hans hauges fængsling : presentert av daniel thrap

– i Historisk Tidsskrift – udgivet af Den norske historiske Forening. Kristiania 1895. Trykt hos Grøndahl & Søn.

– fra s. 147 –

HANS HAUGES FÆNGSLING.

AP

D. THRAP.

Det har længe været antaget, at det var de forfærdelige Misgjerninger i Holtaalen og Lexvigen, der var den egentlige Foranledning til Hans Hauges Fængsling.

Det er fra Stenersen (S.J. Stenersen : H.N. Hauges Liv og Virksomhed; Kbh. 1827, 37 ff.) dette nærmest maa være kommet, og efter hans Fremstilling er det klart nok hos ham blot en Formodning. Sikkert er det, at Beretningerne om disse Misgjerninger, der fandt Sted i Holtaalen 1801 og i Lexvigen 5te Januar 1802 (Bang : H.N. Hauge, 297 ff.) og i Septbr. 1803 blev forelagte den danske Almenhed at Presten E. Hagerup, gjorde Hauges Navn og Virken bekjendt i Danmark.

Hagerup er ingen ingen paalidelig Forfatter, men da han meddeler Dommen in extenso over Deltagerne og Medvideme i Barnemordet i Lexvigen, mnatte man fæsto Lid dertil. Den sidste Forbrydelse var foregaaet i en Kreds af Hauges Venner, og det kunde synes rimeligt nok, om man efter den Opfatning, man i vore Dage let kan have af hine Tiders Retstilstande gjorde Ophavsmanden til den hele Bevægelse ansvarlig eller sikrede sig ham ved at holde ham i Forvaring.

Denne Antagelse blev kuldkastet ved A. Chr. Bangs Fremstilling af Hauges Liv og Virksomhed 1874. Bang mente som det efter Tidsfølgen synes med fuld Ret , at det var Biskop Peder Hansens Indberetning af 24de April 1804 om den Forvirring m. m., som ved Hauge var bevirket i Menighederne, og de Hindringer, han og hans Folk lagde iveien for Oprettelsen af Læseselskaber o. s. v., der havde foranlediget Hauges Fængsling.

Dr. Bangs Opdagelse af Biskop Hansens Indberetning og de heraf dragne Slutninger maatte forekomme os slaaende, og der tør for Tiden neppe være nogen med Kyndigked i disse Sager, der drager dem i Tvivl. Man kunde ellers have god Grund til at blive mistænksom, naar man kjender til, at Hans Hauge, der ansaa sig forfulgt ene og alene paa Grund af Overtrædelse af Forordningen af 1741, fortæller (H. Hauge : Udtog af Kirkehistorien. Chr.a 1822. S. 248), at der i Kristiansands Stift “aldeles ingen Forfølgelse var“. Det synes efter Bangs Fremstilling klart nok, at det er Kirken, der gjennem en af sine Biskoper i rationalistisk Aand har foranlediget Statsmagten til paa sin Maade at hæmme en aandelig Bevægelse i Menigheden, hvis Formaal ene var Vækkelsen af kristeligt Liv.

Man kan ikke undgaa Indtrykket af, at det er et sørgeligt Mindesmærke, der her er reist over den norske Kirke i vore Bedstefædres Dage, og vi, som sidder inde med Vidnesbyrd om Kristenlivets Magt i de høiere Sam- fundsklasser netop fra denne Tid, har havt vanskeligt ved at tilegne os en saadan Tanke.

Vi tør ikke her optage den gamle Strid om Rationalismens Magt inden det norske Presteskab 1796—1804 og skal heller ikke anstille nogen fornyet Undersøgelse om, hvorvidt det er denne, der er det overvældende Element i Modstanden mod Hauge og den ved ham vakte Bevægelse, men det tør vel sættes som en Kjendsgjerning, at Rationalisterne ikke var i Pluralitet i den norske Geistlighed paa denne Tid.

Man skulde kunne slutte, at Rationalismen maa have havt en meget stor Magt, naar det virkelig forholdt sig saa, at en Indberetning fra en af Norges rationalistiske Biskoper var nok til at bringe Regjeringen i Vaaben mod Hauge, — uden at den ikke rationalistiske Biskop J. N. Brun havde sagt et Ord eller faaet Anledning til at erklære sig.

Akershus Bispestol var vakant. Saavidt man kjender til Kancelliets Forhold i den Tid, har det ikke manglet paa Nøiagtighed i Forretningsførelsen og heller ikke paa Forsigtighed overfor den enkelte Person. Der er vel sagtens Eksempler paa Nepotisme, maaske ogsaa paa uretfærdige Embedsbesættelser, men neppe paa voldsom og overilet Fremgangsmaade.

Især var man forsigtig overfor norske Bønder, og denne Forsigtighed tiltog, alt som det nærmede sig til Tiden, da det gamle Baand mellem Rigerne maatte løses.

Det vilde da ogsaa være paafaldende, om man — trods alt, hvad der blev skrevet i Fallesens Maanedskrift og paa Biskop Hansens Kontor — i Kancelliet skulde skride voldelig ind overfor Bønder i Norge, naar de overtraadte Forordningen af 13de Januar 1741 i den Hensigt at vække Syndere og fremme kristeligt Liv i Menighederne (H. Hauge : Udtog af Kirkehistorien. Chr.a 1822. S. 243) medens man lod de stærke Jyder , der gjorde akkurat det samme, gaa i Fred.

Naar Regjeringen satte Hans Hauge i Fængsel, medens den lod Peder Larsen gaa fri, kunde dette ikke være andet end den mest skrigende Uretfærdigked, hvis der handledes om at skride kuende eller knusende ind mod det nyvakte Kristenliv i Menighederne under Navn af Mysticisme, Forvirring, Forledelse til Grublen og Fortvivlelse og hvad andet man kaldte det.

Det er neppe for meget at sige, at en saadan Uretfærdighed vilde være meningsløs, om

— siden er under skriving

Stengt for kommentarer.