“brødrevennene i bergen” : presentert av daniel thrap

 

– i boken : “Brødremenigheden i Norge”. Christiania 1908.

 

– fra s. 32 – 42 :

Bergen.

Det første, vi hører i Bergen fra Brødremenigheden, maa efter Hilbrandt Meyer ( N.Mag.III S. 296) være om den Johan Rypchie, der optraadte c. 1737 efter i Kjøbenhavn at have stødt sammen med Herrnhutterne.

Det maa være den samme, der omtales af Hans Strøm (Tilskueren paa Landet. I Bergens Borgerbog skrives Navnet :  Røpke) i Forbindelse med den Bevægelse, der i hans Tid fandt Sted i Nordfjord, og hvis Etterdønninger endnu kunde spores af Hans Hauge (H. N. Hauges Levnet og Rejser).

Nogen synderlig Virkning har vel neppe Rypchie havt i Bergen, hvor noget saadant som en prædikende Borger var aldeles uhørt. Det blev lidt anderledes, da Bergen 1738 fik en fuldt ud herrnhuttisk Prest i Jens Rennord, der i Kjøbenhavn havde tilhørt Enevold Ewalds Kreds (Cfr. hans Stambog i Kirkehist. Samlinger, 1870).

Hilbrandt Meyer omtaler ham som en Mand af maadelige Gaver og Studier, men roser ham ellers som from og god. Pontoppidan satte ham meget højt, om han end ikke var blind for hans Ensidighed, hvilken jo ogsaa for en ikke ringe Del havde den berømmelige Biskops Sympati.

Med Pontoppidans Ros er Rennords Navn gaaet til Efterslægten, og naar Ole Tidemand udtalte sig meget skarpt om ham, da han 1742 søgte og fik Stiftsprovstiet, har vi antaget, at hermed sigtedes til hans Evner som Administrator, medens det virkelige Forhold er bleven skjult.

Rennord begyndte strax at holde Forsamling i sit Hus og hos andre. Adskillig Opsigt vakte han ved at gaa ind i Vægternes Forsamlingslokale under Raadstuen og holde Aftenbøn med dem. Den “Gebet”, de sig imellem ex officio skulde holde, synes at være bleven til Spektakel, men det er neppe bleven bedre, da Rennord kom til, siden hans Embedsbrødre fik ham til at holde op.

Om de 2 Herrnhuttere, Krause og Piper, der 1731 kom indom Bergen paa sin Rejse til Island, siges det, at de selv neppe kunde beskrive, hvor aabne Hjerterne var for Ordet, og hvor barnlig man modtog deres Raad. Det kan være rimeligt nok, at mange har strømmet til for at høre dem, men de egentlige Tilhængere har ikke været mange. De opgives 5 Aar efter 1743 — til omtrent 60.

Det var kun en ganske kort Tid, Krause og Piper var i Bergen. De Tilhængere, de med Rennord vandt, har væsentlig været Haandverkssvende og Tjenestepiger, og der nævnes kun et enkelt Ægtepar fra Samfundets højere Kredse, nemlig Lægen Dr. Turck og Hustru. Disse Ægtefolk maa have været stærkt grebne, og Dr. Turck begav sig 1740 til Herrnhut for at besøge Menigheden og skaffe Bergen en fast Arbejder derfra.

Det lykkedes, og samme Aar blev Melchior Zeisberger sendt op “for at tage sig af Sjælene”. Han blev der i 2 Aar, og under hans Ophold var der endnu 2 andre — Meisner og Amder —, Huslærere hos Mariekirkens Prest Joachim Bunemann. De to første forlod Bergen 1743, og allerede da var der bleven en “skadelig Splittelse” i det lille Samfund. Efter alt, hvad vi kjender fra andre Kanter, ser det underligt ud, at den for sin Fromhed saa høit udmabte Jens Rennord her maa have en betydelig Skyld.

Man faar i det hele af Brødrenes Indberetninger et helt andet Billede af ham end det, man har fra hans egne Meddelelser, Pontoppidan og Hilbrandt Meyer.

Allerede i Zeisbergers Tid heder det, at “han var begyndt at blive lad, “ja in seinem Wandel nicht exemplarisch, sonderlich in Ansehung starker Getriincke”.

Det var navnlig Doktor Turcks Hustru, som heraf tog Anstod, fik nogle Søstre med sig og holdt sig for sig selv, medens to af de mest fremtrædende Mænd, Kjøbmand Haslop og Fabrikejer Valentin Fasmer (Alvøen), stod paa Prestens Side.

Amders blev i Bergen til 1745, men kunde Intet udrette til Fred, “da Striden mest var mellem Kvinderne”. Den maa have været alvorlig, da man 1745 fra Herrnhut sendte Biskop David Nitschmann op som Mægler og Aaret efter den ovenfor omtalte Krause. Der blev Fred, saa længe disse Mænd var der, men ikke længer.

Krause blev af Stiftamtmand Møinichen fordreven fra Bergen. Det kan ikke sees, om denne strænge Forholdsregel har havt sin Grund i det Væsen, som i denne Tid tog Overhaand i Brødremenigheden og truede med at opløse den i Sværmeri.

En Antydning hertil turde man maaske finde i Hilbrandt Meyers Fortælling om Hans Petsch, en Kjøbmandssøn, født 1722. Han var et godt Hoved, drog 1742 udenlands — som Kargador ? — henfaldt til Spil og tabte Penge, men kom saa i Berørelse med Pietister, begyndte at (Ole Backers Indberetning 3dje Maj 1739 Arkivet i Herrnhut) studere, kom tilbage til Bergen og prædikede — som det synes godt. Han sluttede sig nu til Brødrene og blev Lærer i Neusaltz til 1746, siden i Zeist. 1748 kom han tilbage til Bergen, hvor han havde sin Moder ilive.

Hilbrandt Meyer fortæller, at man nu i denne Kreds fik se smukke Klæder og tækkeligere Ansigter. Dette tyder jo paa en Tilbagetræden af det mørke pietistiske Væsen og tør være et Udslag af den Sværmeriets Aand, der i saa mange Menigheder ytrede sig i en overstrømmende Glæde, smagløse Billeder og Leg med det hellige.

Efter H. Meyer erkjendte de fornuftigste blandt Herrnhutterne i Bergen, at deres Forhold i de første 6 Aar ikke var saa “rimeligt”, som det skulde være. Som i alle lignende Tilfælde var det Læreembedet, man angreb, men man syntes ogsaa at ville “jage al Slags Lærdom, Flid, Studering i Landflygtighed ved at give dem foragtelige Navne”.

Spliden vedvarede, og man sendte fremdeles fredsstiftende Brødre, der for den første Tid ingen Fremgang havde. 1749 kom en Rantzau, der rimeligvis har tilhørt den danske Adelsfamilie. Han synes at have havt Formue, da det var hans Tanke, naar han havde faaet udført sin Giftermaals-Plan, at kjøbe Møhlenpris med dets mange Privilegier, der i sin Tid var erhvervede af den bekjendte Christian Thormøhlen. Det lykkedes ikke Rantzau at stifte Fred, og der blev Intet af hans Giftermaal eller Kjøbet af Møhlenpris. Det havde været hans Plan her at anlægge en Koloni. Tanken om en saadan var flere Aar tidligere fremført af Jens Rennord, og senere kom den atter op, da Brødrene havde faaet Tilladelse til at anlægge Christiansfeld, og man gjerne vilde have en Herrnhutterby ogsaa i Norge, men Tiden var da bleven en anden, og Brødrenes Rolle i Bergen var udspillet.

Foruden Rennord var der 2 Prester, som ganske tilhørte Herrnhutterne, nemlig Lyder Fasting og Josvva Schaffner (Skrivelse af 5te Maj 1744 til Grev Holstein. N. Mag. s. o. ). Den sidste kom til Bergen 1750 for at finde en Plads her, men det lykkedes ikke. 1756 blev han dog residerende Kapellan i Haus.

Han var født i Slagelse 1716, blev 1772 Sogneprest til Nykirken, hvor han døde 15de Oktbr. 1773. Han blev anden Gang gift med Anna Sophia Hager, Datter af Cancelliraad og Lagmand Johan Bager, altsaa en af Bergens fornemste Damer. Hun var bleven betagen af Rejselyst og opholdt sig længe i Udlandet. Høsten 1767 vendte hun tilbage, og det synes, som man inden Brødrenes Kreds var “forlegen” med hende.

Hun var vistnok rejst fra Bergen for at finde Fred og Hvile i det herrnhuttiske Søsterskab, men man havde i mange Aar ikke vidst Noget om hende. Presten Schaffner udtaler selv 22de Febr. 1768 sin “Forlegenhed” med hende, men tilføjer, at hun udtalte sig med Højagtelse om Brødrenes Samfund.

18de August var hun allerede bleven hans Hustru og fik af Forstanderen Ole Backer det Vidnesbyrd, at hun sluttede sig godt til dem i alle Dele (O. Backers Skrivelse uf 5te Oktober 1768 (Arkivet i Hernhut).

Foruden hine 2 Presler kunde ogsaa Fredrik Fasting paa en Maade regnes til deres Tilhængere. Han var 1743 bleven personel Kapellan til Korskirken, 1748 resid. Kapellan til Nykirken, hvor han 1769 blev Sogneprest, men døde allerede 1ste Juni 1769.

Ole Backer skriver om ham, at “han forkynder Frelseren, men ikke rent, hans blodige Forsoning nævnes saa lidet”. Det vil heraf forstaaes, at han ikke i et og alt har sluttet sig til Brødrene, om han end i det væsentlige sympatiserede med dem.

Lyder Fasting var død 1748, og Schaffner var paa Landet.

Rennord stod tilbage som den eneste Prest, Brødrene havde at holde sig til, da her ingen Societetsforstander var. Dette synes ogsaa at have været efter Rennords Ønske. I alle Fald mente man allerede i Zeisbergers Tid, at han helst vilde være alene, og det var han da nu, men — heder det i Ole Backers Skr. af 22de Juni 1768 —  “hans Vandel blev mer og mer uexemplarisk, og hans Prædikener og Opbyggelsestaler altid aandløsere, saa at Brødrene næsten ikke mere vilde søge dem”.

Det blev ikke bedre, da Doktor Turck, som 1750 var dragen til Zeist, vendte tilbage, ligesom ogsaa Hans Petsch, der siden 1752 var udtraadt af Brødremenigheden, 1750 kom til Bergen og “ikke udrettede noget godt ved sin Nærværelse”.

Der siges for Resten ikke, hvad han foretog sig. Det var ved denne ‘Tid, Rennord ophørte med sine offentlige Forsamlinger. Hvad han vel var nødt til — heder det – “ford i den sande Aand var vegen fra han», og han havde tabt sin Credit saavel hos Verden som hos Brødrene”.

Man fandt nu, at man maatte have en Societets-forstander i Bergen, og dertil blev valgt Ole Backer. Han var født 11 te Nvbr. 1725 i Holmestrand, hvor Faderen var Kjøbmand. Han gik 1739 (?) med sin Hustru ind i Brødresamfundel, som paa denne Tid bredte sig temmelig meget paa Bragernes og Strømsø. Sønnen ønskede ogsaa at blive „ein scliger Mensch” og rejste 1743 med en “Broder der et Aars Tid havde været hos dem, ltil London. 1744 blev han optagen i Brødremenigheden, og 21 de Juni s. A. havde han „die Gnade den Leichnam und Blut Jesu zu geniessen”.

1745 kom han hjem, men med Hel faste Forsæt at gjøre sig ganske fri [for verdslig Bedrift], og Forældrenes Overtalelser hjalp ikke. 1750 kom han atter til London. — traf Zinzendorf og blev tagen i Tjeneste.

“Sigtningstiden 1748—49 afløstes” siger han — “ogsaa hos mig af en grundig Bod og en sand Begjærlighed efter at komme i Omgang med Martermanden”. Han indehavde nu forskjellige Stillinger i London og i Jydske Stæder, blev 27de Mai 1754 gift med Sus[anna?j Neumann og samme Aar Diaconus, ligesom Hustruen Diaconisse. 1755 blev han kaldt til Bergen, samme Aar, som begge hans Forældre døde.

Han blev her til 1771 i “udvortes Trængsel, dog salig” — brandlidl 1771 fik i Nvbr. s. A. Kald til Kristiania og 1770 tii Kjøbenhavn, 1783 til Fyn med Bopad paa Svaninge. Da hans Hustru var død 27de Dcbr. 1785 resignerede han og døde 31te Marts 1791.

Man havde allerede i den Første Tid — under Zeisberger — indført de ejendommelige Former, som Brødremenigheden har (det er gjennemgaaende i denne Tid,  at de herrnhuttiske Brevskrivere karakteriserer alle, der ikke tilhører deres Samfund, som “Verdens Børn”, “kjødelige“, “naturlige Mennesker”. Især forekommer den sidste Betegnelse hyppig. Se o. S. 22) holdt fast ved til denne Dag. Man havde inddelt de faa Venner i Kor (“Banden”) (de ugifte Mænds Kor, de do. Kvinders, Børnenes, gifte Mænds o. s. v.), man gjorde Husbesøg, havde offentlige Opbyggelser og private “Singestunde”(Opbyggelsesforsamlinger, hvori der udehikkende synges Salmer) i Rennords Hus.

Disse ophørte paa Grund af Rennords Forhold, men et lidet Parti samledes hos Doktor Turck. Det saa ud til Opløsning, og Ole Backer siger, at Gemytterne var i Forvirring, da han korn til Bergen, hvor “der leichte Gang und die lustige Periode von 1748—49” ogsaa kunde mærkes.

Petsch beskyldes ogsaa for at have forvirret Hovederne ved sit Besøg 1756. Rennord sagde strax til Backer, at han var træt af at holde Forsamlinger, da ikke mange nu spurgte efter dem. Han var ogsaa kommen til den Erkjendelse, at det var bedst, at Enhver sørgede for sig selv i Salighedssagen. Han var ikke glad over, at Backer var kommen, og lod ham forstaa, at det var heldigt, om han vilde forsvinde.

Backer gik nu sin egen stille Gang, besøgte begge Partiers Folk og del lykkedes ham at vinde Kjærlighed hos dem alle. Doktor Turck var død, og saa var Kjærlighedsvejen bleven lettere. Backer optog atter den gamle Inddeling i smaa Kredse, “som de bedst kunde passes sammen”, men til offentlige Forsamlinger havde de ingen Plads, og der var ingen Udsigt til at erholde noget Lokale.

I Rennords Hus var der ikke Anledning “i det mindste ikke til Herrens Ære efter hans Situation”. Alte de andre var fattige, og det vor ofte vanskeligt nok al tinde Plads lil de smaa Selskaber. Fredrik Fasting havde vist nok talt til dem om at holde Forsamlinger i sit Hus, men det kunde ikke blive til Noget.

Da det sees, at de af Brødrene, som ejede lidt, blev ruinerede ved den store Ildebrand 1756, maa det antages, at de for den største Del har tilhørt Nykirkens Sogn, da det var her, det brændte.

Fasting holdt af Brødrene og respekterede dem for deres Vandel, der for ham var Hovedsagen. Det kunde dog ikke blive til Noget. Havde Schaffner været der, saa havde de været hjulpne, da han var “et redeligt Hjerte og en sand Evangelist”. Det sees her, at de ikke kunde bruge andre Mænd end de, som i et og alt var deres, og Fasting maa, efter hvad ovenfor er sagt, ikke have gaaet vidt nok i Blodtheologien.

Mer maa derimod Rennord have været fast. Ole Backer skriver (3dje Maj 1769 (Arkivet i Herrnhut), at de beste af Bergens Prester — der var 13 — kun prædikede tør Moral, og at enkelte af dem behandlede sit Embede meget letsindig — “blandt dem var gamle Provst Rennord, der fortjener stor Medlidenhed. Han er dog den, som paa det enfoldigste forkynder Frelseren, men han bliver foragtet”.

Da Ole Backer havde været i Bergen i 8 Aar, var ca. 70 Sjæle med dem forbundne, men kun Halvdelen var inddelt i Kredse og saaledes virkelige Brødre og Søstre. Næsten alle var over 50 Aar, ja de fleste over 60. Af Medlemmer udenfor Arbejdsklassen synes der ikke at have været andre end en gammel Løjtnant Bugge, der boede paa Landet, den gamle Fasmer i Alvøen, der havde overladt Forretningen til sine Børn, og Kjøbmand Haslop (f 1773). De færreste af Brødrene og Søstrene havde Glæde af sine voxne Børn, hvilket ofte havde sin Grund i Meningsforskjel mellem Ægtefællerne. I Familierne Bugge og Haslop fulgte Børnene sine Forældre.

1771 blev Ole Backer kaldt til Kristiania, efter at hans Smule Ejendom var brændt. Stillingen maa være bleven meget forandret, da Fredrik Fasting var død 1769 og Jens Rennord 1770, medens Joswa Schaffner var kommen til Bergen som Fastings Eftermand. 1772 fik Backer en Eftermand i Hans Wilhelm Bugge. Han var Farbroder til Biskop P. O. Bugge og født i Kristiania 27. Sept. 1725. 1739 døde hans Moder.

Faderen henfaldt i Melankoli, og Hans Wilhelm maatte styre Kjøbmandsforretningen (den skal have havt sit Lokale i Kirkegaden nær Torvet etter Provst S. B. Bugges Meddelelse) til Faderens Død 1744. Han fik nu Lyst til at studere og blev stærkt paavirket af Slotsprest Johannes Green, men først 1747 gik han til Brødrene i Kjøbenhavn, hvor man fik ham til at tage artium.

Ved denne Tid giver han os et Exempel paa Herrnhutternes drastiske Udtryksmaade. .Ich fühlte kraftig Absolution und konnte mich mit all meinem Elend in Jesu Tod versenken, und es war mir oft als wenn ich ihn in seiner Marter leibhaftig umfassen konnte”.

20de Juli 1751 kom han til Herrnhut, blev 1753 Lærer ved Waisenhuset i Kjøbenhavn, drog 1756 atter til Herrnhut og blev optagen i Menigheden 12te Juli ved en Tale af Zinzendorf, kom saa til Niesky, 1760 til Gr. Hennersdorff, led af Tungsind, blev Sygeplejer og siden Husbestyrer for de ledige Brødre (Ungkarlene) i Gnadenberg, saa Bestyrer af Børneanstalten i Gnadenfrey, hvor han forblev som Skolelærer, til han 1772 blev kaldt til Bergen, hvor han maatte beklage sig over megen Forfølgelse.

1776 blev han kaldt ned til Herrnhut og tog med sig sin Brodersøn Peder Olivarius Bugge, der var i hans Hus for at faa en yderligere Uddannelse af Lektor F. C. H. Arentz. Paa denne Reise fik han 6te Maj sin Hustru Edle Maria Hamerum. Han blev nu i Bergen til 1784, da han blev kaldet til Kristiania, hvor han virkede, til han 1792 resignerede. Han døde i Christiansfeld 19de Oktbr. 1792.

Ved H. W. Bugges Ankomst synes det, som Brødresamfundet har taget et lidet Opsving. 11te Jan. 1778 skriver han at de har faaet 6 nye Sødskendpar (Geschwister, Ægtepar). En rig Kjøbmands Hustru, Fru Benedicte Krohn, Agent Wollert Krohns Frue, en Kammerraad Ramshart og en Procurator Reuss vilde være med og blev optagne i Samfundet kort efter.

Schaffner, der nu var Sogneprest til Nykirken, spurgte Bugge, om han skulde holde Forsamlinger, og han synes saaledes at være kommen langt ind i Brødresamfundets Lydigheds-Aand, naar han kunde gjøre en Societetsforstander et saadant Spørgsmaal.

Bugge holdt imidlertid selv Forsamling hos et Par Søstre, der havde Skole. Deres Hus maatte snart forlades, men en Maler, der havde meldt sig til Optagelse, vilde skaffe dem “en Sal” samt Logis til Forstanderen. Det synes, som man har sat Pris paa Bugge, der skriver : “Jeg troede, at jeg skulde komme hertil som en fattig Pilegrim, men ansees for en rig og fornem Studiosus og lider ingen Mangel”.

Det kan have sin Interesse at se Fortegnelsen over flere de fleste ? af Samfundets Medlemmer. De, vi har fundet, er, foruden de 3 ovennævnte, Enke Nicolaysen, Maria v. Gflliek (død 18de Septbr. 1782). Fru (Lector) Gorlin, Søren Nielsen, Margrethe Meyer, en Kjøbnmandskone, Rebekka Strasberg (død 17de Marts 1774), Mdm. Grethe Kotel (Monden, Skibsklarerer, havde givet hende Tilladelse), Karen Povels (f. 2den Febr. 1709, død 10de Dcbr. 1782), Enken Alida Dollmann (f. 8de Aug. 1705, død 25 Dchr. 1782), Elling Molle (døde Jan. 1774) og hans Hustru Johanne Molle (f 4de April 1774).

Det synes, som Bugge i Begyndelsen har befundet sig vel i de smaa Forhold, han havde endog den store Glede at se Kammerraad Ramsharts dybt sunkne Søn optagen i Samfundet efter en Sygdom. Man var glad over Anlægget af Christiansfeld og optog den gamle tanke om et lignende Anlæg paa Møhlenpris, men det kom ikke videre. Ethvert Forsøg paa at realisere denne Tanke vilde sagtens være bleven nedtordnet af Joh. Nordahl Brun, som nu var bleven Sogneprest til Korskirken. Det var imidlertid snart forbi med Roligheden. Enken Rebekka Strasberg, 60 Aar gammel, havde siden 1741 tilhørt Samfundet, været anseet og elsket. Hun holdt Syskole, hvori hun ogsaa lærte Børnene Kristendom. 17de Marts 1774 fandt man hende død (druknet ?) “ved en Klippe ved et Vand” (Svartediget ?). Samtidig forkortede en anden Person, der ikke stod i Forbindelse med Samfundet, sit Liv.

Saadant maatte vække Opmærksomhed, og da man kjendte Rebekka Strasberg som Medlem af Brødresamfundet, blev dette Gjenstand for Spot, og Politiet fandt sig foranlediget til at passe paa Brødrene og notere deres Navne.

Stiftamtmand Levetzau havde talt om den ulykkelige Begivenhed i et Selskab hos Biskop Arentz og herunder gjort opmærksom paa, at der ogsaa i det Sogn, hvor han boede, blev holdt Forsamling (i Bugges Logis).

Iluu havde ogsaa drevet paa, at Politiet skulde sende Betjente og Biskopen en Prest til Undersøgelse. Biskop Arentz forsikrede, at Brødrene var gode Folk, som frygtede Gud og søgte hans Hus, men lovede at kalde Bugge til sig.

Der kom ingen Prest til dem, men Provst Krogh søgte Fru Krohn og talte om Rebekka Strasbergs Selvmord. Fru Krohn havde hørt, at Rebekka 8 Dage for sin Død havde hørt Provsten prædike over Lidelseshistorien og sagt, at han ikke kunne forsikre, at alle Selvmordere gik fortabt, da de ikke er ved sig selv.

Det er ogsaa blot Judas, som kaldes “Fortabelsens Barn”. Biskopens og maaske ogsaa Provst Kroghs Ord maa have havt Virkning; thi Forsamlingerne blev indstillede. Bugge frygtede ogsaa for Kommandanten, Oberst og Kammerherre v. Koss, der antoges at ophidse Almuen og søge Lejlighed til at sætte Bugge fast.

Agent Krohn forbød sin Frue at søge Forsamlingerne, og Mænd, hvis Hustruer hørte Samfundet til, maatte udstaa megen “Bagvadskelse“. Om nogen “Forsamling” tales ikke videre, men 14de Juni 1774 skriver Bugge, at de har havt “Møde” i Ramsharts Hus, hvor Indgangen kan observeres fra Præsidentens Kontor.

Videre om Societetet foreligger ikke. Naar hensees til Medlemmernes Alder, da det var i sin Begyndelse, maa det rimeligvis nu være svundet ind, og da Bugge 1784 blev kaldet til Kristiania, blev Societetet ophævet. Den sidste, der havde hørl det til, har vel været den Maren Boes, der havde tjent hos Pontoppidan og siden satte Hans Hauge istand til at begynde sin Handelsvirksomhed i Bergen 1801.

Stengt for kommentarer.