h.j. myhrebøe : “copie af forskjellige vidnesbyrd”

 

– vedlegg til boken : “Oplevelser og Erindringer”.

 

Fra s. 105 – 112 :

 

Copie af forskjellige Vidnesbyrd.

 

“Vor gamle Ven Myhrebø fra Sandefjord har været her paa Prestegaarden nu i et Par Dage og opbygget os vakkert, og anbefales til vore kjære Venner i Lilleherred”

B. J. Flood. Hiterdals Prestegaard, Fredagsmorgen 7. Novbr. 1862.

 

 

“At Harkel Jonsen Myhrebø er en i Sandefjord hjemmehørende hæderlig Mand, og en, saavidt jeg kjender ham, gudfrygtig Mand, kan jeg herved paa Forlangende bevidne”.

Sandeherreds Prestegaard den 19 Mai 1864.  M.B. Landstad.

 

 

“Undertegnede tiltræder i Et og Alt ovenstaaende hædrende Vidnesbyd om Hr. Myhrebø, som jeg finder er overensstemmende med Sandhed”.

Sandefjord den 19de Mai 1864.  T. Windingstad. Kirkesanger.

 

“Jeg som Myhrebøs Nabo tiltræder foranstaaende Vidnesbyrd og har god Grund til samme, da jeg har kjendt ham i flere Aar”.

Prestens Medhjælper (Sandefjord). S. Pedersen.

 

“Naar Handelsborger H.J. Myhrebø af undertegnede har begjært sig meddelt Vidnesbyrd om sin Vandel under sit fleraarige Ophold inden denne Menighed, da er det mig en Glæde at kunne imødekomme dette hans Ønske ved at afgive den Erklæring, at han er mig bekjendt som en i alle Maader særdeles ordentlig og sedelig Mand, der med sin temmelig talrige Fa-

– 106 –

milie under meget trykkende Kaar har levet et stille retskaffent Liv, hvorunder han navnligen har vist stor Lyst til baade at høre og læse Guds Ord. Jeg maa saaledes anbefale ham til en venlig Modtagelse paa de Steder, hvor han maatte komme paa den Reise, han nu agter at foretage”.

Sandefjord den 7de September 1859. Chr. Lange. Prest.

 

“Vor gamle Ven Myhrebø fra Sandefjord har atter glædet os med et Besøg og aflagt et Vidnesbyrd om den Herre, som har kjøbt os med sit Blod, hvilket Herren velsigne ! Vi anbefale ham som et gammelt erfarent Vidne til alle dem, der elsker den Herre Jesum og ønske at opbygges i Troen paa ham”.

Langesund 15de Febr. 1862.

O. Riis.                                               Jørgen Wright.                                                          L. Sørensen.

H. Henrichsen.                                      Mikkel Andersen.                                                        Didrik Pedersen.

Ole P. Eriksen                                         J. Andersen.                                                         J.H. Hansen Risøen.

Hans R. Hansen Egstrand.

 

 

“Hos undertegnede saavel som paa flere Steder i Omegnen af Sognet, har H. Myhrebø af Sandefjord holdt Opbyggelses-Forsamlinger, hvor der til forskjellige Tider har været mange Mennesker tilstede. Hans Foredrag, Bøn og Formaning til Tro og Omvendelse har været meget opbyggelig, og efter den Naade Gud har givet os at forstaa Herrens dyrebare Ord, har vi ikke andet kunnet forstaa end at det har været overensstemmende med Herrens Ord. Samme Vidnesbyrd har vi hørt af flere Mennesker og haaber med Guds Bistand, at hans Arbeide i saa Henseende vil vorde til megen Velsignelse. Vi vover saaledes i al Ærbødighed at anbefale ham til kjærlig og venlig Modtagelse”.

Eidanger Prestegjæld den 18de Febr. 1862.  Jacob Hvalen.    Ole Christiansen Lerstang.

 

 

– 107 –

“Myhrebø fra Sandefjord holdt igaar Aften Opbyggelse i Helgeraaens faste Skole, og var hans Foredrag og hele Fremtræden kristelig, opbyggelig og alvorlig, hvorfor jeg herved tør have ham anbefalet hos alle kristelige Venner”.

Helgeraaens faste Skole, den 7de Desember 1859.  A. Pedersen.

 

 

“Det tro, erfarne Sandhedsvidne, min vel bekjendte H.J. Myhrebø fra Sandefjord anbefales til kristelige Brødre og Søstre og enhver, som vil omgaaes med og høre Guds Ord”.

Nevlunghavns faste Skole den 6 Desember 1859.  H.P. Rolstad.

 

 

“Omstaaende Attester med samme Bevidnelse og med den Bemerkning, at Myhrebø nøiagtig bekjender sig til det lutherske Kirkesamfund”.

O. Schartum. Uhrmager i Laurvig.

 

 

“Til de kjære kristelige Venner i Vraadal, Vinje og Rouland (Rauland).

“Da vor elskede Broder i Herren H. Myhrebø agter at reise op til eder, for at opbygges med eder i Herrens Frygt og ved den Naade og de Gaver, Herren har betroet ham og ved en lang Erfaring paa Troens Vei kan blive ogsaa eder kjære Brødre til stor Nytte og Velsignelse ved vor Herres Naade – anbefaler vi eder ham paa det hjerteligste”.

Holden Jernverk den 21 Oktober 1861.

Halvor Halvorsen                                     H.A. Espelien                                         Thor Pedersen

Bent. Pedersen                                                                

 

 

“Naar Harkel Johnsen Myhrebø, som agter at tilbyde Lutherstiftelsen sin Tjeneste, i den Anledning har begjæret sig meddelt et Vidnesbyrd ogsaa fra min Haand, kan jeg til Opfyldelse af dette hans Ønske afgive den Erklæring, at jeg anser ham ganske vel skikket til at udrette en Gjerning som den, Luther-

 

 

– 108 –

 

stiftelsen har tiltænkt sine Bibelbud. Han er en stille, fredsommelig Mand, som visselig ikke vil vække Splid, hvor han kommer hen, og han har mere end almindelig Lethed i at omgaaes de forskjellige Mennesker, ligesom jeg tror, han fortjener det Vidnesbyrd, at han i sin Virksomhed som Lægpredikant har lagt for Dagen en Besindighed og Hensynsfuldhed overfor det kirkelige Embede, som forener saa mange Andre”.

Sandefjord d. 11te August 1868.  Chr. Lange.  Kaldskapellan.

 

 

“Vor gamle Ven og Broder i Christo Harkel Myhrebø, som har været fast Kolportør for Christiania “ældre Indre-Missionsforening” i 10 Aar – 10 Aar – og som uagtet sin høie Alder – 70 Aar – endnu er aandsfrisk, føler en særdeles Trang til at komme for en Tid ud af Bylivets trykkende Forhold og i Sommermaanederne besøge sine gamle kristelige Venner paa forskjellige Steder; han tænker at tage Turen om Vestlandet gjennem Bergen og forøvrigt eftersom Omstændighederne maatte tillade ham.

Vi anbefale med Glæde vor felles Ven Myhrebø til de kristelige Venners Velvilje og tillade os at minde Vennerne om den Glæde, hvormed man i gamle Dage kappedes om at modtage og befordre dem, der (som oftest) drog ud med tomme Hænder for at besøge kristelige Venner til sin egen og Brødres og Søstres Troes Bestyrkelse og Opmuntring paa Pilegims-Reisen her i Udlendighedens Land.

Idet vi ønsker Myhrebøe en lykkelig og velsignet Reise, medsende vi en broderlig Hilsen.

I Broderkredsens Bestyrelse, Kristiania den 27de mai 1878.

P. Christensen       G. Gundersen       P. Thronsen         Chr. Christensen     R. Olsen      

C.J. Svanholm, Skomager         P.H. Bjørnstad       G.A. Amundsen        Brekke     H. Bottelsen

 

 

– 109 –

 

 

Aarsagen til disse Attester var, da Vækkelsen begyndte i Skien ved Lammers, da opstod der en saadan Mistillid iblandt Folket mod dem, som reiste omkring og holdt Opbyggelse, at det var aldeles nødvendigt at have skrevne Vidnesbrd med sig fra bekjendte og tillidsfulde Troesbrødre  – baade af læg og lærd.

For de lærde var Lægmænds Vidnesbyrd ikke antageligt, og for Lægfolk var ikke Preste altid gode nok, altsaa var det nødvendigt at have Attester fra begge Klasser, for at give Sandhedens Vidnesbyrd Tillid; naar man havde andres Vidnesbyrd med sig, da var man ikke alene.

Jeg skal herved fortælle nogle Exempler : Jeg blev alvorlig bedet om at komme paa et Verk og holde Opbyggelse. Jeg spurgte dem, som bad mig komme, om der var Bedehus, de sagde mig, der var et stort Bedehus og Verkets Eier tillader os at bruge det. Nu vel, jeg lovede at komme en bestemt Dag; da jeg kom, tog jeg ind til dem, som bad mig komme, men alt forekom mig saa koldt; det var, som om jeg ikke var velkommen.

Jeg spurgte, hvor Opbyggelsesstedet var, de svarede mig koldt : Det skal være paa Landet udenfor Verket. Jeg forstod snart, at der maatte være indtraadt en Forandring i den første Beslutning, det gik svært ind paa mig, jeg spurgte om Aarsagen til denne Forandring; de sagde, at Verkets Eier negtede Skolen, fordi han ikke kjendte mig, jeg spurgte om Verkets Eier boede her.

De svarede : Ja, han bor her lige ved. Jeg bad dem følge mig til ham, dette gjorde de; jeg gik ind paa Kontoret, og der traf jeg ham og en Skoleholder samt en tredie Mand.

Verkseieren spurgte, hvem jeg var, jeg sagde, det var mig, som skulde holde Opbyggelse her i Aften.

Ja, jeg negtede Skolehuset, fordi jeg ikke kjendte Dem, Elling Eielsen har nylig været her, og De har vel seet, hvad der skrives om ham ? Det er Pastor Stub i Bergen, som har skrevet om

 

– 110 –

 

ham , og den Mand kjender jeg godt, og hvad han har skrevet, tror jeg.

Jeg sagde, man pleier ikke at bygge store Huse paa “Stubber”, vi skal prøve “Stubben”. Jeg antager denne Sag med Eielsen vil blive afgjort ved Domstolene, og da bliver vel De ogsaa indkaldt til at vidne, hvad De ha hørt. De har jo hørt Eielsen, hvad vil De vidne ?

Han sagde : Da vil jeg række mine tre Fingre i Veiret paa, at det var den fulde Sandhed, Eielsen talte. Se, sagde jeg, nu er Stubs Vidnesbyrd tilintetgjort.

Klokkeren sagde, han syntes det var billigt, at saadanne, som reiser saa vidt, burde have skriftlige Vidnesbyrd at vise for sig, jeg sagde, det var en billig Fordring, og det skal De faa.

Jeg tog op mange Attester, men han kjendte ikke udstederne, saa traf han en Attest fra Presten Flood, ja den var god nok, og da blev der Plads for mig. Men jeg sagde, jeg har ikke Brug for eders Huse, det er blot i Aften jeg er her.

De spurgte, om jeg ikke vilde blive der længere; jeg svarede : Min Tid tillader det ikke denne Gang. Vi skiltes da venligt.

Paa et andet Sted indtraf noget lignende, nemlig i Laurdal. Jeg besøgte Stedets Prest, som kjendte mig, fortalte ham om min Reise og spurgte ham, om det var noget stort Lokale at faa. Han sagde, der var et stort Skolehus, og dette kan De faa. Jeg takkede ham derfor. Han sagde : De faar gaa til Skoleholderen, som bor paa Skolehuset; saa gik jeg did i et meget slemt Sneføre og traf Skoleholderen. Jeg fortalte ham, hvad Presten sagde, at jeg skulde faa Lov til at holde en Opbyggelse om Aftenen. Han sagde : Jeg vil se et Lovbud derom; jeg sagde : Presten er Formand i Skolekommisionen, og naar han tilsteder det, bør De som underordnet ikke modstaa det. Presten sagde endvidere, at De skulde slippe Børnene tidlig, saa de kan gaa omkring og sige til itide, men han modsatte sig; han spurgte mig,

 

– 111 –

om jeg havde Attester. Jeg tog op mine Attester, og da han fik se en af Provsten Flood, gav han efter og lod mig faa Skolehuset.

Jeg bad ham om at skaffe mig 6 Lys, som jeg selv skulde betale, det lovede han. Men da Tiden kom, var der kun to ganske smaa Lys tilveiebragt, følgelig var der skummelt og mørkt i Skolestuen. Skoleholderen angrede allerede, at han havde lovet mig Huset, og han saa rent mørk ud for hvert Menneske, som kom. Ret mange var der ikke, da han ikke havde sendt Bud. Presten kom ogsaa.

Da jeg sluttede mit Foredrag, stod Skoleholderen op og sagde : Havde jeg vidst, at De var en saadan Mand, saa skulde jeg nok have sendt Bud til flere, og han holdt en rosende Lovtale, ligesaa Presten.

Jeg spurgte siden, hvad Lysene skulde koste, men han vilde intet have for dem, han tilbød mig at blive der om Natten, med det kunde jeg ikke, da jeg havde lovet mig bort til et andet Sted.

Siden var der Plads nok at faa i Omgivelserne. Jeg reiste derfra til Kongsberg Marked; jeg skulde gaa paa Isen over Elven, men det blæste sterkt imod, og Isen var speilklar og glat, saa jeg var rent forlegen. Saa kom der en Bonde kjørende med Hest og Spidsslæde; jeg spurgte, om han vilde skydse mig til Kongsberg, ja, for 2 Kroner vilde han gjøre det, men Pengene maatter han faa først, og saa sagde han : Nu faar Du staa paa. Jeg ? Nei Tak, du skal være Skydsgut, og jeg sidde i Slæden, du har modtaget Skydspengene.

Det gik et Stykke temmelig fort, men saa naaede han sine Kamerater igjen, og da blev han skamfuld, fordi han maatte sidde paa Kuskesædet, og da vi kom i Nærheden af Kongsberg, sagde han : Nei, De faar nu gaa ud af Slæden, det bliver mig for nedrigt at kjøre ind i Byen med dig. Jeg gjorde, som han vilde.

Havde jeg undertiden Berømmelse, saa fattedes der ikke paa Forringelse og Foragt. At staa for Gud er Fred og Hvile.

 

– 112 –

Et tredie Tilfælde indtraf i Solems Herred. Did var jeg buden at være paa et Skolehus. Da jeg kom, var Folkene allerede samlede i Skolehuset, men snart indtraadte der en Forandring, idet de puttede Bænkene ud af Skolehuset til Nabogaarden, som laa tæt ved, og de var med, som nødte mig med Bøn og Begjæring at komme. Jeg kunde jo straks forstaa, at der var indtraadt Mistillid imod mig.

Da jeg skulde begynde min Tale, var det med disse Ord : Jeg forstaar her er vakt Mistillid mod mig, derfor vil jeg først oplæse mine Troesbrødres Vidnesbyrd og Anbefalinger fra læg og lærd. Og nu skal jeg aflægge et Vidnesbyrd om den Sandhed, jeg har tilegnet mig, at leve og dø paa, saa kan de selv dømme, om mit Vidnesbyrd er sandt.

Men nu kunde jeg se, at Stemningen forandredes, og det blev ret følsomt for mig, siden blev det meget imellem os alle.

Det er af stor Vigtighed at have Brødres Vidnesbyrd med sig, især fra sit Udgangspunkt, og fra Naboer, selv om de er blot borgerlige og næringsdrivende Folk, saa forstaar de godt, hvad som er ærbart.

De ser nu her Aarsagen til mine Attester. Jeg har ikke reist for fast Løn, jeg har holdt mig til Kristi Ord til sine Disciple : Gaar ud og forkynder, at Lammet er slagtet og Offeret skeet, “det er fuldbragt !”

Æd hvad som bliver fremsat og modtag, hvad som bliver ilagt, en Arbeider er sin Løn værd, det maa være en frivillig Gave i Stilhed og uden Opfordring.

      

Stengt for kommentarer.