louise hesselberg – datter av peder nyborg hesselberg : presentert av conradine dunker

 

– i boken : “Gamle Dage. Erindringer og Tidsbilleder”. Kjøbenhavn. Forlagt af den Gyldendalske Boghandel (F. Hegel). Thieles Bogtrykkeri. 1871.

– fra s. 83 – 86  :

Louise Hesselberg.

I Aaret 1763, da vore Tropper kom hjem fra Holsteen, blev der lagt Garnison i Drammen, hvor aldrig Garnison havde været før.

Indbyggerne af Drammen, fornemmelig Bragernæssiden, vare næsten alle Sekterere, Herrnhutere eller saakaldte Mähriske Brødre, og havde Afskye for alt militairt; de nægtede at modtage Indqvarteringen.

Præsten paa Strømsøe, Hr. Hesselberg (Peder Nyborg H./red.), var af Sekten og havde samme Modbydelighed for Krigsstanden; ikke desmindre holdt han det for sin Pligt at formane sin Menighed til Lydighed mod Konge og Øvrighed, og for at foregaae dem med et godt Exempel var han villig til at modtage en Officeer i sit Huus.

— Lieutenanten, Hesselbergs Logerende, var en Holstener, en meget dannet og talentfuld ung Mand; han havde været bestemt til Studeringer, kjendte og elskede de gamle Sprog og havde endog studeret Theologie.

Videnskabsmænd fandtes der paa den Tid ikke mange af i Drammen, og Hesselberg var en lærd Mand og fandt stor Fornøielse i at samtale med denne saa studerede unge Mand. Om Aftenen bad Præsten ham ned til sig, og Lieutenanten fulgte Indbydelsen med Glæde, ikke blot fordi Præstens Underholdning var ham behagelig, men endnu mere fordi hans Datters Yndigheder havde rørt Lieutenantens Hjerte.

Hesselberg var Enkemand, hans Datter Louise var atten Aar, desuden havde han to yngre Sønner, som han selv gav Underviisning; medens Konen levede, havde han ogsaa havt Fremmedes Sønner i Pension, blandt disse Niels Treschow; nu var der ingen saadanne. Lieutenanten erklærede Louise sin Kjerlighed og bad om Tilladelse at begjere hendes Haand af hendes Fader.

Louise tilstod ham, at hun delede hans Følelser, men sagde ham tillige, at hendes Faders Fordom mod hans Stand var saa stor, at et Skridt som det foreslaaede ikke vilde tjene til andet, end at han maatte flytte ud af Huset, og at det vilde blive Louise

– 84 –

forbudt at see ham igjen. De bleve nu enige om at vente noget godt af Tiden, søge lidt efter lidt at vinde Faderens Yndest, saa at den engang vilde seire over Fordommen. Det lod ogsaa til, at det vilde lykkes dem; Præsten kunde ikke mere undvære Lieuteuanteus Selskab, og de Elskendes Haab voxede daglig, dog vovede Lieutenanten endnu ikke at udtale Ordet, der skulde afgjøre hans Skjebne.

En Eftermiddag kom tre af hans Kammerater op til ham paa hans Værelse; de beklagede sig over, at de aldrig saae ham, og spurgte ham, om han var bleven af de Hellige; de vilde have ham med sig til en Lysttour. Han sagde dem da oprigtig alting og bad dem ikke lægge Hindringer iveien for hans Lykke.

De svarede :  «Godt, vi ere dine Venner og ville bevise det ved at lade Dig være i Ro; men i Aften blive vi hos Dig og spille en Quadrille».

Lieutenanten sagde dem, at der var intet, Præsten havde større Afskye for end Kortspil.

Her kommer han jo ikke, sagde de, vi lukke Døren af, og vi spille i al Stilhed. Jeg har ingen Kort, sagde Lieutenanten. Qu’ a cela ne tienne !  (ikke la det bekymre oss/red.) sagde den ene af Vennerne og tog et Spil Kort op af Lommen. Da de havde begyndt at spille, hørte de Nogen komme op ad Trappen; de stak hurtig Kortene i Lommen, og Lieutenanten gik at aabne Døren.

Den Indtrædende var en af Præstens Sønner, der meldte, at Fader var bleven tidlig færdig med sin Prædiken (det var Løverdag Aften, da ellers Præsten studerede sin Prædiken og ikke pleiede at indbyde Lieutenanten) og bad Lieutenanten komme til sig. Vennerne toge Afsked, og Lieutenanten gik til Præsten, der den Aften var usædvanlig oprømt, og Lieutenanten og Louise skiltes med glade Forhaabninger. Søndag Morgen fulgtes den hele Familie til Kirken, Lieutenanten naturligviis med.

Da Gudstjenesten var endt, gik Præsten ind i Kirkestolen for at følge med sin Familie ud af Kirken; idetsamme de gik over Kirkegulvet, vilde Lieutenanten bruge sit Lomme-

– 85 –

tørklæde , og da han trak det op, fulgte nogle Kort med og faldt paa Kirkegulvet. Præsten tog sin Datter ved Haanden og skyndte sig hjem. Da Lieutenanten kom, bevidnede han ham, at efter Scandalen i Guds Huus kunde han ikke henger beholde ham hos sig, han maatte i denne Dag søge sig et andet Qvarteer.

Louise kunde ikke skjule sin Sorg, Faderen anede Forholdet og forbød Lieutenanten at betræde hans Huus.

Paa samme Tid var der i Zeist en Grevinde, Enke, der eiede Godser og var af Brødremenigheden. Hun fik Ordre af Forstanderen i Zeist at begive sig til Drammen og blev anbefalet til Hesselbcrg. Han modtog hende med Venlighed og Opmærksomhed, og hun fattede megen Godhed for hans Datter.

Engang da Louise besøgte Grevinden, traf hun Lieutenanten der; Grevinden var nu begges Veninde, og de samledes oftere, men da Præsten fik dette at vide, forbød han sin Datter at besøge Grevinden. Dette var et haardt Stød for dem begge, og Lieutenanten blev melancholsk.

Grevinden sagde til ham : «Dersom De antager det Forslag, jeg vil gjøre Dem, da skal De ikke alene faae deres Kjereste at see hos mig, men endog faae Adgang som før i hendes Faders Huus. De giver mig Tilladelse at tilmelde Præsten, at De og jeg ere Forlovede, da vil han ingen Vanskelighedør gjøre, men lade Louise komme til mig og modtage Dem i sit Huus».

«Dersom Louise samtykker heri», svarede Lieutenanten, «da modtager jeg med Taknemmelighed Deres ædelmodige Tilbud».

Grevinden meddeelte nu Planen til Louise, der bifaldt den. Grevinden meldte nu Præsten, at hun var forlovet mod Lieutenanten.

Præsten svarede: «Var De min Datter, skulde det ikke skee, saalænge mine Øine vare aabne, men over Dem har jeg ingen Myndighed, og De er Deres egen Herre».

De Elskende saae hverandre nu næsten daglig og vare glade; men efter nogen Tids Forløb blev Lieutenanten tungsindigere end før. Han sagde til Grevinden : «Jo mere jeg lærer at kjende Louise , jo høiere

 

– 86 –

elsker jeg hende, og nu er dog alt Haab om Forening med hende fjernere end nogensinde».

Grevinden havde megen Medlidenhed med dem begge og lagde en ny Plan. Hun indviede sin Læge i Hemmeligheden, lagde sig syg, og Lægen erklærede hendes Tilstand for yderst farlig. Hun forlangte Louise til sig, og Faderen indvendte intet herimod.

Nu forlangte Grevinden at vies til sin Forlovede, for i Tilfælde af hendes Død at sikkre ham sine Eiendomme, og Præsten blev kaldet at vie dem. Lægen og Louise vare Vidner. Den Syge taalte ikke Lyset, Gardinerne vare trukne for Vinduerne, der stod et Skjermbrædt for Sengen. Præsten foretog Vielsen. Den Person, der laae i Sengen og blev viet til Lieutenanten, var Louise Hesselberg, og den Person i Louises Klæder, der var Vidne, var Grevinden.

Louise opholdt sig med Faderens Tilladelse længe hos den Syge, men da denne kom sig, maatte hun hjem til Faderen, dog besøgte hun ofte sin Veninde. Efter nogle Maaneders Forløb begyndte de To atter at blive sørgmodige; Grevinden erkyndigede sig om, hvad der fattedes dem, og de betroede hende deres Nød.

Hun loe. «Mene I ikke, at jeg har tænkt paa, at saadant kunde hænde ? Jeg har allerede forskaffet mig Ordre fra Zeist at vende tilbage til mine Godser, min Gemal følger mig, og Hesselberg har allerede lovet mig, at Louise skal faae Tilladelse at følge mig».

De reiste. Louise maatte døe i Barselseng, og det samme Brev, der bragte Præsten den sørgelige Tidende om hans Datters Død, indeholdt den Efterretning, at Grevinden var nedkommet med en Søn, der i Daaben var givet Navnet Louis Hesselberg.

Hvor længe det var derefter, veed jeg ikke, da sagde Lieutenanten til Grevinden : «Længe have vi været Ægtefolk for Verden, skulle vi nu ikke være det i Virkelighed ?»

Hun tilstod, at hun elskede ham. De fik flere Sønner, og den ældste, Louis Hesselberg, blev Eier af Godserne.

 

 

Stengt for kommentarer.