1800-tallets «forklaringsstrid» : presentert av anton chr. bang

 

– i boken :  «Kirkehistoriske Smaastykker». Kristiania. Forlagt af Alb. Cammermeyer. 1890.

 

– fra s. 281 – 290 :

Uagtet religionen dengang omtrent var den eneste undervisningsgjenstand, kunde det ikke være anderledes, end at man snart maatte erfare, at «Sandhed til gudfrygtighed» var for stor og vidtløftig og derfor vanskelig at lære for børn. Den trang til en forkortet bearbeidelse af Pontoppidans bog, der saaledes var forhaanden, imødekom den danske prest Peder Saxtorf ved sin i 1771 udgivne udtog af Pontoppidans forklaring, der snart blev den almindelige brugte katekismusudlæggelse, medens dog «Sandhed til gudfrygtighed» endnu holdt sig i lange tider paa enkelte mere afsidesliggende steder i vort land.

I overgangstiden mellem pietismen og rationalismen udkom Balles «Lærebog i den evangelisk christelige religion», Kjøbh. 1794; den er ogsaa merket af overgangstidens præg. Bogen har været brugt paa mange steder, navnlig i byerne, dels som erstatning for, dels som tillæg til udtoget.

Hverken dette eller Balles ny lærebog kunde, som rimeligt var, finde naade for rationalismens øine, og indførelse af en ny religionslærebog, affattet efter rationalistiske synsmaader, blev snart et almindelig reist krav, ligesom der ogsaa gjordes flere forsøg paa at afhjælpe trangen i saa henseende ved udgivelsen af mere eller mindre rationalistiske lærebøger.

Blandt originale arbeider af denne art skal nævnes som forfattede i vort land :

S. G. Abel, (Søren Georg A./red.) Religions-spørgsmaal, Kjøbh. 1806 (flere oplag).  Bogen, der er temmelig rationalistisk, ble, saavidt jeg har erfaret, brugt i Gjerrestad prestegjæld, medens forfatteren Ievede.

Leganger, Lærebog i Jesu religion, Kjøbh. 1810. Ordner stoffet systematisk i grupper, om Gud, om den hellige skrift o. s. v. — og har saaledes brudt med katekismens ordning. Den brugtes af forfatteren under konfirmationsforberedelsen i Eidsvold prestegjæld.

Men hverken disse eller andre i Danmark forfattede eller oversatte arbeider af denne art blev imidlertid af kirkestyrelsen paabudt indførte ved undervisningen i skolerne. Ved Norges adskillelse fra Danmark er «Udtoget» er fremdeles den almindeIig brugte udlæggelse af katekismen.

Adskillig misnøie med dette var dog fremdeles forhaanden baade blandt den ældre og yngre slegt af theologer, baade blandt rationalister og supranaturalister og de unge af den Hersleb-Stenersenske skole udgangne theologer. Alle var nok enige i, at udtoget baade var ufuldstændigt, især i pligtlærens udvikling og tillige paa mange steder utydeligt, saa at det ofte blev læst og lært udenad uden at forstaaes.

Der var saaledes trang til en ny udleggelse af barnelærdommen, der skulde afhjælpe sin forgjengeres mangler uden at opofre noget af dens fortrin (prof. Hersleb i fortalen til dr. Garmanns ledetraad).

Følgende forsøk af forskjelligt værd og ud fra forskjellige standpunkter blev gjorte for at afhjælpe savnet :

1. L. A. Oftedahl : Forklaring over Luthers katekismus, Kristianssand 1814

2. Simon Kildal : Udførlig religionslærebog, Chistiania 1818. En forøget beabeoidelse af samme forfatters i 1806 i Bergen udkomne bog :  «Melk for Børn» og nærmest til brug ved konfirmand-undervisningen.

3. Dr. I. S. Garmann : Ledetraad. Christiania 1822. Bogen, der har et anbefalende forord af prof. Hersleb, er              nærmest bestemt til veiledning for almueskolelærere ved gjennemgaaelsen af udtoget, skjønt den vistnok             ogsaa er tænkt at skulle benyttes af børn.

4. I. A. Wille : Spørgsmaal til dr. Morten Luthers katekismus, Christiania 1826. Denne udlæggelse af barnelærdommen er et for sin tid merkeligt arbeide, forsaavidt som den slutter sig til katekismen med en baade før og siden ukjendt troskab og forklarer hver eneste sætning af samme.

5. C.W. Kamstrup : Kristendommens kjærne, det er ungdommens christelige trosbekjendelse efter Luthers katekismus. Christiania 1829.

6. N. Wergeland : Lærebog i den evangelisk lutherske religion, Christiania 1836.

Dette arbeide, der bærer mange merker af sin forfatters theologiske standpunkt stod i sin tid i adskillig ry for sin «klarhed». Som hjælpemiddel ved konfirmand-undervisningen er bogen paa sine steder bleven benyttet lige ned til femtiaarene.

7. Fr. Rode : Forklaring til dr. M. Luthers katekismus, en kortfattet omarbeidelse af Pontoppidans forklaring. Skien 1840.

8. K. Gislesen, dr. M. Luthers katekismus tilligemed henvisninger o.s.v., Christiania 1845. Bogen, der nærmest var bestemt som et hjælpemiddel ved konfirmandforberedelsen, har oplevet flere oplag.

9. A. Th. Bull. Uddrag af Pontoppidans forklaring, Arendal 1845.

Imidlertid havde kirkestyrelsen taget sig af lærebogsagen, idet den i 1828 gjennem rigets biskoper udstedte en opfordring til de prester som maatte føle evner og kald dertil, enten at omarbeide Saxtorfs udtog af Pontoppidans Sandhed til Gudfrygtighed eller at forfatte en ny og selvstændig katekismusforklaring til brug i almueskolerne og ved konfirmand-undervisningen.

I løbet af de følgende aar indkom efterhaanden 9 forklaringsudkast, der blev oversendte det theologiske fakultet til bedømmelse. Da imidlertid fakultetets befatning med denne sag ikke førte til noget resultat, overdrog kirkedepartementet prof. Keyser i forening med presterne Lieungh og Gislesen det hverv at afgive betænkning over de indkomne udkast. Denne gik ud paa :

1. At intet af de foreliggende forklaringsforsøg kunde anbefales til at blive autoriserede.

2. at forsaavidt som det maatte antages, at der inden geistligheden i sin almindelighed virkelig var trang til en omarbeidelse af Pontoppidan, der da maatte nedsættes en kommission af dertil valgte geistlige for med benyttelse af de indkomne udkast at foretage saadan omarbeidelse.

Som følge heraf blev ved kongel. resolution af 17de december 1839 en kommission, bestaaende af prof. Keyser, Lector Kaurin og pastor Wexels, nedsat for at omarbeide «udtoget» og saaledes skaffe tilveie en ny katekismusforklaring.

At den fremragende skolemand K. Gislesen blev forbigaaet ved denne leilighed, og at Wexels blev foretrukket, havde sin grund i den omstændighcd, at de to universitetslærere havde for kirkedepartementet udtalt ønsket om at faa sidstnævnte ind i kommissionen, da de ikke kjendte nogen, «hvem de heller kunde ønske som medarbeider i dette tilfælde».

Professor Kaurin blev kommissionens formand og udarbeidede som saadan udkastet til den nye forklaring. Efter hans eget sigende var det ham, der var aarsag i, at omarbeidelsen paa flere steder blev saa gjennemgribende, idet hans to medarbeidere fra først af vai af den mening, at saameget som muligt af den gande forklaring burde beholdes, og først under arbeidets fremskriden blev enig med ham om hensigtsmæssigheden af en mere gjennemgribende omarbeidelse. (Kaurin. Nogle ord til den norske kirke, pag. 4.).

Stengt for kommentarer.