«redebonhed»

Religion i sproget»: Redebon» er et ord med en lang forhistorie, men det er røget ud af Bibelen

Ordet redebon er ikke just af de mest moderne eller anvendte, omend det stadig er fastholdt i den nyeste «Nudansk ordbog». Adjektivet lever også aktivt i folkemunde, som regel i den faste vending om ånden, der er redebon, mens kødet er skrøbeligt. Vendingen stammer fra skildringen af Jesus i Getsemane i Matthæusevangeliet, kapitel 26, vers 41. Redebon blev dog ændret til villig i bibeloversættelsen fra 1948, mens det i 1992-udgaven er ordet rede, så det nu hedder, at ånden er rede, men kødet er skrøbeligt.

Redebon anses ikke for at være det mest mundrette for moderne danskere, der skal endda nok være nogle, der tror, det betyder en kvittering fra et supermarked, men den slags ældre ord er ret sjove at tage i munden, smage på, bide i, prøve af. Ordet har en lang forhistorie og lader sig følge tilbage i urnordiske sprog. Forstavelsen rede er fra det old- og urnordiske reidu eller raido, der er det ord, vi kender som rede i betydningen parathed. Slutstavelsen bon kommer af urnordisk bowan eller oldnordisk buinn eller bua, der er ført videre i det moderne ord bo og bolig, men som også kunne betyde berede, tilplante, åbne for, være beredt til, villig og parat.

Ordet redebon er altså det, der med et kompliceret udtryk hedder pleonastisk. En pleonasme er betegnelsen for et udtryk, som rummer et eller flere ord, der egentlig er overflødige for meningen, men som gentager eller overdriver ved sin gentagelse. Det kaldes også for en tautologi eller slet og ret dobbeltkonfekt, som når man siger alle og enhver, eller når man taler om en bilist i sin bil. Redebon er altså pleonastisk, fordi ordet egentlig betyder beredt til beredskab, så det er et meget stærkt udsagn, når ånden er redebon.

Ånden er stærk, parat, åben, villig og rettet mod højere mål, men kødet er jo skrøbeligt. Det er en tankefigur, en dualisme eller dobbelthed, der præger mange sider af europæisk tænkning og herunder sider af kristendommens kultur.

Man kan jo få kuldegysninger dybt ind i kødet ved at tænke på al den barske opdragelse, der gennem århundreder har haft til formål at forsøge at styre kødets lyst. I kristendommen er kødet vel først og fremmest betegnelsen for legemet forstået i sin modsætning til sjæl eller ånd.

Derfor blev ordet også kød og tog bolig iblandt os, som det hedder i de berømte ord i Johannes-evangeliet, kapitel 1, vers 14, og sådan er der mange kødmetaforer i Det Nye Testamente.

Et af de udtryk, der lever i almindelig sprogbrug, er den med en pæl eller en torn i kødet, der i daglig tale betyder at have en skavank eller en dårlig samvittighed, som plager én. Udtrykket er fra Anden Korintherbrev, kapitel 12, vers 7, hvor det har en mere vidtgående betydning: «Og for at jeg ikke skulle blive hovmodig af de overmåde store åbenbaringer, blev der givet mig en torn i kødet, en engel fra Satan, som skulle slå mig, for at jeg ikke skulle blive hovmodig.»

Men ånden bør stadig være redebon, så vi kan gå i kødet på tidens overdrevne materialisme, før al menneskelig værdighed helt går kødets gang.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk

Stengt for kommentarer.