hans jacob stabel : presentert av daniel thrap

 

– i boken «Bidrag til den norske Kirkes Historie i det 19 Aarhundrede. Fra Nordahl Bruns Tid». Kristiania 1884.

 

Gjengitt fra s. 301 – 308   :

 

Hans Jacob Stabel blev født 27de August 1769 i Onsø, hvor Faderen Johannes Bruun Stabel var Sogneprest og senere Provst over nedre Borgesyssel.

Moderen hed Maria Elisabet Zindberg. Han kom ind i Kristiania Latinskole 22de August 1785 og blev dimitteret 1787. Han begyndte at studere Jus, men forlod dette Studium efter Faderens Ønske og tog theologisk Eksamen med non contemnendus 14de Juli 1791. Han vilde ikke — som de fleste norske Studenter — lade sig nøje med denne Karakter, læste om igjen og fik haud illmidabilis 17de Januar 1792.

Han drog hjem til sin gamle Fader, der da var henved 70 Aar gammel og havde taget mærkelig Skade baade paa Sinds- og Legemskræfter samt Formue, efter i 6 Aar at have været plaget med Processer med den trættekjære (sindsforvirrede) Gerhard Seeberg (les om dette på s. 31 her).

Sønnen havde efter sin Karakter Ret til at søge et resi­derende Kapellani, men han ansaa det for Pligt at hjælpe sin Fader, der i sin Ansøgning om at faa ham til Personelkapellan bad om, at denne Opofrelse maatte komme ham tilgode. Han blev udnævnt 8de Juni 1792 og ordineret af Biskop Schmidt 6te Juli s. A.

Faderen døde i Maj 1796, og han

 

 

– 302 –

drog da til Kjøbenhavn nærmest for at søge Befordring, men tillige for at uddanne sig i Tydsk, Fransk og Engelsk un­der Professor T. C. Bruun.

Med Befordringen gik det ikke, og han vendte tilbage til Hjemmet. Snart blev det ham dog klart, at han her ikke kunde vinde noget, og han maatte atter ned for at sollicitere. I Marts 1798 kom han til Kjø­benhavn og kunde nu ikke vende tilbage, før han havde sit Kaldsbrev i Lommen, men det varede hele 15 Maaneder, inden han kunde vende tilbage til Norge som residerende Kapellan til Slidre, hvortil han blev udnævnt 21de Juni 1799.

Her kom han til en ubeboelig Prestegaard, hvor han «holdt paa at fryse ihjel» den første Vinter, han var der, saa han allerede 28de April 1800 i sin Nød sendte ind en Ansøgning om «et af de første ledige Sognekald». Den var ledsaget af Vidnesbyrd fra Provst Berg (nedre Borgesyssel) om hans utrættelige Flid i Ungdommens Undervisning, hans lyse For­stand og ædle Hjerte, «der med de ypperligste udvortes Gaver gjorde ham til en sand Ziir for sin Stand og sit Embede» (Dat. 20de Novbr. 1797).

Biskop Schmidt havde bekræftet dette(21de April 1798), men Cancelliet fandt formodentlig, at disse gode Vidnesbyrd havde hjulpet ham vel frem til det, han havde faat, og da hans nye Ansøgning ikke lød paa noget bestemt Embede, blev den henlagt.

Han havde nu intet andet at gjøre end at «bortbygge mer end sin Velfærd for at faa Bopæl paa Kapellangaarden» og blev herved bragt i en Stilling, som han snarest muligt maatte søge forbedret ved Befordring. Hans Indtægt, der 1791 var opgivet til 120 Rdlr., var vistnok lidt større, men havde dog ikke naaet 200, og han sad der med Hustru og Børn. Han hørte dog ikke til dem, der synker sammen i Modgang, men «opmuntrede unge og gamle ved Undervisning og Exempel til det gode saavel i jordisk som i aandelig Henseende»(Biskop Bechs Erklæring cit. i B. Svendsens Optegnelser).

– 303 –
Han slap ud af Trængselen, da han 28de Marts 1806 (I P. B. Lassens Optegnelser om Kristiansand og hos B. Svendsen staar fejlagtig 1805) fik det ny oprettede Søndre Aurdals Kald i Valders.
Her fik han blive temmelig længe, men han vandt Anseelse og Kjærlighed i vide Kredse. Han maatte her som i Slidre opbygge alle Prestegaardens Huse, men medens han hist maatte tilskyde af egen Formue — han havde en Arv, han selv kalder «ikke ubetydelig» — 1000 Spd., fik han her Tilskud af offent­lige Midler. Imidlertid led han ogsaa her stort Tab, da han altid maatte staa i Forskud, og naar dette blev ham tilbagebetalt, var Pengene altid sunkne i Værdi.
I Aurdal bestod Prestegaardens væsentligste Herlighed i de betydelige Sæterhavne, men ogsaa disse maatte savne de fornødne Bygninger, som det i Trængselsaarene før og efter 1814 var umuligt at skaffe (Stabels Ansøgning om Lier dat. 3die Marts 1820).
1814 blev han konstitueret Provst i Valders og 23de December 1816 virkelig Provst i det samlede Totens og Valders Provsti.
Til Ejdsvoldsforsamlingen blev han valgt som 1ste Repræsentant for Christians Amt og sluttede sig her med fuldt Hjerte til Selvstændigheds-Partiet.
Han optraadte som en «ægte» Normand under Debatten om Borgerret med en længere skreven Tale, hvori han protesterede mod, at «Udlændinger, som vindesyge Hensigter førte hid til os, skulde dele med os en Ret, der har kostet og vil koste os tunge Opofrelser at erhverve.
Han erkjendte Nødvendigheden af, at fremmede Kunstnere og Manufakturister nedsatte sig hos os for at lære os at forædle Landets Produkter, vilde ogsaa, at de skulde belønnes paa en Maade, som var Nationen værdig, men der maatte ikke tilstaaes dem «en Ret, som Norges Sønner med de tungeste Opofrelser og de frygteligste Farer have tilkjæmpet sig og sine Efterkommere» (Rigsforsaml. Forhandl. III, 64—68).
Man ser, at han var en fuldblods Normand, og hans stærke Ytringer maatte tage sig underlig ud for hans danske Kol­leger i Forsamlingen, hvor Debatten for en væsentlig Del

 

– 304 –

gjaldt Spørgsmaalet, om Norge i den nærmeste Fremtid kunde skaffe Mænd til sine Embeder uden at ty til Danmark.

Hans Stemme ved Kongevalget lød : «Efter mine Committenters Ønske og efter min fuldeste Overbevisning vælger jeg strax Prinds Christian Fredrik til at være Norges Konge».

Det gik nu ikke, som han vilde, men Stabel hørte ikke til de uforsonlige og blev i de følgende Aar meget yndet af Karl Johan, uden at det dog for det første lykkedes ham at faa noget nyt Embede. Besværlighederne i hans Kald — han havde 3 Annekser, af hvilke det ene 5 Mil fra Prestegaarden, og overalt maatte han ride — og de store Opofrelser, han der havde gjort, idet han havde maattet «fortære en ikke ube­tydelig Formue», maatte berettige ham til at vente en meget god Befordring.

Han turde vel saa meget mere haabe paa en saadan, som Karl Johan det første Aar, han var Konge, gav ham et specielt Vidnesbyrd om sin Naade.

Gjennem Statholderen Grev Sandels bevidnede han Stabel «sin naadigste Tilfredshed med hans Embeds-Nidkjærhed og Conduite med det Tillæg, at Hs. Majestæt for at give ham et offentligt Bevis paa Højstsammes naadigste Bevaagenhed havde udnævnt ham til Ridder af Vasaordenen og skjænket ham en Gulddaase» (Sønnens Meddelelse i P. B. Lassens Beretning om Kristiansand 120).

Efter dette gjorde Stabel Aaret efter om Høsten en Rejse til Stokholm for at takke Kongen og bringe sig i Erindring ved forefaldende Lejlighed. Han medbragte en Anbefaling fra Biskop Bech, som han forelagde Statsraad Treschow, der da var i Stokholm (Stabels Ansøgning om Lier dat. 3die Novbr. 1820 og Brev til Tre­schow af s. D).

Han blev samme Aar beskikket til Medlem af Matrikuleringskommissjonen for Valders, Land og Hadelands Fogderi. Han maatte have al Grund til at haabe paa Lykken, da de 2 herlige Embeder Lier og Eker blev ledige 1820, og det var maaske paa Grund af Sikkerheden i sin Sag, at han kun søgte det bedste og behageligste af dem, Lier.

Han blev haardelig skuffet, da

 

 

– 305 –

Embedet 23de August 1821 blev givet til Jens Aars, Sogne­prest til Hadsel og i dette Aar Storthingsrepræsentant for Nordlands Amt.

Han var 10 Aar yngre og 10 Aar yngre Kandidat end Stabel, og denne maa have følt sig i høj Grad tilsidesat og — som det synes — med fuld Ret.

Det hændte visselig ikke saa sjelden, at Karl Johan besatte Embederne uden Hensyn til Regjeringens Indstillinger, der i Regelen var strængt retfærdige, men naar de gjældende Befordringsregler fraviges, faar jo Ansøgeren ikke vide noget om de Forhand­linger, der gaar forud, og Stabel har i dette Tilfælde neppe kjendt til den ganske ejendommelige Grund, der blev frem­ført mod hans Forflyttelse.

Biskop Bech fandt ham i alle Henseender som «en gavnlig og virksom Prest og Provst» kvalificeret til det Embede, han søgte, men han fandt det dog end mere «ønskeligt, at han, der nøjere end nogen anden kjender og kan virke i Totens og Valders Provsti, hvori han ikke let kan remplaceres (erstattes), maatte deri kunne gives en ved indtræffende Vacance paa hans fortjente Adgang passende Ansættelse» (Biskop Bech : Erklæring dat. 9de       Novbr. 1820).

Biskopen har vel tænkt sig Stabel som selv­skreven til Totens betydelige Sognekald, hvis Prest Frants Philip Hopstock snart maatte gaa af, da han var 74 Aar gammel. Stabel kunde naturligvis ikke kjende noget til dette, og hans store Familje gjorde Forbedring i Indtægter til en Nødvendighed.

1821 blev Stange ledigt. Han søgte det, men fik det ikke. Før det var besat, blev der Ledighed i Land, der laa i hans Provsti, og efter det oven anførte maatte jo Biskopen af al Magt anbefale ham til dette Embede, men han fik heller ikke det. Her skede en Forflyttelse, der rime­ligvis er enestaaende i dette Aarhundrede, idet Sognepresten til Vardal, Peter Lundh — Professor G. F. Lundhs Fader — fik Kaldet i sit 72de Aar. Han havde været Prest i Vardal i 32 Aar og havde i denne Tid kun engang søgt netop det Embede, han nu fik.

At Stabel efter alle disse Uheld ansaa sig tilsidesat, kan være rimeligt nok, men Klogskab burde

 

 

– 306 –

vel have tilsagt ham, at saadanne Tanker ikke bør fremføres for Regjeringen i officiel Skrivelse. Han gjorde det imidler­tid, da han efter Pavels’s Død (Februar 1822) meldte sig til Bergens Bispestol. Han opnaaede da heller intet derved uden en skarp Udtalelse i Regjeringens Indstilling, der satte Stiftsprovst M. Siegwardt og Slotsprest J. Storm Munch ved Siden af hinanden, men særlig fremhævede den sidste som den kraftigste til at udholde Sørejserne.

Som No. 3 nævntes Sogneprest Normann i Lekanger. Foruden disse havde meldt sig Stiftsprovst Marcus Irgens (les her på s. 4 -5 -6 og i Theol. Tidsskr f. d. luth. Kirke ,i Norge IX. 477), der affærdigedes med faa Ord som en Mand, om hvem der ikke kunde blive Tale.

Skjønt Stabels Ytringer havde paadraget ham Misnøje i Regjeringen, har det visselig aldrig været dens Mening at lade ham staa tilbage, da han var en meget vel anset Embedsmand. Han havde nu i 23 Aar været første Forligelses-kommissær i Valders, siden 1819 Medlem af Matrikulerings-kommissjonen i Fogderiet, og endelig havde han efter An­modning af Peder Anker været Bestyrer af Vejvæsenet i sit Provsti.

Der var 10 Mil Veje i dette, og da Stabel blev Provst der, var de alle ufremkommelige, men da han forlod Stedet, kunde man kjøre dem alle i Vogn (Stabels Ansøgning om Toten dat. 4de Marts 1825).

Det ser besynderligt ud, at man maatte tage en Provst til saadant Arbejde, og man kan vel spørge, om ikke en eller anden Officier dertil kunde findes. Det var vel saa, men rimeligvis har Pengemangelen gjort det nødvendigt at ty til dem, man kunde faa for intet.

Da Stiftsprovsten i Kristiansand Hans Engelhardt 1822 nedlagde sit Embede og flyttede til Dan­mark, søgte Stabel at blive hans Eftermand og blev det 14de November 1822. Han fik her snart mærke, at Byernes Embedsmænd havde det haardt i hine Dage, og at vel de mere end Brødrene paa Landet fik lide under den trykkende

 

 

– 307 –

Pengemangel. Han maatte saaledes snart opgive Haabet om her at faa sine store Flytnings-Udgifter dækkede, ligesom det faldt ham meget vanskeligt at holde sin ældste Søn ved Universitetet.

Hertil kom de mange besværlige Sognebuds-Rejser i Oddernæs, der endnu hørte til Kristiansands Sognekald. Efter saa længe at have levet paa Oplandene og sat sig ind i Forholdene der, længedes han snart tilbage, og Anledning til at faa sin Længsel tilfredsstillet gaves, da Sogne­presten til Toten Frants Philip Hopstock døde 16de Juli 1824.

Der blev straks Tale om at dele dette — rimeligvis — Norges største Landskald, og Ansøgerne blev forpligtede til at finde sig heri. Stabel søgte det saaledes, at han kunde faa endelig Ansættelse i østre Toten, naar Embedet var delt, og han blev udnævnt dertil 9de Maj 1825. Biskop Munch erklærede ham for «en udmærket duelig, kraftfuld og retskaffen Embedsmand, en christelig og opbyggelig Prædikant, en indsigtsfuld og erfaren Provst, som han med Tryghed kunde betro Bestyrelsen af det biskopelige Embede under sin Fraværelse, en kjærlig og fornuftig Familjefader» (J. St. Munch : Erkl. af 4de Marts 1825).

Efter et Par Aars Forløb fik han igjen sit gamle Provste-Embede 16de Juni 1827 og vedblev i disse Embeder trods haarde Lidelser navnlig af Stensmerte til sin Død 7de Januar 1836.

1831 fik han sin Søn, Peder Anker Stabel, til Kapellan, og i hans sidste Leveaar maatte denne saagodtsom ene bestyre det vidtløftige Embede.

Stabel blev 1799 gift med Anna Nørbech, Datter af Proprietær Nørbech til Trosvig Herregaard, med hvem han havde været forlovet i 5 Aar. Hans Ægteskab blev derimod en kort Glæde, da hun pludselig døde 3 Uger efter Brylluppet. 1801 blev han atter gift med Sofie Christine Piro, Datter af Major Piro paa Ringerike. Hun overlevede ham med sine 7 Børn og døde først 6te April 1857 i Kri­stiania, 74 1/2 Aar gammel.

Stabels Portræt hænger i østre

 

 

– 308 –

Totens Kirke med Valgsprog :  «Tu ne cede malis, sed contra audentior ito».

Det er bemærket, at i alle de Ansøgninger fra Ejdsvoldspresterne, der er opbevarede, findes ikke deres Delta­gelse i Rigsforsamlingen nævnt. Her danner dog Stabel en Undtagelse, da han nævner den i sin sidste Ansøgning, men kun i denne.


 

 


 


 


 

Stengt for kommentarer.