– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Haugianismens Tid – Første Halvdel 1796 – 1820. Chra. 1905 – 1911.
– fra s. 287 – :
Ogsaa i Nordland blev der adskillig Vækkelse paa mange Steder som en Følge af Hauges og enkelte søndenfjeldske Lægmænds Virksomhed.
I 1802 gjorde Iver Olsen Gabestad og Ole Olsen Bache en Reise nordover og naaede ialfald til Balsfjorden ved Tromsø. De unge, begavede og ildfulde Lægmænd holdt overalt en Mængde Opbyggelser og blev Midlet til en betydelig kristelig Vækkelse. Deres Virksomhed var banebrydende, men led vistnok af Ensidighed og en noget snæver Opfatning.
Senere paa Aaret kom “søndenfra” til Bindalen en Mand ved Navn Haftor Paulsen; han var en Tid i Tjeneste hos en Bonde paa Kvaløen og omtales som en begavet og og for Guds Riges fremme virksom Mand.
Det vides, at han holdt flittig Opbyggelser og øvede adskillig Indflydelse; men Presterne i Egnen fik Øvrigheden til at forfølge ham; han blev sat under Tiltale for sin Lægmandsforkyndelse, men frikjendt af Retten. Straks derefter reiste han fra Stedet og forsvinder, uden at man for Tiden ved det mindste mere om ham.
Det var dog saa heldigt, at der blandt de Nyvakte selv fandtes Mænd med Evne til at opbygge og lede Bevægelsen i sunde Spor.
I Bindalen var den tidligere omtalte Lensmand Halsten Ingebrigtsen Gaupen (1761 – 1836) og hans begavede og frimodige Hustru Ragnel Gjestdatter (1763 – 1836), de mest anseede, og deres Hus blev et Midtpunkt for det kristelige Liv i Bygden.
Da H.N. Hauge ved Begyndelsen af 1803 gjorde sin store Nordlandsreise, var det hans Agt baade at drive Handelsvirksomhed og arbeide for det kristelige Livs Vækkelse og sunde Udvikling.
Han var, som en af Rationalisterne skriver, en farlig Procelytmager i hine korntrange Tider, da han, som Folket selv sagde, kom til dem “med det kjære Brød og det velsignede Guds Ord”.
Til Brønø Prestegjæld kom Hauge tidlig om Vaaren 1803; da Vækkelsen allerede var i fuld Gang, bestod hans væsentligste Gjerning i at undervise og veilede de unge Kristne baade angaaende aandelige og timelige Ting.
I Bindalen, som dengang var Anneks, tog han ind til Lensmand H.I. Gaupen, holdt Opbyggelse i hans Hjem og drog saa straks efter en Søndag sammen med ham til Vatsaas Kirke. De var tidlig ude, Folket strømmede om dem i Mængde, og Hauge talte Guds Ord for dem i et Hus ved Kirken, før Gudstjenesten begyndte. Saa gik de alle i Guds Hus, og efter endt Tjeneste drog de til Kvaløen og holdt Opbyggelse der.
Herfra reiste Hauge til Vik, hvor Lensmand Tarald Iversen Stene var en af hans Venner og den aandelige Leder i Sognet. Baade i hans Hjem og flere Steder i Nærheden talte Hauge for store Skarer af begjærlig lyttende Mennesker. Ogsaa ved Vik Kirke holdt han Opbyggelse baade før og efter Gudstjenesten for en saa stor Forsamling, at han maatte staa ude paa en Laavebro, for at alle kunde faa høre ham.
Men at det ikke altid gik uden Modstand, viser følgende Fortælling, berettet af Samtidige :
En Søndag efter endt Gudstjeneste ønskede Hauge, ligesom tidligere, at tale Guds Ord for den samlede Kirkealmue. Han var netop færdig til at begynde, da der kom en Mand, som i en myndig Tone spurgte : “Er Hans Nielsen Hauge her ?”
Denne svarede sagtmodig og stille : “Her er jeg !” Manden henvendte sig da til Lægmanden saaledes : “Jeg forbyder dig paa Prestens Vegne at holde nogen Samling her og befaler dig øieblikkelig at reise herfra !”
Opbyggelsen gik da overstyr til stor Skuffelse og Bedrøvelse for den forsamlede Skare af Mennesker, hvoriblandt Hauge havde mange trofaste Venner og Tilhængere.
De omtalte Lensmænd, H.I. Gaupen og T.I. Stene, magtede dog at holde den aandelige Ild vedlige og faa den til at brænde klart. Baade før og efter Hauges Besøg her talte de begge Guds Ord, ikke alene ved Kirken, medens Almuen samledes og efter endt Tjeneste, men ogsaa i sine Hjem og andre Steder for “store Forsamlinger”.
Dette Arbeide var imidlertid de rationalistiske Prester i Menigheden en Torn i Øiet, særlig da Lensmændene ogsaa viste en “strafværdig Iver og Virksomhed i at fremme H.N. Hauges Væsen” baade ved at “prange ind paa Folk hans Skrifter” og at “modtage i deres Huse omstreifende Sværmere”.
Disse Ombudsmænd vilde Øvrigheden endog have afsat paa Grund af deres nævnte “strafværdige Iver og Virksomhed”, dersom det havde været muligt at opdrive “duelige Subjekter” i deres Sted, men da dette ikke lod sig gjøre, maatte man nøie sig med at give dem en Irettesættelse. De blev ogsaa tilholdte (oppfordret) at lade fare “den Hengivenhed, de hidtil havde vist for Hans Hauges Lære”.
Angaaende H.I. Gaupens og Hustrus Liv og Virksomhed forøvrigt, henvises til, hvad tidligere er fortalt derom.
Endnu tilføies, hvad deres Sønnesøn, Hans Gjestsen paa Heilstad, skriver om dem :
“Min Bedstefar havde et roligt og stille Gemyt, var af middels Høide, havde blaa Øine og sort Haar. Hans Legemsbygning var snarere spæd end før. I sin Alderdom led han af en Øiensvaghed og var i de to sidste Aar blind, hvorfor han maatte lade Lensmandsforretningerne udføre af sin ældste Søn.
I Lighed med sin Fader og Bedstefader var han en meget hændig og flink Smed og som disse især en dygtig Bøssesmed.
Ved Efterretningen om Hauges Fængsling paa Eker høsten 1804 blev han saa bedrøvet, at han maatte gaa tilsengs. Medens Taarerne strømmede ned over hans Kinder, laa han med foldede Hænder i Bøn til Gud om, at det Lys, som ved Hauge var blevet tændt, fremdeles maatte vedblive at lyse, om end mørke Magter arbeidede paa at faa det slukket.
Min Bedstemoder var ogsaa en meget kristelig Kvinde, endskjønt af et mere fyrrigt Temperament. Hun var ligeledes af Middelshøide, snarere lidt under, havde blaa Øine og mørkebrunt Haar. Ansigtet udtrykte Energi og en fast Vilje.
Hun var en kjærlig Moder for sine Børn, ligesom hun tidlig lærte dem at holde sig til Gud og hans Ord. Hun forstod ikke Spøg, naar hun saa noget usømmeligt” (forskjellige samtidige Breve og Meddelelser. Oplysninger fra Hans Gjestsen paa Heilstad i Bindalen. Hauge, Reiser. 42 – 43. Bang, Hauge og hans Samtid. 330 flg.).
Fra Brønø (Brønnøy), hvor da især i de daværender Annekser, Vik og Bindalen, var er betydelig og sund Vækkelse, drog Hauge nordover gjennem det bekjendte Alstadhaug Prestegjæld. Derfra tog han videre til Ranen (Rana). I Hæmnes holdt han flere Opbyggelser baade i Korgen og paa Hemnæsberget, hvorved en Del blev vakte. Det fortælles, at han her gik i graa Kufte, som Nordlændingerne pleiede.
Den mest fremtrædende af hans Venner her var Bygdens dygtigste Jordbruger Erik Ottesen; han omtales som en varm og stø Kristen, der tillige flittig arbeidede for det kristelige Livs Vækkelse og Fremme i sin Egn ved at holde Opbyggelser og gjennem privat Paavirkning i det daglige Liv. Hans Søn, Carsten Ottesen, er kjendt i en senere Tid som en begavet og flittig Guds Ords Bekjender.
Saa fortsatte Hauge til Mo i Ranen; her fik han ogsaa en Del Venner. Derefter reiste han videre gjennem Nordranen, hvor adskillige blev paavirkede ved hans Opbyggelser og private Samtaler. “Fra Nordranen”, skriver Hauge, “fik jeg en Veiviser over et stort Fjeld til Saltdalen, til hvilket Sted var 16 Mil, som jeg gik paa Ski, da der var en uhyre Mængde Sne. Jeg var ikke meget øvet i at gaa paa Ski, især faldt det vanskeligt opad Bakke, hvorfor det blev mig besværligt, før jeg naaede Høiden af Fjeldet.
Vi begyndte en Eftermiddag paa denne Reise, og da tvende Døgn var forløbne, vidste Veiviseren ingen Vei mere; vi var forvildede. Min Madpose, der bestod af noget Barkebrød og lidt Kjød, blev tom om Morgenen, og jeg blev ei alene udmattet, men ogsaa heftig syg. Mit Reisefølge havde et lidet Stykke Kjød, som de gav mig, og ved at lægge mig ned og hvile lidt i Sneen, kom jeg mig igjen.
Selskabet vidste ingen Rede paa Veien; men jeg havde heldigvis et lidet Kompas i min Lomme; da jeg tog det op, blev jeg var, at vi gik fra Syd til Øst, og Stedet, hvorhen vi agtede os, skulde efter Veikyndiges Beretning ligge Nord til Øst.
Reisefølget troede mine Ord, og efter at vi havde taget denne Retning og gaaet en Mil, øinede vi den Dal, som vi agtede os til. Dog endnu var der 2 Mil til Hus Øverst i Saltdalen, hvilket vi naaede ved Midnatstid det tredje Døgn, efter at vi havde begyndt paa denne Reise. I to Timer sov jeg; da jeg hørte, at Folket lavede sig til Kirke, stod jeg op og fulgte dem”.
Efter Gudstjenesten “talte han med adskillige” og holdt Opbyggelse der for en stor Forsamling. Saa reiste han udover Skjerstadfjorden til Hundholmen i Nærheden af det nuværende Bodø og derfra nordover med Baad til Løvøen i Stegen, ikke langt fra det Sted, hvor de gamle Lagmænd for Nordland havde havt sit Sæde.
Da Hauge “ansaa Løvøen for et bekvemt Handelssted, og da samme var tilkjøbs”, skrev han til Christiania derom, og en af hans Venner, Christopher Brateng, reiste did og kjøbte samme og drev Handel der hele sit Liv. Her samlede sig efterhaanden flere af Hauges Venner, om hvilke Stedets halv rationalistiske Sogneprest, Simon Kildal, siger, “at de er stille, ordentlige og eksemplariske Mennesker“.
Om Bratengs Liv og Virksomhed her vil senere i en anden Forbindelse blive fortalt noget udførligere.
Om Hauges Reise videre nordover berettes, at han “kom med Fartøileilighed til Havnvik i Ibestad en Søndag. Han tænkte at faa komme i Kirken, men rak ikke tidsnok frem; han traf underveis Almuen, der allerede var paa Tilbageveien. Han slog nu Følge med nogle Finner fra Flaaget (Flåget, Salangen).
De kom først til Sjøveien (Sjøvegan), efter at Folk havde gaaet tilsengs. Hauge gik ind hos en Mand ved Navn Esaias Torlefsen, hvor han stille og ubemærket lagse sig paa Bænken med en Træskaal under Hovedet. Da Konen i Huset stod op, saa hun den Fremmede, men skyndte sig ud for at melke Kreaturene. Om en Stund kom hun ind igjen; da var Hauge vaagen. De begyndte nu en Samtale, og Konen, der var noksaa gløgg, anede snart, hvem den Fremmede var, som hun havde hørt Rygte om.
“Det skulde vel ikke være Hans Nilsa” (Hans Nielsen), udbrød hun i Forundring og Glæde. Da denne svarede, at det forholdt sig saa, blev det aftalt, at der skulde være Opbyggelse Mandag Aften.
Sønnen Torleif Esaiassen og en anden ung Mand gik da omkring for at gjøre Samlingen bekjendt; mange kom og blev paavirkede, og de selv kunde aldrig glemme dette Samvær med den bekjendte Lægmand, men talte derom med Glæde og Tak til sin høie Alderdom.
Ved dette Hauges Besøg i Ibestad og Salangen blev en Del vakte; desuden fandtes der nogle Haugianere i Dyrø, en liden Flok i Sør-Reisen (Sørreisa), Anneks til Tranø, samt enkelte i Hillesø, Anneks til Lenvik, formentlig en Frugt af Hauges Venner Ole Olsen Bache og Iver Olsen Gabestads Virksomhed i disse Egne Aaret 1802.
Sandsynligvis fra Salangen foretog Hauge derpaa en Reise til Bardodalen, “et Sted som ligger 4 Mile adskilt fra andre bebyggede Landsbygder”. Det var et Nybygge, “hvor der for 12 Aar tilbage ingen havde nedsat sig”, men hvor den bekjendte Foged Jens Holmbo (1752 – 1804) havde anlagt en Koloni, som ved Hauges komme did allerede var i en rask og glædelig Vekst.
Saavel her som i Maalselven og Malangen var der allerede en ikke liden Vækkelse fremkaldt ved de to ovenfor omtalte Lægmænd, men det kristelige Liv havde en skjæv Retning.
Hauge skriver i et Brev af 11. Juli bl.A. følgende : “Det meste, som saarer mig, er, at de, der har opvakt Folket her, har ikke drevet de opvakte og opmuntret dem til Arbeide; derfor vil Livet og dø hen endog hos de Oprigtige”.
Det er dog et Spørgsmaal, om Bache og Gabestad med Rette bærer Skylden herfor. Det findes nemlig ikke, saavidt vides, noget Tegn til, at disse Mænd hverken før eller senere nærede Anskuelser som de antydede, ei heller spores paa de mange Steder, hvor de ellers talte Guds Ord, noget lignende, som man her gav deres Virksomhed Skylden for. De Nyvakte er jo ogsaa selv ofte tilbøielige til en saadan Ensidighed, naar de som her er uden erfarne Ledere paa Stedet. Lægmændene reiste desuden straks videre, saa der for dem hverken blev Anledning til at mærke Skjævheden eller at rette paa den.
Dette skjæve Syn paa det jordiske Arbeide deltes dog ikke af en af de religiøst grebne ved Navn Iver Halvorsen (eller Haldorsen) Finset. Han var oprindelig fra Lilleelvedalen, dengang Anneks til Tønset.
Sammen med sin Hustru Sigrid og fire Børn var han i 1793 flyttet til disse Egne. De slog sig først ned paa Bardujordet, men kom did saa sent paa Aaret, at de ikke fik opført Folkehus før Vinteren, hvorfor de grov sig ind i en Jordbakke og tættede udenfor. Men de forlod dette Sted efter en kort Tids Forløb og nedsatte sig paa Finset i Reisen, hvor de ryddede et nyt Hjem.
De havde en halvvoksen Datter Seri samt Sønnerne Peder, Ole og Iver, hvoraf den ældste allerede var voksen, den anden nogle Aar yngre og Iver kun et Barn. Peder fik Tjeneste paa Tranø Prestegaard som “Raadsdreng” (Gaardsgut). Han var kvik, begavet og meget hændig til at gjøre Alt, som kunde falde. I sin Fritid arbeidede han en Violin, hvorpaa han øvede sig i ledige Stunder. Han havde Anlæg for Musik og blev snart saa flink, at Prestefruen ofte bad ham at spille for sig.
Paa Finset arbeidede hans Forældre og Søskende ivrig; de drev Gaarden snart op til et lønsomt Jordbrug. Det var en Familie, hvor der daglig blev holdt Husandagt.
Da den omtalte Vækkelse begyndte ved Bache og Gabestad, blev de ogsaa paavirkede og kjøbte nogle af Hauges Bøger. Efter at disse var reiste, og Livet tog en skjæv Retning, begyndte Iver Haldorsen Finset flittig at grandske i Hauges Skrifter, men fandt snart, at Ensidigheden ikke stemmede med Hauges Opfatning, hvorfor han skrev til denne og bad ham komme der nord for at give ham Lys og Klarhed over de Spørgsmaal, som endnu stod dunkle for ham.
Da han saa fik høre, at Hauge Forsommeren 1803 var kommen til Bardujordet og holdt Opbyggelser der, reiste han og Sønnen Ole samt flere andre straks afsted did.
Hauge fulgte med ham til Finset, hvor en stor Mængde Mennesker havde samlet sig for at høre den mærkelige Prædikant, som Rygtet havde bragt Besked om var kommen til deres Bygd. Der blev nu straks Opbyggelse; den begyndte med, at en af de tilstedeværende kristelige Venner, der havde en god Sangstemme, istemte den bekjendte Salme : “Kriste, Sjælens sande Lys, Jakobs klare Stjerne”.
Derpaa talte Hauge for den forsamlede Skare saa gribende og overbevisende, at hans Ord gjorde et uforglemmelig Indtryk paa de Tilstedeværende og bragte Klarhed og Velsignelse.
Fra denne Tid udmærkede Nybyggerne i disse Egne sig ved sin sunde, alvorlige Kristendom og en stor Flid og Dygtighed i det timelige.
Finset blev fa nu af og lige ned til vore Dage Vækkelsens Midtpunkt og et sjeldent Vennehjem, hvor ikke alene Gjæstfrihed øvedes i stor Udstrækning, men tillige et ægte kristeligt Liv med Varme, Lys og Veiledning traadte dem imøde, som havde den Lykke at træde det nær.
Det gamle ærværdige Ægtepar Iver Halvorsen og Hustru Sigrid hensov i Fred i en god Alderdom mange Aar derefter.
Deres ældste Søn Peder Iversen overtog Gaarden og fortsatte Alt i sine Forældres Aand. Han var født i Lilleelvedalen vistnok Aar 1769 og kom til Vækkelse Sommeren 1803 under det førnævnte Ophold paa Tranø Prestegaard.
Da Hauge paa Tilbagereisen standsede lidt der, bad han om at maatte faa Lov til at holde Opbyggelse i Prestens Drengestue, denne svaredem at han “vovede” det ikke.