m.a. boyes tale paa den store jubelfest 1ste november 1817

– højtideligholdt ved Drammens lærde Skole; (les forord her).

 

Legemet kommer til Jorden, hvoraf det er taget, men Sjælen kommer til Gud, der gav den, og som en Deel af hans Væsen fuldkomnes hos ham i det evige Liv, naar den her paa Jorden i Kamp mod Legemet vandt den saliggjørende Sejer.

Hvi staae vi da sørgende ved de Godes Lig, da vi dog veed, de med Englers forklarede Blik skue ned til os fra Himlen ? Ere de da evig tabte for os ? — Nei; men, jordiske selv, have vi Gjenlevende det Legeme kjært, som bandt den store Sjæl til Jorden, hvor vi lærte at kjende dens herlige Virken, og ved Kjendskaben selv maatte nære Kjærlighed til den.

Billig er derfor vor Sorg, og kun Tanken om hine Godes evige Forherligelse, Erindringen af dem og deres Færd og de heldbringende Frugter af deres Færd her i Livet giver os Trøst i vor Sorg; ja, giver os mere, end Trøst — vækker Lyst hos os til at færdes som de.

Rosværdig var derfor til alle Tider den Skik at kalde store og gode Mænd efter deres Død tilbage i de Efterlevendes Erindring. Den kom af Agtelse og Taknemmelighed, og i Udøvelsen sporedes Lyst til ved ædel Daad at hædres paa lignende Viis.

Saaledes opstode Mindefester til de Afdødes Ære. Ogsaa i Dag, Høistærede, holde vi jo saadan en Mindefest, et stort Jubilæum, hvis Toner ei gjalde allene i Norden.

Til Klangen fra Norges Fjelde svare de jublende fjernt i Thuiskons Skove og Herbarts Lund. Sjelden er denne vor Fest, vi opleve den ikke mere.

Trende Aarhundreder svandt og kun trende Gange hørtes den almene Jubel. Men Seclerne svinde, og Gud holde sin skjermende Haand over Norges Land og dets kommende Slægter, at Festen kan holdes i Agt og Ære, og Folkene stævne med gudfrygtigt Sind til Herrens Templer og sjunge hans Lov !

Som Festen er sjelden er den og stor. Den stiftedes hverken til Minde om Kongers Fald eller Fødsel, hvis Regjering var Undersaatternes Lykke, ej heller om tabte eller vundne Slag, hvori erhvervedes verdsligt Herredømme, ofte et skrøbeligt Værn for Staternes Fasthed.

Langt større er dens Hensigt; den stiftedes til Minde om en herlig Sejer i den aandelige Kamp mellem Livet og Døden, til Minde om den vældige Kæmpe, der i Kampen for Sandhed, trods Pavens Band og al verdslig Magt, slog saa han vandt, til Minde om Luther og Reformationen.

Ham og hans Værk skulle vi altsaa paa denne Dag komme ihu og tale hans Priis. — Og — jeg vover at optræde som Taler paa denne Dag ! — Er da jeg den Eneste, som af denne Forsamling burde kaares til saadant et Hverv ? Besidder da jeg den Anseelse, der berettiger mig til at lovtale den Mand, som trende Aarhundreder have anseet med saa stor en Ærbødighed og Høiagtelse ? — den Styrke i Tale, som udfordres, for med Kraft at skildre den kraftfulde Kæmpe for Israel ?

— Nej, Høistærede ! — Eders Forventning maa dog være stor, som den Fest vi holde, og sad jeg selv iblandt Eder, jeg maatte vente det samme; men større, end Eders Forventning er derfor min Frygt, og dette er i Sandhed ej nogen almindelig Vending, som Taleren giver sine Ord; thi blottet for de Egenskaber, hvorpaa man billig maa gjøre Fordring, føler jeg mig paa dette Sted ved denne Lejlighed fremmed, og blues fast ved at have betraadt det; og seer jeg nu hen til den talrige Forsamling, hvormed I, Højstærede, have hædret denne Dag, da kan dette, i hvor smigrende det end maa være for vor Skole, ej andet end dobbelt ængste mig, der fremstaaer som Festens Talsmand. Men det blev mig paalagt som Pligt at tale, og jeg følger dens Bud.

I Tankerne rinde mig de herlige Ord af Latiens Digter : de Evner, du har, skal du bruge og hvad du gjør, skal du gjøre efter Evne; det har jeg gjort, gjort det med redeligt Sind og meer kan jo ej fordres af mig.

O, du almægtige, du algode Fader, som lod mig opleve denne herlige Dag ! du kjender ene Menneskets Hjerte, og til dig vil jeg hæve min Bøn paa denne hellige Fest !

Giv mig, o giv os alle Kraft til at handle i Sandhed, og skulde end Had og Forfølgelse times os her for Sandhedens Skyld, da forlehn os med Mod og Styrke til at bekæmpe vore Fiender, fyld os med din Aand og lad den tale igjennem os til Løgnens Fald og Sanhedens Sejer !

Hør mig, o Fader, du mægtige Gud !

Hør du min bedende Røst !

Styrk mig i Villien at følge de Bud,

Som ved dit Ord i mit Bryst

Prentedes alt fra den tidlige Alder.

Ak, om jeg falder,

Vær da min Støtte, o Gud !

Lover Herren, thi han er god og hans Miskundhed varer evindeligen, lover ham i hans Styrkes udstrakte Befæstning, lover Herren, thi det er godt, at synge vor Gud Psalmer !

#

Halleluja ! Halleluja ! Lovpriser Herren Jehovah I høje Jubeltoner !

Fra nu af og indtil Evighed Lovsjunges han, hvis Herlighed Gaar ud fra Himles Throner !

#

Fra Slægt til Slægt hans Miskundhed I Kampens Bulder, Kirkens Fred Skal Støvet evig sjunge;

Thi Naadens Gud barmhjertig er, Dog ene Retfærd han har kjær, Og straffer Ondskabs Tunge.

#

Hvo ligner ham, som højt i Sky Almægtig dømmer dog i Ly Af Naadens faste Throner ?!

Hvo er som han, der sagde : bliv, Og Verd’ner blev, og Skabtes Liv Beskjæled’ Verdens Zonér ?!

#

Og Himle tordned’ Wiisdoms Bud, Forbauste Jord gjentoned’ : Gud Til Klang fra Verdens Psalter.

Og Evigheden toned’ : Stor Til Støvet ned i Herrens Ord; Paa Sandhed staaer hans Alter.

 

I Sachsenland ligger en gammel By, der for fire Aarhundreder siden og længer tilbage vel var berømt som Hovedstaden i Grevskabet Mansfeld, og navnkundig formedelst Landet, hvori den laa og dets Herrer, thi stor og mandhaftig var Sachsernes Adel.

Dog end mere navnkundig blev Ejsleben siden, hvorvel den nu kun er en liden og fattig Flekke, og ejer til Mærke paa fordums Glands kun en forfalden Borg, hvor de Mansfeldergrever havde deres Stade; men paa Borgens Ruiner rejstes herlige Templer, og mindes end Ejsleberne ikke ved dem om deres gamle, drabelige Riddersmænd, de mindes dog derved om den vældige Kæmpe, som gik ud af deres Midte, og ved Herrens Aand magede det saa, at Templerne rejste sig, og lærte dem ej ene at sætte Lid til Menneskekraft, men sjunge af Hjertet : vor Gud han er saa fast en Borg.

I denne By fødtes, til utallige Slægters Velsignelse, den ved sin rene og ustraffelige Vandel, sin høje og kraftfulde Aand, sit grundfaste og faldtrodsende Kæmpeværk saa navnkundige Kæmpe for Sandhed, Martin Luther, den 10de November 1483.

Inden jeg gaaer over til at tale om hans herlige Arbejd, og griber Penselen, vist nok ej for med Kunstnerens træffende og forskjønnende Haand at male Helten i hans fulde Kraft og straalende Glorie, troer jeg hverken det er upassende, ej heller frygter jeg for at trætte Eder, Højstærede, naar jeg i Forvejen korteligen taler om vor Luthers Forældre og Vilkaar i Ungdommen; thi de af Eder, som kjende dem, ville vist nok ej paa hans Mindefest kjedes ved Gjentagelsen, og de, som ere uvidende derom, nære maaskee ved samme Lejlighed Lyst til Kjendskaben.

Vor Luthers Fader hed Hans Luther, var Bjergværksarbeider, og boede først i Landsbyen Møra i Schmalkalden, kom siden til Ejsleben og derfra til Grevskabet Mansfeld, hvor han fik et Øvrighedsembede at forvalte, og holdtes i stor Agt og Ære formedelst sin Retskaffenhed.

Moderen Margarethe var en ærbar Kone, og agtedes som et Mønster paa Gudsfrygt og Dyd.

Men vi see, hvorledes Tiderne skifte, og Armod følger ofte en retskaffen Vandel. Saa var og Tilfældet her, og Luther maatte, da han, fjorten Aar gammel, kom til Klosterskolen i Magdeburg, kummerligen ernære sig ved at synge for de Rigeres Døre.

Efter et Aars Forløb drog han til Ejsenach, og her gik det ham bedre; thi Conrad Cottes Huustro, en from Kone, saae hvor andægtig han sang og bad i Herrens Tempel, og tog ham i sit Huus. I fire Aar opholdt han sig ved den ejsenachske Skole, og arbejdede saaledes, at han overgik alle sine Meddisciple. Han brændte af Lyst til at lære, gik til Højskolen i Erfurth og studerede der, som Grunden til Lærdom, de gamle Classikere og Philosophi. Snart vakte han Alles Beundring ved Højskolen. Tyve Aar gammel tog han den saakaldte Baccalaur-grad, og to Aar efter Magistergraden i Philosophi. Efter sine Frænders Raad skulde han nu studere Retsvidenskaben; men Klosterlivet stemmede mere med hans gudfrygtige Sind, og paa Universitetsbibliotheket i Erfurth havde han første Gang faaet en Bibel ihænde, og da saae han, at vrang og daarlig forkyndtes Herrens Ord i hans Templer.

I Augustinerklosteret i Erfurth læste han flittig den hellige Skrivt, og forblev der til 1508, da han syv og tyve Aar gammel kaaredes til philosophisk Professor ved Wittenbergs Universitet. Tre Aar efter æret med Doctorgraden begyndte han sine paa Bibelen, som Grundvold, byggede Forelæsninger over Theologien, og fra den Tid er det, vi see ham i hans mandige Kraft, dreven af sin høje Aand at arbejde paa det store Værk; og, at han havde Mod til at begynde det, viste han paa Allehelgensdag den 31te October 1517, da han paa Slotskirken i Wittenberg opslog sine 95 Theses imod den Kjetterinqvisitor og Afladsælger Johan Tezel.

Naar et Folk, sukkende i en lang Række Aar under Despotens mægtige Aag, er sjunket saa dybt i Aands Trældom, at det ej meer røres ved den Rest af aandelig Kraft, som den kuende Tvang ikke har mægtet at forjage, ej engang vrider sig i de gnavende Baand, som kun ved Vanen og Mangel paa friere Liv ere blevne  det ufølelige; da maa den, Aandstvingeren trodsende Kæmpe, som rejser sig af dets Midte, for ved sin Daad at vække det af Søvnen og yde det Frelse, besjælet af en næsten overmenneskelig Aand og et mageløst Mod, ængste og forbause den Stærkeste selv, i det han æsker til Kamp, og — staaer han da, efter begyndt Strid, urokket og fast ene i Kampen og slaaende tunge Slag vinder Sejer, da krandser ham Ærefrygt og Taknemmelighed med evige Laurbær.

— Sørgelige vare Nationernes Vilkaar..

Stengt for kommentarer.