– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Andet Bind. Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850. Christiania 1912 – 1920.
– fra s. 298 – 299 :
Af Kvinder virkede i denne Tid en hel Del, skjønt ei saa mange som under Hauges første Optræden.
Deres Deltagelse i Arbeidet for Guds Rige mødte nu mere Modstand og Kritik end tidligere. Her skal omtales nogle af de mærkeligste.
Der er allerede tidligere berettet om Mette Fossens Virksomhed og gribende Død i Orkla 1812 (1. Bind Side 260). Datteren Kjersten var sin Mor lig. Hun blev født paa Kvikne, en af de nordligste Bygder i Østerdalen, Sommeren 1784.
Den begavede Datter fik en omhyggelig Opdragelse og Undervisning af sin sjeldne Moder. Særlig lagde denne Vægt paa Arbeidsomhed og Gudsfrygt.
Kjersten blev snart fortrolig ikke alene med Luthers “Katekismus”, men ogsaa Pontoppidans “Sandhed til Gudfrygtighed” og lærte desuden udenad en Mængde af vore bedste Salmer.
Dette var dog ikke en død Skat i hendes Hukommelse, men en levende, kristelig Kundskab, som hun heller ikke lod ligge ubrugt. Omkring Aar 1800 gjentok Kjersten sit Daabsløfte.
Fra den Tid og udover blev hendes Troesliv mere og mere bevidst og udviklet; det voksede en skjøn Vekst. Moderens sierrige Hjemgang gorde naturligvis et dybt og uudsletteligt Indtryk paa Datteren og manede til at følge den Bortgangnes lysende Eksempel.
Datteren deltog flittig i de haugianske Sammenkomster i Bygden ved Sang, Bøn og lidt Formaningstale. Men især virkede hun gjennem kristelige Samtaler. Den unge Pige evnede paa en egen fængslende, vækkende og gribende Maade at formane Folk til at omvende sig til Herren.
Man sagde, at hun reiste og holdt Opbyggelser; men egentlige Samlinger holdt hun maaske neppe. Derimod er det sikkert, at hun ikke alene i Hjembygden, men ogsaa langt udenfor denne gik om i Husene fra Gaard til Gaard, fra Grænd til Grænd, fra Prestegjæld til Prestegjæld og fremsagde udenad eller læste op passende Spørgsmaal og Svar af Pontoppidans Forklaring, sang med sin vakre Røst af Hauges “Udvalgte Salmer” og formanede Folk til at praktisere Børnelærdommen.
Omkring 1822 kom hun, som tidligere antydet, paa sin Vandring for at vidne om sin Tro og indbyde til Guds Rige en Paaskeaften til Ødegaard i Kleive, bærende en “Bylt”, der indeholdt Klæder og Bøger. Hun bad om at faa være der om Natten.
Konen syntes, det var galt at lade hende gaa igjen i saa rusket Veir; det havde nemlig regnet og sneet om hinanden hele Dagen.
Døtrene paa Gaarden blev “leie” paa Moderen, da de kom ind og saa, hvor vaadt Gulvet var blevet af det Vand, som randt af den Fremmedes Klæder, og bebreidede hende, fordi hun lod et sligt omfarende Kvindfolk blive der og skjæmme ud igjen det Gulv, som de med stort Stræv og Flid havde vasket til Helgen.
De kjendte ikke Kjersten Fossen og troede nærmest, at hun var en af de mange, som dengang gik omkring og tiggede.
Denne fandt frem tørre Strømper og andre Klæder af sit Knytte og tog paa sig istedetfor de vaade. Da alle Husets Folk var komne ind om Kvelden, og Kjersten havde “tinet” op igjen, spurgte hun om Lov til at synge en Sang. Familien var særdeles musikalsk og tillod hende meget gjerne dette.
Hun sang vakkert og gribende af Hauges nysnævnte Salmebog. Under Sangen blev baade Moderen og Døtrene grebne af Sandheden.
Den mellemste af disse har selv fortalt : “Det fôr gjennem min Sjæl en underlig Fornemmelse med én Gang; jeg syntes aldrig at have hørt noget sligt”.
Da Sangen var endt, og Husfolket sad som fastnaglet, spurgte den Fremmede, om hun fik læse lidt af Pontoppidans “Sandhed til Gudfrygtighed”. Det blev med Glæde tilladt, og hun læste da om Veien til Livet nogle Spørgsmaal og Svar.
Ved hvert enkelt standsede hun og sagde omtrent følgende : “Saa har vi læst her, og saa maa det bli med os, om det skal gaa os vel for Tid og Evighed !”
Hver enkelt i Familien blev vakt til Bekymring for sin Sjæls Frelse; det blev en salig og uforglemmelig Fest; de fik opleve baade Korsets Paaske og Opstandelsens Paaske.
Kjersten fortsatte videre over Fjeldene til Isingvaagen i Kværnes for at træffe Venner paa Vasgaard og i Bolli. Til sidstnævnte Sted havde der indflyttet en Familie fra nordre Østerdalen; Manden var fra Tolgen og Konen fra Fossen paa Kvikne, en Søster af Kjersten.
Efter en Tids Ophold her reiste denne hjem igjen, men virkede, som tidligere anført, overalt, hvor hun færdedes.
Saaledes fortsatte Kjersten flittig fra Aar til Aar sin beskedne, fordringsløse, men velsignelsesrige Virksomhed. Guds Aand lærte hende flittig at bruge de Gaver, Gud havd givet hende, til Gavn for sig selv og mange andre.
Det siges, at hun gjorde flere saadanne Reiser som den nys omtalte.
Der skrives fra hendes Hjembygd af en gammel Haugianer : “Hun fôr vidt omkring, formanede Folk til Omvendelse og Tro, særlig ude ved Romsdalskysten og deromkring, hvor “Syvstjernen” tidligere havde arbeidet saa betydningsfuldt for Guds Riges Frmvekst”.
Hun blev senere gift med en Mand fra Vindgelen i nordre Østerdalens ved Navn Knud.
De kjøbte Gaarden Langtjernet paa Kvikneskogen, fik et Barn ved Navn Ingeborg og tilbragte der Resten af sit Liv. “Hver Gang hun saavel i yngre Aar som i den senere Alder besøgte Barndomshjemmet, var Formaning til Gudsfrygt det vigtigste Samtaleemne”.
Manden døde længe for hende; hun levede igjen i en lang Række af Aar som en ret Enke, “der sætter sit Haab til Gud og bliver ved i ydmyge Begjæringer og Bønner Nat og Dag”.
Saavidt Kræfterne tillod det, og Anledning gaves, fortsatte hun lige til det sidste at bekjende sin Tro, indtil Gud den 10. Februar 1875 kaldte sin trætte og tro Tjenerinde hjem i en Alder af 90 1/2 Aar; hun er begraven paa Kvikne Kirkegaard.
Hendes før nævnte, eneste Barn reiste til Trondhjem for at tjene; her blev hun omsider gift med en Mand ved Navn Knud Forboran fra indre Strinden; de var begge gudfrygtige Folk, som har efterladt sig Børn; men nærmere Besked savnes.
En fra Kvikne skriver : “Denne Fossefamilie har været evnerig, og det rare er, at der har gaaet et mere eller mindre fremtrædende kristeligt Drag gjennem samme”.