ove høegh-guldberg : presentert i dansk biografisk lexikon

 

– fra s. 289 – 300 :

Høegh-Guldberg, Ove, 1731-1808, Statsmand og historisk og theologisk Forfatter.

Hans Fader, Jørgen Høegh, var Kjøbmand, siden Bedemand, i Horsens, hvor Sønnen fødtes 1. Sept. 1731.
Moderen, Helene Dorthea Ovesdatter f. Guldberg, var en Kræmmerdatter.

Kaarene i Hjemmet vare meget smaa, og G. maatte som Barn spise paa Omgang hos nogle velhavende Borgere i Horsens. Det skyldtes Hjælp af hans Morbroder Dines Guldberg, Præst i Gylling, at han blev sat i Stand til at studere.

Efter denne Morbroder antog han Navnet Guldberg, hvormed han altid betegnes.

Men hans Forhold som Student (hvilket han blev 1749) vare saa fattige, at han maatte forlade Kjøbenhavn og ernære sig som Huslærer i Jylland, samtidig med at han læste til theologisk Embedsexamen. Efter at han havde taget den (1754), kastede “han sig in i videnskabelige Studier.

Han maa have tildraget sig Opmærksomhed som en ung lovende Videnskabsmand. I det mindste blev han 1761
ansat som Professor eloqventiæ ved Akademiet i Sorø, hvor han virkede indtil 1764. Hans videnskabelige Interesser vare og vedbleve hele hans Liv igjennem at være overvejende theologiske og
historiske.

Det var et Vidnesbyrd om hans Kjærlighed til den klassiske Oldtids Historie, at han i disse Aar udgav en Oversættelse af Plinius’ «Lovtale til Trajan» med en Indledning om den romerske Statsforfatning (1763). Naar han 1761 offentliggjorde «Tanker om Milton og den saakaldte religiøse Poesi», viste det, at han med sine historisk-theologiske Interesser forbandt en vis æsthetisk Sans.

Denne fandt ogsaa et Udtryk deri, at han var Medstifter af Selskabet til de skjønne Videnskabers Fremme, og han vandt Præmien for Besvarelsen af en Opgave, dette Selskab udsatte, nemlig «Svar paa det Spørgsmaal, hvilken Indflydelse det har i de skjønne Videnskaber, naar oplyste Folk stræbe at overgaa hinanden»
(udkommet 1761).

At han virkede saa faa Aar i Sorø, var en Følge af, at han 1764 blev kaldet til Lærer for Arveprins Frederik (s. V, 325), en Stilling, han senere afløste med at blive Kabinetssekretær hos Prinsen (1771). Hans fornemme Elev var for lidet begavet til, at hans Undervisning kunde bære rige Frugter; men han brugte ved Siden deraf sin Tid til omfattende Studier.

For en Del har han nedlagt Udbyttet deraf i sit betydeligste videnskabelige Arbejde: «Verdens Historie», der udkom i 3 Bind (1768-72).

Uheldigvis blev dette Værk kun et Fragment, der som en Følge af den paafaldende Vidtløftighed, hvormed Forfatteren behandlede de ældste Tiders og Jødernes Historie, ikke naaede længere ned i Tiden end til den
peloponnesiske Krigs Slutning.

Nu har dette Skrift kun litterærhistorisk Interesse; det er, som det naturlig maatte være, i kritisk Henseende meget svagt, uden noget sikkert Princip for Kritikken, og Forfatterens religiøse Orthodoxi er drevet til Yderligheder; men det vidner om en betydelig Læsning, og det staar højt, hvad Fremstillingen angaar. Der er baade Liv og Kraft der i, paa sine Steder virkelig Aandrighed.

Samtidig holdt G. sig ikke borte fra den Drøftelse af forskjellige økonomiske og finansielle Spørgsmaal, som
Trykkefriheden fremkaldte. Han skrev dels under Navnet «Philodanus», dels anonymt et Flyveskrift: «Azan eller den for Gjæld udfriede Fyrste» (1771).

Hans senere Virksomhed som Statsmand give flere Udtalelser af ham i disse Smaaskrifter Interesse; men han fandt

 

Stengt for kommentarer.