carl av hessen : presentert i dansk biografisk lexikon

 

– fra s. 360 – 364 :

 

Carl, Landgreve af Hessen-Kassel, 1744-1836, Generalfeltmarskal, var født i Kassel 19. Dec. 1744 og Søn af Landgrev Frederik II og Marie, Datter af den engelske Konge Georg II.

Da Faderen gik over til Katholicismen, blev han tillige med sine 2 Brødre, Vilhelm og Frederik, sendt bort fra Landet, og de kom alle tre 1756 til Kjøbenhavn, for at deres Opdragelse kunde blive fuldendt der under Beskyttelse af Frederik V, hvis første Dronning, Louise, havde været deres Moster.

Medens den ældste af dem, Vilhelm, der 1764 ægtede Frederik V’s næstældste Datter, Vilhelmine Caroline, senere vendte tilbage til Hessen-Kassel og her gjorde sig lidet hæderlig bekjendt som Landgreve og Kurfyrste, vedblev C. at være knyttet til Danmark. Efter at han allerede 15. Nov. 1758 var bleven udnævnt til Oberst over det falsterske Regiment, blev han i en Alder af 20 Aar Generalmajor, og det følgende Aar (1765) kom han i Spidsen for Artilleriet, en Stilling, der selvfølgelig var langt over et saa ungt Menneskes Kræfter, men hvori han havde en ypperlig Støtte i den i Sachsen fødte General W. Huth, der 1766 blev Generallieutenant i dansk Tjeneste, og hvis Specialvaaben Artilleriet var.

Da Christian VII besteg Tronen, fik Prins C. Lejlighed til at komme endnu højere til Vejrs. Den unge Konge kastede i nogen Tid i høj Grad sin Kjærlighed paa ham, saa han 1766 blev baade Generallieutenant, Kommandør for Garden til Fods, Ridder af Elefanten, Statsminister og Formand for «det høje Krigsraad», der, efter at General Saint-Germain var falden i Unaade, stilledes i Spidsen for Landetaten (11. Sept. 1766).

Samtidig havde Christian VII (4. Juli) udnævnt ham til Vicekonge eller Statholder i Norge, en Værdighed, der dog ikke var mere end en Titel, da den gamle Vicestatholder Benzon vedblev at styre Embedet ligesom tidligere.

Ja, trods de stærke Betænkeligheder, J. H. E. Bernstorff gjorde gjældende, havde Kongen givet sit Samtykke til, at Prins C. ægtede hans yngste Søster, den 16aarige, indtagende Prinsesse Louise (30. Aug. 1766).

Der er senere af Johan Bülow og hans litterære Veninde Dorothea Biehl blevet rettet voldsomme Sigtelser mod C. af Hessen for at have haft en stor Del i Christian VII’s sædelige Ødelæggelse, Sigtelser, som kunde synes at vinde i Vægt derved, at ikke alene F. Chr. Rosenkrantz, men selv en Mand som Stampe havde den samme Opfattelse af Prinsen.

Der er imidlertid næppe Grund til at lægge Vægt paa disse Anklager, der støtte sig til Rygter fra en Tid, da Luften var svanger med Bagvaskelser og gjensidige Beskyldninger.

Prinsen har aabenbart godt vidst, at der var hæslige Rygter i Gang om ham, og det var vistnok som et Værn derimod, at han i sine «Mémoires de mon temps» har skildret sit Forhold til Kongen fra den modsatte Side og har omtalt, hvorledes han søgte at paavirke ham religiøst og at drage ham bort fra Udsvævelser.

Hvor liden Vægt dette end har i og for sig, saa styrkes det ved Suhms, U. A. Holsteins og Reverdils Vidnesbyrd, hvorefter Kongens sædelige Fordærvelse skyldtes helt andre Personer.

Reverdil er afgjort velvillig i sin Dom over Prins C., og der er ikke nogen, hvis Ord paa dette Omraade have større Vægt end hans.

De faa da staa til troende trods Bülows og Dorothea Biehls Domme, selv hvor den sidste støtter sig til, hvad hun siger at have hørt af Reverdil.

Derimod havde det været ønskeligt, om Prinsen havde taget mindre Del, end han gjorde det, i det Intrigespil, der blev drevet ved Hoffet og i Regeringskredsene i den første Tid efter Christian VII’s Tronbestigelse. Men det bør dog anerkjendes, at han alvorlig støttede J. H. E. Bernstorff imod et af de stærkeste Angreb, der rettedes paa ham. Der er ej heller næppe nogen Mand, som han i sine Memoirer omtaler med større Ros end Bernstorff.

Imidlertid vare Christian VII’s varme Følelser for ham snart fordampede, og i Foraaret 1767 forlod han tillige med Prinsesse Louise Kjøbenhavn. Han opholdt sig først et Par Aar i Hanau hos sin Moder; derefter tog han 1769 fast Ophold paa Gottorp Slot, da han var bleven udnævnt til Statholder i Slesvig og Holsten.

Et Par Aar senere valgte han og hans Gemalinde det i Nærheden af Byen Slesvig liggende Louisenlund til Opholdssted.

Efter Struensees Fald blev Prins C. atter draget frem paa en iøjnefaldende Skueplads, da han i Sept. 1772 blev udnævnt til Overgeneral i Norge. Det saa netop den Gang ud, som om det kunde komme til Krig med Gustav III af Sverige, der kort i Forvejen havde foretaget sit bekjendte Statskoup (19. Aug.).

Regeringen holdt det for klogt at sende en Prins derop, der ved sit Giftermaal var saa nøje knyttet til Kongehuset, som Prins C. var det; den haabede derved at give Stemningen blandt Nordmændene et sikrere loyalt Præg. Samtidig hævedes den forhadte Extraskat for Norges Vedkommende.

Prins. C. og hans Gemalinde bleve meget vel modtagne i Norge, hvor blandt andre Nordahl Brun hilste dem som «det himmelsendte Par», og, hvis man kunde tro Prinsens egne Ord, blev han saa populær, at Nordmændene gjærne vilde have haft ham selv til Konge; men dette var dog et Selvbedrag, og Folk fandt snart i Christiania, at Fyrsteparrets Ophold voldte Byen ubehagelige Udgifter.

Man var derfor ikke misfornøjet med, at det ikke varede fuldt 2 Aar. Selv fattede han under dette Ophold en Kjærlighed til det norske Folk og en Interesse for dets Vel, som han ikke senere slap. Han vedblev ogsaa paa en Maade længe at være knyttet til det, thi uagtet han i Begyndelsen af 1774 atter tog Ophold paa Louisenlund, lod Regeringen ham beholde den øverste Kommando over de norske Tropper – utvivlsomt en højst mærkværdig og uheldig Ordning. Omtrent samtidig med at han vendte tilbage til Slesvig, var han bleven udnævnt til Feltmarskal.

Medens han nu i en Række Aar levede fjærnt fra nærmere Deltagelse i Rigets Styrelse, fik han under den saakaldte bajerske Arvefølgekrig (1778-79) af Frederik den store Tilladelse til at følge med hans Hovedkvarter. Han vandt Preusserkongens Velvilje og fulgte det kortvarige Felttog med stor Iver og Interesse.

I sine «Mémoires de mon temps» har han meddelt flere interessante Udtalelser af Frederik II.

Efter at Regeringsforandringen 14. April 1784 havde fundet Sted, fik han i nogle Aar atter Lejlighed til at spille en Rolle, da Kronprins Frederik sluttede sig nøje til ham, og det i den Grad, at han (1790) ægtede hans Datter Marie Sophie Frederikke (kronprinsens egen kusine/red.).

Prins C. tog blandt andet Del i de Forhandlinger, som i disse Aar fandt Sted om en Omorganisation af Hæren, og
han kunde endog komme til at prøve sine Kræfter som Hærfører, da Rusland 1788 i Henhold til Traktaten 1773 forlangte den dansk-norske Stats Hjælp imod Gustav III, der havde angrebet det i Finland. Prinsen blev da sat i Spidsen for den 12000 Mand stærke norske Hær, der fra Norge trængte ned igjennem Baahus Len, tvang et mindre svensk Korps til at overgive sig ved Kvistrum Bro og truede Gøteborg.

Kronprinsen fulgte med paa Toget. Men det fik en stakket Ende paa Grund af Englands og Preussens Mellemkomst, saa Krigen med Sverige næppe var begyndt, førend den ophørte. Uheldigvis havde der kun været sørget slet for Soldaternes Forplejning under Toget, og Følgen var smitsomme Sygdomme, der efter dets Ophør voldte 3-4000 Soldaters Død (krigen er i flere kilder kalt “Tyttebærkrigen”/red.).

En af de norske Officerer, der vare med ved Angrebet paa Sverige, Oberst Tidemand (Nikolaj/red.), har i efterladte «Optegnelser» kritiseret Prinsens Ledelse af dette lille Felttog ligesom i det hele hans Færd som
praktisk Officer meget skarpt. Men helt retfærdig er denne Kritik dog næppe.

Det var imidlertid fra nu af forbi med Prinsens Popularitet i Norge, og i Danmark, hvor ingen havde ønsket at komme i Krig med Sverige igjen, gave mange – for øvrigt uden Grund – ham Skyld for Krigen. Ligesom han i selve Regeringskredsene havde en ivrig Modstander i Kronprinsens Svoger, Hertugen af Augustenborg, saaledes var Fremskridtspartiet her hjemme ham lidet gunstigt, blandt andet fordi han bekæmpede Trykkefriheden.

Skjønt han vedblev at være Statholder i Slesvig og Holsten samt kommanderende General over den norske Hær, tabte hans Indflydelse sig efterhaanden. Under Konflikten med England 1801 kommanderede han den Styrke, der besatte Hamborg og Lybek; men det var kun en militær Promenade, der snart endte.

I Aaret 1814 blev han Generalfeltmarskal og 1817 Storkommandør af Danebrog. 17. Aug. 1836 døde han paa Louisenlund i den høje Alder af 92 Aar.

Prins C. var endog efter bitre Modstanderes Dom en velbegavet Mand, og hans efterladte Skrifter give Indtryk af, at han var en livlig Natur med flersidige Interesser. I Modsætning til de Sigtelser, vi have set, fra nogle Sider ere blevne rettede imod ham, er han af andre som f. Ex. den bekjendte Bernt Anker i Norge bleven hævet til Skyerne, ogsaa fra Karakterens Side, og selv Grev Voldemar Schmettau, der vakte hans heftige Forbitrelse ved nogle Flyveskrifter, han udgav om den danske og norske Hærordning (1792 og 1793), har rost ham stærkt som en elskværdig Mand.

Hans Skrifter vise ham i det hele som en velmenende og mildt dømmende, men tillige som en meget forfængelig Mand. Det taler til Fordel for hans sunde Sans, at han satte Holberg overordentlig højt, og det fortjener Anerkjendelse, at han havde stærk Sympathi for Landboreformerne; men det var lidet heldigt, at hans Religiøsitet var tilsat med en Overtroiskhed, der dels gjorde ham til en stor Beundrer af den bekjendte Undermager Grev Saint-Germain, dels førte ham ind paa i Aarene omkring 1790 at faa Spiritistkunster og Sonambulevæsen i Gang ved Hoffet, og det efter en saadan Maalestok, at de gik til det næsten afsindige og endog i nogen Tid truede med ganske at forrykke Hovedet paa selv en saa lidt mystisk anlagt Natur som Kronprins Frederik.

Le prince Charles de Hesse, Mémoires sur la campagne de 1788 en Suede, 1789, og
Mémoires de mon temps, 1861.

E. Holm.

Stengt for kommentarer.