paul peter wettergreen : presentert av a. olsen

– i boken : “Hjem fra kamppladsen. Livsbilleder af vore afdøde missionærer og kvindelige missionsarbeidere i Zulu og paa Madagaskar”. Kristiania. 1909.

– fra s. 26 – 34 :

 

Paul Peter Wettergreen. Født 4/1 1835, død 10/8 1889.

Sjelden i mit liv ved jeg, at jeg har truffet en ordets forkynder, der i den grad har præget sig ind i min bevidsthed, som Paul Wettergreen. Sjelden har jeg seet et ansigt, der i den grad bar vidnesbyrd om kjærlighed, venlighed og ydmyghed som hans.

At møde ham paa gaden, at sidde sammen med ham i en venneflok, det var allerede en hel præken, end mere at sidde under hans talerstol og lytte til hans forkyndelse. Og naar han oplod sin mund og talte om Guds kjærlighed til syndere i Jesus Kristus, da var det, som om han, med stille og varsom haand, lagde salve over forpinte og saarede synderhjerter. Hele hans færd, al hans vandel, alle hans ord, gav det fuldeste bevis for, at han var «af sandheden», at han var en «Guds mand», at «han havde været med Jesus».

Paul P. Wettergreen fødtes den 4de januar 1835 i Mo prestegjeld i øvre Telemarken af forældrede Peter Boysen Wettergreen og Elisabeth Wettergreen.

I 1842 forflyttedes hans fader til Lunds sognekald ved Flekkefjord og i 1849 til Risør. Som gut modtog han, indtil 1849, privat undervisning. Aaret efter kom han ind paa Skiens latinskole, og derfra blev han dimitteret til examen artium.

De første alvorlige dragelser følte han engang i barneaarene, idet han hørte den gamle missionær Riis tale (Missionsprest Andreas Riis, født 15/1 1804 i Slesvig, kom i 1828 ind paa missionsskolen i Basel og udsendtes i 1831 til de danske besiddelser paa Guldkysten. Af 9 missionærer, som Baselerselskabet udsendte til denne kyst fra 1828—36, døde de 8 af det dræbende klimat, saa Riis stod alene i en aarrække. I 1846 forlod han missionsmarken, nedbrudt. Kom saa til Norge, hvor han arbeidede ihærdigt for missionens fremme, indtil han døde 19/1 1854 paa sin gaard Naksby ved Grimstad. A. O.)

I Skien kom han op i den store aandelige bevægelse, som pastor Lammers frembragte (død 2/5 1878). Noget gjennembrud til nyt liv blev det dog ikke med ham.

Som student var han, som man siger, et bra menneske, der bevaredes fra fald og udskeielser. Theateret elskede han i denne tid, og glad var han hver gang, han havde saa pas penge i pungen, at han kunde se sig istand til at kjøbe en billet. Han valgte sig gjerne en eller anden god plads, saa han rigtig kunde se og «lære livet at kjende».

I 1855 tog han andenexamen og begyndte saa paa theologien. Universitetet var i den tid begunstiget med de lærde, men fromme professorer Caspari (død 11/4 1892) og Johnson (død 17/7 1894), hvis personligheder ved sin indflydelse har givet mere end én kandidat alvorstanker i sjælen, saa samvittigheden er vaagnet, og de er blevne prester for Herren i aand og sandhed.

Under Gisle Johnsons forelæsninger blev Wettergreen alvorlig vakt. Han kjæmpede dog længe under loven, men Herren sendte ham en dag, som han sad ved sin bibel, en herlig forjættelse, som han fik klynge sig fast ved, og han fik tro sig fri og frelst ved Jesu Kristi blod.

I denne tid gik han ofte og hørte brødremenighedens prest, Møhne, præke, og dennes alvorlige og hjertevarme prækener hjalp ham visselig adskillig fremover paa veien. Han hørte ogsaa Rosenius præke, og i Wettergreens prækener var der ikke lidet, der mindede om Rosenius’s forkyndelse.

I 1861 fuldendte han sin emhedsexamen og fik bedste karakter ligesom til de foregaaende examener.

Aaret forud meldte han sig til det norske missionsselskabs tjeneste, idet han følte brændende lyst efter at tjene Herren, blandt hedningerne. I sin skrivelse til hovedbestyrelsen udtalte han bl. a. : «Naar den tanke at blive missionær første gang opkom hos mig, kan jeg ikke sige; men mor siger, at jeg allerede som barn skal have talt derom; dette kan jeg vistnok ikke selv huske, men det viser dog, at jeg allerede tidlig har havt en saadan tanke. — Ved Guds naade vaktes tilligemed det nye liv ogsaa min lyst til missionen. — Jeg gik længe og kjæmpede, førend jeg kunde udtale mig til mine forældre derom; men jeg kan sige : Herren blev mig for sterk, jeg maatte, og da jeg nu fik et bekæftende svar, blev jeg saa inderlig glad og let om hjertet, tillige saa jeg heri et nyt vink om, at det virkelig var Guds vilje».

Efter et kort ophold i Stavanger samt besøg i Bergen og andre steder, afreiste han 27de april 1861 fra Kristianssand S. til England for over Southampton at fortsætte til Syd-Afrika.

Efter et ophold i Kapstaden naaede han Durban 11te juli og fortsatte 20de i oksevogn til Zululandet. I Zulu arbeidede han i 9 aar. Her havde han mange glæder, men det manglede sandelig heller ikke paa trængsler.

I 1863 rasede ondartede kopper paa gaardene i nærheden af hans station. Mange døde. Wettergreen lod sig dog ikke skræmme af sygdommen, men gik flittig rundt paa besøg og talte livets ord til de syge og døende. Ved en anden leilighed vovede han sig ind til selve kongen og foreholdt ham, hvor hensynsløst han handlede med sine undersaatters liv. Kongen viste ham sine hænder. og svarede : «Du ser, at vi er et andet folkefærd end I hvide. Zuluerne maa have det saaledes. Pas du dine sager, saa skal jeg passe mine».

Den 17de august 1864 indgik han ægteskab med Wencke Knudsen. Bryllupet stod paa Eshowe. Oftebro forrettede brudevielsen og gav brudeparret Gal. 6, 2 :  «Bærer hverandres byrder og opfylder Kristi lov» med paa livsveien.

Saa oprandt der en glædens dag for Wettergreen, idet han den 8de april 1866 vovede at døbe 2 unge gutter, Uduma og Umabele, der i daaben fik navnene John og Jakob. Det var de første, han fik naade til at vinde for Herren og indlemme i hans menighed. Om disse 2 skriver han senere : «Med hensyn til deres opførsel kan jeg hverken udtale mig rosende eller dadlende. Det var dog at ønske, at deres kristendom vilde træde tydeligere frem i livet, end den desværre gjør».

Ellers sporedes der liden trang hos folket efter frelse. Dorskhedens og sløvhedens aand laa over alt, og al han udsaaen af livets ord syntes saa mangen gang forgjæves. Han tabte dog ikke modet; thi han vidste, at ordet i sig selv er kraftigt, at sæden var god og havde spirekraft i sig, og saa vilde der nok blive frugt. Det var kun hans pligt at saa ud.

Han skriver i 1860 fra Mahlabatini : «Sæden, som nedlægges i jorden, har allerede holdt paa at vokse en lang tid under overfladen, førend vort øie kan opdage den første spire, saaledes er det ogsaa med Guds ord; det arbeider en stund i det skjulte, der, hvor det har fundet god jordbund, men engang vil det dog bryde frem. Min trøst er, at sagen er Herrens. Herren er underlig i raad og stor i væsen; efter hans raad er det, at evangeliet forkyndes ogsaa her. Skulde hans væsens storhed ikke ogsaa her vise sig ?»

Et og andet lysglimt skimtede han dog af og til i mørket. Enkelte sjæle, mest unge, meldte sig til daabsforberedelse, og hos en af zulukongens døtre, Batonjile, syntes ordet at finde indgang. Han skriver i 1868 : «Hos hende (Batonjile) har jeg havt mangen hyggelig stund. Guds aands arbeide paa hendes hjerte var saa sterkt, at hun sagde mig ganske bestemt, at hun vilde blive en kristen».

Saavel Carlsen som Wettergreen var hos kongen, for hvem Batonjile havde aflagt en herlig bekjendelse, for at tale med ham om dette. Denne blev vred og sagde, at «det var det samme som at tage livet af ham, naar nogen af hans børn vilde blive kristne».

Da Wettergreens hustru var temmelig daarlig, gav biskop Schreuder ham tilladelse til at flytte ned til Entumeni (1868). Men der fik han en bitter skaal at drikke, idet hans kjære hustru 14 dage efter hendes nedkomst med det 4de barn, der døbtes Gisle Johnson, opkaldt efter W.’s uforglemmelige lærer, professoren, hjemkaldtes til den hvile, «der er tilbage for Guds folk». Hun døde rolig og glad i troen 27de oktober 1868. Hun var den første voksne af vore missionsfamilier, der lagde sine ben til hvile paa missionsmarken.

Da Wettergreen havde givet sin døende hustru løfte om at bringe de smaa hjem til Norge, henvendte han sig til hovedbestyrelsen og fik hjemreisetilladelse, dog gik han endda ikke ud af selskabets tjeneste.

Afskedsstunden var tung for ham. Det faldt ham haardt at rive sig løs fra zuluerne; thi han elskede dem og de ham. Han fulgtes af en talrig skare paa veien, og saa holdtes der et gribende bønnemøde, idet de alle faldt paa knæ og bad til Gud i Jesu navn. De bad Wettergreen indstændig komme tilbage. Noget løfte herom gav han ikke, sagde kun : hvis Gud vil det.

Efter et kort ophold hos sine forældre i Risør, og efterat børnene var komne i gode hænder, begyndte han at reise som emissær for det norske missionsselskab for at opildne missions-sansen. En har sagt om ham : «Wettergreen udmerkede sig ikke som fortæller; det var først, naar han til slutning fik aabne sin mund til bekjendelse af Jesu navn, at man følte, at han var kommen i sit rette element», og der er ikke tvivl om, at det var saa. I at forkynde Kristus, deri havde han sin styrke. Det fortælles om ham, at han paa sin reise til generalforsamlingen i Tromsø 1870 traf en gammel troende kone, der fortalte ham, at hun hver eneste dag, siden hans ankomst til Zululandet, havde baaret ham særskilt frem i sine bønner for naadens trone.

Saa gik han ud af missionens tjeneste. Det var visselig en feil af vort selskabs hovedbestyrelse, at den ikke ansatte Wettergreen som fast reisende missionsprest inden hjemmets menigheder. Der er vel neppe tvivl om, at han vilde have følt en saadan virksomhed friere end en virksomhed som prest i statskirken. Havde han faaet en saadan stilling, var han kanske neppe traadt ud af vor kirke.

Som kapellan virkede han nu en kortere tid i Tønsberg og blev saa i 1872 udnævnt til pers. kap. hos sin fader i Risør. Her indgik han nyt ægteskab med Elise Hvistendahl, med hvem han levede et lykkeligt familieliv. Som prest i statskirken var han naturligvis i et og alt en lægmandsven, og man havde oftere den glæde at have ham tilstede ved de store indremissions- og hedningemissionsmøder paa Nedenæs-kanten, der samlede tusinder af mennesker.

I 1875 fratraadte han sin stilling som kapellan, idet faderen tog afsked. Saa arbeidede han en kortere tid i Risers, Gjerrestads og Vegaardsheiens indremissionsforeningers tjeneste, hvor han virkede til stor velsignelse, og det er visselig ikke faa, der kan vidne, at ved Wettergreens forkyndelse i denne tid fik de et evighedssted, der førte dem til Frelseren. Missionens sag laa ham fremdeles varmt paa hjerte, og han vedblev i flere aar at være formand for hedningemissionsforeningen i Risør.

I 1876 var han en tur til Skotland sammen med pastor J. St. Munch, og fra da af traadte Wettergreen mere og mere i forbindelse med den frikirkelige bevægelse, der begyndte i Arendal, og det var tydeligt, at han snart vilde bryde med statskirken; thi han følte, hvorledes man i den «var bunden til love og forordninger».

Og saa kom der et kaldsbrev fra 50 a 60 ubemidlede mænd i Arendal og omegn, om han vilde blive deres forstander. Han lagde sagen frem for Herren, og han syntes at faa det klart, at det var Herrens vilje, at han skulde modtage kaldet. Han ledsagede sin udtrædelse med en brochure : “Brev til mine venner”. Der siger han bl. a. : «Mine gamle venner, hvoraf jeg ikke har faa i statskirken, er mig ligesaa dyrebare nu efter min udtrædelse som før».

Søndag 3die juni 1877 holdt han sin første præken i den nystiftede frimenighed i Arendal, der holdt sine gudstjenester i det nuværende afholdslokale, der var blevet bygget i en fart. Store skarer samlede sig om hans prækestol, og derfra lød evangeliet saa enfoldig og ukunstlet, men dog havde det en gribende magt. Syndere blev opvækket, og svage troende fik nyt mod og ny lyst til at fortsætte paa den trange vei.

Det viste sig snart, at forsamlingshuset var for lidet. Man maatte se at faa en ordentlig kirke. Folk stod nedover trapperne (lokalet var i 2den etage). Jeg husker, at jeg flere gange som barn var glad, naar jeg kunde «kare» mig frem til døren og faa et glimt af den kjære prædikant. Herren hjalp den lille menighed og viste, at ham hører sølvet og guldet til; thi i løbet af 2 aar havde den samlet omkr. 25 000 kroner til ny kirkebygning. En hel del menighedslemmer arbeidede gratis. Naar dagens gjerning var endt, saa var der ofte livligt paa kirketomten i skumringen. Man saa menighedslemmerne da bære eller lange mursten eller udføre andet arbeide. I bøsserne fandtes i denne tid pengesedler, broscher, smykker, øredobber o. l., der var nedlagt som hjelp til den nye kirke (efter «25 aar af den ev. luth. frikirkes historie i Norge»). 

Allerede 1ste juledag 1879 var kirken saa vidt færdig, at den kunde indvies. Wettergreen holdt da indvielsestalen over Haggai 2det kap., dvælende især ved ordet : «Jeg vil give fred paa dette sted» (v. 9), «og fra denne dag vil jeg velsigne» (v. 19). Som 10 aars gammel gut var jeg tilstede der, og jeg mindes den dag som en gribende stund.

Wettergreen tog til prækentekster gjennem flere aar fortløbende tekster af Mosebøgerne og flere af det gamle testamentes historiske bøger. Ypperlig satte han tilhørerne ind i det historiske stof og gik saa over til at kaste evangeliets lys over teksten og anvendeliggjøre den paa vore forholde. Hans forkyndelse var ret en Kristuspræken; han kunde male Kristus saa stor og herlig, at man uvilkaarlig maatte drages hen mod ham. Man maatte stilles paa valg, om man vilde modtage ham eller ikke. En aften i ugen begyndte han at holde foredrag over flere af profetierne i Guds ord. Han begyndte med Daniels bog. Disse foredrag vakte stor opsigt i Arendal og omegn, og trods at de holdtes paa hverdage, var dog kirken fyldt til trængsel.

Senere fortsatte han med foredrag over Johs. Aab., der dog ikke fyldte kirken i den grad, som da han talte over Daniel.

Foredragene over Johs. Aab. blev optagne ved hurtigskrift og senere udgivne i trykken (C. Christensen forlag, Arendal).

Medens han var prest for den lutherske frimenighed i Arendal, maatte han ogsaa varetage den lille menigheds tarv i Risør, da den endnu ingen forstander havde. Hver 4de søndag virkede han der. Menigheden i Arendal og omegn vokste stadig, saa at den snart talte omkring 600 menighedslemmer. Wettergreen var ogsaa i flere aar presbyteriets formand. Man vil saaledes forstaa, at han havde mere end nok af arbeide.

Da Wettergreen havde virket i 6 aar som forstander for menigheden, indtraf der noget, der førte ham i en ny retning. Den bekjendte svenske vækkelsesprædikant Franzon talte i frikirken og holdt eftermøder der. Han for rundt i kirken for at spørge den enkelte, om han havde fred med Gud. Wettergreen deltog ogsaa i dette. Franzon, der lærte, at mennesket allerede her bliver fri synden, paavirkede Wettergreen meget i denne retning.

Wettergreens sjæls- og legemskræfter var ved denne tid, grundet det store og anstrengende arbeide, begyndt at slappes, og dette i forbindelse med paavirkningen af Franzon er vel den egentlige grund til, at Wettergreen senere — efter at være ophørt som frimenighedens forstander — førtes videre og videre ud paa skraaplanet, bort fra vor bekjendelses sikre grund. Først nærmede han sig Frelsesarmeen og antog deres syndefrihedslære, og senere lod han sig døbe igjen. Han drev ogsaa paa med at helbrede syge ved haandspaalæggelse og salving af olje. I hans præken var ogsaa «Kristi nære gjenkomst» mere og mere bleven det stadige omkvæd. Han vilde tro det bedste om alle Guds børn og gjerne arbeide sammen med dem, til hvilket samfund de end hørte. Og gjerne vilde han, at man inden menigheden skulde lægge mere vægt paa «liv» end paa afvigelse i «læren».

Saaledes protesterede han mod, at der anvendtes kirketugt mod et medlem af menigheden, der udtalte om sig selv : «Jeg har ikke noget gammelt menneske; det er dødt og begravet; det er udenfor mig».

Vaaren 1888 tog han afsked som forstander, og lidt senere meldte han sig ud af menigheden, «da han ikke længer kunde staa i en menighed, der ikke havde rum for alle bekjendelser».

Visselig gik det ikke af uden kamp — megen kamp — og dette øgede den svækkelse, der maa tages med, naar man retfærdig skal bedømme hans sidste dage.

Allerede en stund før han aftraadte som forstander, begyndte han at tænke paa Zululandet igjen. — Han skriver derom : «Det, man har været i sine ungdomsaar, er en kjært at tænke paa. Jeg er naturligvis saa hjertefornøiet her, hvor jeg er, og jeg ved, at jeg ikke paa noget andet sted kunde faa det bedre. Men hjertet er nu saa underligt — om man kommer til mig og siger : slaa dog saadanne tanker væk, saa hjelper det ikke, hjertet vil nu have sin gang. Allermest kjender jeg denne missionsglød blusse op, naar jeg faar tale med nogen, som har været paa de kanter» («Budbæreren:» nr. 9, 1889 (mindeskrift). A.O.).

Det er spørgsmaalet, om det ikke i den tid har staaet for Wettergreen som et feilskridt, han gjorde, at han ikke fortsatte det arbeide, som Herren havde kaldt ham til blandt zuluerne. Og senere siger han : «Jeg er ikke i ringeste tvivl om mit kald til at gaa ud som missionær igjen».

Saa reiste han til Kristiania for sammen med sine sønner, Olaf og Jakob, at udkaste tanken om «en østafrikansk mission». Missionen kom igang, men selv fik han ikke naa sine ønskers maal, igjen at faa gaa ud som missionær. Paa hjemturen til Arendal rammedes han 5te marts 1889 ombord i dampskibet af slag, hvoraf han aldrig kom sig.

«Barnligt fromt overgav han sig i sin Guds faderhænder og forventede med stor glæde snart at faa se sine forudgangne kjære, og især den Frelser, hvis røst han saa vel kjendte, hvis usynlige nærværelse han saa ofte havde fornummet, og hvis navn han havde prædiket i verden til synderes frelse» («Budbæreren» nr. 9, 1889 (mindeskrift)).

Taalmodig bar han de haarde lidelser, og den 10de august 1889 gik han ind til sabatshvilen, 55 (54/red.) aar gammel. Den 14de august blev han begraven fra frikirken i Arendal under enestaaende deltagelse. Aldrig ved jeg, at jeg har seet en saa stor skare bivaane en jordefærd. Man anslog følget til flere tusinde. Der var statskirkeprester, frikirkeforstandere, forstandere for methodist- og baptistsamfund, frelsesofficerer o. s. v.

Og ellers saa man konsuler, læger, forretningsmænd følge ham til graven. Ja, der var baade rige og fattige. Wettergreen var i særskilt grad de fattiges ven. Det hændte ofte, at han paa sin fødselsdag eller ved andre anledninger samlede sit hus fuldt af de elendigste og mest forkomne og foruden at beværte dem talte Guds ord for dem og samtalte med den enkelte.

Paa Barbu kirkegaard i Arendal hviler den Guds mand hvis lyst det var at leve for Herren og tjene ham, til opstandelsens morgen. Ingen gravsten eller kors findes paa hans grav; thi det var hans ønske, at det saa skulde være.

Intet merke paa hans grav, intet kors, ei ramme,

med den krone Gud ham gav, skal han her ei bramme,

græsset breder lunt og blødt haabets farve over,

mens hans hyttes støv saa sødt trygt derunder sover (Dette vers er taget af «25 aar af den ev. luth. frikirkes historie i Norge». Arendal 1902.

 

Stengt for kommentarer.