nicolai wergeland : presentert av daniel thrap i dansk biografisk lexikon

 

– på s. 399 – 402 :

Wergeland, Nicolaj, 1780-1848, Præst, fødtes paa Hosanger 9. Nov. 1780 af Forældrene Klokker Halvor Lassesen fra Gaarden Beraas i Lindaas og Antoinette Johnsdatter f. Nedrevold.

Faderen flyttede til Bergen, hvor han en kort Tid handlede, til han 1784 gik til Søs og blev borte. Moderen sad i Fattigdom med 3 Børn.

Niels skulde i Guldsmeddelære, men vilde endelig studere og fik omsider Plads i Latinskolen, antagelig ved Hjælp af en Onkel, der var pensioneret Officer og efter Fædrenegaarden Verkland havde taget Navnet «Wergeland», som N. nu ogsaa tillagde sig.

1799 blev han Student og fik 1803 Examen theol. med egregie, kom ind i det pædagogiske Seminarium og fik Guldmedaille for en Afhandling om de gamle og de nyere Apologeter. 1805 blev han Adjunkt i Christianssand, 1811 resid. Kapellan til Øjestad, hvilken Stilling han dog ikke tiltraadte, da han 3 Maaneder efter (1812) fik den samme Stilling i Christianssand.

1815 blev han Hofpræst, 1816 Sognepræst til Ejdsvold, 1822-41 Provst over øvre Romerige, Solør og Odalen.

Som Sognepræst virkede han til sin Død, 25. Marts 1848.

At W. tidlig har tænkt at blive Professor, hvortil han ogsaa i sin Tid blev udset, er efter hans Examen og Prismedaille rimeligt, og de theologiske Afhandlinger i rationalistisk Aand, han som ung Adjunkt leverede, kunde tyde paa et saadant Maal.

Det blev imidlertid paa anden Maade han kom til at tjene Videnskaben.

Efter Krigens Udbrud 1807 havde Kravet paa et eget Universitet faaet stor Magt inden Norges dannede Befolkning, og 1809 udsatte Grev Herman Wedel, Peder Anker og Grossererne Johannes Thrane
og Westye Egeberg en Præmie paa 1200 Rdl. for den bedste Afhandling om et norsk Universitet. W. fik nu i meget kort Tid færdig sin Bog «Mnemosyne», der 1811 belønnedes med 800 Rdl. af Præmien.

Foruden disse fik han 300 Rdl. af Kongen og store Beløb fra forskjellige Byer, – Vidnesbyrd om den Popularitet,
han havde vundet, ved sit Arbejde.

Hvad der nærmest karakteriserer W.s Bog med alle dens Svagheder er det Udtryk, den giver for det norske Krav paa Selvstændighed, der efter Revolutionen havde bragt tænkende Mænd til at tage Folket og dets Rettigheder
med som det første i deres Betragtning. I dette Stykke kan «Mnemosyne» siges at være det første større Skrift, hvori Norges nationale Krav i det hele fik et Udtryk, og naar Forfatteren udtalte sig om de Savn, som føltes, kunde han let komme til at tale for stærkt om den virkelige eller formentlige Uret, der paa enkelte Punkter
kunde tilskrives Regeringen.

Det var dog hverken dette eller Selvstændighedshævdelsen i det hele, der skaffede Bogen og dens Forfatter den store Popularitet, men Universitetstanken, der holdt paa at faa Liv og lod de mere klartskuende Mænd overse eller lukke Øjnene for Bogens paatagelige Mangler.

Saaledes kunde det naturligvis ikke gaa i Danmark, hvor A. S. Ørsted drog Forfatteren til Ansvar for hans mange uovervejede og misforstaaelige Ytringer om Staten og dens Styrelse her, hvor statsøkonomiske Betragtninger, vidnende lige saa meget om Uforstand som Uvidenhed, tjente til Begrundelse af Bogens Paastande og Krav.

Den populære Skribent blev hædret af Christian Frederik, da han besøgte Christianssand i Avg. 1813, og det var vel omtrent selvfølgeligt, at han maatte vælges til Repræsentant ved Rigsforsamlingen paa Ejdsvold, hvor han sluttede sig til Grev Wedel og Minoriteten, gjorde sig bemærket ved flere længere Taler af storpolitisk Indhold og ved Opfindelsen af Ordet «Storting».

Da han kom hjem til sin Menighed, var Stemningen ham imod, og den blev det ikke mindre, da han efter Foreningen med Sverige optraadte med større Sikkerhed i udfordrende Tale og Skrifter.

Uviljen voxede, da han 1815 blev – visselig vel fortjent – Medlem af Nordstjærneordenen og ansaas som belønnet for sine Fortjenester af Sverige.

S. A. blev han Hofprædikant og fik af Carl Johan en Gave paa 2000 Rdl. Man troede, han var udset til Biskop i Bergen efter J. N. Brun, men herom blev der ikke Tale, og i Stedet for Bispestolen fik han sin Barndomsdrøm om et smukt Kald paa Østlandet opfyldt, da han 1816 blev Sognepræst til Ejdsvold.

Samtidig udgav han sin Bog «Sandfærdig Beretning om Danmarks politiske Forbrydelser mod Norge». Det blev strax i flere Bladartikler antydet, at den var et Hævnskrift mod Ørsted, hvis Kritik ogsaa nævnes blandt Forbrydelserne, og den milde Jacob Aall udtaler dette 4 Aar før W.s Død uden at blive modsagt :
Den fremkaldte Modskrifter fra flere af Landets bedste Forfattere, men blev dog med al sin Bitterhed, Overdrivelse og Uefterrettelighed Udtryk for en almindelig Mening i en Tid, da alle Tanker samlede sig om Selvstændigheden.

Kom Bogen saaledes til for en Del at virke bestemmende for Ungdommens politiske Tænkemaade frem i Tiden, saa har den ikke bragt sin Forfatter Ros, Ære eller Fordel.

For Carl Johan kunde et Skrift af den Natur ikke være behageligt i en Tid, da han havde vanskelige diplomatiske
Forhandlinger med Norges tidligere Konge, og i Regeringen sad 3 danske Mænd, der næppe have glemt det skarpe Angreb paa deres Fødeland.

Allerede 1817 udkom 2. Oplag – ligesom 1. anonymt –, men her var i Titelen Ordet «Forbrydelser» ombyttet 
med det mildere «Forhold».

Fra det politiske Liv trak W. sig tilbage, da han var kommen i Ro paa Ejdsvold, men han var ikke uden Tanke om at flytte her fra, og Christianssands Bispestol blev Gjenstanden for hans Ønsker helt op i hans Alderdom. Da han meldte sig til den 1832, udsendte han et temmelig vidtløftigt Arbejde – 14 Paragraffer Kirke- og Undervisningsvæsenet vedkommende – hvori han tager Ordet for adskillige Reformer, bl. a. en «Purifikation» af 
Katekismen, der maatte befries fra Djævelen, den gamle Adam osv.
Vi have i dette Arbejde den sidste betydelige Udtalelse af den gamle Rationalisme i den norske Kirke, men nogen Virkning fik den lige saa lidt som hans i 1836 udgivne Katekismusforklaring.

I denne Tid fik han rig Anledning til Benyttelsen af sin kritiske Evne, der i mange Aar var skærpet ved flittigt Studium af den franske Litteratur. 1832 fremkom Welhavens heftige Angreb paa hans navnkundige Søn, hvis Parti han tog i en Bog «Henrik Wergeland forsvaret som Digter og Menneske», der i den nyere
Tid har vundet mere Anerkjendelse end i Forfatterens Levetid og længe efter.

Det samme kan ikke siges om det af patriotisk Harme fremkaldte Angreb paa Welhavens «Norges Dæmring».

De poetiske Arbejder, vi have fra W.s Haand, ere ikke betydelige. Man faar ved enkelte af dem et Indtryk af, at den skarpe kritiske Aand har manglet Selvkritik. Han havde Hang til det pathetiske, til dristige og mindre korrekte Billeder, hvilket gik i Arv til hans Søn. For denne var han en Stræng Kritiker midt i sin Beundring og en alvorlig Tugtemester uden at kunne afværge de Ulykker, der i Form af Processer fulgte ham gjennem
Livet. Dette gik ham meget nær og forøgede den Tunghed, som hans indesluttede Natur og skuffede Forhaabninger lagde over den sidste Del af hans Liv paa Ejdsvold.

W. blev gift 1807 med Alette Dorothea Thaulow (f. 20. Dec. 1780 d. 14 Avg. 1843), Datter af Henrik Arnoldus Th., By- og Raadstueskriver i Christianssand, og Jacobine f. Chrystie.

Camilla Collett, I de lange Nætter.
D. Thrap, Bidrag til den norske Kirkes Hist. i 19. Aarh. I, 129-77.
Kraft, Norsk Forf. Lex.
Vidar I, 60 ff.
Hj. Christensen, Af det norske’ Aandslivs Historie 119. Aarh.

D. Thrap.

Stengt for kommentarer.