thomas hansen kingo : presentert i dansk biografisk lexikon

– fra s. 170 – 180 :

Kingo, Thomas Hansen, 1634-1703, Biskop og Digter, fødtes i Slangerup 15. Dec. 1634.

Faderen, Væver Hans Thomsen K. (d. 1671), var af en indvandret skotsk Æt, Moderens Navn var Karen Sørensdatter. Forældrene levede i tarvelige Kaar, men satte dog Sønnen til Studeringer, først i den lille Kjøbstads egen Skole, hvor han under sin Opvæxt vistnok er paavirket af Sognepræsten, den ivrig danske Sprogmand og Metriker Søren Judichær (Gullænder) (VIII, 556).

Der fra gik K. til den større Skole i Frederiksborg, hvor han havde Litterærhistorikeren Albert Bartholin til Rektor, og blev Student 1654.

Skjønt hans theologiske Studium blev afbrudt baade ved Pest og ved Svenskernes Indfald, fik han dog Examen 1658 og blev nu Huslærer, først hos Slotsforvalteren paa Frederiksborg, derpaa 1659 hos Fru Lene Rud paa Vedbygaard.

I de smukke Egne ved Tissøen førte K. nu i nogle Aar et fornøjeligt og selskabeligt Ungdomsliv, skjønt Svenskerne i Begyndelsen huserede og hærgede der paa en Maade, som endog bragte ham selv i Fare. Herfra skrive sig hans tidligste Digte, der knytte sig til personlige Smaaoplevelser og Venskabsforbindelser og derfor have et velgjørende Præg af Humor, Liv og Virkelighed, som oftest savnes i Tidens øvrige Digtning, ogsaa i K.s egne verdslige Poesier.

Det kun delvis trykte «Nævetud og Knud herud» (Knud Hertugs Dag, 7. Jan., som «bærer Julen ud», og da man puster i Næverne af Kulde) giver en realistisk-idyllisk Skildring af en Vinterdag paa Landet med hele dens hyggelige huslige Stel, som i sin troskyldige Snaksomhed stedvis minder om Voss’ berømte «Siebzigster Geburtstag».

Ikke mindre aaben Sans for Naturens og Hverdagslivets Poesi røber «Sæbygaards Koklage» over den døde Tyr, skjønt Æmnet er lovlig tyndt i Forhold til den langtrukne Behandling, og skjønt den allegoriske Anvendelse paa Menneskelivet falder ubehændig ud, – og især «Carsten Atkes Afsked fra Løve Herred», der bevarer Minderne om gemytligt Samliv med en af Digterens nærmeste Omgangsfæller, Godsinspektør Carsten Atke paa Nørager, for hvis Børn han ogsaa havde været Lærer.

Imidlertid var K. 1661 bleven ordineret til Kapellan hos Præsten Peder Worm i Kirke-Helsinge, nær ved Vedbygaard, hvor han tilbragte 7 Aar, skjønt han allerede 1665 havde faaet Ventebrev paa Kaldet i sin Fødeby efter Søren Judichær.

Ved dennes Død 1668 blev K. Præst i Slangerup og tog Aaret efter Magistergraden, omtrent samtidig med at han ægtede sin fordums Madmoder, P. Worms unge Enke, Sille Balkenborg, en norsk Præstedatter, der bragte ham 3 Stifdøtre af sit forrige Ægteskab og for Resten allerede døde 1670.

Som Bevis paa den Begjærlighed efter denne Verdens Gods, for hvilken vor store Salmist ingenlunde var fri, har man anført, at han før sit Ægteskab paa Enkens Vegne traf en Overenskomst med Eftermanden i Helsinge, hvorved denne udbetalte en Sum Penge i Steden for at forsørge hende paa Kaldet.

Det er dog tvivlsomt, om her har ligget nogen Beregning bag ved; K. synes at have ægtet Sille Balkenborg af Tilbøjelighed, og det er maaske endog til hende, han har skrevet den i de Dage meget populære Elskovsvise «Chrysillis, du min Verdens Guld !» i den 2. Schlesiske Skoles noget kunstlede Hyrdestil.

3-4 Aar efter hendes Død giftede K. sig imidlertid igjen, denne Gang med Enken efter en Forvalter Pedersen, Johanne Lauridsdatter Lund, som var 13 Aar ældre end han og en god Husmoder, over for hvem der dog næppe kan have været Tale om noget egentligt Kjærlighedsforhold, hvilket den Gang ogsaa spillede en mindre Rolle i Ægteskabet end i vore Dage.

Hvad der maa have forbitret K. Livet i Slangerup, er Forholdet til den bekjendte Satiriker og Pamfletist Jacob Worm, en Søn af Peder W. i Helsinge i et tidligere Ægteskab, altsaa paa en Maade K.s Stifsøn. Han blev allerede Student under K.s Ophold hos Faderen og var et uroligt Hoved, hvis fejlslagne Ærgjerrighed fyldte ham med Nag mod alt og alle, ikke mindst mod K., til hvem han var traadt i en underordnet Stilling som Rektor ved den
lille Skole i Slangerup fra 1671.

Formodentlig har K.s noget myndige Væsen saaret ham, og han begyndte snart at hævne sig ved anonyme, men meget udbredte Nidvers, af hvilke det bekjendteste, om «Kingos Kalot», stikler paa dennes Hovmod og besvaredes af K. i en fuldt saa plump Tone.

1677 blev Worm Præst i Viborg, hvor hans politiske Smædedigtning snart bragte ham i Ulykke, og K. var da blandt dem, der stræbte at frelse hans Liv ved et Digt til Kongen : «Se der, hvor Simei sig om i Støvet vælter», som imidlertid omtalte Worms Fejhed i Ulykken i en saa nedsættende Tone, at denne fra sit Fængsel vendte det parodierende mod K. selv.

I Slangerup optraadte K. efterhaanden med en hel Række Digte, der grundlagde hans poetiske Ry. Denne Digtning deler sig som næsten hele Samtidens i Lejlighedspoesi, patriotisk og gudelig Poesi.

Som verdslig Digter staar K. i det hele ikke over sin Samtid; han levede i Alexandrinernes, Parykstilens og Avtoritetens Periode, og det er den, der præger hans Frembringelser.

Det er klingende Ord, svulstige Billeder og søgte Vendinger, Mythologi og Allegori, uden synderlig ægte Følelse eller Originalitet, højtidelig fremtrinende i Alexandrinerens afmaalte og i Længden saa usigelig trættende Paradeskridt. Af og til spredes Taagerne ved et Glimt af digterisk Inspiration; endnu hyppigere synker den unaturlig opstyltede Pathos ned i det smagløse.

Den fædrelandske Følelse koncentrerer sig om Kongen, hans Ministre og Generaler og faar derved Lejlighedspoesiens personlige, smigrende, ofte næsten krybende Tone, hvorom kun er at sige, at den hørte hele Tiden til, ikke blot hos os, men ogsaa udenlands.

I en lang Række Digte har K. forherliget «Dydernes Monark, Kong Christian V,» i Anledning af kongelige Fødselsdage, Rejser, Fester osv.; deriblandt er en dramatiseret Kantate eller Opera-Ballet af mythologisk Indhold til Kongens Fødselsdag 1683. Andre Vers ere rettede til Griffenfeld, «Guds Naades store Mand, den himmelbaarne Greve», Niels Juel, Kansler Reedtz o. fl.

Betydeligere ere de Digtrækker, der besynge den Skaanske Krig og næsten med Krønnikens Nøjagtighed, men i en modernere Tone følge «Kong Christian V’s Ledingstog» (1675-77), Krigen i Meklenborg og Pommern, Gullands Indtagelse, i Anledning af hvilken K. gjennemgaar hele Øens Historie efter Niels Pedersens og Lyskanders berygtede gullandske Hypothese, samt Slaget ved Øland, indledet med en ret smuk Skildring af en Majnat paa Havet. Hertil slutte sig hans Kronborgs og Samsøs Beskrivelser (1672 og 1675), der ogsaa for en stor Del gaa ud paa Behageligheder til Kongen og til Griffenfeld som Samsøs Herre.

Som alle Tidens naturbeskrivende Digte ere ogsaa K.s meget langtrukne, begynde fra Verdens Skabelse eller Syndfloden og formaa kun at skildre Naturen gjennem mekanisk Opregning og Sidestilling af en Række Enkeltheder, der hverken frembringe noget Billede eller nogen Stemning. I saa Henseende staa de langt tilbage for hans Ungdomspoesier, hvor han bevæger sig friere og friskere i de lettere Versemaal.

Det bedste ved hele denne Digtning er den Kjærlighed til Danmark og alt dansk, som aander igjennem den, medens det ikke kan nægtes, at K. i Stilen er stærkt tysk paavirket, af den 2. Schlesiske Skoles hule Rhetorik og Misbrug af malende og sanselige Billeder, Sol og Maane, Morgen- og Aftenrøde, Guld, Farver og Blomster, medens en vis Jagen efter Ordspil, originale og drastiske Udtryk ikke sjælden falder plat ud.

En hel anden Digterpersonlighed træder os i Møde, naar vi vende Blikket mod K.s Salmer. Paa dette Omraade var der Trang til noget nyt.

Reformationstidens frodige og frejdige Tros- og Bekjendelsessalme var forstummet; dens naivt ubehjælpsomme og uregelmæssige Form tilfredsstillede ikke mere, efter at Renæssancens Kunstdigtning var trængt ind med Krav paa større formel Korrekthed og Afpudsning.

Men ogsaa Aanden var bleven en anden : efterhaanden som Reformationens Begejstring sluktes, og den tørre Rettroenhed traadte i Forgrunden, arbejdedes der især paa at fæstne Lærebegrebet gjennem prosaiske Bibel- og Katekismusrim; den forknytte Stemning under Trediveaarskrigen og de ulykkelige Svenskekrige i Aarhundredets første Halvdel affødte klagende Synds- og Bodssalmer, samtidig med at den kraftige Menighedsfølelse tabte sig, og den gudelige Sang fik et mere subjektiv følsomt Præg i de ofte slæbende, langtrukne Hus- og Lejlighedssalmer.

Efter Hans Christensen Sthens Død 1610 var der ikke optraadt nogen original Salmedigter af Rang; selv Arrebo og Bording vare nærmest kun Oversættere, og først omtrent samtidig med K. løde atter friskere Toner med Alsingeren Fr. Brandt og især fra Norge med Peder Dass og Dorthe Engelbretsdatter.

Da frembrød en ny Morgenrøde med K.s «Aandelige Sjungekors 1. Part» (1674), en lille Samling paa i alt 21 Salmer, nemlig 14 Morgen- og Aftensange og Davids 7 Bodssalmer. Det er især de første, der røbe en ganske ejendommelig Evne til at lade Solopgangens Friskhed og Solnedgangens Vemod kaste Skjær og Stemning over Bønnen, der sænker sig lige saa dybt i Syndsbevidsthed, som den hæver sig højt i Naadeglæde. Her er den stærke Solglans paa sin Plads, som ofte forekommer søgt i K.s verdslige Digte, og her er den Naturstemning naaet, som hine savne. Sange som :

Rind nu op i Jesu Navn,
du livsalig Morgenrøde!

Nu rinder Solen op
af Østerlide,

og:

Tiden skrider, Dagen rinder,
Solen daler, Mørket blinder
Lyset med en Aftensky,

høre til den danske Kirkes umistelige Arvegods ned igjennem alle Tider.

Sjungekoret fandt strax en overordentlig Paaskjønnelse og udkom endnu i K.s Levetid mindst 6 Gange. Skjønt han ogsaa som Præst fyldte godt i sin Stilling, var det dog især hans digteriske Virksomhed, derunder hans loyale Lejlighedspoesi, der fæstede de styrendes Opmærksomhed paa ham, saa at han 1677 blev kaldet til Fyns Bispestol, en uformodet Ophøjelse, der synes at have givet Anledning til noget Skumleri, som dog snart forstummede, da K. viste sig som den rette Mand paa den rette Plads.

2 Aar efter blev han adlet, en den Gang ikke usædvanlig Udmærkelse, da Christian V ønskede at svække den gamle danske Adel ved at skabe en ny, der var nærmere knyttet til Konge og Hof.

Endelig udnævntes K. 1682 til Dr. theol. Under alt dette forsømte han ikke Poesien, men udgav 1681 Sjungekorets 2. Part, en Snes Bods- og Nadversalmer, Bordbønner og Rejsesange med tilhørende kortere «Hjærtesuk», der i poetisk Ynde maaske næppe naa den 1. Samling, men i Alvor og Dybde snarere staa over end under den.

Det var saaledes ganske naturligt, at Regeringen tænkte paa K. som Manden til at foretage en Revision og Omarbejdelse af Hans Thomesens gamle Salmebog af 1569, som i over 100 Aar havde været brugt ved Gudstjenesten, men efterhaanden fandtes forældet og især i Formen ikke længere stemte med den nye Kunst-digtnings poetiske Grundsætninger.

Gjennem den verdslige Poesi var den nye Smag lidt efter lidt trængt ind i de dannede Klassers almindelige Bevidsthed, men i den gudelige Sang banede den sig langt senere Vej.

Paa Grund af Salmens store Rolle i det daglige Liv var det den, der bar Poesien ned til Almuen og fulgte denne i Kirken og i Hjemmet, fra Vuggen til Graven, og den betragtedes derfor mere fra den praktisk opbyggelige end fra den æsthetiske Side.

Almuen er konservativ, hænger ved det gjennem Brugen helligede og fra Fædrene nedarvede og lader sig sent paatvinge Reformer i Kraft af en Kunstrigtighed, som den intet Øre har for.

Derfor var en Salmerevision forgjæves forsøgt Aarhundredet igjennem, baade privat og ved offentlig Foranstaltning, af Arrebo, Peder Jensen Roskilde og Søren Gullænder; Tidens Boghandlere spekulerede idelig i nye og forøgede Oplag af H. Thomesens Salmebog, «aandelige Haandbøger» og «fuldkomne Salmebøger», der optoge Salmer i den nye Kunststil i Flæng med de gamle, saa at Menigheden sang Hans Thomesens og Hans Sthens Salmer sammen med Arrebos og Bordings uden egentlig at blive sig Forskjellen
bevidst.

Disse forskjellige Udgaver stemte desuden ikke overens indbyrdes, saa Forvirringen var stor, og der trængtes haardt til en Ordning.

Men et vanskeligt, om end hædrende, Hverv var det, der lagdes paa K.s Skuldre, da et kongeligt Brev af 1683, kort efter at han var bleven Medlem af Kommissionen til Tilvejebringelse af et Ritual, ogsaa overdrog ham Udarbejdelsen af en ny Salmebog.

Herved toges dog det udtrykkelige Forbehold, at ved de almindelige og kjendte Søndagssalmer, særlig Luthers, maatte intet rettes,«uden hvor det med et Ord her og der endelig kunde gjøres fornøden».

For sin Ulejlighed skulde K. have 15 Aars Eneret paa Udgivelsen, en overordentlig indbringende Forretning, da alle Kirker og Skoler i Rigerne vare forpligtede til at anskaffe Bogen. Han greb da ogsaa Sagen an i stor Stil og anlagde sit eget Trykkeri i Bispegaarden paa en Tid, hvor der i hele Danmark uden for Kjøbenhavn kun tryktes paa et Par enkelte Steder.

Arbejdet trak dog hen i 6 Aar; først 1689 udgav K. Vinterparten af «Danmarks og Norges Kirkers forordnede Salmebog», en Samling af 267 Epistel-, Evangelie- og Passionssalmer med Dedikation til Kongen, hvor han
udtaler sig om de gamle Salmer overensstemmende med Tidens Krav : «Men som den poetiske Kunst ej paa de Tider, udi disse og andre Rigers Modersprog, var kommen til den Art og Øvelse som nu, lod de gode, salige Mænd deres Rim løbe paa fri Haand, mere agtende Slutningen end den visse Maal og jævnløbende Samling
udi Verset og Rimslutningen.

Det var saa de Dages Manér og klingede da meget vel».  Men K. var dog gaaet for vidt i sine Rettelser, havde udeladt for mange af de gamle, kjendte Salmer, stillet Omarbejdelser af Søndagssalmerne ved Siden af de uforandrede Texter og optaget for mange nye (omtrent Halvdelen), dels sine egne, dels sine Venners, Jens Bergendals, Elias Naurs o. a., som vare holdte i den højtravende tyske Stil.

Vistnok hævder han senere, at «den grandiloqventia, som nogle stødte sig paa, … er danske og kan ret vel af danske Folk forstaas, endog af de gemene, der tit have mere Fattelse, end somme lærde tage sig i Vare
for».

Men han havde taget for meget Hensyn til den dannede æsthetiske Bevidsthed og for lidt til Almuens Konservatisme og til gammel Vane, hvis Magt han dog selv havde følt, da han strax efter sin Kaldelse til Biskop havde villet indføre sit Sjungekor ved Morgen- og Aftensang i Kirkerne, men maatte opgive det paa Præsternes Forestilling om, at Kirkegængerne vilde udeblive, naar de maatte savne de tilvante Salmer.

Desuden truede K.s Salmebog med at blive af et uoverkommeligt Omfang, og han havde forsømt at underkaste sig det theologiske Fakultets regelmæssige Censur.

Hoffolkenes Misundelse gav sig Luft i spydige Bemærkninger til Kongen over det K. forundte Privilegium, og da dette blev endelig formuleret 1690, synes K.s Ven Oversekretær Luxdorph at have faaet indsmuglet endnu større Begunstigelser deri end oprindelig paatænkt.

En Maaned efter Udstedelsen blev det tilbagekaldt, Luxdorph blev afskediget, og K.s store Møje og Omkomstninger paa den saaledes kasserede Salmebog vare spildte.

At dette gik den ære- og pengekjære Mand nær, er intet Under :

Gak, hudeflettet Bog ! Du tør vel Plaster finde
og rene Sjæle, som vil dine Saar forbinde,

skrev han i nogle bortskjænkede Exemplarer. Som Plaster paa sine egne Saar og Bevis paa, at han ikke var i Unaade, fik han strax efter Udnævnelse til Justitsraad, som i de Dage betød mere end nu, da en adelig Biskop næppe vilde finde sig tjent med denne Titel.

K. tabte dog ikke ganske Haabet om at se sin Samling komme til Nytte, og efter nogle Aars Forløb, da Domprovst Søren Jonæsen (VIII, 553) lige saa forgjæves havde forsøgt en Revision, blev der 1696 nedsat en Salmebogskommission af Theologer og Præster med Befaling til at gjøre et Udvalg af K.s saa vel som af de ældre Salmer med Udelukkelse af saadanne, som «enten af Indhold eller Stil kan synes ubekvemme til gemene og enfoldige Kristnes Andagt at opvække», og uden «nogen unyttig Forandring efter verdslig Veltalenheds Regler eller Poesi».

K. var ikke Medlem, men stod i stadig Forbindelse med Kommissionen, især med Professor Vandal og Konfessionarius Peder Jespersen, hvem han tilsendte nye Salmer. Vel lykkedes det ham ikke at faa sin Samling
optagen som Helhed, men «Den forordnede nye Kirkesalmebog» af 1699 indeholdt dog 85 af hans Salmer. Den var mindre udførlig og mere lempet efter «den gemene Mand og de enfoldige, hvilke ere de fleste i enhver Menighed», end K.s, hvis Navn den imidlertid kom til at bære ned gjennem Tiderne, i det han til Erstatning for sit lidte Tab fik Privilegium paa at trykke og udgive den.

Medens vor Salmedigtning hidtil var temmelig uselvstændig laant eller dog paa virket af den tyske, er det først K., som bryder denne Afhængighed og stiller sig jævnbyrdig ved Siden af de største Tyskere, Luther, Reformatorerne og sin egen, lidt ældre samtidige Paul Gerhardt.

I «Sjungekorene» hæver han Tidens Hus- og Lejlighedssalme ud over den almindelige Tørhed og Trivialitet
og forstaar at fremdrage den poetiske og religiøse Side ved Dagliglivets Sysler som ved Aars- og Dagstidernes Vexlen.

Hos ham har Bods- og Klagesangen over Verdens Forfængelighed Selvoplevelsens dybe Klang; den Digter, der sang «Far, Verden, far vel !», «Aldrig er jeg uden Vaade» og «Sorrig og Glæde, de vandre til Hobe»,
kjender selv baade Fristelsen, Faldet og Angeren.

Den orthodoxe Salme synker under K.s Haand aldrig ned til rimet Katekismus, men hæver sig op i Højde med Reformationens frejdige Trossalme i Digtninger som : «Enhver, som tror og bliver døbt» og Nadversalmen :
«O Jesu, paa din Alterfod».

Hvorledes K. gjennem ægte digteriske Billeder formaar at male de religiøse Sjælstilstande, se vi, da han efter Passionssalmernes Jammer over Lidelsens og Dødens Mørke giver den kristnes Jubel ved Opstandelsens Morgenrøde Luft i den storartede Paaskesang :

Som den gyldne Sol frembryder
                 gjennem den kulsorte Sky,

med den dejlige Slutning : «Tak for al din Fødsels Glæde !» osv.

I Formen er K. mindre selvstændig end i Tanke; ved Siden af mange ophøjede Skjønheder forekommer der ogsaa Smagløsheder, især hvor han i den 2. Schlesiske Skoles Spor stræber at ryste og gribe ved sanselig Udmaling af det syndefulde Menneskes Usselhed eller af Frelserens Lidelser.

Om end sjældnere end i hans verdslige Digte gaa den yppige Billedrigdom og det kraftige Udtryk ogsaa
her over i det platte, naar Synderen

suremuler,
mens hans Syndesaar udfuler,

naar «de Jødehalse gale», og Farisæerne tituleres «Helvedbæster»; naar Digteren taler om «Guds næsefnysend’ Vrede» eller beder :

O Jesu, rens vor slemme Klud!

I det hele følger det af Tidens uudviklede Smag, at ikke mange af K.s Salmer helt igjennem læses med udelt æsthetisk Behag, og at han ikke altid formaar at holde den i Begyndelsesstroferne gjærne heldigst anslaaede poetiske Stemning vedlige.

Af Melodivalget har K. derimod særlig Fortjeneste og har her, musikalsk begavet som han var, ført vor Salme ind paa nye Baner.

Med de tyske Gadeviser og de franske Jæger- og Dansemelodier, som trængte ind gjennem Oversættelse af reformerte Davids Salmer, og endnu mere med den moderne Hyrdeerotik var det efterhaanden blevet almindeligt at benytte verdslige Toner i den gudelige Digtning, som ganske strede mod dennes Aand.

Arrebo havde stræbt at føre sin Salmeoversættelse tilbage til Reformationstidens alvorligere Kirkemelodier og til Folkevisens jævnere og inderligere Toner; men Forsøget var glippet, fordi den gamle Folkesang ikke mere havde Liv paa Tidens Tunge.

K. indsaa Nødvendigheden af at tage Udgangspunkt i den bestaaende Smag; allerede i Titelen slutter hans «Aandelige Sjungekor» sig til Søren Terkelsens meget yndede og udbredte «Astrææ Sjungekor», en Samling af Gade- og Hyrdeviser. Fra dem laaner han ogsaa ofte sine Melodier, men forstaar med stor Takt at lempe
disse efter Indholdet, saa at han, efter at den gamle Folkesangssalme var gaaet over i Visen, ud af denne skabte en ny, højtidelig Koralsang, der egnede sig for Orgelakkompagnement.

I Fortalen undskylder han denne Benyttelse af «lystige og verdslige Toner» som Akkomodation efter en herskende Smag. Han har stræbt at gjøre «de velklingende og behagelige Melodier saa meget
mere himmelske, … at, om du kan lade dig undertiden befalde, for en Melodis Artigheds Skyld, at gjærne anhøre en Sang om Sodoma, du meget mere (om du est et ret Guds Barn) skulde lade dig behage under selvsamme Melodi at høre en Sang om Zion».

Kjærligheden til Fædreland og Modersmaal giver sig Udtryk hos næsten alle Tidens Digtere, men hos ingen varmere end hos K. I Tilegnelserne af «Sjungekoret» til Kongen og Dronning Charlotte Amalie fremhæver han, hvad han selv havde givet det bedste Bevis for, at «de danskes Aand er dog ikke saa fattig og forknyt, at den jo kan stige lige saa højt mod Himmelen som andres, alligevel at den ikke bliver ført paa fremmede og udlændiske
Vinger», og i det han roser Dronningens Kjærlighed til Land og Sprog, taler han djærve Ord om, at den maa gjøre
«mange af dennem skamrøde, der haver (maaske i 30 Aar) ædt Fædrelandets Brød … og har dog ikke villet lære 30 danske Ord», men anse det danske for «et Vadmels Sprog og derfor gide ej taget det paa deres Silketunger».

I sin Embedsstilling var K. en dygtig og virksom Mand. At han ogsaa som Prædikant var i Besiddelse af betydelige Evner, ses af hans eneste bevarede Prædiken, en Ligtale over Professor Jacob Bircherod (1692), der vistnok efter Tidens Skik er utaalelig langtrukken, men ofte hæver sig til virkelig Flugt og Veltalenhed.

I Stiftsstyrelsen mødte han ikke faa Vanskeligheder; han var en stærk og myndig Personlighed med ikke ringe Fristelser i Retning af Magtlyst og Kjærlighed til timelig Ære og Gods, hvilke han vel stræbte at neddæmpe, men ikke altid med Held. Dog synes han oftest at have haft Retten paa sin Side i sine hyppige Sammenstød, bl. a. med Odense Stiftamtmænd og med Præsten Jørgen Carstens (III, 407), der var gift med en af hans Stifdøtre og i K.s sidste Aar blev Stiftsprovst i Odense, hvor den trættekjære Mand snart kom i det sletteste Forhold til sin Biskop og forfulgte ham endog ud over Graven med ganske ubevislige Sigtelser for Mislighedermed Hensyn til Stiftets Midler og Papirer.

I sit 60. Aar blev K. anden Gang Enkemand og kom i den Anledning ogsaa i Strid med Konens Arvinger. Endnu samme Aar, 1694, indgik han nyt Ægteskab, med Birgitte Balslev, en Datter af Lægen, Assessor Christoffer B. i Odense (I, 469).

Man paastod, at K. havde kastet sine Øjne paa hende, medens hans forrige Hustru, der var langt ældre end han, endnu levede. Til hende har han ligesom i sin Tid til Sille Balkenborg rettet en bekjendt Hyrdevise : «Candida hviler i hjærtekjær Gjemme».

Bruden hørte til en anset og velhavende Familie og bragte ham i Medgift Herregaarden Fravgdegaard. Deres Ægteskab var meget lykkeligt, men barnløst som ogsaa de tidligere; efter K.s Død ægtede Enken Justitsraad Chr. Bircherod.

– I sine senere Aar led K. af Stensmerter og Rosen og døde efter et længere Sygeleje 14. Okt. 1703, 69 Aar gammel. Eftertiden har sat ham Mindesmærker baade i Odense og Slangerup, men det smukkeste har
han sat sig selv i sine Salmer, af hvilke en, Rejsesangen i Sjungekorets 2. Part, indeholder selvbiografiske Momenter, der i Mangel af andre Optegnelser hjælpe os til at kaste et Blik ind i Digterens stærkt bevægede, ofte kæmpende Sind.

Salmerne ere flere Gange paa ny udgivne og danne endnu en Hovedstamme i vor Kirkesalmebog, medens en samlet kritisk Udgave af K.s verdslige Digte savnes. Naar man i senere Tid ogsaa har ment at turde
tillægge ham Forfatterskabet til de gamle Vægtervers, maa det dog bemærkes, at disses jævnt enfoldige Tone har lidet til fælles med den Kingoske Pathos.

A. C. L. Heiberg, Th. K. (1852).
R. Petersen, Th. K. og hans Samtid (1887).
Paludan, Renaissancebevægelsen i Danm. Lit. S. 249 ff. 267 ff. 290. 375.

J. Paludan.
1798-1865, Skuespiller og Sanger.

Stengt for kommentarer.