“ingermanland”s forlis i 1842 : beskrevet av chr. a. bugge

 

– i boken : “En sørlandsby : erindringer og skildringer fra Mandal i gammel og nyere tid. Med illustrationer”. Kristiania. J.W. Cappelens Forlag. 1924.

 

– fra s. 161 – 178 :

LINIESKIBET «INGERMANLAND»S FORLIS

Mandalsfolks redningsdaad.

Blandt sjømandslivets bedrifter fra Mandal hører ogsaa redningen av besætningen paa det russiske linjeskib Ingermanland som gik tilgrunde efter grundstøt i nærheten av Oxøy fyr den 11. september 1842.

Dette stolte skib var ganske nyt, bygget i Arkhangelsk, og var nu, i august maaned 1842, paa reise derfra for i Kronstadt at ind lemmes i den russiske Østersjø-flaate. Skibet hadde ca. 900 personer ombord, hovedmængden derav naturligvis officerer og mandskap, men ogsaa en flerhet kvinder, først og fremst chefens hustru og desuten flere kvindelige paarørende av de andre officerer og underofficerer, tildels ogsaa av en del blandt mandskapet.

Chefen var Pavel Mikailovitch Treskiin, kaptein av første rang (vort kommandør). Næstkommanderende kapteinløitnant Andrej Ivanovitch Istomin. Der var desuten av officersgrad 32 mand, og som passagerer 9 personer, mest av kvindekjøn, 27 i antal, og 8 barn.

Vi har en beskrivelse av skibets tragiske endeligt ved sekondløitnant Apollon Ivanovitch Govorof, som var blandt de ikke mange reddede av officerskorpset ombord, og vi har en officiel rapport fra en keiserlig kommission, til hvis undersøkelse saken var overdrat. Beskrivelsen er oversat til vort sprog (A. J. Govorof : Beskrivelse over det Russiske Linieskib Ingermanlands Forliis den 30te August 1842 i Nærheden av Oxø Fyr paa den Norske kyst. Oversat fra Russisk. Christiania. Forlagt av Johan Dahl 1845. Billederne er efter Tegning av Govorof, litografert av Krausold, St. Petersburg 1843).

Linieskibet Ingermanland paa 74 kanoner avseilet fra Archangelsk for Kronstadt den 24. juli (efter den rigtige kalender den 8. august).

Med august maaned satte en storm ind, og denne varte en hel maaned uten avbrytelse paa seiladsen, baade langs Norges kyst i Atlanterhavet og i Nordsjøen over mot England og tilsidst mellem Jylland og Sørlandet i Norge.

Det heter, at man uavladelig seilet tildels med flerrevede, endog klodsrevede mersseil, og det gik saa vidt at store mersseil blaaste fra likene, uaglet man seilet for the wind. Det heter ogsaa : «det slingrede saa voldsomt, at Røstene toge Vand i Overhalingerne og det krængede indtil 30 Grader til hver Side. I en Tid af 20 Timer var det en Umulighed at foretage noget. Flere ombord, der havde udstaaet svære Storme saavel i Middelhavet som i andre Farvande, bevidnede at de aldrig havde seet noget lignende».

Samtidig var der, særlig i Skagerak, tykt veir, og om nætterne var det stummende mørkt. Man kunde saaledes bare prøve at bestemme skibets beliggenhet efter bestikket og ikke faa dette bekræftet eller berigtiget gjennem øiesyn. Saa var man i vildrede med hvor man var.

En av de sidste dager i august (d. e. de første dager av september), hadde man rigtignok set glimt av Lister og Lindesnes fyr, idet man seilet østover, men blev forvildet ved beregning, og den 30. august (d. e. den 11. sept.) var man hildet i den indbildning (paa grund av det ukontrollerbare bestik) at man var omkring 6 miil av den norske kyst. Det sande var derimot, at skibet var ganske nær kysten og like opunder Oxø fyr. De lysglimt, man av og til iagttok, mente man i det disige tykveir var skibslanterner av forbiseilende koffarditmænd.

Saa var det kl. 9 aften (11. sept., en søndag), «og Officererne vare efter Aftensmaaltidet forsamlede i Messen. Samtalen vilde ikke komme igang og Kedsomhed herskede som forhen. Pludselig kommer Capitaine Voronin, en av Navigationsofficererne, løbende ind : «Hvad er paa Færde. Hvad Nyt ?» spurgte vi alle. «Vi ser et Lys»,svarede han, og vedblev, henvendende sig til Premierlieutenant Vassilief : «Tillader De, jeg laaner Deres Natkikkert ? Man vil vende, men det maa absolut være et Fartøi, vi see, thi noget Fyr kan her umuligt være !»

I det Voronin greb Kikkerten, løb han igjen op paa Dækket. Vor Samtale endtes. Nogle begav sig til sine Lugarer, Andre gik af Nysgjerrighed op paa Dækket», skriver Govorof.

Saa kom katastrofen. Chefen og de andre mente at ha for sig et møtende skib og frygtede at de muligens kunde støte sammen, og befalte derfor av forsigtigbet at vende. «Under Udførelsen heraf, da Fokkestagseil var blevet heist og Roret lagt iborde, stødte Skibet tre Gange efter hinanden mod et under Vand liggende Skjær, uden dog at blive staaende paa Grunden».

Istedenfor 6 mil av land var man like under Oxø fyr ved indseilingen til Kristianssand.

Skibet var ved paastøtningen blit voldsomt oprevet i bunden, og snart var skibsrummet halvfyldt med vand. Officererne samledes paa skansen til skibsraad, tenkte først paa at sætte skibet paa land og imens ved pumperne hindre det fra at synke. Men pumpingen rak ikke til, en sterk, men paa skibet umerkbar strøm i havet førte skibet vestover, og det sank stedse dypere, og krængningun i læ blev saa stor, at man næsten ikke kunde staa opreist ombord.

Saa maatte man kappe baade fokkemast og stormast med tilhørende vanter og taug, saa at man nu bare hadde mesanmasten igjen. Roret var ogsaa revet bort av sjøene, gallionen var tidligere gaat. Nu var dog skibet paa ret kjøl, men vandet steg i rummet, og skibet sank, ingen av alle de forsøkte lænsningsmidler forslog, ei heller lyktes det at faa lagt seil under skibets bund til mulig tætning.

Man sank og sank, kunde heller ikke paa grund av havdybden naa bund for ankring. Nu kastedes kanoner og alt tungt ombord, i sjøen, og man istandsatte baater og forskjellig til at flyte paa. Skibet kunde antas at forsvinde ganske i dypet.

Og det saa truende ut. «I Løbet af 2 á 3 Timer sank Skibet ned til øverste Dæk, hvorefter det, mod al Forventning, for det første ikke sank dybere. Folkene indtoge Plads paa Varerundholterne, paa Hytten og i Rofartøierne».

Man var ved daggry mandag d. 12. september 4 á 5 mil fra land, og ingen raad fandtes for at gjøre andre, paa land eller sjø, opmerksom paa de skibbrudnes stilling og faa tilkaldt hjælp.

«Sjøen begyndte imidlertid at slaae over Skibet, sønderslog Rofartøierne, der vare flyttede hen paa Kobryggen og Skandsen, samt ihjelslog og skyllede overbord en Mængde Mennesker. De ældste Officerer vare de første Offere; ethvert Foretagende blev umuligt, og man søgte Redning og holdt sig fast som bedst man kunde. Det Bagbords Sidefartøi kantrede, og de Folk, som der havde Plads, omkom alle».

Chefen blev to ganger skyllet overbord og ut i sjøen, men begge ganger skyllet og halet tilbake igjen. Tilslut kom han ut i en boat og drev nu med løitnant Dergatchefog en matros iland paa Lister mandag aften 12. september. Der blev nu skibets stilling kundgjort og budskapet spredt, og dette virket som opfordring til nogen hver om at yde mulig hjælp for en mængde endnu ombordværende mennesker.

Det trængtes i høieste grad. Ti : «De eneste Steder i Skibet, hvor man kunde redde Livet, var Hytten, Kryds Mers, Mesanvanterne Bakken og Bougspydet. Paa de øvrige Steder truede de istykkerslaaede Rofartøier og Rundholter med uundgaaelig Undergang».

Og like vildt raset stormen, like voldsom var sjøgangen.

«Kl. 8 om Morgenen Mandag den 12. var tre Lodsbaade kommet seilende ud til Linieskibet, men Sjøen var saa svær, at de ei kunde lægge til. Agterspeilet begvndte samme Nat (Nat til 1ste September, d.e. Tirsdag d. 13.) at skille sig fra den øvrige Deel af Skibet, og da baade Hytte og Bak, som allerede berettet, vare aldeles under Vand, troede vi inden faa Minutter at se Skibet søndersplittet; istykkerslaaede Tønder og Foustager saaes ogsaa oftere at flyde op af Lugerne. Det første Daglys viste os vort Antal skrækkelig formindsket; fra Hytten førte Bølgerne sine Offere levende med sig; paa Bougspydet frøs man ihjæl før man faldt overbord», sier Govorof. 

Imidlertid stilnet det efterhaanden av, og sjøen la sig med vinden. Natten mellem mandag d. 12. og tirsdag d. 13, septemberbragte roligere veir. Endelig gryet det mot tirsdag d. 13.

Vi gjør nu bedst i at la øienvidnet Govorof for en tid ha ordet. Det er en for Mandal særdeles ærefuld liten sagastub, han meddeler.

«Morgenen den 1. September d. e. d. 13. sept., tirsdag) var os et Varsel paa Frelse, thi den opgaaende Sol, der kastede sine klare Straaler over os, indgav os en trøstende Tanke om Skaberens Almagt og Godhed, og da ogsaa Vinden efterhaanden aftog, kunde vi ligesom udhvile os noget; at Frelsen var saa nær, ahnede vi dog ikke, og med en vis Ufølsomhed betragtedes de Døde af de endnu Tilbagelevende.

Klokken mellem 11 og 12 Formiddag viste der sig i Horizonten Reisningen af et Fartøi, hvoraf efterhaanden Seil og Skrog kom tilsyne; det var en liden Slup. Der hævede sig et Raab iblandt os, men Hurra raabte dog ingen mere —.

Enhver bad med høi Stemme til Gud, og med et Slags Haab, om Frelse. «Herren være takket, vi blive reddede !» sagde vi trøstende til hinanden.

Paa denne Tid kastede jeg Øiet mod Hytten, hvorfra man evindelig vedblev at skuppe overbord, og jeg maatte beundre Secondlieutenant Levin, der i flere Timer havde kunnet holde sig fast paa Jollebomstoplenter og endnu havde Kræfter nok til at entre op paa Svigtningen.

Solen stod høit paa Himlen, da Sluppen passerede os forenom og derpaa faldt af langs Bagbords Side. Fem Mann og et lille Rofartøi paa Dækket (d.e. af Sluppen; skal være syv) lovede, som det syntes, just ikke hurtig Fremgang; men disse Mennesker lignede ei Mandskabet i Briggen og i Lodsbaaden (som tidligere hadde opgit det paabegyndte forsøk; se dog nedenfor) der før havde været ude hos os.

Det første, der trøstede os, var at bemærke, at der fra Sluppen blev svart paa Raab, og man viftede med Torklæder, omendskiønt endnu intet videre fortoges. Folkene der ombord stode rolige ved RehIingen og iagttog vor Tilstand; alene Manden tilrors var beskjæftiget, uagtet ogsaa han synes ubevægelig. I det Sluppen passerede under Agterskibet, fik Alt pludselig et andet Udseende; Ingen var længer ledig. To halte Fokkeskjødet. To halte ind paa Bommen. Roret lagdes Styrbord, og pludselig skjød det lille Fartøi op langs Styrbords Side af Skibet. Rorgjængerens graae Hoved indgjød os Tillid og Haab, og vi bedroge os ei heller; den Behændighed, Dristighed og fuldkomne Kiendskab til Faget, som Slupmandskabet udviste, fortjener al mulig Ros. Den paa Dækket staaende Baad blev i al Hast sat ud, og besat med to Mand der fra nu af ikke henger synes at tænke paa sig selv, men alene paa vor Frelse; en Ende blev kastet i Baaden; den satte af, og roede mod Hytten af Iinieskibet, hvor en Mængde Mennesker sammentrængte sig.

Føreren af Sluppen gjorde truende Tegn med en Øxe; han frygtede Baaden skulde gaa under ved Tillægningen, dersom man med Uforsigtiglud kastede sig i den. Men Ingen kastede sig dog ned. Enhver ventede taalmodig.

Fra Baaden forlangtes en Ende, der blev tilkastet fra Skibet, og efter at have fastgjort den om forreste Tofte, roedes atter tilbage til Sluppen, hvor de to Rogjængere (d.e. roere) fra Baaden nu sprang ombord. Fra Skibet var der i Baaden fastgjort een Ende, fra Sluppen en anden; man var saaledes istand til at hale den (Baaden) frem og tilbage mellem begge Fartøier; og dette paabegyndtes ogsaa strax.

Premierlieutenant Schigorin havde Tilsyn med Transporten; 10 Mand blev hvergang sat i Baaden, der strax haltes til Sluppen, hvor de to Rogjængere fra Baaden nu sprang ombord, som ogsaa hjalp de Afkræftede, En etter En, op paa Dækket. Hvad følte de Reddede, da de vare komne ombord i det frelsende Fartøi ? hvorledes takkede de sin Gud ? hvormed skulde de kunne vise den ædle Skibscapitaine sin Taknemmelighed ?

Oldingen fordrede Intet; et Haandtryk alene var ham et tilstrækkeligt Taknemmelighedstegn. Imidlertid fortsattes Transporten, der efter sin Natur ikke kunde gaa hurtig. Etter en Times Forløb var ogsaa jeg ombord i Sluppen; jeg vilde strax gaa hen til Capitainen og takke ham; men Kræfterne forlod mig og jeg faldt om paa Dækket. Matros Simon Ivanof ilede mig til Hjælp og tog mig under Armene og førte mig hen til min Frelser, hvis Haand jeg greb og trykkede. Smerter i Halsen gjorde mig det umuligt at tale, men jeg saae Taarer glindse i Oldingens Øine. Ved Siden af sig havde han siddende en Kamerat med en Sæk Skibsbrød, og ikke før kom jeg i Nærheden af den ædle Normand, før han udrakte sin Haand og bød mig sin Gave; jeg greb Brødet, uden selv at vide hvorfor, thi at spise var mig umuligt, tørstig var jeg over al Maade, og bad derfor om Drikke; man gav mig en eneste Mundfuld. Capitainens Erfarenhed bidrog meget til at lette vore Lidelser; saaledes tillodes vi ikke at sove; vi puffede hverandre for ikke at falde i Søvn — i den evige Søvn.

Vi paaskjønnede den omhyggelige Omsorg, vore Reddere havde for os, og omendskjønt det faldt os meget vanskeligt, rettede vi os dog efter deres Raad, ja selv strenge Befalinger.

Enhver af os gav man en halv Dram, da vi kom ombord, og uagtet det var smertefuldt at svælge den, viste den dog en velgjørende Virkning; thi den varmede kjendelig, og lindrede desuden den pinlige Tørst, der senere saa godt som tilstrækkelig stilledes alene ved et Par Mundfulde Vand; havde man fra først af ladet os fuldkommen tilfredsstille Tørsten, vilde det bare bekommet os meget ilde.

Vore Klæder var der ei Anledning til at bytte, og tørredes saaledes paa Kroppen; den Skyndsomhed, hvormed Sluppen var bleven udsendt, i Forening med det ganske uventede i det indtrufne Tilfælde, havde gjort det umuligt i saa kort Tid, da hvert Minut var kostbart, at træffe de fornødne Foranstaltninger i ovenomtalte Henseende. Nat til 1. Sept. Kl. 12 (d.e. midnat til tirsdag d. 13. sept.) seilede Sluppen ud fra Mandal, og da man ikke vidste, i hvilken Retning Linieskibet befandt sig, satte Kurs efter et Træf; da siden tvende smaa Baade passedere den, berettede Folkene i dem at have seet Skibet drive forbi den Øe, de beboede, og at de vilde have kommet Skibet til Hjælp, men vare ved Stormen forhindrede deri.

Medlidenhedsfølelsen hos den ædle Capitaine seirede over Bevidstheden af den Fare, han med saa lille et Fartøi udsatte sig for, ved i en mørk Septembernat at holde ud i det stormende Skagerak. Forsynet bragte ham til os.

Kl. 10 Formiddag den 1. September (d.e. tirsdag d. 13. sept.) saae han i Horisonten en enkelt Mast af et Fartøi, som han i Begyndelsen antog for en Slup, hvis Skrog ei endnu var synlig, og han fortsatte sin Kurs uden at henvende videre Opmærksomhed paa den; allerede nærmede han sig Lister, 9 Mil vestenfor Mandal, uden at have opdaget andet, uagtet han med sin Kikkert holdt opmærksomt Udkik; til almindelig Forundring bemærkede En af Sluppens Mandskab flere Stykker Flagdug af forskjellig Farve, de vare fra den forhen omtalte Mast, som man imidlertid var kommet noget nærmere.

“Da svandt al Tvivl”, fortalte capitainen, “og jeg forstod, det maatte være det forulykkede Skib; jeg takkede Gud, at han havde ladet mig øine Maalet for mine Bestræbelser, og tilsatte alt hvad trække kunde. Under saadanne Omstændigheder er det nødvendigt at lade det staae til; Sluppen krængede svært, men som om den følte sin Bestemmelse, nærmede den sig Skibet med en ualmindelig Fart. Mit Hjerte blødede, da jeg kom paa Siden af Linieskibet; Skroget var helt under Vand, og Mesan-Masten og Bougspydet, der endnu ragede frem, vare aldeles overlæssede med Mennesker. Da jeg saae de Skibbrudne vinke til os, gav jeg Ordre til at svare med lignende Tegn for at trøste dem”. Saa usmykket berettede den gode Capitaine sin ædle Daad.

Transporten mellem Linieskibet og Sluppen varede tre Timer, og et Hundrede og sytti Mennesker bleve i den Tid overførte i sidstnævnte Fartøi.

Mod Middag kom ogsaa en Skonnert til os (det var kutteren “Hjorten” av Mandal, kaptein Andr. Bentsen, mens sluppen var “Lena” av Mandal, kaptein Nic. Nicolaisen. Se nedenfor !), der gik iværk med lignende Transport. Da der ikke var Plads til en Mand mere i Sluppen, og et saa stort Antal Menneskers Stilling i det lille Fartøi ei var uden Fare, besluttede vor Capitaine at forlade Skonnerten, saa meget mere som et Dampskib viste sig i Horisonten og det var at formode, at det vilde redde de endnu Tilbageværende.

Vor Capitaine – hans for os uforglemmelige Navn var Nikolai Nikolaisen – satte saaledes kursen for Mandal, hvortil vi havde gunstig Vind. Vi var blevne bragte ned i Lasten, hvor Trængselen, i Forening med Uddunstningen af de vaade Klæder, bevirkede Døsighed og Hovedpine, hvorfor man lod nogle ad Gangen komme op paa Dæk, hvor det dog ei tillodes dem at forblive længe.

Capitainen og hans Mandskab uddelte sine Klæder og sit Linned mellem os, lod os drikke en Blanding af opvarmet Øl og Genever, der smagte ubehageligt men lindrede Smerterne i Halsen, saaledes at vi senere saa os istand til at svælge saameget Skibsbrød, som der var nødvendigt til Livets Ophold, efterat vi i to Etmaal Intetsomhelst havde nydt.

Mod Aftenen (d.e. tirsdag d. 13.) lagde Vinden sig, og Veiret blev saa smukt, at Capitainen kunde tilstede os at forblive længer paa Dækket, end først var bestemt; de der havde Kræfter nok, hjalp de Andre op; mig førte man saaledes agterud. Min første Tanke var endnu at kaste et Blik paa “Ingermanland”; som med Hensigt fjernede den svage Kuling os kun langsomt fra det kjære Skib, af hvilket vi endnu saae Masten i Horisonten. Maager flokkedes i Hundretal did fra alle Kanter. Hvilke Følelser rørte sig i mit Indre ved at erindre, at for to Dage siden bestod vort Selskab i Officersmessen af 35 Personer, og her var vi kun 9. Hvor vare de Øvrige ? skulde jeg endnu gjensee Nogen af dem i denne Verden ?

Utaalmodigheden efter at komme til Land blev stedse større, og vi skrækkedes ved Tanken om den anstundrnde Nat. Kl. 10 om Aftenen blev det næsten stille, og Sluppen skjød knapt frem gjennem Vandet; det var os dog en Trøst, første Gang, efter saa mange udstaaede Besværligheder, atter at see en vakker Nat, der ikke forstyrredes ved en eneste Byge. Dødens Farve prægede sig stærkere i vore Ansigter nu end forhen, Aarsagen hertil var fornemlig den skadelige Indflydelse Søvnen havde paa os : Iykkedes det nemlig Nogen for nogle Minuter at sove ind, da plagedes han strax af de frygteligste Drømme, og det mindste Stød, den mindste Lyd bragte en sygelig Skjælven over hans Legeme, hvorefter han med Gysen vaagnede.

Næste Morgen (d. e. onsdag d. 14. sept.) fik vi Vind, og nærmede os Maalet for vor nærværende Bestemmelse. Flere smaa Fartøier passerede os i forskjellige Retninger, og Norges haarde Klipper viste sig i sit graarøde Skjær; deres vilde Udseende syntes just ei at love Mennesket noget behageligt Liv, og vi vidste ikke, hvorledes vi her vilde blive modtagne, samt med hvad Omsorg de Syge vilde blive behandlede.

Efter nogle Minutters Forløb viste dog Glæden sig paa Alles Ansigter; thi ved at passere et Par af de høie Fjelde, kom vi indenskjærs, og for vore Blikke udfoldede sig efterhaanden en heel Deel smaae hvide Huse, der i malerisk Uorden laae henkastede i Landskabet.

Capitainen pegede hen paa et af Fjeldene, og fremførte med sit sædvanlige Alvor nogle uforstandige Ord i sit Lands Sprog; oversat betydede hans Tale : «see, der er baade Kirken og Byen».

Og virkelig det lille Kirketaarn (kirken er forresten stor – 1500 utmaalte sittepladser) ragede frem over Fjeldet, og neppe havde vi passeret dette, før Byens hvidmalede Huse med sine røde Tage viste sig, og stak med sine livlige Farver behageligt af mod de mørke Fjelde i Baggrunden.

Landgangsbryggen var fuldt besat med Mennesker, som dog ikke havde forsamlet sig der af Nysgjerrighed alene; ædelmodige som de af Naturen ere saae vi snart Prøver pan deres Høimodighed. Da vi under de høie Fjelde fik Stille, kom der strax Baa roende ud, og tilbøde sig at buxere, og velklædte Drenge, Sønner at Byens bedste Folk, sad ved Aarene.

Den Første, som kom ombord, var den Russiske Consular-Agent Salvesen og i Følge med ham den Hannoveranske Consul Andorsen, samt Apothekeren i Mandal, Hilmers. I den anden Baad, der lagde til Siden, sad, til usigelig Glæde for os alle, vor Baadsmand Zavjalov; i Begyndelsen gjenkjendte vi ham ikke, da han var iklædt en norsk Sømandstrøie, der aldeles forandrede hans Udseende; men ved at betragte hans Ansigt saae vi dog snart hvem han var, og Alle stormede den felles Ulykkesbroder imøde, og vilde have Besked om de Øvrige; men ingen Oplysningcr var at erholde, og paa vore Spørgsmaal, om Chefen var ilive, svarede han ogsaa utilfredsstillende; det Eneste, vi bestemt fik at vide, var al vore ulykkelige Kamerater vare drevne iland paa forskjellige Steder af Kysten.

Imidlertid nærmede vi os Bryggen, og Sluppen havde ei endnu lagt til, før et Hurra tonede fra Land, og Echoet fra de omliggende Fjelde gjentog Glædesraabet ved det heldige Udfald af Mandals Indvaaneres høimodige Bestræbelser.

Et saa utvetydigt Tegn paa hjertelig Modtagelse frembragte uvilkaarlig hos os Taknemmelighedens Taarer og tillige Trangen til men høi Stemme at tolke vore Følelser; vi samlede Kræfterne, og fra vort Dæk hørtes nogle hæse, svage, hendøende Hurraraab; kort derpaa lagde Sluppen til, og 170 Mennesker, som vi vare i Tallet, satte endelig igjen Fod paa Land, Middagen den 2. Sept. ( d. e. d. 14. sept., en onsdag), efter at have udstaaet saa haarde og langvarige Lidelser.

Glæde og Sorg opfyldte til samme Tid vore Hjerter. Her var da Norge, her var Mandal, hvor vi atter skulde begynde Livet; her var det Redningssted, vi i vore Bønner saa længe havde anraabt om; men skulde vi snart gjensee vort Fædreland ?

Hvad forestod os fremtiden, og hvad ventede os her ?

O, Gud ! tilgiv en saa ugrundet Tvivl ! hvor kunde vi troe, at Norge ikke eiede Gjæstfrihed, Norgr. hvor Alt aander Hjertets Liv og deltagende Ve!gjørenhed ? Her finder den Lidende sand Lindring i sin Elendighed, her viser Dyden sig ikke i tomme Ord; ikke med Sukke alene trøster man den Ulykkelige — nei, den sidste Bid Brød skjænkes ham med Glæde !

Man bar os, saa at sige, paa Armene iland, og førte os hen til det nærmeste Huus ved Quaien, der var bestemt for vor Modtagelse. Klæder bares pakkevis til os fra alle Kanter, og Indvaaneme indbød os til sig; men ved at see, hvor svage vi vare, og hvor høiligen vi trængte til Rolighed og Tilsyn, førte man os hen til et upaaklageligt Auberge og fordeelte os der i forskjellige Værelser.

En Læge indfandt sig strax, og undersøgte Alle, hvoretter de, der meest tiltrængte hans Tilsyn, bleve indlagte i et Huus, der bestemtes til Lazareth. Fruentimmerne erholdt særskilt Logis, og Chefens Kone fik et Værelse i Auberget.

Efter kort Tids Forløb kom Skonnerten og medbragte endnu 120 Mennesker. Capitainen derombord, Anders Bentsen, gjorde sig ved sin høimodige Fremfærd rigtig fortjent til vor Erkjendtlighed. Den af ham reddede Deel af Besætningen fordeeltes ligeledes i forskjellige Quarterer, og Lægen hastede med at vise Enhver al mulig Hiælp; vor Sundhed begyndte ogsaa hurtig og mærkeligt at vende tilbage.

I Løbet af to Døgn kunde vi af Mangel paa Klæder intet foretage. Dagen efter vor Ankomst indfandt sig den i Distriktet constituerede Amtmand, Falck; han fortalte, at han selv havde været ombord i det Dampskib, der fra Christianssand var udgaaet for at opsøge Linieskibet, og havde reddet 150 Mennesker. Dampskibet (det er statens dampskib “Nordcap”) havde forsøgt at buxere Linieskibet, men da dette laae helt under Vand, og førstnævnte Dampskib ikke havde stor Dampkraft, avanceredes i Løbet af to Timer neppe 1/8 Miil, hvorfor Buxeringen maatte opgives, saa meget mere som de skibbrudnes farlige Sundhedstilstand gjorde det nødvendigt at haste med at komme tilbage til Christianssand; did ankom de den 2. (d. e. 14.) September Kl. 4 om Morgenen, og Russerne bleve indlagte i Byens Hospital, beliggende paa en Øe.

Efter de saaledes modtagne Efterretninger skulde vi til Christianssand. Ved Instrux blev det dem paalagt at drage al mulig Omsorg for Mandskabets Helbred og Beklædning, i hvilken Anledning det befaledes dem at henvende sig om Assistance til den russiske Consul, Hr. Isaachsen og sluttelig at give indberetning om Alt til Mandal.

Vi foruroligedes Alle ved den Uvished hvori vi vare med Hensyn til Chefens Opholdssted, og da den Dag nærmede sig, paa hvilken Posten skulde afgaae til Rusland, var det saa meget mere om at gjøre at erholde Oplysninger i bemeldte Henseende.

Vi anmodede den fungerende Stiftamtmand om at lade bekjendtgjøre langs Kysten, at det forulykkede Russiske Linieskibs Besætning befandt sig i Mandal og i Christianssand, og bestemte efter hans Raad det sidstnævnte Sted til almindelig Samlingsplads; Een at os skulde, ledsaget af Chefen for det norske Dampskib (det var dog ikke chefen for “Nordcap”, men derimot kapteinløitnant i den norske marine Albrechtson) afreise til de forskjellige Steder paa Kysten, da Rygtet sagde, at «Ingermanlands» Chef tilligemed 10 Matroser befandt sig paa et a f disse Steder.

Tanken om, at vor Chef var syg, foruroligerle os,  og Uvisheden om hans Skjæbne og hans Opholdssted satte os i end større Forlegenhed med Hensyn til den Indberetning, der maatte skee til Rusland om Skibbruddet; vi hastede saaledes med at erholde de i denne Henseende fornødne Oplysninger, og efter Ordre af den ældste af vore Officerer, afreiste derfor jeg i Følge med Dampskibschefen, Capitaine af 2. Rang, Albrechtson, til nærmestliggende Steder.

Det var den 4. (d. e. d. 16.) September om Morgenen vi begave os paa Veien fra Mandal, hver i sin Kariol. Det fortryllende Skue af de norske Fjelde, den bakkede, men velholdte Vei, der slyngede sig langs frygtelige Klippekløfter, det for mig usedvanlige i Alt, hvad jeg saae, i Forening med det smukke Veir, adspredte mit Sind; dog varede dette ikke længe; thi min svage Helbred, og Erindringen om vor Ulykke fremkaldte andre Følelser, og de romantiske norske Prospecter vare ei længere skjønne i mine Øine.

Med mørke Tanker reiste jeg derfor, og bemærkede nesten ikke, at Aftenens Skygge allerede havde lagt sig paa Fjeldenes Fod; det smaaregnede, og Veien begyndte paa sine Steder at blive saa smal, at Kjørselen derved ofte sinkedes. Naar andre Kjørende mødte, maatte stor Forsigtighed iagttages; thi Veien var ei bredere end at to Voiturer netop kunde passere hinanden.

Paa Høiden af en Bakke mødte vi to Vogne; i den ene sad en Herre, ikledt en mørkeblaa Kalmuks Overfrakke af Norsk Snit; ved at betragte ham opdagede jeg, at det Russiske Stanislauskors stak frem under den Ubekjendtcs Frakke — det var Manden jeg søgte !

Jeg skal ikke videre omtale min Glæde ved at gjense ham; efter et Par Minutters Forløb sad jeg hos ham, og var allerede paa Tilbageveien.

— Hans sygelige Udseende og indfaldne kinder havde aldeles forandret ham, og havde jeg ikke bemærket hans Orden, kan jeg med Sandhed sige, at vi ganske vist skulde have passeret hinanden som Fremmede.

I den anden Kariol kjørte Secondlieutenant Bubnof; han var bleven reddet af nogle Lodser fra Stavanger, en By ved Kysten, beliggende 40 Mill fra Christianssand, og derpaa befordret til Farsund, hvor allerede Chefen, hans Premierlieuteuant Dergatchef samt 10 Matroser befandt sig.

Jeg opfyldte nu den Pligt der var Hensigten med min Reise, og aflagde Chefen Beretning om de Reddedes Antal, samt alt andet, der var mig bekjendt om Linieskibel; men han vidste allerede Besked saa godt som om Alt, og uagtet han var syg, havde han ilet med at forene sig med sit Mandskab.

Uformærket forløb saaledes nogle Timer, da vi derpaa stansede ved det mig allerede bekjendte Quarter, hvor Hustrues og Kameraters Glædestaarer blandedes ved Gjensynet».

Nu fortælles, at det avgjordes at man flyttet over til den større stad Kristianssand, at man uten større utbytte prøvde at berge noget fra det drivende skib, indtil det kunde antas at være gaat tilbunds med alt ombordværende.

«Indvaanernes Godhed overgik Alt, hvad man kunde vente, selv af de meest velvillige Mennesker. Erindringen om den vil for bestandig være indpræntet i vore Hjerter».

Reddede     og     Omkomne

Mandspersoner                                         495                           361

Kvinder                                                         7                               21

Barn                                                               1                                7

Ialt                                                              503                            389

Endnu skal her tilføies endel meddelelser for at oplyse om visse interessante enkeltheter. Disse vil, håper jeg, gjøre hele sammenhængen med redningsdaaden tydeligere og navnlig Mandalsfolkenes forhold til denne.

Bladet «Lindesnes» (redaktør Gustav K. Nygaard) offentliggjorde efter «Chr.sands Tid.» som Føljeton hele løitn. Govorofs skildring : mars 1903— jan. 1904. I en efterskrift tilføiet utgiveren J. E. en del interessante enkeltheter. Derav fremgaar bl. a. i hvilken høi grad selve redningsdaaden var sammentrængt om Mandal og allernærmeste omegn ved kysten. Det var loosen Aanen Andersen fra Landø, straks østenfor Mandal, som, efter at ha nærmet sig det synkende skib uten at kunne hjælpe, allerede mandag, dagen efter paastøtningen, djervt og beslutsomt seilte tilbake til Mandal og slogh allarm. Samme dag traadte forretningsmænd og sjømænd sammen, og allerede nat til tirsdag kl. 12 stak sluppen «Lena», tilhørende kjøbmand Stilluf Thorsen, og ført av skipper Nicolai Nicolaisen i sjøen med drikkevand, levnetsmidler og klær ombord.

Snart derefter likesaa kutteren «Hjorten», ført av skipper Andreas Bentsen. Kl. 11 formiddag tirsdag begyndte «Lena»s skipper og 7 mand redningen, som ovenfor levende er skildret, hvoretter «Hjorten» utførte sin del av redningen saa langt evner og kræfter rak. Paa hjemveien var det skipper Andr. Bentsen, der veiledet statens dampskib «Nordcap» til at finde frem til det synkende skib, saa at de endnu levende 150 fortvilende skibbrudne kunde berges ind til Kristiansand. «Nordcap» kommandertes under redningen av marineløitnant J.G. Sigholt.

Av de personer i Mandal, som blev rikelig lønnet med æresbevisninger og hederstegn, vil leseren finde de høiere stillede borgere blandt dem utførlig omtalt i denne bok. Her skal derfor kort meddeles om kjøbmand Stilluf Thorsen, sluppen «Lena»s eier, følgende : Han stammet, som saa mange andre Mandalsborgere, fra Audendalen (Undalen), gaarden Hage. Han hadde sin bolig og handel i D. Lohnes senere gaard, var gift med en moster av Viggo Sandberg, døde omkr. 1850.

Æresbelønning : en briljantring, plate av slepen rubin med en tæt krans av diamanter omkring. Værdi: 2 500 sølvrubler. Desuten 1000 papirrubler.

Nicolai Nicolaisen var født og hele sin levetid bosittende i Svinør, en vel kjendt uthavn litt mere end midtveis mellem Mandal og Lindesnes. Særlig i betragtning av den omtalte storslagne sjømandsdaad blev han senene blandt talrike medansøkere foretrukket ved ansættelsen i den dengang fordelagtige stilling som losoldermand i Svinør. Her døde han i begyndelsen av 1870-aarene. Familien, Nicolaisens efterslegt, meddeler, at det første, som ved redningen blev tat ombord i «Lena» fra det synkende vrak, var en kasse indeholdende 25000 rubler (det var den offentlige kassabeholdning, der saaledes blev reddet og ilandbragt i en jernkiste).

Chefens frue (hun het Maria Davidowna Treskiin) fik, før hun kunde overføres, laane et fuldt sæt av Nicolaisens sjømandsklær og gik iland i Mandal i dette utstyr !

Efter Nicolaisens 3 døtre og 2 sønner lever i Mandal endnu bare dattersønnen kjøbmand Johan Ariansen.

Føreren av «Hjorten», Andreas Bentseb, var Mandalsmand. Han førte senere skib fra Mandal og omkom paa sjøen senhøstes 1865 som kaptein paa briggen «Nils» av Martin Pedersens rederi.

Av Bentsens efterslegt i Mandal merkes : 1. Datteren fru Theodora, gift med Sjømand Edv. Kristiansen. 2. Datteren fru Regine, enke efter forretningsfører Silius Tønnesen i Thorn Reymerts firma. 3. Sønnesønnen Andreas Bentsen, tilsynsmand for riksforsikringen m. m.

Meddelelserne om disse to redningsmænd skyldes redaktør Nygaard, Mandal.

Her kan endnu tilføies, at kjøbmand J.A. Dedekam skal alene ha utrustet og utsendt ikke mindre end to skonnerter. Men disse kom forsent for det egentlige redningsarbeide, men gjorde tjeneste ved behandlingen av det synkende vrak.

De dekorationer og æresbelønninger fra den russiske regjering, som vedkommer Mandal, er følgende :

Generalkonsul Gulow Andorsen, konsul Tobias Wattne og dennes søn, den senere konsul Tønnes Wattne, fik samme utmerkelse som ogsaa den ovenfor omtalte kjøbmand Stilluf Thorsen.

Kjøbmand og skibsreder J. A. Dedekam utmerkedes med : sølvmedalje at bære i St. Vladimirs ordensbaand med inskription : «For skibbrudnes redning».

Fartøiføreren Andr. Bentsen – 400 sølvrubler. Fartøiføreren Nicolai Nicolaisen (sammen med sit mandskab, deriblandt en bror, ialt 8 mand) — 1500 sølvrubler.

Videre kan nævnes den med Mandalske forhold nær forbundne russiske vicekonsul i Kristianssand Daniel Otto Isaachsen, Vladimirordenens 4. klasse.

Endelig sidst, men ikke mindst, skjænket keiseren, Nicolaus 1, 2000 dukater – “til grundlæggelse av en kapital av hvilken dette steds (dvs. Mandals) trængende sjømænd skulle kunne underholdes. Det er keiser Nicolaus’ legat, hvis renter endnu uddeles.

 

 

Stengt for kommentarer.