fredrik schmidt : presentert av daniel thrap

 

– i boken : «Bidrag til den norske Kirkes Historie i det 19. Aarhundrede». Kristiania 1884.

 

Gjengitt s. 249 – 275  :

 

Kristianias sidste Biskop af den gamle orthodokse Skole var Christen Schmidt. Han tilhørte en gammel norsk Presteslægt og var født paa Vinger 1727. Han havde været Ka­pellan i Gudbrandsdalen og gjorde derpaa som Skibsprest 2 Rejser til Kina. Efter Hjemkomsten blev han Prest i Rødby paa Lolland, hvorpaa han 1770 forflyttedes til Asminderød paa Sjælland, hvormed Slotsprest-Embedet paa Fredensborg var forenet. Det fortælles af B. Svendsen, at han faldt i Unaade hos Struensee, uden at nogen Hjemmel angives. Umuligt er det ikke og heller ikke urimeligt, da han her kom i pastoral Forbindelse med Juliane Marie og Arveprinds Friederich. Rimeligvis er han allerede Høsten 1771 bleven indviet i de Planer, som var igjære, og umiddelbart før Hof- Revolutionen 17de Januar 1772 finder vi ham som den, der gik Guldbergs Ærinder i Kjøbenhavn (Fr. Schjern i dansk hist. Tidsskr. 4. R. III, 684 ff.). Han fik straks sin Belønning, da han 16de juli 1772 blev udnævnt til Hofprædikant og 9de December 1773 til Biskop i Kristiania. Han holdt sin Afskedsprædiken i Slotskirken 2den Søndag efter Paaske 1774 og ankom til Kristiania 24de Maj. Af hans

-250-

første Brev (3die Juni 1774) til Presterne i Stiftet faar vi vide, at den Skik at læse Prædikenen af Papiret hidindtil har været ukjendt hos os, og at han er misfornøjet over, at nogle har begyndt dermed. Han er meget skarp, taler om at «give Tilhørerne Anstød» ved at «Ordet døer paa Lærernes egne Læber». Han er i det hele en Mand i den gamle Tugtemester-Stil, vil (1777) have Gabestokken anvendt for Natteløbere, og er det en Soldat, der saaledes har forgaaet sig, skal han «løbe 3 Gange Spidsrod blandt 150 Mand».

Det viser sig ogsaa, at han i sine 10 første Bispeaar meget hyppig nedsatte Provsteretter. I Læren var han — som sagt — en Repræsentant for den gamle Rettroenhed, og det var visselig af fuldt Hjerte han sendte Malthe Møller en Protest mod hans Repertorium, der «havde opvakt en saa stor Afsky, at ingen af de Gejstlige her i Stiftet vil have mer af det Slags» (C. Schmidt til M. Møller dat. Oslo 2den Novbr. 1795. Repert. V, 118, aftrykt i Morgenbl. 21/5 84).

En af hans sidste Skrivelser irideholder en alvorlig Paamindelse om at holde sig Ritualet efterrettelig, da det Rygte havde udbredt sig, at en og anden ung Mand, som nylig var kommen i Embedet, «understod sig at fravige det» (Do. til Presterne 11 te Juli 1804).

Man kan ikke undres over, at en saadan Mand ikke fandt Smag i Herrnhuttismen, der i hans Embedstid havde mange Tilhængere i Stiftet (klikk her/s. 30) og heller ikke i den med samme beslægtede Haugianisme (Dr. A. C. Bang : H. N. Hauge 79).

Han var udenfor al litterær Produktion, og det eneste, der foreligger fra hans Haand, er den Afskeds-prædiken, han holdt i Kristiansborg Slotskirke — efter den herskende Skik — fuld af Smiger for de kongelige Personer. Han synes at have været meget ivrig i Kortspil, og Bispegaarden har uden Tvivl i hans Tid været et selskabeligt

-251-

Hus (Professor J. N. Wilse til Nyerup 27/3 1800 (L. Daae : Breve til Nyerup 27). Pavels : Autobiografi 132). Han var først gift med Petronelle Lemmich (død 1799), Datter af Sogneprest til Hof i Solør Søren Lemmich (død 1760), og paa hans gamle Dage fik man et Parti istand mellem ham og hans Husholderske.

Biskop Schmidt havde to Sønner, som han havde den Glæde at indvie til Prester i sit Stift. Den ældste, Hans Jakob var født paa Lolland, blev dimitteret fra Kristiania Skole af Rektor Hersleb 1781, fik theologisk Eksamen med laudabilis 1784 og blev 1786 Kapellan hos Morbroderen Søren Lemmich i Hof, 6te Februar 1789 Sogneprest til Skibtvet efter Faderens Ansøgning og 13de November 1795 til Løjten, hvor han døde i Februar 1814.

I en Visitatsbemærkning om ham siger Biskop Bech (12te Aug. 1807), at han «er et Eksempel paa, at en god Villie og en varm Pligtfølelse kan udrette mere end større Forstandsevner» (B. Svendsens Optegnelser), og vi maa vel heraf slutte, at han trods sine gode Vidnesbyrd fra Universitetet neppe kan have været synderlig begavet, uagtet han skrev Vers.

Det var da i desto højere Grad hans yngre Broder, Fredrik, der var født i Asminderød Prestegaard 27de Maj 1771 og saaledes 3 Aar gammel, da han med Forældrene kom til Norge. Han var Familjens lyse Hoved, og Forældrene har visselig tidlig havt Anledning til at knytte store Forhaabninger til ham. Han var ualmindelig smuk (Conradine Dunker : Gamle Dage 96 ), og tidlig lagde han for Dagen et ikke ringe musikalsk Talent, saa han blev en dygtig Sanger, Pianospiller og endog en Smule Komponist. Der blev intet sparet paa hans Opdragelse, og lige til sit 14de Aar fik han Undervisning i Hjem­met, saa han i denne Alder kunde sættes i Kristiania Latin­skoles øverste Klasse, hvorfra han 16 Aar gammel blev dimitteret 1787.

Allerede som Skolegut havde han begyndt at skrive Vers, der fik Plads i «Minerva», og han aabenbarede straks, at det var de elegiske Toner, man skulde høre fra

-252-

hans Lyra. Han blev dimitteret sammen med Jens Rathke, brugte sin Tid vel i Kjøbenhavn og fik theologisk Eksamen med laudabilis Oktober 1791, kun lidt over 20 Aar gammel. Han har som Bispesøn nydt en Lykke, som mange Normænd i Kjøbenhavn maatte savne, ved at have Adgang til højere staaende Familjer. Navnlig har han vel i C. F. Jakobis Hus nydt Familje-Omgangens Glæder.

Jakobi var en Prestesøn fra Asminderød og en Ven af Biskop Schmidt (Fr. Schmidt : Saml. Digte Kbh, 1811. 223). Hans Moder blev Kammerfrue hos Juliane Marie, og han selv gjorde der­ved sin Lykke, blev Page-Informator, derpaa juridisk Embedsmand, tilsidst Assesor i Højesteret og Theaterdirektør.

Han fik et Navn i Litteraturen ved sin Lovtale over Absalon m. m. og var Sekretær i Selskabet for de skjønne Viden- skaber. Hans Hus maa have været et saare godt Sted at komme i for en ung Student. Schmidt har dog maaske sat ligesaa stor Pris paa de Nydelser, han kunde finde i Om­gangen med begavede Studenter.

Han sluttede Venskab med Jonas Rein, til hvem han vel er ledet ved sin Klassekammerat Peter Collett (S.o.S. 223), og Rahbek ( Allerede 1787. Se Fr. Schmidt :  Nye Saml. Digte. Kbh. 1835. 86), i hvis «Tilskuer» han skrev adskillige Digte. Nogen fremtrædende Rolle kan han imid­lertid neppe have spillet i denne Kreds, da han ikke nævnes i Pavels’s Autobiografi, hvori de dramatiske og litterære Studenterkredse fra hin Tid saa meget omtales.

Efter sin Eksa­men drog han hjem til Kristiania, øvede sig flittig i at prædike, og «hans lærerige, grundige og opbyggelige Foredrag kunde ikke andet end røre og indtage enhver, som hørte ham», skriver Biskop Keyser (Att. 26de Maj 1792).

Han var i en heldig Stil­ling, da han havde Bispen til Fader, og før han havde fyldt sit 22de Aar blev han af Stiftsdirektionen kaldet til Prest ved Kristiania Tugthus og fik dette Kald bekræftet med venia æetatis 15de Juni 1792. Det viste sig, at han var kommen ung ind i det hellige Embede, og uagtet Faderen

– 253 –

erklærede, at «han altid har udmærket sig ved et alvorligt Væsen» (Erkl. af 26de Maj 1792), er dette dog ikke til Hinder for, at han Aaret efter fremtræder som Deltager i «Halfdans Klub» og sammen med Assessor Stoltenberg gjør Optøjer paa et Bal. Direktionens Formand, Stiftamtmand Kaas, havde opslaaet en Tavle med Paaskrift, at begge Qvadriller skulde være «egale», og denne blev forandret til : «at der skal være samme Egalité som i Frankrig». Da dette blev karakteriseret som «Drengestreger», lagde Schmidt sin Ungdommelighed for Dagen ved at fordre Oprejsning, da dette var formeget for en Embedsmand. Han fik den ikke (L. Daae : Af  J. Bulovs Papirer 135, hvor S. kun nævnes som «en Søn af Biskop Schmidt».Det kan antagelig ikke være nogen anden). Det er karakteristisk for Tidsforholdene, at dette fortælles af Stiftamtmanden selv uden ringeste Hentydning til Mandens pastorale Stilling. Der har neppe været en eneste, der har fundet noget besynderligt i, at en af Byens Prester optraadte som Kavaller paa et offentligt Bal. Aaret efter fik han gjøre en Rejse til Nordtydskland som Stiftamtmand Fredrik Moltkes Ledsager og opholdt sig paa denne 3 Maaneder i Gøttingen, hvor saa mange nor­diske Theologer dengang søgte hen. Han førte under dette Ophold en Dagbog, der ikke er offentliggjort, hvori han gjør nøjagtig Rede for sine Beskjæftigelser og de Studier, han i den korte Tid drev med stor Iver. Saa meget kjender vi dog til dens Indhold, at vi faar vide, at Schmidt ikke var uden Sympatier for den franske Revolution, saa han endog med Gru modtog Efterretningen om Robespjerres Undergang. Hans ungdommelige Fordringsfuldhed fristede ham til Mistænksomhed mod den højere stillede, saa han ikke altid var glad i Moltkes Selskab og endog tænkte paa at afbryde det. Da Schmidt var i Gøttingen og Moltke midlertidig var skilt fra ham, fik han et Brev fra denne, hvorom han skriver : «Brevet var i en Tone, at det kan gjøre mig tvivlsom, om jeg bør følge med ham. Han har ret følt sin Superioritet i

– 254 –

det Øjeblik han skrev det. Det er snurrigt med disse Ari­stokrater, jo mere de nærme sig Enden, jo mere Umage gjøre de sig for at holde gode Miner og ret vise sin Myndighed» (Dansk hist. Tidsskr. IV R. 2 B. 17 ff.). I September forlod han Gøttingen og kom over Kjøbenhavn hjem til Kristiania. Hans Embede gav ham lidet at bestille, og han havde rundelig Tid til ved Siden af det at drive paa litterære Sysler. Et større Arbejde lagde han Grunden til, et historisk Arbejde over Oslo, dette Barn­domshjem, han elskede saa højt, men det kom ikke længere end til Indsamling af Materialier, der efter hans Afrejse fra Norge kom til Universitetsbibliotheket i Kristiania. Et Slags Frugt af hans Syslen med dette Arbejde tør man vel se i hans beskrivende Digt over Oslo med Omegn i hans første Digtsamling. Ved Siden heraf redigerede han i 1795—96 Tidsskriftet «Hermoder», hvori han selv dog kun skrev et Digt nu og da. En eneste Udtalelse finder man af ham i en Anmærkning til en Af handling, hvori en Del af Alterbogens Skriftsteder kaldes latterlige. Han maa protestere herimod, om han end maa finde en Del af Bogens «mystiske» Skrift­steder mindre skikkede til «at sætte Øiemedet af de ærværdige Handlinger i det rette Lys» (Hermoder 1795. 123). Naar dette Tidsskrift deltog i Kampen for at faa oprettet et Universitet i Norge, var det andre Penne end Schmidts, der her var satte i Bevægelse. Han fratraadte det med det 7de No. 1796 og over­gav det til Jakob Rosted, forudsagde dets Undergang af Mangel paa litterær Medhjælp, og saadan kunde først ventes, naar man fik Universitet. Dette er vel nok saa rimeligt. Vi ser ogsaa, at flere af de Tidsskrifter, der i Slutningen af 18de Aarhundrede udkom i Norge — «den snaksomme Berg­enser», «den bergenske Borgerven», Claus Fastings «Provindsialblade», Strøms «Tilskueren paa Landet» — saagodtsom udelukkende indeholdt Artikler fra Udgiverens Haand. «Hermoder» skulde i Modsætning til disse samle saa mange af de indenlandske

– 255 –

Forfattere som muligt — Treschow, Strøm, Wilse, Rein, Zetlitz, Schønheyder, Bernt Anker — men Udgiveren selv var ingen produktiv Forfatter og vel heller ikke nogen af de andre undtagen de tre første, hvis litterære Virksomhed i det hele ikke kunde indskrænkes til et Tidsskrift (Lærde Efterretninger 1797.7). Havde Schmidt i Kristiania havt et mageligt Embede, skulde han snart faa mere at bestille. Vi maa forbauses over Tidens Forhold, naar vi hører, at en Mand paa 26 Aar kunde blive Sogneprest til Ekers store og dejlige Kald. Ved Professor Hans Strøms Død i Januar 1797 blev det visselig ikke anslaaet til en større Indtægt end 530 Rdlr., men Indtægts-Opgaverne var jo i hine Dage aldrig paalidelige, og her var jo derhos den herligste Prestegaard. Det var visse­lig langt fra Fredrik Schmidts Tanke, at han i sin unge Al­der skulde komme did. Biskopen anbefalede Sognepresten til Trøgstad Adolf Carl Heidenreich (Indberetning 11te Febr. 1797) og sendte med Indberetningen sin Søns Ansøgning om Eker eller — i Tilfælde af Provst Heidenreichs Forflyttelse — dennes Embede, Trøgstad. Der kom en Mand ivejen for dem begge. Det var Dr. theol. Peder Olivarius Bugge, der ikke kunde udholde Sørejserne i Vandsø og allerede 1795 havde forsøgt at faa et mindre anstrængende Embede. Han blev udnævnt 19de Maj 1797, men hans Udnævnelse vakte saa stor Sorg i hans Menighed, at han maatte give efter for de indtrængende Bønner og forblive hvor han var. Heidenreich blev nu ud­nævnt til Ekers Sogneprest 18de August 1797, og Schmidt samme Dag til hans Eftermand i Trøgstad. Ogsaa denne betænkte sig og bad om at faa blive hvor han var, og nu blev Schmidt udnævnt 1ste December 1797. Han blev indsat af sin Fader 10de Trin. 1798 og holdt en Prædiken, som han lod trykke. Den er visselig saare «vel udarbejdet», nærmest en Afhandling om Læreres og Tilhøreres Pligter, naar de skal have en god Samvittighed og leve lykkelige

– 256 –

med hinanden. Den fylder hele 9 tæt trykte Blade i Fallesens Magasin og kan godt forsvare sin Plads i dette Tids­skrift, om han end ikke undlader at kalde Kristus «vor gud­dommelige Forløser» og ved Siden af hans «frivillige Op- ofrelse» nævner hans «sejerrige Opstandelse» (Fall. Mag. VIII, 391).

Med det Syn, han havde for Menighedens Vel, finder han det her i sin Faders og Biskops Nærværelse hensigtsmæssigt straks at sætte sig paa et polemisk Standpunkt overfor Haugianerne, der endnu kun havde gjort en Begyndelse til den ikke ringe Virksomhed, de senere udfoldede paa Eker. Han karakteri­serer dem som «vankundige Mennesker, der selv ikke have nogen grundig og sammenhængende Kundskab om Christendommens Sandheder, men alligevel give sig af med at under­vise andre» (Ibid. 378).

Det fremgaar saavel af denne Prædiken som af flere Steder i Schmidts Digte, at han satte sin Fader overmaade højt (Saml. Digte. Kbh. 1811. 95. 133), og det er da ogsaa rimeligt, at han i Hjem­met, hvor han blev saa længe, har modtaget en stærk Paavirkning i orthodoks Retning, der aldrig ganske kunde udslettes, om han end kom i Berørelse med dem, der kunde føre ham ind i den nyere Tids Ideer og Former.

Naar han nu vilde levere en Prædiken, der aabenbart var bestemt til at trykkes, maatte han fremtræde som Moralprædikant, da han ellers vilde have staat som en Antikvitet, hvad en ung, dygtig og fremadstræbende Mand, vant til Beundring, ikke let kunde indlade sig paa. Ved en tidligere Lejlighed havde det ogsaa vist sig, at han var istand til at levere en Præ­diken, udmærket ved den rige Benyttelse af Bibelsteder, som han havde bemærket, at Bønderne satte megen Pris paa (Conradine Dunker : Gamle Dage 333).

Han kan som Prest neppe bedømmes efter dette Prøvestykke, og der er i alle Fald Grund til at antage, at han neppe nogensinde har været en af de aggressive Rationalister.

Ligefremme Angreb paa Kirkens Skikke eller Kirkens Tro

– 257 –

— under Navn af Overtro eller Mystikisme — vilde vel og­saa have været ødelæggende for en Sogneprest paa 26 Aar, der afløste den ærværdige Hans Strøm, hvis Postille blev læst overalt i Menigheden, medens det vel er troligt, at denne, opdragen i den gamle Rettroenhed, i det hele og store har sluttet sig til Modstanden mod Haugianerne.

I en anden Henseende viste han sig derimod ganske som et Barn af sin Tid. Han havde et klart Syn for, at vort Folk laa tilbage og sluttede sig med Iver til de Foranstaltninger til Oplysningens og det almindelige Velværes Fremme, der maa be­tegnes som Rationalisternes Fortjeneste, hvor famlende de end ofte kunde være.

Schmidts danske Biograf N. Hancke, der i det hele ikke har været heldig med Udgivelsen af hans Dagbøger, fortæller (Schmidts Dagbøger VII) — uden at anføre nogen Kilde — at han i Ekers Menighed forefandt «megen Fattigdom og Usselhed, fremkaldte dels ved en daarlig, planløs Fattigforsørgelse, dels ved den almindelige Uvidenhed».

Der er ingen Grund til at drage Rigtigheden af denne Bemærkning i Tvivl. Den udmærkede Provst, som havde virket her fra 1779 til 1797, hørte til den gamle Skole. Han var en Studerekammerets Mand mer end nogen af sine samtidige i vort Land. Han var udgaaet fra et pietistisk Hjem, men som en kritisk prøvende Aand saa han Skjævhederne i den Retning, hvorpaa Syvstjernen var slaaet ind og fulgte den ikke (D. Thrap : Bergenske Kirke forhold efter Pontoppidan i luth. Ugeskr. 1877,2,147).

Han medbragte den kjærnesunde praktiske Kristendom, som han i Enfoldighed lagde ud for Menigheden, og blev alt som den nye Tid brød frem — ganske naturlig — en ivrig Modstander af hvad den førte med sig (Hermoder IV, 18—37. Fall. Mag. IV, 636—44).

Det var ganske rimeligt, at alt maatte blive ved det gamle, medens han ledede den store Menighed, og at den unge Prest, der var vel inde i filantropiske og rationalistiske Skrifter, maatte finde meget, der kunde blive bedre.

Der tør imidlertid være Tvivl, om

 

 

– 258 –

han har forsøgt at faa noget nyt i Gang, saa længe hans Fader, der ogsaa var af den gamle Skole, endnu var ved Roret. Men da han var død (7de Oktober 1804), fik han en ny Biskop, der i et og alt hørte den nye Tid til, og som navnlig udmærkede sig ved en priselig Iver for at bringe Fattigvæsen og Skolevæsen paa en bedre Fod i sit vidtløftige Stift.

Bech har i mange Stykker lignet sin forrige Biskop Dr. Peder Hansen (les under Grøgaard s. 188), der ogsaa af Cancelliet blev benyttet som Mellemmand ved hans Kaldelse til Biskop. Han var meget fast i Troen paa, at Anstalter maatte til, og at disse kunde gjøre det, men medens Biskop Hansen — i Kristian­sand — væsentlig arbejdede paa Skolevæsenet, synes Bech fornemlig at have ofret Fattigvæsenet sin Opmærksomhed.

Det var navnlig i de første Aar af sit Episkopat at Bech paa dette Felt udfoldede en stor Virksomhed, og selv Pavels, der siden fik saa meget imod ham, siger om ham (1807), at «hans Duelighed, Gavnelyst, Energi og utrættelige Virksom­hed lige meget berettiger ham til Samtids og Eftertids Hæder» (Optegnelse i Slotskirkens Kaldsbog).

En af Bechs Yndlings-Ideer var Oprettelsen af Arbejdshuse, og det skyldes maaske hans Indflydelse, naar to Rigmænd, David Chrystie og Niels Anker fik saadanne istand paa Moss og Fredrikshald. I alle Fald fik Biskopen dem til (1806) at forene disse Indretninger med det offentlige Fattig­væsen (Bechs Visitatsberetning 1806 (Rigsarkivet).

Om de havde noget langt Liv, ved vi ikke. Det er ikke rimeligt, da de efter Tidens Forhold væsentlig maatte opretholdes ved Rigmænds Tilskud, og disse tager jo altid en Ende. Ogsaa Fredrik Schmidt, hvis Prestegjæld indsluttede et Slags Smaaby, Hougsund (Hokksund), fik her oprettet et Spindehus, der sikkert ogsaa har havt hans Tilskud at takke for sin korte Tilværelse. Det stod kun i 2 Aar.

Schmidt inter­esserede sig i det hele meget for Husfliden og havde i sine Bestræbelser for denne en trofast Medhjælper i Klokkeren

 

 

– 259 –

Ole Strøm (Schmidts Dagbøger VII).

At Schmidt ved Siden af dette gjorde hvad han kunde for Almuens Oplysning, kan man vide. Biskop Hansen havde vist en Udvej til at afhjælpe Mangelen paa Lærere ved at faa 6 Prester i Stiftet til at undervise Bonde­gutter. Bech vilde gaa et Skridt videre og troede, at dette burde paalægges Presterne som en Pligt (Bech : Visitatsberetning     1806), men det blev vel ved Tanken.

Imidlertid har der dog været Prester, som paatog sig dette Arbejde, og Schmidt var en af dem. Det maa siges til Mandens Ros, at han ikke skyede dette alvorlige Tillæg til det meget Arbejde, han havde i sit store Embede. Da han 1808 var bleven Provst i Kongsbergs Provsti, vilde han oprette et Skolelærer-Seminarium for dette, men det kom ikke istand (Schmidts Dagb. 75).

Ogsaa en anden Ting maatte han lade ligge. Han var en af de Prester, der ivrede for Vaccinationen, men det gik ikke. Naar vi ser denne vigtige Foran­staltning lykkes for hans samtidige Embedsbrødre Niels Hertzberg og Grøgaard, har man maaske at søge en væsentlig medvirkende Grund i den Tillid, de som lægekyndige Mænd fandt hos Almuen, og Sagen maa vel have faldt meget van­skeligere for dem, der ikke havde saadanne Kundskaber.

Schmidt drog til Eker som Ungkarl, men det var neppe med hans gode Vilje. 1795 talte man i Kristiania om en Forbindelse mellem ham og en af Byens Skjønheder, Sara Bøyesen (Hun døde paa Hovind ugift 19de September 1850, 80 1/2 Aar gl.), Datter af Kjøbmand Peter Bøyesen, der ejede Gaarden Hovind i østre Aker.

Noget maa der have været i dette. Hun var jævngammel med ham, og de har maaske kjendt hinanden fra Konfirmationstiden. 20 Aar gammel skrev han et Nytaarsvers til hende, som han optog i sine samlede Digte 1811 (S. 38).

Recensenten i Litteraturtidenden (Litteraturtid. 1811. 514) omtaler det som en af de Ubetydeligheder, der gjerne kunde

 

 

– 260 –

have været borte, men for Digteren har det visselig havt sin Betydning.

Sara Bøyesen skal have været en interessant Personlighed, og som en meget smuk Pige gik hun under Navnet «Rosen». Det blev imidlertid ikke til noget. Biskop Schmidt vilde, at han skulde gjøre et «godt» Parti og fik ham efter megen Overtalelse til 1799 at ægte Frøken Maren Elisabet Mathea Oppen, med hvem han fik den i hine Dage betydelige Formue 12000 Rdlr., men ingen Børn.

Efter hans egne Ytringer var det et Fornuftparti, og det varede længe, inden han «blev saa fornuftig». Hun var Datter af General-krigskommissær Knud Oppen, hvis Hustru Mette Christine Colling, var eneste Datter af en i sin Tid bekjendt Kjøbmand Anders Colling. Denne drev Handel ved Vaterlands Bro og trak Bønderne til sig ved at have en Rotte i Bur paa sin Disk, hvorfor han fik Navnet «Rotte-Anders».

Ogsaa Elisa Oppen har rimeligvis været Schmidt bekjendt fra Barn­dommen af, da hun boede i Oslo i den saakaldte Stenersgaard (Conradine Dunker : Gamle Dage 249—50).

Schmidt kunde saaledes optræde paa Eker som den rige Mand, og Oprettelsen af Spindehuset i Hougsund tyder paa, at han vidste at anvende sin Formue paa en hæderlig Maade. Den satte ham ogsaa istand til at skaffe sig Nydelser, hvorefter de fleste Normænd i hine Dage forgjæves sukkede, samt til at. udholde Krigsaarenes Trængsler, under hvilke han vel ogsaa har kunnet række mange af Menigheden en hjælpende Haand.

Pavels fortæller et Sted i sine Dagbøger, at Schmidt i sin Prestegaard viste ham sin Formue, som han bogstavelig havde paa Kistebunden i en stor Pose med Guld- og Sølvmynter. Schmidt følte sig — som Pavels — hele sit Liv stærkt dragen til Danmark, hvor han i Rahbeks Kreds tidlig havde faat interessante Forbindelser. Han blev som Følge heraf stedse uberørt af den norske Selvstændighedsaand, der i hans Barndoms- og Ungdomsaar gjorde sig saa stærkt gjældende i Kristiania, uagtet han elskede

 

 

– 261 –

Norges gamle Historie, som han kjendte godt til (L. Daae i Morgenbl. 1868 No. 121).

Han holdt længe paa med at forberede en Fremstilling af det gamle Oslos Historie, og dette Arbejde synes at have været den nærmeste Foranledning til hans Rejse til Kjøbenhavn 19de August til 29de Oktober 1807. Paa denne Rejse maatte han fra den svenske Kyst være Vidne til Bombardementet, og han drog ind i Staden umiddelbart efter den forfærdelige Ødelæggelse. Han arbejdede dygtig med at gjøre Uddrag af Schøning og Suhm og hvad andet han kunde finde til sin Oslos Historie (Schmidts Dagb. 52. 56. 59. 61. 63 o. fl. St.) og tilbragte sin Fritid mest hos Rahbek og i norske Selskab.

Overalt var han en vel set Gjæst, der oplivede Selskaberne med sin Sang og sit Pianospil. For hans Digterliv — om der kan tales om et saadant — havde og­saa denne Rejse en stor Betydning. Sin Udvikling havde han faat i 18de Aarhundrede, og det kunde derfor være rimeligt nok, at han i Begyndelsen udtalte sig ringeagtende om den nye romantiske Skole, der med Øhlenschlager traadte frem i Morgenrøden af det 19de, men han fik snart andre Øjne at se med, og i 1807 finder vi ham som en oprigtig Beundrer af det nye (K. M. Rahbeks Brevvexling 25—27).

Han var en langt mere bøjelig Na­tur end hans Ven Jonas Rein, der hele sit Liv holdt sig til det gamle. Der er vel ingen Tvivl om, at dette hans nye Syn paa Poesien ogsaa har baaret Frugter for hans pastorale Gjerning og bidraget væsentlig til at give ham Afsmag paa den rationalistiske Tørhed, saa han kunde høre til de modtagelige Sjæle, da Mynster 1810 slog ned med sine betydningsfulde Prædikener.

De blev naturligvis modtagne med Antydninger af «Mystikisme» o. s. v., men det var uundgaaeligt, at de maatte virke som Bodsprædikener paa dem af Tidens Rationalister, der havde Øren at høre med og Øjne til at se, at Tiden var ifærd med at omskiftes (Mynster : Meddelelser   om   mit Levnet 176—77).

Med Schmidts Barndoms- og Ungdomsindtryk er det let at forstaa,

 

 

– 262 –

at de ogsaa for ham maatte faa en stor Betydning for hans Opfatning af sit Liv og sin Gjerning. Det maatte ogsaa i dette Stykke være ham saare heldigt, at han i 1811 fik gjøre et nyt Besøg i Kjøbenhavn (27de Januar til 18de Maj). Schmidts Hensigt med denne Rejse var intet mindre end at søge Stiftsprovstiet i Kjøbenhavn.

Han holdt en Prædiken hernede og havde Audiens hos Kongen 8de Marts, hvor han fremførte sit Ønske og fik til Svar : «Der vil al tid gives Lejlighed» (Schmidts Dagb. 106).

I Cancelliet fik han imidlertid ikke nogen Opmuntring, men fik vide, at han havde farlige Konkurrenter i F. C. Gutfeld, Domprovst J. M. Hertz, Amtsprovst Holm og H. G. Clausen, samt at man maatte beflitte sig paa at faa Talere til Kjøbenhavn ( Ibid. 137).

Til disse har han neppe regnet sig selv. Biskop Bech skriver om ham, at han «holdt en grun­dig Prædiken, men manglede Foredrag» (Bech : Visitatsberetning 1808), og han maa — trods Faderens ovennævnte alvorlige Mindelse — erkjende, at han «tildels» læste sine Prædikener af Papiret (Rahbek : Sandsigeren I, 203).

Denne Ytring fremførte han i et kjøbenhavnsk Blad 17de April 1811, og det var 5te Maj han fik høre, at man vilde have Talere i de kjøbenhavnske Kirker.

Oslos Historie beskjæftigede ham ikke i Kjøbenhavn under dette Ophold, der væsentlig gik hen i Nydelsen af Rahbeks og Øhlenschlagers Selskaber, hvor han altid var tilrede med sin Sang og gjerne vilde høre Øhlenschlager forelæse sine Digtninger.

Han kom ogsaa i Berørelse med N. Treschow, G. Sverdrup og Grundtvig og havde Adgang til højfornemme Mænd, deriblant Grev Fredrik Moltke, hvis gode Egenskaber han nu af Hjertet paaskjønnede (Dansk hist. Tidsskr. s. o.).

Foruden sin Ansøgning om et Embede i Kjøbenhavn havde han ogsaa noget at bestille med Udgivelsen af sine samlede Digte, og han fik Biskop Munter til at

 

 

– 263 –

sende Subskriptionsplanerne paa dem til sit Stifts Prester (Schmidts Dagb. 98).

Ligesom de blev meget velvilligen behandlede af Kritiken, der roste Schmidts beskedne Tanker om sin Digtergave, saaledes har vel ogsaa et andet Arbejde, han leverede under sit Ophold i Kjøbenhavn bidraget ikke lidet til at styrke den velvillige Stemning for ham hos de raadende Mænd paa den Tid.

I en Afhandling om Folkefester udtaler han sig om det fremmede Forhold, hvori Digterne staar til Folket. Han vil, at de skal fremtræde som Talere og give Folket sine Frembringelser i levende Foredrag. Dette kunde ikke ske uden ved «virkelige Folkeforsamlinger», og saadanne vilde han da have i Forbindelse med Folkefester efter de olym­piske Leges Mønster.

Det skulde være en Samling fra den hele Provinds i eller ved Stiftstaden hvert 3die eller 4de Aar. Her skulde da Digterne møde og oplæse sine Verker, en eller anden holde historiske Foredrag, helst vedrørende Stedet — han har vist tænkt paa sin Oslos Historie — og endelig skulde Stiftets Øvrighed fremstille for Folket Regjeringens Anordninger og Foranstaltninger til Folkets Bedste (Rahbek : Sandsigeren I, 203—6 ).

Festerne skulde blive en Triumf for Tvillingfolkenes Loyalitet og en Glæde for den faderlige Regjering. Blev der end ikke gjort det mindste for at føre denne Ide ud i Livet, saa har Schmidts Afhandling dog ganske sikkert hendraget Opmærksomheden paa dens Forfatter i en Tid, da man vogtede nøje paa alt, hvad der kom fra Norge. Den tør have været ham til Gavn, da han nogle Aar efter trængte til den danske Re­gjerings Velvilje.

Efter sin Hjemkomst stiftede Schmidt et Selskab for Ekers Prestegjælds Vel, og en Frugt heraf var Oprettelsen af 2 Søndagsskoler. At han var en Mand med Virkelyst og Nidkjærhed fremgaar af alt, hvad vi kjender om ham. At Menigheden satte ham højt som Sjælesørger fortæller hans

– 264 –

danske Biograf (Schmidts Dag. IX)-, og dette kan have sin Sandhed, om det end er Tilfældet, at han, der var en stolt Natur, af og til kom i Strid med en og anden i Menigheden. Saadanne Stridigheder kunde vel af og til bringe ham paa den Tanke, at man ikke rigtig paaskjønnede hans Bestræbelser som Prest, og gjøre Ønsket om et Embede i Danmark levende hos ham ( L. Daae i Morgenbl. 1868 No. 121 efter en utrykt Dagbog fra 1809 (af Christiane Koren), men de kunde ikke i nogen Maade røre ved den store An­seelse, hvori han stod.

Biskop Bech maa have sat ham me­get højt, naar han i Slutningen af 1812 sætter ham som No. 1 i den Række af 11 Mænd, han efter Ordre indstillede til at komme i Betragtning ved Udnævnelsen til Danebrogs-Riddere. Man tør vel her især tænke sig, at Bech vilde vise sin Formands Søn en Opmærksomhed.

Bech havde havt megen Møje med Biskop Schmidts Enke, og denne sin Sted­moder vilde Fredrik Schmidt aldrig se. Dette har vel ogsaa bidraget til at befæste ham i Venskabet med Biskopen (Meddelt af Professor Dr. L. Daae).

De øvrige var 2) Provst F. P. Hoppstoch (les litt om Hoppstock på s. 21 her), 3) Professor Leganger, 4) Provst Jakob Finckenhagen, 5) Sogneprest Ma­thias Siegwardt, 6) resid. Kapellan Wettergren i Drammen, 7) Sogneprest Stephansen i Tjølling, 8) Slotsprest Claus Pavels, 9) Overlærer Søren Rasmussen, 10) Løjtnant Jakob Hoell, 11) Grosserer Paul Bjørn i Kragerø.

Listen er karak­teristisk nok, og det tager sig unegtelig lidt underlig ud at se Schmidt som No. 1 og Pavels som No. 8. De fik begge sit Ridderkors 28de Januar 1813. Og saa kom de tunge og alvorsfulde Tider, da Folkets Tillid kaldte Schmidt til Rigsforsamlingen paa Ejdsvold. Han holdt paa Kristian Fredrik, men drog til Ejdsvold med en Resignation, der syntes at grændse til Fortvivlelse (Pavels Dagb, 10/2 1814), hvoraf han dog opmandede sig i det Selskab, han fandt, og under den Selvstændigheds-Begejstring,

– 265 –

hvori han aandede. Han kjendte Georg Sverdrup fra Kjøbenhavn (1811), og dette Bekjendtskab har vel ikke mindre end Jonas Reins gamle Venskab bidraget til at befæste ham i hans politiske Opfatning og opflamme hans dybe Antipati mod Sverige.

Som Følge heraf betragtede han Grev Wedel og hans politiske Venner med Mistanke og Uvilje; og brugte ofte hadefulde Udtryk om Wergeland, hvem han beskyldte for at have modtaget 20000 Rdlr. fra Wenersborg, en Mis­tanke, som deltes af flere (L. Daae i Morgenbl. 1868 No. 121).

Grøgaard var ham en ubarm­hjertig Kritiker og gav ham Navnet «Selvstændighedspoeten», hvilket sikkerlig har forbitret ham meget. Jakob Aall siger, at han ofte fik afværget heftige Udfald af Schmidt mod Grøgaard (Aalls Erindringer 2den Udg. 398).

Den milde Jakob Aall vilde naturligvis gjerne ved enhver Lejlighed afværge heftige Scener, hvoraf der paa Ejdsvold forefaldt langt flere, end man i Almindelighed kjen­der til, men han satte ellers ikke Schmidt højt og var vred over de ondskabsfulde anonyme Viser, der flød fra hans Pen, ikke mindre end over den hierarkiske Mine, hvormed han fremførte ubetydelige Ting og «ufordøjede Forslag» (Y. Nielsen : Bidr. til Norges Hist. 1814. 398—99).

Hans Navn (Schmidt) er knyttet til den Bestemmelse i Grundloven, at et Lovforslag skal behandles i Plenum og have 2/3 Stemmers Pluralitet, naar det 2 Gange har passeret begge Thing uden at blive antaget.

Ellers gik han sin Ven Jonas Rein en høj Gang, da ogsaa han var fremme og talte om Pengevæsenet : «— — — — Vi have en Nabo» — siger han — «som har opbudt alle Snedighedens Kunster for at indsnære os i sine Garn, og nu ender med Forhaanelser, Trusler og storpralende Varselsraab om den Ulykke, der venter os, dersom vi vove at vedblive vor Beslutning : at ville leve og døe som et frit og uafhængigt Folk» — — — — «Nu er det lagt for Da­gen, at Norge har i sit eget Skjød tilstrækkelige Hjælpekilder, som selv de mest trykkende Tider ikke have kunnet

 

 

– 266 –

 

udtørre» (Rigsforsaml. Forhandl. V. 61—66).

Ja — saaledes kunde man tale deroppe lige i Ansigtet paa Krig, Hungersnød, Pengemangel og fire europæiske Stormagter !

— Snart var det imidlertid Kanonerne, som talte, og Konventionen til Moss kom som et Tordenbudskab for Schmidt som for de fleste Normænd. Han tænkte straks paa at søge Afsked, hvis Foreningen med Sve­rige var uundgaaelig.

Hans Tillæg : «hvis den i Konven­tionen belovede Pensjon kan erholdes» (Pavels Dagb. 5/9 1814), tager sig underlig ud, da han fremdeles havde sin Formue i Behold, og han derhos havde et Slags Løfte om Ansættelse i Danmark.

Han gjorde imidlertid hvad han kunde for at hindre en endelig Beslutning og opflamme sine Landsmænd til ny Strid, idet han i Bladet «Tiden» lod indrykke nogle af Johs. v. Mullers Schweitser-Historier (Ibid. 27/8 1814). Til det overordentlige Storthing blev han valgt efter Lodtrækning med Sorenskriver, Justitsraad Wulfsberg. Han havde med sine Kolleger ladet sig give en skriftlig Fuldmagt, hvorefter der skulde forlanges, at Kongen skulde residere det halve Aar i Norge, og Foreningen med Sverige garanteres af fremmede Magter, noget, hvorom der ikke blev Tale.

Imidlertid antog Pavels, hos hvem Schmidt boede under Storthinget, at den Mangel paa Konsekvens, der oftere sporedes i hans Stemmegivning, maatte tilskrives denne Fuldmagt (Ibid. 28/11 1814).

Han spillede ingen fremtrædende Rolle, men det var dog ham, som fik nedsat Komiteen til Undersøgelse af Statsraadets Protokoller, hvoraf han selv blev Med­lem, og hvorfra Rigsrets-Sagen mod Haxthausen udgik. Hans indgroede Mistænksomhed mod Sverige gav sig Luft i et Forslag om at binde Kongen ved Valg af Universitetslærere til 3 af collegium academicum foreslagne Mænd. Han var bange for, at Ungdommen skulde forsvenskes ved Ansættelse af Broderlandets Videnskabsmænd som Lærere. Der gik mange Rygter i de bevægede Dage, og et af dem var, at

 

 

– 267 –

Universiteterne i Kristiania og Lund skulde sammensmeltes.

Schmidt drog hjem til Eker for ganske at slaa sig fra Politiken, medens den Gang, Sagerne havde taget, i høj Grad vakte hans Misnøje, og en dyb Mistænksomhed mod Regje­ringen voksede sig fast hos ham (Pavels Dagb. 11/9 1815).

Under Storthinget 1815 var han ofte i Kristiania, omgikkes her meget med Oppositionsmænd og synes formelig at have gaat paa Jagt efter Planer, der skulde være igjære til Amalgamation og Norges Udslettelse af Staternes Tal (Ibid. 20/9 1815).

I sine private Breve udtalte han sig som den, der tolkede en i Folket ulmende dyb Misfornøjelse med Regjeringen (Ibid. 29/9 1815), og han kunde vel forsaavidt have Ret, som det jo varede længe, førend de nye Forhold kunde finde almindelig Forstaaelse, og imidlertid var der jo nok af Mistænksomhed og Misfornøjelse, der ikke lidet blev næret ved den trykkende økonomiske Tilstand i Landet.

Schmidt maa ikke have været god at komme nær i denne Tid, og hans stolte Sind tillod ham ikke let at bøje sig. Han fik en Injurieproces med en Mand paa Eker og tabte den ved Underretten. Da han ansaa sig forurettet som Em- bedsmand, indgav han Ansøgning om beneficium processus grat. til at appellere Sagen, og hvis han ikke fik dette, om Afsked med 700 Rdlr. Pensjon og fri Brug af Enkesædet.

Han fik ingen af Delene, men gav sig ikke, — gik ind til Storthinget for at faa Oprejsning, men Odelsthinget beslut­tede med 57 mod 2 Stemmer : «Provst og Ridder Schmidts ubeføjede Spørgsmaal til Storthinget og Klage over Statsraadet henlægges».

Han vilde nu voldgive Sagen til Publi­kum, men paadrog sig kun nye Ærgrelser ved Angreb i Pressen (Ibid. 20/10 og 2/12 1815. L. Daae i Morgenbl. 1868 No. 121).

I denne Tid var det ogsaa, at han, der altid med Lethed rystede Vers af sig, efter Anmodning skulde skrive en Sang til Karl Johan. Der forekom i 2det Vers disse Linjer :

 

 

– 268 –

«Da Nora Haand til Svea rakte, skjønt harmfuld dog med ærligt Sind» (Schmidt : Nye samlede Digte Roskilde 1835. 18).

Man fandt Udtrykket «harmfuld» upassende og ombyttede det. Schmidt protesterede offentlig og oplyste, hvorledes Ordene skulde lyde (L. Daae i Morgenbl. 1868. 121).

Man kan vide, hvorledes han efter alt dette maatte betragtes af Regjeringen, men naar han kom «paa det sorte Bret», kan det ikke negtes, at han selv havde sat sig der, og det er ikke underligt, at han begyndte at omgaaes med Tanken om at søge Afsked og finde en ny Stil­ling (Pavels Dagb. 15/12 1815).

Har han nogensinde tænkt sig en Fremtid som Biskop, saa har han ganske vist i denne Tid maattet se, at Adgan­gen til en Bispestol var ham spærret. Regjeringen havde dog ikke opgivet sine gode Tanker om ham, tænkte maaske ogsaa paa at give ham en Oprejsning for hans virkelige eller formentlige Krænkelser ved at nævne ham som No. 3 paa Indstillingslisten til Bergens Bispestol efter J. N. Bruns Død (26de Juli 1816) (Pavels Autobiogr. 251. L. Mariboe til J. C. Berg 25de Novbr. 1816 i n. hist. Tidsskr. I R. 2 B. 353).

Den skal af Karl Johan have været tiltænkt Neumann, der efter C. N. Schwachs Meddelelse frabad sig den. Samme Forfatter er den første, som fortæller, at Schmidt følte sig tilsidesat ved Pavels’s Udnævnelse og af denne Grund tog sin Afsked (C. N. Schwach : Jakob Neumann. Bergen 1848. 18).

J. C. Berg, der var saa vel inde i den Tids Forhold gjentager det (Aalls Erindringer 2den Udg. 405), men det er neppe rigtigt. Hans indgroede Mistillid til den Wedel’ske Styrelse, hans aldrig hvilende Svenskehad og Frygt for Amalgamations-planer havde sikkerlig gjort ham Stillingen som norsk Embedsmand uudholdelig og vakt den gamle Dragelse til Dan­mark op igjen hos ham. Selv har han aldrig ytret noget, der kan støtte hin Antagelse. Som Grund til at han forlod Norge anfører han den formentlige Uret, der var sket ham

– 269 –

som Embedsmand i den ulykkelige Injurie-Sag 1815, samt at han «under nærværende Omstændighed og med den nu herskende Tænkemaade intet kan haabe at udrette» (Afskedsprædiken 17de Trin. 1820. 23—24).

I en anden Forstand end den ovenfor antydede kan maaske Pavels’s Udnævnelse have bidraget til at modne hans Beslutning. Venskabet mellem disse Mænd var nemlig saa inderligt, at Schmidt vel har følt Stillingen dobbelt trykkende, naar han ikke mere havde Pavels at ty til i Kristiania.

Med sit stolte Sind var han en Mand af et varmt Hjerte, som bl. a. kan ses af hans Forhold til Christiane Koren (Fr. Schmidt : Christiane Korens Biografi i Schwachs Nor 1816, 186 -93).

Han kunde ikke lukke sine Følelser inde og havde nu ingen Ven i Nærheden, der kunde være for ham hvad Pavels havde været.

Høsten 1817 søgte Schmidt Permissjon paa 2 Aar til en Udenlandsrejse og drog med sin Hustru til Kjøbenhavn i Begyndelsen af Oktober. Han maatte blive vel modtagen i Danmark, hvor Sorgen over Rigernes Adskillelse var dyb og almindelig, og hans Misfornøjelse med den nuværende Tin­genes Ordning ikke kunde være ukjendt for hans mange kjøbenhavnske Venner. Med sin politiske Opfatning maatte han ogsaa blive en interessant Personlighed hernede, hvor ethvert ugunstigt Rygte om Karl Johan og hans fremtidige Udsigter blev grebet med Begjærlighed (Schmidts Dagb. 309. 325. 327. 328).

Han maatte dog her iagttage stor Forsigtighed, da han endnu stod som norsk Embedsmand, og den svensk-norske Minister Grev Tavast var vaagen. Nogen Forbindelse med Norge synes han ikke at have havt uden med Pavels, der i Breve fortalte om sin nye Stilling i Bergen og den sørgelige Stilling, hans Ven Jonas Rein befandt sig i.

I Begyndelsen af det halve Aar, han boede i Kjøbenhavn, synes han at have været i Uvished, om han skulde blive hernede eller vende tilbage til Norge (Ibid. 325. 4/11 1817), men det kan ikke have været længe, thi kun en Maaned,

 

 

– 270 –

efter at han havde ytret sig tvivlsom i denne Henseende, havde han Audiens hos Cancellipræsident Kaas for at for­høre sig om mulig Befordring til et dansk Prestekald. Der blev ikke alene Tale om et saadant, men ogsaa om Ansættelse ved det oprettendes Akademi i Sorø (Schmidts Dagb. 341. 9/1 og 13/1 1818), medens han be­stemt maatte afvise enhver Tanke om Ansættelse ved Uni­versitetet, da han aldrig havde lagt sig efter lærde Studier (Ibid. 325).

Imidlertid levede han i sin æstetiske Kreds og synes at have tilbragt den meste Tid hos Rahbek, Øhlenschlager, Frøken Juliane Marie Jessen o. fl., gik flittig i Theatret og forberedte sig til sin Udenlandsrejse ved at studere Kunsthistorie og det italienske Sprog.

12te April 1818 drog han med Ingemann gjennem Tyskland og Schweitz til Italien. Ingemann og Schmidt kom godt ud af det sammen. Den danske Digter fandt i ham en Mand af gode Kundskaber og med Sands for alt, som duede. Han havde kun mod ham, at han snorkede om Natten, rimede i daglig Tale og glemte Alting. De til­bragte Julen i Rom og blev her til Udgangen af Februar. For de 17 Danske og Normænd i Rom holdt han hemmelig Gudstjeneste i Thorvaldsens Hjem (Juledag 1818 og 21de Februar 1819).

Ingemann bemærker, at det nok var de første danske protestantiske Prædikener, der var hørte i Pavens Stad (Breve til og fra B. S. Ingemann. 83. 104).

Han drog saa til Neapel, hvor han 1ste Paaskedag prædikede paa et (norsk ?) Skib for de herværende Normænd. Den danske Gesandt fraraadede ham paa det bestemteste at holde Prædiken i selve Byen. Stemningen her var saa erke katholsk, at det endog blev anset for dristigt, at han fulgte en forhenværende svensk Konsul til Graven og jordfæstede ham efter vort Ritual i latinsk Oversættelse.

Han opholdt sig i det hele 8 Maaneder i Italien (Jens Møller : Nyt theol. Bibl. IX, 263), tog saa tilsøs hjem og opholdt sig paa Vejen nogle Dage i Alikante (Spania), hvor han med den største Forsigtighed maatte søge at undgaa den

– 271 –

aarvaagne Inkvisition. Høsten 1819 — man sejlede ikke hur­tig i hine Dage —- kom han tilbage til Kjøbenhavn, hvor man havde været ængstelig for ham (Breve fra J. P. Mynster. Kbh. 1860. 139).

Hans Beslutning at forlade Norge var nu bleven fast, og han søgte Afsked fra sit Sognekald, som han fik 27de December 1819. Han drog hjem til Eker, og det er tydeligt nok, at den forestaaende Skilsmisse fra det dejlige Ungdomshjem og hans Fædres Land vilde falde ham tung (Fr. Schmidt til J. Rathke dat. Eker 25/5 1820.  L. Daae : Breve fra Danske og Normænd 238).

I Maj 1820 var han i Kristi­ania for at besørge Trykningen af sit sidste poetiske Arbejde i Norge — «Majkrandsen», Oversættelser af Jean Paul — og der blev da gjort det sidste Forsøg paa at holde ham til­bage, idet Biskop Bech vilde have ham til at søge det ledige Stiftsprovsti i Kristiania, men forgjæves (Omtalt i et Brev fra daværende Provst Dr. J. Neumann til Pavels, der er i C. P. Riis’s Eje).

17de Trin. 1820 sagde han sin Menighed Farvel, forlod Norge og blev saa 27de September 1820 udnævnt til Sogneprest i Himmeløv og Roeskilde adelige Jomfrukloster. Hans Afskedsprædiken over Epistelen paa 17de Trin. er trykt. Efter Udgivelsen fulgte en Avisfejde med Forlæggeren om Honoraret (!), der med al sin Ubetydelighed ikke var synderlig heldig for den bortdragende Prest.

 

¤¤¤

 

Schmidt var altsaa nu bleven Prest i sit Fødeland efter i 43 Aar at have levet og virket i Norge, hvor baade hans Fader og hans Moder hørte hjemme. Vort Land mistede i ham en af sine dygtigste Prester og varmeste Venner, men der er vel Tvivl, om hans Bortrejse kan betragtes som noget Tab for Norge. Her trængtes visselig selvstændige Mænd, og der var ikke Mangel paa dem, men naar Misfornøjelse og

 

 

– 272 –

Mistillid var bleven herskende hos en Embedsmand, var denne i hine Dage lidet skikket til at berolige Gemytterne og bringe dem til Forstaaelse af Fædrelandets Vel og sande Stilling. Den ærlige og faste Overbevisning maatte i hine Tider være forenet med Sindighed og Klogskab, om en Em­bedsmand skulde virke med Held paa Befolkningen. Ti Dage efter at Karl Johan havde besteget Tronen, skriver en i Norge vel kjendt og anset Mand :     «Kronprindsen af Sverige er me­get yndet af Embedsmændene, og de ved, hvor meget de kunne virke paa Folket»(J.G. Adler til den danske Diplomat M. Irgens-Bergh 15/2 1818 (L. Daae : Breve fra Danske og Nordmænd 12).

Har end adskillige af dem kun langsomt og modstræbende bøjet sig for den nye Hersker i Erkjendelsen af hans Storhed og Velsignelsen af hans Verk, saa maatte dog flere og flere faa Øjnene op og se hvad Folkets Lykke krævede af dem som Fædrelandets Mænd og Kongens Tjenere. Der er vel ikke Tvivl om, at ogsaa Fredrik Schmidt vilde være bleven en af dem, men hos ham vilde det have gaat langsomt, og netop disse Aar, det her gjaldt — til 1821 — var af megen Vigtighed.

Trist er det at tænke paa, at han skal have angret sin Flytning og længedes efter sit dejlige Eker, medens han med hvert Aar, som gik, mere og mere maatte se fra det fjerne, hvorledes han havde taget fejl i sine mørke Anelser om svensk Overvælde i Norge.

Det maa have været en betydelig Forandring for Schmidt, der i 20 Aar havde forestaaet et af Norges største Lands- kald med mer end 6000 Indbyggere, med jævnlige Anneksrejser og Sognebudsrejser til Hest paa ubanede Veje, stort Fattigvæsen og fuldt op af Arbejde, da han nu blev ansat som Sogneprest i en liden sjællandsk Menighed paa 500 Mennesker. Fri for politiske Bekymringer og med et for en norsk Lands-Sogneprest utænkeligt Lavmaal af Arbejde maatte han faa Sindets Ro og god Tid til litterær Syssel, hvortil han altid havde følt sig oplagt.

Dette maatte vel end mere

 

 

– 273 –

blive Tilfældet, da han i 1822 blev Bibliothekar ved Roeskilde Stiftsbibliothek.

Dette, hvis Grundstamme var Professor, Rektor J. H. Taubers betydelige Bogsamling, der 1808 blev kjøbt for 5000 Rdlr.(Provst D. P. Smiths Optegnelser i Kirkehist. Saml. 1884. 673), bestod for en væsentlig Del af lærde theologiske Verker.

Det antages at have gjort liden Nytte (Ibid.), men for Schmidt blev det sikkerlig en Tilskyndelse til at benytte den Lejlighed, der her frembød sig til en Smule lærd Studium. Sin poetiske Gave betragtede han med megen Be- skedenhed (Fr. Schmidt : Samlede Digte IX), men den har dog rimeligvis ledet ham i Valget af theologiske Studier og en Opgave, der ikke var af de ringe.

Han gav sig ifærd med at oversætte og kommentere Pentateukens poetiske Afsnit, hvoraf et Prøvestykke — Gen 49 — allerede blev trykt 1823 (J. Møller : N. theol. Bibl. IV, 178 ff.).

Det hele Arbejde var færdigt 1828. Han gjorde visselig ikke Fordring paa Navn af lærd Theolog, men taalte dog ikke, at dette blev udtalt af Rudelbach og ansaa sin Kommentar over Gen 49 som et Vidnesbyrd om, at han dog ikke stod ganske udenfor den lærde Republik (Litteraturtid. 1826. 497 ff.).

Han har forsaavidt Ret, som det ikke hører til det almindelige, at Prester i Norge og Danmark leverer Arbejder, der vidner om saa vidt dybe Studier. Hvor lidet end det Lod, han her lagde i Vegtskaalen, har været, vil et saadant Arbejde i Sandhedens Tjeneste dog altid blive respektabelt, og naar Universitetet ved sin Jubel-fest for Kristendommens 1000-aarige Bestaaen i Danmark 1826 tilbød ham den theologiske Doktorgrad — sammen med H. N. Clausen, J. C. G. Johansen, N. Faber og N. Fogtmann — kan det have havt sin Berettigelse. Imidlertid var han ikke heldig med sin Doktordisputats «Historia Paulicianorum». Her vovede han sig ind paa et Felt, hvor megen Kritik udkrævedes, hvor Fejltagelser var farlige, og hvor han visselig var lidet øvet, da hans tidligere Syslen med Historien

 

 

– 274 –

havde indskrænket sig til Samler-Arbejde.

Han har visselig ogsaa været henvist alene til sine Bøger og — maaske — til Biskop Munter, der vel sagtens med al sin Lærdom var for meget Rationalist til at kunne være Vejleder ved et Arbejde af denne Beskaffenhed.

Skriftet havde den Tendens at paavise Protestantismens Kilder i Paulicianerne, uagtet han ikke er blind for deres gnostisk-manikæiske Vildfarelser. Han mente at kunne finde et Forbindelsesled i Valdenserne, hvil­ket han dog efter Rudelbachs skarpe Kritik maatte tilbagekalde som en Fejltagelse (Litteraturtid. 1826. 497 ff).

Det uheldigste var maaske, at han søgte Bundsforvandte hos Katholikerne, anførte Bellarmin, Baronius og Raderus som Hjemmelsmænd, der med rigtig Takt havde opdaget Slægtskabet mellem Paulicianismen og Protestantismen, «medens det naturligvis maatte være dem om at gjøre at fremstille denne nye Manikæisme som Prote­stantismens Fostermoder» (Rudelbach : Theol. Maanedskr. V. 276—77).

Ogsaa den tydske Kritik var ham lidet gunstig, og det klang for den næsten som Ironi, naar han støttede sin Paastand ved Jesuiten Raderus’s Vidnesbyrd, «der sikkerlig ikke har undladt at slaa sammen i et Broderskab Paulicianer og Billedstormere, Lutheraner og Calvinister aliasqve hujus generis pestes» (Ullmann i Stud. u. Kritiken 1, 895).

En Fortjeneste har han maaske havt ved sin Afhandling, da det synes, som om det er den, der har givet Anledning til den interessante og klare kritiske Fremstilling af Paulicianernes Historie af Gieseler (Ibid. II (1829) 79—127).

Det maatte ligge nær for Schmidt, der var anlagt for den elegiske Digtning, med Lethed skrev Vers og dyrkede Bibelstudiet, at forsøge sig som Salmedigter i en Tid, da man begyndte at blive færdig med den evangelisk-kristelige Salmebog. Han tænkte ogsaa at levere Salmer til alle Kirkeaarets Søn- og Helligdage med en kort Vejledning for Læ­reren til at gjennemgaa Dagens Tekst med Børnene.

Denne

 

 

– 275 –

Tanke er maaske opkommen hos ham i Italien, hvor han til sine 3 Prædikener ogsaa maatte levere Salmer. Nogle Prøver har han ladet trykke (J. Møller : N.  theol.  Bibl.   XIV  323  ff.), men de er matte og er neppe blevne benyttede.

Rationalistiske er de ikke, og de vidner med de Prædikener, han efter sin Udenlandsrejse lod trykke, om at en højere Beaandelse var over ham i hans pastorale Gjerning nu, end da han som ung Mand prædikede i Kristiania og paa Eker. Det er ovenfor antydet, at Studiet af Mynsters Prædikener og den mægtige Indflydelse, denne Mand i hin Tid øvede i den danske Kirke, rimeligvis har været til stor Velsignelse for en Mand som Fredrik Schmidt.

Schmidt levede 20 Aar i Himmeløv agtet og afholdt af sin Menighed og anset som Prædikant (Schmidts Dagb. XIV).

Et Par Gange besøgte han Norge, 1827 og 1832, da hans Svigermoder, Generalinde Oppen var død. Det siges, at han skiltes fra Norge med Taarer (Ibid.).

Det er rimeligt nok. Hans Hjerte hang ved hans Barndoms Hjem, og han maatte se, at For­holdene heroppe begyndte at bedres. Paa samme Tid havde han i Kjøbenhavn mistet sit herlige Bakkehus, og Hjemmet maatte blive tomt for ham, da han ikke længer havde Rahbek og hans Hustru. Han døde af Apopleksi 16de Februar 1840 og hans Hustru Aaret efter. Hun har neppe været en Hustru for ham, og det rige Selskabsliv i Kjøbenhavn 1807, 1811 og 1817 synes han at have nydt alene. Hun blev tilsidst sindsvag (Melankoli), og fra April til Oktober 1835 var hun paa Bidstrup (Breve til Ingemann 324).

Deres Formue kom tilbage til Udarvinger i Norge.


 


 

 

Stengt for kommentarer.