anne skjefstad : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Andet Bind. Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850. Christiania 1912-1920.

 

–  fra s. 341 – 343 :

En af de mest betydelige og indflydelsesrige haugianske Kvinder i Stavanger var utvilsomt Anne Skjefstad, født paa Thoten 1797, Datter af Gaardbruger Anders Guldbrandsen Skjefstad (eller Skibstad) og Hustru (mange samtidige Breve fra hende og andre. “Norske Stiftelser” III. S.554. Stavanger Kirkebøger. Oplysninger fra samtidige Haugianere).

Allerede tidlig røbede hun usædvanlige Evner og fik en forholdsvis god og alsidig Opdragelse og Undervisning efter de Tiders Forholde og Maade. Der er intet, som tyder paa, at Læreren eller Presten øvede nogen større Indflydelse paa hende; derimod modtog hun stærk Paavirkning gjennem Børnelærdommens Sandheder, som Guds Aand gjorde mere og mere levende og virksomme.

Det kom dog først til fuldt aandelig Gjennembrud med hende nogle Aar efter Konfirmationen, angivelig omkring 1817. Midlet var en af Hauges Venner; men om det var en af Bygdens egne Lægmænd eller en tilreisende Guds Ords Bekjender vides nu ikke. Som den mest betydelige af Haugianerne paa Thoten nævnes den tidligere omtalte Rasmus Amlien.

Prestegjældet fik ogsaa i den Tid ofte Besøg af Lars Tjødlingen (Kyllingen), Daniel Arnesen, Jens Johnsgaard, John Eriksen Bjørge, John Blegen m.fl. Ved deres Vidnesbyrd samt en flittig Brug af Bønnen, Guds ord og Alterens Sakramente styrkedes og udvikledes hendes aandelige Liv. Hun begyndte ikke længe efter sin Omvendelse at deltage i Opbyggelserne ved Sang, Bøn og kristelige Formaningstaler, der var gjennemtrængte af stort Alvor, Inderlighed og en hjertelig Omsorg for sine Medmenneskers evige Vel.

Da hun troede, at det vilde være til Gavn for hendes aandelige Livs Udvikling og timelige Uddannelse, reiste hun omkring 1820 til Stavanger og tog Tjeneste her hos flere Haugianere. Det varede ikke længe, før hun vakte Opmærksomhed ved sine rige Gaver, sin store timelige Dygtighed, sit dybe, kristelige Alvor og venlige, vindende Væsen. Lidt efter Lidt begyndte hun ogsaa her med den kristelige Kjærligheds Iver og Udholdenhed at deltage sammen med de Ældre i Arbeidet for Guds Riges Fremme.

Det opgives, at hun 1823 blev gift med den bekjendte og anseede Haugianer i Stavanger, Ole Gundersen Seglem, født 1776. Hun omtales som en trofast og dygtig Hustru samt en kjærlig og omsorgsfuld Moder for hans Børn af første Ægteskab med Pernille Kristensdatter Vold, der tidligere er omtalt (del I :  230-232). Ole Seglems og Anne Skjefstads Samliv blev imidlertid ikke langt; allerede 20. November 1826 afgik han ved Døden i en Alder af 50 Aar.

Hun sad nu igjen med et stort Hus og en betydelig timelig Bedrift, men greiede alt med stor Indsigt, Forstand og Dygtighed; enkelte Venner stod hende ogsaa bi med gode Raad. Et Brev fra denne Tid, dateret 9. Februar 1827, giver et Indblik i hendes eget aandelige Liv og dets Eiendommelighed; af dette anføres følgende : “Jeg har flere Gange kjendt Længsel efter at skrive nogle Ord til Eder angaaende min indre og ydre Tilstand; men det er udsat fra Tid til anden. Jeg kan ikke med Ord udføre, hvad jeg i Troen har følt og erfaret af Guds Godhed mod mig.

Jeg synes, jeg har aldrig før kjendt saa kraftig hans Kjærligheds Bevisning, da jeg under disse timelige Prøver, som jeg til denne Tid har gaaet igjennem, har faaet beholde en hjertelig Overladenhed og en fast Tillid til hans vise Førelse. Men jeg kan ikke nægte, at jeg jo har maattet gaa som gjennem dybe Vande til den treenige Gud for at finde Frelse og Veiledning. Disse prøver har været meget umistelige, saa jeg siden ikke vidste, hvorledes jeg skulde udtrykke min Hjertens Uværdighed for saa stor en Naade at faa udøse mine Anliggender og Begjæring om at blive løst fra alle skabte Ting.

Jeg har heller ikke før kjendt saadan Fattigdom og Trang til vor Frelser og ei tidligere erfaret saa levende Sandheden af hans Ord, naar han siger : “Uden I bliver i mig, kan I slet intet gjøre”. Min eneste Bekymring har været og er at vandre Gud mere til Behag, at faa elske ham hjertelig over alle Ting, tjene og adlyde ham og faa vandre og omgaaes saaledes med mine Medmennesker, som det sømmer sig en sand Kristen. Dette kjender jeg ei kan skje, uden Gud daglig faar virke en levende Tro og en barnlig Lydighed, Lyst og Længsel efter at gjøre vor himmelske Faders Vilje og deri, som vor Frelser, have vor bedste Mad (Joh. 4,34).

Kjære Søskende, bed for mig, at denne Længsel og Bekymring maatte mere og mere tiltage, saa disse dyrebare Midler og Virkninger ikke skulde blive spildt paa mig”.

— Hendes timelige Stræv lykkedes vel, saa Formuen voksede Aar for Aar; samtidig fortsatte hun sin kristelige Virksomhed sammen med Byens Haugianere. Hun blev anden Gang gift 12. Februar 1830 med Handelsbetjent Børre Børresen, født i Hæskestad Prestegjæld 1801, Søn af Børre Børresen Grasfjeld. Efter Samtidiges Vidnesbyrd var han en meget begavet Mand, en elskværdig Personlighed og en ydmyg, alvorlig Kristen. Ægteskabet var meget lykkeligt, og Hustruen udtaler sig stærkt i et bevaret Brev om den Støtte, han ydede hende timelig og aandelig.

Men Døden gjorde snart en brat Ende paa denne Lykke. Efter et Par Ugers Sygeleie, hvorunder han lagde for Dagen ydmyg Kristentro, stor Taalmodighed og inderlig Hengivelse i Guds Vilje, hensov han i fred 16. Februar 1833, kun 32 Aar gammel. Dette Slag rammede haardt; men et længere Brev, hvori hun beretter om hans opbyggelig Dødsleie, viser tillige, at hun satte sit Haab til Gud, og han holdt hende oppe under Trængslerne.

I en Række af Aar udfoldede hun derpaa en alsidig timelig og aandelig Virksomhed, som overrasker. Da John Haugvaldstad i 1834 oprettede Josefinestiftelsen i Stavanger, en Opdragelses- og Uddannelsesanstalt for fattige og især forældreløse Piger, var Madame Anne Børresen en af Indbyderne. Hun ydede baade under Grundlæggelsen og senere et stort og interesseret Arbeid for at befordre Anstaltens ydre og indre Fremgang, ja gjorde dette paa en saadan Maade, at det fik blivende Betydning.

Ved Gavebrev af 12. April 1838 skjænkede hun Josefinestiftelsen 1000 Spd. (4000 Kr.). Da 14 af Renterne altid skal lægges til Kapitalen, er denne i Aarenes Løb bleven betydelig forøget og bidrager nu meget til at betrygge Stiftelsens økonomiske Fremtid.

Hendes aandelige Virksomhed gjennem kristelige Samtaler og Opbyggelser sammen med Haugvaldstad og andre i det ældste Forsamlingslokale paa Valbjerget  ved Vagttaarnet naaede i denne Tid sit Høidepunkt. De Gamle har fortalt, at hun eiede stor Gaver til at formane og veilede.

Hun var en klog og energisk Kvinde, som hjalp mange med forstandige og praktiske Raad; hun eiede et varmt Hjerte og en altid hjælpende Haand.

Hendes Levedag og Virketid blev ikke lang; men hun hørte til dem, som satte Mærker efter sig pg savnedes dybt.

I 1839 indtraadte hun tredie Gang i Ægteskab med Haugianeren Peder Endresen Ramsland i Stavanger. Deres Samliv blev ogsaa meget kort; allerede 14. Marts 1840 gik hun ind til den Sabbatshvile, som er tilbage for Guds Folk. Hun naaede kun en Alder af 43 Aar.

— Samtidige har omtalt hende som en liden, almindelig førbygget, livlig Kone med et blidt, venligt, udtryksfuldt Ansigt, hvoraf Klogskab, Hjertensgodhed og Kjærlighed lyste. Hun var meget vakker og havde et sjelden elskværdigt og vindende Væsen.

Skriv inn søkeord..