vækkelsen i grytten : beskrevet av lars dahle

 

– hentet fra boken : «Tilbakeblik paa mit Liv og særlig paa mit Missionsliv». Det norske Missionsselskaps Trykkeri. Stavanger.1922.

Les første del av boken her : 

Fra s. 32 – 38 :

VÆKKELSEN I MIN HJEMBYGD I SEKSTIAARENE OG DENS BETYDNING FOR MIG PERSONLIG.

Som jeg ovenfor har oplyst blev jeg i barndom og ung­dom bevaret fra at komme op i nogen av de saa almindelige synder paa dette alderstrin, og jeg fik vedvarende staa i et barnlig forhold til Gud. Men dette var dog bare hvad man kalder «opdragelseskristendom», der beror paa at barnet ved daaben er ført til Gud, og at det i sit kristne hjem stadig holdes oppe i samfundet med ham. Det er meget at takke Gud for; men efterhvert som det vokser op til en per­sonlighet, maa det ogsaa komme i et mere personlig gudsforhold, med en stedse klarere bevissthet om synd og naade og en personlig grepethet i hjertet av kristendom­mens alvor.

Jo mere jeg vokste til, desto mere følte jeg ogsaa hvormeget der endda manglet mig i dette. Vistnok fik jeg en­kelte fremstøt efterhaanden i denne retning ved alvorlige oplevelser. Saaledes ved den omtalte alvorlige livsfare jeg kom i; fremdeles ved min mors død i 1856 og ved min fars i 1860. Endelig blev jo ikke min konfirmation uten betyd­ning. Det kunde vistnok ikke sies om konfirmationsforberedelsen; ti den var uten aand og liv; men derimot blev selve konfirmationsdagen, da daabspakten skulde for­nyes og løftet avlægges, en alvorlig stund for mig. Jeg maa derfor ogsaa for min del høilig beklage at denne paktsfornyelse nu efter den nye ordning helt er faldt bort, hvorved handlingen har tapt det væsentlige av sit dype alvor og ganske har ophørt at være «konfirmation» i ordets oprindelige betydning, hvilket som bekjendt var at det skulde være konfirmantenes gjentagelse og bekræftelse av deres daabspakt, med løfte om at ville bli staaende i den hele sit liv.

Trods de nævnte og andre tilskyndelser til at ta et mer avgjort personlig standpunkt til kristendommen og ikke bare det mer barnlige, som væsentlig hadde sin rot i det kristne hjem og den kristelige aand som stammet derfra, blev det fremdeles forlitet avgjorthet i dette. Jeg følte selv saa godt at der endnu manglet mig meget paa den rette varme, inderlighet og hjertegrepethet. Jeg bar derfor ogsaa paa et stille suk om at der maatte komme mer over mig av pinsevinden og ilden fra himmelen, om hvilken vor bibel taler saa merkelige ord.

Allerede Døperen hadde jo sagt at den som kom efter ham skulde «døpe med den Helligaand og ild» (Matt. 3,11). Og Jesus selv hadde uttalt de forunderlige ord : «Jeg er kommet for at kaste ild paa jorden». (Luk. 12,49).

Men saa kom vækkelsen i sekstiaarene over min hjembygd, ja, over størstedelen av Grytten prestegjeld. Det var især i vinteren 1860—61.

Ved den blev mangfoldige helt verdslige mennesker rusket op av syndesøvnen. Og for os som allerede var traadt i barneforhold til Gud, blev det ogsaa til stor vel­signelse, idet vi fik ny varme og et sterkere indtryk av kristendommens krav : at vi skulde ofre os helt, gi os helt over til Gud.

Der blev en merkelig bevægelse iblandt folk i bygder og grænder rundt om. Der holdtes opbyggelser paa det ene eller det andet sted næsten hver aften, og tilstrømningen var næsten overalt temmelig stor.

De menneskelige redskaper for denne sterke aandelige bevægelse var et par tilreisende lægprædikanter fra Øksendalen, nemlig Gunnar Graven og Nils Andersen Engen. De var begge meget varme og nidkjære vidner. Det føltes av os alle at der var en forunderlig ild i dem, og at det var dem en hjertesak at frelse sjæle, rive dem som en brand ut av ilden, føre dem over fra Satans magt til Gud

Og Gud hadde utrustet dem godt til denne gjerning.

Særlig gjaldt dette Gunnar Graven, der var den ledende. Naar han talte Guds ord, saa hadde vi en levende fornemmelse av at Guds aand talte igjennem ham. Ordene slog ned som lyn. Det var ilden fra himmelen, som Gud gjennem ham kastet ned iblandt os. Og ilden fænget i ret mange tilhøreres hjerter, snart hos den ene og snart hos den anden. Der blev levende syndserkjendelse, anger og bod, men ogsaa en overvældende følelse av Guds forbar­mende og syndsforladende naade. Det var en forunderlig tid, en besøkelsestid, som det var en stor naade at faa opleve. Ogsaa for mig personlig fik den sin store betyd­ning, og det er navnlig derfor jeg har medtat omtalen av den i dette tilbakeblik paa mit liv. Av alle de lægprædikanter jeg har hat anledning til at høre i mit lange liv, har ingen gjort det indtryk paa mig som Gunnar Graven.

Det kom nu vel forresten for en del derav at han var den første lægprædikant med en slik aandens glød i sig som jeg fik anledning til at høre.

Det er underlig med det første indtryk, især i barndom­men og den første ungdom. Saaledes gjorde det lille Molde, som var den første by jeg som barn saa, et sterkere indtryk paa mig da, end de store verdensstæder som Berlin, London, Paris og New York, senere i livet.

Men Gunnar Graven var ogsaa i virkeligheten et mer­kelig Herrens vidne, som jeg altid skal bevare i taknemmelig erindring.

Han blev senere prest i Hauges synode i Amerika.

Denne vækkelse i Grytten var efter min overbevisning i bund og grund av en sund og helt igjennem oprigtig og ærlig natur. Det var ikke noget hykleri, ikke noget skum paa overflaten bare. Den gik virkelig til hjerterøttene.

Men den var ikke altid saa ædruelig som ønskelig kunde være. Der blandet sig av og til noget som kanske maatte sies at streife ind paa sværmeri. Og det vilde jo være underlig om ikke saa var. Kirkehistorien viser at dette næsten altid har været tilfældet med sterkere og saa pludselig opstaaende religiøse bevægelser. Men det klarner efterhaanden, naar grunden er god.

Det var saaledes ikke saa sjelden at de som i opbyggelsesmøtene grepes av ordet faldt i et slags henrykkelse og trodde at se syner og motta aabenbarelser. Naar de saa vaaknet efter en saadan henrykkelse, for de op og talte halvt i vildelse og i en temmelig usammenhængende form. Det var dels bønner de opsendte, dels lovprisninger av Guds frelsende naade, og dels meddelelse av hvad de trodde at ha set i sin henrykkelse, undertiden ogsaa med hentydninger paa visse bestemte personer som de trodde at ha set i en fortabelsens tilstand.

Det var dog ikke saa meget av dette i min hjembygd. Men jeg var tilstede i en opbyggelse i en nabobygd, hvor en 8 a 10 (mest unge kvinder) fik det paa denne vis. De faldt først i avmagt, og saa vaaknet de efter en stund og var da temmelig vilde og omtrent fra sig. I denne tilstand sprang de op paa bænkene og begyndte at tale paa den allerede antydede maate, halvt i vildelse. Paa samme tid var de temmelig ustyrlige og fegtet ofte voldsomt med armene, saa der var fare for at de kunde komme til at gjøre sig selv eller andre skade, saa vi som var ædruelige, hadde nok med at holde styr paa dem, især naar det var saa mange paa en gang som var kommet i denne tilstand.

Jeg føler mig forresten forvisset om at det ofte var av en rent naturlig (fysisk) grund de faldt i avmagt. Luften i disse lavloftede og daarlig luftede huser, hvor man var samlet, var ofte meget slet, især naar møtet varte længe. Jeg erindrer saaledes et tilfælde ved hvilket jeg selv var tilstede at lysene begyndte at slukne fordi surstoffet i værelset allerede var opbrukt. Da var det nok tid at komme sig ut eller ialfald faa dørene op, om man skulde undgaa at falde i avmagt.

Hos dem som var alvorlig grepet av vækkelsen, var der ofte en i og for sig rosværdig iver for at faa omvende sine medvandrere og redde dem fra fortapelsen. Men som ventelig kunde være var der nok som oftest mere nidkjærhet end uforstand. Uforsigtige og ubehændige som de var faldt de ikke saa sjelden «med døren ind i huset til folk», som man sier, og voldte derved unødig anstøt.

Men saa var det paa den anden side merkelig hvor for­underlig Gud kunde bruke selv deres velmente uforstand i sin tjeneste, saa resultatet blev godt.

Blandt de mange eksempler herpaa, som man fortalte om, var der navnlig et som slog mig som ganske merk- værdig.

I en bygd i prestegjeldet var der en ung, rask kar, der var bekjendt som et rigtig verdensmenneske. Der var for­resten visst ikke noget andet at utsætte paa hans vandel end at han hadde ord for at være en stor skrønemaker, paa hvis ord man ikke kunde stole. Av dette gjorde han heller ingen hemmelighet, men vedstod det uten blussel. Han var endog fræk nok til at si : «Gud har jo skapt alle ting, og da har han vel ogsaa skapt løgnen, og hvorfor skulde vi ikke da ha lov at bruke den ?»

Ingen vilde vel falde paa at si om en saadan mand at han ikke var langt fra Guds rike. Men vækkelsen grep ham, og det saa alvorlig at det ikke blot blev ham om at gjøre selv at søke Gud, men ogsaa at føre andre til ham, og da især sine kjendinger. Blandt disse var der en meget agtet mand i en nabobygd, som han visste førte et ustraffelig liv, men var uten erkjendelse av synd og naade og altsaa dog et uomvendt menneske. Han følte det derfor som sin pligt at søke at omvende ham. Han reiste derfor straks hen til ham og søkte paa det alvorligste at faa ham til at erkjende sin ufrelste tilstand, gjøre bod og søke frelse i Kristus.

Men han kom ingen vei med ham, da han sat saa fast i sin egenretfærdighet. Tilslut tapte han taalmodigheten og gik fra ham med de frygtelige avskedsord: «Naar du slet ikke vil omvende dig, saa reis til helvede med dig da ! Satan skal ha saa mangen fet stek, saa faar han da og­saa faa dig !» Dermed forlot han ham.

Det var en forfærdelig maate at præke omvendelse paa som ingen maa betragte som et følgeværdig eksempel !

Men denne gyselige avskedshilsen kunde manden ikke bli kvit. Den gik saa ind paa ham at han derved virkelig fik støtet til sin omvendelse.

Saaledes kan den Gud om hvilken vi synger : «Dig mid­ler fattes ei», ogsaa bruke en slik menneskelig uforstand som et middel til en sjæls frelse.

En svakhet ved denne vækkelse i Grytten var det nu at den formeget heftet sig ved livets yderside og hadde forlitet syn for syndens rot i hjertet. Men det er jo en almindelig feil ved vækkelser, især i deres begyndelse. Men er der sandhet og ærlighet i dem, saa oplades nok efterhaanden øiet ogsaa for den indre og dype skade. Og saa gik det ogsaa her.

I nær sammenhæng med dette stod en sterkt fremtrædende dømmesyke i almindelighet, og navnlig en sterk avgjort fordømmelse av de saakaldte «middelting» (adiafora) som dans, fiolinspil, kortspil o. l.

Heri møtte de selvfølgelig motstand, især hos de saakaldte «dannede», selv naar disse ikke egentlig var motstandere av vækkelsen i og for sig. Disse ræssonnerte som saa : Selv David, manden efter Guds eget hjerte, danset jo (2. Sam. 6,14), hvorledes kan det da være nogen synd i og for sig at danse ? Og hvorfor skulde det være nogen synd at spille paa felen mere end at spille paa orgel eller harmo­nium ? Og hvad kortspil angaar, saa indser vi heller ikke at det skulde være noget galt. Vore barn morer sig med forskjellig slags spil, og ingen tar anstøt av dette. Hvorfor skulde det være synd at voksne fordrev tiden i en ledig stund med kortspil ? Og har ikke selv Guds store mænd fundet baade fornøielse og nyttig tankeøvelse i schakspil, og hvorfor skulde da ikke kortspil kunne tjene det samme formaal i al uskyldighet ?

Dette kan høres noksaa fornuftig, naar man bare tænker paa hvad saadanne ting er i og for sig. Men de vakte tænkte slet ikke paa dette, men paa hvortil de hadde set slike ting anvendt, nemlig i syndens tjeneste eller i nær forbindelse med aabenbar synd. Disse ting var for dem, om ikke i sig selv synd, saa ialfald en «av synden be­smittet kjortel», og en saadan skal en alvorlig kristen hate og avsky (Jud. 23).

Selvfølgelig vakte en slik vækkelse meget opstyr. Den ugudelige verden, som ved den følte sig forstyrret i sin aandelige søvn og sin lystige lek, var selvfølgelig yderst misfornøid, og i bladene blev denne vækkelse helst beteg­net som uforstand og sværmeri. Men der kom et forstan­dig ord, nemlig fra den fortræffelige biskop Grimelund i Luth. Kirket. for 1862, nr. 28—30. Han anerkjender det gode i den, men har ogsaa øie for ensidigheter og farer.

Stengt for kommentarer.