venstrepolitikk og kristendom : debattskrift av paul gerhard sand

 

– Kristiania. Oscar Andersens Bogtrykkeri. 1894.

 

forsideNogle Bemærkninger i Anledning af pastor Lundes Foredrag

af Paul Gerhard Sand.

Noget af det mærkeligste blandt den sidste Tids Foreteelser paa det politiske Omraade er unegtelig Pastor Lundes Foredrag om den almene Stemmeret og om Kristendommens Forhold til Politikken.

Hvem skulde have troet, at det samme Venstreparti, som i aarevis har beskyldt Høire for ubetimelig Sammenblanden af Politik og Kristendom selv skulde komme til at optræde som nu skeet er ved en af Partiets mest yderliggaaende Tilhængere, Pastor Lunde ?

Og hvem skulde tænkt, at de samme Venstreaviser, som saalænge og ihærdigt har ført Anlage mod det konservative Parti for at dette efter deres Mening har nedværdiget Guds Ord ved at anvænde det paa Politiken nu, da de mener at have gjort den Opdagelse, at Skriftens Ord kan tages til Indtægt for Radikalismen, i høie Toner lovpriser og anbefaler Foredrag, hvori Guds Ord er anvendt i Favør af Venstrepolitik.

Dette er saameget mere forunderligt, som Pastor Lunde har gaaet langt videre end fra konservativ Side nogensinde

 

– 2 –

skeet.

Medens der fra Høirehold kun er peget paa, at Venstrepartiet efter sin Ledelse staar i Pagt med den aabenbare Vantro, idet man hos Partiets toneangivende Mænd i Presse og Storthing sporer Lyst til Modarbeidelse af Kristendommen sammen med de mange nye Reformer, der søges indført, og at enkelte af disse Reformers Gjennemførelse kan lede til Handlinger, der ikke kan bestaa med sand Kristendom, saa paastaar Pastor Lunde, at enkelte af Venstres Programsager er ligefrem Kristendom.

Om almindelig Stemmeret og egen Udenrigsminister samt om direkte Skat siger han : «Alt dette er netop for mig Kristendom — jeg har aldrig i mit Liv forstaaet saa godt, at noget er Kristendom som her».

Det er imidlertid blot Stemmeretsspørgsmaalets Kristelighed, som fastslaaes ved Citat fra Guds Ord.

Dette er en Mangel. Han burde ogsaa have bevist, at direkte Skat og fornemmelig at egen Udenrigsminister og egne Konsuler er paabudt i Bibelen.

Er den Paastand sand, at disse Ting er ensbetydende med Kristendom, da vil en Theolog ikke have vanskelig for at føre Skriftbevis. Særlig, naar Sagen er saa klar, at Pastoren aldrig i sit Liv har «forstaaet saa godt, at noget er Kristendom som her».

Det Skriftsted, hvormed Pastor Lunde beviser, at almindelig Stemmeret er paabudt i Bibelen er, som bekjendt Jesu Ord : «Alt hvad I ville, at Menneskene skulle gjøre mod Eder, det gjører og I mod dem».

Om vi, som nu eier Stemmeret, manglede den, vilde vi gjerne, at de, som sad inden med Magten, delagtiggjorde os i Stemmerettens Goder, mener Pastor Lunde. Derfor bør vi nu, da vi selv er de Magthavende, forbarme os over den store Mængde i vort Land, som hverken har Eiendom som skaffer dem Stemmeret eller betaler Skat af saa stor Indtægt, som Loven kræver for Stemmerets Erholdelse.

Benytter vi derimod vor Magt til at stænge disse vore ærlige og brave Medmennesker ude fra Stemmerettens Veldignelse, da handler vi stik mod det af Pastoren fremholdte Skriftsted.

Ved første Øiekast ser dette meget indlysende ud.

 

– 3 –

Ja, det synes saa klart, at man neppe skulde tro, at der fandtes et Menneske, som vovede sig til at modsige det. Og der er visselig en stor Skare af Stemmeberettigede i vort Land, som før stod tvivlsomme lige over for Venstrepolitiken, der ved Pastor Lundes tilsyneladende saa slaaende Bevis for den almindelige Stemmerets Skriftsmæssighed i sidste Øieblik har ladet sig bevæge til at stemme med Venstre paa Valgdagen.

Vi vil imidlertid forsøge at underkaste Pastorens Bevisførelse en liden Prøvelse.

Det første vi maa være paa det rene med, førend vi kan slutte os til den Opfatning, at nævnte Skriftsted taler til Fordel for Venstres Stemmeretsprogram er, om den foreslaaede Stemmeretsudvidelse er et virkeligt Gode for dem, som erholder Stemmeret ved Udvidelsen.

Nogen direkte Fordel bringer Stemmerettes jo ikke uden for de Arbeidere, som kunne blive Storthingsmænd og Medlemmer af al Slags Kommisioner. Det vilde dog blive saa faa, selv om alle Pladse blev besat med saadanne Mænd, der ved Udvidelsen vare blevne Stemmeberettigede, at man maa sætte det ud af Betragtning.

Der er vel heller ingen som tænker paa dette som Stemmerettens Fordel. Derimod er det «Retten til at stemme paa dem, som kan varetage deres Interesser», der nævnes som den Fordel Reformen skal bringe Arbeideren.

Nu kommer det an paa, hvad der menes med at varetage Arbeiderens Interesser. Dette kan jo ske derved, at Arbeiderstanden som andre Stænder har sine Repræsentanter i Kommunebestyrelse og Storthing, der taler Arbeidernes Sag.

Dette er vist baade ret og godt. Og det konservative Parti fortjener Ros for, at det ved forrige Valg i Akershus tog en Arbeider til Repræsentant og nu i Smaalenene om de vinder, agter at gjøre ligedan. Vi er altsaa allerede komne der, at ikke alene en hel Mængde Arbeidere har Stemmeret, men at man ogsaa har faaet Øinene op for, at Arbeiderstanden baade kan og bør være repræsenteret i Storthinget.

At Arbeiderne sidder i Kommunebestyrelsen er heller

– 4 –

 

ikke ualmindeligt, og vil herefter visselig blive Tilfældet mere og mere, selv om vi ikke faar almindelig kommunal Stemmeret.

Men man kan jo mene noget andet med Arbeiderens Interesser. Man kan mene det, at Arbeiderstander bør have al Magt i Landet. Og mon det ikke er dette Pastor Lunde og hans politiske Venner mener ?

Ialfald vil vel dette blive Resultatet af den af dem foreslaaede Reform.

«Naar almindelig Stemmeret er indført, da er vi Herrer i Landet«, siger Socialisterne, og ingen bør tvivle paa, at deres Ord vil gaa i Opfyldelse.

Nu bliver det altsaa Spørgsmaal, om Arbeidernes Interesser virkelig fremmes derved, at de bliver de raadende. For en overfladisk Iagttager ser det unegtelig saaledes ud. De kan da give Love og foretage Foranstaltninger, hvorved Kløften mellem dem og de høierestaaende i økonomisk Henseende udjævnes.

Husmanden deler med Gaardbrugeren og Fabrikarbeideren med Fabrikeieren.

Da maa det vel blive herlige Tider for Arbeiderne. Saa skulde man mene. Men om en saadan Tid nogensinde skulde indtræffe, vilde man nok faa Erfaring for noget andet. Det hele Land vilde blive udarmet. Den store Mængde af Mennesker, som ingen Evne har til at være Husholdere (og disse Mennesker er ofte stærkt representeret blandt de Fattige) vilde snart ødelægge den Del af Formuen, som faldt paa deres Part, og Nøden vilde indfinde sig, uden at der var nogen til at afhjælpe den. Vi har Exempel herpaa i den hellige Skrift.

De første Kristne, Menigheden i Jerusalem, indførte Fællesskab i Eiendom. Huse og Aagre bleve solgte og Udbyttet uddelt, eftersom enhver havde Behov. Dette vidner om deres store Kjærlighed til hverandre.

Det var nemlig en Kjærlighedshandling, som de Formuende foretog af fri Drift uden at være krævet af Menighedens Fattige eller paabudt af deres Forstander (se Ap. Gj. 5.;3.). I Begyndelsen gik alt godt, men siden blev der først Knur fra enkelte over Tilsidesættelse (Ap. Gj. 6.,1.) og senere en økonomisk Ruin saa stor, at der maatte samles Bidrag

 

– 5 –

blandt Hedningekristne til de Fattige Hellige i Judæa (Rom. 15.,26.; 2. Kor. 8.,4.).

Fra den senere Tid er Grækenlands Historie ofte nævnt. Der er almindelig Stemmeret uden Garantier som foreslaaet hos os, men Staten har gjort Konkurs.

Pastor Lunde mener, at man viser Mistillid til Arbeiderne, naar man frygter for, at mange af disse, som Besiddelsesløse og uden at være Skattebetalere kunde blive fristet til at handle letsindigt i sin Stemmegivning. De fattige Arbeidere er ligesaa bra som mere velstaaende Folk.

Det ligger imidlertid ganske udenfor dette Spørgsmaal at afgjøre, hvilken Samfundsklasse er den hæderligste enten de Fattige eller de Formuende. Det er en Misforstaaelse af Pastoren, om han mener, at de Konservative har villet veie de Rige og de Fattige mod hverandre paa Moralitetens Vægt.

Hvad man har sagt er, at de Besiddelsesløse har lidet eller intet at risikere, hvorfor Fristelsen er større for dem til at lade sig opagitere af alle Slags Folkeopviglere, der, fordi de har Brug for deres Stemmer, udgiver sig for deres sande Venner, end for dem som har Eiendom og betaler Skat, hvilke har noget at tabe, om det gaar galt, hvorfor Selvopholdelsesdriften (ikke Moraliteten) driver dem til at bruge større Forsigtighed.

At den Indtægtsgrændse, vi nu har, i den nærmeste Fremtid vil komme til at blive nedsat, kan vel ansees som sikkert, om de moderate Partier faar raade, hvormed endnu flere af vort Lands mange hæderlige og stræbsomme Arbeidere bliver stemmeberettigede.

Om en saadan nedsættelse af Grændsen finder Sted, vil der fremdeles blive et Skille mellem de flittige Arbeidere og de dovne og ødsle, idet de sidste, der ikke ret formaar at skjøtte sine egne Ting, fremdeles holdes ude fra Befatning med Kommunens og Statens Anliggender.

Og at det hele Folk som Arbeidsstanden selv er bedst tjent hermed, derom burde der ingen Tvivl være hos forstandige Mennesker.

Den af Venstre foreslaaede store Udvidelse med en Gang, kan derfor ikke ansees som et Gode, hverken for Nationen eller Arbeider-

– 6 –

befolkningen, hvorfor det af Pastor Lunde og mange med ham anførte Skriftsted ikke kan tages til Indtægt for Reformen.

Men lad os nu antage, at det var bevislig, at den almindelige Stemmeret var et saadant Gode for alle som paastaaet; tidtnævnte Skriftsted kan dog enda ikke tages til Indtægt for Venstres Stemmeretsprogram. Venstre vil nemlig heller ikke almindelig Stemmeret i dette Ords virkelige Betydning. De vil blot, at den Grændse, vi nu har, skal flyttes saa langt ned med en Gang, at de andre Partier synes det er et for stort Skridt, ligesom de mener at Skridtet i disse oprevne Tider vil medføre Fare for Landet.

Meningsforskjellen bestaar altsaa kun i en forskjellig Opfatning af, hvor Grændsen bør være.

Men Jesu Ord om at gjøre mod andre, hvad vi vil, at disse skulle gjøre mod os, indeholder ingen Grændse. Det er ikke bare alle selvhjulpne Mænd over 25 Aar, vi skal behandle efter dette Guds Ord, men alle Mennesker ligetil Børn, Fattiglemmer og Straffanger.

Førend derfor et Stemmeretsforslags Berettigelse kan bevises ved omtalte Skriftsted, maa den foreslaaede Udvidelse gaa ud paa at skaffe alle Landets Indvaanere lige til Mindreaarige, Fattiglemmer og Straffanger Stemmeret.

Og dertil kommer, hvad vi før har fremholdt, at det ogsaa maa bevises, at Stemmeretten er et Gode for alle. Er den ikke et ubetinget Gode for hvert Menneske, sorterer den ikke under Barmhjertighedsgjerninger.

Naar Pastor Lunde taler om, at de første Kristne, naar de ordnede sine Samfundsanliggender, alle var stemmeberettigede og anfører dette som yderligere Bevis for, at det er det eneste Rette at gaa med paa Venstres foreslaaede Udvidelse af den borgerlige Stemmeret hos os, da kan det kun i høieste Grad forbause, at en Theolog kan tale saaledes.

Han maa da vel vide, at det er Forskjel paa at stemme i et af Staten uafhængigt Kirkesamfund (de første kristne i Jerusalem/red.) i Menighedens Anliggender og at stemme i en borgerlig Stat.

Til Pastor Lundes og det øvrige Venstres Kristendom hører fremdeles egen Udenrigsminister. Pastoren har i

– 7 –

Udlandet bragt i Erfaring, at Norge ikke er betragtet som et Land, der staar selvstændigt i Unionen. Derfor er det ukristeligt at have Udenrigsminister sammen med Sverige.

Besynderligt ! Indtil for kort Tid siden var det hele Venstre enig i at kræve det, som det moderate Venstre og Høire nu har paa sit Program, en fælles Udenrigsminister norsk eller svensk, konstitutionelt ansvarlig for begge Lande, men nu er det blevet Kristendom, at hvert Land har sin.

Men at hvert Land har sin Udenrigsminister ansees for uforenelig med Unionens Bestaaen. Den store liberale engelske Statsmand Gladstone siger : «Jeg har hjertelig sympathiseret med den norske Folks Kjærlighed til Frihed og Selvstyre, men jeg magter ikke at greie Problemet med et dobbelt Udenrigsministerium, og jeg ønsker meget Fremgang for alt, hvad der holder sammen eller drager sammen de med Hensyn til Folkemængde sekundære Stater i det nordvestlige Europa».

Venstre er da heller ikke selv blindt for, at Oprettelsen af eget Udenrigsministerium antagelig vil sprænge Unionen.

Men de siger : «Selv om det ikke er sikkert, at Unionen kan bevares, vi vil dog hensynsløst gjennemføre vort Program. Vor Udenrigsminister skal vi have, det faar briste eller bære».

Ved at oprette eget Udenrigsministerium tager vi altsaa et Skridt henimod Unionens Opløsning. Men Unionen har bragt os som vort Broderland megen Velsignelse. Dens Sprængning vilde føre os ind i Usikkerhed og Fare. Og nu er det altsaa blevet Kristendom at være med paa den Eventyrpolitik, der efter al Sandsynlighed bringer Forstyrrelse af de rolige Tilstande, vi nu saa længe har havt, ind i vort Land.

Hvor ringe Tanker man dog har om det norske Folks sunde Forstand, naar man kan vove at byde det en slig Paastand, at dette er Kristendom.

Udenrigsspørgsmaalet er som andre politiske Spørgsmaal et Hensigtsmæssighedsspørgsmaal, der ingen Besvarelse finder i den hellige Skrift. Landets Borgere har at overveie, hvad det gavner den hele Nation, og hvad der gavner

– 8 –

Nationen det gavner de enkelte Stænder og den enkelte Borger.

Naar der derfor er Meningsforskel mellem Politikere, der vil Landets Vel (altsaa egennyttige Levebrødspolitikere undtagne), da kommer dette af, at man har en forskjellig Opfatning av hvad der virkelig fremmer Landets Vel.

Men her finder hverken det ene eller det andet Parti nogen Støtte i den hellige Skrift.

Denne udtaler kun, at Landets Lykke fremmes ved, at Indbyggerne holder fast ved Guds Ord og tjener den Herre, der holder Folkenes Skjæbne i sin Haand. Men hvorledes et Statssamfund bedst skal ordnes og styres i det enkelte overlades til Borgernes egen Forstand og Dømmekraft.

Pastor Lunde har derfor gjort sig skyldig i en i høi Grad uretmæssig Sammenblanden af Politik og Kristendom ved at tage Skriften til Indtægt for Venstres Program og misbrugt Guds Ord i et Partis Tjeneste, der ellers gjennem sine ledende Mænd kan tale foragtelig nok om den aabenbare Sandhed.

Stengt for kommentarer.