“herrnhutisme i christiania og omegn” : presentert av ludvig l. daae

 

– i boken “Aktmæssige Bidrag til den norske Kirkes Historie i det attende Aarhundrede”. Christiania. 1864.

– fra s. 34 – 39 :

 

Herrnhutisme i Christiania og Omegn.

En af de yderst faa Bondesønner, som i forrige Aarhundrede bleve Prester, var Johannes Green fra Nes paa Romerike. Han var født 1708, kom til Christiania for at blive Bodsvend hos en Kjøbmand, men i sit 19de Aar blev han greben af en stærk Lyst til Studeringer (Han fortæller selv i sit Levnetsløb i Ordinationsbogen : Inter servos mercatorum vitam degi usque ad annum XIX, quo mirabili literarum amore accensus scholam cathedralem coepi freqventare) og lod sig da optage i Byens Cathedralskole, hvorfra han dimitteredes 1730.

I 1733 fik han sin theologiske Examen og blev Aaret efter Capellan i Fron i Gudbrandsdalen. Derfra forflyttedes han i samme Egenskab til Aker og Garnisonskirken, hvor han omsider blev Sogneprest, i hvilken Stilling han døde 1774. Han var en kundskabsrig og hæderlig Mand, hvem navnlig en af hans Disciple, den siden saa berømte Nils Treschow, som af Green blev dimitteret til Universitetet, omtaler med megen Høiagtelse. Ogsaa Hans Hauge har en Notits om ham (Anførte Sted S. 7.). Han fortæller nemlig : “Paa Landet omkring ved Christiania traf jeg Adskillige, som bekjendte sig til Brødremenigheden, men havde været opvakte ved en Pastor Green, Sogneprest til Aker, og Flere fandtes i dette Sogn, som agtede Religionen høit og talede godt om bemeldte Green. De forenedes med mig”.

— Vi skulle nu høre noget nærmere om denne Mand.

Allerede som Capellan i Fron begyndte han at virke med stor Iver i sin Menighed og navnlig at holde stadige private Forsamlinger i sit Huus, hvilket man seer af et utrykt Brev fra ham til Biskop Hersleb i Kjøbenhavn af 1739. Da Green nogen Tid efter forflyttedes til Akers residerende Capellani, paadroge disse hans private Forsamlinger ham imidlertid store Ubehageligheder fra Biskop Dorphs Side, saa at han endog, da han tillige havde Skrupler med Hensyn til Skriftestol og Absolution, fandt sig beføiet til at søge sin Afsked (1742).

Snart efter angrede han dog dette sit Skridt, og paa Ansøgning blev det ham da ogsaa tilladt atter at tiltræde Embedet “med den Condition, at han entholder sig fra Forsamlinger at holde”.

I 1744 indløb imidlertid nye Klager over ham til Kirkeinspectionscollegiet fra Dorphs Side, i hvilke Biskopen fortæller, at han tvertimod sit givne Løfte fremdeles holdt saadanne Forsamlinger i Akers Sogn, hvor undertiden 60 til 80 Mennesker mødte sammen, (Kvinder uden sine Mænds, Børn uden Forældres, Tjenestefolk uden Huusbondes Vidende og Villie), og at Green derhos nu ogsaa holdt saadanne Conventicler i andre Menigheder, f. Ex. paa Strømsø i Drammen.

Man seer imidlertid ikke noget Spor til, at Collegiet har truffet nogen Foranstaltning i Anledning af disse Klager.

De gjentoge sig imidlertid idelig. Saaledes klagede Dorph paany over Green i Februar 1747, og ved denne Leilighed faar man for første Gang høre, at denne Prest stod i Forbindelse med Herrnhuterne, mod hvem nylig strenge Rescripter vare udgaaede (det var nemlig forordnet under 20de Novbr. 1744, “at den, som under noget Slags Navn har opholdt sig i Herrnhut, Marienborn eller saadanne mistænkte Steder, eller der har været opdraget eller studeret, ikke man antages til noget geistligt Embede i Kongens Riger og Lande”. Ja, under 29de Januar 1745 var det endog befalet, at Alle, som reiste ud af Danmark og Norge for at begive sig til de herrnhutiske Menigheder, skulde have deres her efterladte Midler og Eiendomme samt Arv og andre Rettigheder forbrudt).

Green havde nemlig nu, heder det, udsendt sit Barn til Herrnhut, modtaget den herrnhutiske “Biskop” Nitschmann i sit Huus, og det heder, at han tre Gange om Aaret “udreiste til Bragernes, Holmestrand og andre Steder, hvor der findes Mange af Herrnhutiske Meninger”. Bispen havde mundtlig og skriftlig advaret Green om “at borttage dette Anstød”, men forgjeves; dog maatte han vidne, at naar han havde hørt G. prædike, havde han “intet anstødeligt hørt, men alt til Opbyggelse”.

Dorph foreslaar imidlertid, at denne Prest skulde blive forflyttet fra Aker til en anden, langt fra Christiania beliggende Menighed, hvor han ingen Leilighed kunde faa til at trække til sig Folk af andre Menigheder. Heller ikke til denne Forestilling synes Collegiet at have taget noget Hensyn.

En Maaneds Tid efter (Marts 1747) satte ogsaa Stiftsprovsten i Christiania, Paludan (denne Maud var 1742 bleven Stiftsprovst i Christiania uaktet Biskop Hersleb ogsaa dennegang havde dissenteret fra sine Colleger og “bevægeligen erindret om, at paa dette Sted, “for de mange Separatister, Anabaptister og Herrnhuters skyld behøvedes en erfaren klog og forsigtig Mand”. Paludan, hvem Hersleb betegner som “en god, ærlig Mand, men overmaade ulærd”, blev imidlertid i 1751 endog Biskop i Christianssand. See J. Møllers Theol. Bibl. 5. S. 160), sig i Bevægelse imod Green; han oplyser nemlig, at denne havde forskjellige Studenter i sit Huus, som vare af herrnhutiske Anskuelser. Flere Forældre og Huusbonder i Christiania havde beklaget sig over, at deres Børn og Tyende søgte Greens Forsamlinger, nogle havde ogsaa af den Grund jaget sine Tjenestefolk fra sig.

“Det som især sætter Forældre i Frygt, er ei alene Mistanke om Lærdommen, men ogsaa det Bekjendtskab med allehaande Mennesker, den Correspondence med Breve, der gives Anledning til, ja endog indbyrdes Forlovelser”.

— “Naar nogen træder i Samfund med de Herrnhutiske, mister han al Fortrolighed til sine egne Lærere, søger og strax at bringe andre til sine egne Meninger, saa at enfoldige Mennesker tidt blive forvirrede. En og anden heromkring er endog henfalden til Socianismus og udbreder hemmelig sine principia. Hertil bemærkede Collegiet i en Svarskrivelse, at hvis Green vilde holde Forsamlinger, skulde han gjøre det ved offentlige Catechisationer.

I Juni samme Aar (1747) indsendte Green selv til Collegiet en Redegjørelse for sit Forhold. “Aarsagen”, siger han, “hvorfor Folk anseer gamle Lærdomme for nye og kjætterske, er denne, at de ædleste og dyreste Kjernesprog og Talemaader i Skriften, som gaa ind paa det udvortes skjulte Menneskes Tilstand og paa den levende og practiske Christendom, ere for de fleste Mennesker saa ubekjendte og saa forhadte, at de ei vil høre eller taale dem og derfor hade og beskylde dem, som tolke aandelige Ting med aandelige Ord“.

Han oplyser videre, at han i 4 Aar kun har holdt Forsamlinger i sit eget Huus, at Mands- og Kvindespersoner aldrig kom til ham paa samme Dag, og at det var Løgn, hvad man havde fortalt om Brevvexlingen o. s. v. mellem Personer af forskjelligt Kjøn. Han havde ogsaa forbudt Hustruer og Børn at komme i disse Forsamlinger uden Ægtemænds og Forældres Minde. Herefter vilde han ogsaa istedenfor Forsamlinger i sit hjem holde Catechisationer i Kirken.

Endnu engang i samme Aar (August 1747) sendte Dorph en Skrivelse om Green afsted til Kjøbenhavn. Han beretter deri om et Besøg, han en Thorsdag Eftermiddag havde gjort i Akers Kirke, hvor Green just holdt en af sine Samlinger, hvor “overmaade mange Mennesker” mødte, især fra Christiania, derimod temmelig faa fra Aker. Da Presten kom i Kirken, gik den hele Forsamling op til ham i Choret, og satte sig omkring ham, derpaa blev sunget nogle Psalmer, hvorpaa Green talte over 1 Cor. 3, 11. Biskopen kunde egentlig ei klage paa hans Ord, men han hørte Intet om Menneskets dybe Fordærvelse og Fornødenhed til Christum, ingen Anviisning til retskaffent Væsen og Christi sande Efterfølgelse. Han maatte ogsaa meget beklage, at fordi Green trækker Folk fra Christiania til sig, staa mange Stole i Byens Kirke ledige, “hvorunder Kirken lider Afgang udi sine aarlige Ind- komster” (!). Ved denne Skrivelse har Collegiet noteret : “Henlægges”.

Med Undtagelse af en vidtløftig, men i Meddelerens Tanker lidet væsentlig Forestilling fra Stiftsprovst Paludan af 1748 haves i Kirkeinspectionscollegiets Archiv intet yderligere om Presten Green, som maaskee siden den Tid er forbleven uantastet. Det kan dog bemærkes, at Collegiets Copiboger kun haves for Tidsrummet 1737—1753 incl.

Foruden i og Omegn kunne som Steder, hvor Herrnhuterne havde mange Tilhængere, ogsaa fremhæves Drammen, Eker, Tønsberg, Laurvig, Skien, samt Vanse Prestegjeld i Listers Provsti. Ogsaa i Bergen og Throndhjem har man Spor til deres Virksomhed. Denne blev senere ogsaa mere aabenlys siden Christian den sjettes Forbud mod Herrnhuterne ophævedes under Struensees og Guldbergs Ministerier.

I Drammen bestod navnlig i den sidste Deel af forrige og i Begyndelsen af dette Aarhundrede et ordnet herrnhutisk Societet, der eiede et Forsainlingshuus paa Strømsø, hvor et Egtepar havde fri Bolig. Der samledes Lemmerne af Societetet og deres Børn til indbyrdes Opbyggelse hver Søndagsaften og de Ældre alene hver Onsdag.

Den Menighedsbroder, som forestod Societetet, forelæste en Tale eller en Etterretning fra de større Brodersocieteter i Tydskland, en Biographi af en Afdød o. desl. Denne Broder og hans Hustru skulle, hver for sit Kjøn, have ført et temmelig strengt disciplinariskt Tilsyn med Medlemmerne. Flere Sønner af Drammens Handelsfamilier skulle i England have gjort anseete Herrnhuters, tildeels endog selve Zinzendorphs Bekjendtskab.

At forøvrigt Herrnhutismen i Drammen ikke var uden al historisk Sammenhæng med de stærke separatistiske Bevægelser — (de under Navnet Zioniter bekjendte Gjendøbere) —, som omtrent 1743 fandt Sted i denne By, er en Antagelse, som har Sandsynlighed for sig (I. Hesselberg : “Herrnhuterne eller de evangeliske Brødre”, 1830. See ogsaa mit 1860 udgivne Program “Nogle nye Bidrag til den norske Kirkes Historie” S. 32 — 35 samt Strøms Beskrivelse over Eker S. 252 — 253. .Med Hensyn til Herrnhutismen i Skien kan henvises til Lövenskiolds Beskrivelse over Bratsberg Amt S. 226. Om dens Fremtræden i Vanse henvises til C. Pavels Autobiographi (fuldstændigt i Langes Tidsskrift. 4de Bd ) samt til H. N. Hauges Reiser o. s. v. S. 79—80 (2den Udg.).

Stengt for kommentarer.