– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850. Christiania 1912-1920.
– fra s. 734 – 735 :
Det meste af sin lange Levetid boede og virkede Sølfest Lund i Opdal (Meddelelser og Oplysninger fra Broderen Kirkesanger Ole Lund i Skiaker, ham selv og personligt Bekjendtskab).
Han var født i Begyndelsen af Aaret 1825 paa Gaarden Lund, Skiaker Sogn (Skjåk), en Søn af Sølfest Olsen Eide og Hustru Live Ivarsdatter fra nedre Lund.
Forældrene hørte til Haugianerne; deres Hus var et søgt Vennehjem og en fast Station, hvor tilreisende Guds Ords Bekjendere tog ind. De gav sine Børn en omhyggelig, kristelig Opdragelse og vænnede dem tidlig til utrættelig Arbeidsomhed og Nøisomhed.
Den kvikke, livlige Sølfest blev fra de spæde Aar paavirket af Forældrenes Kristendom og Eksempel samt Børnelærdommens Sandheder og Bygdens Haugianere. Af disse var der en hel Flok, som tidligere er omtalt. De, som øvede mest Indflydelse paa ham,
– 735 –
var Lærer John Lindsheim, en oprigtig, men lidet begavet Mand, Ole Aanstad, en rigt udrustet, fremragende aandelig Leder, samt Gulbrand Haave, der skal have været mindre begavet som Taler, men hjertelig og desuden ualmindelig praktisk og dygtig i alle timelige Ting.
Da Sølfest var 17 Aar, antagelig i 1842, omkom hans ældre Broder Ivar ved et Ulykkestilfælde. Han reiste en Dag op i en Fjelddal for at hente Mose; Læsset væltede, og den ene Slædemei blev liggende over ham i et halvt Døgn. Det rystede især nævnte Broder (Sylfest) dybt og virkede efterhaanden saa stærkt, at han blev vakt. Det kom til fuldt aandeligt Gjennembrud i 1843. Da han fik tro sine Synders Forladelse og havde fundet Fred ved Troen paa Jesus, fik Stedets kristelige Venner ham med sig til at holde Bøn og deltage i Forsamlingerne gjennem kristelige Vidnesbyrd.
Og herved vedblev han hele sit Liv. Han var en flink Taler, der havde Ordet i sin Magt. Indholdet var klart og alsidigt, opbyggeligt og tiltalende og desuden baade vækkende og veiledende. “Alle fik, hvad de behøvede, paa hvilket aandeligt Standpunkt (nivå) de end stod. I al sin Optræden var han kjærlig, omsorgsfuld og vindende“.
“Røsten var mild og behagelig, og han eiede i sine bedste Dage en sjelden yndig Sangstemme“. Alt dette gjorde, at han havde let for at trække Folk til Møderne samt paavirke og vinde mange for Herren. Han drev som Skomager i yngre Dage og opholdt sig mange Aar i Hjembygden (Skjåk).
Ikke længe efter sin Vækkelse kjøbte han og nysnævnte Gulbrand Haave en større Gaard ved Navn Sandvold paa Vaage (Vågå), de brugte den en Tid sammen indtil omkring 1850, da Haave solgte sin Part til Lunds Svoger. Disse drev den i nogle Aar, men solgte derpaa Eiendommen. Sølfest kjøbte snart igjen en mindre Gaard paa Lesjeskogen og boede der en Tid.
Efter Opfordring af Venner i Opdal flyttede han ved Midten af Femtiaarene til sidstnævnte Sted og kjøbte der en liden Eiendom ved Navn Aalbu. Hans dygtige Hustru døde tidlig efter et meget lykkeligt Ægteskab. Siden levede han alene i trange Kaar. Han virkede stadig med Guds Ord i Hjembygden og reiste flittig i Vintertiden omkring, særlig i Meldalen, paa Nordmøre, i Romsdalen, Aalesund og paa Søndmøre. Han arbeidede heller ikke lidet som Guds Ords Forkynder i Gudbrandsdalen og paa Hedemarken; enkelte Gange i sine yngre Dage gjorde han længere Reiser over hele Østlandet, Sørlandet og Vestlandet.
“Han var en meget begavet, anseet og agtet Lægmand, der virkede til Vækkelse og Velsignelse paa mange Steder, særlig i Dalene nordenfjelds”.
I Firtiaarene og udover reiste han ofte sammen med Gulbrand Haave, Daniel Arnesen, Jens Johnsgaard, Ole Løseth og flere af de ældste Haugianere. Da Lund blev ældre, fulgtes han og Ole Detli ofte ad; de havde i Regelen ogsaa ofte en yngre Lægmand med sig. Denne opdrog de praktisk paa gammel haugiansk Maade til Guds Ords Forkynder ved at lade ham deltage med Bøn og Formaningstale, indtil han kunde optræde mere selvstændig. Efter Opbyggelserne gav de kjærlig og forstaaelsesfuldt Vedkommende den Kritik og Veiledning, de syntes, han tiltrængte.
Efter at have virket utrættelig og betydningsfuldt i ca. 60 Aar fik Lund gaa ind til sin Herres Glæde i 1908. “Han var en sjelden elskværdig og vindende Personlighed, en dyb og fast kristelig Karakter, der altid stod urokkelig paa den lutherske Bekjendelses Grund; han stod som Lægmand høit over det almindelige”.