kong oscar I : formidlet av yngvar nielsen

 

– i boken : «En Christianiensers Erindringer fra 1850 og 1860-Aarene. Med Portrætter, Illustrationer og Facsimiler». Kristiania og Kjøbenhavn. 1910.

 

(De her gjengivne Billeder er kopieret efter Træsnit i Illustreret Nyhedsblad fra de samme Aar).

 

Fra 1. kapittel : Spredte Minder; s. 11 –  :

Hvad jeg nu lader komme frem, er nærmest skrevet for at vise, hvordan Forholdene i de nærmeste Aartier efter 1850 kan tage sig ud. Jeg skriver Minderne ned, saadan som de efterhaanden kan byde sig frem for mig, der var som alle andre Gutter og unge Mænd, — de, som i hine Dage voksede op i Christiania. Det er Christianiagutten, der optegner sine Erindringer, som de ligger for ham; jeg holder inderlig af denne By. Om jeg end ikke er født i den, saa er jeg dog gjennem min Slægts Liv i halvtredie Aaarhundrede vokset sammen med den og dens Traditioner, og nu kan jeg ikke tænke mig at flytte bort fra den.

Jeg har gjennemlevet en Overgangens Tid i denne Bys som i Landets Historie, og jeg kan saa vel tænke, at der dog i disse Er­indringer kan findes noget, som kan have videre Interesse og være værd at kjende.

Min Fader var født i 1818 og jeg i 1843; vi var begge kommne til Verden i Kong Carl Johans Regjeringstid, min Fader i det første og jeg i dennes sidste Aar. Men da jeg kun har levet vel syv Maaneder under samme Konge, maa det tilgives mig, at jeg ikke har bevaret noget Minde fra de Dage, hvorom jeg kan fortælle. Jeg har selvfølgelig hørt meget tale om Carl Johan, om det mægtige Indtryk, han gjorde, medens han stod i sin Kraft. Der stod Ry af ham gjennem lange Tider, — han som havde grebet ind i Frankriges, i Europas og i Norges Historie.

Men han var dog borte. Den, som i min Ungdomstid om sig samlede vort Folks Interesse, var hans almindelig afholdte Søn og Efterfølger, Kong Oscar den første. Navn­lig stod denne milde Konge, hvis Øine altid straalede af Velvilje, for Femtiaarenes Ungdom som Idealet af en Fyrste. Naar han som sit Valgsprog havde taget Ordene : Ret og Sandhed, var dette et Løfte, som han altid blev tro.

I 1875 havde jeg paa Stockholms Slot Anledning til at tale med hans gamle Privatsekretær von Døbeln (han boede paa dette Slot til sin Død i en pen, koselig liden Leilighed, som en af Kongehuset skattet gammel, tro Tjener). Han var fuld af Lovtaler over den da forlængst afdøde Konges Mildhed, Sindighed og Ro. Sekretæren, der vel var af dem, som havde Adgang til hyppigst at se Kongen, forsikrede, at han omtrent aldrig havde truffet ham vred, opfarende og hidsig.

Kun en eneste Gang — og det var i Anledning af et Budskab fra den norske Regjering — havde han ladet saadanne Følelser for et Øieblik vinde Overtag. Desværre erindrede min Hjemmelsmand ikke Anledningen, da dette skede.

Oscar I havde jo skjænket Norge Opfyldelsen af en Række Krav, som gav Folket Fuldbyrdelsen af vor Ret henimod den formelle Ligestilling inden Unionen. Dette havde allerede ved hans Tronbestigelse erhvervet ham en storartet Popularitet, som bevaredes, saalænge han levede.

Naar han var i Norge, omfattedes han ialfald af os unge med Begeistring og Beundring, og vi havde vel nærmest vore Meninger fra den ældre Slægt. Vi havde udformet dem efter, hvad vi havde hørt i Hjemmene.

Jeg erindrer saa levende Kong Oscar I. Min første Erindring, som staar i nogen Forbindelse med ham, daterer fra det første Bal, som holdtes paa Christiania Slot; det var vistnok i 1849. Mine Forældre blev indbudt, og jeg mindes vel, hvor glade de var derover. Saa var det, enten i 1849 eller 1850, at Dronning Josefines Broder, Hertugen af Leuchtenberg var her med den store russiske Dampfregat Kamschatka. Denne ankrede op paa Bjørviken udenfor Akershus. Vi vandrede paa Fæstningsvolden og beundrede det mægtige Skib.

revuen på gardermoenSaa kom det store Sorgens Aar i 1852. Kongefamilien kom da fra Tyskland, hvor Kongen havde gjennemgaaet en Badekur i Kissingen. Paa Garder­moen var der samlet en stor Leir, og til denne kom Kong Oscar hen. Men saa kom Ulykkerne. Paa Veien havde Prins Gustav faaet Smitten og maatte efter Ankomsten til

Norge gaa tilsengs. Sygdommen, en Nervefeber, forværredes, og snart var Haabet ude.

Da Prinsens Lig laa paa lit de parade i Slotskapellet, stod Officerer af Hær og Flaade som Æresvagt. Med mine Søskende og Venner var jeg selvsagt meget optaget af dette, da ogsaa min Fader som Søofficer blev beordret til Tjeneste.

Siden fulgte den dystre, regntunge Høstdag, da Korvetten Nidaros lagde ind til Toldbodbryggen, hvor Prinsens Kiste blev bragt ombord. Saa stod den ud Fjorden og alt vendte atter tilbage i den gamle Gjænge.

Der gik nogle Aar. For sidste Gang sluttede Kong Oscar Storthingets Forhandlinger. Fra Palæet og til det gamle Storthingslokale i Departementsgaarden var der lagt Brætter, trukne med rødt Klæde og paa dem vandrede Kongen med sit Følge til Storthinget. Det var en smuk, kongelig Skikkelse, som der viste sig, tilsyneladende endnu i sin Kraft. Men det var ogsaa kun tilsyneladende.

kong oscar1-1Næste Gang, jeg saa den samme Ceremoni, var det Kronprinsen, der kom som Regent i sin Faders Sygdom. Ved saadanne Anledninger var der gjerne store Menneske­masser paa Benene. Gaderne var helt fyldt, og alene i Midten holdt Militæret en aaben Vei, efter de rødbetrukne Tæpper, der var lagt ovenpaa Brætterne. Ogsaa Borgervæbningen var ude, med sit Musikkorps. Den saa, trods sine Uniformer ikke meget militaristisk ud, og dens Musik­anter mindre end alle de andre. Men de var hyggelige, og om Gutterne kunde blive lidt for nærgaaende, tog de os det ikke ilde op.

Vi likte os derfor altid bedst hos Borgerne, hvem vi desuden ofte kjendte fra det daglige Liv. Kanske der var mangen en Gut, som kunde drømme om den Herlighed, der ventede ham, naar han engang selv skulde trække i den grønne Uniform.

Arrangementet var altid det samme. Naar Kongen kom og naar han reiste, hvad enten dette var med Dampskib eller med Jernbane, var der ogsaa den samme Ordning af hans Indtog. Med Carl som Kronprindsregent var det ligedan. Denne sidste var med sin høireiste Skikkelse, fremfor nogen anden, Manden for en Ceremoni af denne Art.

detgamlestorting1Naar han i fuld Uniform vandrede frem over det røde Klædesbelæg, følte alle, at her gik Kon­gen. Ved Indtoget gik Kongerne hen til Palæet, hvorhen der kun var kort Afstand. Saa opholdt de sig der en Stund og kjørte siden op til Slottet. Ved Storthingets Aabning og Afslutning kjørte de ogsaa først til Palæet, hvorfra den brætte- og tæppebelagte Vei mellem de paraderende Tropper, forbi Musikkorpserne, var lagt hen til Stortingets gamle Lokale i Dronningens Gade. Storthingets Deputation som bagefter komplimenterede Kongen, havde ligeledes at gaa samme Vei, frem og tilbage. Naar den for sidste Gang havde gjort sin Vandring, marscherede Tropperne og Bor­gerne bort, medens Brætter og Tæpper i en Fart fjernedes, og saa var intet mere at se af Stasen, før den næste Gang skulde tages frem.

detgamlestorting2Da Storthinget forlod sit snevre gamle Lokale og flyttede op til Eidsvolds Plads, maatte denne Vandring over Brætter og Tæpper falde bort. Til samme Tid ophørte ogsaa Kongerne med at tage ind i Palæet, og nu er der kun faa, som har bevaret en Erindring om disse gamle Forhold. Noget længere holdt sig en anden Institution, som havde et lignende pompøst Præg.

Det var Rigsherolderne. De forkyndte ikke alene Storthingets, men ogsaa Høiesteretssessionens Aabning og Slutning, og det var derfor ikke saa sjelden at se dem i Gaderne. Herolderne — de var nok tre Styk­ker — var iført en Dragt, der mindede om Middelalderen, ialfald om Don Quixote af La Manchas Dage. Naar de havde sat sig tilhest, saa de med sine røde Kapper og sporebesatte Støvler helt martialske ud, men stak rigtignok meget af fra sin Eskorte af almindelige norske Kavalerister, som altfor meget mindede om Nytiden.

Optoget gjorde Holdt paa de offentlige Pladse, hvor da Rigsherolden med høi Stemme oplæste den kongelige Kundgjørelse.

I min Ungdom var Kgl. Fuldmægtig Holger Collett Rigsherold og skilte sig fra sit Hverv med pragtfuld Høitidelighed, svarende til det, han skulde forestille. Han saa ialfald ud, som om han tog det hele for Alvor, og som en beretti­get Reminiscens fra svundne Tider. Men det var det i  Grunden ikke. Thi det hele var indført efter 1814, og Drag­terne var i sin sidste Form neppe ældre end fra 1845.

Tilsidst indskrænkedes Stasen til et Baand, som en Departementsfunktionær tog udenpaa sin Uniform. Nu er de vistnok forlængst afskaffet. For mig staar Synet af disse besynderlige Optog som noget af det mest anachronistiske Paafund, der har været. Kanske en enkelt Herold kan have følt Glæde ved at trække i de prægtige Fløielsklæder, og kanske Gadernes Ungdom har følt Skuffelse over, at disse underlige Optrin er afskaffet. Kanske ogsaa det Honorar, som ved en saadan Leilighed var at tjene for en mindre bemidlet Departementsmand, siden kan have været savnet. Men videre gaar det ikke.

Kong Oscar I afgik ved Døden i 1859. Hans Søn og Efterfølger, Carl Ludvig Eugen, kom til Regjeringen under helt andre Forhold; han var desuden af en noget anden Natur. Den Idyl, hvorunder Faderen havde levet, skulde snart finde sin Afslutning. Først maatte den afdøde Konge begraves.

Børn følger jo altid bedst med, naar deres egen Kreds paa en eller anden Maade kommer i Berøring med det som foregaar, og saa skede det her. Høiesteretsassessor Claus Winter Hjelm, i hvis Hus jeg daglig kom som Ven af hans yngste Søn Kristian Winterhjelm, blev den ene af Repræsentanterne for Norges Høiesteret og reiste i den Anledning til Stockholm for at være tilstede ved Begravelsen i Riddarholmskirken.

Af ham fik vi bagefter mundtlig høre Beretningen om, hvad der havde hændt. Det interesserede særdeles. Thi det kan med Sandhed siges, at om Ordet folkekjær nogensteds skulde passe, da var det paa denne ædle Konge.

Enhver, som havde havt Adgang til ham og kunde medbringe personlige Indtryk, fortalte om ham og bragte Beretningen videre om hans Personlighed. Saadanne trængte sig gjennem alle Samfundets Lag. Mellem Gutterne var det en fast Doktrin, at Oscar I var en af de bedste Konger, som nogensinde havde levet.

Men nu var han altsaa borte. Hans Efterfølger mødtes ikke af de gunstigste Varsler. Allerede det, at den nye Konge skulde bære det svenske Ordenstal og staa som XV mellem de Carler og Gustavers lange Rad, var for Nordmænd egnet til at vække Betænkeligheder. Navnet Carl var jo heller ikke et norsk Kongenavn, og det bares af en Per- sonlighed, som var afgjort svensk. Navnet Oscar havde i den Henseende været neutralt. Det hørte hverken til det ene eller det andet Folk. Numertallet drog heller ikke Minderne hen til en lang, delvis uhistorisk Række af Kon­ger; det nye XV-Tal kunde mindst af alt virke tiltalende gjennem sin egen Magt.

Stengt for kommentarer.