farvermester peter sørensen

 

– er beskrevet i et “Angang” til “Bispinde Henriette Gislesens Breve i Udvalg”; udgivne ved Bolette Gjør; Det Mallingske Bogtrykkeri. 1885.

– Henriette ble født i Bergen i 1809, med navnet Henriette Vibe; i 1829 ble hun gift med sin fetter Kristian Glückstad. Da han efter en tids sykdom gikk bort i 1838, varte det en del år innen hun igjen ble gift, i 1856, denne gang med pastor og senere biskop Knut Gislesen. Henriette Gislesen gikk bort allerede 3 år etter, i 1859. Du finner også Henriette Gislesen omhandlet her på borgerskolen.

Og slik det fremgår av det nedenstående, var farvermester Peter Sørensen en god venn av Henriette, gjerne fra tiden i Kristiania. Gjennom sitt liv hadde hun en utstrakt brevkontakt med sine nære venner rundt omkring i landet; ved lesning av hennes gjengitte brev, er det mulig å finne referanser til Sørensen. Han ble født i 1796 og dermed 12-13 år eldre enn Henriette, men ut fra hans posisjon som kirkelig lekmann, kjent omkring over det ganske land, er det forståelig at han hadde innflytelse over Henriette, frem til hans bortgang.

 

FARVERMESTER PETER SØRENSEN (født 1796).

Denne Fru Glückstads trofaste Ven, som hun kaldte sin bedste Ven og over hvem hun sørgede som over en Broder, vil det vist interessere Læseren at lære lidt nærmere at kjende. Vi ville derfor hidsætte, hvad en af hans Venner godhedsfuldt har nedskrevet om ham :

“En varm Sommerdag i 1842 sad jeg som Student beskjæftiget med mine Bøger og mit Studium, da jeg, hvad sjelden hændte om Formiddagen, blev afbrudt ved, at en Fremmed traadte ind til mig.

Jeg boede da i Oslo, havde et luftigt og rummeligt Værelse, der vendte til en større Have og laa paa Skyggesiden. Alt var ordentligt og rent hos mig.

Da han kom lige fra en anden Student, der havde for Vane at lave Alt ligge der, hvor det hensigtsløst blev lagt, og som ikke vilde give Tid til, at den fornødne Morgenrengjøring kunde finde Sted, før han selv gik ud til Middag, var mit Værelses Tilstand mig en Anbefaling.

Han kom for at bede mig overtage et Par Timers Undervisning om Ugen i Eugenias Stiftelse og blev siddende en Times Tid hos mig, gik, men kom kort Tid efter tilbage for at betro mig, at det egentlig ikke havde været mig, som oprindelig var ment, men at det var en Navneforveksling, som havde ledet ham til mig.

Uden at jeg vidste hvorledes, fik han mig til at fortælle ham min temmelig almindelige Livsførelse, min Studieplan, mit Forhold til Forskjellige osv. Vi kom derved dybt ind i en Samtale om Tro og Liv i Gud.

Fra den Time var Sørensen min hengivne og trofaste Ven, som jeg gjerne et Par Gange i Ugen omgikkes, og som blev mig en Kilde til Livserfaring, som har givet mig megen Velsignelse.

Sørensen var en i flere Henseender mærkelig Personlighed. Født og opdraget i meget tarvelige og tildels trange Kaar, havde han efter den Tids Forhold næsten ingen Skoleundervisning havt og stod derfor meget tilbage i de elementære Kundskaber.

Tidlig blev det bestemt, at han skulde blive Farver; om han havde liden eller ingen Lyst dertil, derom blev der ingen Spørgsmaal; han sendtes ganske ung ned til Kjøbenhavn, og, som han ofte sagde, ved Guds Naade kom han til en kristelig Familie, hos hvem Grundtvigs Ord havde vakt Liv og Sandhed.

Dette var just et Sted for Sørensen, der fra sine tidligste Aar af havde baaret paa Spørgsmaalet : “Hvad skal jeg gjøre for at blive salig”, og derhos havde en aldrig tilfredsstillet Tørst efter Sandhed. Paa samme Tid, som han her frit kunde søge og arbeide paa sin Salighedssag, vaktes der ogsaa hos ham en skarp, kritisk Aarvaagenhed med Alt, hvad han ikke syntes stemte med hans kjære Bibelbog.

Han var inderlig taknemmelig, glad og lykkelig i den Omgang, som Gud havde givet ham; den bragte ham til at søge kun de Kredse, hvor aandeligt Liv blev skattet og omhandlet; men det bragte ham tillige til at tvivle, at kritisere og at dømme Alt, som pegede hen til, at det Evige og Sande blev overdækket af eller paahængt menneskelige Meninger og Anskuelser.

Der var derfor altid en bestandig Kamp i hans Indre; han, som det ene Øieblik kunde føle sig mægtigt hendraget, saa han syntes ganske hengivet, kunde det næste blive frastødt og optændes af Harme over, hvad han ansaa som Mangel paa Anerkjendelse af eller paa fuld Lydighed under Sandheden.

Han kjendte sit eget Hjerte, saa og erfor daglig, hvorledes den gamle Adam med alle Lyster stormede ind paa ham — bragtes derved ofte i Tvivl om sin Naadestand og var ulykkelig midt i al den Uro og Strid, som han kun betroede Faa.

For Mange stod han som en “forunderlig” Mand, paa hvem man ikke kunde blive ret klog.

Ogsaa i de ydre Livsforhold syntes det, som om Gud vilde, han skulde prøves netop i den Retning. Fra Kjøbenhavn kom han som Farversvend til Göteborg, atter ved sine kristelige Venners Anbefaling i et kristeligt Hus.

Her blev han kjendt med en Pige, som han elskede med hele sin Sjæls Inderlighed. Hun blev hans Hustru, og han havde med hende 2 Sønner. Da han saa flyttede hertil og nedsatte sig her som Mester, kom Prøvelserne ogsaa fra den Kant.

Efter Presten Wexels’ Raad og Tilskyndelse blev han nødt til at søge og fik Skilsmisse fra hende. De Sorger og Kampe, som han herved havde at gjennemgaa, forøgede i høi Grad hans Mistillid til Mennesker og hans sjælelige Uro og Tvivlesyge.

“Havde jeg”, sagde han, “da ikke havt min Bibel og de gamle Fædres Skrifter at ty til, var jeg gaaet fortabt”.

Men derfor havde han ogsaa et Kjendskab til Bibelen, til Luther, Joh. Arndt, Scriver o. Fl. som man kun faar ved at betragte dem med det i Strid og Nød vundne Livssyn.

Man søgte og fandt derfor ogsaa altid Raad i aandelige Sager hos Sørensen. Han var kjendt af Alle, der elskede sin Frelser.

Han omgikkes i sin Tid med H.N. Hauge og dennes Venner, ligesom han indtil det sidste nød Wexels’ Venskab og daglige Omgang; men han sluttede sig hverken til det ene eller andet Parti, han var hverken Haugianer eller Grundtvigianer; han holdt sig strengt til Ord og Sakramenter, var en kirkelig Mand, uagtet han saa vor Statskirkes Brøst og Mangler, som han kunde fremstille og revse paa det Skarpeste.

Af alle vore nuværende Foreninger var der dengang kun svage Spor; saameget mærkeligere er det derfor, at han paa egen Bekostning foranledigede Udsendelse af den første Prest til de Norske i Amerika, ligesom han gjerne søgtes af dem, der da begyndte de første Forsøg i Philantropisk Retning; men han hyggede sig ikke ret der, det var ikke ren Grund, mente han.

Det var den efter Sandhed søgende og for Sandhed troligt stridende Aand, som gjorde Sørensen kjendt og æret i overordentlig vide Kredse; hans Oprigtighed, Frygtløshed og Uafhængighed, den han altid beholdt og viste, fremkaldte vistnok ofte baade haarde og ublide Domme over ham, men gav ham tillige en Anerkjendelse og Betydning, som sjelden kommer i den Mands Lod, der tilsyneladende levede for og i sit Haandværk, uden paa nogen Maade at søge at blande sig i det ydre Stats- eller Kirkeliv.

Han var en tro Ven, en venlig og velvillig Mand, og hvor han fandt Sandhed og Ærlighed, der glædede han sig ved at kunne samtale og udveksle Meninger; han havde et skarpt Syn for Alt, hvad der kunde tjene til Kristi Navns Ære, men saameget strængere dømte han alt hykkelsk Væsen og Ordgyderi.

Herren førte til ham en anden Hustru, en from, stille og dybtfølende Kvinde, der overlevede ham; hun formaaede vistnok ikke at læge Saaret, der var saa dybt i hans Sjæl, men han fandt i hende et Hjerte, der forstod ham, og som glædedes i, hvad der glædede ham, og som hørte paa og bar med ham hans Livs Tyngder og Byrder indtil det sidste.

Han blev, som bekjendt, et af de første Offere for Gasanlægget her. Her var det ogsaa hans urolige og hans hensynsløse Iver, der førte ham til Døden.

En Morgen mærkedes Gaslugt i hans Bolig. Uagtet alle Advarsler og Alt, hvad han vidste, var indskjærpet Brugere af Gas, tændte han et Lys og sted dermed ned i Kjælderen; en heftig Eksplosion fulgte, og skrækkelig forbrændt baade indvortes og udvortes bragtes han til Rigshospitalet, hvor han levede nogle uendelig pinefulde Dage.

Han døde i Troen paa sin Frelser, med Fred i Hjertet, og Budskabet om hans Død vakte Sorg i en Mangfoldighed af Hjem trindt om i alle Nordens Lande”.

Pastor W.A. Wexels siger i sin Ligtale over Sørensen :

“—- Jesu Navn er det Eneste, som er givet os til Salighed; derfor siger Guds Ord ikke : “Salige ere de døde !”, men det siger : “Salige ere de Døde, som dø i Herren”.

Det var ogsaa din Tanke, din inderlige Erkjendelse, hedenfarne Ven og Broder ! Du var fortrolig med Jammeren, med Syndeelendigheden i dig selv, og du vilde kun vide Et til Salighed, den Korsfæstede og Gjenopstandne, og du søgte ham enfoldigen i din Daab og i Ordet og i Nadveren, og du fandt Ham der som din, og du bekjendte din Frelser for Menneskene, som du gjerne vilde bekjendes af Ham paa den yderste Dag; du bekjendte Ham ikke blot med Munden, idet du priste Hans Herlighed og Naade som dit Et og Alt i Liv og Død, men — endog du ikke selv saa det — med Gjerningen, med Kjærlighedens Gjerning; og hvor pludselig og uventet og grufuld Døden kom til dig, den traf dig visseligen ikke uforberedt !

Dit Hjerte sagde, sagde hver Dag, sagde ogsaa i hint rædselsfulde Øieblik, sagde paa Smertens Leie : “Herre, annam min Aand !”  Og Han annammede den !  Han gav, han tog, Hans Navn være lovet !

— Farvel da og — Tak ! Tak for al din Trofasthed, kjære Sørensen ! al din Hengivenhed, Deltagelse, Kjærlighed ! Tak for Alt, hvad du ogsaa var for mig i de omtrent 27 Aar, vi have kjendt hinanden ! inderlig Tak ! Engang skal jeg takke dig bedre. Gud velsigne dig, Gud glæde dig ! Gud gjøre det nu ret lyst og godt for din Aand !”

 

 

 

Stengt for kommentarer.