars Glæder og kjære Forbindelser» vinkede ham tilbage til Christianssand. En Leilighed tilbød sig, da det res. Kapellani Sammesteds blev ledigt efter N. Wergeland; han søgte dette og udnævntes til dette Embede 20. Marts 1817.

Biskop Chr. Sørensen roser ham som «en Mand af lykkelige Talegaver, grundige Kundskaber og den elskværdigste Beskaffenhed»; men virkelig Kristendom synes han at kjende lidet til; han mente, at «Theologien kun var en filosofisk Granskning over et helligt Emne».

Der er ogsaa al Sandsynlighed for, at den vidtgaaende Biskop Peder Hansen øvede en betydelig Indflydelse paa ham i rationalistisk Retning. Saavidt vides, er der fra hans senere Aar alene bevaret en Prædiken, trykt 1822. Den er en velformet, moraliserende Tale, hvor Evangeliet ikke har fundet nogen Plads.

Christianssand var i den Tid heller ikke forvændt; neppe nogen anden Menighed i Landet led dengang saaledes under en kold, tør, rationalistisk Forkyndelse. Arbeidet for Oplysningen og Skolevæsenet laa ham mest paa Hjerte; for den høiere Skole skrev han en latinsk Gramatik og for Almueskolen en Katekismeforklaring paa 70 Sider. Han oversatte Luthers Tekst med saa stor Frihed, at det væsentlige bliver borte og forklarer Katekismen i rationalistisk Aand. Sproget er kunstigt og lidet tiltalende for Børn.

— Da der blev trange Tider i Stiftsstaden efter 1814 og udover, fik han personlig føle Tidens Tryk; Fattigvæsenet tog han sig af mest mulig og hjalp efter Evne, men sank selv dybere og dybere i Gjæld og var «i Ordets egentlige Forstand bleven omspændt af tunge Næringssorger», uagtet han siden 1825 havde været Stiftsprovst og Sogneprest i Christianssand.

Det var dog ikke med let Hjerte han søgte sig bort fra sit Ungdomshjem. Den 15. Juni 1831 blev han udnævnt til Sogneprest paa Eker.

Her virkede han indtil sin Død 17. Marts 1843. Stiftsprovst P.B. Lassen skriver : «Oftedahl var en Mand med mange Kundskaber, et venligt og velvilligt Sind og meget arbeidsom; men han havde uagtet sin Venlighed ingen Lethed i Omgang. Hans Forkyndelse af Guds Ord var smittet af Rationalisme, dog var han en vel anseet Prædikant og i Udførelsen af Ministerialia holdt han sig til de i Ritualet foreskrevne Former. I sit hele Forhold.. havde han Menighedens Agtelse og Yndest (Lassen, Stiftsstaden Christianssand. S. 122 – 123).

Han blev gift 4. Mai 1807 med Anna Norberg, født i Christianssand 7. Januar 1769, død 6. Mai 1867, Datter af Losoldermand Thomas Jensen Norberg og Else Marie Michelsen.

Stengt for kommentarer.