jens stub : presentert av daniel thrap

 

– i boken «Bidrag til den norske Kirkes Historie i det nittende Aarhundrede. Fra Nordahl Bruns Tid». Kristiania 1884.

 

Jens StubFra s. 317 – 321 :

 

Provst Jens Stub var ogsaa en af de fremragende Prester i Throndhjems Stift i vort Aarhundredes Begyndelse, en af dem, der virkede i Stilhed og døde i sit lovlige Kald.

Hans Virken i Rigsforsamlingen var ogsaa Stilhedens, og han hørte til de Medlemmer, der mere gjorde sig bemærket i det pri­vate Samliv udenfor Møderne end i disse. Han var født 3dje Marts 1764 paa Gaarden Løken i Ejds Prestegjæld i Nord­fjord, hvor hans Fader, adjungeret Sorenskriver Johan Daniel Stub, boede.

Han efterfulgte sin Fader, Lars Stub i Embedet 1795 og døde 19de December 1802. Hans første Hustru hed Anna Hegelund Krog og han havde med hende 7 Børn. Efter hendes Død ægtede han 1ste Aug. 1776 Mette Dorothea Heiberg (f 1811), Datter af Provst og Sogneprest Gerhard Heiberg i Sogndal (død 1778), og fik med hende 8 Børn.

Jens Stub blev i 5 Aar undervist i Hjemmet, før han blev indsat i Bergens Latinskole, hvorfra han 1782 dimitteredes. Han blev ved Examen artium «indkaldt» og tog Aaret efter Examen philos, med laudabilis. Blant hans Artiumskam- merater var Biskoperne P. O. Bugge og Christian Sørensen. Han maatte som vel de fleste Normænd efter Examen philos, tage bort fra Universitetet og fik en Huslærerpost hos en Adelsmand Scheel paa Sjælland.

Han blev her i 2 Aar og

 

 

– 318 –

vendte saa tilbage til Kjøbenhavn, hvor han 2den April 1788 tog theologisk Eksamen med Karakteren laudabilis.

Han drog straks hjem til Norge og modtog Ansættelse som Hus­lærer hos Oberstløjtnant Nikolai Fredrik Krogh til Munkvold ved Throndhjem. Hans Elev her var den senere i Norges konstitutionelle Historie bekjendte Statsraad Christian Krogh.

En Kandidat med laudabilis hørte til de sjeldne i hine Dage, især blant Normændene, der gjerne manglede Penge til at ligge saa længe ved Universitetet, at de kunde faa en god Eksamen. Med denne Karakter havde man Ret til at søge et Sognekald, og vilde man modtage et saadant i de nord­lige Egne, behøvede man ikke at vente længe.

10de Juni 1791 blev Alten-Talvigs Sognekald ledigt ved Provst Isaak Severin Frimanns Forflyttelse til Overhalden, og Stub søgte og fik hans Embede 7de Oktober 1791 og blev samme Aar Provst i Vestfinmarkens Provsti.

Skjønt Menigheden i Isaak Frimann havde havt en Prest, der udmærkede sig ved Lær­dom og ypperlige Prædikener, var dog Tilstanden her i det hele mindre god. Kundskaben var liden, og Færdighed til at læse i Bog hørte til Sjeldenhederne, og her tales dog kun om Normænd og Finner, der talte det norske Sprog (Schønheyders Visitatsberetning 1790).

En ung og dygtig Mand som Stub maatte her faa nok at gjøre, og det kunde maaske for Menighedens Skyld beklages, at hans Stilling som Provst nødede ham til at sprede sine Kræfter paa et større Omraade.

Missjonskollegiet bestod endnu, men Titelen «Missjonær» var vel foruden dette omtrent det eneste, der mindede om Thomas v. Westens Gjerning. Presterne modtog vistnok ved sin Ansættelse i de Menigheder, der udelukkende eller for største Delen bestod af Finner, et Paalæg om at lære og benytte disses Sprog ( Les om dette på s. 230 her), men dette kunde neppe være alvorlig ment.

I 1790 var der i hele Fin­marken kun en eneste Prest, der med Færdighed talte det, nemlig Simon Kildal paa Maasø. Dette skulde man tro maatte

 

 

– 319 –

blive regnet Manden til stor Fortjeneste, men Kirkestyrelsen havde andre Tanker dengang.

Allerede straks efter Thomas v. Westens Bortgang gjorde den Mening sig gjældende, at Finnerne skulde lære det norske Sprog, og Biskoperne Bang og Schønheyder, der begge var danske Mænd, synes at have betragtet Finnernes Sprog næsten som en Vederstyggelighed. Det var derfor saa langt tra, at Simon Kildal ved at tale det vandt sin Biskops Bifald, at denne meget mere fandt sig beføjet til en Udtalelse som denne :

«Det er ikke til Gavn for Lapperne, at Presterne som Hr. Kildal og før Provst Thronæs finde Behag i at tale Lappisk, thi det smigrer deres Ladhed i at lære Dansk, uden hvilket de dog ingen ret Christendomskundskab ud af Bibelen kan faa, ikke heller kan tage Deel i Gudstjenesten, ikke heller kan hjælpe sig videre i nyttig Oplysning og fornøden Omgang med Landets Lærere og Medborgere» (Schønheyder : Visitatsberetning 1790).

Naar Sagerne betragtedes paa denne Maade, blev Benævnelsen «Missionær» en tom Titel, og Mis­sjonskollegiet intet andet end en økonomisk administrerende Auktoritet, der snart maatte forsvinde.

Da det korresponderede direkte med Provsterne i Vest- og Øst-Finmarken, fik disse med Stedets Amtmand en ikke ringe Betydning som administrerende Myndighed i det økonomiske. Der var her meget at gjøre, da der idelig maatte blive Tale om Reparationer og Nybygning af Kirker og Prestegaarde, der altid maatte blive ilde medtagne i det barske Klima. Provst Stub fik her meget at gjøre, og da han var en ung rask Mand, var han meget ude paa Rejser i det vidtløftige Provsti væsentligst i Bygnings-Anliggender (Missjonskollegiets Kopibog (Rigsark/).

Da der overalt spurgtes efter Penge, blev det vanskelige Sager at have med at gjøre, men det fremgaar af de mange Skrivelser, at Stub ikke gav sig, før han fik Sagerne til at gaa og de højst fornødne Byg- ninger opførte. Optog saaledes Provsti-Forretningerne meget af Stubs Tid, saa gjorde han dog hvad han kunde for sin

 

 

– 320 –

Menighed og holdt navnlig Skolevæsenet vedlige med 2 norske og 2 finske Skolemestere, medens der i hans For- mands Tid kun havde været 1 Normand og 2 Finner.

Rejserne og det haarde Klima tog tilsidst paa hans Helbred, og han maatte se sig om efter et sydligere Kald, men hans Ansøgninger nyttede ikke. I Begyndelsen af 1800 maatte han derfor beslutte sig til at drage til Kjøbenhavn, skjønt hans økonomiske Forfatning blev meget forværret ved den lange og kostbare Rejse.

Heller ikke den syntes at være ham til nogen Nytte, og han maatte drage hjem uden at have faat noget. Da han var rejst, blev Vedø Sognekald i Romsdalen ledigt ved Provst Ove Christian Krogs Forflyttelse til Mel­hus 14de November 1800.

Stubs Kommissjonær i Kjøben­havn indgav paa hans Vegne Ansøgning om dette Kald, der søgtes af 10 andre Prester, og han blev udnævnt til det 23de Januar 1801. Samme Aar blev han konstitueret Provst i Romsdals Provsti, hvortil han — besynderligt nok — først blev udnævnt 22de November 1817.

Fra Universitetet havde han det Vidnesbyrd af Professor Hornemann, at «han for­tjener baade for sine Indsigter og vedholdende Flid og gode moralske Charakter at regnes blandt vore beste theologiske Candidater» (C.F. Hornemanns Erkl. 4de Septbr. 1790), og Biskop Schønheyder giver ham (18de Marts 1800) det Vid­nesbyrd, at «hans Foredrag paa Prædikestolen er tænksom og bibelsk Christendomslære i et fatteligt og liveligt Sprog med en tydelig og harmonisk Stemme».

Til hans pastorale Virksomhed i Vedø kjender man intet i det enkelte, og han har intet udgivet i Trykken, men efter Traditionen maa han have været en saare dygtig Prest, hvorom ogsaa Embedsbøgerne fra hans Tid taler (Meddelelse af Sogneprest til Vedø Provst R. Arnet 16de April 1884).

Til Rigsforsamlingen valgtes Provst Stub som 2den Repræsentant for Romsdals Amt sammen med sin Amtmand Hilmar Meincke Krog. De tvende Hædersmænd stod visselig

– 321 –

i det bedste Forhold til hinanden, men i Opfatningen af Fædrelandets Stilling var de grundforskjellige.

Amtmand Krog hørte til Selvstændigheds-Partiet, medens Stub, hvis Selvstændighed fremhæves af Grøgaard, der straks fæstede sin Opmærksomhed ved ham (Y. Nielsen : Bidrag til Norges Hist. 1814. 352), holdt sig til den tvivlende Minoritet. Han talte ikke i Forsamlingen, men røbede — efter Jakob Aall — megen Aand og Skarpsindighed udenfor samme. Han var rig paa vittige Indfald og urokkelig i sine Voteringer. En af hans Ytringer har Grøgaard opbevaret (Ibid. 362).

Da Amtmand Krog sagde til ham : «vi kan sikkert bestaae som selvstændige», svarede Stub: «ja naar vi staae omsider nøgen uden Skjorte, saa ere vi selvstændige nok, men da gjælder det, om vi kan bestaae».

Stub blev 22de Oktober 1793 gift med Gjertrud Helene Heiberg (f. 23de Oktober 1774, død 22de November 1852), Datter af Provst og Sogneprest til Gloppen Johan Widing Heiberg. Han havde med hende 6 Sønner og 4 Døtre. Søn­nen Jens Krogh Stub blev Prest i Faderens Kald 5 Aar efter hans Død og afgik selv som Jubellærer og Sogneprest til Sigdal 1878 (død 1880).

Provst Stubs Søster, Mette Catharine Stub blev 26de Marts 1802 gift med hans Svoger, den før omtalte Sælø-Prest Gabriel Heiberg (les om G. Heiberg på s. 14 her).

Provst Stub levede ikke mange Aar efter Rigsforsamlin­gen, da han druknede paa en Anneksrejse 24de Oktbr. 1819.

 

Stengt for kommentarer.