nicolai wergeland : presentert av daniel thrap

 

– i boken : «Fra Nordahl Bruns Tid. Bidrag til den norske Kirkes Historie i det nittende Aarhundrede». Kristiania 1884.

 

– fra s. 129 – 177 :

Nikolai Wergeland er uden Tvivl det lyseste Hoved blant Ejdsvolds-Presterne, og da han paa mange Maader har grebet ind i vort Folks Historie i dette Aarhundrede, stiller vi ham her i Spidsen, om end hans Biografi i dens Fuld- stændighed endnu ikke kan leveres.

Af de 14 Ejdsvolds-Prester var han den eneste Bondesøn. Familjen hørte hjemme paa Gaarden Verkland i Brække Anneks til Evindvik — nu til Ladvik (Lavik). Gaarden er paa 9 Skylddaler, delt i 2 Brug og maa altsaa være en forholdsvis betydelig Ejendom. Vi har saaledes her rimeligvis en af de mere ansete Bondeslægter i Bygden.

Wergelands Fader, Halvor Lassesen, var Klokker i Hosanger, blev 1777 gift med Antonette Augusta Nederaal, en Klokker-Datter fra Lindaas. Paa Hosanger blev deres 2 Sønner Lasse og Niels fødte, den sidste 9de November 1780. Med denne Familje flyttede Halvor Lassesen — det siges paa Grund af Uenighed med Sognepresten — 1782 til Bergen, hvor hans yngste Barn, Datteren Inge­borg (gift med Skibskaptejn Gert Storm, Moder til H. N. St.-Wergeland, Generalløjtnant Stk. St. O. O. p. p), samme Aar blev født.

Han kjøbte en Ejendom i

 

-130 –

Wesenbergssmuget og begyndte at drive en liden Høker-Handel, der gik godt, indtil en Ven skilte ham ved alt, hvad han ejede. Han tog da til Øksen og blev Tømmermand eller «Bygningsstril», som det endnu heder i Bergen, hvis Huse for største Delen er byggede af Bønder fra Hos­anger og Hammer.

Som Tømmermand tog han 1784 tilsøs, og siden hørtes ikke mere til ham. Enken sad tilbage med de 3 Børn i trange Kaar. Den ældste, Lasse, var ved Fade­rens Død 8 Aar gammel og kunde snart sættes i Lære hos en Skomager. Niels skulde, da han var kommen saa vidt, sættes i Guldsmedlære, men han protesterede, løb fra Guld- smeden og paastod ihærdigen, at han vilde læse og være Prest — langt borte paa Østlandet. Man maatte føje ham, og han blev sat i Nykirkens Friskole, «Betlehem», hvor han snart gjorde sig bemærket ved gode Evner, Flid og Lære­lyst.

Hans Lærer i denne Skole var den siden saa ulykke­lige Christen Larsen (D. Thrap i theol, i Tidsskr. f. d. luth. K. i Norge i. R. IX p. 466 og ovenfor S. 4), der gjaldt for at være en dygtig Mand og en opbyggelig Prædikant, men han maa vel have været temmelig medtaget efter 29 Aars Skoleliv, da den unge Nils Lassesen (En Bog, hvori W skriver sit Navn saaledes, er i Prof. Dr. L. Daaes Eje) blev hans Elev.

Han gjorde imidlertid Fremgang, og der blev Tale om at sætte ham i Latinskolen. En Hjælp til Bøger af 10 Rdlr. aarlig fik han af sin Gudfader, en Officier, efter hvem han var opkaldt. Denne havde tjent sig op fra Soldat og kaldte sig med Gaardsnavnet Verkland, som han i Kjøbenhavn forandrede efter den danske Tunge til «Wergeland».

Han er rimeligvis gaaet af efter Udkommandoen til Holsten. Efter en Kvittering af 1769 levede han da som pensjoneret Løjtnant i Evindvik. Efter hans Ønske antog den lille Niels Lassesen dette Navn, da han kom ind i La­tinskolen. Som Skolediscipel maatte han underholde sig selv ved Informationer bl. a. i Konsul Grans Hus (J. Gran : Skitser fra Bergen II, 128—29. Den alderstegne Forf. tå­ger fejl af Aarstallet, naar han sætter denne Undervisning til 1804).

Hvad han

-131-

 

herved kunde tjene ud over Livets strængeste Fornødenheder anvendte han til Indkjøb af Lys, for at han kunde benytte lidt af Natten til Læsning. Dette er alt, hvad Familjen kjender til Wergelands Barndomsliv i Bergen, og der kan hertil kun føjes, at han i sit Skoleliv var forlovet med en Pige, der aldrig blev hans Brud. Efter sin Skolegang saa han ikke Bergen mere (efter Meddelelser af Generalløjtnant H. N. S. Wergeland).

19 Aar gammel blev Wergeland Student (19de Oktober 1799). Flittig og vel begavet, som han var, tog han 8de Juli 1803 den theologiske Eksamen med Udmærkelse (enstem­mig) blev liggende i Kjøbenhavn, indtil han kunde komme ind i det pædagogiske Seminarium og brugte Tiden bl. a. til at skrive en theologisk Prisafhandling om de gamle og nyere Apologeter, for hvilken han 5te Februar 1805 fik den udsatte Guldmedalje (Lærde Efterretn. 1805, 96—91).

Formodentlig har han nu som Kan­didat forandret sit Navn Niels til Nikolai. I Fortegnelsen over Kommunitetets Alumner, blant hvilke han optoges 30te Januar 1803, kaldes han endnu Niels (Fallesens Maanedskr. II, 355).

B. Svendsens Fortælling om, at han i Kjøbenhavn led Nød og i Fortvivlelse tænkte paa at lade sig hverve, da Professor Moldenhauer fik reddet ham, kan være rimelig nok, om han end havde nogen Hjælp fra Bergen. Fortællingen om at han efter at have faaet sin Medalje vilde rejse til Bergen, men standsede i Kristiansand, hvor hans Moder var, tør ogsaa være rimelig, og naar han ikke kom videre, tør det have sin Grund i, at han her blev forlovet med Alette Dorothea Thaulow (Provst D. P. Smiths Optegnelser).

Det maa have været en kort Rejse, thi samme Maaned traadte det pædagogiske Seminarium i Virksomhed. Pla­nen til dette var indsendt fra Universitets-Direktionen 31te Mai 1799 og approberet 28de Juni s. A.   24de Januar be- skikkedes Professor Dr. Moldenhauer til Seminariets Direktør og Lærer i Theologi, Prof. Sander til Lærer i Pædagogik og

 

-132-

Tydsk. De øvrige Lærere var J. Wolf (Mathematik), T. C. Bruun (Fransk og Engelsk), B. Thorlasius (Græsk), N. L. Nissen («Maaden at undervise i Modersmaalet»), Georg Sver­drup, Seminariets Inspektør («Reglerne for Historiens Be­handling»), Dette talrige Lærerkorps havde 18 Elever, og blant dem kjendes 3 Normænd, N. Wergeland, Christian Døderlein (død 1839 Overlærer i Kristiania) og J. J. Lieungh (død 1853 som Stiftsprovst i Kristiania).

Maaske ogsaa Henrik Borch, Rektor i Drammen (død 1848) og Johannes Winding, Konrektor i Bergen (død 1843) var iblant dem.

Alumnerne fik et Stipen­dium paa 10 Rdlr. maanedlig og var meget søgte som pri­vate Lærere i de kjøbenhavnske Familjer, saa de rigelig kunde sørge for sin Underholdning. En af dem, fra hvem vi har disse Meddelelser, siger om sig selv, at han passede nøje paa Moldenhauers Timer og de skriftlige Øvelser, men forsømte regelmæssig det øvrige. Han undgik de fastsatte Mulkter, fordi han af egen Drift øvede sig i Metropolitan-skolen. Dette gjorde ogsaa Wergeland (P. B. Lassen: Beretning om Christiansand 128).

I April 1806 «blev den Farce opført, som kaldtes Seminariets Dimissions-examen». Der var baade mundtlig og skriftlig Prøve, men der blev ikke givet nogen Karakter, og hvordan end Udfaldet var, blev de admitterede og sendte til de respektive Skoler. Allerede i Maj drog Wergeland til Kristiansand, hvor han 17de Oktober 1805 var beskikket til Adjunkt. Det ses, at han ved «sit meget gode Hoved og ypperlige Kundskaber» havde tildraget sig Opmærksomhed, medens «nogle af Seminarie-Kammeraterne misbilligede hans noget sværmeriske og stolte Væsen».

Ikke destomindre holdt de Afskedsgilde for ham paa Ehlersens Gollegium, ledsagede ham efter Lagets Slutning til hans Bolig paa Regentsen og gav ham «et Hoch paa Bursche-Maner», der vilde have paadraget dem Anklage for Gadeuorden, hvis de ikke iforvejen havde

-133 –

sikret sig Vægteren ved at liste et Glas ud til ham nu og da under Laget (Utrykte Optegnelser af Provst D. P. Smith, Sogneprest til Stege R. Db. og Dbm. død 1871).

Der er i det oven anførte tilstrækkeligt Bevis for, at Wergeland allerede som Student har været gjennemtrængt af den norske Særfølelse, der paa denne Tid maa være traadt skarpt frem hos mange af hans Kammerater og vel mere blant dem, der fra norske Skoler var komne til Kjøbenhavn, end de ikke faa, der havde havt sin Skolegang i Dan­mark.

At han skulde have taget denne norske Særfølelse med fra sit Hjem er vel mindre rimeligt, da Bergens Befolk­ning i denne Tid var gjennemtrængt af den loyaleste Aand, og Tiderne ikke var saadanne, at en Handelstads Indvaanere skulde fristes til at drive Misfornøjelsens Politik.

Det maa dog bemærkes, at Wergeland i sin Barndom maa have ført et ensomt Liv, og at han som Bondesøn neppe havde anden Berørelse med de højere Klasser end den Adgang til deres Huse, han fik ved sine Informationer. Muligens kan han vel være kommen i Berørelse med en eller anden ung Handelsmand, der havde republikaniseret lidt med franske Sø-Officierer og læst lidt af P. A. Heiberg.

Det har dog rimeligvis mere været de franske Ideer, der har opfyldt saadanne Folk, end nogen bevidst Tanke om Norges Selvstændighed overfor Dan­mark. Det skulde være underligt, om ikke dette netop skulde gjælde den Familje, hvor Wergeland var Huslærer. Den, der har fortalt os det meste herom, og som selv aabenbart ikke har været uden Berørelse af Revolutionstidens Aand, tilhørte den (J. Gran: Skitser af bergenske Forhold I, 96—97).

I Kjøbenhavn var Forskjellen mellem Normænd og Dansker i det 18de Aarhundredes 3 sidste Decennier traadt skarpere frem end nogensinde. Det norske Selskabs Blom­stringstid (1772—81) behøver blot at nævnes, men paa samme Tid som dets Digtere drog Opmærksomheden hen til de norske Talenter, blev de norske Fordringer baarne frem af

 

-134 –

en dansk Mand. Suhm havde opholdt sig 14 Aar i Throndhjem, og da han 1764 vendte tilbage til Kjøbenhavn, havde han tilegnet sig en Betragtning af det norske Folk og de norske Forhold, hvori de uopfyldte Savn stillede sig i første Række (Suhm : Essay sur l’etat present des sciences cet. 1771, cit i N. M. Petersens Bidrag til den danske Litteraturs Historie V. b. 53. Suhm : Saml. Skr. III).

At saadanne Udtalelser maatte slaa an hos mange Normænd i Kjøbenhavn, siger sig selv, og det var vel ikke mindst Tilfældet, da der under Guldbergs Styrelse maatte hvidskes i Krogene, og det var vitterligt, at Regjeringen lod det mangle paa Omsorg for Norge (A. S. Ørsted : Af mit Livs og min Tids Historie II, 140).

Det var paa denne Tid Klagerne over de virkelige eller formentlige Tilsidesættelser, Norge maatte lide ved Forbindelsen med Danmark, blev Grundstemningen hos forstandige Normænd, og der lød megen Tale om Savnet af Universitet og Bank, ligesom der dannede sig en almindelig Mening, støttet paa «de herskende taagede Begreber om Handelsbalance», om at Danmark var i en bestandig Underbalance, og at Ligevegten kun blev opretholdt ved Overskudet (!) fra Norge (Ørsted : Af mit Livs og min Tids Historie I, 7—8 II, 134. Pavels Autobiogr. 233).

Det var Selstændighedstankens Barndomstid, og hos mange unge Normænd har vel den isolerede Stilling de indtog i det selskabelige Liv i Kjø­benhavn, bidraget til at give den Næring. Æstetiske Naturer søgte fra de Borgerfamiljer, hvori de levede, ud til Klubber og dramatiske Selskaber, der vist ofte bidrog meget til at knytte dem nærmere til det danske Folk, men de, som ikke var anlagte paa dette, lærte vel kun at kjende det højere Familjeliv i Hovedstaden som Hus-Informatorer, der af og til fik en Indbydelse til et Selskab.

Her har vel flere end en af dem følt sig tilsidesatte og opfattet den danske Venlighed som en Naade, de var for stolte til at modtage. At Nikolai Wergeland har hørt til denne Klasse af unge Nor­mænd i Kjøbenhavn, tør man vel antage, uagtet man ingen

 

-135 –

anden Optegnelse har om hans Studenterliv end den oven an­førte fra det pædagogiske Seminarium.

Han var jo en fattig Bondesøn, højt begavet, flittig og arbejdsom. Han har maattet søge sin Underholdning paa den almindelige Vej. Han var ærgjærrig og har neppe været fri for den Mistænksomhed og Frygt for at blive overset, som vel ikke er nogen Ejendommelighed for norske Bondesønner, der ser sig hensatte i en Klasse af Folket, hvor de ikke med det samme føler sig hjemme.

Har man ikke nogen Optegnelse herom, saa findes der dog i den Bog, hvormed han først optraadte i Litteraturen, «Haldor Smeks Tildragelser» en Skitse, der synes at bære Præg af hvad Forfatteren selv har oplevet. Den skildrer en kundskabsrig ung Mand, der altid har levet af Velgjerninger, bliver Huslærer hos en Kammerherre, erkjender sin Ukyndighed i hvad der hører til den finere Selskabstone, rødmer over sin Klædedragt og indlader sig aldrig i Samtale med Damer «for ikke at berøve dem nogen bedre».

Han faar nye Klæder, men ikke noget andet Væsen, «paa det ingen skulde mærke, at denne Forandring har gjort Indtryk paa ham. Han hader Kryberi og Smiger, og Frygten for, at man skal lade ham føle sin obscurité, gjør ham taus og tilbageholden». Hans Taushed fremkalder Mistanke til hans Karakter, og han ender i Fortvivlelse efter at have ladet falde et Ord om, at han mangler «Opdragelse» (N. Wergeland : Haldor Smeks Tildragelser I, 39. 40).

Vi tør antage det for rimeligt, at denne Skitse af hans «Fætters» Ungdomsliv indeholder Momenter af hans eget, at hans Liv i Kjøbenhavn ikke har været meget lykkeligt, at hans egen Karakter heri har havt mindst ligesaa stor Del som hans danske Omgivelser. Han lader «Fætteren» være taus «af Modestie og Ambition», og af denne sidste havde han selv sit hele Liv en god Del, men det synes at have varet en Tid, før han tog Sigte paa et bestemt Maal.

Han havde vundet en Prismedalje for en theologisk Af handling og leverede snart efter (November 1805) et originalt Bidrag til

 

 

-136 –

Fallesens Maanedskrift (VI, 502) om den tilsyneladende Modsigelse i «Apostlernes Ideer om Opstandelsen, den yderste Dom og Udødeligheden».

Den røber unegtelig Kjendskab til det nye Testamente, men den «tilsyneladende Modsigelse» findes kun i de rationalistiske Fortolkninger, som han kun gaar lidet ind paa, med den Forsikring, at «Kristus selv ikke har ind- skjærpet Troen paa en Mellemperiode af Ubevidsthed og en synlig Dom, som Fornuften ikke kan antage».

Han kommer med stor Lethed til sit Resultat, at Mennesket ved Døden gaar over til sin Herre i et Legeme, der er indesluttet i det, der bæres her paa Jorden. Naar Herren kommer tilbage, skal Overgangen ophøre, Døden afskaffes, alt sluttes, de, som ikke er døde, gjøre Regnskab, dømmes og undergaa den himmelske Forvandling. Derpaa skal et nyt Liv, som alle hedenfarne nu fører, begyndes af alle.

Den korte Afhandling er let skreven og afgiver et slaaende Bevis for, hvor let en rationalistisk Forfatter kom til sine Resultater. Den har maaske vakt Opsigt i en Tid, da de unge Theologer kun sjelden gav sig af med bibelske Opgaver, men vi maa for­bauses over Tidens Fattigdom, hvis den har bidraget til at fæste de styrendes Øjne paa ham som en vordende Professor. Ligeledes maa det i dette Stykke vække Forundring, at han ikke i de følgende Aar leverede et eneste Arbejde af rent theologisk Indhold. Samtidig med denne Afhandling skrev han «Haldor Smeks smaae Tildragelser», om hvilken vi her kun skal bemærke, at den tydelig nok røber en Forfatter, der er meget bevandret i Litteraturens forskjellige Grene og meget vel hjemme i de levende Sprog.

Dette glimter tyde­lig frem paa flere Steder i den lille Bog, — hvad man nu for Resten kan sige om dens Indhold. Wergeland maa un­der sit Ophold i Kjøbenhavn have tillagt sig meget af den højere Almendannelse, og maaske han ligesaa meget af denne Grund som for sine theologiske Kundskaber har

 

-137-

været udset til Lærer ved det ny oprettede norske Uni­versitet (Norsk hist. Tidsskr. II R. 3. 46).

Da Wergeland kom til Kristiansand, døde den gamle Rektor, Mag. Salomon Gjør, og samtidig traadte den nye Skoleordning i Kraft. De gamle «Hørere» i sine «Lektier» blev ombyttede med Faglærere under Titel af Overlærere og Adjunkter.

Wergeland læste Religion, Hebraisk og Fransk kunde naturligvis ikke bruge Pontoppidan eller Balle, men dikterede Disciplene en Fremstilling af Religionslæren, han selv havde udarbejdet (Ibid).

Han dikterede gaaende op og ned i Klassen uden Papir — som det antages — for at impo­nere (Efter Biskop Arups Fortælling). At han arbejdede efter pædagogiske Principer ses tydelig nok af en pædagogisk Afhandling, han i sit første Adjunkt-Aar lod trykke ( Egeria II Aarg. 1 B. 121 ff).

Den røber Studium af de filan­tropiske Skrifter og vidner om, at Platons Dialoger i ham maa have fundet en taknemmelig Læser. Man ser, at han maa have havt Greb paa Anskuelses-Undervisning, og at det i høj Grad har været ham om at gjøre at udvikle Disciplenes Tænkeevne. To af hans mest fremragende Disciple (Statsraad H. C. Petersen og Biskop J. L. Arup) har ogsaa omtalt ham som en ganske udmærket Lærer, der navnlig havde godt Greb paa at give Gutterne Interesse for Undervisningen.

Han vidste at benytte sine mange Kund­skaber paa en Maade, som gjorde hans Undervisning saare tiltrækkende. Han var flittig i sin Gjerning som i sine Stu­dier, — men her faar man et Indtryk af, at hans Aand havde vanskelig ved at fæste sig til noget enkelt. Han maa have været en Mand, der med Lethed gik over fra det ene til det andet, og saaledes finder vi ham snart ikke mere beskjæftiget med Theologi eller Pædagogik, men med Historie. Han begyndte paa en Beskrivelse af Kristiansands By (rimeligvis

-138 –

1810—13) (Dr. L. Daae i n. hist. Tidskr. II R, 3 B. 46), der vidner om megen Flid og Dygtighed i Be­nyttelsen af de faa Kilder, der var tilgjængelige. Den er et mærkeligt Bidrag til Wergelands Karakteristik, forsaavidt som den viser, at han virkelig var istand til at skrive Historie, naar han var opfyldt af Kjærlighed til sit Stof, og ingen mindre heldige Bevæggrunde drev ham til Arbejdet.

Det interessante men ufuldførte Kapitel om Byens Befolkning i hans Samtid (Ibid. 98) viser os en skarp Iagttager. Naar hans Domme stundom falder haarde, maa man vel tænke paa, at det er den strænge rationalistiske Moralprædikant, der taler, og derhos komme ihu, at han vel sagtens allerede i Kjøbenhavn har vænnet sig til at betragte Mænd og Kvinder af «den finere Levemaade» med en Fordom, der ikke ganske har forladt ham, da han blev indgiftet i en af Kristiansands bedste Embedsfamiljer.

Naar Wergeland taler om, at det er hans kjæreste Ønske fremdeles at dyrke Videnskaben og fortsætte de litterære Arbejder, han har paabegyndt (Ansøgning om Kr.sands resd. Kapellani 5te Dcbr. 1811), maa han sigte til denne By- Beskrivelse, der maaske var bleven fuldført, hvis ikke en an­den Gjenstand havde optaget hans Tanker.

9de December 1809 var der udsat en Præmie af 1200 Rdlr., sammenskudt af Grev Wedel, Peder Anker, Grosserer Johannes Thrane og Westye Egeberg, for den bedste Afhandling om et norsk Universitet.

Wergeland greb med Iver denne Lejlighed til at tjene sit Fædreland, og 6te Februar 1811 blev hans «Mnemosyne» belønnet med 800 Rdlr. af den udsatte Præmie (Platou : Indberetning om Nationalfesten 11 te Dcbr 1811. XI).

Bogen er tilstrækkelig omtalt og bekjendt, og der er ikke her Sted for nogen Kritik over den. Det Lærdomsapparat, hvoraf den er fremgaaet, er neppe saa betydeligt, som det synes. I Indledningen opregnes de mer end 100 Skrifter og Afhandlinger om et norsk Universitet, som havde samlet sig om Aarene 1771, 1788 og 1795, men samtlige

-139 –

findes med Indhold og kritiske Bemærkninger i «Lærde Efterretninger» 1795 i en lang Række af Nummere.

Det vilde jo ogsaa have været umuligt selv for en Mand med Wergelands lette Hoved i den korte Tid, der var ham levnet, at gjennemgaa hele denne Masse. Skriftet gjentager for en stor Del de Anker, der i Almindelighed lød fra Normænd i Dan­mark i Slutningen af forrige Aarhundrede, og som for det meste findes i ovennævnte Brochurer.

I dette Stykke tager Wergeland alt til Indtægt, og det synes hel underligt, at han, der i Kristiansand havde Adgang til at tale med intelli­gente Handelsmænd, endnu i 1810 kunde opstille et Regne­stykke som dette, at Norge i 1790 betalte i Skatter 1,115,686 Rdlr., medens Lønningerne i Riget kun beløb sig til 70,551 Rdlr., hvoraf dristigen sluttes, at Overskudet 1,045,135 Rdlr. «tjener til at erstatte Danmarks Balance, da dette Rige har færre Produkter at betale sine udenrigske Fornødenheder med (!)» (Mnemosyne 73).

Med hele Stolthedens Harme fremhæves i stærke Talemaader det uværdige for det «stolte og hæderværdige» norske Folk i, at det ikke havde noget Universitet (Ibid. 69. 71), og det løber da ud i almindelige Anker over Broderriget, der er Skyld i Landets Fattigdom, uagtet det «udfører for 1 Million mere end det indfører» (!!) (Ibid. 73).

Man maa kjende til den Higen efter national Selvstændighed, der under Krigen med eller uden Tanke om at bryde Forbindelsen med Danmark var bleven saa stærk i Norge, for at forstaa den overordentlig Virkning «Mnemosyne» havde, og den Beundring, der samlede sig om Bogens Forfatter. Den stærke Opblussen af Nationalfølelsen holdt Kritiken nede og lod de kyndige Mænd tage det let med Arbejdets Mangler. Det var kun det ene store, man saa, og Anelsen om Uni­versitets-Tankens Virkeliggjørelse fremkaldte — især paa Østlandet — en almindelig Glæde midt under Trængselen

– 140 –
og Elendigheden. Man tør vist sige, at det i Almindelighed ikke saa meget var Udfaldene mod Danmark, der greb Gemytterne, som de i disse liggende Ytringer af den vaagnende Nationalfølelse.
At Mænd med indgroede Antipatier mod Danmark maatte finde Bogen skreven «med sjeldne Talenter, ædel Moderation og Klogskab i at behandle de mest delikate Qvæstioner» ( J. C. Berg til Nyerup 23/12 1811 (L. Daae : Brev til Nyerup 59), siger sig selv.
Forfatteren høstede ikke alene Beundring for sit Arbejde, men fik ogsaa sin Belønning i klingende Mynt. Kongen sendte ham med sin Tak for hans Afhandlinger 300 Rdlr. (Reskr. af 16de Nobr. 1811).
I Drammen samledes 1200 Rdlr., der sendtes Wergeland som et Legat for hans 2 Sønner, Henrik og Harald, der skulde studere ved det nye Universi­tet, i Tønsberg samlede man 900 Rdlr., der blev ham sendt som et Juleoffer (ill. Nyhedsbl. 1860 S. 44).
Wergelands patriotiske Glæde over den Lykke, hans Skrift havde gjort, maa naturligvis have været stor, men den var ikke ublandet. Han var ikke uden Frygt for, at det kunde indeholde Steder, der var kompromitterende for ham, og tilkjendegav dette til Direktionen i Selskabet for Nor­ges Vel, der imidlertid i dette Stykke beroligede ham (Ibid. Skr. af 11/4 1811).
Han synes derimod ikke at have næret nogen Frygt for Kritik af et Skrift, der vakte saa megen Enthusiasme, og da den nu fremkom med den krænkede Nationalfølelses dybe Alvor og den mest gjennemtrængende filosofiske Skarphed, maatte han føle sig ligesaa meget saaret som overrasket. Ørsted siger selv (Af mit Livs og min Tids Historie II, 141), at han «ved Læsningen af Skriftet blev greben af en saadan Harme over den Bitterhed og det Overmod, den forvanskede Fremstilling saavel af Regjeringens som af det danske Folks Sindelag og «Adfærd mod Norge», at han tog noget haardere paa Forfatteren, end han ved en koldere Betragtning vilde gjøre.
Det er første Gang Wergeland kom i Berørelse med Kritiken, og saaledes ogsaa første Gang, han
– 141 –

havde Anledning til at vise, at den taalte han mindst af alt.

I Norge havde man bøjet sig for hans Svaghed. Den Komite, der bedømte de indkomne Afhandlinger om Uni­versitetet, og tilkjendte ham Prisen, havde kun gjort det efter Sætningen «ubi plurima nitent». Den «havde ikke overset Skriftets maculas», hvorfor ogsaa 3 af Medlemmerne havde skrevet vidtløftige Recensjoner over det og paaanket mange af de Fejl, der senere saa skarpt blev udhævede af Ørsted.

Wergeland fik Recensjonerne tilsendte, og i et Brev til et af Medlemmerne «dolerede han meget derover» og fra- bad sig Noter under Teksten, da han ellers vilde sætte Modbemærkninger dertil (Kristiania Intelligentssedler 1812 No. 24 ).

Man føjede ham, Skriftet kom ud, men han vilde ikke modtage nogen Lærdom af hvad han havde faaet høre. Skjønt han saaledes paa Forhaand maatte kjende til meget af det, Ørsted saa alvorlig paatalte, følte han sig dybt saaret derover, og hans første Tanke var at levere en Gjendrivelse, hvorom han skrev til Litteraturtiden- dens Udgiver, hans gamle Lærer Professor P. E. Muller. Denne fraraadede ham det paa det bestemteste dels paa Grund af sin egen Mening om «Mnemosyne», der savner «det høie ægte videnskabelige Standpunkt», dels fordi han var enig med Ørsted angaaende Udfaldene mod Danmark, dels endelig paa Grund af dennes Overlegenhed og det­forargelige, som vilde ligge i en fortsat Strid om disse Gjenstande (P. E. Muller til Wergeland 4/12 1811. ill. Nyhedsbl. 1860. 48).

Wergeland fulgte Raadet, men det var ham dog umuligt at tie, og her aabenbarer sig for første Gang den Svaghed, der er saa betegnende for al hans litterære Polemik lige til hans ældre Dage. Hans stolte Sind taalte intet Angreb, og ethvert saadant bragte ham øjeblikkelig i Harnisk, og saa valgte han den Fremgangsmaade at forsvare sig og sin Sag ved at fornærme sine Modstandere. Der skulde nu Kunst til at finde paa noget i den Retning mod en Mand som Ørsted, og man maa næsten beundre Wergelands

 

 

– 142 –


 

Opfindsomhed, naar han byder ham de 800 Rdlr. der var ham tilkjendte, som Belønning, for at holde op med sine Ar­tikler.

Han henskyder sig derhos til Selskabet for Norges Vel, der har Skylden for at Verket er udkommet, minder om Kongens og Medborgeres Bifald og erklærer, at «Recensjonen selv er af den Beskaffenhed, at den ikke kan besvares» (Nyeste Skilderi af Kjebenhavn 4de Febr. 1812).

Dette var et yderst uheldigt Skridt. Det gav Anledning til at Forhandlingerne om Udgivelsen af «Mnemosyne» og Wergelands Forhold under disse blev offentliggjorte, saa det klart nok viste sig, at Skylden for Offentliggjørelsen af Skrif­tets skarpe Udfald var hans egen. Det var uundgaaeligt, at saadan Fremfærd maatte præge sig i Erindringen hos Mænd som Grev Wedel og Biskop Bech, der begge var Medlemmer af Komiteen, og begge kunde faa stor Indflydelse paa Werge­lands Fremtid.

Det viste sig ogsaa snart, at Ørsted i Norge havde mange Meningsfeller, og at «det berettigede i hans Kritik fandt almindelig Anerkjendelse i Norge» (A. S. Ørsted : Af  mit Livs og min Tids Hist. I, 265).

En an­den Forfatter søgte at komme Wergeland til Hjælp, men det blev kun med at undskylde ham som «en ung Mand af gode Indsigter», men uden Øvelse som Skribent. Han finder Ørsteds Bemærkninger rigtige, men betragter Werge­lands stærke Ytringer om Normændenes Følelser af Krænkelse som «Drømmebilleder, avlede i den Heftighed, der river Forfatterens koldere Overlæg med sig».

Han har ikke ment det saa ilde, men mangler Fremstillingsevne, har ikke tilbørligen brugt Filen og har ikke havt tilstrækkelig Tid til sit Arbejde (Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn 14de April 1812).

At det var patriotisk Begejstring, der bragte Wergeland til at skrive «Mnemosyne», er sikkert nok. Imidlertid havde han ogsaa hermed en Tanke om sin egen Fremtid, og det var ikke urimeligt, at han som en af de mest fremragende norske Theologer, der i den senere Tid var udgaaet fra

 

 

– 143 –

Kjøbenhavns Universitet, kunde anse sig skikket til at blive Professor i sit Fædreland, naar dertil blev Adgang.

At han tænkte derpaa er aldeles sikkert ( P. E. Muller til Wergeland 4/11 1811 s. o.), og det har maaske været for end mere at uddanne sig i videnskabelig Retning, at han snart efter at have vundet sin Præmie søgte sig ud af Skolelivet til et Preste-Embede, der kunde levne ham noget mere Tid til Studier.

19de Mai 1811 indgav han Ansøgning om det ved H. J. Grøgaards Befordring ledige Øjestads resid. Kapellani. Han siger i sin Ansøgning, at han «tror sig af Forsynet begavet med flere Evner til den geistlige Stand», hvortil han ogsaa har større Tilbøjelighed, og hvori han ser sin egentlige Bestemmelse, ligesom hans Lyst til Skolefaget er betydelig svækket. Til dette Embede, der maatte regnes til de meget gode Begynder-Kald (645 Rdlr.), blev han ud- nævnt 15de November 1811.

Imidlertid var Universitets-tanken bleven til Virkelighed, og dermed hans Haab om Ansættelse som Professor styrket, men saa kom Ørsteds Kritik, og — maaske ved denne det tungeste — Tilintet­gjørelsen af dette skjønne Haab. Det hjalp her lidet, at P. E. Muller (Ibid.) mente, det ikke havde nogen Fare.

Wergeland har selv meget godt forstaaet, at Regjeringen i Kjøbenhavn ikke i Norge vilde ansætte Professorer, der kunde komme til at sætte Splid mellem de to Folk, og at hans Navn herefter ikke vilde have nogen god Klang i Kjøbenhavn. Har end Frederik VI givet ham Udsigt til et Professorat (N. hist. Tidsskr. N. R. III, 46) og beløn­net hans Bog, saa har han vel mindre end nogen anden været tilbøjelig til at betro ham et saadant Embede, efter at være bleven gjort bekjendt med de skarpe Ytringer mod Danmark.

Naar han 5 Aar senere under ganske nye politiske Forhold ses atter at have baaret Tanken om at blive Professor (Pavels’s Dagbog 10/7 1816), kan det neppe have været alvorlig ment. Hans Arbejde i denne Tid havde været alt andet end Forberedelse til en Universitets-

 

 

– 144 –

Post, og han maatte vide, at han i Prokantsleren, Biskop Bech (dansk), havde en Mand, der af al Magt vilde sætte sig imod hans Ansættelse, hvilken vel ogsaa maatte betragtes som overflødig, da man allerede havde Hersleb og Stenersen.

Wergeland kom ikke til Øjestad. Efter hans Udnævnelse var Kristiansands resid. Kapellan Hans Engelhardt rykket op til Stiftsprovst, og han indgav straks — 5te December 1811 — Ansøgning om det ledige Kapellani. Embedet maatte regnes til Landets bedre, da Kristiansand i denne Tid florerede. Det var anslaaet til 1066 Rdlr., og Biskopen havde foreslaaet Adjunkt Jakob Friderichsen, Jens Schanche, Kateket i Risør, M. H. Kjelland, 14 Aar personel Kapellan i Stav­anger, Jørgen Meldahl, 6 Aar personel Kapellan.

Wergeland anførte, at han ved at flytte fra Byen vilde hindres i sine litterære Arbejder, at det vilde falde ham besværligt at tiltræde en Prestegaard, at han oftere havde prædiket med Bi­fald, at han ansaa sit «Foredrag mere skikket for en By- end en Landsby-Menighed». Han blev straks udnævnt 3die Januar 1812 uden at være indstillet, og et privat Brev til Kongen, han havde sendt med Ansøgningen, kom først frem Dagen efter.

Det er maaske til dette Cancellipræsident Kaas sigtede, da han 1817 fortalte Fr. Schmidt, at Cancelliet endnu gjemte et Par af hans panegyriske Breve over den danske Konge og Regjering, der vilde udgjøre et dejligt Pendant til hans berygtede Bog (Danmarks Forbrydelser) (Fredrik Schmidts Dagbog 335).

Han blev ordineret af Biskop Sørensen 17de April 1812, og da han tiltraadte sit Embede, bragte Latinskolens Disciple ham Offer paa Alteret, — et nyt Vidnesbyrd om, at han som Lærer havde været elsket (L. Daae i n. hist. Tidsskr. II. R. 3 B. 46).

Hans Forkyndelse blev selvfølgelig Rationalisme. Den havde han medbragt fra Universitetet, og den maa vel siges at være bleven herskende i Kristian­sand fra Biskop Hansens Tid og længe udover. En af

 

 

– 145 –

Wergelands Disciple (P. B. Lassen: Beretning om Kristiansand 130) skriver, at «under hans Virksomhed her baade som Lærer og som Præst hørte man Intet om Christi Guddom, om Forsoning og Arvesynd m. m., men at Mennesket af Naturen var godt og kunde ved egen Kraft og et dydigt Levnet vinde Salighed», — Ord, som i et og alt bekræftes ved Wergelands Afskedsprædiken, der ikke indeholder det ringeste af Evangeliet eller en Tanke om, at dets Forkyndelse har været hans Sag.

Den Magt, Rationalismen havde faaet i Kristiansand, viser sig ogsaa i Kirkens dybeste Helligdom, hvor Presternes Frihed i Benyttelsen af Ritualet maa vække vor Forbauselse. Ved Uddelingen af Nadveren havde man allerede i nogen Tid, før Wergeland blev Prest, forandret Formelen : «det er Jesu sande Legeme (Blod)» til : «Det er din Jesu Legeme (Blod)».

Wergeland selv erkjender denne Forandring for væsentlig og undres, om ikke frem­mede Kommunikanter ved den har faaet Skrupler. Ved Daaben ser det ud, som Wergeland selv har indrettet Ritu­alet efter sit Hoved. Han ombyttede Balles Tiltale i Alterbogen med en Bøn om, at «Alfader ved Christentroens og Uskyldighedens Sindbillede» vilde «indgyde i dette spæde Bryst alle ædle Følelser, alle mandlige (kvindelige) Dyder» o. s. v.

Efter Korsets Betegnelse, Læsning af Evangeliet, Fadervor med Haandspaalæggelse fulgte en Lovprisning af Gud, som «har givet (Barnet) Tilværelse og nu ved Daaben giver det Haab om evig lyksalig Tilværelse».

De 3 første Spørgsmaal gjorde han til 2, der lød saaledes: N. N. forsager du Synd ? — og alle Laster ? — Artiklerne synes det, som han lod blive staaende, skjønt det ogsaa efter hans Fremstilling kan se ud, som, han af 2den og 3die Artikel blot benyttede Ordene : «Tror du paa Jesum Christum hans enbaarne Søn ?» og «Tror du paa den hellig Aand ?» (Norsk hist. Tidskr. II. R. 3 B. 68—69).

Det kan efter dette ikke vække Forundring, naar Wergeland selv fortæller, at Kirkesøgningen har været afvekslende, og at

 

 

– 146 –

Aftensangen stundom maatte indstilles af Mangel paa Til­hørere, — heller ikke, at han klager over Indbyggernes «Irreligiøsitet», og fortæller, at «Vantro og Foragt for Reli­gionen» hørte til den gode Tone, at «mange Fædre paa en skammelig Maade indgiver deres Børn den samme Ringeagt for samme».

Det skyldtes kun Biskopens Veltalenhed «at ikke denne Irreligiøsitet gik over alle Grændser, og at ikke Kirken er tom» (N, hist. Tidskr. II. R. 33. 70. 108). Man behøver ikke at anstille vidtløftige Betragtninger over saadanne Ytringer. Det er bekjendt nok, at Rationalisterne meget yndede at prædike om den med Kirkegangen forbundne Overtro, da de havde et skarpt Blik for den gamle Orthodoksismes Svagheder og den katholiserende Opfatning, der ansaaes for at være den herskende hos Almuen.

Den sikre Frugt af denne Prædiken maatte blive tomme Kirker, og saa — klagede man over, at Høsten svarede til Udsæden. — Blant dem, som ikke blev borte fra Kirken og ikke tog Anstød af den uforsvarlige Forvaltning af Sakramenterne, var — underligt nok — Haugianerne (P. B. Lassen: Beretning om Kristiansand 148).

Her er ikke Stedet til at dvæle videre ved denne historiske Oplysning, der er af ikke ringe Betydning for den kritiske Behandling af Haugianismen. Vi skal kun bemærke, at det synes, som Wergeland allerede straks efter sin Ankomst til Kristiansand gjorde sig til et Slags Talsmand for Haugia­nerne, og maaske dette i Forbindelse med den fortrykte Stil­ling, hvori de levede, har bragt dem til at taale hvad de ansaa for mindre rigtigt, men vel tillige mindre vigtigt.

Werge­land havde i sine Studenterdage været saa «beruset af sværmerisk Uvillie mod disse Fanatikere» som nogen, men et Par Maaneder efter sin Ankomst til Kristiansand (Novbr. 1806) fandt han sig foranlediget til i en kort Artikel (Fallesens Maanedskrift VIII, 519 ff.) at tage dem i Forsvar.

Den unge Adjunkt er i disse faa Blade kommen til at afgive et Vidnesbyrd, der kan fremkalde Spørgsmaalet,

 

 

– 147 –

om det ikke mere er blant de gamle orthodokse Prester end blant de unge Rationalister man har at søge Haugianis- mens væsentligste Modstandere i hine Dage.

En og anden Rationalist kunde vistnok finde sig dømt af Haugianernes Lære og deres stærke Holden paa Pontoppidan, men de al­vorligere iblant dem maa jo ogsaa have set de skjønneste Frugter af sin egen Moralprædiken i deres ustraffelige og rolige Liv, der vistnok paa mange Steder dannede en stærk Modsætning til Omgivelserne.

Ligeledes maa det siges, at Wergeland i den korte Afhandling har givet et Slags Pro­gram for den Virksomhed, han senere skulde udfolde som Prest, Forfatter og Statsborger. Han finder Anledning til at udtale sig om Haugianernes alvorlige sædelige Liv, der gjør ham tilbøjelig til at «tro, at de med Tiden kan blive Norges Qvækere», der ved sit strænge Alvor kunde blive Eksempel for sine Omgivelser.

Det er den vordende rationalistiske Moralprædikant, som taler. Derhos ser han i dem Beviser paa det højere Trin af Kultur og Oplysning, der udmærkede mange af Norges Bønder, thi den, som virkelig lever i Raahed, er «uduelig til alt Slags Sværmeri».

Ligesom de fremstod der, hvor Bønderne i Norge maatte antages at staa højest, saaledes gjorde de — mener han, men neppe med Rette — ingen Fremgang, hvor den virkelige Raahed hersker. Det er jo ganske naturligt, at Wergeland har taget den nationale Ophøjelse af den norske Bonde med sig fra sine Studenterdage, om ikke allerede fra Skolen, og hvor lidet Bondeven han end senere blev, har han dog ved sin litterære og politiske Virken mer end de fleste bidraget til at opelske den nationale Selvfølelse og den sentimentale Dyrkelse af «Odelsbonden», der har været i en væsentlig Grad bestem­mende for vor politiske Udvikling.

Naar Wergeland med sit rationalistiske Syn og sin nationale Følelse behandlede Hauges Venner med Agtelse og gav Presterne Skylden for deres strafværdige Opsætsighed, er det meget rimeligt at han til en vis Grad har vundet deres Kjærlighed, hvor lidet de end kunde føle sig opbyggede ved hans Forkyndelse.

 

 

– 148 –

 

Intet kunde være rimeligere, end at Wergeland, der maaske paa denne Tid kunde kaldes Norges mest populære Mand, blev valgt til Medlem af Rigsforsamlingen paa Ejdsvold. Hans patriotiske Virken som den, der havde frem- baaret Nationens store Ønske, var nylig bleven bragt hans Medborgere i Minde paa en for ham selv meget smigrende Maade under Prinds Kristian Frederiks korte Ophold i Kri­stiansand i August 1813.

I et Selskab, der blev holdt for Prindsen, havde denne fremhævet hans Fortjenester for Gjæsterne og givet ham Tilsagn om at erholde alt, hvad han ønskede, saavidt det stod i Prindsens Magt. Wergeland græd af Glæde og Erkjendtlighed herover, og 17de August holdt han paa Torvet en Tale, hvori han gav sine Følelser Luft (W. Sebbelow : Kong Christian Fredrik mishandlet. Christiansand1815. 9. Pavels Dagb. 25/8 1813).

At Wergeland efter den Stilling, han senere kom til at indtage, ikke gjerne vilde mindes dette, kan være rimeligt nok, og der findes saaledes intet herom i hans Søns Konstitutions-historie. Der kan imidlertid ikke tvivles om, at hans Tale som hans Taknemlighed var Sandhed, om han end efter den store Forandring ved Kieler-Freden fik et nyt Syn paa Tin­gene og ikke kunde faa sin Frygt og sin Mistillid til Kri­stian Fredrik som det selvstændige Norges Styrer til at vige for den patriotiske Enthusiasme, der henrev Mængden.

Her­til kom hans Uvilje mod Danmark, og Frygten for en For­nyelse af det gamle Forhold, der hos ham var langt stærkere end Frygten for en ny Union, har gjort ham tung i Sind og stemt ham imod den af Folket saa højt elskede Prinds, hvor meget han end kunde have at takke ham for. Tung i Sind og med et mørkt Indtryk af Sagernes Stilling drog han der­for til Ejdsvold neppe som Repræsentant for den blant Vælgerne herskende Mening (N. Wergeland : Fortrolige Breve fra Eidsvold 1).

Det kunde derfor være rime­ligt nok, at han holdt sig meget afsondret og sjelden besøgte nogen (Ibid. 45).

Imidlertid siger dog Jakob Aall, at han ofte traf

 

 

– 149 –

ham hos Peder Anker med Wedel, Løvenskjold, G. P. Blom og nogle andre Tvivlere (Erindringer 2den Udg. 394).

Han maa efter hvad der forelig­ger antages at have været et af Forsamlingens mest virk­somme Medlemmer og ved at skrive et Grundlovs-Udkast havde han forberedet sig dertil bedre end de fleste. Han var «fast den eneste, hvis stærke Overbevisning om Rigtigheden af hans politiske Tro ikke tillod at tilbageholde sin Mening» (Ibid. 398—99), siger Aall, og et andet Medlem, Fr. Schmidt, kalder ham «en sand Enragé» (Pavels Dagbog 14/4 1814).

Selv bedømmer han sig anderledes, og da han forlod Forsamlingen, var det ikke uden Fortrydelse over, at han «lod sig af holde fra at tale tiere og handle mere, dels af Misnøie med Tingenes Gang, dels af de mod ham fattede Fordomme, dels af Tvivl, om det ikke dog var bedre, at man paa den Vei, Flerheden havde valgt, kom til det dog under disse Omstændigheder uundgaaelige Resultat» (Fortrolige Breve 142).

Det var uden Tvivl hans dybt rodfæstede Antipatier mod Danmark, styrkede ved Ørsteds Kritik over hans Bog, der ledede ham i hans Optræden meget mer end Tilbøjeligheden til Forening med Sverige, om end Samtalerne med Grev Wedel kan have ført ham nærmere ind paa Tankerne om denne. Herpaa tyder hans Forslag til at faa indført i Grundloven et Forbud mod Norges Forening med Danmark, der kun fik 11 Stemmer for sig. Hans eget Udkast havde naturligvis en § herom (Ibid. 62).

Kristian Fredriks Nærværelse stod for ham som «den fornemste, ja fast eneste Anledning til ulige Meninger og den deraf følgende ulige Iver» (Ibid. 43). Det var derfor han straks fra Begyndelsen arbejdede mod et muligt Kongevalg, der kunde lede til en Gjenforening af Norge og Danmark (Ibid. 9).

For ham stod Fædrelandets Frelse

 

 

– 150 –

som det højeste og vigtigste — endog vigtigere end Konstitutionen — og han mente, at man hertil trængte et Diktatur, og at dette burde være hos Rigsforsamlingen (Fortrolige Breve fra Eidsvold 36. 37).

Dette var vistnok en meget uklar Tanke, og man maatte have den franske Virkeliggjørelse af en «regjerende Nationalforsamlings» Ide i friskt Minde, men det var da ogsaa blot Meningen, at det skulde være en Overgang til Kongedømmet, naar dette under mere befæstede Tilstande kunde oprettes i Landet.

Wergeland følte snart, at han havde gjort sig «mistænkt for Gjenstridighed mod Magthavernes Planer» (Ibid 16).

Han skriver dette 15de April, og det blev ved denne Tid fortalt ved Bordet i Ejdsvold, at han i Sverige blev nævnt — med Wedel, Løvenskjold og Grøgaard — som en af de 4 Rigs dagsmænd, paa hvilke man der kunde stole (Pavels Dagbog 9/4 1814).

Den danske Løjtnant Falbe, der var rejst gjennem Sverige, havde ogsaa i det svenske Hovedkvarter læst Wergelands Tale den 20de April (Fortrolige Breve fra Eidsvold 71). Under saadanne Forhold kunde han vel ikke altid føle sig ganske tryg for Fremtiden, der jo altid bar Muligheden i sig for, at den Throne, der skulde rejses, kunde have en fastere Grund, end den viste sig at have. Det er derfor ikke underligt, at han søgte at sondere Prindsens Stemning og lod ham vide, at han haabede at beholde hans Naade, om han end havde sagt sin Mening (Pavels Dagbog 22/4 1814 ).

Han havde neppe beholdt den. Kristian Fredrik har neppe betragtet ham som sin farligste Modstander, men dog altid som en Mand, hvis Ven han aldrig mere vilde blive, og tydelig nok betegner han ham i sin Dagbog som en Mand, der aldrig vilde vinde hans Tillid, naar det heder : «Under Forhandlingerne idag udmærkede Wergeland sig ved at ville tage den Forbrydelse i Forsvar at sælge sin Stemme; det er forbausende, at han har villet gjøre sig saaledes bemærket» (Christian VIII Dagbog 7/5 1814).

 

 

– 151 –

Wergeland vil leve i Historien som Ophavsmand til Benevnelsen «Storthing» (Fortrolige Breve fra Eidsvold 92).

Det er ovenfor antydet, at han ved sin senere Optræden — maaske uden selv at tænke derpaa — fik en Hoved-Andel i Skylden for den stærkt fremtrædende Dyrkelse af «Odelsbonden», men paa Ejdsvold optraadte han ingenlunde som Bondeven, uagtet han var Forsamlingens eneste bondefødte Prest.

Kristian Fredrik udtaler sin Forundring over, at han talte for Adelskabets Vedbliven, «et Princip, han som det synes har lagt sig til her, hvor han er paa Adelens Parti» (Christian VIII Dagbog 7/5 1814). Det er dog ikke saa ganske sikkert. Wergeland var kommen bort fra sine gamle Traditioner og var utvivlsomt allerede begyndt saa smaat at stræbe mod Højden.

At han allerede var temmelig dybt inde i Tankerne om Klasse-Forskjellen og dens Krav, viste han ved sin lange Tale mod den ubetingede Værnepligt, der efter hans Mening vilde skade Moraliteten, da den ikke kunde tænkes uden i Forbindelse med Stillingsret. Han ansaa Frihed for Værnepligt for et Slags «Borgerprivilegium» for Kjøbstæderne og Embedsmændene, medens «Bondesønnen ene kunde tjene Staten med sit Legeme», og «intet andet begjærede end tilstrækkelig Pleie og ingen Hunger at lide» (Rigsforsamlingens Forhandlinger IV, 78—84).

Det vilde vist være meget fejlagtigt, om man vilde antage, at han havde lagt sig til saadanne Anskuelser i den aristo­kratiske Omgangskreds paa Ejdsvold. Han har vist havt dem længe. Man sporer dem allerede i hans oven omtalte Forsvar for Haugianerne (1806). Han tager jo ikke paa nogen Maade de forfulgte Bønders Parti, men optræder med en umiskjendelig Beskytter-Mine og fordrer ikke andet af Presterne end, at de skal behandle dem med den Agtelse, man skylder Børn.

Der er al Grund til at tro, at Wergeland indtil 1814 har staaet paa en god Fod med sin Menighed i Kristiansand,

 

 

– 152 –

hvor han blev højt skattet som Fædrelandsven og — idetmindste af adskillige — som Prædikant. Efter hans Hjem­komst fra Ejdsvold blev det anderledes, og han maa straks have tænkt paa at komme bort, thi allerede 5te Oktober 1814 indgav han Ansøgning om vor Frues Sognekald i Throndhjem (Kirkedepartementets Arkiv (Rigsarkivet)).

Hvad nu end Grunden har været, saa maa det an­ses for sikkert, at ingen af Rigsforsamlingens Minoritet havde paadraget sig en saa stor og almindelig Uvilje som han (M. Birkeland i Morgenbl. 1868. 40).

Ude i Landet synes det, som om han blev betragtet som et Slags Parti-Høvding. Da Kong Kristian Fredrik 30te Juli 1814 havde befalet, at de diplomatiske Noter der var afgivne, skulde oplæses fra Prædikestolen, skrev Biskop Brun, at Bønderne vilde søge en Forklaring af de oplæste Doku­menter i Prestens Hus, «men» — føjer han til — «i Bergens Stift vil denne neppe blive in modum Wergelandi» ( J. N. Brun til Statssekretær v. Holten 13de Aug. 1814).

Brun stod i nær Forbindelse med de bergenske Ejdsvoldsmænd, og man maa efter denne Fremhævelse af Wergelands Stilling, antage, at selv Mænd som Christie og Motzfeldt har anset ham for en Hovedmand og maaske for den farligste af dem alle.

At han efter Hjemkomsten til Kristiansand med sine Meningsfeller maatte taale en «piinagtig Miskjendelse som en udskreget fordømt Sekt i norsk Politik»(N. Wergeland : En politisk Tale til det norske Folk. Kristian­sand 1814. 1), er under disse Omstændigheder ganske rimeligt. Der havde været noget hidsende ved Wergelands Optræden paa Ejdsvold, idet den havde et stærkt Anstrøg af det personlige, og han ved alle Anledninger fremkom med Ytringer imod Prindsen, som var saa højt skattet og beundret af høje og ringe over det hele Land, hvilket han maatte vide. Paa den anden Side maa det indrømmes, at Wergeland, der var sig en redelig Stræben bevidst, følte sig og vel ogsaa blev miskjendt af den Befolk­ning, der havde løftet ham saa højt. Han havde gjort vel

 

 

– 153 –

i at bære sin Smerte i Stilhed, medens Begivenhederne fulgte hurtig paa hinanden og øjensynligen førte Fædrelandet mod det Maal, der stod for ham som det rette.

Det kunde under den herskende Stemning ikke overraske ham, at han ikke blev valgt til det overordentlige Storthing, og der er heller intet, som tyder paa, at han derover følte sig krænket, men da dets Gjerning var tilende, brød han Tausheden og traadte ud af sin tilbageholdne Stilling. Det kan vel ikke siges at have været nogen Fornødenhed for ham at tale, da han nu neppe blev krævet til Regnskab for sin tidligere Færd, — heller ikke at han gjorde det paa nogen heldig Maade.

Han holdt Søndagen 30te Oktober 1814 i Domkirken en Prædiken til Højmesse, som han et Par Uger efter udgav — visselig med adskillige Tilsætninger — under Titelen : «En politisk Tale til det norske Folk».

At det ikke er Guds Ord, som forkyndes, men ene og alene Fædrelandets Anliggender, der afhandles, kan ikke forundre, da det var almindeligt, at frem­ragende Prester brugte Prædikestolen paa denne Maade i de bevægede Tider, — men det maa vistnok forbause, at en Prest turde vove at bruge Prædikestolen til saa stærke Be­skyldninger mod Medborgere som de, der her findes.

Vi faar imidlertid antage, at hans Udtryk, at Prædikenen er «ordret» gjengiven (Sebbelow : Kong Christian Fredrik mishandlet 58. Om Sebbelow, der 1818 og 21 repræsenterede Kristiansand paa Storthinget og det sidste Aar blev Krigskommisær, se dansk hist. Tidskr. V. R. 1 B. 331), ikke er at tage bogstavelig.

Overalt, naar Wergeland optraadte som politisk Forfatter, vakte han Forbitrelse og det ikke blot ved den Myndighed, hvormed han skrev, men end mere ved de uforsigtige og tildels haanlige Udtryk, han brugte om det, som endnu havde Nationens Kjærlighed.

Det kan vistnok siges om den «politiske Tale», at den er «skreven med Grundighed og Beskedenhed, uden Svulst og Hyperboler» (Pavels Dagbog 17/11 1814), men det kan heller ikke negtes, at den straks peger i den Retning, hvori hele hans politiske Virken gik. Han fortæller straks, at han har sine Fiender i

 

 

– 154 –

«et Folk i Folket», de danske Embedsmænd og Borgere, til hvilke en Del af hans Landsmænd havde sluttet sig, at «ingen var mere norsk dvs: antisvensk end en Del af disse Ikke-norske», der beskyldes for at have villet bruge Normændene til at tilfredsstille sit Svenskehad, uanset om «Riset skulde blive pidsket i Trevler» under Eksekutionen. Der var ogsaa dem — mente han — som nærede Ilden under Haab om Fordele af en norsk Regjering og Frygt for Tab under en svensk ( N. Wergeland : En   politisk Tale 2. 19. 20).

Til dette kunde man ikke tie. Det havde vel heller ikke Wergeland kunnet vente, men han havde maaske ventet, at hans Modstandere havde optraadt paa en anden Maade. En danskfødt — forlængst nationaliseret — Kjøbmand, titulær Overkrigskommissær Wincents Sebbelow var den, som tog tilorde i den krænkede Almenheds Navn.

Han begyndte med at udtale sin Glæde over den Stilling, hvori Norge nu var kommen ved Foreningen med Sverige som et selvstændigt Rige, samt med en varm Lovtale af Karl Johan, gik derpaa over til en Afhandling om Bank- og Pengevæsen og tog endelig til Slutning alvorlig fat i Wergeland for hans politiske Tale og de stærke Udtryk, han heri havde brugt om den forrige Konge.

Wergeland gav i nogle «Ord til Publikum» kortelig Svar paa Tiltale, men fik ikke beholde det sidste Ord, da Sebbelow i en Brochure «Kong Christian Fredrik mishandlet» nu gik grundigere ind paa Sagen og med Steder af Bibelen, Lovbogen og Klassikerne paa det kraf­tigste benyttede sig af den nye Trykkefrihed. Dette førte til Retten, hvor vistnok Sebbelow blev dømt i 100 Rdlrs Mulkt (Nationalbladet III, 16), men Wergeland havde neppe synderlig Grund til at triumfere.

Det fremgaar nemlig tydelig af Sebbelows lille Bog, at han ved sit Forhold paa Ejdsvold havde vakt almindelig Forbitrelse i sin Menighed ikke mindst derved, at han paa det strængeste havde forbudt de 8—9 Venner, der

 

 

– 155 –

skulde læse hans «fortrolige Breve», at give «Jyder eller Jydsksindede» Underretning om deres Indhold (Sebbelow : Kong Christian Fredrik mishandlet 48).

Dette blev naturligvis ingen Hemmelighed og var vel bl. a. en Grund til at de to Repræsentanter ved det overordentlige Storthing, Biskop Sørensen og Assessor Lange, regelmæssig sendte Magistraten Breve om Tingenes Gang. Bogen viser ogsaa, at Wergeland maa være kommen i et mindre godt Forhold til sin Sogneprest, Stiftsprovst Hans Engelhardt, der afgav en Erklæring (Ibid. 59, hvor den er aftrykt) om, at hans resid. Kapellan uden hans Vi­dende havde prædiket til Højmesse 30te Oktober.

Det har vel ikke været andet end, at Wergeland har tilbyttet sig Højmessetjenesten med en anden Prædikant, men Stiftsprovsten havde vel ikke givet en saadan Erklæring, om han havde været glad i det forefaldne.

Var det nu saaledes blevet trist for Wergeland i hans Menighed og hans Embedsgjerning, saa kunde han paa den anden Side glæde sig ved Karl Johans Naade, og han fik midt i Stridens Hede et Bevis derpaa, da han ved det første Stjernefald blev udnævnt til Medlem af Nordstjerne-Ordenen. Denne Ære blev ham kostbar, og han fik idelige Stiklerier for den i Pressen og udenfor, og det er vist den almindelige Mening, Pavels udtaler, naar han anser ham belønnet for For­tjenester af Sverige (Pavels Dagbog 20/1 1815. Nationalbl. IX, 211).

Her har man sikkerlig gjort Manden stor Uret, hvor underligt det end kan se ud, at han og P. Hount var de eneste Prester, der med Pavels fik denne Udmærkelse. Hvor meget der end kan udsættes paa «Mne- mosyne» som videnskabeligt Arbejde, maa det dog siges, at til 1814 har ingen Bog i Norge havt en Virkning som denne til at styrke Folkets Iver for en virkelig stor Fædrelands-Sag, og det burde ikke have havt saa let for at glemme den virkelige Fortjeneste, om den end var efterfulgt af virkelige eller formentlige Fejltagelser.

Regjeringen har her set klarere

 

 

– 156 –

end Almenheden, om det end maa formodes, at den efter Karl Johans Initiativ har nævnt som hans Fortjeneste «den Indsigt, heldige Flid og de Talenter, han som Skolelærer og Forfatter har vist» ( Rigstidenden 6te April 1815).

Det er ganske sikkert Grev Weddel, der her har ihukommet hans tidligere Gjerning og været hans Støtte. Han havde ingen saadan i sin egen Biskop, Sørensen, der «raabte ak og ve over hans slette Egenskaber» (Pavels Dagbog 21/11 1815 ) og heller ikke i Kirkens Primas, Bech, der af al Magt arbejdede imod ham (Ibid. 10/7 1816).

Det blev ikke ved denne Udmærkelse. Ud paa Aaret 1815 blev han udnævnt til Hofprædikant med en aarlig Løn af et Par hundrede Rdlr., og da Aaret var omme fik han i «Dot(n?)ation» af Karl Johan 2000 Rdlr. (svensk Bko. ?) (Nielsen : Essens Breve 233).

Disse to Udmærkelser synes ikke at have været Almenheden bekjendte, saa Wergeiand slap videre Ulejlighed deraf. Klart stod det dog for alle, at Manden stod højt i den styrende Fyrstes Gunst, og det var derfor vist mange, der fæstede Lid til det Rygte, at den første ledige Bispestol var ham lovet. Dette Rygte har megen Sandsynlighed for sig, da det er sikkert, at Bergens Bispestol, der snart maatte blive ledig, var lovet P. Hount, og da denne var død om Sommeren 1815, kan Løftet let have gaaet over til hans Medstrider (Wergeland).

Karl Johan havde overdrevne Tanker om en Biskops Indflydelse paa Folket, og det var ham sikkerlig meget om at gjøre at faa en Mand, paa hvem han kunde stole, til Ber­gen, hvor Foreningen med Sverige havde sine ivrigste Mod- standere.

Maaske disse har gjort Wergeland betænkelig, — hvor stor Lyst han end kunde have til Bispestaven. Han fik lade sig nøje med noget mindre, der dog ikke kunde blive noget lidet, og bort fra Kristiansand maatte han efter hvad han der havde oplevet. Under de lange Ventilationer om Bergens Bispestol fæstede Tankerne sig snart ved Pavels (Pavels Dagbog 21/11 1816), og

 

 

– 157 –

det blev allerede længe før Biskop Bruns Død sagt, at Werge­iand skulde efterfølge ham som Slotsprest (Pavels Dagb. 24/2 1816 ).

Selv har han vel ikke blot tænkt paa dette, men ogsaa paa et theologisk Professorat og paa Stiftsprovstiet i Kristiania, men i begge disse Embeder vilde Prokantsleren, Biskop Bech, have hindret hans Ansættelse (Ibid. 10/7 1816).

At han vilde faa mægtige Mænd til Fiender, om han blev Embedsmand i Kristiania, har vel staaet klart for ham, og han synes at have betænkt sig nøje derpaa. Under dette fik Jakob Aall ham ind paa Tanken om et nyt Foretagende, at udgive et Blad, der skulde hede «Den Fri­modige». Det vilde neppe være blevet noget lønnende Fore­tagende.

Subskriptionsindbydelsen udgik i Slutningen af Juli 1816 (Ibid. 1/8 1816), men i Nationalbladet 27de August blev han i den Anledning stærkt angreben med bitre Sidehug til «formaaende Principaler», der ventelig vilde holde ham skadesløs. Werge­iand trak sig da straks tilbage. Han vilde — siger han — have fastholdt sin Beslutning, om «Skumleren» i Nationalbla­det havde indskrænket sig til hans Person alene, men Ten­densen er aabenbart at kaste Skygge paa Personer, mod hvilke han «ikke paa ringeste Maade vil foranledige, at Fordomme skulle reise sig» (Nationalbladet 1816. 80).

Det var nu vel ikke blot saadanne Betragtninger, der bragte Wergeiand til at opgive sit Blad, men en anden Omstændighed var kommen til. I Begyndelsen af August 1816 var Ejdsvolds Sognekald blevet ledigt ved Professor Legangers Død, og der aabnedes herved Udsigt til Opfyldelsen af hans Barndomsdrøm om et smukt Kald paa Østlandet, og han søgte det straks. Med Ansøgningen oversendte han Regjeringen et Eksemplar af sit nyeste litterære Arbejde : «Sandfærdig  Beretning om Dan­marks politiske Forbrydelser mod Norge», som han allerede tidligere paa Sommeren havde sendt Karl Johan i fransk Oversættelse.

Kronprindsen sendte Manuskriptet tilbage

 

 

– 158 –

ved en Adjutant ( Pavels Dagbog 29/101816).

22de Oktober averteres Bogen i Nationalbladet, og 24de Oktober blev Wergeland udnævnt til Ejdsvolds Sogneprest med Tilsidesættelse af Regjeringens Indstilling (Sogneprest Bull i Næs paa Hedemarken, hvis Forflyt­telse var af Vigtighed paa Grund af de sørgelige Forhold i hans Menighed).

Det gik denne Gang som ved hans Udnævnelse til Nordstjerne-Ridder. Det vakte pinlig Opmærksomhed og megen Misnøje som en Regjeringshandling, der «gav vore spottende og alvorlige Malkontenter Vaaben i Hænderne» (Ibid. 19/11 og 29/11 1816).

Man glemte nu som for 1 1/2 Aar tilbage, at det virkelig var en af vort Folk højt fortjent Mand, om hvem der var Tale, og at endog en meget god Befordring her maatte kaldes en vel fortjent Belønning. Der var dog dem, som erindrede dette, og blant dem var Norges mest formaaende Mand paa denne Tid, Grev Wedel. Han skrev til Statholderen, Grev Essen, med Bøn om, at det maatte staa hen med Besættelsen af Ejdsvold, til det maatte vise sig, om der ikke ved Bergens Bispestols Besættelse blev et ledigt Kald i Kristiania, som Wergeland heller kunde faa ( Y. Nielsen :     Essens Breve 115).

Det trak imidlertid for langt ud med Ventilationerne om Bispestolen, og Wergeland fik saaledes Ejdsvold. Da han efter Pavels’s Udnævnelse søgte Slotskaldet (ute Juni 1817), var det forgjæves. Grev Wedel havde glemt sit Brev, og J. St. Munch blev opfordret til at søge Embedet (A. Munch : Erindringer 35 ).

Wergelands Bog om «Danmarks politiske Forbrydelser mod Norge» bør neppe drages frem af det Støv, der længe har skjult den, og den staar da ogsaa for os kun som et Moment i dens Forfatters Historie. Det er i mange Hen­seender trist at se tilbage paa den nærmeste Tid efter 1814. Man skulde tro, at den store Nød, der herskede i Landet efter 7 Aars Krig og Statsbankerot, kaldte Stridslyst og Partiaand frem i Folket og bragte den til det højeste.

Det ser

 

 

– 159 –

ironisk ud, naar Wergeland, der saa varmt hyldede Karl Jo­han, paa engang stiller sig som Beundrer af Harald Graa- feld (!) for at finde Anfalds-Vaaben mod Danmarks Konge og Folk, og — minder om, at hans egne Undersaatter hadede ham, fordi der var Hungersnød i Landet.

Maaske han der­ved er kommen til at pege paa et Karakter-Træk hos sine Landsmænd, der ofte nok har vist Opposition mod sin Konge, naar Tiderne var daarlige i Landet. Det var nu vel ogsaa den skarpe Modsætning mellem den nye Konges forholdsvis faa Venner og Tilhængere i Norge og de mange, der ikke havde faaet Bugt med det gamle Nationalhad, der gjorde Brugen af den nyskabte Trykkefrihed saa voldsom og kaldte Landets mest begavede Mænd frem som Kjæmpere, rustede med Vaaben, der ofte mindede om Kinesernes bekjendte Vederstyggeligheder mere end om europæiske Krigeres blanke Sværd.

Det er, som det frem for alt maatte gjælde at være grov og drage sin Modstander saa dybt ned som muligt — ofte med de mest ubetydelige Foranledninger — og her var maaske Nikolai Wergeland Mesteren for dem alle.

Hans Smaaskrifter læses ikke mere for deres Indholds Skyld, og de kjendes kun af en og anden, som har syslet med hine Dages Historie. De er ikke enestaaende, om de end hører til de mest karakteristiske Vidnesbyrd om, hvorledes Lidenskaberne var i Bevægelse i denne Tid, der burde have været Fredens og Hvilens Dage efter Landets store Ulykker.

Om nogen Kritik af «Danmarks politiske Forbrydelser» kan der nu ikke blive Tale. Den er gangen i Graven med den Slægt, som hyldede den eller hadede den, uden at nogen kan siges at have havt godt af den, — mindst dens Forfatter. Han maa siges at have vist Vejen for den Historik, der gaar ud paa at opstille en Hypotese af politisk tendentiøs Natur, benytte alt, hvad der taler til Fordel for den og fortie hvad der er den imod.

Han kjendte sit Publikum og vidste, at det vilde slaa an hos mange, naar han bedømte Fortiden endog i den mørke Hedenold fra Nutidens Standpunkt uden at tage tilbørligt Hensyn til de stedfindende Forhold og den historiske

 

 

– 160 –

Udvikling. For vor Tids Betragtning kan det derimod neppe blive andet end komisk, naar Tingene fremstilles i den gamle Kongetid, som om Danmarks Konger og Folk var idel Troløshed og Nederdrægtighed ligeoverfor den forfulgte og underkuede Dyd, der repræsenteredes af vore norske For­fedre.

Forfatteren har Krav paa at bedømmes efter sin Tid. Den virkelige Historieskrivning var hos os i sin Barndom, og Tiden politisk bevæget. Paa den anden Side staar han i en ganske ejendommelig Stilling, idet han bruger Historien som Indlæg i egen Sag (Danm. polit. Forbryd. 115) uden egentlig at have politisk Parti-Formaal for Øje.

Han har neppe tænkt meget paa den For­bitrelse, hans Skrift maatte vække i en Befolkning, der med saa mange Baand var knyttet til Danmark, heller ikke paa, at hans Skrift kunde bidrage til at forgifte Tænkemaaden hos den opvoksende Slægt, saa meget som paa sin person­lige Krænkelse og den Hævn, han vilde nedkalde over sin store Modstander, som han ikke var istand til at møde med lige Vaaben.

Det er vel sikkert nok hvad han selv fortæller, at han i Bogen har skrevet hvad der altid har været hans Tanke, og naar det — efter Modstanderes Mening — «stem­mer overens med de Mægtiges Interesse og vor Tids gode Sag» ( Danm. polit. Forhold. Fortalen XXII), maa han betragte det som en tilfeldig Lykke.

Det har ikke afskrækket ham, at han baade i 1811 og senere har havt de største Ubehageligheder af at skrive i denne Sag (Ibid. eod). Han protesterede mod Beskyldningen for «slette og nederdrægtige Motiver» (Ibid. XXIII), ved ikke at svare paa Spørgsmaalet, om han ved Bogen «har udrettet noget for det almindelige», medens han derimod ved, at han under Bestræbelsen derfor har opofret «Fred, Rolighed, Yndest og Venskab, ja tildels Ære og Agtelse» (Ibid. XXVI).

Der rejste sig en Storm i Anledning af dette Skrift (Rigstid, 1816. 94 (Hersleb), 99 (S. G. Abel). Nationalbl. V, 185—87 (Dr. J. S. Garmann), V, 159. VI, 11 —16. VII, 34—41 og 54—63 (N. Hertzberg) 158—59. 182—86. S. B. Hersleb : Affordret Bevis for at Skriftet «Danmarks politiske Forbrydelser» fortjener enhver retsindig Nordmands Uvillie og Foragt. Kristiania 1817. — C. M. Falsen : Bemærkninger ved Skriftet «Danmarks politiske Forbrydelser». Kristiania 1817. — Samme : Til Forfatteren af Skriftet, — Hr. P. W—d. Bergen 1817),

 

 

– 161 –

men den rasede mere mod Wergelands Person end mod hans Arbejde. Med al sin Bitterhed, Overdrivelse og Uefterrettelighed blev Bogen et Udtryk for en almindelig Mening, der mer og mer gjorde sig gjældende, medens alle Tanker samlede sig om Selvstændigheden.

Den blev straks Bøndernes Bog (L.v. Engestrøm : Minnen II, 277). Norskheds-Mændene havde allerede længe været vante til at se ned paa Danmark og alt dansk, og mange Vidnesbyrd herom har man fra Slutningen af 18de Aarhundrede. Med den vundne Selvstændighed, som man med Mistænksomhed vaagede over, maatte dette Væsen faa ny Fart, og lykkelige ved de Goder, Tidens Mænd besad, saa de tilbage til Fortiden som Dage af Undertrykkelse ved en Nation, der havde tilegnet sig vor Ros, vore Helte, vore Digtere, ja endog det fabelagtig rige Overskud af vore Statsindtægter, hvilket sidste man for Tiden dog ikke vovede at tale højt om.

Dette var Tanker, som i hine Dage opfyldte vore bedste Mænd, og der er neppe Tvivl om, at en saadan Kraft-Patriotisme kan paavises — om end uden Had mod Danmark — baade hos Niels Hertzberg, Hersleb og C. M. Falsen, der alle optraadte som Modstandere af Wergelands Bog.

Man faar af de mange Stridsskrif­ter et samlet Indtryk af, at det gjaldt langt mere at forsvare Danmark, vor gamle Regjering og vore litterære Forbindel­ser, end at angribe Bogen som et Produkt af en usund og usand Nationalstolthed. Over alt gjaldt det dog at angribe Wergelands Person, og det var da her navnlig de to Beskyld­ninger, at han havde villet skrive sig ind i Karl Johans og Svenskernes Gunst, og at han vilde have Hævn over Ørsted, der idelig kom frem.

Den første Mening kunde være rimelig nok, da den Kjendsgjerning, at han havde oversendt Bogen i fransk Oversættelse til Karl Johan, ikke blev nogen Hemme-

 

 

– 162 –

lighed, — den anden delte selv hans politiske Meningsfeller, som G. P. Blom ( G. P. Blom : den norske Statsforforandring 1814. Se ill. Nyhedsblad 1858. 195) og Jakob Aall. Denne sidste udtalte det med stor Bestemthed i sine Erindringer, der udkom 1844 ( J. Aall : Erindringer 2 Udg. 259) eller 4 Aar før Wergelands Død.

Han maa altsaa have kjendt til den forsigtige Aalls bestemte Udtalelser, og hans Taushed til dem maa vel betragtes som en Erkjendelse af deres Sandhed.

Medens Bogen fik en stor Betydning som et Slags Pro­gram for Ungdommen, paa hvis politiske Tænkemaade den virkede bestemmende temmelig langt frem i Tiden, var det meget langt fra, at den skafifede sin Forfatter Ros, Ære eller Fordel. Naar han selv siger, at han har opofret «Agtelse og Ære», da er dette vel et stærk Udtryk for den Mistillid, han havde vakt hos politiske Meningsfeller, medens hans gamle Modstandere, hvis Sag han i Bogen nærmest førte ved den idelige Paavisning af Normændenes herlige Egenskaber, kun blev end mere brændende i sin Iver mod «den stjernede Gudsmand», der med sine «sorte Streger» «nød Vældens Be­lønning» (Nationalbladet IX. 211).

Nu — dette kunde ikke komme ham uventet efter hans Erfaringer fra 1814—15, men at Bogen skulde virke til hans Skade hos Konge og Regjering har han neppe tænkt sig. Dette er dog rimeligvis blevet Tilfeldet. For Karl Johan kan det ikke have været behageligt at staa som den, der gav sit Bifald til en saa voldsom Krænkelse af Danmarks Folk og Regjering, i en Tid, da vanskelige di­plomatiske Sager mellem de skandinaviske Riger var under Opgjør, og i hans norske Statsraad sad 3 dansk fødte Mænd — Sommerhjelm, Collett og Diriks — der neppe har glemt det skarpe Angreb paa deres Fødeland.

Wergeland havde gjort sin Lykke paa Embedsbanen og i sit 36te Aar faaet et af Landets største Kald, men det var ikke hans Tanke at standse ved dette. Han blev dog standset her, og der er

 

 

– 163 –

megen Rimelighed for, at «Danmarks politiske Forbrydelser» mer end noget andet har bidraget til at hindre hans Opstigen paa en af Landets Bispestole.

Wergeland holdt sin Afskedsprædiken i Kristiansand 11 te Mai 1817 over 1 Mos. 35 V. 1 og 3. Den omhandler ude- lukkende hans personlige Forhold, lægger ikke Skjul paa, at han har faat kjende «Misundelsens og Bagtalelsens Efterstræbelser og mødt baade Miskjendelse og Utak» (Afskedsprædiken i Kristiansand 6).

Imidlertid kan han dog trøste sig med, at han ikke har paadraget sig en «hel Mængdes Had» (Ibid. 7). Det var ingenlunde i glad Stem­ning han forlod sit Ungdomshjem. Han havde dog her nogle Venner, som han nævner med den Tilføjelse : «Gud ved, om jeg finder nogen».

Han siger, at han hele sit Liv «fra de spædeste Aar har maattet friste stykkevis hvad man kalder ondt i denne Verden», men at Gud ikke har ladet ham fristes over Formue. Ved Siden heraf har han dog ogsaa nydt meget godt af mange Venners Tillid og Offervillighed. Rimeligvis har han inden sin Afrejse gjort istand sine 2 sidste Stridsskrifter mod Hersleb og C. M. Falsen i Anledning af Danmarks Forbrydelser, og disse, der er opfyldte af de groveste Udbrud mod de tvende Mænd, er da ikke skrevne i nogen mild Afskedsstemning, og vi har vanskeligt for under Læsningen at holde borte Tanken om en uheldig Konkurrent og en Stridsmand, der staar overfor en slagen Modstander.

Han kom da til Ejdsvold om Sommeren 1817 ikke uden «Illusjoner om det skjønne i at virke for den ufordærvede Bondestand» (Camilla Collett : I de lange Nætter 252). Han var — efter Datterens Skildring -— «glad i sin Stand, glad i Naturen og Jorddyrkning», og denne sidste maa have skafifet ham meget at bestille, da hans Hustru, der ikke trivedes ved Landlivet, heller ikke forstod det mindste af Landhusholdningen (Ibid. 43).

De nye Forhold, hvori

 

 

– 164 –

han havde søgt en «friere og mere udstrakt Mark for Virkelysten» (Afskedsprædiken II), synes at have optaget ham ganske og at have bragt ham til at opgive Deltagelsen i Tidens politiske Strid. Han havde en stærk Tilbøjelighed til at theoretisere og skematisere (L. Daae i histsk. Tidsskrift II R. 3. 48. Camilla Collett : I de lange Nætter 19), og det følger da af sig selv, at han, der i saa høj Grad var en Studerekammerets Mand, maa have gjort en Mængde Optegnelser af forskjelligt Slags, om han end i mange Aar holdt sig borte fra alt offentligt Skriveri.

Han havde vel ogsaa havt nok af Kamp og Strid, saa han kunde trænge til nogle Aars Hvile i den landlige Dejliglied, der omgav ham, men ikke synes at have oplivet ham. Den, som gjør sig Illusjoner om de idylliske Forhold paa Landet, vil vel altid blive skuffet, navnlig naar han selv har noget i sig af Bondens indesluttede Natur, der gjør ham mindre tilgjængelig, og saadan maa han efter Datterens gribende Skil­dring og andre Slægtninges Meddelelser have været omtrent fra den første Tid, han kom til Ejdsvold.

I alle Fald er det sikkert, at han fandtes saadan i 1822, samme Aar han blev beskikket til Provst over øvre Romerike, Solør og Odalen. Dette Aar har visselig givet ham meget at tænke paa. Of­fentlig og privat taltes der i 1816 om, at han skulde blive Biskop, og noget har der vel sagtens været i det, om end kun en Fremtids-Tanke.

Nu i hans 42de Aar blev 2 Bispestole ledige efter Pavels (død 16de Februar 1822) og Bech (død 20de December 1822). Til Bergens Bispestol meldte han sig ikke. Maaske vilde han ikke til Bergen, — maaske vidste han, at Neumann skulde did, — maaske vilde han oppebie Ledighed paa det Sted, hvortil hans Hustru altid længedes tilbage, og hvor det i alle Fald senere viste sig, at han selv saa gjerne vilde finde sin Alders Hvile. Ledighed i Kristian­sands Bispestol kunde snart ventes, da det neppe var nogen Hemmelighed, at Biskop Sørensen ønskede at succedere Bech,

 

 

– 165 –

som i længere Tid havde været blind og skrøbelig. Har Wergeland tænkt, at han nu kunde blive Biskop i Kristian­sand, er han bleven bitterlig skuffet. Til Bergens Bispestol indstilledes (efter Pavels) 1) Slotsprest Joh. Storm Munch, 2) Stiftsprovst Matthias Siegwardt, 3) Provst Normann i Lekanger. Foruden disse havde meldt sig Stiftsprovst i Ber­gen Markus Irgens og Ejdsvoldsmanden Provst H. J. Stabel. Ingen af dem fik Embedet, hvortil Neumann blev udnævnt 6te Juni 1822. Da Bech døde, meldte Biskop Sørensen sig til hans Embede og blev hertil indstillet tilligemed Munch og Siegwardt. Sørensen blev udnævnt 27de Februar 1823, og samme Dag blev Kristiansands Bispestol besat med Johan Storm Munch. Der blev saaledes ikke aabnet nogen Konkurrance om Kristiansands Bispestol, og Wergelands Udsigter til nogensinde at naa dette Maal blev betydelig formørkede.

I Konkurrancen med Munch og Siegwardt havde det været vanskeligt at forbigaa ham, da han fremfor dem begge stod som en fra Universitetet udmærket Theolog, for ikke at tale om hans Fortjenester af Universitets-Sagen. At den hurtige Besættelse af Bispestolen ikke er sket uden Hensyn til ham og den Uvilje, han havde paadraget sig i Aarene 1814 til 17, ligger nær at antage.

Det vidtløftige Provsti, den store Menighed og den be­tydelige Gaardsdrift maa i de følgende Aar have givet Wer­geland meget at bestille, og alene dette er nok til at for­klare, at han fremdeles holdt sig fra alt Skriveri, medens han visselig under flittige Studier har udvidet sine Kundskaber i flere Retninger. Om hans Gjerning som Provst og Sogne­prest i disse Aar foreligger der intet uden sparsomme Med­delelser gjennem Traditionen.

Bekjendt er Historien fra Visitatsen i Grue, hvor han afbrød Sogneprest Hesselbergs Prædiken — efter andre hans Katekisation — med Udraabet: «ne qvid nimis» (ikke overdriv), hvorefter der rejste sig en heftig latinsk Disput mellem de tvende Herrer ( L. Daae i norsk hist. Tidsskr. II R., 3, 46), og Provsten straks gik i

 

 

– 166 –

sin Karjol og kjørte til Nabosognet.

Dette Træk er betegnende nok, om man ikke af hans hele foregaaende Optræden kunde vide, at man i ham havde den myndige Mand, der altid vilde imponere og følte sig kaldet til at byde og raade. Det heder ogsaa i Datterens Skildring, at han «øvede ubetinget Magt over hele sin Omgivelse, der mødte ham med ubegrændset Underkastelse og Lydighed» (Camilla Collett: I de lange Nætter 52).

Der var ved hans Person noget frygtindgydende (Ibid 14), der giør det forstaaeligt, at han fik Modstandere baade i sin Menighed og i sit Provsti. Han var af Naturen selskabelig (Ibid 20. 232), men det er vel ikke urimeligt, at den megen Strid, hvori hans bedste Aar gik hen, har fremkaldt Forandring hos ham i dette Stykke, ikke mindre end Skuffelserne under hans «Stræben efter at gjøre godt» (Ibid 20).

Han var et Forstandsmenneske, stiv og ceremoniel og blev tilsidst indsluttet i barsk Utilgjængelighed ( Ibid 12. 18).

Dette sidste er vel noget, der tiltog med Alderen og de nye Skuffelser, der mødte ham under hans altid frugtesløse Stræben efter at naa frem til Bispestolen. Efter den Yndest, hvori han stod hos Karl Johan, maatte han være berettiget til at haabe en saadan Lykke, og da Tiden atter var inde, synes det, som han har anstrængt sig ikke lidet for at naa den. I Aarene 1828—29 var Biskop Munch meget sygelig, og hans Afgang maatte snart ventes. Han kom sig dog lidt i 1830, men sygnede snart atter hen og døde 26de Januar 1832.

I denne Tid fremtraadte Wergeland atter efter langvarig Taushed paa Forfatterbanen. Han kom nu ikke som en Stridens, men som en Fredens Mand med nogle Ligtaler over Bønderfolk i Ejdsvold (1830). De er væsentlig Levnetsbeskrivelser med stærk Fremhæven af de afdødes fortjenstlige Egenskaber, Lovtaler over den nyttige Bonde og den flittige Arbejder.

Man har ikke her at søge Veltalenheden, det vækkende og gribende,

 

 

– 167 –

der ikke laa for ham, hvor meget det end maa siges, at «han ordentlig sværmede for Begravelser, ja at det var en af hans største Nydelser at bivaane en Begravelse med ret mange Ceremonier» (Camilla Collett : I de lange Nætter 52).

Et langt betydeligere Arbejde sysselsatte ham i den Vinter, der blev Biskop Munchs sidste, og han kom frem med det straks efter hans Død. Det var 14 Paragra­fer Kirke- og Undervisningsvæsenet vedkommende, hvis Begyndelse læses 19de Februar 1832 i «Statsborgeren», hvori Afhandlingen sluttedes 27de Maj. Straks derpaa kom den ud paa Peder Solvolds Forlag. Den er maaske det sidste betydelige Arbejde, der i vort Land udgik fra den rationa- listiske Skole, og den kom saaledes noget for sent nu, da Prestenøden i Landet var forbi, og Menighederne i stor Udstrækning betjentes af Herslebs og Stenersens Disciple.

Det er saaledes neppe de i Kirken raadende Tanker, han udtaler i de Ord, at Katekismen og Pontoppidans Forklaring har den Fejl, at de «opholder sig for meget ved de dunkle og ufrugtbare Dogmer og danner Mysterier hvor intet er» (N. Wergeland : 14 Paragrafer Kirke- og Undervisningsvæsenet vedk. 11), at Kate­kismen maa purificeres, 9 og 10 Bud slaaes sammen i de Ord : «du skal ikke misunde din Næste noget af det, som ham tilhører, eller søge at tilvende dig det ved Uret», — at «de helliges Samfund og Syndernes Forladelse» bør ude- lades af 3die Artikel, — at Satan maa ud af 6te Bøn, «den gamle Adam» og «det nye Menneske» af 4de Part o. s. v. (Ibid 13. 14).

Han fortæller, at der til Kirkedepartementet var indkommet 7 Forslag til nye «Forklaringer», der ikke var trykte. For- uden disse kunde man have Haab om snart at faa endnu et. Maaske han herved har tænkt paa sit eget «Forsøg», der udkom i 2 Udgaver i Kristiania 1836. Det har sikkert været et vel overvejet Arbejde, da det rimeligvis har sin Oprindelse fra den Fremstilling af den kristelige Lære, han dikterede sine Elever i Kristiansand. Det bør maaske optegnes som et Held for vor Kirke, at han lod dette Arbejde ligge til en

 

 

– 168 –

Tid, da der ikke mere kunde blive Tale om dets Benyttelse i de offentlige Skoler. Af private Skoler kjendes idetmindste en, hvor man benyttede Bogen ved Siden af Pontoppidan, idet man læste Budene efter Wergeland ( En til omkring 1850 bestaaende Pigeskole i Bergen).

— For Salmebogen har han stor Interesse. Han er i det hele tilfreds med «den evangelisk-kristelige», men finder den dog for kold for «de varmere religiøse Gemytter». At faa en ny Salmebog istand, anser han ikke for nogen meget vanskelig Sag.

Nogle af de «svagere Vers» i Salmebogen udelades, nogle gamle fra Guldberg tages ind, en Del Salmer   konfereres med sine Origi­naler, hvori mangt et Udtryk er bedre. En Del vil han have oversat fra den svenske Salmebog, og af saadanne Oversættelser bebudede han en Prøve, der kom ud 1833 (Wergeland : 14 Paragrafer 35—38).

At Kirke­sangen, Melodierne, det ceremonielle, Kirkedisciplin ( S. o. S. 73) maatte indtage en betydelig Plads i dette Arbejde, siger sig selv. Alterbogen vil han, som rimeligt kan være, have rettet efter den nyeste Oversættelse, hvilken — Herslebs Revisjon — man vel paa den Tid ikke tænkte at se forandret. Et Ønske udtaler han, som besynderligt nok og neppe til Fordel for vort Samfund er forblevet uopfyldt til denne Dag, at «de forenede Riger og Folk gjensidig maatte erindre hinanden i de kirkelige Bønner» (Wergeland : 14 Paragrafer S. 50).

Han ønsker Presterne satte paa fast Gage, men under Synet af Vanskelighederne hermed har han meget at klage over Indtægtsforholdene, der fylder et stort Kapitel. Mærkeligt er det ved denne Bog at se, hvorledes Evangeliets Luftninger, der blev baarne frem i Tiden, ogsaa maatte berøre en gammel Rationalist. I Salmebogen savner han Salmer om Jesu Lidelse, og det er disse han vil have optagne fra Guldberg og Wallin.

Uden at underkaste hans Forsøg som Salme-Oversætter og hans Rettelser af de gamle Kirkesange nogen indgaaende Kritik tør man dog nok sige, at den Flugt og Elevation, han savner i den evangelisk-kristelige

 

 

– 169 –

Salmebog, neppe findes i hans egne, til hvilke der vel heller ikke, da det blev til Virkelighed med Salme-Arbejdet, er taget noget Hensyn.

Det maa end videre bemærkes, at han vis­selig udtaler sig om Kirkelæren som den fuldstændige Ratio­nalist, men dog paa samme Tid optræder som et Slags For­svarer for den nye Tids gjennem Grundtvig og Claus Harms opvakte Mænd, hvis meget omtalte «Intolerance» han maa karakterisere som Iver for Sandheden (Wergeland :     14  Paragrafer 56).

Efter det Stand­punkt, Wergeland indtog, kunde man ikke vente at finde hos ham nogen Fordring paa indgaaende Reformer i vort Kirkevæsen. Den reformerte Kirkes Forhold var vel paa denne Tid aldeles ukjendte, og den folkelige Frihed, vi havde, var ingenlunde nok til at bringe Tankerne om kirkelig Demokratisme tillive. Havde de traadt frem, saa vilde de visselig i Wergeland have fundet en ligesaa ivrig Modstander som i alle andre ældre Mænd i hine Dage. Det var kun Foran­dringer i det bestaaende, der var Tale om, men ikke Forandringer af nogen principiel Art.

De kunde være blevne betænkelige nok, om de var gjennemførte, men i alt væsentligt vilde dog det gamle være blevet staaende. I denne Tid, da Kirkedepartementet betragtedes som en Sinekure, og Statsraad Diriks, der interesserede sig for en ny Salmebog, fælles for hele Landet, mente at den lod sig sammensætte ved at bestille Salmer hos et opgivet Kvantum Digtere (Meddelt af Stiftsprovst J. B. Flottmann) — kunde det have set meget ilde ud, hvis ikke Grundtvigianerne med Hersleb, Stenersen og Wexels i Spidsen havde holdt Vagt.

Efter den Tid, hvori dette Arbejde fremkom, ser det ud, som det maatte have til Hensigt at ledsage Wergelands Ansøgning om Kristiansands Bispestol, men det har i saa Fald været spildt Møje. Indstillingen af 11te August 1832 lød paa 1) Stiftsprovst M. Siegwardt, 2) Professor Stenersen, 3) Sogneprest L. Oftedahl. Departementet bemærkede til Slutning, at foruden disse havde Provsterne Edv. Munch og

 

 

– 170 –

N. Wergeland meldt sig, uden videre at omtale dem.

Siegwardt blev udnævnt 11te Oktober. Har Wergeland villet anbefale sig ved sin kirkelige Afhandling, maa det synes højst paafaldende, at han skrev den i Statsborgeren, hvilket umulig kunde behage Konge og Regjering. Ogsaa Valget af dette infame Blad tyder maaske paa, at det for ham havde Hast med at faa de kirkelige Tanker ud i Trykken, og at han da maatte tage den Plads, som tilbød sig.

For Wergeland maatte denne Regjerings-Indstilling staa som en Tilsidesættelse, og det saa meget mere, som «han troede, at han burde belønnes for store og vigtige Tjene­ster» (Camilla Collett : I de lange Nætter 20), og vel ikke ansaa det, han allerede havde modtaget, for tilstrækkeligt.

Det maa have været en tung Tid for ham, saa meget mere som der jo ogsaa var nok af andre Ting, der kunde fylde hans Sjæl med Bitterhed. Hvor kritisk han end stillede sig overfor Sønnens vældigen frembrydende Digtning, maatte dog Welhavens Behandling af den vække dyb Smerte hos ham. Han fandt sig beføjet til at gribe ind i Striden baade ved dens Frembrud (1832) og senere, da «Norges Dæmring» kom ud (1835). Vi skal her kun berøre dette vigtige Afsnit af vor Litteratur- og Kulturhistorie, som det ligger udenfor vor Opgave at behandle.

Det er vemodsfuldt at se, hvor han har taget sig de uheldige Forhold, hvori Sønnen havde indviklet sig (N. Wergeland : Retfærdig Bedømmelse af Henrik Wergelands Poesi og Karakter 139), nær, og trods al den Bitterhed, hvormed han behandler Modstanderne, kan man ikke miskjende den værdige Tone i hans Bog.

Man kjender forsaavidt ikke Forfatteren af «Danmarks politiske Forbrydelser» igjen, medens ellers Bitterheden og Mistænksomheden over­for Danmark og hvad dertil hører ikke savnes (Ibid. 4. 141). Dette maatte end mere blive Tilfældet ved hans Deltagelse i Stri­den om «Norges Dæmring», og det kan ikke forundre os, at han her blot kunde se den formentlig danske Indflydelse, der

 

 

– 171 –

atter gjorde sig gjældende til Forhaanelse af vort Fædreland og vor Nationalitet.

Han havde selv ved «Danmarks poli­tiske Forbrydelser» altfor meget fremhjulpet de Udvekster, hvori vort nationale Liv skød frem, til at han skulde kunne se, at det var disse det gjaldt. Ved sin Side fik han gamle Niels Hertzberg, der med Kraft havde bekjæmpet ham, da det gjaldt at forsvare Danmark, men som nu mente, at der var Fare for det kjære Fødeland.

Om Wergeland ellers fik Venner ved sin Optræden i denne Tid, tør være tvivlsomt. Det unionelle Forhold var i denne Tid spændt, og Wergeland stod fremdeles som sin Konges trofaste Mand og en ivrig Ven af Sverige. Han gik ikke fri for Sigtelser for ved denne Lejlighed at ville «gjenvinde i Folkegunst hvad han ved an­dre Leiligheder muligens havde tabt, en herlig Anledning, som han ved given Leilighed ligesaavel kunde benytte paa høiere Steder» (A. Stenersen : Motiveret Protest mod Skriftet «Forsvar f. d. n. Folk» 13), og dette var vel ikke blot en enkelt For­fatters Mening.

Wergeland protesterer herimod og erklærer, at om han havde anset det fornødent at jage efter en forsvunden Folkegunst, maatte han have gjort det for mange Aar siden» (N. Wergeland :Tillæg til »Forsvar f. d. n. Folk» 11).

Det viser sig dog, at saadanne Pile har smertet Manden, der i denne Tid maa have havt meget at bære. Sønnens Avisfejder (Camilla Collett : I de lange Nætter 253 ) og vel endnu mere hans Processer maatte tage haardt paa en Mand, der følte sig tilsidesat og lønnet med Utak for «store og vigtige Tjenester».

1834 fik han Kapellan. Han var en forholdsvis velstaaende Mand og kunde saaledes skaffe sig denne Lettelse i sit Arbejde, men det har vel sagtens bidraget til, at han end mere lukkede sig inde i sit Studerekammer og blev endnu mere trist og afsluttet. Han havde dog ikke opgivet Haabet om lysere Dage, og Kristiansands Bispestol stod endnu lokkende for ham.

Biskop Siegwardt havde længe været sygelig, og hans Embede havde i lang Tid været bestyret af Stiftsprovsten, da han døde 8de

 

 

– 172 –

Oktober 1840. Denne Gang synes det, som Wergeland har været vis paa at han skulde faa Embedet, der «sikkert var ham spaaet» (Camilla Collett : I de lange Nætter. 257), men den lange Tid, det tog med Besættelsen, maa vel have fyldt ham med mørke Anelser.

Det blev først 15te Marts 1841 besat med Jakob v. d. Lippe. Regjeringen fandt, at dette Embede, der i lang Tid havde været bestyret af gamle og svagelige Mænd, nu burde have en yngre Mand, og efter megen Vaklen blev den yngste valgt.

Wergeland var over 60 Aar gammel, og skjønt «han endnu havde baade Kraft og Arbejdsdygtighed, ligesom han hvad Evner og Dan­nelse samt praktisk Habilitet betræffer, indtog en høi Plads blandt Rigets Geistlighed» (Departementets Indstilling), fandt man dog at en saa gam­mel Mand ikke nu burde blive Biskop.

Statsraad Holst, der forfattede Indstillingen, føjer i sine Memoirer til, at der nylig havde været en Klage over ham, og at der gik forskjellige Rygter, der vel ikke kunde tillægges nogen Vegt, men som dog ikke heller ganske kunde sættes ud af Betragtning ( P. C. Holst : Optegnelser 303).

Wergeland kaldte denne sidste store Skuffelse sin «Døds­dom», men bar den med Rolighed, var endog i længere Tid venligere, mere omgjængelig end sædvanlig, men saa kom de mørke Anfald tilbage (Camilla Collett: I de lange Nætter 257).

Da han ikke blev Biskop, vilde han ikke heller langer være Provst, og han trak sig ogsaa for en stor Del ud af den prestelige Gjerning, som han næsten ganske overlod til sin Kapellan. 1843 faldt han i en haard Sygdom, og overanstrængt ved hans Pleje døde hans Hustru (Ibid. 51).

1845 maatte han følge sin geniale Søn til Graven, og selv heldede han nu stærkt imod sin egen. Hans Liv var den ensomme Oldings. Indelukket i sit triste Studerekammer syslede han med Studier og litterære Arbejder til det sidste. Han vilde udgive sine Prædikener, men kunde ikke finde nogen Forlægger og havde selv en Følelse af, at de ikke

 

 

– 173 –

passede for Tiden ( N. Wergeland :Tanker og Bekjendelser (Fortalen). Han fik dog fuldført to Arbejder, «Rei­sen fra Havre de Grace til Kristiania» og «Tanker og Bekjendelser», der begge udkom i hans Dødsaar.

De burde maaske helst have været utrykte og vilde forlængst have været glemte, hvis de ikke havde baaret et saa bekjendt Navn. Han havde netop faat se Glimtet af en ny Tid bryde frem i Februar-Revolutionen 1848, da hans Livs Kraft var udtømt, og han gik bort uden forudgaaende Sygdom 25de Marts 1848.

Historien vil med Taknemlighed gjemme den gribende Skildring, Fru Camilla Collett har givet af sin Fader, hvis private Liv hun med dyb Vemod har stillet frem for Almenheden. Den ærede Forfatterinde lægger ikke Skjul paa, at det fik sine dybe Skygger fra hans offentlige Fremtræden og hans skuffede Forhaabninger, ligesom hun med den barnlige Kjærligheds Højagtelse ser op til ham som en Mand, der ikke fik den Plads i Samfundet, hvortil hans Evner og Kundskaber berettigede ham, men døde forglemt og upaaskjønnet af det Folk, han havde gjort store og vigtige Tjenester i en kritisk Tid.

Der er vel heller ingen Tvivl om, at han som en højt begavet Mand med en stor Kundskabsfylde, maatte kunne haabe at opnaa en mere fremtrædende Plads i vort Samfund end den, han tidlig fandt som Sogneprest i et af vore betydeligste Landskald, og der er vel heller ingen Tvivl om, at han vilde have opnaaet den, om han med Al­vor og Ihærdighed havde arbejdet frem mod dette Maal.

Det maa vel imidlertid siges, at han tidlig blev forstenet i sin Rationalisme, og trods sin glimrende Eksamen havde han vel neppe ved Universitetet under dets daværende Forhold kunnet lægge en Grundvold for fremtidige indgaaende Studier.

 

 

– 174 –

Havde hans Interesser gaaet i denne Retning, saa vilde han have brudt med sin Fortid og lyttet til de Røster, der udgik fra vort Universitet og aandede en højere kirkelig Iver og Interesse ud over det yngre Presteskab.

Der er dog intet, som tyder paa, at nogen dybere theologisk eller kirkelig Interesse nogensinde har behersket ham, og som den mørke, misfornøjede Mand, der aldrig fandt sig paaskjønnet og altid higede bort, kunde han heller ikke i Menigheds-Samfundet finde den Styrke, der kunde udvikle ham til en højere kirke­lig Stilling.

Meget kunde med Wergeland have været anderledes, om han i 1817 havde flyttet til Kristiania istedenfor til Ejdsvold, og det er vel ikke umuligt, at Forholdene her kunde have virket styrkende og udviklende for hans kirkelige Sands, skjønt de jo ogsaa let kunde have ført ham endnu mere ind i de politiske Partistridigheders Hvirvel. Mænd af hans Standpunkt har vel neppe i hine Dage tænkt synderlig paa, at Bispe-Embedet krævede en alvorlig Forberedelse, og selv Regjeringen lagde i sine Indstillinger til Bispe-Embedet (1817) fortrinlig Vegt paa Kandidaternes litterære Fortje­nester, men da den Tid kom, da der kunde blive Tale om Wergeland (1832), havde man faat et nyt Syn paa Tingene, og den tilsidesatte Bispe-Kandidat havde mere forøget An­tallet af sine Fiender end af sine Kvalifikationer.

Han havde visselig brugt Tiden, men han havde ikke i sit udstrakte Provsti vist sig som den Mand, der var skikket til at binde Presteskabet til sig med Kjærlighed og Tillid, og dette er vel en ueftergivelig Fordring til en Biskop.

Det er forklarligt, at Wergeland vilde være Biskop, da han var en af de Naturer, der er skabte til at byde og raade. Mindre let at forstaa er det, naar han i sin Ungdom vilde være Professor, da der intet Tegn er til, at den egentlige videnskabelige Gransken laa for ham. Han har neppe stillet synderlig store Fordringer til en theologisk Professor og maaske ment, at han fyldestgjorde den ved sin Embeds-eksamen. Naar han senere (1816) atter synes at have tænkt paa at blive Universitetslærer, tør han maaske have anset

 

– 175 –

det som et Trin til Bispestolen. Da var det for sent. Han havde kastet Loddet for sin Fremtid ved Bogen om Dan­marks «Forbrydelser». Man skaanede ikke hverandre i de Dage. Der tør have været dem, som lod ham mærke       det, og — hans Græmmelses-Liv begyndte.

I et af sine sidste Leveaar sagde han til en af Henriks Venner (Professor Dr. F. C. Schubeler), der var i Besøg paa Prestegaarden : «de er en ung Mand og har maaske en lang Fremtid for dem, — husk paa hvad jeg siger dem : om jeg kunde leve mit lange Liv om igjen, vilde jeg gjøre det modsatte af alt, hvad jeg har gjort».

Han var et Stemningsmenneske, og saadanne Ytringer kan da let forklares som Udbrud af en mørk Stemning, men han har vel ogsaa som saa mange, der har saaet Vind, ikke syntes om at høste Hvirvelvinden.

At Wergeland var et lyst Hoved og en mangesidig dan­net Mand, er vel bekjendt. Hvor alvorlig han tog det med alt, hvad han arbejdede paa, kan det dog neppe siges, at han i nogen Retning drev det til noget betydeligt. Han havde stærk Sands for det kunstneriske og forsøgte sig ikke blot som Digter, men ogsaa som Maler og Musiker.

Som Digter var han højt skattet i de Aar, der kan kaldes hans Glandsperiode (1811 — 14), og enkelte af hans Vers er ikke uden Flugt — f. Eks. Digtet over Nordahl Brun — men det meste af hvad han har leveret er Smaating.

Han udsendte dem ogsaa «uden ringeste Pretensjon paa Digternavn» (Tillæg til «Forsvar f. d n. Folk» II). Det synes at have hørt til et ungt Menneskes Uddannelse i hine Dage, at man lærte at spille et eller andet Instrument, og Wergeland havde da ogsaa lært at spille Fiolin. Dette gav Anledning til, at nogle af Bygdens Mænd af og til sam- ledes paa Prestegaarden til en Kvartet. Han har dog heller ikke sat sin musikalske Gave synderlig højt, da han erklærer, at han er «lidet eller intet musikkyndig» (14 Paragrafer Kirke- og Undervisningsvæsenet vedkommende 42).

Han var dog

 

 

– 176 –

istand til at komponere Kantater (Camilla Collett : I de lange Nætter 18) til Høstfester, som han saa gjerne holdt i sin blomstersmykkede Kirke. Hans Sværmeri for alt Ceremoniel er ovenfor omtalt. Her kan tilføjes, at det ikke blot var paa det alvorlige, kirkelige Felt at dette viste sig. Ogsaa i Hjemmet kunde han kaldes ned fra sit Studereværelse ved Arrangements, Optog og hvad man ellers kunde finde paa i den glade Ungdoms Kreds.

— Som Maler leverede han nogle Portræter bl. a. af sin Datter, Fru Collett og sin Søstersøn, Generalløjtnant Wergeland i hans Barndom. Det sidste tyder mere paa korrekt Tegning end paa udpræget Farvesands. Ogsaa i «Rejsen fra Havre de Grace» findes et Par Tegninger fra hans Haand.

Der er adskillige Sammenligningspunkter mellem Werge­land og hans lykkelige Medbejler til Krandsen paa Ejdsvold Jonas Rein. Begge var alvorlige, stolte Mænd, der let henfaldt i Bitterhed overfor Modstandere. Begge var tilbagestødte i Danmark, Rein af Brandt, Wergeland af Ørsted, og hos begge virkede det en til Had grændsende Bitterhed, der vendte sig hos Rein mod alle Stormænd, danske, norske, svenske, — hos Wergeland mod hele det danske Folk og alt, hvad dertil hørte og hvad derfra kom.

Lige til det sidste hadede han Johan Ludvig Heibergs Vaudeviller (Tanker og Bekjendelser 84). Begge var de optagne af alvorlige Studier, og ingen af dem bragte synderlige Frugter af sit strænge Arbeide. Under de alvor­lige Studier var der hos Rein en Trang til Oplivelse i muntert Selskab, hvor han fra sin Krog kunde lytte til Vittighederne og Latteren, medens Wergeland synes at have søgt en lignende Tilfredsstillelse ved af og til at nedskrive Sager, der skulde synes udsprungne af et overgivent Lune og bærer Vidnesbyrd om Fraværelsen af al Selvkritik.

Saaledes «Haldor Smeks Tildragelser», hvis første Del udkom 1805 da han var Alumnus ved det pædagogiske Seminarium. Den næste Del udkom 1811 samtidig med Mnemosyne.

 

 

– 177 –

Hertil hører ogsaa «Rejsen til Havre de Grace», der udkom det sidste Aar han levede. Der er lidet at sige om disse 3 Bøger, der forlængst er glemte, men noget karakteristisk for deres Forfatter tør man dog finde i dem alle. Den første er omtalt ovenfor (S. 135). I den anden finder man en stor Mængde latinske Citater med tilføjet mer eller mindre vittig Oversættelse. Ved Læsningen af disse kan man ikke undgaa Tan­ken om Sønnen Henriks rigelige Anvendelse af latinske og græske Sententser, ved hvis Oversættelse han fremkalder en næsten Holbergsk Latter (H. Wergeland : Schmahrs Proces).

Den sidste Bog meddeler en stor Mangfoldighed af de Gaader, hvormed den gamle Provst morede sig og øvede sin Skarpsindighed i sin Alderdom.

Som Taler stod Wergeland efter samtidige Presters Dom snarere over end under det almindelige paa hin Tid. At han som en Rationalist, der ikke i nogen Henseende lod sig paavirke af Tidens Strømninger blev tør, maa man antage efter de Arbejder af ham, der er komne i Trykken.

Ejdsvolds gamle Prestegaard er brændt, og Henrik Wergelands Barndomshjem faar ingen mer at se. Hans Værelse med de voldsomme Figurer, han havde malet paa Væggen, er borte med Fade­rens mørke, triste Studierum. Ogsaa Kirken er brændt, men Nikolai Wergelands Portræt er reddet. Det fine blege Ansigt var ikke til at kjende igjen, som han saaes vandrende den tunge Gang efter Sønnens Baare, men som en karakte­ristisk Skikkelse vil han ikke blive glemt af dem, der saa ham hin alvorsfulde Dag.

 

 

 

 

 

 

 

 


 

 

 

 

 

 

 


 

 

 


 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


 

 

Stengt for kommentarer.