johan nordahl brun som biskop : presentert av daniel thrap

 

– i boken «Bidrag til den norske Kirkes Historie i det nittende Aarhundrede. Fra Nordahl Bruns Tid». Kristiania. Th. Steens Forlagsexpedition. 1884.

 

S. 1 – 27 :

Til Johan Nordahl Bruns Biografi.

Der er i de sidste Aar skrevet saa meget om Biskop Brun, at det kunde synes, som der ikke var mere, naar man ikke vilde skrive sig selv og andre op igjen. Paa den anden Side maa det indrømmes, at han staar der som Manden, med hvem man maa begynde, naar man vil forsøge at levere en Række biografiske Skitser af betydelige kirkelige Mænd hos os i det 19de Aarhundrede. Her er ikke en eneste, der i dets Begyndelse har indtaget en Stilling og øvet en Indflvdelse som han. Han er næsten enestaaende som en Kampens Mand ved sin Kraft og sit Mod i Troen, ved sin glødende Kjærlighed til Fædreland, Folk og Konge og den Magt, han i denne formaaede at øve over Gemytterne. Lad det være, at det var i Bergen med den let bevægelige Be­folkning, han saaledes som ingen anden i dette Aarhundrede har revet alle med, — det bliver dog noget stort, naar dette sker i Sandhedens og den reneste Overbevisnings Tjeneste. Med alt, hvad der maatte findes af menneskelig Skrøbelighed i Nordahl Bruns Karakter, — aldrig er der fundet en Bag­tanke hos ham. Han er kaldet en «Erke-Loyalist» (Welhaven : Saml.  Skr.   VIII,  246), han var Aabenheden, Ærligheden selv.

Bruns kirkelige Embedsgjerning gaar fra 29de Oktober 1772, da han blev Prest i Bynæsset, til hans Død 26de Juli

 

 

– 2 –

 

1816. Hans Prestegjerning falder i forrige Aarhundrede og kan anses for afsluttet 1797, skjønt han ikke blev udnævnt til Biskop før 30te December 1803 og ordineret Kristi Himmelfartsdag 8de Maj 1804. Det er saaledes hans Bispegjerning, der tilhører dette Aarhundrede, og den frembyder adskillige Sider til Betragtning.

Vi kan fæste Opmærksomheden ved 1) hans egentlige Embedsgjerning, 2) hans Forhold til Haugianismen, 3) hans Indflydelse paa Befolkningen under de alvorlige politiske Bevægelser. I alle 3 Stykker gjenfinder vi Manden, som han viser sig at være i sin Ungdomstid som Digter og Prest. Han var allerede tidlig den udviklede myn­dige Mand, der var bleven en Auktoritet for høje og lave i Bergen, og hans Udtalelser gik Mand og Mand imellem som Argumenter. — Hans personlige Fromhed og inderlige Kjær- lighed til Bibelen lod ham sympatisere med enhver, som delte denne. Hans Presteliv har aldrig været noget For ret- ningsliv, om det end ikke kan maales med senere Tiders Maal. De Fordringer, en Prest i hine Tider kunde stille til sig selv, kjendte han, og han veg ikke tilbage for dem.

Alene den store Afstand mellem Stænderne i den absolutist­iske Tid umuliggjorde Tanken om en Virken blant Almuen som den, der nu fordres af en nidkjær Prest, og som denne fordrer af sig selv, men hvor en Mand som Brun fandt den virkelige Gudsfrygt, maatte han støtte den og holde den oppe.

— Iveren for sit Fædreland og dets Vel har han bragt med fra sit Fædrehjem, fra sine Ungdomsdage i Throndhjem og Kjøbenhavn, og den fik sin Udvikling gjennem Modgang i Ungdommen, — maaske den eneste, der mødte ham fra Mennesker hans hele Liv igjennem. Det var langt fra, at den formaaede at kue ham eller gjøre ham bitter. Den vakte kun med en forbigaaende Vrede hans Energi og gav hans Sjæls Evner Vinger, medens den tillige lærte ham en Klogskab, hvori han kan staa som et Mønster, og som maaske kun engang i hans Livs mest bevægede Aar svigtede ham.

Nordahl Brun har aldrig været nogen Bøgernes Mand. Han har aldrig læst nogen Bog igjennem, siger hans Kontu-

 

 

– 3 –

 

bernal N. Treschow (Pavels’s Dagbog 29/8 1813 og Fru Dunker : Gamle Dage 24), der imidlertid glemmer, at han 11 Aar gammel havde læst Bøgernes Bog igjennem 2 Gange. I sin Almindelighed er nok ellers Ytringen rigtig, thi Bøger og Studier var aldrig Bruns Sag. Han var ikke og vilde ikke gjælde for at være nogen lærd Mand.

At han imidlertid kunde meget viser sig tilfulde i hans Prædikener og andre Skrifter, vi har fra hans Haand. Han var mere anlagt paa at skrive end paa at læse, og han var uden Tvivl en af dem, som lærte mere af Mennesker end af Bøger. Livet var hans Skole, og saa vidt det lod sig gjøre, fulgte han fra sin Afkrog — thi det var Bergen i hans Tid — med i Tidens Kampe og Strid. Om hans Lethed til at bruge Pennen vidner den Mangfoldighed af Skrifter og Skrivelser, vi har fra hans Haand. Maaske det var denne hans praktiske Retning, hans Omgang med de bedste Mænd, der var at finde i hans Nærhed, i Forbindelse med hans Lethed til at skrive, der gjorde ham til en saa dygtig Administrator.

Intet blev liggende paa hans Kontor, skjønt han af Fattigdom maatte undvære al Bistand indtil sine sidste Aar, da en af hans Sønner af og til tjente ham som Afskriver, og hans Raad og Paamindelser til Presterne vidner om en Klarhed og en Takt, der maa falde enhver i Øjnene. I sin Kopibog indførte han med egen Haand sine Breve, men han har uden Tvivl betragtet den ligesom sin Visitatsbog, som sin private Ejendom — uagtet der i Arkivet findes Kopibøger lige fra Pontoppidans Tid —- da han i den har indført Breve af den mest private Natur. Flere af disse er efter hans Død tagne ud af Kopibogen, blant andet en Del interessante Breve til Biskop Bugge, som nu ikke kjendes.

Man maa søge Grunden i hans Mangel paa Syn for det historiske, naar man møder den paafaldende Kjendsgjerning, at han — selv en dygtig Administrator — aldrig tog det nøje med Presternes Arkiver. Visitatserne var ikke vidtløftige i de Dage, og der ses i Bruns Visitatsbog ikke Tegn til, at der blev spurgt efter dem. Det kunde derfor ogsaa se

 

 

– 4 –

 

bedrøvelig nok ud paa sine Steder, og det falder næsten utroligt, at der kan nævnes 2 Prester, der i flere Aar ikke førte Ministerialbog (Chr. Larsen i Os og Doth i Hosanger). Der har maaske været flere.

Det synes, som Brun har været bange for utidigen at blande sig ind i den underordnede Administration, og at han gjerne vilde, at Provsterne skulde have saa megen Selvstændighed som muligt, og det var maaske en Svaghed hos ham, at han ikke kon- trollerede deres Embedsgjerning saa meget, som det kunde trænges. Han har havt fuld Tillid til dem, naar han vidste, at det var dygtige og paalidelige Mænd, der beklædte denne Stilling. Paa sin Ven Niels Hertzberg skjendte han, da denne vilde have hans Approbation paa nogle Skolelæreres Ansæt- telse. «Hvad kommer dine Skolemestere mig ved», var hans Ord (Meddelt af Sogneprest C. F. Reimers, forhen Kapellan hos N. Hertzberg).

Hos Hertzberg gik nu alt vel, og han vidste vel ogsaa, at det gik hos en anden Provst, som han satte meget højt, Hans Wiingaard i Søndfjord, uagtet denne i en Række af Aar undlod at rejse paa Visitats, medens han i det skrift­lige var en Ordensmand som faa.

Brun var mærkelig begunstiget, forsaavidt det maa antages, at han ikke var ukjendt med Forfængeligheden. Un­der hele sin Prestetid i Korskirken «saa han Kirken fuld», og det er et Tidsrum af 30 Aar her er Tale om. Det er imidlertid her ikke blot den mægtige Veltalenhed, der kom­mer i Betragtning, men ogsaa en anden Omstændighed. I alle disse 30 Aar — 1774—1804 — havde Bergen foruden Brun ikke en eneste Taler.

Der var nok af hæderlige Pre­ster, der prædikede Ordet purt og rent, men der var ikke en eneste begavet Taler i det hele Kor, og det maa vel siges, at der i det hele taget var liden Dygtighed, om der end var hæderlige Undtagelser som J. S. Cammermeyer og Markus Irgens. Der var en lang Tid, da man kunde fristes til den Tanke, at Stiftets middelmaadige Begavelser fortrinsvis søgte ind til Byen, og var de komne derind, gik de gjerne fra

 

 

– 5 –

 

resid. Kapellan til et af Byens Sognekald. Tanken om Kritik i Menigheden har visselig i hine Dage ligget fjernt baade fra Ansøgerne og Regjeringen. Hovedsynspunktet ved Forflyttelserne har vel næst Indtægterne været at finde Hvile fra de haarde Sørejser. Først i Jonas Rein (1808—21) fik Bergen med sin første Rationalist ogsaa en virkelig Taler, der kunde staa ved Siden af den mægtige Biskop.

Naar disse tvende Mænd blev staaende i et kjøligt Forhold til hinanden, er hertil Grunde nok, om man end ikke vil tænke sig nogen Taler-Jalusi hos den Mand, der i 34 Aar havde været den eneste. Brun havde allerede ved sin egen Udnævnelse til Biskop gjort sig megen Umage for at faa Markus Irgens — siden 1796 resid. Kap. til Domkirken — til sin Eftermand, ikke uden Haab om da at faa sin Søn og Kapellan Christen Brun ansat som dennes Efterfølger.

Det slog fejl, og Embedet blev givet til hans forrige Kapellan Carl Hjort Stuvitz, Prest i Helsingøer. Nu da den gamle Stiftsprovst Philip Fleischer, Nykirkens Sogneprest, døde 2den Oktober 1807, haabede han ganske vist, at Domkirkens resid. Kapellani skulde blive ledigt for Sønnen, der imidlertid havde faat stor Familje og led Nød. En Ansøgnitig om Domkirkens resid. Kapellani blev endog indsendt 28de Jan. 1808, skjønt Embedet ikke var ledigt (Den findes blant Cancelliets henlagte Sager i Rigsarkivet).

Hans Skuffelse var meget stor, da dette ikke skede, og Jonas Rein blev udnævnt til Nykirkens Sogneprest 1ste April 1808. Han havde svagelig Helbred og besværlige Anneks-Rejser at paaberaabe sig, og hans Digter-Ry, der i hine Dage gjaldt meget, var paa sit højeste. Det var ikke blot den Omstændighed, at Rein kom Bisko­pens faderlige Ønsker og Forhaabninger ivejen, som fremkaldte det kjølige Forhold mellem dem.

Begge var de an­lagte paa det aristokratiske, men paa en hel forskjellig Maade. Rein befandt sig fra sin Ungdom i et vedvarende Modsætningsforhold til «de Store» — det er hans eget Ord, at han bar «Had» til dem (J. Rein. Saml. Digte I, 147) —, medens Brun altid blant disse havde

 

 

– 6 –

 

havt sine Velyndere, befandt sig saare vel i deres Selskab og i sine Breve bar dem al den Hyldest imøde, han mente at skylde deres Person og deres Stilling i Staten. Ved en overfladisk Betragtning skulde man tro, at disse to ivrige Patrioter maatte sympatisere, men deres Patriotisme var af forskjellig Art, om de end begge var ivrige Normænd.

Det var først efter at det gamle Baand mellem Rigerne var overskaaret i 1814, at de kunde mødes i Svenskehad og Selvstændighedsiver. Man maa foruden dette erindre, at hos Rein fik Bergen første Gang gjøre Bekjendtskab med den rationalistiske Prædiken. Det var den strænge Moral og Bitterhedens Iver mod Tidens Synder, Frivolitet, Ødselhed, Overdaad i Selskaber o. s. v., der gjenlød i Reins Prædiken, og det var alt andet end Kamp mod den sig udbredende Vantro.

For det utilfredsstillende i denne Forkyndelse har Brun havt et skarpere Øre end Balle, og det har visselig bidraget meget til, at han ikke kunde sætte den beundrede Prædikant saa højt, som mange af Bergens dannede Befolk­ning gjorde. Det var —- ganske i Modsætning til Nutiden — Nykirkens Sogn, hvor denne fornemmelig søgte sine Bo- liger, og det var væsentlig inden den at Rein fandt sine be­undrende Tilhørere. Det kan saaledes ikke forundre, naar Brun skriver om sin Søn Christen (22de Maj 1812), at han har «det talrigste Auditorium af dem alle». Mere kan det forundre, at Brun ikke fandt sig beføjet til at nævne Rein blant de Prester, der kunde anses værdige til at blive Rid­dere af Danebrogen. Det var 15de December 1810 han fik Befaling til at nævne de Prester i Stiftet, om hvilke der kunde blive Tale.

Allerede 29de December havde han Listen færdig : 1)   Prost P. D. Baade, 2) Prost Niels Hertzberg, 3) Sogneprest Edv. Qvale, 4) resid. Kapellan Markus Irgens.

Det sidste Navn ser næsten ud som en Protest mod Reins Udnævnelse, da det jo maatte være klart nok, at i hine Rangens Dage vilde den nye Stjerne ikke falde paa nogen Kapellan, om ogsaa denne maatte karakteriseres som Stiftets første Theolog. Brun omtaler gjentagende Irgens som

 

 

– 7 –

 

saadan, og det maa forundre, da det er bekjendt, at han kun med megen Møje fik sin Eksamen med non cont. 1782. Han var imidlertid siden i 10 Aar Amanuensis hos sin grundlærde Fader og benyttede med Iver dennes betydelige Bibliothek. 12te Oktober 1811 skriver Brun atter til Cancelliet med Gjen­tagelse af sin hædrende Omtale af Qvale og Irgens og føjer til som den 5te den gamle Claus Frimann.

Paa fornyet Or­dre af 31te Marts 1812 nævner han endnu Sogneprest Niels Dahl til Evindvik og Sogneprest til Vos Georg Burchard Jersin samt Presten til St. Mariae Kirke Christiansen. Efter alt dette bliver Forbigaaelsen af Rein endnu mere paafaldende, og har denne kjendt til det — som han sagtens har — saa maa det visselig have bidraget ikke lidet til at forøge Kulden mellem ham og hans Biskop.

Det synes som Brun har holdt sig meget hjemme — naar undtages hans Rejse til Kjøbenhavn 1791 — indtil Stifts- provstiet tilfaldt ham ved Hans Mossins Død 3 April 1793. Det er bekjendt nok, at han i Kjøbenhavn søgte Succession paa Stiftsprovstiet, men kun fik en Cancelli-Skrivelse med et Løfte om Embedet. Han stolede selv lidet paa dette Brev, og det var maaske gaaet i Glemmebogen, hvis ikke Mossins Død var indtruffen saa kort efter.

Aaret efter begyndte han sine Provstevisitatser, som han fortsatte 1795. De hørte der­med op, da han allerede 1797 blev konstitueret Biskop, efter at den gamle Ole Irgens var bleven blind. Hans Bispevisitatser begynder saaledes 1799, da et alvorligt Sammenstød mellem Claus Frimann i Davigen og hans Menighed gjorde hans Nærværelse deroppe ønskelig. Han anfører Krigsurolighederne som Grund til, at han ikke visiterede 1801, medens han i 1804 i sin Rejse til Kjøbenhavn for at ordineres havde fuld Grund til at spare sig videre Rejser for det Aar.

Ellers var han paa Visitats hvert Aar fra 1799 til 1812, 2 Aar (1799 og 1803) visiterede han 14 Prestegjæld, 2 Aar (1802 og 1805) 13, 2 Aar (1806 og 1807) 11, — 1800 var han i 12, 1811 i 10, 1813- i 8, men i Aarene 1808—10 besøgte han kun resp. 4, 5 og 2 Prestegjæld.

Det var under Visitatsen

 

 

– 8 –

 

paa Sælø 1803 han først fik en rigtig alvorlig Mindelse ved sin Sygdom i den ene Fod, og det var et Held for ham, at Sognepresten, Clemens Schmidt, var lægekyndig, da det ellers havde set slemt ud. Den syge Fod har dog i de føl­gende Aar ladet ham have nogenlunde Fred, siden han i 1805—7 kunde udstrække sine Visitatser saa langt som muligt.

At han maa have havt det faste Forsæt at gjøre saa meget som muligt ud af denne Del af Bispe-Gjerningen, kan ses deraf, at han er den første Biskop, der har gjort Turen til Justedalen (Den af mig gjorte Bemærkning i  «Luth. Ugeskr.» 1877, 2 Pag. 153, at Neumann var den første, maa rettes.  Jeg havde dengang ingen Kundskab om Tilværelsen af Biskop Bruns Visitatsbog, der nu til­hører Rigsarkivet).

Han synes næsten at have an­gret det. Han drog derop fra Goupne i Lyster og siger om Rejsen: «Jeg maatte gaa 1/4 af de saa kaldte 3 Mile, — saa træt havde jeg aldrig været. Her er jammerlig stygt». Man kan tænke sig, hvor haardt det maa have været for Manden med den syge Fod, og det har maaske ikke været saa let at være Justedals-Prest ved denne Visitats (5de August 1806).

I alle Fald vandt han — Lind, der samme Aar blev forflyt­tet til Hjertdal — ingenlunde Biskopens Bifald. Det heder i Visitatsbogen, at han «holdt en Prædiken slet memoreret, end værre skreven (compositum) og dog helt igjennem kompileret, jeg ved ikke hvorfra. Jeg var aldeles ikke tilfreds med nogen Ting her (hic nihil omnino nobis placuit)».

Mod Slutningen af Visitatsrejserne for Aaret har han i Visitats­bogen nedskrevet «følgende Propheti:    Jeg er den første Bi­skop, som har besøgt Justedalen, men bliver neppe den sidste. Unødig Forøgelse af forrettende Personer hører Tiden til. Buonaparte føder Konger, Christian VII Bisper. Før Aarhundredet er tilende, vil der være ligesaa mange af dem, som der nu er Provster, og en og anden af dem vil, før han som jeg har naaet Oldingealderen, flittig visitere Justedalen».

Det synes som Brun ved sine Visitatser har trængt til Afveksling. Efterat han til 1805 havde visiteret 60 Preste- gjæld, begyndte han dette Aar som Regel at holde Visitatserne

 

 

– 9 –

 

ved Anneks-Kirker og behøvede saaledes ikke at komme tilbage til de kjendte Steder, naar ikke Sygeligheden og Rejsens Besværlighed gjorde det nødvendigt at tage op der, hvor man bedst kunde komme hen.

Fra 1809 indrettede han sig atter paa en ny Maade. Naar han kjendte vedkommende Prest, tog han selv Prædikenen paa Visitatsdagen og lod Presten slippe med at katekisere. Det er saaledes hans bekjendte Prædiken om St. Hansdagen er bleven til. Naar man erindrer, at Brun aldrig holdt en Prædiken, uden at hvert Ord var skrevet og lært udenad, kan man vide, at han ikke tog sig Arbejdet let.

Endog de almindelige Slutnings-taler havde han skrevet iforvejen. «Jeg tror» — skriver han — «en promediteret Tale er opbyggeligere end hvad man ex tempore skulde tage Anledning til af den, man hører. Har Præsten prædiket godt, falder da Provsten (det er skrevet 1794) igjennem, har Præsten prædiket slet, er det dog ikke Sted for Provsten at hæve sig paa Præstens Bekostning».

Det vilde dog være blevet vel meget, om han skulde have gjort dette ved hver eneste Visitats, og det viser sig da ogsaa, at han oftere har brugt den samme Tale. — En enkelt af hans Visitatser var af en ganske ejendommelig Beskaffenhed. Kristi Himmelfartsdag 1809 maa der i Bergen have blæst en frisk Søndenvind, og Bispen gik tidlig i Baaden, — man vidste ikke hvorhen. Ved Kirketid befandt han sig i en Annekskirke 3 Mil N. for Bergen, hvor Gudstjenesten blev holdt af en stakkels Kapellan, der ikke havde det bedste Ord for sin Levemaade. Det var Biskopen om at gjøre at faa ham befordret til det Stift, hvor han hørte hjemme, men han var bange for Ansvaret. Nu kom han da aldeles uventet over Manden. «Han var ordentlig», skriver han. «Hvad han læste af Papiret var sundt og godt, ingen klagede. og han fik Attest». Manden blev snart efter forflyttet.

Af Bergens Stifts Prester var der i Bruns Tid mange gamle Mænd, og selv de residerende Kapellaner var i Al- mindelighed ikke i sin blomstrende Ungdom. Det kan der­for ikke forundre os, at vi kun finder 2 Prester paa Landet

 

 

– 10 –

 

i Bergens Stift, der mødte frem med rationalistisk Prædiken. Det var Peter Hount, resid. Kapellan til Vos, siden Sogne­prest til Mos, derpaa til Berg samt Provst og Eidsvoldsmand, og Biskopens egen Brodersøn Augustinus Meldahl Brun, Personelkapellan og efter Faderen Sogneprest til Fjælberg.

En tredie Laurits Rodtwitt, der ved anden Lejlighed om­tales som Rationalist, har i alle Fald været forsigtig i sin Prædiken for Bispen, da han i dennes sidste Visitats-Aar (1812) bestyrede Lærdals Sognekald i Ledigheden. Om en­kelte Prædikener bemærkes, at de var moralske, men Tilføjelserne viser, at det evangeliske ikke var borte. Næsten overalt tilføjes, at Prædikenen var orthodoks, hvilket vel i denne Tid var det, som maatte ligge Biskopen mest paa Hjerte. Et Sted bemærker han en yderlig gaaende Polemik mod navnkundige Theologer og lægger derved for Dagen, at han selv — uden Lærdom — ingenlunde er uden Læsning.

Biskop Irgens’s betydelige Bogsamling har vel ikke været ganske ubenyttet af hans Efterfølger. Kun en eneste af Landspresterne staar ved J. S. Cammermeyers Side som en Overlevende fra den pietistiske Tid. Det er Bruns Barn­domsven den fromme Gerhard Sandberg i Os (f 1803). Hans Prestegaard er den eneste, hvor Biskopen har bemærket, at der blev holdt Hus-Andagt. Optegnelsen fra Os (29de Juni 1800) kan neppe forstaaes anderledes. Det heder: «Andagt med Presten og andægtig Menighed G. Sandberg om den trofaste Hyrde — fromt og enfoldig 1) hvorfor han med trofast Kjærlighed gaar efter de vildfarende og 2) hvorledes?»

Den første Linje er skreven paa Norsk, Resten paa Latin, og i dette Sprog fortsættes :  «Jeg maatte dog forundre mig over Manden, hvis Flid jeg har kjendt fra Barndommen af, og som i Skolen og ved Universitetet med Lethed vandt Prisen fremfor alle Kammerater, men som nu paa sine gamle Dage næsten er nedsunken i den platte Middelmaadighed (vidi — — senescentem mediocritate vulgari ad modum laborare). Svækket under uheldige Familie-Forhold havde han mistet sin Aands Kraft, ligesom han ogsaa selv kun lidet

 

 

– 11 –

 

passede til denne Tids Mennesker med den skarpe Kritik (acutis naribus hominum saeculi male aptus).

— — Jeg var bedrøvet ved at forlade min Ven saa nær ved at være død for Samfundet, medens jeg maatte være glad ved at see ham ganske opofret for Guds Rige og sine Børns Underviisning».

Det er tilfulde bekjendt, at Nordahl Brun var en myndig Mand, og om Opposition imod ham blev der nok aldrig Tale. En Smule Forsøg blev gjort ved Visitatsen paa Lindaas 1802 af Personelkapellan Angell, men hvor megen For­styrrelse det end vakte, kunde det dog nærmest tages fra den komiske Side (J. N. Brun: Gammelt og Nyt om og af Biskop J. N. Brun Pag. 293. fremstiller den hele Scene), ligesom det vidner om, hvor meget der skulde til, før Biskopens Rolighed i Herrens Hus kunde anfegtes.

Biskopen betragtede ham som en ærlig, men enfol­dig og forskruet Mand og vovede ikke at anbefale ham ti! Befordring før 1809, da han i 24 Aar havde været Personel­kapellan, og han forflyttedes som Sogneprest til Hjørrendfjord. Brun besøgte ham aldrig i hans Sognekald, men ved Pavels’s Visitats 1820 gjorde han sig atter bemærket ved en overmaade djærv Optræden, som Biskopen maatte tage med Koldblodighed (D. Thrap :          Hyrdebreve fra bergenske Biskoper i «Theol. Tidskr.» f. d. luth. K. i Norge 1875).

— Var Biskop Brun en myndig Mand, saa tyder alt, hvad vi kjender om hans Embedsvirksomhed paa, at han benyttede sin Myndighed med Visdom. Han holdt sin Auktoritet frem, hvor det behøvedes, og naar derved kunde udrettes noget for Freden. Da han 1799 rejste paa Visitats til Volden (Volda), kom en Mand til ham paa Vejen med en Klage. «Jeg stak den hos mig», siger Brun, «den var uden Navn, handlende om Forretningers Dyrhed. Du kom­mer vel, sagde jeg til Overbringeren, paa Onsdag, og da skal jeg tale med dig; thi her og ridende kaster jeg ikke engang Øje i Papiret. I Prestegaard Frygt for opviglet Almue og

 

 

– 12 –

 

for et Optrin lignende det ved sidst holdne Session, da Hauch og Haxthausen bleve overløbne af misnøiede»;  31te Juli Visitats. Ingen kom. Paa Spørgsmaal til Menigheden svarede en staaende ved min Side : hvad vi har at klage har Biskopen faat. Resp. Jeg har faat et Skrift uden Navn. Det foragter Embedsmand. Har du skrevet det ? -— nei — Din Lykke ! vidste jeg, hvem der havde skrevet det, skulde han være min Mand. Jeg bragte saaledes alle til at tie, og strax intonerede et andet Parti, som tydelig tilkjendegav Tilfredshed med Læreren».

Hougs Menighed havde fra 1764 til 1799 havt en udmærket Sogneprest i Michael Stub Arentz, Biskopens Søn, og trods dennes Svagelighed og tildels mindre heldige Kapellaner skred Menigheden fremad i Oplysning, saa Bisko­pen roser den meget. Efter Arentzs Død blev Embedet besat med Johan Kybke Meyer, tidligere Prest i den danske Koloni paa Guinea Kysten. Han omtales som en Mand, der ved sin Raahed paa Prædikestolen gjorde sig vidt bekjendt, om han end ellers var en brav Mand.

Ved Visitatsen 14de August 1808 klagede han over, at han havde havt for liden Forberedelsestid, hvilket Biskopen indrømmede, men da han i sin Prædiken «ved Gestus, Deklamation og tom Barnesnak gav de hellige Spaadomme til Pris for Latteren», tog Bisko­pen haardelig paa ham i Enrum. Meyer kom siden (1813) i Strid med sin resid. Kapellan Severin Hjelm Friis, da han ikke vilde følge nogen bestemt Orden ved Tillysningen af Gudstjenesterne i Prestegjeldets fire Kirker.

Begge Prester gik ind til Biskopen med Forestilling i Sagens Anledning, og i Skrivelse af 21de Juni 1813 maatte denne give Kapellanen Ret og paabyde, at Tillysningen skulde ske for et Fjerdingaar ad Gangen, og at Forandringer blot maatte ske undtagelsesvis efter broderlig Overenskomst, for «at Almuen kan vide forud hvilken Præst skal forrette N. N. Søndag ved N. N. Kirke for derefter at bestemme deres personlige Anliggender i Sær Communion, da nogle have mere Tillid til Sognepræsten, andre til Kapellanen».

Meyer maatte adlyde, men synes

 

 

– 13 –

 

at have tøjet Undtagelserne vel langt. Der blev atter Strid, og Sognepresten henvendte sig atter til Biskopen, der efter indhentet Forklaring af Friis, fandt (Skr. af 14de Oktober 1813) at «D. V. ikke heller denne Gang har Ret. Men De skal dog for denne Gang faa Ret. Jeg tilskriver Hr. Friis idag, at det skal forblive efter Sognepræstens sidste Tillys­ning. Jeg ønsker, at denne Smule Seier maa virke Fred, men advarer til den Ende baade mod Skrivfeil og enhver anden Ubestemthed i Embedssager, hvorved De vil tabe Agtelse baade hos Menighed og Foresatte. De har ikke efterkommet det Tilbørlige ifølge mit Brev af 21de Juni d. A. Jeg befaler Dem end en Gang at forenes forud om 1/4 Aars Tillysninger og det skrifligt, og det strax. Adlyder De ikke, vil det bekomme Dem ilde — — — —».

Det var ikke ofte Biskop Brun var nødt til at bruge sin Myndighed ligeoverfor sine Prester. Hyppigere har det vel været Tilfældet, at han tog sig af dem og ved sin Auktoritet hjalp dem i deres Nød eller hjalp til at dække deres Skrøbeligheder, naar de ellers var gode Kirkens Mænd. Et Eksempel er hans Forhold til den gamle Prest Fredrik Bødtker i Volden (D. Thrap : Bidrag til J. N. Bruns Karakteristik i Theol. Tidsskr. f. d. luth. K. i Norge IX Pag. 455 ff.), for hvem det allerede begyndte at se ilde ud ved Bruns ovennævnte Visitats 1799.

Det viste sig her, at gamle Prester kunde gaa igjennem med adskilligt. Bispen har vel ikke altid faaet Tingene at vide saa betime­lig, at der kunde raades Bod paa Manglerne, thi han var ikke den Mand, som lod saadanne gaa hen upaatalte. Stun­dom kunde han have Møje nok med enkelte, som nu engang havde faaet et Slags Ret til at gaa sine egne Veje. En saadan var den gamle Provst Hans Wiingaard, Sogneprest til indre Holmedal. To Bønder i Svanø Sogn (Kinn) havde bygget et Kapel i Egefjord, og Biskopen havde forlængst befalet Provsten paa hans Vegne at indvie samme, da han ikke vilde bebyrde de agtværdige Mænd, som saa priseligen

 

 

– 14 –

 

havde anstrængt sig til at fuldende dette gudelige Verk, med ufornødne Rejseomkostninger.

Provsten forsømte denne sin Pligt, og Biskopen havde tilbørligen bebrejdet ham hans Forsømmelse. Hvor længe det har staaet hen ses ikke. Biskopen maatte omsider 31te August 1813 beordre Sogne­prest Lind i Førde til at indvie Kirken. Han sendte denne Ordre til de tvende Bønder Anders Simonsen og Søren Simon­sen Agledal med en Skrivelse af samme Dag, hvori det heder: «Til Lykke med eders Kirke ! Herren velsigne eder af Zion, som gjorde Himmel og Jord ! Med Glæde havde jeg kommet til at indvie selv Eders vakre Hænders Gjerning. Men det vilde have kostet Eder for meget. Jeg har forlængst beordret Indvielsen ved Provsten. Desværre forgjæves. Men man faaer undskylde hans høie Alderdom. Indsluttede Befaling til Hr. Lind maa I selv frembringe og med ham aftale Tid og Maade — — Jeg glæder mig over Eders mandige Verk til Guds Ære. I have bygget Gud et Huus. Gud bygge igjen Eders Huuse og lade Eder selv finde Opbyggelse hver Gang I samles i det nybygte Huus. Gud samle os alle i Huuset bygt uden Hænder, evigt hos Gud i Himlen! Amen !»

— Et mærkeligt Vidnesbyrd om de kirkelige Forhold i Ber­gens Stift er det, naar Almuen i den haarde Tid frivillig bygger sig en Kirke, og Bønderne fortjener visselig den Ros, som Biskopen giver dem.       

Der var maaske ikke nogen Prest i Bergens Stift, der fik saa megen Grund til at takke Biskop Brun for faderlig Beskyttelse, som Gabriel Heiberg, Sogneprest til Sælø. Han var født 1769, blev 1795 Personelkapellan i Gloppen, 1801 resid. Kapellan til Lindaas og fik 1806 Sælø betyde­lige, men besværlige Sognekald. Biskop Brun satte stor Pris paa ham som en ung Prest af den gamle Skole. Ved Visitatsen 28de Juni 1807 skriver han : «Herligt alt, Veir og Folk, Præst og Ungdom : Gabriel, Thema : at følge Kristus er Veien til Frelse (af Evangeliets Slutning 5 Trin.?). Med mange Ord bragte han mig sin Tak, da han troede, at det var ved min faderlige Anbefaling, han havde faaet dette Em-

 

 

– 15 –

 

bede af Kongen».

Da Krigen udbrød, blev han — fuldkommen uskikket — mod sin Vilje ansat som Chef for Kystværnet, en Stilling, hvori flere Prester var ansatte, og hvori idetmindste en, Lars Birkeland i Haaland, gjorde sig bemærket paa en hæderlig Maade (A. Faye : Christianssands Stifts Historie. Pag. 464).

Heiberg var ikke heldig som Officier. 22de Juli 1810 kom 2 engelske Fregatter under Kysten. Der laa under Statlandet 2 Kanonskonnerter og 1 Kanonjolle. Fregatterne udsatte en Mængde Baade, Skonnerterne blev tagne og Jollen landsat og brændt.

Kystchefen, Løjtnant Bjelke, indberettede bl. a.: «Dette Uheld var vist ikke skeet, dersom Kystværnet havde opfyldt sin Skyldighed». Kystværnchefen, Presten Heiberg, sendte nu 24de Juli — Dagen efter Affæren — en Ordre til de ham undergivne Sektionschefer, gaaende ud paa, at de fiendtlige Fregatter naarsomhelst kunde landsætte 1000 Mand vel bevæbnede, og at Modstand fra Kystværnets Side i dette Tilfælde vilde «ei alene blive frugtesløs, men og have de sørgeligste Følger», hvorfor Sektionscheferne skulde drage Omsorg for, at «enhver Mand bliver rolig i sit Hus», om nogen Landgang skulde finde Sted (N. A. Larsen : Fra Krigens Tid. 146).

Dette Prestens fra et militært Standpunkt alde­les utilbørlige Forhold havde ingen videre Følger, men det fremgik af Bjelkes Rapport, at Kystværnet paa Kampens Dag ikke havde gjort sin Pligt, og det var intet Under, at det vakte Kongens højeste Mishag. Man drog Sagen noget hen, og det var først 4de Jan. 1811 det blev bestemt, at Heiberg skulde bøde 500 Rdlr. og forflyttes til et andet Kald, der ikke maatte være bedre end det, han havde.

Biskop Brun, der fik denne Ordre, indberettede den 3die Marts 1811, at intet saadant Kald i Stiftet var ledigt, at Heiberg var «fortrinlig yndet og som Præst en saare virksom og værdig Mand». Han oplyste derhos, at han mod sin Lyst og Vilje var «af Autoriteter saa godt som tvungen til at være Divisjonschef for Kystværnet i Sælø», at hans 2 Breve, daterede Dagen

 

 

– 16 –

 

efter Affæren, ingen Indflydelse kan have havt paa dennes Udfald, at enhver, der kjender de lokale Forhold paa Sælø, Kystværnets Bevæbning o. s. v., maa tilstaa, at «om Divisjons-chefen paa Landet havde været en Kjeld Stub, var det samme skeet, som skeede».

Imidlertid blev Lærdals Sognekald ledigt, og Biskopen maatte da fremsende en Ansøgning fra Heiberg om dette, men det skede med indtrængende Forestilling — af 18de Mai 1811 — om at han heller ønskede at blive, hvor han var, at Forflyttelsen vilde blive det haardeste i hans Straf, at «han aldrig har afstedkommet og aldrig for Eftertiden vilde afstedkomme anden end sand norsk Stemning; thi vi Talere ere altid mest tapre til at inspirere Mod, naar vi vide, at vi ikke selv skulde dele Faren. Demosthenes slog Philip i alle sine Taler, men tabte Slag, da han engang selv skulde være Anfører».

Om Lærdal bemærker han, at det er mindre end Sælø, at den fungerende Prest her, Laurits Rodtwitt, vilde være bedre tjent med Sælø, men han, som «har gjort de vilde Lærdøler fredelige, vilde neppe kunne gjøre de maaske altfor fredelige, krumbøiede Strandsiddere ved Sælø tapre».

— Sagen drog hen, og Bruns gamle Vel­ynder, Hauch, meldte ham, at hans Demonstration allerede havde gjort Cancelliet opmærksomt. Brun skriver atter herom til Fredrik Moltke 28de Decbr. 1811, og Resultatet blev, at Heiberg fik blive, hvor han var, og Lærdal 1812 blev givet til Ulrik Fredrik Bøyesen. Heiberg blev i Sælø til 1826, da han forflyttedes til det større, men endnu haardere Kyst-Kald, Manger, hvor han døde 1838.

Som Biskop Brun var sine Presters Ven og saa vidt muligt tog sig af dem, saa kunde det ogsaa hende, at han behandlede dem paa en spøgefuld Maade. Han var jo i det hele taget anlagt paa Selskabsliv, vilde gjerne have det mun­tert omkring sig og befandt sig derfor saare vel paa sine Visitatser, naar der var godt Selskab. I hans Embedsførelse kom naturligvis Gemytligheden sjeldnere for Dagen, men den var dog ikke heller her ganske udelukket.

1805 havde den gamle Provst Hjorthøi paa Sund bedet ham om en

 

 

– 17 –

 

Attest, og Biskopen kunde ikke forstaa, hvad den skulde bruges til. Istedenfor at spørge, hvad han vilde med den, eller simpelthen afgive den skrev han (1ste Juni 1805) til den gamle: «— — Hvad vil Manden med den ? tænkte jeg; viise vor Herre den i de evige Boliger? Præst andetsteds skulde han aldrig blive, om Jeg sad i Cancelliet; men Bisp ? Ja det loed sig høre. 3 Stoele staae længe ledige, og hvorfor ikke han ligesaa vel som Præsten Bovsen paa Laaland, hvilken det blev tilbudt ? Af Hr. Provstens Brev lader det, som om De ønskede Deres Raskhed bevidnet; men da maatte De enten selv 3 Gange have løyet paa vor Herre, eller Deres Fore­satte 3 Gange paa Dem, og Jeg sist for 2 Aar siden, da De har faaet Deres Svoger, Deres Svigerson, Deres Søn successive til personel Capellan. Det er mig beviist, at De meer end engang har hafft og des værre vel endnu trues med haarde Poroxysmi. Mod min Overbeviisning skriver Jeg aldrig. Men, Bisp ? Ja hvorfor ikke? Jeg vil fortælle en Historie, siger Rennord (Ludvig Rennord, Birkedommer i Søndfjord, en af Bruns fortroligste Ungdomsvenner) : Biskop Hagerup kom første Gang til sin Skolekammerat Hr. Jens Bruun i Urland. Nu hvor lever du min gamle Broder ? — Hvordan skal jeg leve ? Jeg aarker lidet at præke, er hæs til at messe, og Kaldet taaler ikke pers. Capellan. Jeg duer nu til Intet, uden Kongen vil gjøre mig til Bisp».

Paa Kinn havde han en anden gammel Gubbe, som han ikke kunde overtale sig til at se fra anden Side end den komiske. Han hed Claus Finde og var født 1739. Brun var hos ham en eneste Gang 1807 og skriver om hans Præ- diken 14de Juni : «Jeg fandt intet, der var Evangeliets Rigdom værdigt i hans Prædiken, der fra først til sidst var usammenhængende, uden Traad, uden Fundament, men fremsagt med en from, bedende, næsten kvindelig Røst paa Haugianernes Maner».

Som bekjendt havde Haugianerne en af sine

 

 

– 18 –

 

betydeligste Ejendomme i Prestegjældet, Svanøen, og det er vel ikke urimeligt, at Manden paa sine gamle Dage har taget efter deres klynkende Tone, hvad Grund han nu dertil kan have havt. Han var Ungkarl og — skriver Brun 12te Aug. 1815 (til Professor Hersleb) — «Jeg ved ikke, hvor mange Tønder Guld han eier, men han er følesløs og dum som en Østers». Da han var 73 Aar, gammel skrev han 7de Juni 1812 til Biskopen og bad ham om Personelkapellan. Brun svarede ham, at der ingen var, og at han i alt Fald maatte opgive Betingelserne, men selv om han bød 300 Rdlr. og alt i Huset, vilde neppe nogen i den presteløse tid gaa til Kinn. Han vedbliver: «Resignere maa De altsaa; det skulde De have gjort for længe siden efter mit Raad. Det vilde lagt 10 Aar til Deres Alder, thi da kunde de conserveret Dem. De kan indlogere Dem hos en Ven eller beslægtet og saaledes betale for Dem, at man bærer Dem paa Hænderne, forekommer Deres Ønsker og ønsker Dem mange, mange Leveaar. Og hvad man kan faa for Penge, naar man har dem, derom behøver man hverken at bede Gud, Kongen eller noget andet Menneske.

Ja min Ven skynd Dem !   — —  Dette var imidlertid langt fra den gamles Tanke, men da han blev svagelig, og der indløb Klager, fik han Personelkapellan Doth i Førde til Hjælp og skrev nu til Bispen 24de Novbr. 1813 om dette Arrangement, idet han tilføjede, at han vilde blive »brødløs og husvild», om han nedlagde Embedet. Han fik et skarpt Svar, at Arrangementet mellem ham og Førde Sogneprest var Bispen uvedkommende, men «naar Hr. Finde, den rigeste Geistlige i Stiftet, kalder sig ved Afstaaelse brødløs og hus­vild, bespotter han Gud». Man maatte lade ham sidde, da Prestenøden i Landet var bleven stor, indtil han døde i Begyndelsen af 1816. Ved Indberetningen om Kaldets Ledighed skriver Biskopen til Statsraad Treschow 7de Mai 1816:

«Kinn er virkelig ingen Mand for godt. —-Dog — at det lykkes ogsaa for dem, som have fidem miraculosam bevi-

 

 

– 19 –

 

ser følgende : «Finde, der levede og nu døde fra sine ad­skillige Tønder Guld, saae sig aldrig Leilighed til at an­skaffe, hvad ingen Sognepræst i Søekald kan undvære, Huus-Baad (En stor Baad med en overbygget Kahyt), kiøbte sig for Spotpriis en raadden Karriol. Fa­dingen og Sædet skruede han fast paa en aaben Bondebaad og kiørte saaledes mirabile visu paa Havets Bølger, indtil han nu 77 Aar gammel døde Straadød paa det faste Land».

Før sin Død havde han dog gjort noget godt med sine Rigdomme, idet han testamenterede Universitetet et Jordegods i Daviken værd 4000 Spd. (Budstikken 1817. 467.)

Niels Hertzberg fortæller (Nationalbladet VIII p. 7.), at Brun aldrig persiflerede unge Digtere med Tale om «Dunhager» o. desl. Om han her har andre for Øje end Zetlitz, hvis faderlige Ven Brun var hele sit Liv, og P. A. Heiberg, som han satte stor Pris paa, da denne var i Bergen i Aarene omkring 1783, er uvist.

Et Sted — ved Visitatsen i Lyster 1812 — benyttede Brun en af Svigersønnen Jens Rolfsen skreven Vise :               «Af  Klæder andre bryste sig o. s. v.» i sin Tale til Menigheden, hvori han dvælede længe ved de norske Bønders Nationaldragt. Man tør maaske sige, at Brun havde forholdsvis let for at tage sig af Ungdommen og binde den til sig, da hans Auktoritet var altfor stor, til at nogen turde vove sig ham for nær, men det maa dog altid blive til hans Ros, at Ungdommen kunde finde sig vel i hans Selskab.

Og til ubetinget Ros maa det blive ham, naar det virkelig gik an for unge Prester i hans Stift at begaa Fejltagelser, uden at de derfor tog Skade for al Fremtid. Der er altid en Fristelse for den højt stillede Mand til at lade det første Indtryk af et ungt Menneske, der forløber sig, blive siddende som det bestemmende for hans Fremtid, men Brun kunde glemme og tænke sig en Forbe­dring — undtagen maaske hos Rationalister. Her er natur­ligvis ikke Tale om Lovovertrædelser, der maatte afbryde

 

 

– 20 –

 

en Mands Embedsbane, hvoraf der ikke forekom nogen i hans Tid, men vel om grove Fejltagelser i Embedsforhold og Rygter, for hvilke man uforsigtigen havde givet sig til Pris. Eksempler herpaa vil man finde tidligere i denne Afhandling, og de skal her ikke gjentages.

For Skolevæsenet tør man neppe sige, at Biskop Brun udviste nogen synderlig Iver. I hans første Tid i Bergen var Skolevæsenet i Stiftet kommet nogenlunde i Orden efter de smaa Fordringer, man kunde stille, og Biskop Hagerup meddeler, at Stiftet i hans Tid havde 400 Skolelærere — for den aller største Del Omgangsskoleholdere. Det lader som om Brun har fundet denne Ordning tilstrækkelig, — eller endog overflødig, hvor Presten prædikede Guds Ord, og Forældrene underviste sine Bøn.

Man maa antage dette efter Ytringer som den ved Visitatsen i Askevold (1799). Dette Prestegjæld havde havt 3 dygtige Prester efter hverandre (Biskop Arentz, Møllerup, Arnet), og navnlig den første, der var udgangen fra den pietistiske Skole, var undervist af Tomas v. Westen og havde studeret i Halle under Francke, tog sig med stor Iver af Almuens Oplysning. Her tilføjer Biskopen: «Kort : ved gode Præster lærer Menigheden at elske Ordet, og Forældre blive selv deres Børns bedre Skole­holdere, end om man sender en af Blaagaards-Fabrikken, naar Læreren med Fornuftreligions tørre Hollændersand kvæler den gode Sæd» (J. N. Brun: Gammelt og Nyt om Brun 290).

Et andet Sted heder det fra Tysnæs (1800) : «Saagodtsom ingen Skoleholdere, og dog kunde Ung­dommen godt svare. Forældre underviser selv deres Børn, og Præsten maa nok bruge megen Flid med Konfirmanderne» (ibid).

Det fremgaar tydelig nok af det første af disse Citater, at det er de ny oprettede Seminarier, der staar for ham som alt andet end en Velsignelse for Kirken. Det har vel væsentlig kun været i Forbigaaende, han fremførte sine skarpe Ytringer imod disse Indretninger, der var fremgangne

 

 

– 21 –

 

af den rationalistiske Tid og havde Forsvarere nok i denne Tids Mænd. Brun kunde da heller ikke undgaa at høre ilde, fordi han her ikke vilde være med. Sander tog haardt paa ham i «Egeria» for en Ytring af Dadel over Seminarierne, der var «nær ved at vorde Haan uden paa fjerneste Maade at være motiveret» (Lærde Efterretn. 1807, 415.), og det maa indrømmes, at saadant ikke er ham saa ganske uligt.

Ogsaa vort Land havde i denne Tid faat et Seminarium i Tønsberg. Det oprettedes i 1797 af Presterne Frants Hoppstoch og Fredrik Lerche samt Byfoged Wulfsberg og var indrettet med 3-aarigt Kursus, 1ste Aar skulde anvendes til at bibringe Eleverne ved mundtligt Fore­drag de korteste og af Erfaring beviste vigtigste «Kunstgreb i Stavning, Ret- og Renlæsning».

Balles Lærebog skulde be­nyttes som Læsebog. 2det Aar benyttedes til Forklaring og Udvikling af Lærebogens Sætninger ved Hjælp af Steenvinkels Forelæsninger, Bibelhistorien og Bastholms Filosofi for ulærde samt de kateketiske Regler. 3die Aar skulde anven­des til praktiske Øvelser. Som Biting opføres Regning, Geografi, Statistik (!), Historie, Musik. Det fik ingen lang Levetid og havde allerede en Tid været nedlagt 1809, da Hoppstoch — maaske væsentligst for sine Fortjenester deraf — blev befor­dret til Totens Sognekald.

Dets korte Tilværelse har neppe bidraget til at stemme Biskop Brun gunstigere for Tidens Seminarie-Anstalter, men maaske meget mere styrket hans Overbevisning om deres Forkastelighed i Almindelighed og deres Umulighed for Norge i Særdeleshed. Der var i hans Tid ikke mer end 3 faste Skoler paa Landet i hans Stift, i Vik, Sogndal og Borgund. Den i Borgund var oprettet af Provst Augustinus Meldahl, havde et Fond af 600Rdlr., og 20 Børn blev i den underviste af Klokkeren, der havde en Løn af 20 Rdlr. Presten gav Børnene Kost og maatte som oftest spæde lidt til af egen Formue. Brun kalder den 1803 «den eneste Friskole i sit Slags i Bergens Stift», og det var først senere, at noget lignende blev forsøgt i Lyster (Luster)

 

 

– 22 –

 

af Sogneprest Edvard Qvale.

Denne holdt (1810) paa at samle Bidrag til Oprettelsen af en Skole, hvor Børnene skulde faa «Oplysning samt Undervisning i Haandarbeide», ligesom han gav Menigheden et godt Eksempel ved planmæssig Have-dyrkning. Da Tiderne var trange, har det vel ikke været let at faa noget saadant istand. Det har saaledes langt fra været Biskop Brun imod, naar man ved Prestens og Menighedens forenede Kræfter satte Skolevæsenet paa en bedre Fod, men han har frygtet Halvdannelsen og over alle Ting villet holde Neologien borte fra Menighederne.

Han var for meget Autokrat til, at han skulde drage Muligheden heraf i Tvivl. Han tilhørte ogsaa den gamle Tid i den Betragtning, at det praktiske Livs Mænd og Kvinder kunde hjælpe sig med sin kristelige Børnelærdom og en til deres Livsgjer­ning passende Sum af Kundskaber. At der blant Bergens Stifts Bønder fandtes dem, der havde bragt det videre i Kundskab — og derved i Formue — end den store Mængde, viser 2 Storbønder, Christofer Hieltnæs i Ulvik og Ole Fuhr i Lyster, som han gjæstede paa sine Visitatser, men han likte ingen af dem.

I Bergens Borgerskab, som han i Almindelighed ikke satte højt, fandt han vel ikke faa, der ved Udenlandsrejser havde tilegnet sig en højere Dan­nelse ( P. A. Heiberg: Tre Aar i Bergen p. 9—12), men han ansaa dette for en Luksus, der ikke kunde blive almindelig, og som det i alle Fald ikke var Statens Sag at tage sig af. Han erklærede sig derfor — 18. Febr. 1802 — imod, at Seminarium Fredericianum skulde gaa over til at blive en Realskole. Det havde staaet der i over 50 Aar uden at gjøre nogen synderlig Nytte, — kun som et Vidnesbyrd om, at Pontoppidan var forud for sin Tid.

Bi­skop Søren Friedlieb havde i sin korte Funktionstid gjort et Forsøg paa at faa noget ud af det, men han døde fra det, og det førte nu et vegeterende Liv, men til Realskole vilde Brun ikke have det forvandlet. Det vilde være en Hindring — mente han — for at indrette Latinskolen paa samme

 

 

– 23 –

 

Maade som Kristianias, hvilket vilde «fyldestgjøre meget saadant, som man lover sig af en real Skole». Han mente, at en saadan «hører ikke med til Opdragelses-Væsenets Nødtørftigheder, men til den borgerlige Opdragelses Elegance. Dersom de Handlende til den Ende ønske sig et saadent Institut, have de Handlende Formue til selv at kunde oprette det». Det viste sig ogsaa, at dette blev Vejen til at sætte Realundervisningen paa en fast Fod i Bergen, idet Kjøbmand Hans Tank (død 1804) legerede sin Formue til Oprettelsen af en Realskole. Snart fik ogsaa de fortjente Skolemænd Lyder Sagen og Christian Gottfried Bohr 1806 oprettet en saadan, der blev til stort Gavn for de opvoksende Borgersønner i Bergen. Blant dens første Elever var (senere) Biskop Jacob v. d. Lippe.

Biskop Brun formanede sine Børn til aldrig at foragte Bønder, da «de i enhver Stat er Rigernes Styrke» (J. N. Brun : Evangeliske Sange. Bergen 1786. Tilegnelsen). Man kan heraf se, at han nærede megen Agtelse for Standen, om han end har forbeholdt sig adskilligt overfor Individerne. Han kaldte sig selv «Bondepatron, som jeg altid har været», han tog sig gjerne af dem, hjalp dem tilrette og behandlede deres Klager med al Retfærdighed, naar de var begrundede, men der ses intet til, at han nærede nogen Agtelse — end sige nogen Beundring for dem, saaledes som de mødte ham i Bergens Stift. Han havde uden Tvivl dannet sig et Ideal af en Bonde, som han maaske har set tilnærmelsesvis reali- seret i sin Barndom i en eller anden Mand, der har staat i en højere Glands for Barne-Øjet. «Jorddyrkeren, som dyrker sin Fædrenegaard», skriver han («Fornuftig Kjærlighed til Fædrelandet». Samling af Skrifter udg. af det nordiske Selskab i London I, 45. 46.) , «har ikke paa Jordens Kreds en Egn saa behagelig, som denne, og til at forsvare den har han Mod som en Løve.

Da de norske Tropper 1761 skulde rykke ud til Holsteen, var en Dragon i Gudbrandsdalen befalet at møde blandt dem, som skulde udtages. Manden var riig og

 

 

– 24 –

 

«reed selv fra sin Gaard», som det heder i Landets Sprog. Underveis spørger ham en Embedsmand, om han ikke vilde anvende Penge, for at faae en Mand i sit Sted, — «vidste jeg», svarede han, – at vi kun skulde reise til Holsteen, cam­pere der en Stund og saa komme tilbage, anvendte jeg gjerne et halvthundrede Rigsdaler; thi det, jeg forsømmer ved at være borte fra min Gaards Drift, er mere værd. Men kom det til Alvor, var det Synd, at en anden skulde skydes for min Skyld, da jeg har Eiendomme i Landet, som jeg er pligtig at forsvare».

Brun var Thrønder nok til, at han maatte søge det mest udprægede Normandssind paa Oplandet og nordenfor Dovre, og det har ingenlunde været hans ud­prægede Sands for al mandig Idræt alene, der her ledede ham. Hallingkast, Skiløbning, Jagt, Mod og Slagsmaal kunde han finde nok af paa Vos, men han fandt ingen Smag i Folket deroppe. «Et Brudefølge gik til Kirken», skriver han herfra 1795 (Visitatsprotokollen).  «Deres Sæder havde ingen Smag og deres Munterhed intet Liv. Det var Pøbel (sammelignet) med Throndhjemske Bønder».

To Steder bemærker han, at Menigheden opførte sig som «Pøbel», da den ikke var stille under Bispens Tale (ibid). Strandsidderne ansaa han for jammerlige Stakler, og naar de i Krigen viser Fejghed, finder han det ikke urimeligt. Det var ikke blot til Undskyldning for Presten Heibergs Forhold ved Sælo 1810 han udtaler dette. 14. Juli 1808 bemærker han i sin Anbefaling for res. Kap. Hans Bull Motzfeldt paa Lindaas, at han er Chef for Kystværnet, «men han finder nok saadant fortrinlig utaknemmeligt i Lindaas Præstegjæld».

Af Storbønder omtaler han (ibid) to, der ovenfor er nævnte, men finder meget at udsætte paa dem begge. Christofer Hjeltnæs «klagede over anden Dags Feber, over Steensmerter og Astma, havde tyk Mave og Been, altsaa dog et forskaaret Exemplar blandt ægte

 

 

– 25 –

 

norske Bønder. Man hører af ham en finere Spøg, end man kunde vente af en Bonde, men ikke det ukunstlede Hjertesprog, som man ventede af en Norsk Bonde —- —».

Om den anden skriver han:  »Den fornemme Bonde Ole Fuhr gjorde et anstændigt lille Middagsmaaltid for Bispen og til Selskab Hr. Rodtwidt, Qvale, Friis, begge Daaerne, Falck og Famulusen (Ludvig Brun). — —

Manden havde gjort store Forbedringer paa Gaarden, havde et smukt Huus, et proppet Legeme, en udpyntet Kone og flere saadanne gode Ting».

Saa stor Bondepatron Biskop Brun saaledes var, kan det tænkes, at han længedes efter de nordlige Egne, hvor han vel mente, at han kunde finde «det ægte norske» i en mere udpræget Skikkelse. Det tør derfor have nogen Rimelighed med den Formodning, at hans Rejse til Throndhjem, hvor han tilbragte Juli Maaned 1803, har staat i Forbindelse med et Ønske om at bestige den her ledige Bispestol (L. Daae: Breve til Nyerup p.8). Paa nært Hold har han dog maaske fundet Stillingen mindre tiltrækkende, og navnlig har vel den betydelige Pensjon til Bispinde Schønheyder lært ham, at hans allerede da bedrøvelige Financer ikke vilde ophjælpes ved Flytningen.

Der er Vidnesbyrd nok om, at Biskop Brun som et Landsens Barn, satte mest Pris paa Landet og Landbefolk- ningen, og muligens har hans 2 Preste-Aar i Bynæsset været hans lykkeligste Tid. Han fik dog blive Bymand den længste Tid af sit Liv, og med Undtagelse af hin korte Tid har han været det fra sit 19de Aar til sin Død. Han var 29 Aar gammel, da han kom til Bergen, men det lader til, at han aldrig fandt sig rigtig fornøjet i den Befolkning, der omgav ham og beundrede ham. Brun havde Trang til selskabeligt Liv, men det var ikke altid, han kunde faa den tilfredsstillet. Det maa have været Glandsperioder i hans Bergens-Liv, naar han kunde finde saadant Selskab som Peter Andreas Heiberg, efter hvis Skildring det virkelig maa have gaat

 

 

– 26 –

 

muntert til i de smaa Kredse, hvor den unge Korskirke-Prest var Sjælen i det hele.

Af egentlige Venner havde han nok ingen i Bergeri. I Stiftet havde han tre, som han satte megen Pris paa, Provsterne P. D. Baade og Niels Hertzberg og Birkedommer Ludvig Rennord, men det var jo ikke ofte, han kunde nyde deres Selskab. Af Embedsmænd i Byen havde han Stiftamtmand Hauch, som han holdt meget af, og ved hvis Forflyttelse han led et stort Tab. Ved denne Tid var imidlertid hans Familjekreds bleven udvidet, da alle hans fire Døtre blev gifte med unge Kjøbmænd, og Biskopen kom vel herved i en nærmere Berørelse med det egentlige Borgerskab.

Det synes dog ikke at have bidraget til, at han satte det synderlig højere. Mangen Gang har vel Arbejdslivet faldt ham tungt og Selskabslivet kjedsommeligt, medens Adgangen til at udvikle Ideer har været spærret, og Bekymringerne mange. Det tør være muligt, at disse sidste mangen Gang har bragt ham til at se Skyggesiderne stærkere, end de var, og om han end kalder sine Kreditorer taalmodige, maa det visselig ofte have pinet ham at de var der.

Misundelig var han visselig ikke, men en Sammenlig­ning imellem ham, den højt beundrede Biskop, og de almin- delige — ofte aldeles uvidende — Borgeres Stilling kunde let falde i Tankerne, naar han kunde skrive (Til Biskop Bech 27. Maj 1815) : «Det er ydmygende, men lad mig tilstaae det : Min hele Under-Mond [ering] er bleven som Gibeonitens. Jeg conserverer ængstelig den 12-aarige Ordensdragt, hvorved at skiule de luvslidte Fragmenter, naar Jeg skal aabenbares in publico.

Det være sagt mellem os : Jeg er virkelig fattig. Vedste De hvad Kummer det har kostet mig igjennem de sidste Alderdoms Aar, i Sær siden hiin ulyksalige 5. Januar [1813] at holde Hæderen vedlige og viise et muntert Ansigt, som feilede mig intet, da skulde De først ret beundre Restancerne af den Aands Kraft, Guddommen hidtil forunder mig. Det har kun liden Selvfornægtelse kostet mig at indskrænke min Huus-

 

 

– 27 –

 

holdning til fuldkommen Lighed med den ringeste Capellans i Stiftet; thi derom tænker vel de fleste, mine taalmodige Tilgodehavere undtagne :  O Biskop Brun er en gammel Gnie-Pind, som vel vil efterlade sig Grunker . . . .»

— Ja saaledes sad den norske Kirkes berømteste Mand i det 19. Aarhundrede i det midt i den By, som «unegtelig er [var] den rigeste i Norge. Men Handelsaand i. e. Egennytte besiæler alt, og end ikke forfengelig Ære har nogen synderlig Stemme. Nyelig døde en børnløs Kiøbmand, som aldrig gav, aldrig giorde godt og levede selv som en fattig Pensionist. Men han efterlod sig over 8 Millioner D. C.» (J. N. Brun til Professor Hersleb 12. Aug. 1815).

Vi kunde anføre mere af dette Slags, men dette kan ogsaa være nok til, at man kan forstaa en saadan Ytring:            «Troe  mig høistærede, det har været utaknemmeligt at arbeyde her med Aand i 41 Aar» (ibid.). Man maa ogsaa efter dette beundre den ganske mærkelige Visdom, hvormed Brun fra sit 29de Aar ferdedes i denne Befolkning og vandt dens udelte Agtelse, Kjærlighed og Beundring uden nogensinde ved uover­lagte Ytringer at støde den fra sig, hvor mange Fristelser der end kunde være for hans ikke ganske ringe Sands for det komiske.

 

 


 


 


 

 


 

 


 

 

.


 

 


 

 


 


 


 

 


 


 

 


 

 

Stengt for kommentarer.