georg burchard jersin : presentert av daniel thrap

 

– i boken «Bidrag til den norske Kirkes Historie. Fra Nordahl Bruns Tid». Kristiania 1884.

 

Georg Buchard JersinGjengitt s. 341 – 344 :

 

Om Georg Burchard Jersin er der ikke mange Oplysninger, og det kan bemærkes som en Besynderlighed, at der er maaske intet Prestegjæld i Norge, fra hvilket der foreligger saa gode Efterretninger i de ældre Tider (17de Aarhundrede) (Milzow : presbyterologia) som Vos, medens man siden den Tid ikke har optegnet noget til Oplysning om Prester og Menighed i det vidtløftige Kald.

Han var født 20de Januar 1767 i Lekanger, hvor Faderen Jakob Christian Jersin da var resid. Kapellan. Moderen hed Elsebe Lem.

Han blev 1786 dimitteret fra Bergens Latin­skole, tog Aaret efter Examen philos, og 2den Maj 1793 theologisk Embedseksamen, — alt med Karakteren haud illaudabilis. 17de Januar 1794 blev han Personelkapellan hos Faderen, som 1787 var bleven Sogneprest til Vos.

I denne Stilling blev han 1795 gift med Maren Finde Ravn (f. 1768, død 29de August 1851), Datter af Personelkapellan i Harham Peder Andreas Ravn og Cicilia Karine Hoel. Aaret før hans Ansættelse var Peter Hount bleven resid. Kapellan i Menigheden, og de to unge Prester, der snart blev Svogre, har — efter hvad der foreligger fra dem begge maattet virke i samme Aand,

Fra Jersins Haand har vi i denne Tid 2

 

 

– 342 –

Prædikener indførte i Fallesens Magasin 1799 (Fall. Mag. VIII, 299 ff.) om Daaben og Nadveren, begge vidnende om den mest yderlig gaaende Rationalisme.

De gaar saa vidt, at selv Magasinets Udgiver ved Ytringen, at mange Kristne tvivler, om Jesus virkelig har sagt de Ord, der staar i Matth. 28, 19, maa bemærke, at sligt hører hjemme paa Kathedret, men ikke paa Prædikestolen, hvor det blot kan skade, men aldrig gavne at fremsætte Tvivl, der aldrig er opkommen hos nogen Tilhører (Ibid. 302).

Det maa vel antages, at saadanne Prædikener ikke er hørte i Vos Menighed, men kun skrevne af en ung Kapellan, der havde Lyst til at vise hvad Mand han var. Det er jo ikke noget ualmindeligt i hine Dage, at Prester, der optraadte med theologiske Arbejder, ikke kjendte sig selv igjen i sine Prædikener, og de fulgte i dette Stykke den store Mønster- Prædikant Bastholm.

Saadanne som Forholdene var, har det vel imidlertid kommet Jersin tilgode, at han var optraadt som Forfatter, da det gik glat med hans Befordring. Efter Hount blev han 30te Maj 1800 udnævnt til resid. Kapellan og efter Faderens Død 1807 blev han Sogneprest 8de Januar 1808. Han anfører i sin Ansøgning, at han 1801 havde oprettet et Sognebibliothek, at han var bleven hjemme paa Vos og havde udrettet adskilligt her som Forligelseskommissær, en Stilling, hvori han ønskede at forblive til sin Død, at der blant hans 11 endnu levende Sødskende var en sindsvag Broder og en uforsørget Søster, som han vilde forsørge, og endelig at han vilde bebygge Enkesædet for sin fattige Mo­der, om han maatte være saa lykkelig at faa Embedet.

Cancelliet fremhævede dette sidste, der maaske har gjort et større Indtryk end de Breve til Kronprindsen og        Kammer­herre Bulow — den første Deputerede i Cancelliet — han sendte med sin Ansøgning.

Biskop Brun bevidnede Rigtigheden af alt dette og udtalte sig ikke anderledes om hans Embedsforhold end med de Ord, at «hans trykte Taler ligge

 

 

– 343 –

for den offentlige Kritikkes Øjne».

Ellers havde Biskopen straks ved Indberetningen om Embedets Ledighed foreslaaet Sognepresten til Sogndal, Kamstrup, der havde søgt dette Embede uden at kjende til, at dets væsentlige faste Indtægter var henlagte til Bispestolen ved Reskr. af 1ste November 1805.

Det synes ikke rimeligt, at Jersin kan have ladet sin Rationalisme komme altfor meget frem i sine Prædikener, siden Biskop Brun regner ham blant Stiftets fremragende Prester. Biskopen holdt blot 2 Gange Visitats paa Vos (1798 og 1811), og ved begge Lejligheder prædikede den resid. Kapellan, Hount i 1795 og Hannestad 1811. Sogne­presten maa imidlertid have gjort et fordelagtigt Indtryk, siden Biskopen 2 Aar efter fandt, at han var en af dem, der fortjente at udmærkes ved Danebrogens Ridderkors (J. N. Brun til Statholderskabet 25de September 1813), som han dog ikke fik.

Jersin blev valgt til 2den Repræsentant for søndre Bergenhus Amt paa Rigsforsamlingen.

Om dette Valg har man følgende Fortælling. Da Valgmændene var forsamlede, blev det efter nogen Diskussjon vedtaget, at der skulde vælges en juridisk Embedsmand, en Prest og en Bonde. Provst Niels Hertzberg foreslog derpaa, at Juristen skulde være Sorenskriver Koren, hvilket enstemmig antoges. Saa blev det overdraget til Koren at foreslaa en Prest, og han antog da, at Jersin maatte være den bedst skikkede, — enstemmig antaget. Til Jersin blev det derpaa overdraget at foreslaa en Bonde, og hans Valg faldt paa hans Medkommissær i Vos Forligelseskommissjon, Gaardbruger Brynild Gjerager, som derpaa ligesaa enstemmig blev valgt (Efter Sorenskriver A. v. W. S. Korens Fortælling meddelt af Provst Jakob Hveding i Skr, af 14de Juli 1884).

Paa Ejdsvold sluttede Jersin som Vestlændingerne i Almindelighed sig til Falsen, men holdt sig ellers meget stille. Man hører intet fra ham før det stormende Møde 13de Maj, da han indleverede en Tale, hvori han sluttede sig til den sejrende Majoritet.

Han

 

 

– 344 –

nærede ingen Tvivl om, at Forsamlingen havde Fuldmagt til at sætte Landets Pengevæsen paa en fast og varig Fod og ligesaa lidt om, at dette vilde ske ved den foretagne Garanti, — saa ingen Fare i, at Staten, «der nu, saa at sige, skulde sætte Bo», maatte begynde med en Gjæld, der lidt efter lidt kunde afbetales (Rigsforsaml. Forhandl. V, 59—61).

Hans Stemme ved Kongevalget er udtalt i faa Ord : «Jeg vælger strax Prinds Christian Fredrik til Norges Konge» (Ibid. VI, 32).

Jersin var ingen Taler, men han omtaltes af alle som en venlig og fredsindet Mand, der var vel likt af sin Menighed (Meddelt af Provst J. Hveding, der har kjendt ham personlig).

Pavels omtaler ham som «en moralsk opbyggelig og almenagtet Mand». Biskopen kunde «ikke rose ham som Prædikant, skjønt hans Prædiken var vel ordnet og sammensat og det udvortes Foredrag upaaklageligt. Han prædikede den kolde, tørre Sædelære, der bærer Tidsalderens Præg, i hvilken han har dannet sig, og hvis Kraft til at røre og for­bedre Hjertet nok er saare ringe» (Pavels : Visitatsberetning 19de Juli 1818).

Vos Menighed havde ikke noget godt Ord i denne Tid, og Biskop Neumann udtalte sig ved sin første Visitats skarpt om dens Oplysning og sædelige Tilstand og «ønskede Menighedens Lærer den fornødne Kraft til at gaa i Kamp mod de herskende Uordner og Bistand dertil ved snarlig Ansættelse af en Medlærer, som maatte forstaae at virke paa uomskaarne Hjerter» (Vos Dagsregister 29de Juli 1825).

Jersin døde 5te Oktober 1827.

 

 

 

 

Stengt for kommentarer.