“sveinungs-kari” eller kari halvorsdatter fra langesund : presentert av pastor johan c.h. storjohann

 

– i boken : “Slebne diamanter. Beretninger om frelste Kvindesjæle”. Udgivne af Pastor Johan Cordt Harmens Storjohann. Kristiania.1892.

 

– fra s. 13 – 49 :

Kari Halvorsdatter var hendes Navn som ugift.

Senere, da hun var bleven gift med Arbeidsmand Sveinung Hansen, kaldtes hun i Almindelighed Sveinungs-Kari. Hun var født i Lundeherred i Telemarken den 1ste Juni 1814; Faderen eiede to Pladse under Gaarden Norem; hun havde fire Søskende.

Tidlig kom hun i Huset hos en Bedstemoder, om hvem hun kunde fortælle, at hun formanede hende til det gode, advarede hende mod Synden og lærte hende Morgen- og Aftenbønner.

Hun maatte snart ud for at tjene sit Brød og begyndte da som Gjæterpige. Engang i den Tid, medens hun sammen med en ældre Pige vogtede en Flok paa 130 Faar, fik de nogle nye, spanske Sauer ind i Flokken; de skulde nok være saameget bedre end almindelig; men en Dag førte disse nye Faar de andre ind paa fremmede Beiter, saa hele Flokken tilslut kom paa Afveie.

Kari og hendes ældre Kamerat maatte afsted over Berg og Dal, Skov og Myr, for at søge efter de bortrømte.

Det varede længe – en Uge gik og en til, uden at de kunde faa fat paa sine kjære Sauer. Den ældste af Gjæterpigerne begyndte at opgive Haabet og satte sig til at græde; men det kunde Kari ikke være med paa og bemerkede : “At graate nytter ikke, men at arbeide, saalænge vi orker, det hjælper”, og saa tog de til igjen, og efter tre Ugers møisommelig Søgen fandt de sin kjære Saueflok igjen.

Men de nye, spanske Faar stod altid for hende som de, der havde givet det slette Exempel. Engang blev de paa Veien til Sæteren overfaldne af Snefog, saa de bogstavelig maatte grave Sauerne ud af Snefanerne.

Sine Oplevelser fra Gjæterlivet bevarede hun altid lige kjære og friske, og de ere blevne hende senere til stor Nytte ved Forstaaelsen saavel af Guds Kjærlighed til Syndere som af ande Aabenbarelser i Kristenlivet.

21 Aar gammel blev hun gift med Sveinung, som da var Tjenestegut. De boede i Bø i Telemarken. Hun levede dengang endnu i sin naturlige Tilstand uden Liv i Gud.

Syndens groveste Aabenbarelser havde hun lært at kjende, og hun vogtede sig for dem; men sit eget fordærvede Hjerte var hun ganske ubekjendt med. Hun nærede stor Respekt for det kirkelige og havde ikke liden Tro til de kirkelige Handlinger, en Slags overtroisk Tro, som til en vis Grad syntes at hjelpe, fordi den var oprigtig.

Hun har herom fortalt følgende Eksempel : Efter sin første Barselseng var hun meget syg og afkræftet, kunde ikke staa op, men maatte dog efter nogle Dages Hvile se at komme sig paa Benene, fordi hendes Moder sagde, at det vilde hjelpe, naar hun bare kunde komme i Kirke. Efter at have været oppe i tre Dage og gaaet omkring ved at støtte sig paa Sengen, Stole og Bord, drog de endelig afsted med hende til Kirken; det var halvanden Uge efterat hun var bleven Moder.

Paa Veien maatte de ro over et Vand, og hun var da saa svag og sløv, at hun stod i den Formening, at de var paa Hjemveien.

Endelig kom de frem, og Kari maatte da gribe sig an for at gaa frem i Kirken; “og skjølv som et Aaspelau, saa klein var eg, ser du; men da Presten havde begyndt aa tale, saa kom der slig Kraft i meg, saa eg blei mest som fresk me ein Gong“.

I et Aar boede de der, flyttede saa til Bamble, lige ved Langesund, boede der i 2 Aar paa Pladsen Hydal og 6 Aar paa Slotnæs, derefter 10 Aar i Kjærvik, en liden Plads beliggende ved en Vig af Langesundsfjordens vestre Del, Rognsfjorden, indtil hun endelig havnede i et lidet Hus paa Skarpenor.

— Medens hun boede paa Kjærvik var det, at hun endelig lærte at kjende baade sig selv og den Gud, som annammer Syndere. Hun var da 41 Aar gammel. Kvik og livlig var hun, fornøiet og glad. Hun mente, hun havde mange gode Gjerninger at se tilbage paa (saaledes havde hun i flere Aar pleiet en gammel sindssyg Kone for 20 Sk. Ugen; men da Kari en Dag havde sluppet hende af Syne, var den Gamle sluppet bort og var netop ifærd med at stube sig i Fjorden, da Kari endnu i stor Angst var kommen efter hende og fik hende hjem igjen med sig).

Det var da umuligt, at det kunde forholde sig saa, som den vakte Skipper P.  sagde, at hun var saa langt borte fra Gud, at hun maatte vende om og søge tilbage til ham. Ofte talte han nemlig saaledes tIL Kari, og altid endte det med, at hun gik fra ham i “fuldt Sinne”.

 

Karis Omvendelse.

Saa fik hun en Søndag høre, at Kjøbmand W., den fornemme Borger paa Stedet, havde sagt, at han vilde læse en Prædiken hjemme i sit Hus, da der ingen offentlig Gudstjeneste var den Dag, og at hvem, som vilde, kunde komme og høre.

“Naar saa er”, mente Kari, “da vil jeg virkelig derhen og allerhelst, fordi en saadan Mand byder hvem som vil, at komme. Jeg har desuden for daarlige Klæder at komme i Kirke med; men der er jeg nogenlunde kjendt”.

Saa gjorde hun sig færdig og gik paa Opbyggelsen uden Anelse om, at hun den Dag skulde ved Herrens naadige Kald faa Kraft til at bestemme sig til at vende om til Faderhuset. I Prædikenen taltes der ogsaa om de Mennesker, der ikke vilde høre Ordet. Dette syntes Kari var saa rent galt, at nogle ikke vilde høre; saa var ikke Tilfældet med hende, og dermed drog hun Tørklædet bort fra Ørene, og “spissa” dem, saa meget hun kunde.

Men det hjalp ikke; thi hvad Prædikenen egentlig handlede om, det forstod hun ikke.

Hendes boglige Kundskab var yderst mangelfuld; dersom hun nogensinde havde kunnet ordentlig læse, saa havde hun da ialfald omtrent glemt den Kunst. Medens hun saa sig om i Forsamlingen, faar hun Øie paa en eller anden, som graad. Kari begyndte at undre sig over, at ikke ogsaa hun maatte græde; men da hun fik se Skolelæreren fælde Taarer, saa tænkte hun : Naar en Mand som du kan have Grund til at græde, du, som er saa “lært” og som lever et saa roligt og stille Liv, saa maa da vel jeg have mange Gange større Grund til at græde, jeg, som ingen Ting forstaar og ikke engang kan læse.

Og da begyndte hun at hikste og græde, fordi hun var saa ukyndig, og dette, at hun var saa uvidende, maatte, mente hun, være det, som de vakte sigtede til, naar de sagde, at hun var en Synder. Ja, det maatte være det, at hun ikke kunde læse, som var hendes Synd; thi hun vogtede sig jo for alt det, som hun vidste var Gud imod; det havde hendes Bedstemoder lærte hende, og hun havde jo pleiet en sindssyg og gjort saa mange gode Gjerninger, saa i alt andet stod det saare godt til med hende, syntes Kari; kun i dette, med hendes Bogkundskab, stod det sørgeligt til, og nu var hun da kommen dertil, at hun maatte indrømme, at hun var en Synder og havde stor Aarsag til at græde.

I stor Bedrøvelse forlod hun sammen med en ældre Kone Opbyggelsen; hun kunde neppe gaa, saa rystet var hun. Hun vidste ikke rigtig, hvad det var; men det var noget, som havde trængt sig ind paa hende, og som hun før ikke havde kjendt til.

Paa Hjemveien blev hun med sin Ledsagerske ind for at spise sammen med hende; hun kom sig da lidt, men fik saa pludselig se Skipper P. komme forbi Vinduet. Det var, som om hun saa et Spøgelse; hun for op og vilde gaa; men P. var snart inde og stillede sig lige for Døren, saa Kari maatte give tabt og slaa sig til Ro, efterat hun havde gjort flere Forsøg paa at komme ud.

Han vilde endelig have en Samtale med hende ogsaa idag; han havde nemlig opdaget, at der laa en ærlig og oprigtig Kjerne skjult indenfor den haarde Skal.

Da Kari havde sat sig, spurgte han, hvorledes hun havde hat det paa Opbyggelsen; hun fortalte ham da altsammen, og han gav en Forklaring efter Guds Ord, hvorfor hun var en Synder, og tilføiede, at hun maatte komme til en sand og grundig Omvendelse; thi “som du gaar nu, gaar du lige i Helvedes aabne Gab; det ligger ret frem for dig; men bagom dig staar Jesus; han vi redde dig, og dersom du nu ikke vender om, saa gaar du lige i Helvede; men vender du om nu, saa kan du blive frelst”.

Disse Ord maatte hun tro, ja, de blev ligesom “spikra” ind i Hjertet, og hun tænkte : “Hvorfor har ingen sagt mig dette før ?”

Hu fik hun gaa hjem. Hun vandrede i tunge Tanker hjemad; da fik hun se Myrebakken og den Pladsen, hvor hun saa ofte havde danset og sunget, og Krogshavnjordene, hvor hver Flek mindene hende om letsindige Ord og Handlinger, da øgedes hendes Forskrækkelse; men hun forstod, det var Gud, som rørte ved hende, og da hun kom ind i Stuen til Sveinung, sagde hun, at denne Reisen vilde hun ikke have undværet for en Daler, “for naa har eg faaet veta det, eg aldri har vidst før”, og saa maatte da ogsaa Sveinung høre paa, hvorledes hun havde hat det, og hun vilde da gjerne høre, om det var saaledes med hende, som hun havde hørt og troede var sandt.

Sveinung, som havde gode Kundskaber og engang havde været et Slags Skolemester, maatte fuldstændig bekræfte, at det virkelig var saaledes, som hun fortalte.

Kari maatte endnu engang spørge, om det virkelig var saa, at Jesus var hende saa nær, han, som jo engang var opfaren til Himmels.

Sveinung maatte bejae det og forklarede det for hende, saa godt han kunde. Da blev Kari rent forundret og tillige vred paa sin Husbond over, at ikke han, som var saa “lært”, kom paa andre Tanker. Sveinung kunde intet svare, Stakkel, han laa nemlig bunden i Drukkenskabslastens haarde Lænker.

— I denne Tid lagde da Herrens Haand Grunden til en god Bygning i Karis Hjerte. Hun var saare bedrøvet, men dog glad over, at hun havde faaet vide, at hun var saa elendig. Bibelen maatte frem, og hun maatte begynde at lære sig at læse; det gik smaat, og naar Manden undertiden kom drukken hjem og hørte hende læse feilagtig, spottede han og gjorde Nar af hende. “Du vil aldrig komme til at lære at læse”, raabte han; men Kari tog Bibelen og gik op i Fjeldet; der kunde hun baade læse og bede uforstyrret.

Hun fik nu snart se en anden Synd, hvori hun havde ligget, bedrøvedes derover, læste og bad, og troede ofte, at hun aldrig skulde blive glad mere her paa Jorden, men vel efter Døden, haabede hun.

Saa kunde det hende, at en af hendes Smaagutter, som forstod, at hun var bedrøvet, sagde til hende : “Læs Mor, saa hjelper det”, eller “skrig Mor, saa hjelper det”, og da syntes Kari, at Gud maatte høre en saadan Umyndigs Raab.

— En Maaneds Tid gik hen i Bedrøvelse og Syndenød; hun syntes bare, at hver Dag var værre end den tilbagelagte, idet hun mere og mere fik se Hjertets Ondskab, som hun følte ligesom en Pælerod, som gik ret ned i Jorden, og som hun ikke kunde faa op, uagtet alle Siderødderne var afhugne.

Saa kom Natten til Palmesøndag. I Drømme syntes hun, at hun laa og kjæmpede; da kom der tre stygge Mænd, som vilde tage hende og reise afsted med hende. Hun skreg og sagde, at hun vilde høre Jesus til, og da hun i det samme syntes at faa se Jesus, greb hun efter ham for at omfavne ham, og vaagnede i det samme Følelsen af Glæde over, at hun var sluppen fri for de onde Mænd, som hun ansaa for at være Djævle.

Hun sov atter ind og havde igjen en Drøm : Der kom en Skare Mennesker ind og bad hende synge for dem; men hun syntes, hun havde ingen Ord, og bad en anden synge; denne kunde ikke, og saa begyndte hun selv at nynne Melodien til Julesalmen : “Op, glædes alle, glædes nu”.

Om Morgenen, da hun vaagnede, stod den Drøm levende for hende, og hun befandt sig i en Slags glad Stemning, som hun troede var fra Herren. Da Huset var stelt færdig, tog hun Salmebogen med det Ønske, at hun maatte finde den Salme, som hun havde nynnet paa om Natten i Drømme. Hun vidste ikke Ordene og havde ikke Anelse om, hvor den stod i Bogen, og lod den falde op, forat Herren selv kunde give hende, hvad hun søgte. Da hun begyndte at læse, havde hun netop faaet den Salme, som hun ønskede at finde.

Kari tog da til at synge og græde af Glæde, saa det blev næsten “Bæljing”, som hun udtrykte sig.

Denne Salme syntes hun passede saa ganske for hende; hun blev baade hjertelig bedrøvet og inderlig glad over, at Gud havde bevist en Synder, som hun var, en saadan Glæde, og saa raabte hun ind den ældste af Smaagutterne og sagde : “Nu kan du tro, jeg har faaet Glæde istedetfor Sorg”.

Hun fik Naade til at bede om sine Synders Forladelse og til at tro Forladelsen. Hun syntes, hun før havde været som eb fyldt Sæk, som imidlertid nu blev taget i Bunden og holdt op, saa alt Indholdet, stort og smaat, fik dætte ud; saa let følte hun sig. Og saa bad hun om Tilgivelse for “Ondskabssynd, Skrøbelighedssynd, Samvittighedssynd og alskens Synd”; men da blev hun høilig forundret over, hvordan hun kunde fremkomme med disse Ord; thi hun vidste ikke engang, hvad de betydede, disse forskjellige Slags Synd; den Bøn maatte Gud selv have lagt i hendes Mund.

Hun blev mere og mere glad og frimodig og følte Trang til at tale om Gud til alle, som hun mødte. Saaledes begyndte

 

Karis Kristenliv.

Hendes Levnet siden var en levende Kristens.

Saare liden kristelig Undervisning havde hun erholdt; men hun havde god, naturlig Forstand, omgikkes flittig med Gud i Bønnen og Ordet, saa hun fik lære at kjende sit eget Hjertes Grundfordærvelse, fik aabent Øie for Medmenneskers Nød og Jesu Kristi inderlige Kjærlighed.

Disse tre Ting forstod hun sig inderlig godt paa, og derfor lyste det fra hende som fra et Lys, der staar paa en Stage og ikke er skjult under en Skjæppe.

Fordi hun holdt sig daglig nær den levende Gud og talte med ham om alle Ting, derfor holdt han sig nær til hende og fyldte hende med sin Aand, saa hun blev et Salt i Verden.

Den nødlidende, af Syndens ilde tilredte Mand og Kvinde vidste, at Kari havde en hjelpsom Haand og et i Kjærlighed talt Advarsels- eller Opmuntringsord; den husvilde, urenslige Dranker, som ingen anden vilde have inden sin Dør, blev hos Kari modtaget med Kjærlighed, fik lidt at ligge paa og lidt over sig og gik ikke sulten fra hende.

De, som elskede Gud, blev naturligvis modtagne med dobbelt Glæde, og til alle sagde hun det fortrolige “Du”.

Hun var aldrig adspredt og havde derfor altid et eller andet aandeligt at tale om og gjerne noget af praktisk Betydning; dels var det et Salmevers, som havde glædet hendes Sjæl; det maatte hun finde frem for sin Gjest ogsaa; dels havde hun iagttaget et eller andet ude i Livet, som havde forklaret for hende en ny Side af Guds Almagt eller Kjærlighed til Syndere, og dette maatte hun da meddele den Indtrædende.

En Del af disse hendes mange Oplevelser vil jeg søge at nedtegne.

Hendes ældste Søn, Harald, der er Sømand, og paa hvem den troende Moders Bønner er gaaet i Opfyldelse, har gjennem inholdsrige Breve meget hjupet til at fuldstændiggjøre Billedet af den kjære Afdøde.

 

Guds Hjelp.

Kort Tid efterat Lyset var opgaaet for Kari, kom Sveinung hjem en Aften med den ene Skulder af Led (denne Begivenhed foregik i det lille Hus i Kjærvik nedenfor Langesund, hvor Kari levede i 10 Aar, indtil hun ved sine Sønners Træksedler fik kjøbt det lille Hus paa Skarpenor, hvor hun boede indtil sin Død. — Da jeg sammen med en Arbeiders Hustru, som havde boet ved Siden af Kari og som tilligemed sine Børn havde havt megen Velsignelse af Samlivet med hende, vandrede den ujævne Kleiv ud til Kjærvik, kunde jeg nok forstaa, at en drukken Mand kunde falde her og faa Armen af Led; men da jeg stod udenfor den lille, nu forladte Hytte, hvor denne Begivenhed var foregaaet, kunde jeg ikke andet end udraabe : “Den Retfærdiges Ihukommelse er velsignet”. Udgivers Anm.).

Han var i sin berusede Tilstand faldt paa Veien, fortalte han, og nu var Armen kommen af Led.

Paa Grund af Armens Stilling var det ikke muligt for ham at komme op i Sengen; han lagde sig paa Gulvet. Kari blev først opbragt og harm, som hun sagde, fordi han endnu ikke havde lært at holde op med den stygge Drikken; men hun taug dog og tog stiltiende Sengklæderne ud af Sengen, og fik dem anbragt under ham, saa han kunde blive liggende paa Gulvet.

Medens hun gik ud og ind og stellede bedrøvet, men ikke medlidende, lagde hun Mærke til, at Katten kom ind og ilede kjælen hend til sin stakkels Herre. Hun jagede den ud; men saasnart Døren gik op, var Katten vips inde og viste paany sin Kjærlighed mod Sveinung.

“Kan Du have ondt af ham, du, som er et Dyr”, tænkte Kari; men da det gik saaledes flere Gange, da begyndte hun at se noget mere end en Kat og en beruset Mand. Hun blev forundret og tænkte : “Nei, nei, den Katten føler vist meget mere Medlidenhed med Sveinung end jeg; nei, hvor styg jeg maa være, naar den, som er et Dyr, kan være saa meget mere ømtfølende end jeg”.

Hun fik da rigtig Medlidenhed med Sveinung, faldt paa Knæ foran ham og raabte til Gud om Hjelp for Armen hans; thi hun kunde ikke skjønne, hvordan hun skulde greie det; der var ingen Folk i Nærheden; Børnene var smaa, saa hun turde ikke forlade dem, og selv om hun næste Morgen skulde kunne gaa, saa var det lang Vei til Doktoren, og ingen Penge havde de.

Hun syntes, det saa saa ilde ud, og vidste derfor ingen anden Hjelp end den umiddelbare Hjelp fra Gud.

Da hun havde bedet, saa hun Sveinung strække sig og hørte da, at noget smalt i Akselen hans, hvorfor hun kjendte efter i Akselhulen og følte da, at den var anderledes, end da han kom ind; han følte vist ikke længer ondt; thi han blev liggende i rolig Søvn.

Hun kunde dog aldrig tro, at han var bra endnu, hvorfor hun blev liggende ved Knæerne hans og bad og sagde : “Hjelp, o Gud, som hjelpe kan”, indtil hun ogsaa sovnede. Om Morgenen, da hun vaagnede, tog hun straks til at undersøge ham, saa godt hun kunde, og blev høilig forundret over at finde, at Armen var som den anden. Hun vækkede da Sveinung og spurgte, hvordan det stod til med ham. Jo, det var godt med ham.

“Ja”, vedblev Kari, “har ikke Gud været her inat, saa har han aldrig været noget Sted”, og saa fortalte hun ham, hvorledes de havde havt det om Natten. De maatte græde begge to, og han sagde, at han aldrig skulde drikke mere.

Kari takkede Gud og bad, at Drikken aldrig maatte blive Aarsag til, at Armen skulde komme af Led, og den Armen kom heller ikke siden af Led.

 

Paa Skibsverftet.

Sveinung var med og arbeidede paa et nyt Fartøi. Da dette var færdigt og skulde gaa af Stabelen, indbød Arbeidsherren i den Anledning Arbeiderne med Familie til et Gjestebud.

Saaledes fik ogsaa Kari Indbydelse til “Skudegjestebud”. Hun betænkte sig lidt paa, om hun som Kristen kunde deltage deri, men kom til det Resultat, at naar Herren ikke holdt sig for god til at gaa ind til Syndere, saa maatte ikke hun anse sig for god til at gaa i dette Gjestebud.

Sveinung havde snart stelt sig istand og gik til Byen, medens Kari fik sig og Børnene vaskede og iført de bedste Klæder, de havde.

Paa Verftet satte hun sig lidt afsides, forat hun uforstyrret kunde bede for Skuden, som skulde gaa paa Vandet Kl. 3. Medens hun sad der, erindrede hun, at der stod noget i Testamentet om Skibe, og hun blev ganske vis paa, at Herren, som havde lært hende saameget i Skov og Mark, ogsaa havde noget at give hende ved denne Leilighed. Hun kunde godt iagttage alt fra sin Plads. Først begyndte de at tage bort de største Støtter; alle Stilladser faldt overende, og Skibet, som skulde hede Nathanael, stod der ligesom ganske nøgent, førend det blev klart til at gaa. Saa begyndte de at ramme og arbeide alt, hvad de kunde; men det vilde ikke glide. Kari frygtede nu for, at Fartøiet skulde blive staaende, hun syntes, det vilde blive rent ilde, om det skulde blive staaende der til ingen Nytte, det, som der var lagt saa meget Arbeide paa, og hun bad til Gud, at han vilde hjelpe, saa det ikke skulde gaa galt.

Saa hørte hun en raabe, at de maatte se vel efter, om der kunde være en eller anden Hindring i Renderne, og ved at se efter fandt de en tyk Flis, som havde sat sig fast, og straks denne var fjernet, gik Skibet stolt ud i sit Element, og Kari maatte takke Gud for, at ingen var kommen til Skade, og syntes, det var et Under altsammen.

Da hun var kommen hjem om Aftenen, syntes hun i Skibet paa Stabelen at se et Menneske, som Gud længe har arbeidet paa, forat det kunde blive skikket til at gaa gjennem den trange Port ind paa Veien til Livet.

De største Støtter, som fjernedes først, blev for hende som de mest aabenbare Synder, som maa erkjendes, angres og opgives; saa syntes hun i de smaa Støtter og Stillingerne at se de gode Gjerninger, som Synderen har bygget paa; alt sammen maatte overende.

Ligesom hin Flis blev en Hindring for, at Skibet kunde glide ud i Vandet, saa kunde ogsaa undertiden en liden, næsten upaaagtet Synd, som Sjælen ikke vilde opgive, staa og hindre Synderen  i at gaa ind ad den trange Port til Livet.

Sjælen vilde i saadant Tilfælde blive staaende paa Halvveien.

Naar Kari stødte paa et Menneske, om hvilket hun ikke kunde faa tro, at det var født paany gjennem en sand Omvendelse, pleiede hun gjerne at sige, at det var liden Hjelp i, at et Skib var solid og godt bygget, naar det aldrig kom paa Vandet.

Et saadant Bygverk blev jo staaende og var aldeles ubrugeligt.

 

Hestens Undervisning.

Smaat og trangt som det var for dem, kunde det hende, at hun undertiden fristedes til at knurre mod Gud, fordi hun altid skulde have det saa usselt.

Sveinung drag svært, og de kunde ligesom aldrig komme ud af de fattige Kaar, syntes hun; hun blev ødelagt baade til Sjæl og Legeme.

Medens hun engang sad saaledes og “knubba” paa Gud, fik hun i Aanden se en Hest, som drog paa en Plog; den gik rolig sin Gang uden at se hverken til den ene eller anden Side; den var taalmodig, og saa fik da ogsaa Kari lære, hvordan hun maatte være foran sit Læs.

 

Makrelstimet.

En Sommer faldt der et usædvanligt rigt Makrelfiske paa de Kanter; alle, som kunde, baade Mænd og Kvinder, var beskjæftigede dermed.

Sveinung arbeidede da paa Verftet, og Kari havde sine Smaa at stelle med, saa de ikke kunde deltage i Fisket; men saa tog hun imod andre Koners Børn og passede dem, medens Mødrene deltog i Fiskearbeidet.

En Søndag Formiddag, efterat Sveinung som sædvanligt havde læst Prædikenen, gik den ældste Søn ned til Stranden. De boede da i Kjærvik. Her fik han se et tykt Sildestim staa lige ned i Fjæren; han sprang ind og fortalte det, og Sveinung tog en Fiskekurv og gik ned for at øse ind af Overfloden.

Men da han med Kurven var gaaet lidt ud i Vandet, fik han se, at udenfor Silden stod Makrelstimet “grønt som en Kaal”.

Nu maatte han tilbage og hente Fiskesnørerne; men da begyndte Kari at blive urolig; thi hun pleiede aldrig hverken at arbeide selv om Søndagen eller at like at nogen andre gjorde det. Imidlertid gjorde Manden som han vilde, og en halv Time efter kom han op med en Flisekurv, fyldt med stor, fed Makrel, som Kari skulde tage imod. Hun vidste ikke noget andet Raad end straks at raabe til Gud om, hvad hun skulde gjøre, og han maatte give hende hastigt Svar.

Medens hun ventede herpaa, slog den Tanke hende : “Seil, medens du har Vind“.

Det var Løsningen paa Knuden, det maatte være fra Gud. Hun blev glad, takkede for Gaven og gav sig ifærd med Makrellen.

Ikke længe efter om Sveinung ind med en fyldt Kurv til, og saaledes holdt han og den ældste Søn paa at fiske til udover Eftermiddagen. De sad blot paa Fjeldet, kastede Snøret ud i Stimet og drog Fangsten ind.

Kari var glad og takkede Gud. Næste Dag forsøgte de igjen at fiske, men fik intet.

 

Herren din Læge.

Paa Grund af Sveinungs Svaghed og Mangel paa det rette husfaderlige Sindelag, maatte Kari som oftest bære sine Sorger og Bekymringer menneskelig talt alene.

Men fordi hun stod saa alene, havde hun snart lært at gaa til Herren med alt.

Hendes Bønner blev mere Samtaler med Herren. Hun havde i længere Tid været plaget af ondt i det ene Øie, men haabede dog, at det snart skulde gaa over. Imidlertid blev Øiet værre Dag for Dag, indtil hun endelig ikke mere kunde se at læse, og det andet Øie begyndte at lide med, saa hun ikke taalte at se imod Dagslyset med det heller.

Sveinung brød sig intet derom, og Kari maatte derfor gaa lige til sin himmelske Læge.

Hun havde altid havt aabent Øie og Øre for den i Naturen  og i Naturkræfterne aabenbarede Guds Herlighed og Magt, saa at hun var langt fra at ville foragte Lægemidler; men hvad skulde hun gjøre ? Ingen Penge havde hun, og til Doktor og Medicin maatte der Betaling.

Her var ingen anden Udvei end at bruge de Midler, som stod til hendes Raadighed, og de var ikke svage nogen af dem.

Da det en Dag var rent ilde med Øinene og hun gik op og ned paa Gulvet, sagde hun ligefrem til Gud : “Det er da forunderligt ! Er der da nogen Doktor saa god som du ? Du ved jo, at jeg har ingen Ting at komme til Doktoren med, og du faar hjelpe mig ! (hun pleiede at sige til Fattige, som var syge : “Vi faar henvende os til den bedste af alle Doktorer. Han er ikke dyr paa sine Resepter, han”).

Dermed satte hun sig ned paa Hug foran Ovnen og begyndte at vaske sig med Tobaksolje af sin egen Pibe; this hendes Moder havde tvunget hende til at røge Tobak forat hun kunne have Olje til at gnide Børnene med mod Mavesmerter. Medens hun sad og vaskede Øinene med Tobaksoljen, syntes hun at høre en Røst i det indre, som sagde : “Du har en Skjæve paa Øiet dit”, hvorpaa hun brød ud i et stærkt Skrig og svarede : “Ja, det har jeg, Herre; men du ved, jeg kan ikke tage den af; du maa tage den af, du”, og saa sad hun og stelte med Øiet og græd og bad.

Under dette vendte hun Hovedet mod Børnene, som sad der bedrøvede og hørte paa hendes Klager, saa paa dem og udbrød : “Tænk, jeg kan se paa Øiet mit”, og : “Vi smaa”, saa fortalte Sønnen, “vi blev saa glade, at det kan ikke udsiges”.

Saa tog hun en Bog og kunde se ganske klart. Herren havde helbredet hende. Og da hed det : “Nu maa du og lære mig at takke derfor. Du ved, at uden dig kan jeg ikke tænke en god Tanke engang”.

Af og til havde Kari Anfald af Koldfeber, som hun kaldte “Kolla”, og hvorfor hun af en eller anden havde faaet det Raad at drikke en Suppe, kogt paa Skjærekjød. Medens hun boede i Kjærvik fik hun en Dag et Anfald af “Kolla” og gik straks afsted  til nogle, som befattede sig lidt med Jagt, og bad dem være saa inderlig snille at skyde en Skjære til hende. De mente, de havde andet at bruke Krudtet til, og lo blot af hende. Kari maatte da atter ty til den Læge, som saa ofte før havde hjulpet, og gik i Bøn til Gud om, at han vilde skaffe hende en Skjære. Snart efter kom Katten ind med en, som den havde taget, og Kari fik sin Suppe og blev bedre.

En anden Gang, da “Kolla” atter plagede hende, gik hun lige til Herren med Begjæring om en Skjære. Medens hun stod ved Skorstenen og rørte i Gryden, kom Skjæren ned gjennem Piben, og Kari var ogsaa denne Gang hjulpen.

 

Frikirkelige Tider.

Paa den Tid, da Lammers havde dannet sine Frimenigheder og disse havde antaget Gjendaab (Lammers selv var aldrig for Gjendaab), kom ogsaa enkelte af hans Tilhængere til Langesund; dels boede de der, dels kom de derned om Sommeren for at bade.

Nogle af disse blev kjendt med Kari, fandt Behag i hendes frimodig-glade Væsen og begyndte lidt efter lidt at sætte hende ind i sine Anker og Klager over Statskirken.

Kari lyttede til og syntes, det var ret og rigtigt, hvad de talte. Der var vistnok et og andet ved deres Tale, som hun ikke ganske kunde gaa med paa; men det blev ligesom indsmuglet mere uformærket i hende lidt efter lidt, og begyndte snart at bære Frugt.

Kari blev efterhvert klog paa mange Ting; hun kunde ræsonnere baade over dette og hint i Statskirken, og naar hun gik forbi Kirkebygningen, vilde hun tilslut ikke se hen i den Retning.

En Dag, hun var gaaet i Skoven efter Ved og vandrede hjemad med Vedbyrden paa Ryggen, fik hun Trang til at hvile lidt. Hun var netop ved en gammel, kjendt Hvileplads og satte sig. Mange Tanker kom op i hendes indre. Før havde hun altid havt saa meget at bede Gud om, naar hun sad her; men nu havde hun intet at bede om; thi hendes nye Lærere behøvede ikke at bede sit Fadervor; “Barnet faar jo af sin Fader alle Ting uden at bede derom”. Hun begyndte at se sine Vildfarelser, blev ligesom rent borte af Forfærdelse, følte sig sammenklemt og mistede Bevidstheden en Stund, hvor længe kunde hun ikke rigtig vide; men da hun kom til sig selv igjen, forstod hun, at det var Tugt fra Herren, rakte ud Haanden og raabte det eneste, hun kunde faa frem : “Tak, Tak, Tak !”

Hun vidste, at hun maatte takke for Riset. Gjennem hendes vaagnede Samvittighed lød det til hende : “Du har ræsonneret og talt ilde om det, som du ikke forstaar, og det, du har talt og har at udsætte paa Kirken, er altsammen Vaas og Sladder. Du skal gaa i Kirken, som du har gjort før, og gaa tilalters, som du har gjort før, og den, som ikke vil være med dig, kan være mod dig”.

Hun kom da til at tænke paa Peter efter Fornegtelsen og begyndte at græde; men da hun kom hjem med Vedbyrden, var hun glad.

Hun søgte derefter at bryde med sine frikirkelige Venner, fordi de stod for hende som Forførere.

Naar hun bare saa dem, begyndte hun at skjælve af Angst. Kari fortalte dem, hvad hun havde erfaret i Skoven; de lo af hende og mente, det var af Djævelen; men hun mente, at det var af Gud.

Et Aars Tid efter begyndte de frikirkelige i Skien atter at besøge hende flittig, naar de om Sommeren laa og badede i Nærheden af hendes Hjem. De var nok mere mandstærke da; thi naar nogle af dem var reiste, kom der andre istedet.

De begyndte da for Alvor at overtale hende til at gaa over til dem. De paastod, at der var ingen Kjærlighed i Statskirken; det maatte ialfald hun let erfare; thi de statskirkelige kunde jo rolig se paa, at hun led Nød; Troen skulde vise sig i Kjærligheden; altsaa var der ingen sand Tro.

Dette og mere til blev da for mægtigt for Kari, og hun maatte atter give dem Ret; de fik hende saa langt, at hun var omtrent færdig til Udtrædelse og Gjendaab.

Da holdt hun lidt stille. Hun syntes at se, at hun havde mistet Gud; hun var bleven saa optagen af den nye Lære, at hun havde forsømt Fodtvætningen, den daglige Forladelse og ny Naade, og tilslut følte hun sig rent borte fra Herren.

Hun forsøgte da atter at undgaa dem, og naar hun ikke kunde det, lod hun dem tale og taug selv. Hun begyndte at trænge ind paa Herren, hvor hun gik, og bad ham at hjælpe og trøste hende. Det blev værre og værre med hende; ængstelig følte hun sig for alle Ting; tilslut kunde hun ikke bede, holdt sig mest i Skoven, og naar hun skulde foretage sig noget Arbeide i Huset, vilde det ikke lykkes for hende.

Saa skulde hun en Dag ud i Skoven for at samle Smaaflis efter dem, der havde hugget Favneved. Da Forklædet var fuldt, og hun stod og skulde tømme det op i Kurven, blev hun med et ligesom ganske stiv; hun kunde ikke røre sig, ikke faa et Ord frem; Brystet blev ligesom klemt sammen, men meget værre end forrige Gang. Hvorlænge det varede, kunde hun siden ikke bedømme; men efter Tiden, da hun kom hjem, skjønte hun, at det havde varet længe. Da hun kom til sig selv, maatte hun ligesom snappe efter Luft, saa forklemt følte hun sig.

Endelig lød det høilydt i hendes Samvittighed : “Dette er Tugt, og nu har du faaet det værre end forrige Gang; det var Tugt, du fik dengang ogsaa, og saaledes som jeg dengang viste dig, saaledes skal du vandre“.

Nu fik hun græde og bede og love og takke igjen; hun tog da Flisen, hun havde i Kurven, og ilede glad og fornøiet hjem.

Om disse Oplevelser fortalte hun sine Venner i Langesund; disse fortalte det videre, og endelig fik hendes gamle Ven Lammers høre derom (han var dengang bosat i Skien som Forstander for sin Frimenighed, men laa ogsaa nogen Tid om Sommeren i Langesund og badede). Allerede tidligere havde han lært Kari at kjende. Lammers var dengang Prest i Bamble. Efter et Besøg hos hende var han i særegen Grad bleven opbygget. Han kom nemlig, fortæller hans Hustru, hjem rent frydefuld over Karis Tale, hvori han saa et Bevis paa, at Guds Aand i enkelte Tilfælde kan undervise den villige Sjæl umiddelbart, hvor Kjendskab til det skrevne Ord fattes.

Da han en Sommer var dernede, gik han hen for at tale med hende om hendes Tro; men da Kari ikke var hjemme, maatte han gaa. En anden Dag kom han igjen og traf hende. Han spurgte hende da nøie ud om alt, som vedkom hendes Forhold til disse Spørgsmaal, og Kari forklarede alt med sin vanlige Frimodighed fra først til sidst.

Da hun var færdig, sagde Lammers : “Lykkelig du, som var Herren lydig; jeg derimod har været gjenstridig mod ham. og du ved, hvor jeg staar nu“.

Da han havde sagt dette kom Kari først til at tænke paa, at han var den, der havde stiftet den Menighed, om hvis Anskuelser og Handlinger hun havde udtalt sig saa aabent, hvorfor hun bemærkede til sin Undskyldning : “Jeg tænkte ikke paa dig engang“.

Men Lammers havde nok allerede dengang begyndt at se sit Parties Vildfarelser, hvorfor hans kjære Karis Vidnesbyrd syntes at bestyrke ham i Forsættet om at træde tilbage til den lutherske Statskirke; thi snart efter at han var kommen tilbage til Skien, sammenkaldte han sin Menighed og meddelte den sin Beslutning om at tæde tilbage.

Da denne Efterretning kom for Karis Øren, tog hun Overbringersken og trykkede et vældigt Glædeskys paa hendes Læber.

Endnu engang maatte Kari staa en Dyst med Gjendøberne, de Leunghske (etter menighetsprotokoller for Frie Apostoliske Menighet 1856-57-58 er dette Eilas Winther Lieungh/red.), som de kaldtes. De kom til hende, efterat hun var flyttet til Skarpenor i Langesund, og betydede hende, at hun var forført af Djævelen. “Nei”, mente hun, “det er Herrens naade, at jeg har faaet se, at I har det galt; jeg har været som en sky Sau, som Juringen griber efter, og naar han faar Tag i Ulden, saa rykker Faaret til, saa at han staar igjen med Ulden i Haanden; men nu har Jesus taget mig ikke bare i det ene, men i begge Ben, og han bærer mig hjem til Faderen sin”.

Efter denne frimodige Udtalelse forlod de hende, idet de blot tilslut indbød hende til sine Forsamlinger, hvortil hun svarede, at det vilde hun ikke love dem.

En Søndag, nogen Tid efter, fik hun se, at endel udtraadte blev døbte i Søen. Først fandt hun det latterligt og maatte sammenligne det med Bøndernes Merkning af sine Sauer; men straks fik hun Tugt for denne haanlige Tanke og bad Gud tilgive hende, fordi hun spottede over, hvad hun ikke forstod.

Tillige bad hun Herren om at undervise hende om, hvad der var det retteste, enten hendes Tro og Lære eller Baptisternes. Hun stod ved Skorstenen, medens hun talede med Gud herom. “Kjære Gud og Fader”, bad hun, “du maa vise mig dette”. Saa fik hun se ligesom en Sop og udbrød : “Jeg ser den, Herre, men jeg forstaar ikke, hvad den skal betyde. Herre Jesus Kristus, vis mig det du da !”

Saa syntes hun at se en Tintallerken, hvor der var Blod og Vand; men da raabte hun : “O Gud, hvorledes skal jeg forstaa dette ? Det er jo endnu dunklere end Soppen ! Den Helligaand maa oplyse mig om dette; thi det er for høit for mig at fatte”.

Som hun sagde dette, lød i hende Samvittighedens Røst, som sagde : “Soppen, det er Synden, og dermed erindrede hun, at medens hun var Gjæterpige, var det umuligt at faa Faarene forbi et Sted i Skoven , hvor der var Sop, uden at de maatte give sig til at æde den, og uagtet de fik Skjend og Slag, strakte de sig saa længe som muligt efter Soppen. “Saaledes er Mennesket; men Blodet og Vandet, det er det eneste, som frelser Mennesket. og alt er af Naade“.

Denne Guds Naade var jo ogsaa vederfaret hende ved hendes Daab, Omvendelse og Tro, saa hun behøvede ikke mere til Salighed. Siden kom hun ikke mere i Tvivl om Daaben.

 

Methodistpresten.

I en af Nabobyerne havde den derværende Methodistmenighed faaet en ny Prædikant, som med en vis Grad af Veltalenhed ogsaa forenede et indtagende Væsen og et smukt Ydre.

Naar han talte, var det altid stor Tilstrømning af Folk fra Statskirkemenigheden; flere blev vakte ved ham, og ikke faa traadte ud af Statskirken og ind i det nye Samfund.

Ogsaa ude hos os taltes der meget om den nye, smukke Methodistprædikant, hvor dygtig han var som Taler, og alt dette kom da ogsaa for Karis Øren; hun begyndte at grunde over det nye og fremmede.

En Dag, da Meddeleren af disse Træk af hendes Liv kom ind til hende, spurgte hun, om jeg havde set eller hørt den pene Manden oppe i B. (Brevik/red.), han med de pene Augene og det lange, vakre Haar. Jeg havde jo hørt Tale om ham, da det vel var Methodistpresten.

Ja, det var da ham. “Ved du, hvad jeg maatte tænke paa, da jeg hørte, der var saa mange, som gik ud af Kjerka for hans Skyld ? Jo, jeg maatte tænke paa de gjilde spanske Sauerne, som vi havde faaet ind i Saueflokken, da jeg gjætede, og som forledede de andre til at løbe vild, saa vi i 3 Uger maatte gaa over Bjerg og Dal for at faa fat paa dem igjen. Derfor tror jeg ikke, det er noget at gaa efter, dette heller”.

Dermed stod det klart for Kari, at det fremmede Væsen var noget, som vi ikke burde have nogen Befatning med.

 

Sjælesorg.

En Kari nærstaaende Kvinde beretter : “I sin daglige Omgang var hun mig til stor Trøst og Veiledning, og hun forekom mig som en kjærlig Moder. Da mit eneste Barn var sygt og blev opgivet, maatte jeg klage min Nød for Kari og fik da til Svar : “Ja, det maa du virkelig takke Gud Fader for mange Gange; tænk at blive hentet hjem i den Alder fra denne Jammerdal ! Mener du, at du kunde skaffe hende noget bedre. Vil du være hans Barn, faar du lade ham raade, som bedst forstaar hvad du trænger. Enten det gaar op eller ned, saa er hans Veie idel Visdoms Veie”.

Da hun saa kastede op i Psalmebogen og traf paa den Psalme : “Befal du dine Veie Og al din Hjertesorg I hans trofaste Pleie, Som bor i Himlens Borg“, udbrød hun : “Nu, vilde du vente bedre Svar end dette ?”

Naar nogen klagede over mørke Stunder, saa svarede Kari, at det er Undertiden saa, at Jorden er saa tør, at den revner; saaledes er det ogsaa med Guds Børn i Trængselens Hede; men vær forvisset om : Guds Naade er os nok.

Til en Nyvakt, som kom til hende i overstrømmende Glæde, sagde hun : “Pas dig nu, at du ikke hopper for høit. Det er godt, saalænge du lever i Hvedebrødsdagene, men lad mig nu se, at du holder ud, naar du kommer paa haard Kost og det gjælder at kjæmpe, saa du kan faa Kronen. Den rette Vei til Kronen gaar gjennem Kors og Trængsel og da kan det først blive en prøvet Tro, som Apostelen taler om”.

Naar Kari havde været i Kirke og der var en, som kunde uddele noget godt, saa ytrede hun : “Nu har du vel faaet Posen fuld og vil gjerne gjemme noget til en anden Gang; men husk paa : Vi maa have ny Naadekost til hver Dag; det jeg aad op igaar, kan jeg ikke æde idag”.

Det var ikke Karis Maade straks at gribe til at trøste, naar nogen kom til hende i stor Nød. Hun ynkede ikke bare Folk, men søgte først at faa dem ydmyget og derefter at sætte Mod i dem. “Du faar lade dig lite med det”, pleiede hun at sige. Til en Sømandskone, hvis Mand var omkommet paa Søen, sagde hun :”Havde Gud lovet dig, hvorlænge du skulde have ham ? Havde ikke Han første Retten til ham ?”

Sveiung, som var meget natursnil, syntes, at hun ved saadanne Leiligheder ikke talte blidt nok til Folk. Men hun skjønte bedre.

En af de gamle Brødre var syg, og det saa ud, som det skulde blive den sidste Sygdom. Sjælefjendenfik da ogsaa Lov til at skjule den frie Naade for ham; han begyndte at lede efter i sit eget Liv og betragte det nøiere med den Følge, at han lidt efter lidt kom ind i et haabløst Arbeide paa at forbedre sig selv. Dag for Dag blev det mørkere for hans Sjæls Øie, og han kunde tilslut ingen Redning øine. I denne Tilstand laa han, da Kari en Dag kom derind for at forsøge at række ham en liden Trøst.

Hun forstod straks baade Sjælesygdommens Art og den rette Behandling, hvorfor hun udaf sin gamle Gjæterpige-Erfaring spurgte den syge, næsten fortvivlende Broder : “Har du no’ensti hørt, at Sauerne gjør Fjøset sit reint sjøl ? Er det ikke Juringen, vel, som skal gjøre det Arbeide ? Er det ikke ogsaa Jesus, som skal faa dig rein af Synden, eller skal du sjøl gjøre det ? Nei, det er nok Jesus, som faar gjøre det !”

Det var hele hendes Tale; med den mistvivlende Broder fik gribe den store Sandhed, som hun fremholdt for ham, og Lyset oprandt i hans Sjæl.

 

Hellig Enfoldighed.

Forvisset om, at Læserne af disse Linier allerede vil have fattet Godhed for Kari og have lært at se saameget af Guds Gjerning og Sandhedens frigjørende Magt i hende, at de nu vil kunne taale at faa et dybere Indblik i hendes Uvidenhed, uden at miste noget af deres Godhed for hende, vil jeg fortælle et lidet Træk fra mit første Møde med hende.

Jeg havde ikke været længe i Langesund, førend det blev mig klart, at Kari var en af det engere kristelige Brodersamfunds bedste kjendte, mest agtede og kjæreste Lemmer, hvorfor jeg rigtig længedes efter at træffe hende.

At hun besad en stor Originalitet, havde jeg ogsaa hørt, saa jeg i den Henseende var belavet paa lidt af hvert.

En Formiddag, jeg besøgte et sygt Barn i Huset nærmest ved Sveinungs og Karis Hjem, kom der ind i Stuen en aldrende Kvinde af et tarveligt og uanseligt Ydre, men med et venligt, smilende og forstandigt Ansigt. Det ene, noget svækkede Øie, holdt hun lidet lukket, medens hun fikserede den tiltalte med det andet. Om Hovedet havde hun en tætsluttende, stukken Hue og derudenpaa et Tørklæde, som gik et Stykke ned i Panden.

Jeg fik da straks Høre, at det var Kari, og hun fik vide, at jeg var den nye Doktor.

I Haanden holdt hun et vel brukt Eksemplar af Gossners “Skatkiste”, mellem hvis Blade en af hendes Fingre laa som Merke, forat hun straks kunde finde det, som hun idag havde at dele med andre.

Hun var da kommen ind, fortalte hun, for at vise Nabokonen, hvad der stod i en Salme. Hermed holdt hun Bogen frem for Konen og viste frem Salmen : “Gak under Jesu Kors at staa”.

Idet hun pegede paa det 10de Vers : “Det fjerde Ord var græsseligt”, bemerkede hun, at det var kommen for hende ved Læsningen deraf, at det var sørgeligt, at vi saa ofte misbrugte Ordet “græsseligt”, idet vi var saa snare til at sige, at baade dette og hint var græsseligt, uden at tænke paa, at dette Ord jo var et af Jesu egne Ord paa Korset efter det, som stod i Salmen.

Nabokonen henviste Kari til mig, forat jeg, som den mere belæste, skulde greie op i dette. Jeg fik da Bogen, og efterat have gjennemlæst det kjendte Vers gik det endelig op for mig, at Kari havde faaet den Forstaaelse af Verset, at det fjerde Ord var “græsseligt”.

Det lykkedes mig snart at faa forklaret hende, hvordan Verset var at forstaa, og hun gik straks over til den rette Mening, idet hun tilføiede, at dette forstod vi bedre end hun.

Det var, som om det Billede, jeg paa Forhaand havde dannet mig af Kari, tabte lidt efter vort første Møde; men Tabet blev ved nærmere Bekjendtskab mere end gjenoprettet. Hun taalte bedre end de fleste andre Mennesker at kjendes rigtig nøie. For hvert Aar lærte jeg mere og mere at vurdere hendes sjeldne og store Egenskaber. Hun var at den høieste kristelige Adel.

Siden hun første Gang fik smage og kjende, at Gud var hendes i Kristo naadige Fader, brugte hun gjerne at læse det Afsnit, der kom op, naar hun lod Bogen falde, som den vilde; denne Skik stod i Sammenhæng med hendes stadige Bønneliv og Samtale med Herren. Hun var altid samlet, og naar hun satte sig til at læse, var det gjerne med Bøn om, at Gud vilde vise hende, hvad hun skulde læse, og forklare hende det læste; denne Bøn vilde da bedst kunne blive hørt, naar hun ikke selv valgte, men lod Herren vælge for sig.

I Følelsen af sin egen Ukyndighed i at læse og forstaa det læste var det vel ogsaa, at hun ialfald i de senere Aar brugte vel saa meget Gossners Skatkiste som Bibelen til sine daglige Andagter.

Om saadant vilde kaste Skygge over hendes kristelige Personlighed, saa kunde dog intet i Længden fordunkle det af Gud tændte og klart skinnende Lys; det straalede ud baade i hendes Lære og Levnet.

 

Naar I gjør det gode, da bliver ikke trætte. 

Blandt dem, der fik de utvetydigste Beviser paa, at Kari dreves af Guds Aand, var især nogle stakkels sygelige, til Sjæl og Legeme forkomne Mænd, som neppe nogen anden…(siden under skriving)

 

 

 

 

 

 

 

Stengt for kommentarer.