laura ottesen : presentert av johan cordt harmens storjohann

 

– en særegen historie om Laura Ottesen, en kvinne av stor betydning for mange mennesker i sin samtid; denne presentasjonen er inntatt/gitt i boken “Vejen til Fred”, af N.P. Madsen, Sognepræst i Kollerup. Kjøbenhavn. I Frimodts Forlag. 1901.

Og i denne bok er inntatt ulike artikler fra “Parmann’s Illustreret Familielæsning” – del LI – LII – af Pastor Storjohann. Utgitt på P.T. Mallings Boghandels Forlag. Kristiania. Kalt “Egte Perler – Et Kløverblad af rigt benaadede Kvinder”. Med 3 Portræter. S. 108 –

Laura Ottesen ble født i Drammen  4. august 1825 og gikk bort samme sted 6. juli 1883, kun 57 år gammel, etter å ha vært sengeliggende og pleietrengende i nesten 30 år.

 

Her er til å begynne med pastor Storjohanns “Fortale” :

“Gud velsigner kanske flere Mennesker gjennem Sygdom end gjennem Sundhed. Det er noget, som mange har maattet sande, og som vi alle bør tragte efter at faa erfare; thi Sygdom maa vi alle en Dag blive velkjendt med, ialfald tilslut, og da gjælder det at være rustet, saa vi kan gjøre som Luther, der modtog Sygdommen fra Gud med den inderligste Taknemmelighed.

Men Herren fører ogsaa ved Sygdom enkelte Sjæle, om end gjennem dybe Vande, op paa aandelige Høider, hvorfra de kaster Lysstraaler vidt og bredt til dem, som midt i sin Sundhed tynges ned af Livets Stræv og af Arbeidets voxende Hast.

Det er et gammelt Ord : “En sund Sjæl i et sundt Legeme”, men Guds store Underværk er at opelske de allersundeste Sjæle i de allersygeste Legemer.

Dette for hver Slægt tilbagevendende herlige Erfaringsbevis for Kristendommens Sandhed bør vi vel agte paa, og det vil lønne sig at samle saadanne Vidnesbyrd. Vi maa opfange den straalende Lyskraft, som udvælder fra saadanne Sjæle, der ligner levende Bønnealtere, og søge at reflektere den udad til Velsigelse for mange.

En saadan Opgave har jeg i denne Bog forsøgt at løse med et Trekløver af Virkelighedsbilleder fra Livets Kamp og Sygestuens Helligdom.

Lotte Hjorts Biografi kom jeg over paa min sidste Reise i Sverige og ble usigelig glad i den lille Bog. Pastor Ternstedt, Lottes Sjælesørger, som har skrevet den og tilladt mig at udgive den paa Norsk, har havt den Glæde at se et stort Oplag af den udsolgt paa 3 Maaneder.

Han skriver i Fortalen :

“Det Billede, som her fremstilles, taler bedst for sig selv. Det bærer et skjønt Vidnesbyrd om, hvad Guds Naades Kraft formaar i vor Svaghed. Ligesom jeg har at agte den Tjeneste, som det forundes mig at yde den i Gud Bortgagne, som en af mine kjæreste Embedspligter, saa har det ikke været mindre Dyrebart i Lydighed mod mit eget Hjertes og flere andres Opfordring at tegne hendes Billede til Guds Ære og Menigheds Opbyggelse”.

Hvad Lotte er blevet for Sverige, burde Laura Ottesen kunne blive for Norge.

Vi har ventet altfor længe med at lade hende blive et Vidne ogsaa ved sit Sygeleie og ved sine Dagbogsoptegnelser, ligesom hun alt gjennem mange Aar har været det gjennem sit lille Digt om Juletræet, som med en mærkverdig indtagende Kraft har draget Sjæle og løftet til Julestemning.

Midt imellem disse tvende Seierrige Lidelsesfæller har jeg stillet det friske, kraftige Billede af Margrethe, — et skjønt Billede om, til hvilken Høide den dybest faldne kan reises, og hvorledes Herrens Folk end i graahaaret Alder kan skyde friske Skud.

Den skotske Prest, Elder Cumming, som har skrevet denne i England vidt udbredte Levnetsskildring, kalder gamle Margrethe “en hellig tilsidst”.

Uagtet disse Røster lyder til os fra Norge og Sverige saavelsom fra Irland og Skotland, saa vil vi dog fornemme i dem den fuldkomneste Harmoni i Tro og Erfaring.

Det er Kristentroens Triumf, at den udvikler hver enkelt Sjæls Eiendommelighed til den høieste Grad af selvstændig Originalitet, og at dog alle disse saa skarpt udprægede Skikkelser enes i en høiere fuldkommen Samstemmighed.

Storjohann.

 

Laura Ottesen.

Da jeg efter Hjemkomsten fra min Gjerning som Sjømandsprest i London i 1872 var tilstede ved en Søndagsskolefest i Fæstningens Gymnastiklokale, fortalte den kjære Peder Hærem Børnene om en Gut, som paa Juletræet fik nogle Vers til Gave.

Den lille Gut havde besøgt en syg Dame i Drammen og fortalt hende om de Julegaver, han haabede at faa, — og hun glædede sig med ham; men da han skulde gaa, sagde han : “Men du, stakkels Tante, faar jo ikke noget Juletræ !”

Da begyndte hun at græde, men fattede sig snart, da Gutten var gaaet og skammede sig over sine Taarer; thi tænkte hun : “Jesus er jo mit Juletræ“.

Og saa digtede hun til Gutten følgende lille Digt om Juletræet :

 

“Jo, Tante har og faaet Juletræ.

Hør og du skal det i Aanden se :

Roden er Barnet i Krybben lagt,

Toppen er Kristus i Himmelpragt,

Stammen er Korset med Frelseren paa,

Saften er Blodet, vil Syndere faa,

Grenene er alle, Store og Smaa,

som døbte i Troen paa Jesum staa”.

 

Det lille Digt greb mig saa, at jeg straks efter skrev til hende, som havde digtet det — den syge Laura Ottesen paa “Aldershvile” i Drammen — og bad hende sende mig det.

Hun sendte det da som Gave til min Datter og føiede følgende Ord til :

“Naar jeg bedrøvet til Stammen gaar,

Læsker mig Saften — ny Kraft jeg faar,

Naar jeg med Tak ved Roden hviler,

Bøier sig Toppen ned til mig og smiler”.

 

Hvor ofte har jeg ikke ladet dette Vers trykke til Jul og altid seet stor Velsignelse deraf.

Men fra den Tid gjorde jeg og personligt Bekjendtskab med den syge Laura. Jeg begyndte snart efter en Række Foredrag i Drammen over Jesu Liv, og hver Morgen, efterat jeg havde holdt Foredraget, besøgte jeg Laura og gjengav for hende og hendes Moder Indholdet af samme.

Hvor kjært det var for mig efter 22 Aars Forløb at faa se et Brev fra Laura, hvori hun skriver om vort Møde efter det første Foredrag.

“Pastor Storjohann var her iforgaars og fortalte os saa meget af hvad han taler, som var saa herligt. Næste Gang skal han begynde med Jesu Fødsel. Han talte meget om de hellige tre Kvinder at det gamle Testamente. Sara, Hanna og Elisabeth og deres Tro, og om Maria og de 3 Kvinder ved Graven, og bad saa godt for Mor og mig, at vi maatte ligne dem og blive salige i Troen paa Jesus”.

Fra denne Tid kunde jeg aldrig være i Drammen uden at besøge Laura Ottesen.

Hun drog mig ligesom med magnetisk Kraft op til sit stille Sygeværelse, selv om Tiden var aldrig saa knap; jeg følte og, at jeg fik langt mere af hende end jeg kunde give. Man sa’ om hende, at naar Drammen skulde have ny Prest, saa bad Laura saa inderlig, at Byen fik aldrig andet end gode Prester, saalænge hun laa der og bad.

Det var denne Kraft af hendes Forbøn, som ogsaa jeg ofte erfor og som med al den Opmuntring, jeg nød ved mine Besøg i de 10 Aar indtil hendes Død 6te Juli 1883, ofte har fremkaldt Ønsket om at meddele noget om hendes forunderlig velsignede næsten 30-aarige Sygeleie, af hvilket jeg haabede den samme Velsignelse, der altid har fulgt hendes lille Digt.

Da jeg i 91 udgav min Bog : “Slebne Diamanter”, Beretninger om frelste Kvindesjæle, skulde Laura ha været med, men det var kun nogle sparsomme Oplysninger fra enkelte af hendes Kjendinger, jeg da fik opsporet.

Men netop nu, da denne Bog er under Arbeide, fik jeg Besked om og Tilladelse til at benytte Laura Dagbog fra Aarene 46 til 48, netop det egentlige Brydningsaar i hendes indre Liv; nu skjønte jeg, at Herren havde kaldet hende til at være den Tredie i dette Kløverblad af hellige Kvinder, i hvem det blev vitterligt, hvorledes Troen ikke blot er den Seier, som overvinder Verden, men ogsaa den Kraft, som af Lidelsernes Dyb henter op kostbare Perler.

I Indien saa jeg hos en Prest et Brevkort, han havde faaet fra Spurgeon, som netop den Gang var paa Dybet i store legemlige Lidelser, men skrev han : “Der er Perler dernede“.

Det er saadanne Perler, som jeg gjennem disse 3 Biografier og især gjennem Lauras, har søgt at hente op til Velsignelse for mig selv og andre og redde fra Forglemmelsens Dyb.

 

                       —————————- 

Jeg skal begynde med tvende korte, men træffende Skildringer af Lauras Sygdom, som to Kvinder, der stod hende meget nær, havde den Godhed at sende mig allerede i 1889.

“Ham bør det at vokse, mig at forringes !” kan passe som Overskrift over Lauras Liv. Hun delte andres Prøvelser, Smerter, Lidelser, glemte sine egne; ja, ogsaa andre glemte disse hos hende; hun nævnte ikke sig selv; kun naar man direkte spurgte, fik man høre om hendes Lidelser.

Og hun led – vist utrolig !

Engang fortalte hun : “Jeg vred og vaanded mig, raabte til Gud om Hjælp, jeg syntes han havde glemt mig. Da kom de Ord for mig : Disse er de, som er komne ud af den store Trængsel ! Store ! Altsaa er alle, som er hjemme hos Herren, komne ud af en stor Trængsel ! Og du vil ikke lide ! Da blev jeg hengiven og glad”.

— Hvor offervillig hun var ! gav og meddelte, hvor hun hørte om Nød ! Hendes lille Sygeværelse paa “Alders-hvile” syntes mig en Helligdom. Hvor mange med mig gik hjem lettede ved hendes varme Deltagelse, trøstede, styrkede og tilskyndede paany at vandre Herrens Veie.

Engang udtalte hun til en Veninde sin Studering over, hvorfor hun skulde leve saa uvirksom, uden at gjøre nogen Nytte i Verden, og stundede derfor efter, at Herren vilde tage hende hjem.

Men ! saa fik hun fra Tyskland, fra den samme Venindes Datter et broderet Bogmerke, hvorpaa der var syet med store Bogstaver : JESUS og i hver Bogstav et af de 5 Ord : Underlig, Raadgiver, veldig Gud, Fredsfyrste.

Nu var Gaaden løst for hende og hun bøiede sig stille for Herren; men at han maatte sende Hjælp fra Tyskland blev hende paafaldende.

For sine Venner bad hun flittig; navnlig sine Gudbørn talte hun om med stor Kjærlighed og der gik vist ikke en Dag over, uden at hun lagde dem paa Guds Faderhjerte til Frelse og Salighed.

I Guds Ord kunde vi spørge hende tilraads og blev altid veiledet. Hendes stille Vandel gav mere kristelig Erfaring end vi, som færdedes ude, kunde naa til.

Skrev hun os til, var det kun af Guds Ord, hun tiltalte os og da netop i den Retning, hun vidste, vi trængte Opmuntring eller Tilrettevisning. Alt hvad der hørte Verden til, glemtes ved hendes Seng, men istedet samledes Naadens Smuler ofte i rigt Maal.

 

_________________________________

 

Luc. 19, 17 synes at være en passende Mindeskrift om afdøde Laura Ottesen.

Thi hun kjøbslog isandhed med det Pund, der var hende betroet. Skjønt syg og sengeliggende i over 27 Aar kom hun stadig sin trængende Næste tilhjælp saavel i aandelig som i timelig henseende; af sit efter menneskelig Beregning slet ikke overflødige Forraad uddelte hun dels mindre Pengesumme, hvormed hun isærdeleshed kom fattige Konfirmanter tilhjælp, dels lod hun indkjøbe Traktater og andre religiøse Skrifter, som derefter uddeltes til Velsignelse for mange.

Med inderlig Glæde gav hun ofte Afkald paa dette eller hint af Livets Fornødenheder blot for at kunne uddele til Trængende desto mere.

Naar hendes Bekjendte tilraadede hende at søge et eller andet Legat, svarede hun, at hun ingen Ret havde dertil, eftersom hun strengt taget havde det hun behøvede. Nøisomhed med inderlig Barmhjertighed var derfor et Særkjende ved hende.

For sine Venner — sin Omgangskreds — var hun en stadig Tilflugt, hvergang de nedsænkedes i aandelig Anfægtelse eller hjemsøgtes af timelig Sorg og Bekymring. Hun gjød da altid Olje, hentet fra det sande Forraadskammer — den Hellige Skrift — i de blødende Saar.

De kunde da vende fortrøstningsfulde hjem, prisende den Gud, der saa tydelig havde vist dem sin Kraft, saavel gjennem det Ord, der flød fra den Syges Læber, som ved det Vidnesbyrd, dette skrøbelige Lerkar gav dem. Hun var et Mønster paa Taalmodighed under de ofte helt ulidelige legemlige Smerter og paa hjertelig Tilfredshed med Herrens Førelser for hendes Vedkommende.

Et Særkjende for denne Jesu Kristi sande Discipelinde var det ogsaa, at hun aldrig omtalte sine legemlige Lidelser, medmindre hun blev utrykkelig spurgt derom. Hendes ydre Omgjængelse saavel i denne som i andre Henseender har derfor Præget af et helt gjennemført Kristenliv, og betegnende er det derfor, hvad hendes Opvartningskone, der altsaa stadig var om hende, engang bemærkede, at hun hos Frøken Ottesen ikke kunde paapege, efter menneskelig Forstand, nogen gjørlig Synd.

Ved hendes gudfrygtige Liv og hendes kjærlige Omgjængelse blev ogsaa hendes gamle Moder vunden for Sandheden.

Paa Fødselsdage og ved festlige Anledninger sendte hun altid sine Bekjendte smaa Billetter, der alle er et sandt Udtryk for det aandelige Liv, hun var gjennemtrængt af.

Her er enkelte Prøver af disse :

— Dyrebare Søster i Herren. Tak, tak for alle Forbønner og alle Ting. Velsignet Paaske ved Jesu aabne Grav. Han, Opstandelsen og Livet, give os Liv midt i Dødelsen af vor gamle Adam ! Han er naadig.

Din Laura

___________________________

Guds Fred i Kristo Jesu. Vor Herre og Frelser blive dig mangfoldig tildel i det nye Aar, min dyrebare Søster ! Jeg beder for dig, Col. 1, 9-14. Ak, om vi kunde vandre værdigen for Herren til fuldt Velbehag og være frugtbare paa al god Gjerning. Jeg er desværre langt borte endnu.

Bed for

Din Laura.

_____________________________

 

Laura blev født i Drammen den 4de August 1825. Hendes Fader, den meget agtede Byfoged paa Strømsø (formodentlig før Bragernæs og Strømsø blev én by), Didrik Ottesen, døde ung og efterlot sig 5 smaa Børn, af hvilke Laura var den tredie, og den ældste var den af alle, der kjendte ham, høit elskede Pastor Otto Ottesen, der ogsaa hele sit Liv havde at bære paa stor legemlig Skrøbelighed.

Ved Byfogdens Død viste det sig, at den Formue, man troede ham i Besiddelse af, var gaaet tabt, og hans Enke, den vakre i et rigt Hus opfødte, forvænnede Dame mistede paa en Dag Mand, Rigdom og Sundhed.

Alt maatte sælges og hun fik blot lidt Udstyr til et Hjem, og maatte begynde en Handel paa Strømsø. Hun tog det saa ydmygt, saa nydeligt og stille straks, at det vakte almindelig Forbauselse, — men hun blev fra den Tid en forsagt Natur, til hvem Laura i de senere Aar ofte maatte raabe : “Den frie Naade, Mor, den frie Naade !

Laura var ligesom sin Moder overordentlig vakker, havde store, klare, fromme Øine og smukt Haar, hun var sent udviklet, men trods sit friske Udseende nervøs og hed og altid syg af et Maveonde. “Vi ser paa dig, at du er frisk”, hed det. “Du har saa røde Kinder”; men Laura klagede : “Det gjør saa ondt, naar jeg springer omkap med dere”. Ingen vilde tro paa hendes Sygelighed. Straalende rød Farve, naar hun var allerdaarligst.

Af sin Barndomstid har Laura i sin Dagbog selv givet en træffende Skildring.

“Mine Synder er det, som altid har nedtrykt mig og gjort, at jeg ei som andre har glædet mig i noget; hjemme har jeg altid været dem uforklarlig; jeg har grædt, naar jeg skulde paa Bal; helt fra jeg var ganske liden, har jeg tænkt mere end talt. O, hvor ofte ønskede jeg ikke, at jeg havde nogen at spørge; men min ældste Søster oversaa mig, eller og troede jeg, hun gjorde det saavelsom hendes Veninder; (jeg havde blot én, og hende tog Gud snart fra mig; hun var for god).

Dels var alle vore Bekjendte ældre end jeg, og dels stemte vi ei overens; thi de var alle gruelig muntre, og jeg var stille; tillige indesluttede jeg mig i mig selv af Frygt for ei at blive forstaaet; jeg blev kaldt dum, fordi jeg ei kunde tale med og finde Latterligheder ved alt, og sværmerisk, fordi jeg foretrak Ensomhed for Selskab.

— Hvor ofte har jeg ikke som Barn siddet og gruble over, hvordan det var muligt at blive salig ved at leve saaledes,  — ved kjedende, tøvede Samtaler og ved at sørge mere over at Kjolen sad slet end over, at Guds hellige Navn toges forfængelig; jeg syntes, det var saa underligt, at se alle leve, som om de skulde blive her bestandig; jeg følte saadan inderlig Lyst til at tale om Gud og blive styrket i min Tro; men naar jeg vilde aabne mit Hjerte for min Moder eller Søster, kunde ofte et eneste Ord støde mig tilbage.

— Ak, havde jeg blot gjort det, saa havde vi alle været lykkeligere; thi min Moder har ofte grædt over mit indesluttede Væsen. Endskjønt min Moder vilde, jeg skulde betro mig til hende, vilde jeg dog ikke overvinde mig selv saa meget; jeg ønskede det og selv saa inderlig, men jeg ved ei, hvad der holdt mig tilbage. — Jeg har havt det gale Princip, at Folk skulde tro godt om mig, selv om jeg ei viste mig saadan. — Jeg er mangen Gang blevet miskjendt, hvor jeg kunde retfærdiggjøre mig, men jeg gjør det dog ikke; jeg tænker, vil de tænke ondt om mig, faar de gjøre det; jeg føler ofte den inderligste Deltagelse med andre, saa mit Hjerte bløder derved; jeg føler Lyst til at sige dem det, men kan ei faa Ordene frem. Min Søster siger, det er Stolthed, at jeg aldrig vil retfærdiggjøre mig, men jeg tror, det kommer af, at jeg har vænnet mig til at indeslutte alt hos mig selv. — Jeg udtrykker mig daarlig og er altid bange for at blive misforstaaet, paa samme Tid som jeg ei vil retfærdiggjøre mig; og dette er jo Synd, naar man kan gjøre det annerledes. Ja, jeg er mig selv en Gaade, som Gud alene kan hjælpe mig til at løse. — O ! Hjælp mig for Jesu Skyld”.

Hvorledes denne Ensidighed gjennem alvorlig Paavirkning blev udviklet til Kraft, skal vi se i det følgende.

— Laura var op over sin Ungdomstid meget paa Prestegaarden i Sande hos sin Onkel, Provst Ottesen. — De. som derifra erindrer hende, taler om det Sandhedens Præg, som var over alle Ting hos hende. — Hun taalte ikke, at man gjorde “en liden Drei” paa nogen Ting : “Nei”, sa hun, “det er ikke Sandhed”.

Den hendes eneste Veninde fra denne Tid, som hun taler om, var Provst Ottesens Datter, Jakobine. — De to gik Arm i Arm og talte om Jesus. De skrev Digte og brændte dem. — De konfirmeredes sammen af Provsten. Men Aaret efter døde Jakobine af Tæring.

Om sin Konfirmationstid har Laura fortalt, at Herren tidlig kaldte paa hende til Omvendelse, og især det Aar hun gik til Konfirmationen. Engang, efter at have læst sine Lektier, følte hun sig saa tung om Hjertet, fordi Synden trykkede saa haardt. — Hun sad for sig selv og græd og vidste ingen Raad, men saa tænkte hun : “Jeg faar gaa ned til Onkel”.

Hun gik da ned til Provsten, beklagede sig og sagde : “jeg er saa syndefuld”, hvorpaa han svarede : “Hvor kan du falde paa det da, Barn, du som er saa from og lydig”. — Dagen før hun skulde konfirmeres, overfaldt en lignende Angst hende, og hun tænkte, jeg faar ligesaa godt gaa ind til Onkel og sige, at det kan ikke nytte, at jeg aflægger noget Løfte; jeg kan saa ikke holde det alligevel; hun havde lagt Haanden paa Dørvrideren til hans Studer-værelse, men vovede ikke at gaa ind, men gik op paa sit Værelse og bestemte sig efter megen Bøn og Kamp for at gaa med de andre Konfirmanter og aflægge sit Løfte.

Om sin Konfirmationsdag siger hun i Dagbogen 6 Aar senere :

“Ja giv mig af Naade Bestandighed

I min Tro, min Sjæl til Salighed !”

Det bad jo Onkel, min Moder og Søskende for mig om paa min Konfirmationsdag. — Ja, Tak for den Dag; den staar for mig som et Lys i Mørket; da følte jeg første Gang, at jeg elskede dig, tror jeg (nei, jeg havde følt det før), men da følte jeg levende, at uden at tilhøre dig var jeg ulykkelig; jeg gav dig da mit Hjerte; jeg følte tungt det store Ansvar, der fra den Dag hvilede paa mig; men jeg vidste ogsaa, hvor jeg kunde hente Hjælp.

Vi kommer nu til Lauras Besøg paa Eker Prestegaard fra 17de Juli 47 af, hvilket antagelig varede et Fjerdingsaar; det var dette Besøg, som foranledigede hende til at skrive sin Dagbog, som giver os det bedste Indblik i hendes Hjerteliv og Sjælekamp i denne Modningens Tid (den Lauras Slægtning, som har havt den Godhed at overlade mig Dagbogen, skriver om Benyttelsen af denne : “Det forekommer mig, om man kunde have spurgt Laura selv om Tilladelse til at benytte hendes Dagbog, at jeg ser et forskrækket Træk i hendes barnlige Ansigt, og som den fine Haanden hæver sig afværgende. — Paa samme Tid er jeg jo ogsaa vis paa, at kunde hendes Tanker være til Velsignelse for nogen, — kunde hun gjennem disse være med at bygge Guds Kirke paa Jorden, saa vilde hun vist af inderste Hjerte indvilget”. I Forvisning herom er det Dagbogen benyttes.

Hun siger selv etsteds i den : “Det har glædet mig saa, at sidde saaledes og skrive, eftersom jeg tænker; saa nogen anden det, vilde de maaske ei finde Mening deri, men du, min Gud, ved hvad jeg vil. før jeg selv ved det; ak, hvor glædeligt at vide, man ei bliver misforstaaet”.

Om Lauras Dagbog tør nok siges det samme som Fru Glückstad siger om sin : “Jeg er overbevist om, at den Dagbog, jeg skrev i de to første Aar, efterat Guds Kald havde lydt til mig, ikke hindrede mit komme til Gud, men tvertimod i høieste Grad befordrede det. — Aldrig følte jeg og erkjendte jeg klarere, stærkere og mere levende, end naar jeg skrev, og under denne klare Følelse og Erkjendelse fandt jeg paa en Gang min egen Intethed og Uværdighed og Guds Barmhjertighed og Kjærlighed. Aldrig har jeg kunnet bede med mere Inderlighed, end idet jeg under Følelsen af min store Svaghed og Synd nedskrev Bekjendelsen derom og nedbad mig Guds Tilgivelse”.

— Dermed negter hun dog ei, men betoner, at alt har sin Tid, saaledes og det at skrive Dagbog.

— Hvad der især her blev af stor Betydning for hende, var den daglige Omgang med fru Glückstad, som med sin Pleiedatter Christiane Vibe ogsaa da boede paa Eker hos sin Broder, Pastor Vibe.

— Fru Glückstad blev 29 Aar gammel efter 9 Aars lykkeligt Ægteskab med Fuldmægtig Kristian Glückstad, Enke i 1838, og i 55 gift igjen med Presten Knud Gislesen, der Aaret efter blev Biskop i Tromsø, men hun døde allerede 1859.

Det er som Bispinde Gislesen hun er vel kjendt over Norges Land ved sine Bøger : “En Moders veiledende Ord til sin Datter” (den før nævnte Pleiedatter) og fornemmelig : “Erindringer fra det betydningsfuldeste Aar i mit Liv”, — udgivet efter hendes Død. — Det Aar, i hvilket hun blev Enke, 1838, fandt hun efter en haard Kamp Frelsens Vei og fik især under den gamle Missionær Provsten Stockflets Veiledning gribe Naaden i Kristo; det er dette Aar, som i denne Bog kommer til en uforlignelig skjøn, dyb og lærerig Fremstilling (2det Oplag udkom i 1862 (172 Sider) — Maatte mange unge og ældre Kvinder læse denne mærkelige Bog):

Ligesaa udkom i 1885 med Forord af Pastor Gustav Jensen : “Bispinde Henriette Gislesen Breve i Udvalg” (Udkom i P.T. Mallings Boghandel. Det er en stor Sag at kjæmpe for, at disse fortrinlige Skrifter ikke maa gaa tabt for den opvoksende især kvindelige Verden, for hvilken de i Regelen nu er ganske ukjendt), med hendes Portræt, i hvilken Bog det har stor Interesse netop i disse samme Aar 46-48 at kunne følge hendes Sjælelivs Udvikling (Side 14 – 41).

Det synes af Lauras Dagbog, som om den frydefulde Forvisning om Livet i Gud, som hun omtaler som Frugt af sin Konfirmation i de mellomliggende Aar maa have været fordunklet, thi efter hin Omtale af hendes Konfirmation siger hun : Du Herre har altid været rede til at hjælpe mig, men desværre jeg har ikke altid søgt din Hjælp, og nu kommer atter dit forvildede Barn tilbage; forstød mig ei ! Nei, min Frelser, du vil jo ingen forstøde, der af Hjertet raaber til dig”.

Mærkeligt nok begynder hun sin Dagbog med det Vers, der blev hendes Livs rette Motto :

“Mig værdig gjør med dig at lide,

Læg paa dit Kors det søde Aag”.

 

Det er ligesom Forberedelsen til hendes Livs lange Lidelsestid, dette Ophold paa Eker. — Hun taler allerede her gjentagne Gange om sin Sygelighed : “Nei, min Hovedpine er frygtelig; jeg tror, Hovedet vil springe. — O, min Gud, prøv mig ei saa haardt, som at lade mig miste min Forstand og vandre i Mørke. — Kan det bestaa med dine vise Hensigter med mig, saa lad mig være saa rask, at jeg kan være de gode Mennesker, jeg her er hos, til Nytte og ei bliver nødsaget til at tage syg hjem til min stakkels Moder, der har havt nok Plage af mig. — Det gaar saa tungt, kjære Fader, naar man bærer paa et skrøbeligt Legeme. — Hvad jeg skal lide, vil jeg gjerne, naar du vil give mig Taalmodighed, saa andre ei maa lide med mig. Jeg maa smile, naar Folk siger : “Ja, du er rask, det behøver vi da ei at spørge om, thi det kan vi da se”. — De kan intet se og dømmer dog om sine Medmenneskers baade Udvortes og Indvortes. — Lær mig, Fader, ei at dømme for hastig om andre, men tænke og erindre, at jeg selv bedst trænger til Skaansel”.

Laura forsøgte med strengt legemligt Arbeide; men jo mere hun skurte Gulv, — des mere Hovedpine fik hun.

— 9de August skriver hun : “Nu begynner atter en Hviletid. Inderlig Tak, min Gud, thi nu glæder jeg mig hele Ugen igjennem til Søndagen, — og med Skam maa jeg bekjende, at jeg før ikke gjorde det, men kjedede mig den Dag. — Jeg følte Ønsket om at anvende den bedre, men jeg gjorde det dog ikke. — Det er underligt; nu forekommer den mig kort, og den er jo alligevel næsten dobbelt saa lang; hjemme var det jo ikke mere, end at jeg netop blev færdig til Kl. 10, naar vi skulde gaa i Kirke. — Ja, vi har meget at bebreide os i saa Henseende, thi Mor ønskede jo saa inderlig, at vi skulde være før færdig, saa vi kunde spise og læse sammen, før vi gik til Kirke. Tilgiv, kjære Fader, som hun, den gode Moder har tilgivet os; — desværre, det kunde ogsaa hænde, at jeg sagde, at jeg havde saadan Hovedpine, at jeg ei kunde gaa i Kirke; ja, jeg løi jo ikke, men jeg baade burde og vist og mangen Gang kunne have stridt imod. — Hvor ofte faar jeg ikke nu saadan Hovedpine, som om Hovedet vilde briste; men jeg beder da til Gud, strider lidt, og saa gaar det jo, — skjønt jeg mangen Gang synes, jeg skulde give hvad det var for blot at sidde i Ro et Kvarter, naar Børnene støier saa gruelig; om jeg endog gaar derop paa mit lille Værelse, saa hører jeg dog, det smelder i Dørene, saa jeg hopper høit; men endskjønt jeg nu er borte fra alle mine og ofte føler en gruelig Længsel efter dem, takker jeg dog daglig Gud, fordi det er saadan; thi nu er jeg ved hans store Naade kommen til mere Selvprøvelse og Erkjendelse af det rette; men da hører jeg dig sige, at det er desto større Synd, naar du forsømmer det; j, jeg føler det, min Gud, hjælp mig !”

_____________________________

Savnet af den tabte Veninde, Jacobine Ottesen, udfyldte Gud for Laura under dette Besøg paa Eker gjennem Bekjendtskabet med Fru Glückstad og hendes Pleiedatter; — Men det er mærkeligt, hvorledes hun først maatte lære, at Jesus maa være os alt, og være os nok, før han fik skjænke hende det kristelige Venskabs Velsignelse paany.

“O, Gud, — den der havde en at betro sig til ved det allermindste ! Tak, Tak, — den Stemme, som nu lyder i mit Indre, kommer vist fra dig, min Frelser; — den lyder saa : “Du Utaknemlige, har du da ikke Gud i Himmelen ? Tror du, at du behøver nogen Medskapning til Mellemmand, naar du vil tale med mig ? Ja, min Fader, jeg troede, det da vilde blive lettere at finde dig, naar jeg havde en, der bad for mig og med mig”.

“Har du da ikke en Talsmand hos mig ?” siger atter din Stemme.

Jo, du har Ret, jeg har den bedste i min Jesu, der jo vil hjælpe mig. — Kunde jeg kun tro, at de ogsaa gjaldt mig, Frelserens dyrebare Forjættelser ! Ja, det er det, jeg trænger Svar paa, et vist og sandt Svar. — O, at jeg havde en, der kunde og vilde besvare alle mine Spørgsmaal !  Lykkelige Christiane Vibe, der har en som Fru Glückstad ! Men du fortjener det og, kjære Pige; thi du elsker Gud og er hans kjære Barn, — men jeg, — hvad er jeg; jeg tør ei sige det”.

Nogle Uger senere :

“Den Farver Sørensen var da en troende Kristen; det laa da udenpaa ham (Denne Sørensen, Fru Glückstads trofaste Ven, har i et Angang til “Henriette Gislesens Breve” faaet en høist interessant liden Levnetsbeskrivelse, der slutter med Pastor W. A. Wexels Ligtale over ham. Hans pludselige Død foranlediget ved en Gasexplosion “vakte Sorg i en Mangfoldighed af Hjem trindt om i alle Nordens Lande”)– Ja, Herre, du har stemplet dine Egne. Som Fru Glückstad ! Blot at se hende, fryder Hjertet og styrker mine gode Forsætter. — Ak, hvor hendes milde Blik gjorde mig godt den Gang, jeg kom tilbage fra Kirken efter at have modtaget min Frelsers dyrebare Legeme og Blod. — Ja, inderlig Tak, min Fader, det var ligesom alt tilsmilede mig dengang. Da den kjære Christiane fulgte mig op paa Fru Glückstads Værelse, følte jeg en inderlig Lyst til at kaste mig om hendes Hals og sige hende, at ogsaa jeg elskede hendes kjære Frelser, — og at jeg følte en salig Glæde, som umulig kunde beskrives ved at eie min Frelser; thi at han boede i mig, det følte jeg ved hans store Naade under Sakramentets Nydelse. Jeg syntes da, det var umuligt, jeg kunde synde mere. Jeg vilde helst ikke tale, men kun stille nyde min Frelser.

O, hvor Gud er god imod mig. Dagen før var jeg saa fortvivlet, jeg følte ikke Troen, ikke Haabet; jeg var nær ved at have sagt til Pastor Gløersen, at jeg ei kunde være med til Kirken; jeg laa paa mine Knæ og vaandede mig; men da kom jeg paa de Ord :

“Slip ham ikke med dit Skrig,

Før han har velsignet dig”.

 

Jeg stred og bad, men følte ingen Trøst — blot Synd og Uværdighed. Jeg holdt paa at give tabt, men saa mindedes jeg :

Tie og bie i Bøn og Tro,

Det skal give Sjælen Ro.

 

Jeg blev da stillere og stillere og smeltede tilsidst hen i mild Graad og kunde bede og det med Andagt, at Gud af Naade og for Jesu Skyld, der ei havde syndet, vilde berede mig til at nyde Sakramentet.

Ja, din Naade er stor over mig Uværdige. Giv mig ret at paaskjønne den og lad, hvad jeg da følte, staa klart for mig og styrke mig i mine mange tunge Timer, saa jeg ei bliver utaknemlig, naar jeg synes, du har forladt mig. O Gud, vær med mig i alt for Jesu Skyld !

Senere heder det :

“O ! hvor inderlig jeg holder af Christiane. Der er ingen, som jeg har følt mig saa hendraget til. Min kjære Fader, kunde du ikke lade os blive sande Veninder. Hjælp mig for Jesu Skyld at fortjene hendes Kjærlighed. Jeg var saa lykkelig, saa glad, da hun spurgte, om vi ikke skulde sige “du” til hinanden, og da vi talte om dig, da fyldtes mit Bryst med unævnelig Fryd. Jeg syntes, ligesom du smilede til os og lovede, vi skulde engang samles hos dig, vor kjære Frelser.

O, hvo kan tænke sig den salige Fryd at træde ind i Guds Himmel. Jeg tænker paa alle de glade, forklarede Ansigter. Vi kan da vist faa Lov at spørge og faa Svar, der mere og mere oplyser vor Aand : vore Spørgsmaal bliver mere og mere fornuftige, alt staar klarere og klarere for vor Sjæl, og tilsidst forstaar vi alt, o Gud, Gud !

_______________________

“O, hvis jeg kunde skrive saadanne Vers som Fru Glückstad. Naar jeg læser hendes, synes jeg ligesom det er mig selv, der har skrevet det; thi jeg kan saa godt fatte mig i hver Tanke : jeg har tænkt det alt; det er ligesom mine egne Tanker yndigt fremsatte. Jeg kan ofte have mange skjønne Tanker, men de er om hinanden; da ønsker jeg saa ofte hendes Aand var over mig, saa jeg kunde ordne dem saadan. Alt hvad hun skriver, taler til Hjertet; man kan føle det, det er Guds Aand, der taler af hende, — o lad ham ogsaa tale af mig for Jesu Skyld !”

Hvorledes denne Lauras Begjæring blev bønhørt, skal vi straks give et Bevis for gjennem et Digt af hende, som vistnok foranledigedes ved et Brev fra hendes Broder Otto :

“Min kjære Broder skrev saa trøsteligt til mig, og mindede mig om, at du har sagt, at naar vi blot har Tro som et Sennepskorn, skal vi flytte Bjerge. Ja min kjære Fader, jeg tror det — og vil ved din Naade stride og overvinde alle Hindringer, saa jeg engang med levende Tro og Haab og Kjærlighed kan indtræde i din Himmel. O, hjælp mig for Jesu Skyld.

“Ak, havde jeg lidt af Elias’ Tro

Saa kunde jeg hele Bjerge flytte,

Men den dog ei kunde give Hjertet Ro,

Ei heller hist oppe mod Dommen beskytte.

#

Men det kan min Jesu Kjærlighed :

Den borttager al min Syndebyrde;

Den raaber : Jeg fuldbragt har i dit Sted,

Kom og faa Fred hos din Frelser, din Hyrde.

#

Kom hid og hvil dig ved Korsets Fod,

Her findes Lægedom for din Smerte,

Her findes til al din Gjerning Mod,

Kom hid og aabn mig dit Hjerte.

#

Tak, Jesus, jeg kommer; jeg er saa træt,

Du kjender bedst, hvad mit Hjerte trykker;

Du gjør mig altid min Trængsel let.

Og ved din Naade min Aand henrykker”.

___________________

Lauras poetiske Natur i Forening med hendes Tro gav hende et aabent Blik for Naturens Skjønhed :

“O, hvor det var deiligt ved Fossen ! (vistnok Vestfossen ovenfor Eker) Det er den eneste Gang, jeg har været ene ved en saadan; jeg blev saa vemodig stemt, jeg følte Trang til at bede, men kunde dog ei; jeg faldt blot paa Knæ i stum Henrykkelse. Men hvorfor skulde jeg vel bede ? Gud vidste, hvad jeg følte, og Ord kunde ei tolke det.

__________________________

Intetsteds føler jeg saa din Naade o Gud, som om Aftenen, naar jeg kan vandre om blandt Træerne og i Fryd bøie Knæ for dig. Naar jeg betragter Naturen, maa jeg uvilkaarlig knæle ned for dig i stum Henrykkelse. Mit Hjerte bliver saa fuldt. Jeg vilde saa gjerne tale til dig, men finder ikke Ord. Men Tak, Tak min Gud,; jeg føler dog en anden Glæde, en Salighed gjennemstrømme mig, og jeg føler mig styrket i det gode. Jeg tror, jeg dog beder; thi jeg føler, at du forstaar mig og styrker mig. O. min Gud, hvorledes skal jeg kunne takke. Hjælp mig, min kjære Jesus !

Alle saadanne Stykker i Dagbogen skrevne om Aftenen pleier at ende med en Bøn som denne :

“Lad min Moder og alle dine Børn hvile under dine Vinger inat. God Nat alle kjære. Vores Gud beskyt dem og mig”.

_____________________________

Laura skal omkring Aaret 1848 have været Lærerinde paa en Pigeskole paa Tangen, antagelig i flere Aar. Hvorledes hun opfattede sit Forhold til Børnene, som var hende anbetroet fremgaar af følgende Sted i Dagbogen :

“Hjælp min at tage Børnene paa den rette Maade, du, min kjære Frelser, som sagde : “Lader de smaa Børn komme til mig” — og “forarg ikke en av disse Smaa”. Det er vist min Skyld, at de ei er mig lydig, men du ved, kjære Fader, at jeg har den bedste Vilje til at lede dem til dig. De har altid sagt hjemme, at jeg havde en saadan god Maade at omgaaes Børn, med desværre jeg tror ikke, det er saa, hjælp mig til selv at blive from og god, saa kunde det og lede andre dertil. Ak om jeg ogsaa skulde have det paa min Samvittighed, at jeg har behandlet disse Børn rent galt ! Uden din Aands Bistand formaar jeg intet. Hjælp mig, du alene kan hjælpe for min kjære Jesu Skyld.

___________________________________

Laura var, siges det, Ungdommen opover saa indtagende, naiv og troskyldig. Hun var meget musikalsk. De tre ældre Søskende, Otto og hans Søstre, sang saa smukt sammen. Laura havde mange Friere, og især i et afgjørende Tilfælde var det, som gjorde Udslaget, at “han stod saa fjernt fra Gud”.

______________________________________

Sandsynligvis paa Hjemveien fra et Besøg i Fredrikshald (Halden/red.) skriver Laura “i en Havn ved Saltvandet” 26 Mai 1848 : “Ak, gode kjære Fader, hvor du kan skabe Fryd og Glæde midt i Bedrøvelsen ! Lad mig altid erindre det og ikke mistrøste, om du ei altid viser dig lige klart for mit aandelige Blik. Det var saa underlig, da jeg igaar hørte, vi var i Nærheden af det Sted, hvor jeg to Gange før har været nær ved at forlise. Nu, det var 3dje Gang, vi var i Fare her, troede jeg, det var din vise Vilje, at jeg her skulde ende mit jordiske Liv. Men du var mig altid naadig, kjære Fader, og skjænkede mig Tro, Haab og Kjærlighed, saa jeg kunde bede til dig; og ak, jeg følte mig straks saa trøstig og saa inderlig lykkelig, hvordan du saa end vilde handlet med mig. Det var saa sødt at kunne sige at inderste Hjerte : “Kjære Fader, handle du med mig, som du vil; jeg lyder glad”, og da ikke høre sine egne Ønsker opstige. Saa lykkelig var jeg igaar alene ved din uendelige Naade, min kjærlige Fader ! O, lad mig aldrig glemme det”.

________________________________________

Den Tid nærmer sig, da Laura efter en mislykket Operation fik Vished for, at hun ei havde at vente nogen Bedring, men kun et stadigt Sygeleie. Som Forberedelse til denne Tid kan vi betragte saadanne Sjælekampe, i hvilke vi faar et Indblik ved Ord som følgende :

“Kjære Fader, lad mig dog blive rask. Jeg vil saa gjerne stride og kjæmpe, men det gaar saa tungt, naar jeg altid skal føle mg saa syg. Ak, at man skal føle sig saa afhængig af det usle Legeme; at ei Aanden alligevel med Lethed kan virke. Min Gud, synes du saa, da lad mig snart blive rask ! Det er bedrøveligt, at jeg først rigtig skal paaskjønne det gode nu, jeg næsten holder paa at miste det; før syntes jeg ikke, det var  noget at være rask; jeg modtog det som en Ret, der tilkom mig. Jeg ser nu deri din vise Hensigt med at lade mig være syg. Ja, Tak ogsaa derfor, thi nu føler jeg en Glæde mere, nemlig Taknemlighed mod dig, naar jeg er let og glad; fra dig kommer jo alt godt. Giv mig fremfor alt et rent Hjerte, — gjør det for Jesu Skyld, min Frelser !

Jeg taaler næsten ikke at læse; det er ogsaa tungt; jeg vilde saa gjerne læse i dit kjære Ord, thi det alene kan holde mig opreist paa min møisommelige Vandring. O, min Frelser, du ser bedst, hvad der fattes mig. Gjør det godt for mig, naar du ser det er mig tjenligt. Jeg ved jo ei selv, hvad der er til mit Bedste, derfor ske kun din vise Vilje, men giv mig af din Naade Taalmodighed for Jesu Skyld”.

__________________________________________

“Oplys mig min Gud, jeg har nu længe følt mig meget upasselig; jeg har selv troet, at jeg skulde faa Nervefeber, og da dø. Jeg har følt en stille Glæde derved, som jeg altid gjør, naar jeg tænker paa at dø. Men, o, dersom jeg vidste, hvad der egentlig frembringer den ? Jeg er saa bange, det er er rigtig; jeg har jo læst saa meget om, at Døden er vor værste Fiende, og at de bedste Kristne frygter for dens Rædsel; men jeg skulde være tryg og ligegyldig ? Men hvad er det som gjør, at jeg glæder mig til den ? Jo, jeg tror, den løser mig fra alle mine Synder, og at da først vort rette Liv begynder. Derfor frygter jeg ikke, fordi jeg tror, at Jesus vil være mig nær da endnu mer end ellers; jeg er jo hans; han har gjenløst mig. Saa tror jeg da, han vil være tilstede og hente mig til sig, og hvad har jeg da at frygte, naar han med sin Engleskare leirer sig om min Dødsseng; — hvad kan da Fienden formaa ? Men Gud, lad mig ei dø, før jeg kan blive salig. Prøv mig og bøi mig i Støvet her, finder du det nødvendigt”.

______________________________________________

Laura blev fra Drammen kjørt ind til Kristiania for at underkastes Operation.

Da Lægen ei vovede at kloroformere hende, bad han hende ligge saa stille under Operationen som mulig. Gjennem Bøn tilkjæmpede hun sig en saadan Kraft, at ikke en eneste Smertens Lyd undslap hende under Operationen.

Doktoren, misledet ved, at han ikke hørte det mindste kny eller nogen Ømmelse, da han kom til det saare Punkt, skar for dybt. Da det var over, maatte han sige til hende : “De faar desværre ingen Nytte af Operationen; jeg tog feil, fordi De laa saa stille”. — “Jeg troede, jeg skulde gjøre det”, var Lauras Svar.

Af Operatøren fik hun og den Besked, at hun ikke taalte at gaa. “Andre vil sige, De maa bevæge Dem, men jeg, som ved, hvori Skaden bestaar, siger Dem, De maa ikke gaa”.

Til denne Anvisning holdt Laura sig. Saa krøb Fødderne sammen, og alle Forsøg senere paa at gaa endte med Krampe. Naar hun gjorde disse Forsøg paa at krybe, vilde hun helst være alene. Dette gav Anledning til Misforstaaelser, ja til for Laura pinlig Mistanke. Mange Gange blev der prøvet, men hun rullede overende.

Hendes dygtige Læge forsøgte mange Kure med hende, men uden Resultat. For at redde hende fra Ansigts- og Hodesmerter maatte alle Tænderne trækkes ud paa hende, hvorved hendes Ansigt meget forandredes. Naar Krampetilfældene var som værst, pleiede hun at raabe : “Aa, Jesus, lad mig ikke forarges”.

En ung kvindelig Slægtning, som ofte besøgte hende, mødtes engang, da hun kom ind, med de skarpt udtalte Ord : “Gaa ud !” Krampen var i Anmarsch, og hun vilde ikke, at en ung Kvinde skulde se nogen lide saa haardt.

I 58 blev hun sendt til Grefsen, hvor hun laa tilsengs og blev baaret i Badene, men uden Resultat. Et Par Sider i Dagbogen, indeholdende hendes Regnskabsudgifter fra denne Tid opviser stadige Indkjøb af religiøse Bøger, især Fresenius’ Communionbog, Boies Skatkammer, Naadens Orden, Luthers Udlæggelse af Davids Psalmer, Kom til Jesus, og andre Traktater, som hun skjænkede bort.

Lauras Moder kjøpte for sig og hende en Plads paa “Alders Hvile” i Drammen, hvor hun paa det elskeligste pleiede den syge Datter og hvor hun ogsaa døde 9 Aar før Laura, i 1874.

 

_______________________________________

Det som nu fornemmelig i 27 Lidelsens Aar bar Laura oppe, var hendes Bibel og hendes Altergange. Nedskriveren af disse Linier fik til Foræring af hende hendes Nye Testamente, som hun maatte ombytte med et mere storstilet.

Fra Ende til anden er dette hendes Nye Testamente understrøget med Blyantstreger, mærkværdig faste, ofte under Ordene enkeltvis; det røber, hvorledes hun gjennemforskede og tilegnede sig sin Bibel.

Hendes sidste Optegnelse i Dagbogen med Blæk (sidenefter skrev hun alt med Blyant i Sengen) handler om Skriften.

“Naar jeg blot for Jesu Skyld faar være din, hvor gjerne vil jeg da ikke være den ringeste i dit Rige. O Gud, jeg takker dig inderlig, thi det er jo meget bedre nu, naar jeg læser dit Ord end før. Vel er det jo oftere endnu, som om Satan vilde true mig til ikke at læse i din hellige Bog af Frygt for, at jeg ei havde Lov dertil, men jeg lægger jo aldrig nu Bogen bort derfor; thi jeg ved, i den findes det kraftigste Middel imod ham; ja, jeg vil med din Aands Hjælp trodse ham.

Ak, din kjære Bog, o Gud, hvorledes skal vi vel kunne fuldtakke dig for den. Tænk, saa lidt som jeg har læst og forstaaet deraf, saa er den dog det skjønneste, reneste, helligste, kraftigste og saligste, jeg kan tænke mig. Et eneste Sprog af den, hvad kan det ikke skjænke Sjælen ! Jeg formaar ei at udsige det.

Jeg kan ei rigtig forstaa, hvordan det hænger sammen, at der er Sprog af Bibelen, som jeg har læst mange Gange, ja kan udenad, og dog aldrig har forstaaet. Jeg kan ei fatte, at jeg har læst dem saa ofte, og at jeg dog nu kan finde saa uendelig meget i dem, som jeg ikke har havt Anelse om.

Og dog ved jeg ikke, om det er stort bedre fat med mig, thi endskjønt jeg nu ved Guds Aandes Naade med Glæde og Tak ser, jeg kan forstaa meget, saa er der dog igjen meget, som er ganske nyt for mig, naar jeg atter læser det.

O Gud, hjælp mig at forstaa og bevare det forstaaede i et rent Hjerte for Jesu Skyld.

Jeg synes at alle, der læser Bibelen, maa føle, at det kommer fra dig, o Gud; men jeg har jo selv læst i den uden ret at føle det. Kjære Fader, velsign denne Bog for os alle. Gode Gud, se kjærlig til min Moder; du ved, hvad hun har behov. Frels hende og os alle for Jesu Skyld”.

I 1866 ved den store Brand i Drammen nærmede Ilden sig “Alders Hvile”. Det var umuligt for Laura at gaa eller krybe nedover Trapperne. Hendes Moder stod i Døren og anraabte i Fortvilelse de Forbistyrtende, som alle var optagne med at redde sit Bohave : “Er der ingen som vil hjælpe mig at redde Barnet mit ?”

Ingen gav Agt paa hendes Raab. Da kom der en gammel, ussel Sjømand og sagde : “Jeg skal hjælpe dig”. “Men bare du er stærk nok, bare du kan orke hende ?”

Da de kom op i anden Etage til Værelset, havde Laura ikke været ræd et Øieblik, saa nervøs hun var. Hun laa der smilende og sagde : “Jeg vidste Gud vilde ikke lade mig brænde inde; han er sendt for at redde mig”. Han tog hende som et Barn paa Armen og bar hende ned til Nikkelsens til nedre Bragernæs. Da man vel havde faaet lagt hende iseng her, saa nærmede Ilden sig ogsaa der. Frøken Nikkelsen skulde snart efter have Bryllup med Pastor Buckholm, og hele hendes kostbare Udstyr stod færdigt. Frøkenen tænkte ikke paa sit Udstyr, men fik en til at spænde for og kjørte Laura ned til Frydenlund paa Tangen til H.Th. Kjær. Da hun kom hjem igjen, var hele Udstyret brændt.

Hvilket Under, at hun blev reddet to Gange. Det sandsynlige var, at hun havde brændt inde paa “Alders Hvile”.

Hos Kjærs boede hun i 67 og 68. Der forsøgte hun at komme op paa Krykker, og kunde og krabbe lidt omkring paa Gulvet. Hun blev i Sengen baaret ned i Haven, men naar hun havde lagt der en halv Time i Lyset, fik hun ofte Krampe og var svært klein.

Siden boede hun med sin Moder i det nye af Mur opførte Hus paa “Alders Hvile” til sin Død i 1883.

En av Lauras første Optegnelser efterat hun ophørte at skrive med Blæk og blot skrev med Blyant, men mærkværdig tydelig, er følgende :

“Engang troede jeg blot, at Synden laa i al vor Gjøren og Laden og i det ydre; siden jeg ved din Naade, o Gud, erfarede, at den kom fra mit eget fordærvede Hjerte, da troede jeg, at jeg med din Hjælp kunde rense dette Hjerte, saa intet skulde blive igjen af Synd, saa jeg tilsidst kunde gjøre alt uden at synde. Hvad tror jeg nu ?  Nu tror jeg, nu ved jeg, at jeg intet, intet eier, som er mit uden Synd og Fordømmelse, og dog paa samme Tid eier jeg i Troen paa Guds uendelig Naade hele Jesu Fortjeneste.

Ja, Herre Jesus, du ved det. Du har givet mig Lov dertil og jeg har byttet med dig; O Naade, Naade !

Gud kan ikke mere fordømme mig, thi du bor i mig og vil ikke lade noget rive mig af din Haand; du har kjøbt mig saa dyrt; jeg er din Arv, som du kjøbte saa dyrt med dit hellige Blod, og dit Blod renser af al Synd. Ja, mig er Barmhjertighed vederfaret; bevar mig i Ydmyghed og lad min Vilje blive et med din. Ak, lad mig ei leve mig selv, men leve dig og dø dig. Ja, Herre Jesus, naar jeg kun har dig, spørger jeg ei om Himmel og Jord, — forsmægter end mit Kjød og mit Herte, saa er du, ja du dog mit Hjertes Klippe og min Del evindelig. Ak, lad mit Hjerte altid tale saa. Send dit Lys og din Sandhed. Amen”.

______________________________________________

Af enkelte Beretninger fra Lauras Sygestue, om hvilke den, der har sendt dem, forsikrer : “Jeg har været Sandheden tro og intet med min Samvittighed lagt til eller taget fra”, skal jeg meddele følgende :

Som et Bevis for Lauras Himmellængsel kan anføres, hvad jeg en Aften var Øienvidne til. Vi var flere samlet i hendes Dagligstue og samtalte om en bortgangen Søsters salige Endeligt og om hendes Længsel efter, at Jesus skulde komme og hente hende hjem. I samme Øieblik saa jeg ind i Lauras Soveværelse. O, hvilket nydeligt Syn, som aldrig gaar mig af Minde. Der laa hun med foldede Hænder og Armene oprakte mod Himlen; Læberne bevægede sig i Bøn og hendes himmelvendte Blik bad endnu mere indtrængende ! Ja, den Himmellængsel, som laa i det Billede, bragte mig til at tænke som saa : hun faar ganske vist snart Hjemlov, men alligevel behagede det Herren at lade hende bo i sin Støvhytte endnu nogle Aar.

Blandt andet kan jeg huske, hun engang fortalte om en ung Dame, som kom for at hilse hende fra sin Mand, og havde først været hos en Gartner og kjøbt en Plante, som hun vilde forære Laura. De havde aldrig seet hinanden før, men om ikke længe var de i fortrolig Samtale, og da Laura kjendte hendes Mand og ganske vist paa Bønnens Arme bar ham flittig frem for Naadens Trone, saa spurgte hun ogsaa nøie om hans og deres begges Befindende, som bekræftede sig at være meget god; men tilføiede den unge Kone : “Min Mand bliver vist aldrig rigtig lykkelig, hvis vi ikke faar Børn”.

Ud paa Eftermiddagen, da den unge Dame var reist og Laura laa og betragtede den Plante, hun havde faaet, kom hun til at tænke paa deres Samtale, og vender sig i Bøn til Gud og siger : “Herre, giv hende en Søn igjen for den Plante, hun har givet mig”; og medens hun saaledes beder, fik hun Forvisning om Bønhørelse gjennem det Guds Ord af Profeten : “Inden et Aar skal du tage en Søn i Favn”….

 

— siden er videre under skriving;

Stengt for kommentarer.