madame wolf : lucie johannesen fra voss

 

– hentet fra Yngvar Nielsen : «En Christianiensers Erindringer fra 1850- og 60- Aarene». Kristiania 1910.

Her fortelles om skuespillere ved det nye Christiania Theater, som i 1835 skjøt opp ved Bankplassen, som en videreføring av aktiviteten ved tidligere mindre teatre i Kristiania, slik som det norske Theater i Møllergaden, det Strømbergske Theater (som brant ned i 1833) og flere mindre scener.

 

Gjengitt s. 300 – 307  :

Sammen med Jørgensen og Wiehe stod som den tredie i de betydende Kunstneres Række Nicolai Wolf, en fra de to andre meget forskjellig Personlighed. Wolf var oprindelig engageret til Theatret som Sanger. Planerne om at grundlægge en Opera i Christiania eller ialfald lade Operaerne hyppigere opføre var allerede oppe ved Begyndelsen af Femtiaarene. Men de blev ikke realiserede, og dermed gled ogsaa Wolf over til Talescenen.

Her havde han til en Indledning meget at kjæmpe med. Kun langsomt slog han igjennem. Men ved et energisk og udholdende Arbeide erobrede han sig en betydelig Plads og skabte en Række af gedigne Kunstpræstationer, der vidnede om et ikke ganske almindeligt Talent. I min Erindring staar dog hans Theaterpersonlighed som en noksaa kold Skik­kelse. I den Henseende var han sine to før nævnte Kolle­ger langt underlegen. Men han blev ligefuldt respekteret for sit oftest fint beregnede og altid korrekte Spil. Han lagde altid meget Arbeide og meget Studium i sin Kunst.

Kort efter sin Ankomst til Norge blev han forlovet og senere gift med den unge norske Skuespillerinde, Jomfru Lucie Johannesen, der paa Scenen som udenfor denne var en lige vidunderlig Skikkelse. Madame Wolf — saa hed ogsaa hun i de Aar — var som en Aabenbaring af den mest spillende Kunstnernatur, der nogensinde har betraadt en Scene. Jeg har aldrig seet hendes Mage. Hun var Varselet om, hvad der siden kunde skyde frem af norsk Skuespilkunst, og dertil en ren Skjønhedsaabenbaring.

Det var engang — jeg var vel fjorten eller femten Aar — jeg saa hende spille og rive alle med sig. Da slog det mig, at nu gjaldt det om at gribe dette Billede, som hun stod der i alt sit sprudlende Liv, og at fæste det i Erindringen; — at saadant vilde jeg aldrig mere faa se, og jeg spurgte mig selv : „Er da al denne Ynde og alt dette Liv virkelig af denne Verden ?“ Billedet er aldrig udvisket.

Hun var og blev det sprudlende Naturgeni, der øste af sit eget indre, rige Væld, dog under sin Mands Instruktion. Hun havde Respekt for hans Kunstforstand; hun bøiede sig for ham og lærte af ham. Jeg tror, hun ikke ganske var bleven den, hun var paa Scenen, hvis hun ikke i sin Ægtefælle havde faaet en streng Læremester, hvis Overlegenhed i dette Punkt hun villig erkjendte. Disciplin var ikke hen­des, Vossejentens, stærke Side. Men af Wolf lod hun sig, som sagt, villig belære, og efter alt, hvad jeg erindrer om hende, er jeg overbevist om, at hun deri har handlet meget forstandig.

Wolf var en af de kraftigste Skikkelser, nogen kunde se, — af Naturen udrustet med de bedste ydre Betingelser for at give de store, klassiske Helteroller. Naar hans Hustru, i en af sine Glansroller som den Scribeske Forpagterkone, Madame Schoppen, fortalte om Schoppen, at han var saa frygtelig stærk, da har jeg hende mistænkt for, at det var hendes Mand, hvem dette ligesaa meget gjaldt, og at hun beundrede denne legemlige Styrke.

Wolf og hans Hustru var for Theatret en stor Berigelse. De blev i en Aarrække nogle af dets første Støtter. Han vandrede tid­lig bort. Men hun virkede i mange Aar og eiede Evnen til at glide over til nye Fel­ter, hvor hun kunde hævde sig. Lucie Wolf levede længe nok til at kunne gaa med sine Kolleger over til Na­tionaltheatret, og hun kunde, inden hun døde, opleve den Dag, da Christiania Theater blev nedrevet.

Det var hyppigt, jeg som Barn saa de her nævnte Kunst­nere i vort Hjem. Sammen med mine Forældre, med Hart­vig Lassen, 0. Richter og flere andre havde de gjerne en Gang om Vinteren, naar Isen havde lagt sig og slaaet Bro over de Sunde, der skilte Fjordens Øer, en Kjælketur til Lindøen, hvor de agede nedover en islagt Bakke. Bagefter samledes det muntre Selskab hjemme.

Ofte kom de ogsaa i større eller mindre Selskaber hos mine Forældre. Jørgen­sen var gjerne den beherskede Verdensmand, og hans Optræden i en Selskabssal var omtrent som paa Scenen. Ogsaa Wolf havde ofte ligesom et Panser over sig, medens Wiehe mere kunde give sig hen i Stemninger. Madame Jørgensen var lattermild og glad, Madame Wiehe mere stille. Men Madame Wolf kunde rive alle med. Hun behøvede hverken paa Scenen eller ude i Livet at økonomisere med sit Lunes rige Fond. Hun smittede alle, og om hende lød Glæde og Jubel.

Fremfor alt var Lucie Wolf i sit Es, naar hun var sam­men med Ole Bull, og ham traf hun hyppig hos mine For­ældre. Ole Bull var Tyveaarenes Bergenser, og hun Bergenserinden fra Firti- og Femtiaarene. For det meste tilhørte saaledes deres Erindringer fra Hjemmet noget adskilte Peri­oder. Men tildels kunde de mødes, og i mange Tilfælde supplerede de hinanden.

Det var uforglemmelige Stunder, naar disse to interes­sante Personligheder udvekslede sine Ungdomsminder. Der var dramatisk Liv over deres Fortællinger. Thi Ole Bull eiede ogsaa meget af Skuespillerens Evne. Han kunde skildre og sætte sine Tilhørere ind i alle Situationer. Som de to talte og grebes af sine egne Minder, besørgede de tillige selv Latter og Bifald, — en Blanding af Skuespillere og Tilsku­ere. Var Hartvig Lassen tilstede, saa kunde han tale om Trediveaarenes Bergen, og dermed vældede frem for os hele det forunderlige, spillende originale Folkeliv fra Bergens Gader mellem 1820 og 1850.

For mit Vedkommende havde jeg paa Forhaand en Ramme om det hele gjennem min Moders Fortællinger fra sit Barndomshjem, hvilke jeg efter et Besøg i Bergen sammen med mine Forældre i 1854 endmere havde kunnet fæste i Erindringen. For mig blev disse Aftenstunder, naar det gamle Bergen passerede Revy, som en Fest.

Endregaarden og Løsebrødet, — det var Navnene paa to af de mange bergenske Originaler fra Gaden, om hvem Ole Bull havde meget at fortælle, og som han kunde gjengive til Punkt og Prikke. Han viste os dem mod en Bag- grund af hele Bergens livlige Ungdom og med et Publikum paa Galleriet af de mere velstillede Originaler. Biskop og Stiftamtmand, – selve den store Christie, han tog dem alle med og lod os se dem baade til Høitid og til Hverdags, bagfra ikke mindre end forfra.

Jeg mindes ham kanske bedst, som han gjengav en af sine Yndlingshistorier : den gamle Stiftsprovst sidder ensom i den sildige Aftenstund. Det banker forsigtig paa Vindusruden, og idet denne aabnes, titter et graadigt Klokkeransigt ind : „Hr. Stiftsprovst ! no har vi han“.

Det var Menighedens bedste Lig, der længe havde unddraget Døden og Geistligheden sin Tribut, men nu omsider havde bukket under og var hjemfalden til Graver, Klokker o. s. v.

Lucie Wolf havde maaske ikke selv seet Endregaarden og Løsebrødet. Men ialfald kjendte hun af en frisk Tradition disse merkelige „historiske Personligheder». Hun til­hørte fra sine Barneaar et andet Lag af det bergenske Sam­fund end det, hvori Ole Bull hørte hjemme; om han mere havde seet Bergen ovenfra, saa havde hun staaet mere umid­delbart oppe i det hele og selv været med som en af de livligste af den agerende Ungdom.

Men hun havde i Privatlivet endnu et andet rigt Væld at øse af til at fremkalde det vestenfjeldske Liv, og dette var Sangens Væld. Hun kunde Viser !   Viser og Sange af alle Sorter ! Som hun sang om „Rubakjen“ og hans Hund og om mange andre Emner ! Der var ikke den Vise, som har været sunget i Bergen eller paa Voss, uden at hun lod os faa den, naar hun i sit overgivne Lune havde sat sig foran Pianoet og akkompagnerede sig selv.

Selvfølgelig var hun den bergenske Lokalpatriot, og der­med var hendes Standpunkt givet overfor Stavanger, Morte- pumpernes Stad. En Historie, som hun ofte serverede, var den om Ildebranden i sidstnævnte By, da Brandmester Feldhus lod sine Sprøiter spille paa et Hus, der endnu ikke var antændt, og saa Publikum raabte : „Aa, kjære Dokker da, Feldhus, aa sprøide paa det uskyldige Huset !“ Den Tanke, at Sprøitningen var en Straf for de „skyldige“ Huse, morede usigelig den humoristisk anlagte Kunstnerinde.

Forøvrigt slap hun sig gjerne mest løs, naar Wolf ikke var tilstede. Hun havde øiensynlig en Følelse af, at han fulgte hende med en vis Ængstelse for, at hun ikke altid kunde holde Maade, og Tanken herpaa lagde gjerne Baand paa hende. Her var dog han paa den urette Side, og det kom igjen af, at han ikke helt havde lært at forstaa den vestenfjeldske Folkenatur. Det var jo saa, at hun indimellem kunde fare noksaa langt ud, — kanske ikke saa sjel­den et lidet Stykke over, hvad den i dette Punkt mere skolerede Kjøbenhavner helst vilde have regnet for den rette Streg. Men hun eiede et sikkert Instinkt, der hurtig førte hende i Havn og lod hende klare alle Vanskeligheder, og hun kunde stole paa de Omgivelser, i hvilke jeg saa hende, — Omgivelser, der aldrig misforstod hende, og som skat­tede hende høit til Tak for det Liv, hun altid bragte med sig.

Senere var der mange Aar, i hvilke jeg kun saa lidet til Lucie Wolf i det private Liv. Men da hun blev gammel og vilde skrive sine Erindringer, søgte hun mig, og vi havde om den Sag mange Overlægninger. Hun følte sig paany som Debutantinden og havde endnu ikke rigtig faaet Greb paa, hvorledes hun skulde tage den nye Opgave. Jeg raa- dede hende til at skrive ned sine Minder, som de faldt hende ind, blot uden Affektation, ligetil og naturlig. Da hun fik høre, det ikke var værre, fattede hun mere Mod og gik i Vei med den nye Opgave, for hvilken hun hurtig fik megen Interesse. Vi enedes om, at hun siden skulde komme til mig med sit Manuskript, naar det var renskrevet af en eller to unge Damer, hvis Moder var af hendes ældste Venner.

Efter Løfte gjennemlæste jeg hendes Manuskript og foretog deri en Del Strygninger, paa hvilke jeg ikke tror, det tabte som trykt Bog. Men jeg fik under de, forøvrigt gan­ske faa Konferencer, som i den Anledning var nødvendige, rig Anledning til at gjennemleve Barndomsaarenes Minder i ny Udgave og dermed ogsaa til at opfriske Indtrykkene af Forfatterindens fremdeles ungdomsfriske Personlighed.

I de Aar søgte hun tilbage til sine gamle Venner, og naar de var borte, saa glædede hun sig over ialfald at kunne tale om dem med den yngre Generation. Hendes Latter kunde ogsaa da have det gamle, hjertelige Præg, være ligesaa smittende, som da hun var den unge og ungdommelige Lucie.

Saa opfriskede vi to alt det gamle, der holdt paa at tildækkes med Glemselens Støv, og hun syntes det var for- nøieligt at høre fortælle om den elektriserende Virkning, hendes Spil havde øvet paa Ungdommen. Men jeg fortalte hende tillige, at vi, som den Gang var unge, ogsaa havde holdt saa stærkt paa hende, fordi hun var norsk. I det hele taget var de norskfødte Skuespillerinder meget feterede og meget populære.

Laura Svendsen, — Jomfru Svendsen, som hun hed paa Plakaterne, havde et stort Navn, men var dog ikke saa afholdt som Lucie Wolf og havde ikke hele den Umiddelbarhedens Naadegave, som denne. I mine Forældres Hjem kom Laura Svendsen aldrig, undtagen maaske paa en enkelt Visit. Grunden dertil var neppe nogen anden end den, at hun der vilde have truffet Richter, og denne havde en kor­tere Tid været forlovet med hende. Der blev ofte talt om denne Forlovelse. Men jeg tør ikke sige, ved hvis Skyld den var bleven hævet. I ethvert Fald vilde hun aldrig have passet for Richter. Jeg tror dog, at han havde holdt meget af hende, og at han egentlig aldrig glemte hende.

Sammen med Lucie Wolf og Laura Svendsen var der endnu en tredie norsk Skuespillerinde ved det gamle Theater, til hvem der knyttede sig Forhaabninger. Men hun trak sig tidlig tilbage fra Scenen. Det var Gyda Klingenberg, og hende kjendte jeg som Barn udmærket, da hun var en god Veninde af min Moder og hyppig var vor Gjæst, baade før og efter sin Debut. At hun viede sig til den sceniske Kunst, vakte i den Tid megen Opsigt, da hun tilhørte en anseet Embedsmandsslegt.

Stengt for kommentarer.