– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede”. Andet Bind. Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850. Christiania 1912-1920.
– fra s. 295 – 298 :
Meget ældre end den nys skildrede (Carsten Ottesen) var Christoffer Olsen Brateng (Meddelelser og Oplysninger fra afdøde Skolebestyrer Johan Thomesen, der var deres Nabo, samt andre samtidige Haugianere) født i Biridalen paa Mjøsens Vestside 1772. Hans Liv og Virksomhed Søndenfjelds er tidligere omtalt (1. Bind Side 171).
Under sin store Nordlandsreise i 1803 kjøbte Hauge for denne sin Ven Handelsstedet Løvøen i Stegen (Steigen) ved Vestfjordens østre Side; den forrige Eier, Hveding, var da nylig død. Stedet er vakkert beliggende omtrent 3 Kilometer fra den historisk Gaard Stegen (Steig) paa Sydvestsiden af Engeløen, der fra Reformationstiden til 1793 ogsaa var Residens for Lagmændene over Nordland og Finmarken.
Sit Navn har Øen faaet af sin Løvskog, hvoraf der endnu i femtiaarene gaves smaa Partier hist og her, især paa den Side, som vender udad mod Valdsværet, der paa Vestsiden omgav Øen og dannede et Værn mod Vestfjordens Barskhed. Paa Sydøstsiden laa Gaarden eller Handelsstedet noksaa lunt under den lige til Toppen grønklædte Løvøkol, der skjærmede mod Nordvesten, som paa de Kanter kunde være langt mere bidende end ellers.
– Løvøen hævdede paa Bratengs Tid sin Plads som et af de mere betydelige Handelssteder i Nordland og hvade mange Betingelser for at være det; blandt disse især den, at Stedet, ligesom Grøtø, der ligger en Mil søndenfor, laa midt i Nordlandsleden.
– Den nye Eier af Løvøen var, som Hauges Venner i Almindelighed, meget flink og paapasselig, enten den gjaldt Handelen, der naturligvis var Hovedbedriften, eller andre Gjøremaal, som hørte til Livet der oppe. At han selv deltog i Lofotfiske er neppe sandsynlig, da han ei fra Ungdommen af var vant til dette saare anstrængende Liv, og det er nødvendigt, skal man kunne holde det ud, Han udrustede derimod flere Baade — eiede mindst fire “Fembøringer” — med Mandskab og “Børnskab” og havde to Jægter i Virksomhed. Med den ene af disse fulgte han selv ofte til Fiskepladsen for at laste den med Torsk, som Folkene dels havde fisket eller han selv indkjøbt. Denne blev derefter paa Tørrepladsen i Været hjemme tilberedt til Klipfisk.
Ved Siden heraf drev Brateng ogsaa Jægtebrug som enhver Handelsmand i de Egne dengang, idet han med sin store Jægt gjorde to Ture til Bergen om Aaret, det saakaldte “Bergensstevne” eller som Bergenserne kaldte det, “Norfarstevne”.
Ikke blot Handelsmandens egne Fiskeprodukter, bestaaende fornemmelig af Tørfisk og Tran, tildels ogsaa af Klipfisk, men tillige alt, hvad der fantes i Bygden af Fiskevarer blev de nævnte Tider sendt til Bergen, som jo dengang var Nordlændingernes eneste Handelsmarked. Med samme Fartøi fik Bygden derefter tilbagesendt sine Fornødenhedsartikler fra Bergenskjøbmændene, naturligvis alt mod Erlæggelse af Fragt.
Men denne Bedrift var forbundet med adskillig Fare, især i Krigsaarene, da engelske Kapere var paafærde overalt. Engang i 1807 eller 1808 forsynede Brateng sine Folk rigelig med Nordlandsmad, den bedste, de syntes om, og gjorde dem og Jægten “Lykkens Prøve” færdig til at seile til Lofoten for at kjøbe ind Fisk og siden fare til Bergen for at sælge den og bringe Korn, Mel og andre Livsfornødenheder tilbage.
Det gik i Begyndelsen godt; men da de kom nogle Mile ud i Vestfjorden, blev de var et stort, engelsk Krigsskib, der havde opdaget dem og med fuld Fart satte efter. De syntes da, at det ikke var muligt at redde Jægten. Folkene på én nær forlod derfor skyndsomt Fartøiet, gik i Baaden og kom hjem med en sørgelige Efterretning, at “Lykkens Prøve” var taget af engelske Kapere.
En af Folkene, Per Nilsen, almindelig kaldt “Nilsa-Per”, syntes det var skammelig saaledes uden videre at lade Husbondens Eiendom i Stikken. Han blev derfor tro paa sin Post, passede Fartøiet og ventede med Ro paa Engelskmændene. Disse gik ombord, bandt “Nilsa-Per” fast til Masten og rodede høit og lavt efter værdifulde Ting. Nistebommen blev aabnet, og al den deilige Mad med Sirup og andre lækre Sager blev slængt rundt om paa Dækket. Da de intet fandt, som de syntes var værdt at tage med sig, overlod de den bundne Gut og “Lykkens Prøve” til sin Skjæbne. Saa snart Krigsskibet var ude af Syne, prøvede “Nilsa-Per” at komme løs, hvilket ogsaa lykkedes for ham efter meget Stræv. Derpaa søgte han at manøvrere Jægten hjemover, og et Par Dage senere kom han i god Behold med “Lykkens Prøve” hjem igjen til sin Husbonds store Overraskelse og Glæde og de andre Kammeraters Skam.
Han modtog nu velfortjent Ros og Paaskjønnelse som en god og tro “Dreng”, et af de mange Eksempler paa samvittighedsfulde, modige og omtænksomme haugianske Tjenere.
Den driftige og vindskibelige Brateng fortsatte Aar efter Aar sin Bedrift paa samme Maade foran nævnt og blev derfor efterhaanden en Velstandsmand. Straks vestenfor sit Hjem eiede han et Vær, hvor han drev Sommerfiske.
I vid Omkreds var han anseet og agtet. Thinget holdtes paa Stedet, og da tog Autoriteterne altid ind hos ham og blev beværtede paa det bedste.
I 1818 var han valgt til Storthingssuppleant fra Nordland. Han indehavde ogsaa forskjellige Tillidshverv, deltog med Dygtighed i Bygdens Styrelse og førte et forsigtigt, eksemplarisk Liv. Især de første Aar efter sit Komme til Stedet havde han ofte Besøg af tilreisende Haugianere, der altid blev gjæstfrit modtagne.
For Tiden haves ingen Oplysninger om, at han udfoldede nogen større og mere udadvendt kristelig Virksomhed i den senere Del af sit Ophold i Nordland. Det lader til, at han mest virkede ved en forsigtig Vandel og gjennem personlig Samtale med dem, han i det daglige Liv kom i Berørelse med. Han var vist ogsaa saa stærkt optaget med sine forskjellige timelige Gjøremaal, at der ikke blev Tid tilovers til paa samme Maade at fortsætte det Arbeide for Guds Riges Fremme, han tidligere dygtig og ivrig havde udfoldet i sine ynge Dage og kraftigste Manddomsaar.
Det foreligger dog intet, som kan tyde paa, at han i Alderdommen blev efterladen i sin Kristendom eller sløv til at bekjende sin Tro. Han døde paa Løvøen i 1849.
Brateng omtales som en vakker Mand, en stor, staut Kjæmpeskikkelse, bredskuldret og velvoksen, mindst sine tre Alen. Han havde bred, høi Pande og et mildt, alvorligt Udtryk i det vakre, furede Ansigt; Øinene var blaa og livlige, Haaret graat, men han bar intet Skjæg.
I sin Tale var han forstandig og interessant, ofte livlig og spøgefuld. Han havde en Hund “Kaseidu”; en Mand spurgte ham engang : “Hvad hedder Hunden din ?” Denne svarede : “Ka-sei-du”. Denne troede, at Brateng ikke hørte Spørgsmaalet og gjentog ddet meget høiere, hvorefter han fik samme Svar. Manden skreg da af al sin Magt : “Hvad hedder Hunden din ?” Da lød Svaret lunt og skjelmsk : “Den hedder Ka-sei-du !”
— Den Gamle var meget glad i Børn, særdeles venlig og hyggelig mod dem, pratsom og fornøielig. Han kunde lege med dem og gav de Smaa ikke sjelden Honningkage.
Forøvrig omtales han som energisk og virksom i al sin Gjerning og særdeles afholdt.
— Det siges, at Brateng var gift, da han kom til Nordland. Hustruen hed Kari og var en meget anseet og praktisk Kone; “skjønt hun lod til at være en af “de Stille i Landet”, saa var det dog meget almindeligt, at Bondekonerne spurgte hende tilraads, ikke alene i vigtige og vanskelige Anliggender, men ogaa angaaende mindre, hverdagslige Ting, og havde Madame Brateng sagt det, saa var det ikke at tvile paa. Hun var ikke meget høi af Vekst, men — iallefald i ældre Aar — noget tykfalden og hørte til dem, hvis Udseende baade indgjød Respekt og Tillid.
Ansiget var klogt, forstandigt og bestemt, men tillige aabent, venligt og trofast. Hun døde omkring 1845.
— De havde tre Sønner og en Datter, der alle naaede den voksne Alder.
Den ældste af Sønnerne hed Ole og skildres som en særdeles haabefuld ung Mand. Ligesom Faderen var han en Kjæmpekarl, høi og velvoksen og i Besiddelse af Energi og Dygtighed som faa. Især var han uovertræffelig som Sjømad og Jæger. Han henfaldt mere og mere til et Slags Tungsind, der aldrig rigtig ganske forlod ham; han omkom paa Sjøen 1853.
Den anden, Hans Brateng, var gift og boede paa Løvøen indtil Faderens Død, da han kjøbte Husø, der ligger et Par Mile søndenfor. Her levede han Resten af sine Dage.
Den yngste Søn, Christian, var ogsaa en staut og velbygget Skikkelse, men døde tidlig, omkring 30 Aar gammel.
Datteren, Beret, blev gift med en av Faderens Bergens-Styrmænd, Peter Hartvigsen. De boede først paa Løvøen, siden paa en Gaard i Nabosognet Hammerø, hvor de vistnok begge forlængst er døde.