provst august weenaas’ betragtninger omkring unions-opløsningen i 1905

 

– hentet fra boken : «Livserindringer fra Norge og Amerika». Af Provst August Weenaas. 1835 – 1924. Bergen 1935.

 

– fra s. 233 – 236 :

 

Aaret 1905, hint mindeværdige Aar i Norges og Nordens Historie, maa jeg omtale noget nærmere, da Aarets Begivenheder vil have sin Betydning for sildige Efterslægter baade i Norge, Sverige og Danmark med.

Jeg har alle mine Dage været en konservativ Mand, med liberale, men antiradikale Anskuelser. Saaledes i Kirken, saaledes ogsaa i Politiken.

Med andre Ord, jeg har ønsket Fremskridt, men paa det prøvede Bestaaendes Grund og efter Samfundets Evne og til det Heles Bedste. I Overensstemmelse dermed har jeg altid været en varm Ven af Foreningen med Sverige, hvori jeg har seet ikke alene et naturligt Broderbaand knyttet mellem de tvende Broderfolk paa den skandinaviske Halvø, men ogsaa en Forening til kraftig Beskyttelse af begge Landes Interesser i Krig og i Fred.

I Rigsrettens Dage, 1884, var jeg i Red Wing U.S.A. og modtog der med Sorg Budskabet om den mod alle Retsprinciper nedsatte Rigsret og dens Domfældelser af Mænd, som kun havde handlet efter sin bedste Overbevisning, efter deres Mening ialfald, til Gavn for Konge og Fædreland.

Dommen var i Virkeligheden intet andet end det dengang under Johan Sverdrups Le­delse mægtige radikale Partis Dom ved Rigsrettens skarpslebne Vaaben over det konservative, konge- og unionsvenlige Parti.

Naar engang Rigsrettens Protokoller aabnes, vil utvivlsomt Histo-

– 234 –

rien fælde en saadan Dom.

Regjeringsadvokaten Johannes Bergh’s flimrende Procedure vil da vistnok blive anerkjendt som noget af det solideste og genialeste Forsvar, som har været leveret for nogen Retsskranke i Norge.

Walter Scott Dahls Procedure som Rettens Aktor ligger betydeligt lavere og maatte, trods al Dygtighed, gjøre det.

Jeg nævner alt dette, fordi jeg er af den Forme­ning, at Rigsretten er epokegjørende for den politiske Udvikling i Norge, og at derved og ved, som en Følge deraf, Parlamentar­ismens Indførelse som Statsskik den Forfatning, som dannede Forudsætningen for Foreningen med Sverige under en Konge, derved var undergravet og dømt til i sin Tid at maatte ophøre.

Unionskongen var i Grunden derved bleven et villieløst Redskab i et enkelt, radikalt, nærmest fransk-republikanskt og ensidig nationalt Partis Haand, og han levede med sin Tilværelse paa dettes Naade.

Imidlertid var det radikale Parti ikke Enevolds-herre i Norge, det konservative Parti havde dybe Rødder ikke alene i Embedsstanden og den norske Forretningsverden, men tillige i det norske Folks konservative Sands og dets Ærbødighed for en Konge og et Dynasti, som betragtes som Ven og Velgjører, og for en Forening, hvorunder Landet i alle Retninger havde gjort saa storartede Fremskridt.

Tillige kløvedes snart det radikale Parti, nærmest paa det religiøse «Livssyn», som Kirkeministeren, Sverdrups Brodersøn, den begavede Jakob Sverdrup, særlig repræsenterede. Den materialistiske Livsanskuelse trængte sig under Naturvidenskabernes Triumftog over Frankrig og Tyskland ogsaa i Ottiaarene frem til Norge og søgte at gjøre sig gjældende i Politik, Literatur og Kunst, og dermed fulgte i den radikale Politiks Spor en Aandsretning, som ringeagtede Kirke og Christendom, hvori Retningen selvfølgelig saa sine farligste og stærkeste Modstandere.

Deraf hidførtes Sprængningen af det mægtige radi­kale Parti i et moderat Venstreparti under Sverdrupernes Ledelse og et moderne radikalt ditto under Ledelse af flere forskjellige, særlig dog Storthingspræsidenten Berner og radikale Bergens-repræsentanter, hvoriblandt Lægerne Klaus Hanssen og Armauer Hansen.

Det konservative Parti vandt derved under Advokaten Emil Stangs kloge og fremsynte Ledelse igjen friske Kræfter. Det moderate Parti blev ogsaa under Modsætningen mere og mere kon­servativt, saa at gjennem Nitiaarene Udviklingen optoges af en sta­dig Kamp mellem det konservative og radikale Parti, der afvexlende besatte Regjeringens Taburetter.

Spørgsmaalet om Norges Re-

– 235 –

præsentatlon i Udenrlgsstyret, som vaktes ved en Feil af Svenskerne i 1885, blev gjennem Nitierne mere og mere tllspidset, idet Radikalerne opstlllede Kravet paa egen Udenrigsminister for Norge, medens de Konservative ogsaa krevede, at Norge, som et med Sverige ligestillet, suverænt Kongerige, blev repræsenteret i Udenrigsstyret, men gjennem en fælles Udenrigsminister, svensk eller norsk, hvilket, mente man, alene kunde betrygge en fælles Udenrigspolitik, et endrægtigt og kraftigt Samhold i det Eneste, som de forenede Kongeriger havde tilfælles, fortiden den eene Konge, nemlig Fællesskab i Optræden udad.

To Udenrigs-ministre, mente man med Johan Sverdrup, laa udenfor Unionens Ramme.

Imidlertid har de norske Radikalere altid været kloge Tak­tikere og vel forstaaet, at, for at naa det Større, maa man begyndc med det Mindre, hvorfor man strax begyndte med Kravet paa eget Konsulat for Norge, som man gjorde gjældende, særlig af Hensyn til Norges store Handelsflaade og udstrakte Skibs- og Handels­interesser.

At Norge havde ubetinget Ret til egne Konsuler, derom var man i alle Leire enige, og ogsaa mange gode konservative Mænd ønskede eget Konsulat af Hensyn til de store nationale Interesser, men Skillet her mellem Venstre og Høire var Maaden at gjennemføre dette Krav paa, idet Venstre (det radikale) for­langte, at Norge udenvidere skulde beslutte Oprettelsen af eget Konsulat for derefter selvfølgelig at forhandle med Sverige om Afviklingen af Fællesskabet, medens Høire og de Moderate krævede først Forhandling med Svenskerne for at opnaa en fælles Overenskomst om Opløsningen af det snart hundredeaarige Fælles­skab og Maaden, hvorpaa de tvende Institutioner skulde virke for ei at komme i Kollision indbyrdes eller med det fortsatte fælles Udenrigsstyre.

Herom kom nu særlig Striden mellem Partierne i Norge at dreie sig og tilspidsedes mere og mere, ogsaa ved den Modstand, som Kravet reiste i Sverige og da særlig inden det svenske Høire, som i Grunden var ligesaa utilfreds med Unionen som det radikale Venstre i Norge, hine, fordi den ikke havde bragt Sverige den Udvidelse i Magt og europæisk Indflydelse, som man ventede, disse, fordi man fandt sig ilde berørt af, at Sverige altid spilte første Violin i Unionen, og Norge, som manglede Repræsentation udad, stod for Europa nærmest som et af Sverige afhængigt Lydrige. Under dette skjulte sig dog altid Radikalernes Misnøie med Unionen, fordi den tildels lagde Baand paa deres

 

– 236 –

Reformiver on stod iveien for manges republikanske Tilbøieligheder, og Storsvenskernes Misnøie med den samme Union, som dog sikrede Norges Suverænitet i alle andre Anliggender og tillige en vægtig Indflydelse paa den fælles Udenrigspolitik.

Imidler­tid havde man gjennem de forskjellige Ministerier i Norge arbeidet sig frem indtil Aaret 1903, i hvilket Aar man endelig enedes om et fælles Grundlag for Opløsningen og Ordningen af Konsulatvæsenet i begge Riger, og det saa lysere ud end nogensinde baade for Unionen og Konsulatspørgsmaalets Løsning.

Men Aaret 1904 blev Unionens Ulykkesaar, og den fik da endelig sit Banesaar gjennem den svenske Statsminister Boströms taabelige Optræden ved at svigte Overenskomstens Forudsætninger og i de saakaldte 6 Punkter opstille Betingelser, som Norge med sin Grundlov og Rigsakt aldrig kunde gaa ind paa.

Taalmodigheden i Norge var nu slut, og da, efterat Kong Oscar II i sin sven­ske Hovedstad og under svensk Indflydelse havde negtet sit Bi­fald til det norske Storthings Beslutning om eget norsk Konsulat, og den norske Regjerings Afdeling i Stockholm under Statsminister Løvlands Ledelse havde forladt Stockholm og begivet sig til Christiania, det norske Storthing enstemmig og efter den norske Regjerings enstemmige Indstilling (under Ledelse af Statsminister Michelsen) besluttede 7. 6. 1905 at, da Kongemagten, ved ingen norsk Regjering at kunne faa, var traadt ud av Funktion, var der­med Unionen opløst, — var Unionsbaandet mellem Norge og Sverige trods al svensk Vrede og Hidsighed faktisk opløst.

Man kunde med Grund have befrygtet, at Svenskerne strax havde grebet til Vaaben, og, naar det ikke skeede, skyldes det alene dels Kong Oscars Ulyst til Krig mellem Broderfolkene og dels, at Begivenheden virkelig kom som en Overraskelse over Svenskerne, som kun var lidet krigsberedte, medens Nordmændene havde an­vendt over 50 Millioner i de sidste Aar til Rustninger baade tillands og tilvands.

Man gled ind paa Forhandlingernes Vei og Karlstadoverenskomsten Høsten 1905 afsluttede disse paa den vistnok for begge Parter heldigste Maade.

Norge valgte snart efter, samme Høst, sin Konge, den danske Prinds Carl, gift med den engelske Konge Edward VII’s Datter Maud, og som antog Navnet Haakon VII, og som med sin Dronning i 1906 kronedes i Throndhjems Domkirke som Norges Konge. Derved var altsaa Norges ældgamle Kongestol atter reist og Norges Rige friet fra alle fremmede Baand.

Stengt for kommentarer.