krigsutbruddet 1807 : beskrevet av yngvar nielsen

 

– i boken «Bergen fra de ældste Tider indtil Nutiden. En historisk-topografisk Skildring«. Christiania 1877 (Chr. Tønsbergs Forlag/H. Tønsbergs Bogtrykkeri), er det gitt en svært interessant versjon av forspillet til Napoleonskrigene og den svært vanskelige situasjon tvillingrikene og dobbeltmonarkiet Danmark-Norge etterhvert ble satt i;

 

– her er gjengitt fra sidene 459 –  :

«Efter den Uro, hvori Strilekrigens Optøjer havde sat Gemytterne i Bergen, fulgte der en længere Tids Rolighed, der først afbrødes af den Spænding, der ledsagede den store franske Revolution, og som ogsaa viste sig i det langtbortliggende Norge.

Man mærkede nemlig her meget snart den ved Revolutionen foranledigede Søkrig mellem Frankrige og England, idet franske Kapere inden kort Tid bleve hyppige, men ingenlunde altid fredelige Gjæster i de norske Havne, hvor deres Besøg undertiden kunde lokke Englænderne efter (henimod Juletider 1797 var et engelsk Skib, Bell & Anna, der var opbragt af den franske Kaper «Anacreon», kommet ind ved Højevarde, hvor der nogle Dage efter indfandt sig et andet engelsk Skib, der udsendte en Slup for at tage det tilbage. Slupen var bemandet dels med Englændere, der tilhørte Skibets Besætning, dels med Nordmænd, som med Pistolen for Brystet bleve tvungne til at gaa med. Planen lykkedes ogsaa. Den franske Besætning blev overmandet og fængslet, medens den norske Toldbetjent, som havde mærket Uraad og derfor begivet sig ombord, indespærredes i Kahytten, hvorfra han først slap løs, da Skibet var kommet ud i rum Sø. Nogle Dage, efter at dette var forefaldt, kom der et armeret engelsk Skib, «The Favorite», med 4 Kanoner, ført af Kaptejn Robert Lawson, ind til Laxevaag, hvor man fattede Mistanke om, at dette var det samme Skib, som ved Højevarde havde taget Franskmændenes Prise. Under de i denne Omgang optagne Forhør fremkom der bl.a. Beviser for, at «The Favorite» havde været ved Højevarde, tilligemed andre mistænkelige Omstændigheder, uden at det dog kunde godtgjøres, at dets Kaptejn havde ladet «Bell & Anna» tilbageerobre. Det maatte imidlertid nu blive liggende i Laxevaag og der oplosse sin Ladning, medens Sagen først fra Stiftsamtmanden sendtes til Kommandanten og fra denne igjen fra Udenrigsdepartementet. Sagens Udfald kan nu ikke oplyses fra de tilgjængelige norske Arkiver. — I 1800 laa der et russisk Linieskib «St Paul» i Bergen, til hvis Udgifter Stiftamtmand Hauch forstrakte 10.000 Rdl. (Zahlkassens Udgiftsregnskab for 1802, Pag. 11, i Rigsarkivet). Smlgn. Skizzer af Bergenske Forholde II, 55 flg.)

Det var en Periode, fuld af Liv og av Uro, hvori ogsaa Norge fik føle sine svage Efterdønninger af den aandelige Bevægelse, som gik gjennem hele Europa, og som det var umuligt at holde sig aldeles udenfor.

Bergen blev ogsaa berørt deraf ligesom det øvrige Norge, og de franske Krigsskibe, som oftere løbe ind til Byen, fandt her i Regelen en velvillig Modtagelse for sine Officerer og Besætninger.

I Vinteren 1794-95 overvintrede der endog i Bergen en hel fransk Eskadre, hvis Besætning, som ovenfor omtalt, ydede god Bistand ved Ildebranden 20 Januar 1795.

Ogsaa hollandske Krigsskibe besøgte i denne Tid meget hyppig Bergens Havn.

Disse stadig gjentagne Besøg af franske Søkrigere eller ialfald af Frankriges nærmeste allierede havde naturligvis ogsaa sine Virkninger med Hensyn til Vedligeholdelsen af Sympathierne for det franske Folk og den fra Frankrige udgaaede Bevægelse, ligesom Bergens Befolkning derigjennem stadig mindedes om den Krigslarm, som herskede i det øvrige Europa, og om Muligheden af, at denne en vakker Dag ogsaa kunde naa frem til Norges hidtil forskaanede Kyster.

Derhos havde ogsaa den i flere Aar fortsatte almindelige Krigstilstand vist sine Følger ved paa forskjellige Maader at hindre den norske Handel, bl.a. ved engelske Orlogsmænds og Kaperes opbringelse af norske Skibe, der ligesaavel lammede Bergens, som de øvrige norske Stæders Deltagelse i den internationale Skibsfart.

Men saalænge Grev A.P. Bernstorff styrede Statens Ror, lykkedes det dog at undgaa enhver Forstyrrelse af Freden og at vedligeholde den for Norge, som for Danmark lige ønskelige Neutralitet. Da han var død, forandredes imidlertid de politiske Forhold, og allerede i de sidste Dage af 1797 kom der ogsaa til Bergen Rygter om, at Freden kun vilde blive af kort Varighed.

Denne Udsigt formaaede dog ikke at kue Befolkningens tillidsfulde Stemning, der ovenikjøbet opmuntredes ved en ildfuld Tale, som Nordal Brun holdt Juledag. Denne Gang gik dog Faren over (L. Daae, Udvalg af Breve til Professor R. Nyerup, S. 4 flg.).

I 1801 saa imidlertid de to Riger sig atter udsatte for en Forstyrrelse af Freden, som, om den end ikke blev av lang Varighed, dog var et Varsel om, hvad der kunde komme og virkelig ogsaa indtraf sex Aar længere ned i Tiden.

Begivenhederne i 1801 med den heltemodige Kamp paa Kjøbenhavns Rhed den 2den April berørte rigtignok ikke Bergen direkte; men den derved vakte nationale Begeistring gik med Lynets Fart over begge Riger og kaldte til Bevidstheden om de Pligter, som Faren paalagde.

I Bergen traf man hurtig Foranstaltninger til at møde et engelsk Angreb, om noget saadant skulde komme; Batterierne monteredes, og enkelte nye Verker anlagdes, ligesom man i det hele taget var ved godt Mod.

Men det forventede Angreb udeblev, og Freden blev hurtig gjenoprettet. Stemningen i Bergen var selv, da Udsigterne til en længere Krig var størst, meget begejstret; man glemte de store Tab, Byen havde lidt ved Fiendtlighedernes Udbrud, og de Farer, som man maatte være forberedt paa, ved Tanken paa den Mulighed, som der nu var, at man kunde indlægge sig den samme Ære, som Kjøbenhavns tapre Forsvarere.

I 1807 og de følgende Aar, da Krigen virkelig indfandt sig med al sin trykkende Nød, fik derimod Bergens Borgere Anledning til i rigt Maal at vise, at de ogsaa med Taalmodighed kunde bære dennes Byrder, og at disse ikke formaaede at lægge Baand paa deres Fædrelandskjærlighed, skjønt rigtignok ved enkelte Anledninger de pinlige Forhold synes at have tvunget denne ind i en altfor ensidig Retning og givet denne et vel lokalt Præg.

Ligeledes viste det sig ved en enkelt Leilighed, at Bergens Borgere netop paa Grund af denne Ensidighed kunde bringes til et falsk Syn paa, hvorledes de politiske Forhold i Virkeligheden stillede sig, og hvad der efter disse krævedes af Folkets Kjærlighed til sit Land.

Men i det store og hele var dog Krigstiden fra 1807 til 1814 en interessant og tiltalende Tid, rig paa Opofrelser og Savn, der vare saa haarde, at den nulevende Slægt efter en mere end en sextiaarig Fred ikke derom kan danne sig nogen klar Forestilling, men ogsaa helt igjennem fuld af Beviser paa, at Folket elskede sit Land og var beredt til at bringe dette ethvert Offer, som var nødvendigt.

Bergen laa fjærnet fra Landkrigens Skueplads, men var paa Grund af sin Beliggenhed altid udsat for at faa Besøg af fiendtlige Krydsere, saa at der af den Grund maatte holdes en stærk Garnison paa Bergenhus og Frederiksberg for at modtage Fienden, om han vilde prøve et Angreb.

Under Krigen bleve ogsaa de ældre Fæstningsverker udvidede og deres Tal forøget med nye, som tilsigtede at sætte den gamle Handelsstad i den bedst mulige Forsvarsstand. En Afdeling af Roflotillen stationeredes i Bergen, og en Del af det Bergenhusiske Regiment , deriblandt det Lærdalske Kompagni afmarscherede til Østlandet for der at deltage i Forsvaret af Rigets Grænse mod den svenske Hær.

Saaledes mindedes Bergenserne paa mange Maader om Krigen og følte dens Tryk gjennem syv lange Aar, indtil Foreningen med Sverige atter bragte Freden istand paa den skandinaviske Halvø, som denne Gang blev varigere end nogensinde tidligere.

Allerede i Slutningen af August 1807 blev Krigens Udbrud bekjendtgjort i Kristiania ved en Proklamation fra den kommanderende General i det søndenfjeldske, Prins Kristian August, som deri kaldte Nationen til Vaaben, og paa samme Maade meddeltes denne Efteretning i Kristianssand ved en Proklamation fra Stiftamtmand Emanuel de Thygeson. I Bergen proklameredes Krigens Udbrud 4 September af Stiftsamtmand Bull. Her havde man dog allerede 22 August modtaget det første Budskab om Farens Nærmelse ved et Brev fra det kgl. General-Land-Økonomi- og Kommerce-Kollegium (dateret den tolvte), hvori der advaredes mod at lade Handelsskibe gaa ud paa Grund af «den truende Stilling, den i Sundet ankomne engelske Flaade havde taget».

Samme Dag var der ogsaa fra Kristiansand til Stiftsamtmanden indløbet en lignende Meddelelse, der støttede sig til Udsagn fra Skippere, som fra Danmark vare ankomne til Kragerø og andre Kystbyer, og derhen havde bragt Underretning om, hvordan det stod til i Øresund efter Englændernes ankomst.

Man var saaledes altsaa endnu, før Krigsbudskabet virkelig indtraf, forberedt paa, hvad der skulde komme, og havde da allerede begyndt at træffe de nødvendige Forberedelser, som i den Anledning maatte tages.

Da den kommanderende General, den gamle Hesselberg, som en Gang i sine yngre Dage havde været en rask og virksom Mand, nu baade var affældig af Alderdom og syg, blev det væsentlig Stiftamtmanden, som fik det Hverv at lede de Foranstaltninger, som udkrævedes for under disse Omstændigheder at sætte Byen i Forsvarstilstand. Stiftamtmanden synes ogsaa at have taget sig ivrig af disse nye, for hans oprindelige Embede ganske fremmede Pligter.

Hans første Omsorg var at tage sig af de længe forsømte Varder, der nu hurtig bleve satte i Stand, og af hvilke de, som laa nærmest ved Byen, og hvorfra man havde Udsigt over Søen, forsynedes med Vagt og Signalapparater.

Paa samme Maade ordnedes Kystbevæbningen med den Organisation, som den havde faaet i 1801, hvorhos det borgerlige Artilleri blev ordnet og indøvet for at besætte de Skanser, hvis Forsvar ikke kunde overtages af Garnisonen. Endvidere blev det borgerlige Infanteri sat i Virksomhed med «Angrebs- og Defensionsøvelser samt at skyde med skarpt».

Alle disse Foranstaltninger vare allerede i fuld Gang, da Stiftamtmanden modtog to Skrivelser fra Kronprinsen, dateret Kiel 16 og 17 August, som ophævede enhver Tvivl om Tilstanden, idet de indeholdt den officielle Meddelelse om, at Krigen var udbrudt.

Efter disses Modtagelse var det, Stiftamtmanden under 4 September udstedte sin ovenfor omtalte Proklamation, der først blev bekjendtgjort paa Bergens Gader ved Trommeslag og derefter trykt i det offisielle Blad, «Adresseavisen», medens han samtidig dannede en Komite, der skulde vaage over Udførelsen af Forsvarsanstaltningerne.

Denne bestod – foruden af Stiftamtmanden selv – af følgende Medlemmer : General Hesselberg, der dog mere maa have været med paa Grund af sin Stilling, end den Nytte, han under sin Sygelighed kunde gjøre, Chefen for det Bergenhusiske Regiment, Oberst Holfeldt, Kommandørkaptein Frich, Amtmand Vibe, Oberstløjtnant Hammer, som allerede i 1801 havde deltaget i Ordningen af Bergens Forsvarsvæsen, Artilleri-Detachementets Chef, Kaptein Seidelin, Ingeniørløjtnant Døderlein, Byens Præsident, Stadshauptmanden og Chefen for det borgerlige Artilleri.

Det første Spørgsmaal, som bragtes paa Bane inden denne Komite, var udlæggelse af Blokskibe paa Vaagen, hvortil man først vagte to hollandske Skibe, som netop laa der. Stemningen var i Begyndelsen afgjort for Anvendelsen af saadanne, og Agent Hans Krohn viste sig endog saa offervillig, at han tilbød sig at overlade et ham tilhørende Skib, «Kronprinsen af Danmark», til dette Brug uden Betaling.

Ved nærmere Overlæg kom man imidlertid til en anden Opfatning, at faste Landbatterier var at foretrække, da Bolkskibene baade var kostbarere og laa vel lavt paa Vandet til, at de med fuld Virkning kunde bruges mod fiendtlige Orlogsmænd. Derhos fandt man, at deres Tab, om de erobredes af en Fiende, vilde være til Skade for Byen, og denne Plan blev derfor snart opgiven.

I det Sted anlagdes der i Nordre Laxevaag et med seks tolvpundige Kanoner besat Batteri, der i Forening med Batterierne paa Nordnes skulde forsvare det søndre Indløb, medens der i Dokkens Mark indrettedes et andet Batteri med omtrent samme Bestykning, der skulde forsvare indløbet til Solhejmsviken og Lungegaardsvandet. I det sidste (Lungegaardsvandet/red.) bestemte man sig for at henlægge de paa Vaagen liggende Skibe.

For de til Bestykningen af disse nye Verker nødvendige Kanoner havde man Konsul Fasmer at takke, da han netop havde en Del saadanne liggende, som han havde i Kommision at sælge. Hvis ikke Tilfældet saaledes havde kommet til Hjælp, vilde man have været i stor Forlegenhed, da der paa Fæstningen ikke var større Forraad af Kanoner, end hvad man behøvede for at kunne bestykke de ældre Verker. Selv med den nu erholdte Forøgelse viste det sig endog ganske umuligt at udføre de mere vidtgaaende Planer, som man havde udkastet til at forstærke Byen med flere nye Verker, og man maatte i det Sted indskrænke sig til det aller nødvendigste.

Først i 1808 kunde der gjøres Skridt til at faa denne Mangel afhjulpen (Smlgn. S. 388).

 

 

 

 

 

Stengt for kommentarer.