hans christian ulrik midelfart : presentert av daniel thrap

 

– i boken «Bidrag til den norske Kirkes Historie. Fra Nordahl Bruns Tid». Kristiania 1884.

 

Fra s. 330 – 336 :

 

Hans Christian Ulrik Midelfart blev født 22de Juli 1772 paa Bynæssets Prestegaard.

Hans Forældre var Albrecht Angell Midelfart, en Thrønder, død som Sogneprest til Bynæsset 8de Maj 1788 og Stinken Tønder (død 23de Ja­nuar 1793), Datter af Amtmand i Romsdal Christian Ulrik Tønder (død 11te Juni 1751).

Han blev 11 Aar gammel indsat i Throndhjems Latinskole og herfra med 8 Kammerater dimitteret 1789. Den mest fremragende af disse Dimittender var Georg Sverdrup. Med denne skal Midelfart have holdt meget sammen i Kjøbenhavn, hvor de begge allerede som Studenter skal have sværmet for et selvstændigt Norge.

Det er Henrik Wergeland, som fortæller dette (H. Wergeland : Saml. Skr. IX, 144), og skjønt man ellers kun med den største Varsomhed tør benytte hans Udsagn, kan man vel stole paa dette, da han jo fik sine Med­delelser fra Professor Sverdrup selv under Udarbejdelsen af sin Konstitutionshistorie.

Midelfart blev theologisk Kandi­dat 16de Januar 1794 med Karakteren haud illaudabilis, blev kort efter ansat som Lærer ved Throndhjems Borger­skole og i Juli s. A. som «Collega» (Hører) ved Latinskolen sammesteds. Her blev han 14de Marts 1800 konstitueret

 

 

– 331 –

som Konrektor.

Han karakteriseres af Biskop Schønheyder som «en lærd og af den studerende Ungdom meget fortjent Mand»,der dog som saa mange flittige Skolemænd i hine Dage havde maattet staa tilbage paa Befordringsbanen (Biskop Schønheyders Indberetning om Ledigheden i Støren 8de December 1801), — maaske fordi en Skolemands fattige Kaar ikke tillod ham en Rejse til Kjøbenhavn.

Da Størens Kald ved Christen Hvedings Resignation i December 1801 blev ledigt og bebyrdet med en stor Pensjon, søgte han dette, men kunde ikke komme i Betragtning ved Siden af saadanne Medansøgere som C. T. Rønnow og F. J. Bech, hvorimod Biskopen paa det bedste anbefalede ham til Regjeringens Opmærksomhed ved forefaldende Lejlighed, og han blev da ogsaa allerede 18de Juni 1802 Sogneprest til Beitstaden uden at have søgt det.

1804 blev han valgt til Provst i vestre Indherred. Han maa her have gjort sig megen Flid med sin Menigheds kristelige Oplysning, der vel maatte staa som Hovedpunktet for en dygtig Prest i hine Dage, da Vankundigheden var stor, og Skolevæsenet i høj Grad forsømt.

At Midelfart som en øvet og meget dygtig Skolemand baade har havt Øje for hvad der her krævedes og Kraft til at sætte det i Verk, er ganske naturligt. Det maa ogsaa i en sjelden Grad have lykkedes ham. Stiftet havde 1804 faat en ny Biskop i den talentfulde og skarpe Dr. P. O. Bugge. Han var — som bekjendt — med Ulyst dragen til Throndhjem, kom her straks ind i ube­hagelige Stridigheder og fandt meget at udsætte paa de for­skjellige Sager, der her faldt under hans Haand.

Økonomisk Tryk kom til og bidrog væsentlig til at forøge hans Misfornøjelse. Intet Under, at han paa sin første Visitatsrejse 1805 fandt meget at udsætte paa de fleste Steder, hvor han kom, og han var i hele 24 Prestegjæld.

Desto mere velment maa det have været, naar han udtaler sin Ros i stærke Udtryk, og det skede ingensteds mere end i Beitstaden. «Her» — skriver Biskopen — «forefandt jeg en Orden i Kirken, en

 

 

– 332 –

Andagt og en saa glædelig Oplysning i Menigheden, at jeg regner denne Dag blandt de gladeste, jeg har oplevet. De værdige Præster, Provst Midelfart og Hr. Weisser have saaledes dannet deres Menighed, som endog i ældre Tid skal have været bekjendt for sin Raahed, at det overgik alt, hvad jeg hidtil paa Landet har seet».

Her var «ypperlige Skoleindretninger — talende Bevis paa, hvor utrolig meget godt dette Præstegjælds Præster have stiftet»(P. O. Bugge : Visitatsberetning 1805 (Rigsark).

Denne Biskop Bugges stærke Udtalelse er ikke blot et Udtryk for hans episkopale Ungdom, thi han udtaler sig 10 Aar efter om Midelfart paa en lignende Maade som «en af Stiftets udmærkede Religionslærere baade i Henseende til Kundskaber og Embedsvirksomhed», der «med utrættelig Flid og stort Held har søgt at danne sin Menighed, og han har bragt det dertil, at Ungdommen i hans Præstegjæld i det hele betragtet er den mest dannede her i Stiftet» ( P. O. Bugge : Erkl. dat. T.hjem 4/1 1815).

Dette er det eneste Vidnesbyrd om Midelfarts pastorale Virksomhed, vi har fundet. Det maa siges at være tilstrækkeligt til at vise ham som en Mand, der har levet for sin Menighed, ofret sig for sin Gjerning og paa den anvendt al den Dygtighed, han var i Besiddelse af, og den kan ikke have været liden.

Han lod det ikke blive ved sin Embedsgjerning alene, men tog sig som en Fader af Menigheden i de Trængselens Aar som oprandt for den med Krigen 1807—14. I HungersAaret 1812 sørgede han for sin Menighed ved Indkjøb af Korn og for­strakte selv hertil et betydeligt Beløb (meddelt af M.s Sønnesøn, P. Midelfart).

Dette gik imidlertid ud over ham selv, thi i de følgende Aar trykkedes han af tunge Næringsorger, da Indtægterne var smaa, og Nattekul­den berøvede ham snart alt, snart den største Del af Prestegaardens Avling. Han saa Fremtiden mørk imøde, og det gik ham tungt til Hjerte, at han ikke saa nogen Udsigt til

– 333 –

at skaffe sine Sønner videnskabelig Dannelse eller til at sikre sin Enke «Livets simpleste Nødtørstigheder» (Midelfarts Ansøgning om Skogn af 28/12 1814).

Under saadanne triste Omstændigheder maatte denne stilfærdige Prest drage som 1ste Repræsentant for nordre Throndhjems Amt til Ejdsvold, hvor han vandt et Ry som en af Forsamlingens «mest oplyste, mest kultiverede og mest veltalende Prester».

Han kom til Ejdsvold med Tvivl om Norges Evne til at opretholde sin Selvstændighed overfor Sverige og de allierede Magter, men havde ikke Mod til at følge sine Tanker. Han sagde ligefrem til Jakob Aall, «at han ved sin Ankomst til Ejdsvold havde undersøgt, hvilken den herskende Mening var og bestemt sig til at holde sig til denne».

Aall ansaa dette for en Svaghed, der lidet harmonerede med denne Mands Karakter og videnskabelige Kul­tur (Y. Nielsen : Bidrag til Norges Hist. 1814, 401).

Heri har jo Aall unegtelig Ret, men naar man betænker, at der maaske i den hele Forsamling ikke var mer end en eneste Mand, der havde Statsmandsblik nok til at se det ønskelige i Foreningen med Sverige, at den almindelige Nedslagenhed, der hvilede over Forsamlingen ved dens Begyndelse ( G.P. Blom i Illustr. Nyhedsbl. 1858. 195), meget hurtig veg for en almindelig Begejstring for den Ide, der havde fæstet sig hos mange, og som nu med Kraft og Talent blev baaren frem af Mænd som Falsen og Georg Sverdrup, saa faar man ikke gaa for strængt irette med en Mand, der fulgte den herskende Mening.

Man faar ogsaa huske paa, at der ikke var Tale om nogensomhelst ærgjærrig Stræben eller Tilfredsstillelse af Partihad hos denne Mand, der ganske mod sin Tilbøjelighed befandt sig her som Repræsentant for et Amt, hvis Befolknings Tanker og Øn­sker vel maatte have sin Indflydelse paa den vaklende. Maaske ogsaa den gamle Venskabsforbindelse med den kraf­tige Georg Sverdrup har været ham en stærkere Magt, end han selv har været sig bevidst.

En saadan Mand kunde

 

 

– 334 –

fortjene det Vidnesbyrd, at han «søgte Sandheden med et rent fedrelandsk Sind uden at kunne finde en fast Grundvold for sine politiske Meninger».

Hans Haab kunde vistnok styrkes under Forhandlingerne, da det jo altid viser sig i en Forsamling, at de enkelte Medlemmers faste Overbevisning, naar den ytres paa en kraftig Maade, har sin Betydning for Tvivlerne, men da Kongevalget var foregaaet, blev han atter ængstelig for Fremtiden.

At en Mand som Midelfart maatte blive en Ven af Grøgaard (Jak. Aalls Erindringer 2den Udg. 406), er ganske naturligt. De fulgte begge den Vej, deres lyse Forstand anviste dem, medens de i Hjertet var fuldkommen enige i Kjærligheden til Fædrelandet.

Midelfart fandt sig beføjet til at udtale : «jeg er af mit inderste Hjerte norsksindet» (Rigsforsaml. Forhandl. III, 75), og Grøgaard har i sine Udtalelser tilfulde vist, at han var det samme (les her s. 201-202), om han end i sin Norskhed gik en ganske anden Vej end sin Ven. Her kunde man med fuld Sandhed tale om en Ulighed i politiske Meninger, der ikke virkede forstyrrende paa det personlige Forhold, om det end gjaldt det vigtigste Anliggende, der nogensinde var disse Mænd betroet, — men egoistiske og ærgjærrige Hensyn havde jo ikke Plads hos nogen af dem.

Underlig nok nævnes ikke Midelfart i Grøgaards Dagbogs-Optegnelser, men det har vel kun været det karakteristiske for Forhandlingerne og — tildels — Personerne, Grøgaard har villet give Plads i sine korte private Optegnelser, medens han vel var mere optagen end de fleste som Redaktør af Rigsforsamlingens Forhandlinger.

Det er før bemærket (Luth. Ugeskr. 1883, 2det Halvaar 14), at Midelfart maatte henregnes til de stille trofaste Arbejdere i Rigsforsamlingen, som man hørte lidet til, men hvis Arbejde dog var kjendeligt og ingen­lunde spildt. Med Wergeland og Fr. Schmidt havde han Plads i Konstitutionskomiteen.

I Forsamlingen var han en Forsvarer af liberale Anskuelser med Hensyn til de Paragrafer

 

 

– 335 –

i Grundloven, der omhandler Statens offentlige Religion (Jak. Aalls Erindringer 2den Udg. 406), og han skilte sig ogsaa her fra sin Ven Grøgaard, idet han vilde give Jøderne Adgang til Norge.

At han følte sin Stilling som den, der var sat til Kirkens Forsvar, viste han ved For­handlingerne om Kirkens Ret til at beholde det beneficerede Gods (Norsk historisk Tidsskr. I. R. 4, 404).

Sit betydeligste Foredrag holdt han i Anledning af Spørgsmaalet om Indfødsretten. Han ansaa det ikke for muligt, at Landet i de første 10 Aar kunde skaffe det tilstrækkelige Antal «duelige Subjekter» til Embedernes Besættelse, mente — vistnok med Uret — at Embedsmændene ved Tidernes Tryk vilde lade sig afskrække fra at sende sine Sønner til Universitetet, og at der under saadanne Omstændigheder vilde blive Mangel paa Embedskandidater, — at det var vigtigere, at Embederne blev godt besatte, end at de blev besatte med Normænd.

Han talte med Varme om det danske Folk, der altid havde havt Agtelse for Normændene, om end Regjeringen stundom havde miskjendt dem, og foreslog, at Indfødsret i de første 10 Aar ikke etableres, samt at Danske, der havde taget Eksamen ved vort Universitet, skulde have Adgang til vore Embeder (Rigsforsaml. Forhandl. III, 72—75).

Hans Stemme ved Kongevalget lød som hans throndhjemske Medrepræsentant Heyerdahls : Efter mine Kommittenters og eget Ønske vælger jeg Norges Regent Prinds Christian Fredrik til Norges konstitutionsmæssige Konge (Ibid. VII, 48).

22de December 1814 blev Skogns Sognekald ledigt ved Sogneprest Andreas Heides pludselige Død. Allerede 6 Dage efter indgav Midelfart Ansøgning om Kaldet. Han skrev heri om sin ulykkelige økonomiske Stilling og sine mørke Udsigter for Familjens Fremtid, men nævnte ikke med et Ord sin Ejdsvoldsfærd.

Der var hele 18 Ansøgere til det store og smukke Kald, der var et af de bedste nordenfjelds, uagtet Regjeringen 1804 havde paalagt det en Afgift paa

 

 

– 336 –

250 Rdlr. til Throndhjems Biskop.

Blant hans Medansøgere var Niels Stockfleth Schultz. Det var maaske til hans Skuf­felse ved denne Lejlighed Statsraad Treschow sigtede med den Ytring, at det «mere var Hævngjærrighed og krænket Stolthed over en ubønhørt Ansøgning end sand Fædrelandskjærlighed, der gjorde ham til Oppositionsmand» (Pavels Dagb. 19/8 1816).

Provst Midelfart har visselig aldrig havt Lyst til Politik, og ved de senere Storthingsvalg bad han sig stadig fritagen for Valg. Han gik ogsaa fri indtil Valget i 1823, da man over hele Landet med stor Omhyggelighed søgte efter dygtige og retsindige Mænd. Han kom imidlertid ikke til at møde, da han allerede døde 1ste December 1823.

Han blev 18de September 1800 gift med Eleonore Christiane Fabricius (f. 17de Febr. 1773 død 16de Juni 1826), Datter af Provst og Sogneprest til Støren Peter Heiberg Fabricius (død 1790) og Johanne Margrethe Borchgrevink. Han havde 2 Sønner og 1 Datter.

 

 

 

 

 

 

Stengt for kommentarer.