peter frederik suhm : presentert i dansk biografisk lexikon

 

– XVI Bind – fra s. 560 –

Suhm, Peter Frederik, 1728-98, Historiker, Bogsamler, var en Søn af ndfr. anførte Kommandørkapitajn (senere Admiral) Ulrik Fred. S. (d. 1758).

Han blev født i Kjøbenhavn 18. Okt. 1728. I sin Barndom nød han privat Undervisning af forskjellige Lærere, hvoriblandt flere baade dygtige og samvittighedsfulde Mænd, og da han besad et udmærket Nemme og stor Lærelyst, gjorde han hurtig Fremgang.

Fra sit 11. til sit 18. Aar havde han Niels Chr. Graae til Lærer, hvem han har givet det Vidnesbyrd : «Han vedligeholdt og opflammede Lysten hos mig til de gamle (Forfattere) og de gamle Sprog, ej ved at drive paa mig, langt mindre ved at knurre, men ved at gjøre al Ting let, ved at fortælle mig forud Indholdet af hvert Stykke og ved at vise mig dets Nytte og Skjønheder. Han var taalmodig, mild og beleven. Hvad jeg ved, maa jeg takke hans Lærdom og Flid for, men særdeles hans lette og milde Undervisningsmaade».

I Jan. 1746 blev S. privat indskreven ved Universitetet. Han var sikkert i mange Retninger et ualmindelig udviklet ungt Menneske; men den Omstændighed, at han næsten hele sin Skoletid havde læst alene og i sin Læsning til Dels havde fulgt sit eget Hoved, bidrog vistnok til, at hans senere, store Forfattervirksomhed bærer Præg af en vis Mangel paa Methode og Stringens.

Sandsynligt er det ogsaa, at den stærke Frihedstrang, der senere ytrede sig hos ham, har faaet Næring ved de overordentlig frie Former, under hvilke han i sin Barndom og Ungdom havde tilegnet sig sine Kundskaber.

Endnu efter at S. var bleven Student, havde han Privatlærere i forskjellige Fag, som Mathematik og legemlige Færdigheder. Da han var Adelsmand, faldt det for øvrigt som af sig selv, at hans Forberedelse til Embedsbanen maatte ske gjennem det juridiske Studium, der dog ikke i nogen høj Grad kunde fængsle hans livlige Aand.

Inden han endnu havde fyldt 20 Aar, blev han 23. Febr. 1748 udnævnt til Assessor i Hofretten; tillige synes han i nogen Tid at have været Avskultant i Højesteret. Hofjunkertitelen havde han tidlig faaet, og 1749 udnævntes han til Kammerjunker, hvorved han fik Adgang til Hoffet.

Men Hoflivet var ellers ikke det, der fængslede denne unge Mand, for hvem Frihed og Uafhængighed gik for alt. Embedsvejen havde heller ikke nogen Tiltrækning for ham, hvorfor han frasagde sig Stillingen som Assessor i Hofretten, ligtsom han i en senere Alder afslog Tilbudet om at blive Assessor i Højesteret.

Et litterært Otium var hans Ideal.

Allerede i sin Skoletid havde han syslet med selvstændige Udarbejdelser. Selv siger han, at det var ved Læsning af Holbergs Skrifter, han først fik Lyst til at betræde Forfatterbanen. Professor H. P. Anchersen (I, 210) fik stor Indflydelse paa den litteraturelskende unge Mand, og efter Anchersens Tilskyndelse udgav han 1749 «De gamles Krigsskole, aabnet ved de gamle Skribenters, Frontini, Polyæni, Æliani og Arriani, Oversættelser», i Fortalen til hvilket Skrift han omtaler den udmærkede Hjælp, han havde haft af H. Grams «kostbare og udvalgte Bibliothek», ligesom han med den største Berømmelse omtaler J. Langebeks Tale «Videnskabernes Haab under Kong Frederik V’s Regering» som et Mønster i dansk Veltalenhed, han kunde ønske at efterligne. Her er nævnt 2 Mænd, der i Forbindelse med H. P. Anchersen fik stor Indflydelse paa S.s Studieretning, og til hvem han sluttede sig med megen Hengivenhed.

Det var i Selskab med saadanne Mænd, den unge Hof- og Kammerjunker følte sig hjemme, og det var deres Bifald, han søgte at vinde ved sine Skrifter. Det har sikkert derfor været en stor Glæde for ham o. 1749 at blive optagen som Medlem af det ved Langebek stiftede «danske Selskab til den nordiske Histories og Sprogs Forbedring».

Ogsaa til Holberg traadte S. i nærmere Forhold, og det var langt fra, at den unge Mand, der ved Siden af sine Oversættelser af Oldtidens Skribenter ogsaa forsøgte sig som dansk Komedieforfatter, lod sit Mod nedslaa, ved at Holberg, efter at have gjennemlæst et af hans dramatiske Forsøg, gav ham det tilbage med den Bemærkning, at det «ikke duede meget».

Saa tog han fat paa Oversættelser af Plautus’ Komedier, og da Holberg heller ikke fandt disse «at være med de bedste», gav S. sig efter sin strænge Censors Forslag til at oversætte franske Theaterstykker. Disse Forsøg maa være lykkedes bedre for ham, da flere af dem bleve opførte paa den danske Skueplads.

At Holberg i det hele har sat ikke ringe Pris paa den mærkelige unge Kammerjunker, der saa kjendelig var anlagt for litterær Virksomhed, og som fandt sin bedste Glæde i lærde og dygtige Mænds Selskab, viste han ved at ledsage S.s Oversættelse af «Pythagoræ gyldne Vers, P. Syri Sentenser og Phædri Fabler» (1750) med et meget anbefalende Forord.

Og vist er det, at S., inden han endnu var 21 Aar, havde lagt en mærkværdig Forfatterevne for Dagen og vist en litterær Interesserthed, der vel endnu var spredt over et meget stort Felt, men dog tydede paa, at naar han kunde faa Lykke til at samle sine Kræfter om større Opgaver, vilde han kunne udrette noget betydeligt, da hans Arbejdsevne svarede til hans Lyst og Gaver til litterær Virksomhed.

Medens S. brugte sine Ungdomsaar i Kjøbenhavn til flittige Studier og travl Syslen med Pennen, var der gode Venner, som tænkte paa at skaffe ham en mere betrygget Fremtid end den, han kunde opnaa som uformuende Litterat.

Thi Embedsvejen, der jo ellers laa ham aaben, havde noget afskrækkende for ham, da han ikke ønskede at binde sig til bestemte Pligter, der kunde betage ham hans Frihed. Noget andet maatte altsaa forsøges.

I Throndhjem levede den Gang Generallieutenant Joh. Fred. Frølich (V, 476), hvis Hustru var beslægtet med Familien Suhm. Gjennem dette Ægtepar blev S. gjort opmærksom paa, at der i Throndhjem fandtes en ung og meget rig Arvedatter, og at, hvis han kunde vinde hende, vilde hans Fremtid være sikret. Hendes Navn var Karen Angell. Hun var født 16. Maj 1732 og var eneste gjenlevende Barn af den rige Handelsmand Etatsraad Lorents A., der var død 19. Marts 1751, og hans endnu levende Hustru, Sara f. Collett. Det var Udsigten til Ægteskab med denne unge Pige, der drog S. til Norge, hvilket Land siden i en Række Aar holdt ham fast.

I Juni 1751 begav S., der kort forinden havde faaet Titel af Etatsraad, sig paa Vejen til Throndhjem, ledsaget af 2 lærde Nordmænd, i hvem han havde fundet gode og tro Venner, nemlig Benjamin Dass (IV, 200) og Gerhard Schøning (XV, 451), af hvilke den første hidtil havde været Rektor ved Latinskolen i Throndhjem, og den anden, der var en Discipel af Dass, nu drog op for at overtage Styrelsen af nævnte Skole.

Sammen med disse gjennemrejste S. nu Norge og kom en Maaneds Tid efter Afrejsen fra Kjøbenhavn til Throndhjem. Her synes den Sag, for hvilken han var dragen saa højt mod Nord, allerede at have været godt forberedt af ovennævnte General og Frue; thi S. kom, saa og vandt.

En Uge efter Ankomsten blev han nemlig forlovet med Karen Angell. Da hun endnu bar Sorg for Faderen, fandt Brylluppet først Sted 19. April 1752. For at faa Bruden havde S. maattet forpligte sig til at blive i Throndhjem, saa længe hans Svigermoder levede, og at lade hende sidde i uskiftet Bo. Dette kunde allerede være noget tyngende. Værre var det, at afdøde Lorents Angells Broder og Deltager i Handelsforretningen, den siden berømte Legatstifter Thomas A. (I, 266), der havde boet i Hus sammen med Broderen og siden med Enken, havde tilegnet sig et saadant Herredømme i Huset og Forretningen, at de unge Folk maatte tage enhver Skilling af hans Haand, noget, der let kunde føre til Ubehageligheder og i Tiden da ogsaa gav Anledning til Sammenstød. Dog forbleve S. og hans Hustru boende i Throndhjem – om Sommeren paa Landejendommen Grilstad i Strinden – endnu 9 Aar efter Moderens Død (1756).

Af deres Ægteskab fødtes kun ét Barn, Sønnen Ulrik Frederik S. (f. 1761), der blev et meget lovende ungt Menneske, men allerede døde 3. Jan. 1778 til Forældrenes store Sorg, som de gave et ydre Udtryk i den overordentlig skjønne og pragtfulde Marmorsarkofag, der gjemmer hans Støv (i den nuværende Christianskirke paa Christianshavn, hvor Forældrene ogsaa fandt deres Hvilested).

S.s Ægteskab og Ophold i Throndhjem førte ham mere ind i det selskabelige Liv, end Tilfældet havde været i Kjøbenhavn; men for øvrigt fortsatte han sine flittige Studier med ikke mindre Kraft end tilforn. I Forening med Schøning udgav han 1757 «Forsøg til Forbedringer i den gamle danske og norske Historie», hvilket Skrift gav Anledning til, at S. efter Grev J. L. Holsteins Forslag 1758 valgtes til Medlem af Videnskabernes Selskab i Kjøbenhavn, blandt hvis Skrifter forskjellige historiske Afhandlinger af ham senere ere optagne, hvoriblandt «Om de danskes og norskes Handel og Sejlads i den hedenske Tid» (1762) og «Tanker om Vanskeligheden ved at skrive den gamle danske og norske Historie» (1763).

Da det norske Videnskabernes Selskab i Throndhjem 1760 stiftedes af Biskop J. E. Gunnerus, var S. et af dets første Medlemmer og har leveret flere Bidrag til dets Skrifter.

Under Psevdonymet «Philalethus» udgav han «Throndhjemske Samlinger» I-V (1761-65), der indeholder Afhandlinger og Meddelelser af meget broget Art, men alt vidnende om S.s overordentlig udstrakte Læsning og hurtige Opfattelsesevne.

Efter at have boet 14 Aar i Throndhjem forlod S. 1765 med sin Familie Byen for at tage Bolig i Kjøbenhavn. Anledningen var nærmest den, at det var kommet til et Brud mellem ham og hans Hustrus Farbroder, Thomas Angell, hvilket førte til, at sidstnævnte testamenterede sin store Formue til velgjørende Øjemed.

Sagnet fortæller, at S.s Frue en Aften, da de havde Selskab, havde glemt at lade den gamle Mand faa sin sædvanlige Aftengrød op i sin Stue, og Følgen blev, at han flyttede ud af den gamle Gaard, som han ellers kun forlod de 2 Gange om Aaret, han gik til Alters, og at hans Broderdatter og hendes Mand mistede Udsigten til at arve ham.

For øvrigt havde S.s lærde Venner i Kjøbenhavn længe ønsket, at han skulde være dem nær, hvad hans egne Studier ogsaa gjorde ønskeligt for ham, især da det blev maget saa, at hans tro Studiefælle G. Schøning samtidig kunde ombytte Rektoratet i Throndhjem med et Professorat i Sorø, medens den tidligere nævnte throndhjemske Ven Mag. Benj. Dass allerede i en Del Aar havde boet i Kjøbenhavn, hvorfra han paa en vittig og underholdende Maade havde holdt S. à jour med de litterære Forhold og Personligheder i Hovedstaden.

Efter at S. selv var kommen til Kjøbenhavn, hvor hans Moder (d. 1767) endnu levede, kjøbte han en anselig Gaard i Pustervig med Rum for hans allerede betydelige og stadig voxende Bogsamling samt tilhørende Have (til Dels den nuværende Hauserplads), hvor han i 2 Pavilloner havde sin Samling af mærkelige Naturgjenstande og andre Rariteter.

Senere erhvervede han en Lystgaard i Øverød, hvor han med Familie opholdt sig om Sommeren og ret havde Lejlighed til at tilfredsstille sin Passion for Havevæsen. Baade her og i Hovedstaden førte han et ret selskabeligt Liv, og dog fandt han Tid til Læsning og Excerpering af saa talrige Bøger, at næppe ret mange i den Henseende have overgaaet ham.

Hans litterære Interesser strakte sig over et vidt Felt : Historie, Theologi, Filosofi, Økonomi, Politik, Æsthetik, litterær Kritik laa inden for hans Synskreds, og i alle disse Fag og vel endnu flere er han optraadt som Forfatter, om han end ikke stak lige dybt i dem alle. Hans Tænkeevne var levende, og han arbejdede med stor Lethed. Derhos besad han en lykkelig Sindsligevægt, noget, der bidrog til, at han blev afholdt af alle.

En ung svensk Videnskabsmand, J. H. Liden, der 1768 besøgte Kjøbenhavn og jævnlig kom til S., skriver om ham: «Han er, som mig synes, et af de faa lykkelige Mennesker : Ejer af alt, hvad man kan ønske sig, har han et tilfreds og stille Sind, er ikke afhængig af nogen, søger sin Glæde hos sig selv og blandt sine Bøger, hvilke han forstaar at benytte, og blandt hvilke han trives bedst».

Statsembeder ønskede han ikke, og ydre Æresbevisninger søgte han ikke, om de end søgte ham, da han 1769 blev Konferensraad, 1774 Kammerherre og 1787 kongl. Historiograf, i hvilken Anledning R. Nyerup som Festskrift udgav «Anders Sørensen Vedel, Om den danske Krønnike at beskrive» med et Tillæg om de «kongl. danske Historieskrivere».

1785 blev S. Medlem af den Kommission, der skulde gjøre Forslag til Forbedringer ved Universitetet og de lærde Skoler.

I politisk og social Henseende var S. ualmindelig frisindet, og han hilsede Trykkefrihedsforordningen af 14. Sept. 1770 med Glæde, da han haabede, at den vilde bidrage til at udbrede Kundskab, forjage Dorskhed, berige Sproget og bringe Modersmaalet i Ære, som det højlig trængte til, da, som han sagde, mange af de store, selv af dem, der beklædte Statens høje Embeder, kunde være hele deres Livstid her i Landet uden at tale eller forstaa Dansk. De slette Skrifter, som den ubundne Skrivefrihed vilde fremkalde, haabede han vilde synke til Bunds, medens de gode vilde bevare deres Værd.

S.s Misfornøjelse med de store Begunstigelser, fremmede nøde, medens Landets Børn tilsidesattes, kommer ogsaa frem i den «Udsigt over Videnskabernes og de smukke Kunsters Tilstand i Danmark og Norge i Aaret 1771», der udkom anonymt paa Fransk og snart efter oversattes paa Dansk. Heri siger han nemlig bl. a. : «Imedens man pensionerer fremmede lærde, som bo her i Landet, imedens man overøser lærde uden for Landet med Foræringer, lader man de indfødte lærde vansmægte, kjender dem ikke eller ringeagter dem og læser ikke, hvad de skrive. Det, som paa en Maade kan tjene til Undskyldning for de store, er, at de ikke forstaa Landets Sprog».

– I samme Skrift taler S. ogsaa i stærke Ord Norges Sag : «Norge er næsten blottet for alle Midler til Oplysning. Det forekommer mig, at de danske af en lav Misundelse og ugrundet Ængstelighed søge at forevige Uvidenhed der i Riget. Der gives intet Akademi, intet Universitet, ingen offentlig Bogsamling. De Nordmænd, som vil studere, maa rejse ned til Kjøbenhavn».

I det hele holdt S. af at give sit Bidrag til Besvarelsen af Dagens brændende Spørgsmaal, og han gjorde det ofte med Fynd og Klem. Skulde den offentlige Mening have et prægnant Udtryk, følte S. Kald til at være Ordfører, og mange saa hen til ham som til den, hvis Ord man i bevægede Tider gjærne vilde høre.

Det Brev «Til Kongen», som S. udgav efter Hofrevolutionen 17. Jan. 1772, vakte en Opmærksomhed og et Bifald over hele Riget, ja vel endog i hele Norden, som næppe noget andet Skrift nogen Sinde havde gjort, og vidner om en Oprigtighed og Frimodighed hos dets Forfatter, som i høj Grad maa tiltale, selv om adskillige Udtryk nu maa synes os overspændte og smagløse (s. VIII, 613).

Det Udkast til en konstitutionel Statsforfatning, som S. omtrent samtidig overrakte Guldberg, vandt derimod ingenlunde denne  Statsmands Bifald og forblev ubekjendt for Almenheden, indtil Nyerup efter S.s Død udgav det (i «Suhmiana») og derved nær var kommen i en slem Forlegenhed (XII, 344), da det maatte synes at være et Forsøg paa at omstyrte Kongeloven.

Anonymt udgav S. «Til mine Landsmænd og Medborgere, de danske, norske og Holstenere» (1772), et fortræffeligt lille Skrift, der fælder en Stræng Dom over Struensees Fremfærd i mange Stykker, men dog ogsaa anbefaler Bevarelsen af flere af hans Foranstaltninger, særlig Trykkefriheden, der «befordrer Videnskaberne, gjør, at et Folk føler sig, giver Frihed, Styrke og Rigtighed i Tankerne og lægger Sandheden for Dagen».

Den ret omfangsrige æsthetiske Produktion, som S. i de følgende Aar udfoldede, vil senere finde Omtale. Her vende vi os til den Forfattervirksomhed, der mere end noget andet vil bevare hans Navn gjennem Tiderne, nemlig hans Historieskrivning.

Med Forbigaaelse af mindre vigtige Skrifter og Afhandlinger skal da først fremhæves hans «Danmarks, Norges og Holstens Historie i Udtog, til den studerende Ungdoms Tjeneste» (1776), en for sin Tid fortrinlig Skolebog og den første i sit Slags, der har bidraget overordentlig til Udbredelse af historisk Kundskab og fædrelandsk Aand i Folket (oftere oplagt paa ny, sidst 1832 ved Werlauff).

Længe havde S., opmuntret af sine Venner, forberedt sig til at levere en udførlig Fremstilling af Danmarks Historie fra de ældste Tider af. En Række, til Dels meget omfangsrige, Skrifter fra hans Haand danner Indledning til dette hans Hovedværk, saasom : «Forsøg til et Udkast af en Historie om Folkenes Oprindelse i Almindelighed» (1769); «Om de nordiske Folks ældste Oprindelse» (1770); «Om Odin og den hedniske Gudelære og Gudstjeneste udi Norden» (1772); «Historie om de fra Norden udvandrede Folk» (2 Bd., 1772-73); «Kritisk Historie af Danmark» (4 Bd., 1774-81) foruden «Genealogiske Tabeller» til samme (1779).

Det var i Sandhed en bred Grundvold (o. 5000 Kvartsider), S. saaledes havde søgt at lægge for sit Værk. Men med Undtagelse af Skriftet om Odin, der i sin Tid bidrog til at vække Sansen for den nordiske Gudelære og derved virkede inspirerende paa flere af vore Digtere, samt Partier af den «Kritiske Historie» er det meste af disse indledende Undersøgelser nu ret betydningsløst.

Anderledes er det derimod med S.s «Historie af Danmark» I-XIV (1782-1828), der er et saare vel forsynet historisk Forraadskammer. I sin Helhed er det et Kæmpeværk, der viser den mest udstrakte Læsning af alle da tilgængelige Kilder, som paa nogen Maade kunde tænkes at ville kaste Lys over Danmarks Historie, taget i videste Betydning, i det meget af Nabolandenes Historie er inddraget i Fremstillingen, naar der var mindste Anledning dertil.

– Det er ikke nogen pragmatisk Historie, men nærmest en Aarbog med indstrøede Bemærkninger og Ræsonnementer, der vidne om S.s sunde Sans, hans Retsind og Billighed. Som Bogen er, vil den endnu i lange Tider være uundværlig for enhver, der sysler med vor Middelalders Historie; men ingen vil kunne holde ud at læse den igjennem for sin Fornøjelses Skyld, dertil er Stofmængden for stor og Fremstillingen for bred.

Men hvad der nu til Dags kun kunde tænkes udført af flere samarbejdende Historikere, det udførte S. alene, dreven af en levende Kjærlighed til Fædrelandet og dets Historie og støttet af en Arbejdskraft og Arbejdslyst, som sjælden findes.

Det er ganske vist ikke vanskeligt at finde Fejl eller Vidnesbyrd om svigtende Kritik i S.s store Værk; men vi maa dog underskrive C. Paludan-Müllers Dom om Værket: «Fordi man ikke kan lukke Øjnene for Manglerne og Svaghederne i S.s Værk, vilde det være ikke alene urigtigt, men taabeligt, om man vilde skyde det til Side som et Foster af en uoplyst Tids forældede og overvundne Anskuelser.

Omfanget af hans Værk, Massen af den Kundskab, han meddeler, vil altid gjøre ham og det umisteligt. Hundrede Aar ere hengaaede, siden han udsendte sine første Tomer; men endnu vender enhver, der søger Oplysning om vor ældre Historie, sig først til ham, og saaledes vil det sandsynligvis vedblive ogsaa i Fremtiden; thi det er vel ikke for dristig en Forudsigelse, at Danmark ikke tør vente sig en ny S., der gjør den gamles Gjerning om igjen ved at samle det hele historiske Stof i en saadan Række stærke Kvarter».

– En praktisk Ulempe, som føles stærkt ved Brugen af Værkets første Dele, er det, at en Opregning af de benyttede Kilder, uden Henvisninger i det enkelte, sædvanlig er bunket op ved hvert Aars Slutning, hvilket gjør Opregningen saa godt som unyttig. Senere hen er denne uheldige Fremgangsmaade dog forladt. Paaskjønnelse fortjener det, at navnlig de sidste Dele af Værket ere ledsagede af ret rigelige Diplomsamlinger, hvilket dog maaske især er Udgiverens (R. Nyerups) Fortjeneste.

Det havde været S.s Plan i sin Historie at gaa til Christoffer af Bajerns Død (1448); men i sin Udarbejdelse naaede han kun til 1400. Ved hans Død vare af de 14 Bind endnu kun de 6 første udkomne. Udgivelsen af de sidste 8 Bind besørgedes dels af Abr. Kall, dels (og især) af R. Nyerup. Uden den sidstes store Kjærlighed til den afdøde og uden hans Udholdenhed og nøje Kjendskab til S.s næsten ulæselige Haandskrift var Værket næppe kommet for Lyset, i ethvert Tilfælde ikke i saa god en Skikkelse som den, hvori det nu foreligger.

De gode økonomiske Vilkaar, hvori S. befandt sig, og hans levende Gavnelyst satte ham i Stand til paa forskjellige andre Maader at fremme den historiske Litteratur. Saaledes bragte han ved sit ædelmodige Tilbud om eventuelt at afholde Udgifterne ved Trykningen af «Scriptores rerum Danicarum» Langebek til at vove Udgivelsen af dette betydningsfulde Værk, og efter Langebeks Død (1775) fortsatte S. selv Udgivelsen af samme (Tom. IV VII).

Han bekostede Udgaven af «Abulfedæ Annales Moslemici», 5 Bind (ved J. G. C. Adler), af en Række islandske Sagaer (ved forskjellige Islændere), ligesom ogsaa af de værdifulde «Samlinger til den danske Historie», der nu sædvanlig betegnes med hans Navn, hvilke han lod yngre Historikere udgive, især efter Manuskripter i hans egen Bogsamling (1. Række, 1779-84, ved B. C. Sandvig, i 2 store Kvartbind; 2. Række, 1792-95, kaldet «Nye Samlinger», ved R. Nyerup, i 4 mindre Kvartbind).

– En stor og fortjent Berømmelse erhvervede S. desuden ved at aabne sin store og fortrinlige Bogsamling, der til sidst udgjorde hen ved 100000 Bind, til offentlig Brug paa en Tid, da det store kongl. Bibliothek og Universitetsbibliotheket endnu ikke, eller kun i meget ringe Grad, vare tilgængelige for den større Almenhed.

Intet Under derfor, at S.s Navn blandt Videnskabens Dyrkere baade hjemme og ude var højt agtet og elsket, hvortil hans vennesæle Væsen og store Hjælpsomhed over for enhver, der kom i nærmere Forbindelse med ham, ogsaa i væsentlig Grad bidroge.

Humanitet, Kjærlighed til Mennesker og ædelt Frisind vare Grundtræk i hans Karakter. Det var derfor vel fortjent, naar skjønsomme Medborgere 1797 ærede ham ved at lade præge en Medaille med hans Billede. Hans Død, 7. Sept. 1798, vakte stor og almindelig Deltagelse. De mindre fordelagtige Rygter, som i sin Tid havde sneget sig om vedrørende S.s Privatliv, vare og bør helst være glemte.

En stor Del af S.s mindre Skrifter og Afhandlinger udkom i en samlet Udgave 1788-99 i 16 Bind. Deraf indeholder 15. Bd. S.s Levned ved R. Nyerup, som i 16. Bd. ogsaa leverede «Suhmiana», en Del forhen mest utrykte Smaastykker, der fandtes blandt S.s efterladte Papirer.

S.s tidligere nævnte Hustru, Karen f. Angell, døde 11. Juli 1788. Den Omstændighed, at S. havde taget hende for Pengenes Skyld, undlod ikke at efterlade mindre heldige Spor i deres Samliv. Faa Maaneder efter hendes Død ægtede S. (18. Okt. 1788) Christiane Becker, Hofapotheker J. G. B.s 24aarige, smukke og livlige Datter, der blev hans «Alderdoms Trøst og Glæde». Hun overlevede ham kun i 5 Maaneder og døde 7. Febr. 1799 efter at have født en Datter, gjennem hvem der endnu lever Efterkommere af S., men med Tyskland som Fædreland.

S. havde med sin første Hustrus Bifald bestemt sin store Bogsamling til fremtidig at blive en offentlig Stiftelse og havde tænkt at testamentere sin Formue til Samlingens Vedligeholdelse og Forøgelse. Disse «medicæiske Planer» bleve dog forandrede efter hans nye Giftermaal, og 1796 blev det afgjort, at Samlingen skulde indlemmes i det store kongl. Bibliothek, mod at Staten fremtidig ydede S. og hans Hustru en Livrente.

Da de begge døde faa Aar derefter, fik det kongl. Bibliothek paa den Maade den store Bog- og Haandskriftsamling for billigt Kjøb.

Lahde, Saml. af fortjente danske Mænds Portræter II. Nyerup, Lit. Lex. Museum 1894, II. Hist. Tidsskr. 4. R. II, 830 ff.; 6. R. I, 800 ff. Werlauff, Efterretn. om det st. kgl. Bibliothek. C. Bruun, P. F. Suhm (1898).

H. F. Rørdam.

– Som skjønlitterær Forfatter er P. F. Suhm langtfra af høj Rang, ihvorvel han af sin Samtid sattes i første Række, og dog have hans «nordiske Fortællinger» haft stor Betydning for Eftertiden som det første i sit Slags; gjennem dem har han skabt en ny Digtform, der blev dyrket og efterlignet, ikke blot af en Digter som Samsøe, men selv af Oehlenschläger og Grundtvig, og som bidrog meget til at vække Interessen for det gamle Norden.

Allerede i hans tidligste Ungdom stod hans Hu til «at opnaa at skrive som Holberg», og kun 20 Aar gammel udgiver han sit første æsthetiske Forsøg, «Samtale efter Luciani Maade imellem Lyciscum og Aristidem og Thrasybulum» (1748), Aaret efter fortsat i «Samtale imellem Lyciscum, Aristidem og Lampriam», 2 Smaastykker i græsk Iklædning, der gaa ud paa, at kysk Elskov og Filosofi godt kunne forliges. Senere (1761) fælder S. selv den haarde – men ret træffende – Dom over dem, at «de beskriveen unaturlig og tvungen Kjærlighed i en almindelig Stil . . . Overalt findes her intet andet end romansk og daarlig forliebt Sladder».

Allerede inden disse 2 Arbejder skrev han en Komedie : «Den uformodentlige Lykke», som han gav Holberg til Bedømmelse og fik tilbage med Besked, at den «ikke duede meget».

Fra hans første Forfatteraar stamme end videre nogle Oversættelser fra Græsk og Latin, som skaffede ham stor Anerkjendelse, og en anden meget tarvelig Komedie : «Den fuldkomne Kjærlighed» (trykt i «Throndhjemske Samlinger» III, 1763). Det er sikkert Læsningen af Holbergs Komedier, der fik S. til at forsøge sig som Komedieskriver, og det er rimeligt, at Holberg gjærne har villet hjælpe ham paa Vej, i det han fik S. til at oversætte 2 franske Komedier for Theatret.

I de ovennævnte «Throndhjemske Samlinger» (1761-65) optræder S. ogsaa som Kritiker: han inddeler de recenserede Værker i «gode nye Bøger» og «slette nye Bøger»; Rousseaus «Émile» kommer ind under den sidste Kategori, fordi den foreslaaede Opdragelsesmethode var «ugjørlig».

Den Klopstockske Odedigtning var ham ogsaa imod som «uforstaaelig og opskruet Snak». Senere indskrænkes hans kritiske Virksomhed til Censurerne i «Selskabet til de skjønne Videnskabers Forfremmelse», hvoraf han blev Medlem 1772, lige efter at han havde vundet Selskabets Pris for sin nordiske Fortælling «Sigrid eller Kjærlighed Tapperheds Belønning». At S. var Forfatteren, fik man først senere at vide; i Steden for Navneseddel fandtes kun en Seddel, hvorpaa stod : «Bene vixit, bene qvi latuit».

Dette Værk gjorde almindelig Lykke : «Alle erkjendte, at Titelen : Forfatteren af «Sigrid» . . ., var en Hæderstitel af mere sand Værdi end hvilken som helst Titel, der kunde meddeles af noget Hof» (R. Nyerup). Æmnet er taget fra Saxos bekjendte Fortælling, og S. har behandlet det sødlig og sentimentalt med «Moral» som Topfigur paa Kransekagen, altsaa just i Tidens Smag.

Han havde i sine Fortællinger – siges der i en Anmeldelse af den senere Fortælling «Alfsol» – ikke moderniseret sine Helte à la française; dog var han heller ikke bleven Sandheden tro til Ækelhed. Allerede før «Sigrid» udkom, havde S. udgivet «Idyller og Samtaler» (1772), der blev averteret med det Tillæg : «som næppe finder sin Lige i dette Slags», en Række Skildringer, dels i fuldstændig traditionel Hyrdestil med de vel-kjendte Hyrdenavne, dels ogsaa med nordiske Navne og Forsøg paa Sagatone i Sproget, men Parykkerne og Fiskebensskjørterne stikke igjennem trods al «Nordiskhed».

Sin nordiske Digtning fortsætter S. i de følgende Aar med Fortællinger som «Gyrithe», «Frode», «De 3 Venner eller Hjalmar, Asbjørn og Orvarodd», «Alfsol» o. a.; ved «De 3 Venner» er der det mærkelige, at «den værdige Forfatters Yndlingstanke synes at have været den, at de 3 nordiske Hovedfolk bør anse hverandre for Brødre» (Abrahamson), altsaa en første Spire til litterær Forskandinavisme.

– 1774 skrev S. en politisk Fortælling : «Euphron», som han lod trykke i 2 Udgaver, den ene, bestemt til Uddeling til gode Venner, indeholdende 42 ret mærkelige og frisindede «Regeringsregler», den anden, uden disse, til almindeligt Salg.

Som Medlem af «Selskabet til de skjønne Videnskabers Forfremmelse» fik S. udsat en Præmie (paa indtil 1000 Rdl.) for det bedste episke Digt, og han udkastede selv Plan til et saadant om den nordiske Mythologi, et Arbejde, som han imidlertid aldrig  kunde have evnet trods al sin Flid. Men ved dette som ved sine nordiske Fortællinger kommer han til at staa som en Vejviser hen imod den Gjenfødelse, som ved Oehlenschlagers Fremtræden skulde bryde frem i hele vort Aandsliv : S. er her «Nattens Grubler», der «flittig grunder», – men den Skat, han ikke kan hæve, den finder «Naturens muntre Søn», uden Grubien, «med Lethed ved et Under».

F. Rønning, Rationalismens Tidsalder I-II.

E. Rørdam.

Stengt for kommentarer.