peter l. hærem liv og virksomhet : presentert av m.j. færden

– i boken “Et Mindeskrift” af Michael Johan Færden, Præst. Aftrykt efter “Hjemmet” med enkelte Tillæg. Kristiania. Fædrelandets Forlag. 1878. Det Steenske Bogtrykkeri.

 

Peter Lorentzen Hærem var födt i Stavanger 29de August 1840 af Forældrene Omund Aagesen Hærem og Hustru Ragnhild Danielsdatter. De var egentlig Bondefolk fra Sövde i Ryfylke, men da begge havde ældre Söskende, som skulde have Forældrenes Gaard, flyttede de i 1822 eller 1823 til Stavanger.

Her blev Faderen Skibstömmermand og Arbeiderformand, indtil han kort för sin Död begyndte en liden Handel for at skaffe sin Hustru et Erhverv efter sin Bortgang. Han döde allerede i 1841, da Peter, den yngste af 7 Söskende, var 3/4 Aar (9 maaneder).

Peters Opdragelse i Barneaarene var derfor ganske og aldeles lagt i Moderens Hænder, men her var den i gode Hænder, thi hun var en sjelden from og elskelig Kvinde, der daglig i Bönnen bar sine Börn frem for Herren og tidlig lærte dem selv at gaa den samme Vei.

Især fik hun en overmaade stor Indflydelse paa sin yngste Söns Udvikling, saa at han selv tillagde hende Æren for det Meste og Bedste, som han udrettede i Livet (det var fra Begyndelsen af Meningen at have givet hende en större Plads i hendes Söns Levnetsbeskrivelse, men efterhaanden som Arbeidet skred frem, blev det klart, at hun kunde fortjene sin egen Plads, hvorfor en Skildring af hende vil komme i en af de nærmest fölgende Nummere af “Hjemmet”).

— 4 —

Peter var en livlig og kraftig Gut, der kunde fare temmelig haardhændt frem mod sine Kammerater i de barnlige Lege, men til Trods for al ungdommelig Munterhed var der ikke blot Lærelyst, men ogsaa en god Del Alvor paa Bunden.

Bogstaverne lærte han sig selv, uden at Nogen i Huset rigtig vidste, hvorledes det var gaaet for sig. Fra hans tidligste Barndom stod det for ham, at han skulde blive Prest. Naar han kunde faa nogle andre Smaabörn med sig, saa legede han Kirke og prædikede for dem. Snart var han Prest og snart Missionær.

Da en Skipper, som havde lagt sin Elsk paa Gutten, engang havde spurgt ham, om han vilde være med ham paa en Söreise, fik han det meget travelt med at samle sammen alle de Böger han kunde overkomme; thi han kunde ikke tænke sig Andet end at det gjaldt en Missionsreise, og nu maatte han have Böger forat uddele blandt de stakkars Hedninger. Tidlig begyndte han ogsaa at komme dragende hjem til Moderen med de mest forkomne Fattige, som han traf paa sin Vei, og han fandt selv frem gamle Klæder til dem og glemte heller ikke at stikke sin gamle Katechismus med, dersom han hörte, at de havde Börn hjemme.

Ligesom han tidlig var bleven lært at bede, saa havde han ogsaa tidlig fattet stor Tillid til Bönnens Kraft. Naar han saaledes ikke fik sove for Tandpine, gav han sig ikke, för Moderen maatte knæle ved Sengen og bede med ham, og Virkningen var ufeilbarlig den, at han straks sövnede ind.

Derfor havde han ogsaa straks Recepten færdig for sine Söskende, naar det feilede dem Noget : “det kommer deraf, at du ikke har bedet“.

Sin förste Skolegang fik han i 5-6 Aars Alderen hos en Madame Veggeland, der holdt en Smaabörnskole. Her lærte han især en Del Vers, som han med stor Frimodighed fremsagde i Hjemmet. Efter omtrent et Aars Forlöb blev han optagen i Dues Privatskole. Denne Due var kommen fra Christiansfeld som Forstander for de herrnhutiske Brödre i Stavanger, efterat hans Forgjænger Peter Lorenzen, efter hvem Hærem var opkaldt, var död i 1840. Ved Siden af sin Virksomhed som Leder for “Brödrene” paa Vestlandet og

— 5 —

for den Missionsvirksomhed, baade for Israelsmissionen og for Hedningemissionen, som disse begyndte i vort Land, var han ogsaa Bestyrer af en Privatskole, som især havde sin Sögning fra de Vaktes Kreds i Stavanger.

Her gik Hærem i 2 eller 3 Aar. Men da begyndte han at overhænge sin Moder med Bön om at faa komme paa Latinskolen, forat han kunde blive Prest. Moderen havde liden Raad til at lade ham gaa den Vei, men ved Dues Mellemkomst opnaaede han tilsidst sit Önske og fik snart Friplads paa Latinskolen. Her gjorde han jevn Fremgang, men de rent boglige Övelser var ligesaalidt nu som senere i Livet hans stærkeste Side.

Hans overströmmende Livlighed skaffede ham undertiden ogsaa Uleilighed. Saaledes mistede han endog for en Tid sin Friplads paa Grund af nogle ungdommelige Forseelser, hvoraf dog enkelte var af en meget uskyldig Art, f. Ex. den, der tilsidst bragte Bægeret til at löbe over, nemlig at han drillede en Lærer, der havde en Svaghed forat være vittig, med slet ikke at ville finde hans Historier morsomme.

Men den Anmærkning, som en af hans Lærere engang skrev i hans Karakterbog: “Stöiende, – men ellers vel tilfreds med ham”, er vistnok et ret betegnende Udtryk for hans Forhold paa Skolen i denne Tid.
För Skolegangen var tilende, kom dog den Tid, da det kristelige Alvor vaagnede hos ham.

Omkring Konfirmationstiden faldt han i en stærk Nervefeber, hvori han var Döden nær, og i Sygdommen kom han til den Vækkelse, som blev af afgjörende Betydning for hele hans senere Liv. Da Lægen kom og fandt hans Tilstand meget betænkelig, sagde han: “Her gjælder det först at söge Sjælens Frelse, saa faar vi se, hvad Velsignelse Gud vil lægge i Medicinen“.

Disse Ord gjorde stærkt Indtryk paa ham, og han har ofte fortalt derom til Medicinere forat vise, hvad Lægen kunde udrette i kristelig Henseender ved Sygesengen. Fra nu af modnedes han hurtig i kristelig Erkjendelse og Erfaring, og allerede paa Skolen iblandt Kammeraterne begyndte han den missionerende og paa samme Tid samlende og ordnende Virksomhed, som blev hans egentlige Livsgjerning.

— 6 —

Ligesindede eller ialfald modtagelige Kammerater samlede han til et Slags aandelig Broderkreds og holdt fælles Bede-timer med dem.

Paa Skolen samlede han ogsaa Bidrag til Israels-Missionen. Saaledes kunde han en enkelt Gang overrække en Gave af 10 Spd., som var samlet blandt Kammeraterne; han besad allerede den Gang sin forunderlige Gave til at frembringe “glade Givere”.

Han fik ogsaa Kammeraterne til at indfinde sig, og det i talrig Skare, paa de Missionsforsamlinger, som holdtes af Due for Israels-missionen. Desuden gik han flittig om til sine enkelte Kammerater og talte med dem om det ene Fornödne, især var han ivrig paafærde, naar han havde Grund til at frygte for, at der i en særegen Retning var ilde fat med Nogen af dem.

I saadanne Tilfælde gik han med den samme tillidsfulde Frimodighed, hvormed han senere i Livet fremtraadte for de höiest stillede og mest berömte Mænd i Udlandet som i Hjemmet, op til selve Rektor, hvem jo ellers Skolens Disciple saa op til med en Respekt, der bragte dem til at holde sig i en ærefrygtsfuld Afstand.

Imidlertid nærmede den Tid sig, da han skulde forlade Skolen og Hjemmet forat afgaa til Universitetet. Til Trods for alt Arbeide og Flid i den sidste Tid af sin Skolegang havde han den Skuffelse, at han ikke blev dimitteret fra Skolen, derimod blev han i 1859 privat dimitteret af Sogneprest Gjör. Denne Skuffelse bidrog vistnok ogsaa til at gjöre Afskeden fra det kjære Barndomshjem og fornemmelig fra Moderen dobbelt vemodsfuld.

Den Afskedsfest, som holdtes for ham i Hjemmet, var ogsaa et i höi Grad karakteristisk Forspil for hans senere Liv, der altid var baaret af en vis löftende Feststemning, ja, hans travle Arbeidsliv var ligesom omslynget og sammenknyttet af en Krans af Feste, der dog alle havde det kristelige Alvor som sin höitidsfulde Baggrund.

— 7 —

Familien og enkelte af dens nærmeste Venner var samlede. Tiden vekslede med Andagt, Samtale og Sang. Dampskibet skulde afgaa Kl. 4 om Morgenen, der var altsaa ingen Tid til Sövn. Da Afskedsstunden nærmede sig, og et let Reisemaaltid var sat frem, kommer Peter ind, ifört Reiseklæderne og med Reisetasken om Halsen, og dybt bevæget istemte han Oscar Ahnfeldts gribende Pilegrimssang, der var en af hans Yndlingssange, og hvoraf vi her hidsætter de to förste og det sidste Vers, der især var hyppigt paa hans Læber:

Jeg er en Fremmed, jeg er en Pil’grim,
blot en Aften, blot en Aften bor jeg her,
gjör mig ei Hinder, thi jeg vil fölge
Guds Folk til Strid gjennem Örk og Bölge.

¤

Jeg er en Fremmed, jeg er en Pil’grim,
blot en Aften, blot en Aften bor jeg her.
Reisemaaltid i Hast jeg tager
som en Jaget, som et Ilbud, standser ei,
jeg staar omgjordet om mine Lænder,
har Vandringsstaven i mine Hænder.

¤

Reisemaaltid i Hast jeg tager
som en Jaget, som et Ilbud standser ei.
Gode Hyrde, blot Et jeg beder:
fölg og led mig, fölg og led mig altid du!
saa jeg dig iler altid at möde,
indtil jeg hviler udi dit Skjöde.
Gode Hyrde blot Et jeg beder:
fölg og led mig, fölg og led mig altid du!

Ved Dören vendte han om og raabte : “Moder, velsign mig !” og med den moderlige Velsignelse, givet som modtaget under strömmende Taarer, ilede han afsted forat begynde sin korte, men rigt velsignede Pilegrimsreise forat “fölge Guds Folk til Strid gjennem Örk og Bölge“.

Som hans Afsked havde været i hans gamle Hjem, saaledes blev hans Modtagelse i den By, som

— 8 —

blev hans nye Hjem. Han havde i Kristiania faaet Logis hos en kristelig Familie, der hörte til den Kreds, der i hine Vækkelsens Dage pleiede at samles i Bureau-chef Jægers Hus.

Samme Dag, han kom ind til Kristiania, var netop en Samlingsaften, og han fulgte villig Indbydelsen til at ledsage Familien derhen. Da de her istemte den fra Hjemmet saa kjendte og kjære Salme : “O, tænk, naar engang samles skal”, blev han saa greben af glad Rörelse over, at han her skulde gjenfinde det Bedste, han havde besiddet og nydt i Hjemmet, at han maatte gjemme sig bort i en Vinduesfordybning forat skjule sine Taarer, og han gav igjen Gud af sit Hjertes Dyb det Löfte, at han alle sine Dage vilde elske ham og tilhöre hans lille Flok.

Han blev ogsaa snart et kjært Medlem af de kristelige Broderkredse i Kristiania og vakte straks Opmærksomheden for sig ved den store Frimodighed, hvormed han talte til ældre og nyere Bekjendte om de Ting, som hörer Guds Rige til. Det faldt ham altid let og naturligt at tale om de aandelige Ting.

Det var jo ikke med ham som med de Fleste, at de först i en senere Alder under Kamp og Selvovervindelse maa lære sig til at tale om Gud og hans Gjerninger med os, – for ham havde Guds Ord ret egentlig været hans Modersmaal, som han havde været vant ved at höre og at tale fra sin Barndom af.

Imidlertid tog han sin Examen artium og Examen philosophicum, den förste med Karakteren Haud illaudabilis og den anden med Laudabilis, og han kunde begynde paa Studiet af Theologien. En stor Del af hans Tid var dog optagen af de kristelige Interesser.

Ikke blot var han en flittig Deltager i de kristelige Vennemöder, som holdtes i de Dage, men han begyndte ogsaa selv at samle sine Kammerater iblandt Studenterne hos sig, og hans Breve fra den Tid fortæller om mere end een Aften, som blev tilbragt i Bön og aandelig Samtale paa hans Værelse. Desuden begyndte han at holde Bibellæsninger og Opbyggelsesmöder i Byens Omegn, og man kunde

— 9 —

oftere om Aftenerne se ham komme vandrende tilbage fra disse ledsaget af en liden Flok Mænd og Kvinder, som trængte sig om ham forat fortsætte Samtalen til det Sidste. Han deltog ogsaa i Forhandlingerne i Studenternes theologiske Forening paa Universitetet, men — saavidt erindres — kun naar mere praktiske Spörgsmaal var paa Bane f. Ex. Spörgsmaalet om Tilladeligheden af de saakaldte Adiafora eller Middelting og om Fortolkningen af den augsburgske Konfessions 14de Artikel.

Det var vel ikke frit for, at denne frie Virksomhed var til Hinder for hans Studier. Der var ogsaa en anden Fare, som denne stærkt udadvendte Virken kunde medföre for en ung og ubefæstet Mand, nemlig at den store Anerkjendelse, som den som oftest medförte, kunde virke skadeligt paa hans egt indre Liv. Hans Moder var ham imidlertid med sin rige aandelige Erfaring en god Paaminder i denne Henseende. Saaledes skriver hun til ham i 1861 : “Jeg haaber, at det gaar fremad i det Aandelige i al Stilhed og Ydmyghed. Du forstaar min Mening. Der er ikke Salighed uden for de Fattige i Aanden, og naar jeg tænker paa Dig, da synes jeg, det Bedste for Dig er, at Du holder Dig i Stilhed saameget som muligt den Tid, du studerer, og selv er en oprigtig Tilhörer; thi jeg synes, her er Mange, som prædiker udenom sit eget Kald, og Kaldet er det Förste, vi skal rögte“.

Hans Studier blev ogsaa to Gange afbrudt ved en midlertidig Lærervirksomhed, först i Fredriksstad i 1861 og siden i Drammen i 1862. Hans Virken i Fredriksstad var kun af kort Varighed, men den var dog lang nok til at vinde ham baade Börnenes og Forældrenes Hengivenhed, thi han vendte tilbage derfra beriget med en Mængde Taknemmelighedsgaver.

Af större Varighed og vistnok ogsaa af större Betydning for ham var hans Virksomhed i Drammen i 1862. Her vikarierede han et halvt Aar som Lærer i Religion ved Drammens Latinskole for den daværende Katechet paa Strömsö og holdt regelmæssig

— 10 —

Bibellæsninger og prædikede jevnlig. Hans Breve fra denne Tid indeholder Vidnesbyrd om, hvor alvorlig han tog denne Gjerning, hvorledes han forberedte sig dertil under inderlig Bön, og hvorledes han uafladelig minder sin Moder om, at hun maatte fremdeles staa ved hans Side i Bönnen og fremfor Alt bede Herren bevare ham i Ydmyghed.

I Drammen fandt han ogsaa et andet Hjem hos sin Ven Grosserer Hans Theodor Kjær, som han allerede i Kristiania havde gjort Bekjendtskab med, og som han siden fornyede Bekjendtskabet med i Fredriksstad hvor Kjær dengang boede, og som han endelig fandt igjen i Drammen, hvor Bekjendtskabet blev et Venskab for Livet.

Af alle de mange Venskabsbaand, som Hærem knyttede i Livet, var der intet, som blev af den Betydning for ham og for hans Gjerning som dette. Her fandt han den inderligste Forstaaelse af og Medfölelse med hele sin varmhjertede Stræben. Men forat kunne virkeliggjöre sine Kjærlighedstanker i Livet trængte han ogsaa noget Andet end gode Önsker; han trængte Penge, og det mange Penge.

Til Kjær vendte han sig heller aldrig forgjeves med Bön derom, den ene af disse Mænd var ligesaa færdig til at give som den anden til at bede om dem. Det er vel at frygte for, at dersom Hærem ikke havde fundet en Kjær, vilde mange af hans Planer være blevne uuförte og hans rige Velgjörenhed og Hjælpsomhed i fölelig Grad indskrænket. Men her fandt den dog ikke blot en stor Del af Midlerne til Virkeliggjörelsen af sine Planer, her fandt han ogsaa Hvile, naar han var træt, og Opmuntring og Tröst, naar han var bedrövet. Havde han overanstrengt sig, saa han ikke aarkede mere, saa reiste han til Drammen forat hvile ud. Havde han lidt en stor Skuffelse, saa reiste han til Drammen forat vinde sin Sindsro og aandelige Ligevegt tilbage.

I 1865 afsluttede han sine Studier ved at tage theologisk Embedsexamen med bedste Karakter. I den skriftlige Del af Examen stod han tvivlsomt, men i den mundtlige hævede han sig igjen.

— 11 —

Efter tilendebragt Examen tog han igjen til Drammen, hvor han et Aar var Lærer ved Frk. Bauers Pigeskole, ligesom han flittig fortsatte den frie missionerende Virksomhed, som han under sit förste Ophold der havde begyndt.

Allerede Aaret, för han blev Kandidat i Theologien, havde han sammen med Stiftprovst Jensen overtaget Redaktionen af “Missionsblad for Israel” og var bleven Sekretær i den derværende Komite for Israelsmissionen. Hærem var allerede fra sin tidlige Ungdom af sin Moder bleven lært at elske dette Folk “for Fædrenes Skyld”, og fordi “Saliggjörelsen er kommen til os fra Jöderne”, som han selv udtaler det i den Udsigt over sit Liv, som han giver i sin Ansögning om Gjerdrums Sognekald.

Som för omtalt, samledes en “Forening af Israels Venner”, stiftet i 1844, i Brödremenighedens Sal i Stavanger; her pleiede ogsaa Kvinderne hver anden Mandag i Maaneden at samles forat arbeide for denne Mission. Hid fulgte Peter stadig sin Moder, og han talte oftere i sit senere Liv om, hvilket uudsletteligt Indtryk det gjorde paa ham, naar den gamle ærværdige Foged Schiötz, hvis Udseende var ligt en Patriarks, stod op og sagde :

“Lad om Zion höit os sjunge,
Herren Zion udvalgt har,
og til Ære vil han bringe
Folket, som hans eget var.
Gud i fremmed Land gjenklinger
Vemods dybe Klagesang,
snart dog Herren Lænken bryder,
aabner Hjemmets Port engang”.

Fra 1850 havde Foged Schiötz udgivet det forhen af Brödremenighedens Prester i Kristiania, Holm og Möhne, redigerede Missionsblad (begyndt 1827).

Efterat nuværende Provst A. Hauge i 1850 havde overtaget Udgivelsen af “Norsk Missions-Tidende” som Organ for det norske Missionsselskab, blev Schiøtz’

— 12 —

Missionsblad udelukkende et Blad for Israelsmissionen. Men da Schiøtz döde i 1863, var der Ingen i Stavanger, som fölte sig i Besiddelse af de fornödne Betingelser for at overtage Bladet, og Stavanger-Foreningen anmodede derfor den i Kristiania dannede Komite om at tage sig af det. Det var nemlig i 1861 dannet en Komite for Israelsmissionen ved Prof. Caspari som Formand af nuværende Pastor Bernhoft som Sekretær.

Da man ogsaa i Hovedstaden var bleven opmærksom paa Hærems store Iver for denne Sag, blev han efter Bernhofts Flytning fra Kristiania kaldet til allerede som Student at overtage Redaktionen af “Missions-Blad for Israel” sammen med Stiftsprovst Jensen. Foged Schiötz havde, allerede dengang Hærem kom som Student tilbage til Stavanger, ligesom i Forudfölelsen af, at han skulde blive hans Arvtager, ladet ham afskrive Titlerne paa en Del Missions-Blade og Skrifter og sagt : “Dette, Peter, kan Du have, det kan engang komme til Nytte for dig“, og saa blev nu ogsaa Tilfældet, det kom til Nytte, da han overtog Redaktionen af Bladet.

I Sommeren 1866 foretog han en Reise opover Landet forat lægge Missionsvennerne Israels Sag paa Hjerte. Reisen gik först til Throndhjem og saa langs Kysten vestover til Stavanger. Han havde den Glæde at se, at denne Sag blev omfattet med stor Deltagelse i vide Kredse, Bladet fik stor Udbredelse, og Bidragene begyndte at flyde nok saa jevnt fra mange Missionsforeninger omkring i Landet.

Af disse Bidrag understöttes flere protestantiske Selskaber, baade tyske og engelske, der arbeider for Israel, men den egentlige Missionsmark for den norske Israelsmission er Rusland, hvor Pastor Faltin i Kischenew i Besarabien og Pastor Gurland i Mitau modtager understöttelsen.

Her tilhörer endnu de fleste Jöder den gamle orthodoxe Jödedom, og disse har vist sig ganske anderledes modtagelige for Evangeliet om Messias end de saakaldte Reformjöder, der ikke længere venter nogen Messias og Europas store Kulturlande

— 13 —

gaar sammen med den store vantro Masse og for en stor Del er dens Anförere i Bladene og Bogverdenen i Kampen mod “Alt, der kaldes Gud og Gudsdyrkelse”.

Imidlertid fortsatte han sit Indremissionsarbeide og holdt regelmæssige Bibellæsninger i Pipervikens Asyl. Her traf han Vinteren 1867 en Flok Læregutter, som blev den lille Stamme, hvorom siden Ynglingeforeningen dannede sig.

Hærem havde allerede för havt en deltagende Tanke for den Mængde unge Gutter, som kommer ind til Kristiania for at uddanne sig og tjene sit Underhold. Han havde seet, hvor de i Almindelighed var overladte til sig selv og kun altfor ofte blev et let Bytte for Hovedstadens mange Fristelser.

Det gamle Baand mellem Mester og Lærling var oplöst, de havde intet Hjem og intet Forsvar længere i Mesterens Hus, – hvad Under da, at de snart begyndte at söge sin Opmuntring og Adspredelse paa de offentlige Forlystelsessteder og fik Smag paa slette Nydelser !

Eller om der var Enkelte iblandt dem, som blev opvakte af Syndesövnen, saa blev lettelig det kristelige Liv saare ensidigt og forkröblet hos disse, fordi de var saa ganske overladte til sig selv. Der var visselig Mange, som havde med inderlig Bedrövelse fölt, at her var der Nöd paa Færde, og her trængtes der Hjælp, men der var ingen Anden end Hærem med hans altid handlefærdige Hjælpsomhedsaand og hans lykkelige Organisationsevne, som virkelig tænkte paa at bringe Botemidler for Ondet.

Han havde dybt indprentet sig et Ord, han ofte havde hört af sin Moder : “Den som vil gjöre Noget for Folket, maa begynde med Börnene og Ungdommen“, og han trængte kun en Anledning til at gribe Sagen fat. Den fandt han i hin lille Flok af Lærergutter, som han stadig saa blandt sine Tilhörere i Pipervikens Asyl. “Disse maa jeg gjöre Noget for”, tænkte han, og en Aften bad han dem blive tilbage, naar de Övrige gik. Han spurgte dem, om de ikke skulde have Lyst til at komme sammen og faa Rede paa mange Ting, som kunde

— 14 —

være nyttige for dem at vide Besked om f. Ex. om fremmede Lande og om de mærkeligste Ting, som var skeet i Verdens og i Kirkens Historie. Jo, det viste sig, at dette var Noget, de længe havde önsket.

Saa indböd han dem da til at komme op til ham paa hans Værelse næste Söndags Eftermiddag, og han bad dem tage sine Kammerater med sig, ogsaa dem, der ikke gik og hörte Guds Ord. Næste Söndag samledes de paa hans Studenterhybel i Underhaugsveien, og Samlingen blev til gjensidig Glæde, saaat den regelmæssig blev gjentaget.

Det var ikke let at skaffe Plads til alle disse taknemmelige Gjester, men Hærem forstod altid at gjöre Brug af de forhaandenværende Kræfter. Der var en Del Snedkergutter iblandt dem, og disse fik han til at gjöre simple Bænke, som blev flyttede ind ved hvert Möde. Men Hærems eget Værelse blev nu alligevel snart forlidet.

Da gav Skolebestyrer Mickelsen dem Tilladelse til at benytte hans Skolelokale, som dengang var i et leiet Hus i Toldbodgaden, og her samledes de hver Söndagseftermiddag mellem Gudstjenesterne og hver Thorsdag Eftermiddag. Möderne begyndte med Guds Ord og Bön, og siden fortalte han mærkelige Ting fra Kirkehistorien, Verdenshistorien og Fædrelandets Historie og sögte i det Hele at give dem et paa en Gang alvorligere og paa samme Tid friere Syn paa Livet.

Et Par Aar arbeidede Hærem alene med sine Ynglinger, men siden fik han Hjælp af Presterne I. R. Brun og Kobro. I de senere Aar har Foreningen vokset Sennepskornets Vekst, tæller nu flere Hundrede Medlemmer af alle Samfundsklasser og er bleven Stammoderen for en Række lignende Foreninger rundt om i vort Land.

Om end de tyske Ynglinge-foreninger har i flere Henseender været Forbilledet for den förste norske, saa er den altsaa heller ikke nogen blot Efterligning af disse, men er vokset frem paa hjemlig Grund og vilde maaske under Hærems dygtige Pleie have udviklet sig til, hvad den er bleven, ogsaa uden hine opmuntrende Forbilleder fra Udlandet.

— 15 —

Der var dog ogsaa Andre end Læregutterne, som vankede hjemlöse omkring i den store Stad. Studenterne var i visse Henseender ligesaa ilde farne. Engang havde det været forholdvis let for de fremmede Studenter gjennem Kammerater eller som Logerende at faa Adgang til Familier i Kristiania og saaledes finde lidt huslig Hygge og Erstatning for Fædrehjemmets velgjörende Indflydelse. Men nu er det anderledes.

Eftersom Byen bliver större, bliver det stedse vanskeligere at öve denne gammeldagse Gjestfrihed, Travlheden vokser, de daglige Livsfornödenheder bliver kostbarere, Arbeidet for Brödet bliver strengere, næsten hver Mand, og allermest Embedsmændene og de Dannede, som för havde aabnet sine Hjem for de fremmede Studenter, bliver nödt til at indskrænke sine Udgifter til det mindst mulige, og den Glæde at kunne hygge lidt for unge Mennesker af Ens fjernere Bekjendtskabskreds bliver negtet de Fleste.

Og paa samme Tid, som den beskyttende Familieomgang unddrages de Unge, foröges daglig Adspredelserne og Fristelserne omkring dem. Desuden mente Hærem gjennem sin jevnlige Omgang med de unge Studenter at have gjort mindre lovende Erfaringer angaaende Frugterne af den sidste Tids lærde Skoledannelse. Han fandt ligesom mange Andre, at Tilegnelsen af de mange forskjelligartede Kundskaber, som den nu gjældende Skolelov kræver, ikke övede dannende Magt som den ældre, mere ensartede og samlende Undervisning, hvilket især bliver Tilfældet, naar man indskrænker sig til et Lavmaal af Kundskaber og skal tilegne sig disse i kort Tid.

Hærem havde en stærk fölelse af, hvor mislige Fölger det vilde medföre for det hele Samfund, om Folkets embedsstand i en Tid, da saamange samfundsnedbrydende Kræfter er virksomme, ikke længere skulde være i Besiddelse af den Autoritet, som den höiere, humane Dannelse giver.

Endelig havde han, der saamange Gange paa nært Hold havde havt Anledning til at blive bekjendt med de Kulturströmninge, der fra de store Kulturlande alt mere og mere

— 16 —

nærmede sig til os, en levende Frygt for, at den fra alle Kanter fremstormende Vantro især kunde blive farlig for den akademiske Ungdom og igjennem denne for det hele Folk, blandt hvilket disse Unge senere skulde gaa ud som Lærere og Ledere. Det gjaldt derfor at være ude i Tide og bevare, hvad bevares kunde, för Frafaldets Tider for Alvor var komne.

De bitre Klager, han i Tyskland havde hört fra saagodtsom alle alvorlige Kirkens Mænd over, hvorledes Vantroens og Materialismens Klintesæd havde skudt en forfærdelig Vekst, “medens Tjenerne sov“, mindede ham stadig om, at det nu gjaldt at kjöbe den beleilige Tid forat frede om de mange gode Spirer, som endnu var tilbage i Folket, og bevare Frugterne af den Vækkelse, som just var gaaet over Landet, til en Sæd for kommende Dage.

Derfor vilde han grunde et Studenterhjem, hvor Blomsten af Landets Ungdom kunde finde Ly og Varme i et kristeligt Hjem under et husfaderligt Tilsyn og i vækkende og befrugtende Omgang med dannede Mænd og gode Kammerater.

Den förste Anledning gav den storartede Gave, som blev skjænket Lutherstiftelsens daværende Komite af en engelsk Dame Mrs. Merrlees, der forærede den Stiftsprovstinde Lieunghs forrige smukt beliggende Gaard med tilhörende Have.

Denne Dame, der af Pastor Storjohann, dengang Sömandsprest i London, var anbefalet til hans Omsorg under et Sommerophold i Norge i Sommeren 1871, havde han ledsaget paa en længere Reise gjennem Telemarken, Mjösens og Ransfjordens Dalförer, Valders og Bergens-stift, en Reise, som Mrs. Merrlees har beskrevet i en liden Bog : “Jottings from our Journal in Norway. Clifton 1871”.

Hun bestemte det lille venlige Hus nærmest til Bolig for Hærem selv. Han havde ogsaa en Tid sin Bolig her og samlede oftere i sin Familie en större Studenterkreds, men de Erfaringer, han gjorde, bragte ham til stedse mere levende at föle Trangen til en större Bygning, som i videre Forstand kunde blive et Studenterhjem, og som i de Tider, da

— 17 —

Studenterne er borte fra Byen, kunde afgive Lokale til större Bibelbudsamlinger.

Den gamle Ishavsfarer Sven Foyn gav Stödet til at Planen hurtigere end paatænkt blev virkeliggjort, thi han skjænkede 2000 Spd. paa den Betingelse, at man straks vilde “gaa i Gang”.

Andre udenbyes Rigmænd fulgte Eksemplet, og snart var Studenterhjemmets store, vakre 4-Etages Bygning reist og taget i Brug. (Om dets höitidelige Indvielse 13de Febr. 1876 i Hs. Maj. Kongens Nærværelse se “Hjemmet” 1876 No. 16 og “Maaneds-Tidende for den indre Mission” 1876 S. 43).

I dette Hjem var da Hærem Husfader, og til denne Stilling var han ved sit kjærlighedsfulde, deltagende og fortrolighedsvækkende Hjertelag og sin ualmindelige praktiske dygtighed i fortrinlig Grad skikket, hvorfor ogsaa denne Gjerning var en af hans kjæreste.

Imidlertid var den Stiftelse grundlagt, hvortil Hærems Virksomhed i de sidste Aar fornemmelig var knyttet, nemlig Lutherstiftelsen. Det förste Stöd til dens Oprettelse blev vistnok givet fra en enden Kant, men Hærem sluttede sig allerede fra Begyndelsen til Arbeidet for den og var en af de Virksommeste og Ivrigste ved dens Oprettelse.

I Sommeren 1866 holdtes Missions-Kredsforsamling paa Kongsvinger og i Forbindelse med denne et Indre-Missionsmöde. Da Biskop Schreuder, som just opholdt sig i Fædrelandet efterat have modtaget Bispevielsen, tog Del i Kreds-forsamlingen, vakte den mere end almindelig Opmærksomhed og samlede flere Deltagere end sædvanlig. Ogsaa fra Sverige kom der Gjæster, hvoriblandt “den evangeliske Fosterlandsstiftelses” Fader, Presten Hans Jakob Lundborg.

Denne havde allerede för tænkt paa at reise til Norge for om muligt at faa Fosterlandsstiftelsen omplantet paa norsk Grund. Nu kom Pastor Storjohann til ham forat faa hans Bistand til at stifte en svensk Sömandsmission. I denne Anledning fulgtes de ad til Göteborg, hvor han

— 18 —

först fremförte Sagen, og da det viste sig, at Tanken slog an hos Deltagerne i Indre-Missionsmödet, fulgte han med ind til Kristiania, hvor Sagen blev nærmere forberedt i en Række af Möder, som holdtes under Pastor Storjohanns Ledelse. I disse Möder var Hærem en ivrig Deltager, ligesom han var meget virksom til at bevæge Flere, som stod med Tvivl eller Betænkeligheder ligeoverfor Sagen, til Tilslutning.

Hans mærkelige Overtalelsesgaver fornegtede sig heller ikke her. Der var vistnok ikke Faa, som blev vundne ved hans tillidsfulde Forhaabninger og brændende Begeistring for dette Verk.

Fra Nytaar 1870 traadte han ogsaa i et endnu nærmere Forhold til den, idet han blev Sekretær og Redaktör af dens Blad : “Maanedstidende for den indre Mission“, og dersom der er nogen Sandhed i det engelske Ord, at “et Selskab er dets Sekretær“, saa var det vistnok i dette Tilfælde. Han levede for denne Stiftelse og dens Gjerning, dens Trivsel var hans höieste Lykke, dens Gjenvordigheder var hans störste Sorg.

Der er visselig Faa, som har anvendt saamegen Opfindsomhed, Udholdenhed og Klogskab for at skaffe sig selv eller sine Börn det daglige Bröd, som Hærem anvendte for at sikre sit kjære Barn “Lutherstiftelsen” Midlerne til dens Bestaaen og Fremgang. I sin Ansögning om Gjerdrums Sognekald omtaler han i fölgende Ord sin Virksomhed i Lutherstiftelsens Tjeneste, efter at han i det Foregaaende har omtalt sit Arbeide for Israelsmissionen : “Senere lededes mine Tanker og Interesser mere hen til vort eget Folk og det frivillige Kjærlighedsarbeide, hvormed Kirken under vort Lands særegne lokale Forhold og de særegne Tidsforholde kunde stöttes i sin Gjerning. Her kom atter igjen den Sæd, min salige Moder havde udsaaet, til at bære sin Frugt. Allerede i min tidligste Barndom talte hun, der var opvokset i en Fjeldbygd, til mig om de svære Hindringer, som vort Lands Natur lægger i Veien for, at “Guds Ord kan bo rigelig iblandt os”, – og dette bragte mig til senere med inderlig Glæde at sætte

— 19 —

min Kraft ind i Lutherstiftelsens Virksomhed, en Virksomhed, hvorved der i Löbet af 9 Aar er udbredt over 2½ Million kristelige Skrifter med Bibler og Nyetestamenter blandt vort Folk, ligesom ogsaa den frivillige Lægmandsvirksomhed ved Lutherstiftelsen er traadt i et understöttende Forhold til det kirkelige Embede ganske anderledes end tidligere”.

Men jo mere Stiftelsens Virksomhed udvidedes, desto mere vokste ogsaa Udgifterne til Bibelbudenes Lönninger og til Indkjöb af gudelige Skrifter. Og de samme “lokale Forhold” i vort Land med en adspredt boende og fattig Befolkning, som efter Hærems Mening havde nödvendiggjort Lutherstiftelsens Oprettelse, gjorde det vanskeligt i selve Landet at opdrive de fornödne Midler til at holde den gaaende. Han begyndte derfor allerede tidlig at vende sit Blik mod England og Skotland som de Lande, hvorfra kristelige Stiftelser og Selskaber over den hele Verden fik Understöttelse, ligesom der derfra maatte være mange Vink at hente med Hensyn til selve Missionsvirksomheden.

Pastor Lundborg havde ogsaa i 1855 besögt Skotland og var derfra vendt tilbage med rige Gaver og Löfte om aarlige Bidrag til den svenske Fosterlandsstiftelse. Hærem vilde gjöre lignende Forsög. I 1870 fik han Anledning til at udföre dette Forsæt.

Först gik Reisen over Hamburg til Berlin, hvor der den 26-28de April holdtes den förste almindelige Konferents for Israelsmissionen, og hvor han fik Anledning til at stifte personligt Bekjendtskab med mange af de Mænd, der arbeidede for den samme Sag, deriblandt den för nævnte Pastor Gurland, en omvendt Rabbi fra Sydrusland, der nu er Pastor primarius (förste Prest) i Mitau. Hærem talte ved denne Anledning i Bethlehemskirken. Herfra reiste han til London forat deltage i “Maimöderne”, det vil sige : den Række af Aarmöder, som i Mai Maaned holdes af de forskjellige kristelige Selskaber, som har sine Hovedsæder i London.

— 20 —

Rækken begyndtes som sædvanlig af det britiske og udenlandske Bibelselskab, der havde sin Aarsfest den 4de Mai under Hertugen af Shaftesburys Præsidentskab i Exeter Hall. Ved disse Möder var det nemlig den bedste Anledning til at fremlægge Lutherstifelsens Sag og vinde Venner for den blandt Englands indflydelsesrigeste Mænd.

Hærem havde bestemt sig til om muligt at faa Ordet allerede ved Bibelselskabets Möde som det störste og betydningsfuldeste af dem alle. Men det viste sig, at der var store Vanskeligheder at overvinde forat faa Adgang til at tale her, og der skulde hele Hærems Begeistring for hans Sag og hele hans vestlandske Seighed og Udholdenhed til forat overvinde disse.

Allerede i Berlin fik han Brev fra Pastor Storjohann, dengang Sömandsprest i London, at det ikke var at tænke paa at faa tale ved Bibelselskabets Aarsmöde, men Hærem gav ikke tabt. Han kom til London först to Dage för Mödet skulde holdes, og var aldeles ukjendt i den store By. Dertil kom, at hans Förer i London, Pastor Storjohann, maatte forlade ham forat reise til Liverpool for at give 600 norske Emigranter, som just skulde afgaa derfra, et Guds Ord med paa Veien, og Hærem maatte i hans Sted reise til Greenwich til en döende finsk Matros, som havde knækket sin Ryg ved at falde ned fra Skibsraaen, og som nu ved Telegram krævede Sjælesörgerbistand.

Herved gik en Dag tabt, og den næste skulde Festen holdes. Hærem fik ved sin Henvendelse til Selskabets Sekretær det miströstelige Svar, at Alt var ordnet, alle Talere indtegnede, alle “Resolutioner” fordelte og hele Programmet for Festen endelig vedtaget.

Nu kunde ingen Anden end Selskabets Præsident gjöre nogen Forandring deri. Men hvorledes skulde vel en Fremmed faa Adgang til ham ? Her maatte der de bedste Anbefalinger til. Desuden, — og dette syntes at udelukke enhver Mulighed af nogen Henvendelse til Hertugen, Tiden var gaaet hen, det var bleven sent paa Dagen, og den almindelige Modtagelsestid var forbi. Enhver Anden vilde vistnok nu have givet tabt, men Hærem gav sig ikke.

— 21 —

Den daværende norsk-svenske Generalkonsul i London, den senere afdöde Mr. Tottie, nöd megen Anseelse i Londons höiere Kredse. Maaske han kunde være at formaa til at anvende sin Indflydelse hos Hertugen til Fordel for Hærem ?

Men hvorledes faa Adgang til Generalkonsulen, efterat Kontor-tiden forlængst var forbi ? Her var kun een Vei tilbage, men det var en Vei, som Hærem var vel bevandret paa. Dersom Fruerne vilde före hans Sag, saa stod den endnu til at vinde. Den norske Sömandsprests Frue maatte være hans Advokat hos Generalkonsulens Frue, og denne fik igjen bevæget sin Mand til samme Aften at reise hen til Hertugen, som paa hans Anbefaling gav den længselsfuldt ventede Tilladelse.

Men endnu stod der en Hindring tilbage, som det syntes ligesaa vanskeligt, om ikke umuligt, at rydde af Veien — Hærem kunde ikke Engelsk ! Han havde vistnok begyndt at tage Undervisning hjemme hos en af sine Venner, nuværende Missionsprest paa Madagaskar, Jörgensen, men Hærem fik aldrig Tid til at forberede sig, og derfor blev denne kameratslige Undervisning ikke til Noget.

Derimod havde han gjort Regning paa at kunne benytte Dagene i London, för Aarsfesten holdtes, til ialfald at lære godt udenad sin skrevne og af Jörgensen paa Engelsk oversatte Tale. Men hine för omtalte Vanskeligheder havde ikke ladet ham faa Tid dertil, og at læse op en skreven Tale var aldeles umuligt; dette tillod ikke de engelske Skikke, derved vilde han ganske have tabt al Udsigt til at finde Anklang og vinde Venner og Velyndere for sin Sag.

Saa skulde han da fremtræde for en glimrende Forsamling af Englands Lorder og Biskoper og mest anseede Mænd med en halvlært Tale, fremsagt paa daarligt Engelsk. Man maa tilstaa, at her skulde der ikke liden Uforknythed til, men deraf besad Hærem en god Portion, den havde ofte Staaet sin Pröve, og den svigtede ham heller ikke nu. Da han saa udover Forsamlingen löb det ham nok koldt nedover Ryggen, og han havde bedst Lyst til at löbe sin Vei men han skjöd dog Hjertet op i Livet og besluttede at holde

— 22 —

Modet oppe, enten det nu skulde briste eller bære. Han tröstede sig med at det ikke var sin egne Ære, eller sin egen Fordel, han sögte, og löftede Hjertet opad.

Lidt menneskelig Trods kom ham ogsaa til Hjælp. Medens de övrige Talerne holdt sine Foredrag, og han brugte Tiden til i Smug at læse paa sin Tale, mærkede han, at nogle unge Damer paa Galleriet fniste af ham, da de havde faaet vide, at denne Nordmand ikke kunde Engelsk og dog vilde tale; dette gjorde ham saameget mere bestemt paa, at han ikke vilde lade sig forknytte; han lovede sig selv, at de ikke skulde faa Noget at le af.

Endelig underrettede Præsidenten Forsamlingen om, at Hr. Hærem havde Ordet. Programmet löd, at han skulde stötte et bestemt Forslag, der var overrakt ham ved Indtrædelsen i Salen, men Hærem kunde neppe forstaa Indholdet deraf, endsige tale derfor.

Dette forsögte han heller ikke paa. Han var kommen forat före sin egen Krig og overlod til Engelskmændene selv at före deres. Han puttede derfor ganske rolig det trykte Forslag i Lommen for, som han siden udtrykte sig, at gjemme det til Erindring om den Kattepine, hvori han her var stedt.

I Avisernes Referater stod der vistnok sidenefter, at den omtalte “Resolution” var stöttet af Hr. Hærem fra Kristiania, men dette var, som vi hörer, en ufortjent Ære, han fik. Derimod begyndte han med at fortælle sine Tilhörere, at han blot havde studeret Engelsk i nogle faa Dage og blot havde været i England i to Dage, saa han fölte sig som et Spædbarn, der just havde begyndt at tale, og han spurgte dem om de ogsaa vilde höre paa Spædbarnet. Ja, ja ! raabte de, det vilde de gjerne. “Ja jeg ved”, fortalte han, “at jeg her er mellem Brödre, og jeg vil derfor alligevel henvende mig til Eder, da jeg er vis paa, at I vil tilgive mig, om jeg mishandler Eders vakre Sprog (Bifald).

Min förste Gjerning her er at bringe en varm Kjærlighedshilsen til Eder, dyrebare Brödre, fra Eders Venner i Norge. Brödre vil gjerne höre fra hverandre, og jeg vil fortælle Eder lidt om Vorherres Gjerning i mit elskede Fædreland (Bifald).

— 23 —

Ved Enden af det foregaaende Aarhundrede laa vort vakre nordiske Land ligesom begravet i en skummel Vinters Sne og Is, og aandeligt Mörke hvilede over vort Folk. Men nu er der, Gud være lovet, kommet en Aandens Vaar iblandt vore Bjerge og Dale, op efter vore dybe Fjorde og langs vore udstrakte Kyster. Over det hele Land har Herren sit Folk, som elsker ham og tjener ham (Bifald)”.

Han fortæller saa om det aandelige Livs förste Vækkelse ved Hans Nielsen Hauge, og om hvorledes denne blev kastet i Fængsel; “men som I ved”, siger han, “lader det aandelige Liv sig ikke fængsle (hör, hör !), det bröd frem igjen med Magt, og siden den Tid har et velsignet aandeligt Liv udbredt sig over vort Land”.

Fremdeles fortæller han, at vort Universitet fra Begyndelsen af har havt ægte kristelige Lærere i Theologien, og at troende Prester har været Redskaber for en ny Vækkelse. “Vi takker Gud”, siger han, “for at der er Liv i vor Kirke, og at den velsignede Sæd vokser og blomstrer i Form af Hedningemission, Israelmission, Sömandsmission og Indre-mission (Bifald).

Derefter gaar han over til at skildre de Hindringer, som Norges Naturforhold lægger i Veien for en rigeligere Forkyndelse af Guds Ord, idet Befolkningen er fattig og bor spredt, saaat der i Gjennemsnit kun kommer en Prest paa 2272 Mennesker, og i det Nordlige af Landet er Prestegjeld, som er indtil 210 engelske Kvadratmil (30 norske Mil) i Udstrækning, og hvor Befolkningen har indtil 5 og 6 Mils Sövei til Kirken, og hvor Presten kun kan forkynde Evangeliet nogle faa Gange om Aaret og kun en Gang om Aaret kan naa til Sognets Grændser.

Forat raade Bod paa disse Misligheder var Lutherstiftelsen oprettet og virkede ved at udsende Kolportörer med Bibler og gudelige Skrifter. Efterat have fremstillet sig som dens Sekretær, siger han : “jeg beder Eder ikke om Penge, dyrebare Venner, skjönt jeg ved, at det er Eders ærefulde Forret at modtage Besög af alle Slags Tiggere fra Vorherres Rige paa Jorden (Latter).

— 24 —

Men jeg maa dog fortælle Eder, at vi har Mangel paa Penge, men derimod ingen Mangel paa Mænd, hvem vi kunde udsende som Kolportörer, om vi havde Midler dertil. Det var en stor Opmuntring, da Gud sendte os gjennem Sekretæren for det britiske og udenlandske Bibelselskab 20 Pund Sterling (400 Kr) fra en unavngiven engelsk Dame. Vi kan ikke takke denne Dame, da vi ikke kjender hendes Navn, men vi kan bede Gud velsigne hende“.

Efter saaledes at have antydet, at Penge skulde være meget velkomne, om han end ikke ligefrem vilde bede om dem, slutter han saaledes : “Men der er en anden Ting, om hvilken jeg kan bede Eder, kjære Brödre, I maa bede for os og med os : “lad vort Fangenskab ophöre, o Gud, som Strömme i Sydlandet“, thi der er endnu megen Sne og Is tilbage i Norge, der ikke er evig som Isbræerne paa vore Bjerge, — Sne og Is, som vi haaber vil smelte for Straalerne af Retfærdighedens Sol og komme ned over Landet som velsignede Strömme. Og naar I da kommer og besöger vort Land, vil I finde det langt deiligere, end det nu er” (Bifald).

Talen fandt megen Anklang. Maaske ligesaameget, som selve Ordene bidrog den djerve, freidige og tillidsfulde Maade, hvorpaa den blev holdt, til at oplade Hjerterne for ham og hans Sag. For de i Almindelighed noget stive Englændere havde en saadan Fremtræden Nyhedens hele Interesse.

Da Mödet var tilende, kom den Ene efter den Anden hen for at trykke Hærems Haand og gjöre hans nærmere Bekjendtskab, men nu havde han desværre opbrugt al sin Engelsk, saa han i Regelen maatte indskrænke sig til at takke. Der var dog enkelte af de Bekjendtskaber, han her stiftede, som blev fornyede og knyttet fastere, efterat han blev Sproget mere mægtig, deriblandt med Negerbiskopen Crowther fra Liberia, af hvis kjærlighedsglödende Ansigt Hærem fölte sig særlig tiltalt.

Fra flere fornemme og rige Mænd fik han ogsaa Indbydelse til at komme i deres Selskaber forat fortælle

— 25 —

dem om Norge, og han turde ikke lade nogen saadan Leilighed til maaske at vinde Venner for sin kjære Stiftelse gaa unyttet hen, især da han for hver Dag fik mere Övelse i at tale Sproget. Men dersom han ikke skulde reise fra London med uforrettet Sag, maatte han faa Englænderne til at oplade ikke blot sine Hjerter og sine Huse, men ogsaa sine Pengepunge, og dette saa det en Tid lang ud til skulde have lange Udsigter med.

Men den 10de Mai fik han en Indbydelse til at overvære et Bestyrelsesmöde i det store religiöse Traktatselskab, der er et Hjælpeselskab for den indre og ydre Mission over den hele Verden og udsender en rig kristelig Literatur af de forskjelligste Slags Skrifter over Kristenheden. Efter Opfordring talte han her igjen om Forholdene i Norge og om Lutherstiftelsen og bad om et Udvalg af Selskabets Skrifter; thi han havde ikke Frimodighed til at bede om Penge, sagde han.

Det var endnu daarlig bevendt med hans Engelsk, men Hærem forstod at tale Hjertesproget, og det blev forstaaet ogsaa her til Trods for alle grammatikalske Feil. Han fik derfor begge Dele, baade Böger og Penge. Selskabet tilstod Lutherstiftelsen et betydeligt aarligt Bidrag til Udgivelse af Traktater og gudelige Böger.

Endvidere dannedes der i London en Damekomite, der indsamlede aarlige Bidrag for den, ligesom der leilighedsvis sendtes Gaver gjennem den engelske Prest i Kristiania.

Under sit Ophold i London deltog Hærem ogsaa i en Del andre af Maimöderne. Han var blandt Andet tilstede ved Aarsfesterne for den indre og ydre Mission og for Israelsmissionen. Overalt, hvor han kom i saadanne Forsamlinger, var han vel kjendt fra sin Optræden i Exeter Hall og blev altid anvist Plads blandt Talerne oppe paa Platformen.

Han stiftede desuden mange Bekjendtskaber, som tildels blev ham af stor Vigtighed senere i Tiden. Desuden besögte han Söndagsskolerne og mange af de velgjörende Anstalter i London og sögte i det Hele at sætte sig ind i den Maade, hvorpaa den indre Mission blev drevet der.

— 26 —

 Men han glemte heller ikke sine Landsmænd og Venner, Sömændene, som var i London paa den Tid. Bededag prædikede han for dem, og samme Aften deltog han i et stort The-Selskab, som Hr. Schmietties, Udgiveren af “The British Workman” (den britiske Arbeider) gav for alle de skandinaviske og finske Söfolk i London.

Hærem havde allerede holdt een Bededagsprædiken om Dagen, og den havde været alvorlig nok og rystet Mange. Han fandt ikke, at her var Stedet til at holde en ny Bededagsprædiken og begyndte til Alles Forundring og Manges Forfærdelse at anföre baade Björnsons Sömandssang og hans Fædrelandssang, men Forfærdelsen veg, da han kom til de Ord : “Jeg vil elske det frem i min Bön, i mit Barm“, og til slut fölte nok Alle, at der var en god Sammenhæng mellem hans Tale om Formiddagen og om Eftermiddagen.

Dette Londonerophold i Mai 1870 bragte Hærem et i mange Henseender rigt Udbytte, ikke mindst ved de mange Erfaringer og Bekjendtskaber, han her gjorde. Han blev dog ikke nogen blind Beundrer af den engelske Maade at drive Missionens og Bibelselskabets Arbeide paa. I nogle skriftlige Optegnelser fra sit Londoner-ophold ytrer han : “Jeg har vel Lov til at tale lidt derom nu, da jeg har været i flere af disse Maimöder. De er storartede, det skal ikke negtes, men der er ogsaa megen Humbug i dem. Jeg skulde næsten tro, at Englænderne liker Humbug”.

Fra England gik Reisen til Skotland. Her havde Pastor Lundborg i Mai 1855 vundet mange deltagende Venner for Fosterlandsstiftelsen; her haabede Hærem at gjöre det Samme.

Den 30te Mai holdt den skotske Frikirke sin store Generalfor-samling (General Assembly). Ved denne Anledning er det Skik, at Repræsentanter for andre protestantiske Kirkesamfund i Europa og Amerika optræder og bringer Frikirken Hilsener og Lykönskninger fra sine Kirkesamfund og tildels söger Hjælp i Form af Pengebidrag fra dens Medlemmer.

Her var der en Anledning at virke for Lutherstiftelsen, som Hærem ikke kunde lade gaa unyttet.

— 27 —

Nu havde han ogsaa faaet Sproget langt mere i sin Magt. Da han derfor optraadte paa Generalforsamlingen med tildels den samme Tale, som han havde holdt i Exeter Hall, kunde han fortælle, at han havde været i fire Uger i England og i fire Uger studeret Sproget. Var han end ikke længer noget Spædbarn i at tale det, saa var han dog endnu kun et Barn i denne Henseende.

Men ogsaa i Edinburg vilde man gjerne höre dette Barn tale, og hans Foredrag vakte her om muligt endnu större Bifald. Hans Skildring af Reformbevægelsen i Norge faldt i god Jordbund og vakte stor Deltagelse hos Frikirkens Repræsentanter.

I vil derfor glæde Eder med os, Brödre, naar vi sige : “Herren har gjort store Ting imod os, derfor lader os være glade”.

“Og dog”, tilföier han, “har vi Aarsag til at bede : “Lad vort Fangenskab ophöre som Strömme i Sydlandet.” Vor stakkels Kirke er i mange Henseender i Fangenskab. Jeg vil ikke kalde det et “babylonisk Fangenskab”; thi vi kan bekjende Herren og arbeide for Sjælenes Frelse (Bifald)”. Derimot har Kirken intet Selvstyre, dens Repræsentation er Storthinget.

“Disse er Kirkens Vilkaar i et Land, hvor vi har den störste politiske Frihed. Vi takker Gud for denne politiske Frihed, og hvert Aar paa den 17de Mai ihukommer Folket den politiske Friheds Velsignelser.

Men I vil forstaa os, naar vi sige, at vor Kirke maa have en 18de Mai (dagen for den skotske Frikirkes Stiftelse) (Bifald), — og jeg haaber, at Gud i visse Henseender vil give sin Kirke i Norge denne 18de Mai”.

Han giver dernæst en kort Fremstilling af den kirkelige Reformbevægelse i de senere Aar, men erklærer : “Vi vil ikke löse Kirken fra Staten. Vor Herre maa gjöre det, naar han vil. Men vi maa have mere Frihed for Kirken, — Kristi Kirke skal ikke fremtræde som en politisk Tjener. Vi ved ikke, hvad Staten vil gjöre. Maaske vil den Ingenting gjöre, og da er vor Sag i den almægtige Hyrdes Haand. Han vil lede sit Folk”.

Men ogsaa nu erklærede han, at han ikke var kommen for

 — 28 —

at tigge om Penge, men antydede atter, at man havde god Brug for dem. Den Dame, som havde foræret Lutherstiftelsen de 20 Pund Sterling, gjorde atter god Tjeneste i denne Henseende, thi Hærem havde efter Bibelselskabets Möde faaet vide, at det var en skotsk Dame, hvilket han nu fortæller sine Tilhörere, og siger “vi kan ikke takke denne Dame, thi vi kjender ikke hendes Navn; men vi kan bede Gud velsigne hende”.

Derpaa saa han sig omkring rundt Gallerierne og sagde : “Tager jeg feil, naar jeg antager, at der er flere saadanne Mænd og Kvinder i Skotland ? og dersom der er Nogen, til hvem Herren, ikke jeg, vil sige, at de skal hjælpe os i vor Gjerning, saa er vor dyrebare Ven, Mr. W. Dickson, villig til at være vor Kasserer i Skotland”.

Det viste sig, at der var mange saadanne Mænd og Kvinder; der kom er stor Subskription istand, og den er fremdeles bleven fortsat, saa at der hvert Aar er kommen Pengeunderstöttelse til Lutherstiftelsen fra Skotland.

Fra Lutherstiftelsens, eller rettere fra Hærems Side, er Forbindelsen vedligeholdt ved aarlige Leilighedsskrifter (Occasional Papers) indeholdende Breve fra ham med Beretninger om Indremissionsarbeidet i Norge, Uddrag af Bibel-budenes Dagböger, Skildringer af Ynglingeforeningerne, Studenterhjemmet, kort sagt af alt det, som kunde bidrage til at vække og nære Interessen for Luther-stiftelsens og den indre Missions Sag.

Tildels er ogsaa Forbindelsen med Skotterne vedligeholdt ved Besög i Norge af Repræsentanter for Frikirken, f. Ex. af Professor Dr. Lumsden fra Aberdeen, der havde været Pastor Lundborgs fornemste Talsmand hos sine Landsmænd og var vel kjendt i Sverige. Han besögte i 1870 Kristiania, hvor hans Optræden paa Stiftsmödet, som just da holdtes, vil være i Manges Erindring. Efter sin Hjemkomst udtalte han sig overmaade anerkjendende om Alt, han havde seet og hört om Arbeidet i den indre Missions Tjeneste i Norge.

Allerede i længere Tid havde det staaet klart for Hærem, at Tidsforholdene krævede ogsaa et andet

— 29 —

Arbeide for Folket end det egentlige Missionsarbeide. Den missionerende Virksomhed vender sig fornemmelig til de Enkelte, men Hærem havde en ualmindelig levende Sands for Folket som Samfund, som Fællesorganisme.

Men for at naa det hele Samfund med dets tusinder af Lemmer tiltrængte han Pressen med dens tusinder af Munde : Aviserne.

Desuden, Missionen virker alene i en enkelt Retning, nemlig for det udelukkende religiöse Liv. Men eftersom han selv modnedes i aandelig Erkjendelse, lærte han at forstaa, hvilken Sammenhæng der er mellem alle Aandslivets forskjellige Sider.

Et sundt og frit Kristenliv, fandt han, havde vanskeligt forat trives sammen med vrange og falske Forestillinger om de menneskelige og folkelige Samfundsforhold. Det stod derfor for Hærem som en sand Kristentjeneste at hjælpe sit Folk til et sandt, sundt og uhildet Syn paa Menneskelivet og Samfundsforholdene. Men til dette Öiemed var pressorganer uomgjængelig fornödne. Pressens Betydning baade til Godt og til Ondt havde han tidlig lært at forstaa.

Hans Moder havde ogsaa i denne Henseende aabnet hans Öine. Hun havde store Forventninger til den; “der kommer den Tid, da Bladene skulle prædike”, pleiede hun at sige; og hun udbröd ofte i sin brændende Nidkjærhed for at lægge sine Medmennesker en aller anden Sag paa Hjerte : “gid jeg bare kunde skrive i Aviserne !”

Ogsaa i denne Henseende tog Hærem Arv efter sin Moder. Hans egne Erfaringer bidrog end yderligere til at vende hans Opmærksomhed mod Pressen. Paa sine Reiser i Tyskland havde han stiftet fortroligt Bekjendtskab med en hel Række af Tysklands mest indsigtsfulde Theologer, og han havde faaet et Indblik i de indre, aandelige Forhold dernede, som havde bibragt ham en sand Rædsel for, at vi hos os skulde gaa en lignende Udvikling imöde; og vor Kirke af disse samme Kulturströmninger, som saa sörgelig havde hærjet Tyskland, ansaa han det for nödvendigt i en langt videre Udstrækning, end hidtil

— 30 —

var skeet, at tage Pressen i Kirkens og Kristendommens Tjeneste.

I Tyskland havde de færreste af Kirkens Mænd agtet paa Tidens Tegn. Om de ogsaa mærkede Tegn til et frembrydende Uveir, saa havde de i Almindelighed gaaet af Veien for det og trukket sig tilbage inden Kirkens hidtil fredlyste Mure.

Paa den Maade faldt alle Kirkens Udenverker og Formure i Fiendernes Hænder.

Skolen, Ægteskabet, Familien blev mere og mere unddraget Kirken, hvis Virksomhed blev indskrænket inden stedse snevrere Grændser. Den Frihed og det Selvstyre, man böd den, blev til en Frihed for Verden til at gjöre sig bred indenfor dens Enemærker.

Kirken mistede sit Tag i Folkets Masse, og et nyt Hedenskab, forfærdeligere end det gamle, greb om sig i Folket og vendte sig med Kristendoms-fiendskabets mest glödende Fanatisme mod Kirken og dens Mænd.

Hærem saa, at de samme Farer truede os; den samme Vantroens Aand rörte sig alt kraftigere iblandt os; den fik stedse flere talentfulde Forkjæmpere i Pressen og i Videnskaben; den vidste at smykke sig med Oplysningens, Frihedens og Folkelighedens vakre navne; Nedbrydelsens Gjerning var alt i Gang; det var derfor uundgaaeligt, at Frafaldet maatte komme.

Derfor gjaldt det at möde Motstanderne i Tide, og at möde dem paa deres egne Enemærker, i Pressen, i Bladene, forat folket kunde vaagne op af sin sorglöse Tryghed, för det var forsent, og lære at se, hvad det var for Klinte-sæd, som blev saaet i Folkets og Menighedernes Skjöd, “medens Tjenerne sov”.

Om denne Tanke er det med Rette sagt, at “den især gjennemglödede den senere Del af Hærems Livsgjerning“.

Han blev aldrig træt av at pege for sine Venner paa de mange Maader, hvorpaa Vantroen hos os allerede stak Fölehornene ud og prövede, hvorlangt den turde gaa uden endnu at vække Uro i Leiren og skræmme de Sorglöse op. Han vilde derfor samle, hvad der endnu lod sig samle, til Modstand mod den indbrydende Vantro. Og ligesaa overbærende, ja ofte til Overmaal imödekommende, som

— 31 —

han stillede sig ligeoverfor enhver Retning, som han endnu antog lod sig vinde eller bruge for Kristendommen, ligesaa uforsonlig afvisende stillede han sig til Organerne for den bevidste Vantro.

Det var saaledes kun yderst nödig, at han tillod sine Medarbeidere at vedligeholde endogsaa den rent udvortes Forretningsforbindelse med saadanne Blade.

Men den eneste virksomme Maade at bekjæmpe Vantroen og Materialismen paa, var efter hans Anskuelse den, at byde god Oplysning istedetfor den slette og vildfarende. Hos os, mente han, vælger man ikke den slette Læsning fordi den er slet, men fordi der ikke bydes Almuesmanden tilstrækkeligt af den gode.

Det var vel nok, hvad der arbeidedes af Kirken, Skolen og Missionen, men det var ikke nok. Foruden Lærere, Prester og Missionærer maatte vi have Blade. “Presterne,” pleiede han at sige, naar han “lagde ud” om Pressens uhyre Betydning, “de prædiker hver Söndag for de Hundreder, som vil höre dem; men Aviserne prædiker hver Dag, Morgen og Aften, for Tusinder”. “Ja for Tusinder,” sagde han, “er det den eneste aandelige Föde, og naar der nu hver Dag i en finere eller grovere Form rækkes dem Gift, maa det tilsidst virke; derfor gjælder det at række dem sund Föde”.

Först og fremst önskede Hærem at faa et Blad, hvorigjennem han kunde virke paa den kristeligsindede Del af Almuen.

“Lægfolket” havde været hans förste Kjærlighed, og denne glemte han aldrig. Han vilde nu gjerne hjælpe disse sine Venner til en fri og uhildet Dom over de mange nye Bevægelser og Bestræbelser, som aabenbarede sig hos os paa alle Aandslivets og Samfundslivets Omraader i den sidste Tid.

Baade den ældre og nyere Vækkelse havde jo, som det laa i Tingens Natur, indskrænket sig til med Afgjörelsens hele Vægt at minde om “det ene Fornödne,” og Mange af dem, som havde været grebne af den, havde i Ængstelighed eller endogsaa i Uvillie holdt sig borte fra al Deltagelse i det politiske Folkeliv. Men nu var det kommen en Tid, da de borgerlige Samfundsopgaver begyndte mere

— 32 —

og mere at paatrænge sig det hele folk og heller ikke tillod det kirkelige Lægfolk at holde sig uberört af Bevægelsen. Hærem ansaa det heller ikke for ret eller godt, om disse holdt sig udenfor. Det var ikke godt for Folket; thi dersom de Troende trak sig tilbage fra al Deltagelse i det offentlige Liv, vilde et kraftigt Salt være unddraget Folkelivet. Det var heller ikke godt for dem selv, om de vilde lukke sig inde i de snevre Broderkredse, thi deraf vilde let fölge et indsnevret Livssyn og et sneverhjertet Kristenliv.

Men forat den kristeligsindede Almuesmand kunde tage Del i det offentlige Liv, uden at det blev ham en fristende Magt, der gjorde ham utro mod sit kristelige Kald, maatte han lære at se de menneskelige Samfundspligter i Guds Ords Lys og at pröve og dömme det menneskelige Samfundsliv efter Kristendommens Lov. Dertil var det, at Hærem gjerne vilde hjælpe ham.

Han var ogsaa saa heldig i 1869 at komme i Besiddelse af et Blad, som allerede var grundlagt med lignende Formaal for Öie, nemlig “Fædrelandet“, som omtrent et Aar i Forveien var stiftet af Forstander Carl Anker forat virke for en paa kristelige Principer grundet Opfattelse af de kirkelige og politiske samfundsformaal.

Det havde ogsaa vist sig, at dette Blad imödekom en ikke ringe Trang til saadan Retledning, thi det havde samlet sig en ikke liden Læsekreds iblandt det kirkelige Lægfolk. Da nu Forstander Anker, medtaget af en alvorlig Sygdom, besluttede at overgive Bladet i Hænderne paa et Interessentskab, der forpligtede sig til at lede Bladet i den Aand, som var angivet i Bladets Motto : “Ærer Alle, elsker Broderskabet, frygter Gud, ærer Kongen,” var Hærem meget ivrig efter at faa dannet et saadant.

Men der var ogsaa Andre, som gjerne vilde have Tag i Bladet. Blandt disse var den bekjendte Lægmand Thor Hattrem, der repræsenterede det videregaaende kirkelige og politiske Demokrati. Han arbeidede med Iver og Held baade i Kristiania og Drammen forat skaffe Midler til at

— 33 —

danne et andet Interessentskab, der vilde lede Bladet efter de kirkelige og politiske Grundsætninger, som han hyldede, men han kunde ikke maale sig med Hærem hverken i den Kunst at opdrive Penge eller i den Kunst at drive Underhandlinger.

Da Hærem en Dag saa Hattrem komme hurtig kjörende fra Drammensveien ind til Byen, ytrede han smilende, at nu kom han forsent, Bladet var allerede solgt til ham selv. Hattrem reiste derpaa til Amerika forat blive Prest for en norsk Menighed derover, som havde sendt ham Kaldsbrev. Den tilhörte den norske Wisconsin-Synode.

Men Hattrem vilde gjerne lære sin Menighed at kjende, förend han tiltraadte sit Embede. Derfor tog han Skræppen paa Ryggen og vandrede omkring blandt sine Landsmænd som Kramkarl for med egne Öine og Ören at kunne gjöre Iagttagelser og dömme om Forholdene. Han virkede som en nidkjær Prest, indtil han efter faa Aars forlöb döde derover.

Hærem tog dog, undtagen i Bladets förste Tid, ingen synderlig virksom Del i den daglige Redaktionsgjerning; dertil havde han formange andre Interesser at varetage; han var heller aldrig “Fædrelandets” Eneredaktör. Indtil 1874 var nuværende Pastor Klaveness hans Medredaktör, siden havde han andre Medarbeidere; selv övede han i Regelen kun den överste Kontrol med Bladet.

Hans Befatning dermed er af “Fædrelandets” nuværende Redaktion skildret med disse Ord : “han havde en afgjörende Indflydelse paa Bladets hele Retning og bestemte dets Optræden i ethvert Spörgsmaal, som laa indenfor hans Omraade, ligesom alle vigtigere Artikler bleve gjennemseede af ham. Men ligesom han selv kun skrev lidet, maatte han overlade det daglige Redaktionsarbeide og navnlig Enkelthederne til Andre; i længere Mellemrum, navnlig paa Grund af Bortreise, maatte han endog overlade Alt til disse”.

Omtrent ligedan var Forholdet til “Fædrelandets” Tillægsblad “Den norske Arbeider”, det nuværende “Hjemmet”. Dets Forbillede var det fortræffelige engelske Arbeiderblad “The British Workman”,

— 34 —

der hver Maaned udgaar i et uhyre stort Antal Exemplarer og sælges til meget billig Pris (1 Penny, omtrent 8 Öre, for hvert Nummer). Det udmærker sig især ved sine fortrinlige Billeder, og Hærem haabede paa Grund af sit personlige Bekjendtskab til Eieren og Udgiveren, den för omtalte Mr. Schmietties, at faa overladt sig til Laan en Del af Pladerne til disse Billeder. Derfor blev ogsaa “Den norske Arbeider” i det förste Aar udgivet netop i samme Störrelse som “The British Workman”, og det lykkedes virkelig ogsaa Hærem i Begyndelsen at erholde nogle Plader, endskjöndt Mr. Schmitties havde gjort sig til Regel aldrig at overlade sine Billeder til noget andet Blad; men der udkrævedes for hver Gang Hærems personlige Paavirkning forat faa ham til at gjöre Brud paa sit Princip, derfor kom denne Forbindelse snart til at ophöre, Bladet fik et mere almindeligt Formaal, det blev fra “Den norske Arbeider” til “Hjemmet”.

Foruden “Fædrelandet” og de to Missionsblade, “Maaneds-Tidende for den indre Mission” (8 Aargange, fra 1868 indtil 1876, da den blev fortsat af “Luthersk Kirketidende” efter en ny Plan og med en ny Redaktion) og “Missions-blad for Israel“, som han redigerede fra 1864 til sin Död, kom han ikke til at grunde eller overtage Ledelsen af andre Blade, om han end paa forskjellig Maade tog Haand i Hanke med og skaffede sig Indflydelse paa Ledelsen af enkelte allerede bestaaende Blade.

Tildels blev hans Planer i denne henseende standsede ved hans bratte Bortgang.

Men hans Deltagelse i Pressens Anliggender strakte sig videre end til de Blade, som stod under hans egen umiddelbare Indflydelse. Selv optraadte han oftere i Dagbladene til Forsvar for en god Sag eller til Advarsel mod Foranstaltninger, hvoraf han ventede sig sörgelige Fölger for Folkets sædelige eller religiöse Liv.

Men endnu hyppigere fik han en eller anden af sine skrivedygtige Venner til at rykke i Marken. Hærem vilde overföre det Principet om almindelig Værnepligt paa Pressen. Han mente, at ligesaavist som det er

— 35 —

hver vaabenför Borgers Pligt at forsvare sit Fædreland mod fiendtlige Angreb, ligesaavist var det hver penneför Mands Pligt at værge sit Folk mod saadanne Lærdomme og Anskuelser, som aandelig kan hærje og ödelægge Folket, idet de undergraver de moralske Stötter, hvorpaa dets Velfærd og Lykke hviler.

Han sögte derfor at hverve for Pressen alle de brugbare Kræfter, som vilde tage Tjeneste i dette Landsværn.

Til denne lille Flok tyede han hen efter Hjælp, naar han antog, der var Fare paa Færde. Men stadig var det ham, som slog Allarm i Leiren og fik snart den Ene, snart den Anden sf sine Venner til at rykke i Marken. Og det var vanskeligt at unddrage sig, naar Hærem kom paa sine Hververtog og paakaldte Ens Tjeneste. Hans brændende Iver virkede Fængende, han forstod at gjennemglöde En med sin Varme, saa at man snart var ligesaa begeistret for Sagen som han selv.

Hvor paagaaende han end kunde være i sin Nöden, blev han dog aldrig besværlig; der blev spögende sagt om ham, at han besad “Paatrængenhedens Naadegave“.

Der fulgte jo altid en Kjærlighedens Luftning med ham, og i denne Luft var det let at arbeide og let at gjöre Offere; derfor fik han ogsaa saamegen Hjælp og samange Hjælpere og fik udrettet Saameget i Livet. Men forstod han som Faa at bede om Hjælp, saa forstod han ogsaa som endnu Færre at takke for Hjælpen. Enten kom han selv, varmhjertet, lys og glad, eller ogsaa fik man et Brev med hans let kjendelige, brede og tydelige Haandskrift som “et hjerteligt, broderligt norsk Nævetag med Tak” for vel udfört Arbeide.

“Du kan være forvisset om”, hedder det i et av disse Breve, “at jeg ofte er paa Besök i dit Hjem; og det er ikke forgjeves; thi “Bönnen bærer et stykke frem paa Veien mellem de tvende Hjem”. Det er ogsaa derfor, jeg kommer til dig iaften; jeg kommer med min Julegave——-men jeg kommer med mere : jeg kommer med hjertelig Tak for alt dit Arbeide for Kirke og Fædreland og ikke mindst

— 36 —

for Alt, hvad du skriver. Og jeg kommer med inderlig Bön til Herren, med Bön om, at hans Aand og Naade og Fred og Velsignelse i rigt Maal maa bo i dit Hjerte, hvile over dit Hjem og velsigne din Gjerning”.

Ofte var ogsaa disse Breve ligesom hans Tale og Samtale krydret med det godmodige Humor, som var saa karakteristisk for ham. “Ak, at disse vilde skrive, som du skriver”, siger han en Gang i Anledning af en livlig Avisfeide, hvori han selv var angreben, “giv dem lidt Honning og tag fra dem deres Overflod af Peber og Sennep, – Saltet kan de beholde. Paa samme Tid kan du gjerne faa Lov at give mig og mine Juling, det kan nok ogsaa trænges”.

Som et oplysende Exempel paa, hvorledes Hærem benyttede Pressen og ikke var bange for paa en vis Maade at drive Agitation i den gode Sags Tjeneste, kan nævnes fölgende Tilfælde. I 1876 hadde Militærkomiteen i Storthinget enstemmig indstillet, at Regjeringens Forslag om Bevilgning til geistlig Betjening ved de militære Övelser ikke skulde bifaldes. Der var altsaa liden Udsigt til, at Forslaget vilde blive antaget i Storthinget.

Men dette var en Sag, som Hærem var varmt interesseret for. Den angik jo Folkets Ungdom, til hvilken dets Fremtid gjennem lange Tider var knyttet. Han var forvisset om, at de militære Övelser kunde blive en i mere end een Henseende gavnlig Opdragelsesskole for denne Ungdom, dersom der paa tilbörlig Maade blev sörget for at Sædelighed, Orden og kristelig Paavirkning blev raadende ved Samlingerne. Han var heller ikke uden Erfaring i denne Henseende. Da han gjennemgik Rekrutskolen paa Exercerpladsen Skeiene ved Stavanger forrettede han selv som et Slags Feltprest hver Morgen og Aften og havde Anledning til at se, hvilken god Indflydelse dette havde paa den herskende Aand og Tone blandt de Militære der.

Han havde ogsaa stor Lyst til at blive virkelig Feltprest, og der er vel ingen Tvivl om, at han, Ynglings-foreningens Stifter og Bærer, vilde have været en fortrinlig Veileder

— 37 —

for den militære Ungdom. Det var derfor med stor Bedrövelse, han saa Militær-komiteens Indstilling.

Men Hærem var ikke af dem, som fortidlig gav sig over. Med sin vanlige Iver og Ihærdighed satte han sig strax i Bevægelse. Selv skrev han til Forsvar for Forslaget i “Fædrelandet”, en af sine Venner fik han til at skrive i Morgenbladet, en Anden i Aftenbladet, udenbyes Venner fik han til at skrive i Provindsaviserne, medens han ved Siden deraf flittig besögte sine Bekjendte blandt Storthingsmændene for personlig at tale for Sagen.

Paa denne Maade lykkedes det ham virkelig i kort Tid at vinde saamange Venner for Forslaget, at denne Sag, som havde været anset for haablöst tabt, næsten uden Modstand gik igjennem i Thinget. Og dette var ikke den eneste Sag, som han paa lignende Maade tog sig af og bidrog til at bringe til en god Udgang.

Med sin varme Fædrelandskjærlighed og sin for Folkets Fremtidsforhaabninger og Fremtidsfarer altid vaagne Tanke maatte Hærem med særegen forkjærlighed omfatte Ungdommen og dens Opdragelse. Vi har allerede för seet Vidnesbyrd derom f.Ex. i hans Virksomhed for Ynglingeforeningerne og i hans Iver for, at der maatte skaffes geistlig Betjening ved de militære Övelser.

Han maatte derfor med Nödvendighed komme til at fölge Folkehöiskolesagen i vort Land med stor Opmærksomhed. Folkehöiskolens Talsmænd vendte sig jo ligesom Hærem til den mere modne Ungdom; ogsaa de lagde Samfundstankerne stærkt paa de Unges Sind, og de arbeidede ligesom han med Fremtiden for Öie.

Men var der Beröringspunkter der trak til, saa var der ogsaa Modsætninger, der stödte fra.

Först og fremst dannede den religiöse Bekjendelse, eller – som man fra den anden Side yndede at betegne den – den forskjellige religiöse Anskuelse en stærk Skillevæg; thi den oprindelige og, som den paastod sig selv at være, “ægte” Folkehöiskole var den grundtvigianske, og hvormeget end Hærem anerkjendte det Gode, som Grundtvig, især i sin förste Virketid,

— 38 —

og den ældre Grundtvigianisme havde med ham udrettet for Folkeliv og Kristenliv i Norden, saa var han dog en erklæret Modstander af denne Retnings aandelige Grundtanker, om han end, ialfald en Tid lang, blev staaende i personligt Venskabsforhold til flere af dens Tilhængere.

Det blev derfor Opgaven for Hærem at udnytte de gode og tidsmæssige Tanker, som denne Retning först havde gjort sig til Talsmand for, men undgaa de Vildfarelser, hvori den var fangen, og de skadelige Frugter, som disse holdt paa at sætte baade i Opdragelsen og senere i Livet.

Med dette Maal for Öie virkede Hærem til, at der blev dannet en Komite til Understöttelse af Folkehöiskoler, der skulde holde sig fri fra den grundtvigianske Folkehöiskoles religiöse og politiske Paritendenser, men arbeide for et sundt og kristeligt Menneskeliv paa den lutherske Bekjendelses Grund.

Den Komite, som han fik samlet til dette Öiemed, bestod af daværende Professor Nissen, Stiftsprovst Tandberg, daværende Sogneprest Jörgen Moe, Professor G. Johnson, Skolebestyrer J. Aars og Grosserer Karl Gudbrandsen.

Desuden virkede han selv som Komiteens Sekretær og var efter andre Komitelemmers Sigende dens virksommeste Medlem, ligesom han her som ellers var den, der skaffede Pengemidlerne tilveie. Paa Foranledning af denne Komite oprettedes og understöttedes Folkehöiskolene i Sogndal, i Skauger ved Drammen og i Romsdalen.

De samme Bevæggrunde bragte ham til baade som Indbyder og Taler at deltage i det store Folkehöiskolemöde i Kristiania i 1872, hvilket Möde utvivlsomt havde den Fortjeneste at klare Standpunkterne og lægge Modsætningerne mellem de forskjellige Retninger aabent for Dagen. Det var saaledes paa dette Möde, at den nordiske Mythologi fra grundtvigiansk Side först blev Betegnet som “det folkelige Evangelium“, der burde danne Tilknytningspunktet for den religiöse Paavirkning paa Folkehöiskolen.

Aller klarest udtaler han sin Opfattelse af Folkehöiskolesagen ved Folkemödet paa Lillehammer i 1874.

— 39 —

Vi vil gjöre lidt nærmere Rede for hans Optræden ved denne Leilighed, da den er saa særdeles karakteristisk for ham i hans kloge og snarraadige og paa samme Tid saa aabne og gemytlige Optræden, hvorved han vandt sig Venner allevegne og endog afvæbnede sine Modstandere. Foruden de offentlige Referater har vi ogsaa havt Anledning til at benytte en Beretning fra en af hans Venner, som var tilstede ved denne Anledning.

Da Hærem hörte at Spörgsmaalet om Ungdommens Oplysning og i Forbindelse dermed Folkehöiskolens Grundtanker skulde komme fore ved dette Möde, besluttede han at rive sig lös for et Par Dage fra Kristiania og lægge et Ord med i Laget.

Det var imidlertid ikke let for ham at komme afsted; et Telegram underrettede om, at han först kunde indfinde sig paa Mödets anden Dag, og at han derfor önskede Behandlingen af Opdragelsesspörgsmaalet udsat. Det lod sig imidlertid ikke gjöre, Diskussionen gik sin Gang uden Hærem og blev snart meget varm, især ud over Eftermiddagen, eftersom Forhandlingen over dette Emne, der skulde afsluttes den samme Dag, nærmede sig sin Ende.

Allerede var den for dagens möde fastsatte Tid udlöben, og “Ordstyreren” tog just Ordet forat slutte Mödet, da pludselig borte i den tætteste Folkestimmel en velbekjendt Röst lod sig höre og bad om at faa sige et Par Ord. Alles Blik vendte sig mod den nye og for de Fleste i Forsamlingen ukjendte Taler, der med en Gemytlighed og Ugenerthed, som om han stod hjemme i sin egen Stue, tog til Orde omtrent saaledes :

“Da vel de Fleste af Eder, kjære Venner, ikke kjender mig, faar jeg præsentere mig selv; mit Navn er Kandidat Hærem fra Kristiania, Somme siger, at jeg er Pietist, og Somme, at jeg er Grundtvigianer. Jeg er reist op til dette Möde alene forat være med i Forhandlingen om det Spörgsmaal, som nu er sluttet for idag. Men jeg tænker, at jeg faar Lov til at tale nogle Ord om denne Sag imorgen, för det egentlige Möde begynder, f. Ex.

— 40 —

Kl. halv ni, saa faar de komme og höre paa mig, som vil”.

Ja, der blev ikke gjort nogen Indsigelse derimod, Kl. halv ni den næste Dag mödte Hærem, Salen var fuld af Tilhörere, og Hærem holdt sit Foredrag, som er at læse i “Morgenbladet” for Juli 1874. Her fremstiller han det som Folkehöiskolens Opgave “at vække og nære et sundt og sandt Menneskeliv hos de Unge”, og han giver et Billede af det sande Menneskeliv, nærmest knyttet til Luthers kjærnesunde og freidige Personlighed, og stiller dette Billede ligeoverfor de to hinanden modsatte Ensidigheder : paa den ene Side, den mörke, munkeagtige Pietisme, der ikke kom til nogen sand Frigjörelse, og paa den anden side den lette, overfladiske Kristendom, der lagde “en ensidig og overdreven Vegt paa Fölelse og Begeistring, Fantasi og Poesi“, men ikke med Luther vilde gaa ind i en grundig Syndserkjendelse og bod og derigjennem trænge frem til den klippefaste forvisning om Syndernes Forladelse og Guds frie Naade.

Fremdeles dadlede han hos denne sidste Retning, at den hos sine Elever forsömte ethvert “alvorligt Tankearbeide og Tanketugt, ja ogsaa Udviklingen af den Evne, man kalder Hukommelse“, og endelig “Retningens betænkelige Sympathier med den saakaldte liberale eller radikale Politik, for hvilken dens Skoler saa saare let kom til at drive slet og ret Propaganda“.

Foredraget skred nok adskilligt ind i den tid, da det egentlige Möde skulde holdes, og gik tillige det Parti, der stod for Folkemödet, temmelig nær ind paa Livet, men velvillig lod man ham tale ud. Derpaa gik man over til dagsorden, Maalsagen, en Sag, der altid til en vis Grad fandt Gjenklang hos Hærem, thi han elskede Folkemaalet og kunde glæde sig ved dets Malm og Kraft, ligesom han var en Fiende af al Knoten, men han gik rigtignok ikke med paa de Fuldblods Maal-stræveres Sproglaverier. Mödet sluttedes med en selskabelig Sammenkomst, hvori man skulde mödes som Venner og holde alle Stridsspörgsmaal udenfor.

— 41 —

Festen begyndte med et Par opbyggelige, men temmelig grundtvigiansk farvede Foredrag. Men det lod til, at man snart havde faaet Nok af det Alvorlige, og man bad om et eventyr.

En Folkehöiskolelærer fra Hamar traadte da op og fortalte et Eventyr med vedföiet Tydning og Anvendelse. Det var “spurningen” efter Asbjörnsen og Moe; og det handler, som bekjendt, om Askeladden og hans to Brödre, der frier til Prinsessen og bliver udspurgt af hende med det Udfald, at det gaar de to Brödre galt ved spurningen; alene Askeladden bestaar denne Examen og vinder Prinsessen og Riget; han havde nemlig taget op paa Veien visse Ting, Brödrene havde ladet ligge, særlig to krogede Bukkehorn, og vidste at gjöre sig saadan Nytte af dem, at det lykkedes ham at maalbinde Prinsessen.

Dette var nu Texten; Udlæggelsen var denne : de to ældste Brödre var Saadanne, som havde gaaet paa Seminarium og Latinskole. Askeladden derimod havde været Friskoleelev og, saavidt erindres, ogsaa gjennemgaaet et Kursus paa en Folkehöiskole. Saaledes rustet gaar han ud i Verden og har forvaret i sin Skræppe det, han har fundet paa Veien, og det viser sig, at det ene krogede Bukkehorn er Friskolen o.s.v.

Efterat Taleren saaledes havde gjort Rede for, hvad han havde fundet i Askeladdens Skræppe, slutter han med den Opfordring til sine tilhörere, at dersom Nogen af dem havde fundet mere i den, fik han fortælle videre.

Öieblikkelig bestiger Hærem Talerstolen. “Jo, der var meget Mere i Skræppen, end de to krogede Bukkehorn, som den foregaaende Taler havde fundet; denne havde slet ikke set vel efter, han havde ikke fundet det Bedste”. (Stor Opmærksomhed i Forsamlingen).

Og nu fortæller Hærem, der ved denne Leilighed vistnok for förste og sidste Gang i sit Liv optraadte som eventyrdigter, hvorledes Askeladden havde i sin skræppe en saare god og priselig Ting, som hed Ynglingeforeningen; fremdeles havde han fundet paa sin Vei en ypperlig Indretning, som kaldtes Lutherstiftelsen, og disse fortræffelige Gjenstande blev ogsaa nærmere

— 42 —

skildrede og anbefalede for tilhörerne. I den modsatte Leir blev der stor Uro og Utaalmodighed over dette uventede Indhold af Askeladdens Skræppe.

Men hvad skulde man gjöre ? det var jo kun den Fortsættelse af Eventyret, som de selv havde givet baade Anledning og Opfordring til. Tilsidst kunde en af de grundtvigianske Prester ikke dy sig længere. Han traadte op og begyndte at udvikle, hvad han havde imod Lutherstiftelsen og lignende pietistiske Indretninger.

“Nei, men Kjære, du polemisere jo”, afbröd Hærem, “og her er vi jo bleven enige om ikke at komme med Polemik.” “Men du polemiserede jo selv mod os“, blev der svaret.

“Ja, men jeg gjorde det fint; jeg lurte Eder, jeg; det faar ogsaa du gjöre ! Vi maa lure hverandre, ser du !”

Dette Ord, som saa træffende blottede Taktikken fra den modsatte Side, der saa uheldig var bleven gjennemskuet og tilintetgjort af Hærem, gjorde med eet Slag Ende paa den temmelig stærke spending, som havde hersket i Forsamlingen. Dissonantserne smeltede for Öieblikket sammen i en almindelig uimodstaaelig Latter, og Hærem blev næsten bogstavelig baaret afsted af den almindelige Jubel.

Hærem vedblev, saalænge han levede, at fölge Folkehöiskolesagen med den mest levende Opmærksomhed. Da der i 1877 fremkom Forslag paa Storthinget om Statsbidrag til en Del Folkehöiskoler, blev han opfyldt af den mest levende Uro og Bekymring. Han skrev i Aviserne og arbeidede af al Magt forat aabne Folkets Öine for det Farlige i at stötte de grundtvigske Skoler.

En af hans nærmeste Venner erklærer, at han aldrig har set ham saaledes i Aande som ved denne Leilighed.

Hærems Deltagelse i de mange Foreninger og Selskaber, der virkede ud over det hele Land og tildels stod i Forbindelse med lignende Selskaber i Udlandet, og hans egen Virkelyst og Foretagelsesaand foranledigede, at han kom til i sit korte Liv at foretage mange Reiser. Da disse giver en Forestilling om

— 43 —

hans rige og mangesidige Virksomhed, vil vi nævne de vigtigste af dem, forsaavidt det er lykkedes os at faa Rede paa dem.

Allerede i Skoledagene og Studenterdagene foretog han en Del Feriereiser og Fodture, hvoraf flere gik til hans Forældres Hjemstavn Sövde, hvor han som Student talte Guds Ord.

Som ung Student fik han ogsaa Anledning til at gjöre en Reise til Östersöen paa et Skib, som hans ældste Broder förte. Paa denne Reise havde Hærem for förste Gang i sit Liv Anledning til at öve praktisk Jödemissionsvirksomhed, idet han i en af de preussiske Kyststæder traf en Jöde, med hvem han ivrig disputerede om den kristelige Religion.

Da Samtalen maatte föres paa Fransk, i hvilket Sprog Hærem ikke var nogen Mester, havde han dog lidet Haab om, at hans Vidnesbyrd efterlod noget Indtryk. Efterat han i sine Studenterdage havde begyndt at virke missionerende i videre Kredse, stiftede han Bekjendskab med mange kristelige Venner, hvilket foranledigede mange Besög og mindre Reiser i Kristianias, Drammens og Frederiksstads Omegn, saaledes til Röken, Rygge og Hitterdal, hvor hans faderlige Ven, den bekjendte Missionsven og Prest Boye Joachim Flood, dengang var Sogneprest.

I 1866 foretog han, efterat være færdig med sine Examensstudier, den för omtalte Emissær-Reise i Israels-Missionens Tjeneste. Over Eidsvold, Hamar og Lillehammer reiste han til Gudbrandsdalen, derfra over Opdal, Rennebu og Melhus til Throndhjem, Stenkjær, Levanger og Klæbo.

Efterat have besögt de romsdalske Byer og Bergen, naaede han sin Hjemby Stavanger og besögte sine Kjære der. Men han undte sig ingen lang Hvile, han besökte endnu alle Byerne indtil Laurvig og flere andre Steder langs Kysten og talte overalt Israels-Missionens Sag i Kirkerne eller Forsamlingshusene.

Denne Reise havde især Betydning derved, at han paa den fik det stærke Indtryk af de særegne Vanskeligheder, som Naturforholdene i vort Land lagde i Veien for en rigeligere Forkyndelse

— 44 —

af Guds Ord, der bragte ham til senere hen at ofre al sin Kraft for Arbeidet i Lutherstiftelsens Tjeneste.

I 1867 deltog han i Februar Maaned i et Fælles-Missionsmöde i Holmestrand og besögte med samme Leilighed sine Venner i Drammen. Om Sommeren deltog han i Missionens Generalforsamling i Kristianssand og talte der Israels-Missionens Sag.

Efter et Ophold i sin Födeby, hvortil han imidlertid var bleven knyttet ved et nyt Baand, idet han her var bleven trolovet med sin Ungdoms Elskede, sin senere Hustru Hanna, födt Monsen, begav han sig den förste August ud paa en ny Emissær-Reise langs Kysten ligetil Frederikshald, ligeledes forat vække Sansen for Israels-Missionen.

Paa denne Reise besögte han Lillesand, hvorfra han gjorde en Afstikker til Dybvaag for at gjöre Bekjendtskab med den daværende Sogneprest der, Provst Johan Peter Berg, hvem han i sin Dagbog omtaler med den höieste Ærbödighed og Taknemmelighed for Alt, han ved dette Ophold saa og lærte af ham.

Siden besögte han Tvedestrand, Österrisör, Kragerö, Skien, Langesund, Fredriksværn, Laurvig, Sandefjord og Drammen; derfra reiste han til Fredriksstad og Fredrikshald. Overalt lagde han Prester og Menigheder Israels-Missionens Sag paa Hjerte; paa de fleste Steder fik han overladt Kirken og holdt Missions-Gudstjeneste, men overalt sögte han at faa en fast Ordning istand med særegne möder og om muligt med en særegen Dag, da Arbeidet for Israel skulde lægges Menigheden paa Hjerte fra Kirkens Prædikestole.

Det synes ogsaa, som denne Reise bidrog ikke lidet til at vække Menighedernes Interesse for Arbeidet for Israel. For Hærems eget vedkommende sees det, at den har været meget indholdsrig og frugtbar især ved de mange Bekjendtskaber, han dels stiftede, dels fornyede med kristelige Venner, baade Prester og Lægfolk.

Sommeren 1868 reiste han i Tyskland, hvor han besögte og tildels opholdt sig nogen Tid paa forskjelige Missionshuse og indledede Forbindelse med

— 45 —

forskjellige Missionsselskaber for Israel og stiftede Bekjendtskab med mange Jöde-missionærer.

Blandt de Steder, hvor han paa denne Reise opholdt sig, var Hamburg, Berlin, Leipzig, Dresden, Herrnhut, Erlangen, Stuttgart, Basel, Köln, Elberfeld, Barmen, Hanover og Hermannsburg. Hjemkommen fra denne Reise indtraadte han i Ægtestanden; den 3die September blev han ægteviet i Petri Kirke i Stavanger.

I Sommeren 1869 deltog han i Missions-Kredsforsamlingen i Laurvig og senere i Kredsforsamlingen og det dermed forbundne frivillige kirkelige Stiftsmöde paa Hamar. Men allerede paa denne Tid begyndte han fra Tid til anden at föle sig overanstrengt; det var vistnok især Redaktörvirksomheden ved “Fædrelandet”, som han dengang for en væsentlig Del besörgede selv, der især lagde Beslag paa hans Tid og Kræfter.

I August Maaned dette Aar saa han sig derfor nödt til at foretage en Opfriskelsesreise over Fjeldene til Stavanger, hvor han for sidste Gang traf sin Moder, der döde en Maaned efter, og i Slutningen af September vendte han tilbage ad den samme Vei.

I 1870 foretog han sin för omtalte store Udenlandsreise, paa hvilken han först repræsenterede den norske Centralkomite for Israels-Missionen i Berlin den 26de, 27de og 28de April ved den förste almindelige Konferents for Israels-Missionen.

Han talte ved denne Leilighed i Bethlehemskirken og vandt mange Venner, hvoraf flere blev det for hele Livet, deriblandt den för omtalte Pastor Gurland fra Mitau, der i sit sidste Brev til Hærem nogle Dage för hans död omtaler dette Möde og siger : “Du blev dengang i Tyskland skjænket mig som en dyrebar Gave fra Herren, en Gave, som jeg daglig takker ham for“.

Derfra drog han, som för omtalt til Mai-möderne i London og Edinburg. I Juni Maaned var han atter i Tyskland i Anledning af den almindelige lutherske Konferents i Leipzig og deltog i den dermed forbundne Special-Konferents for Israels-Missionen.

— 46 —

I Juli  Maaned reiste han saa til Generalforsamlingen i Tromsö, hvor der den 28de Juli ogsaa holdtes et særligt Möde for Israels-Missionen.

I 1871 deltog han i det kirkelige Stiftsmöde i Kristiania i Juni Maaned. Den 8de Juli var han tilstede paa et större Indre-Missionsmöde i Trygstad i Smaalenene, reiste derfra over Kristiania, Drammen og Kongsberg til lignende Möder, som holdtes i Hvideseid og Skien i Juli Maaneds Midte.

Ved disse Möder talte han Lutherstiftelsens Sag. Möderne var almindelige Missions-Möder, men Hærem vilde gjerne benytte Anledningen, naar Missionsvenner var samlede, for at virke for sin kjære Stiftelse.

Kort efter Tilbagekomsten til Kristiania tiltraadte han den Emissær-Reise for Lutherstiftelsen, paa hvilken han tillige ledsagede Mrs. Merrlees gjennem Valders til Lærdal. Han holdt Möder med offentlige Foredrag for Stiftelsen i Gjövig, Söndre Land, Söndre og Nordre Aurdal og Vestre Slidre, paa samme Tid som han benyttede enhver Anledning til at virke for den i mindre Kredse ved Samtaler og Foredrag.

I Lærdal var MissionsKredsforsamlingen for Bergens Kreds just samlet. Her benyttede han derfor Leiligheden til i et udförligt Foredrag at lægge Forsamlingen Lutherstiftelsen paa Hjerte. Derefter reiste han videre til Bergen, Haugesund, Stavanger, Höiland, Klep, Egersund, Flekkefjord, Farsund og Mandal. Paa det sidste Sted var han saa syg, at han sukkede til Herren om blot at faa Lov til at sige nogle faa Ord, men medens han talte, voxede Kræfterne, tilsidst glemte han baade Sygdom og Svaghed og vendte som frisk ned igjen fra Prædikestolen.

I 1872 i Februar Maaned havde han Bibelbud-Samlingen i Kristiania. Ved Sankt-Hans Tider reiste han ind til Stokholm forat overvære Fosterlands-Stiftelsens Generalforsamling. Paa Mödets sidste Dag talte han for Israels-Missionen i Blasieholmens Kirke.

Privat arbeidede han tillige for Stiftelsen af et politisk Blad paa kristelig Grund. Derfra reiste han over Malmö til Kjöbenhavn og Roskilde;

— 47 —

ogsaa i Danmark dels stiftede han, dels fornyede han Bekjendtskab med kristelig-sindede Venner.

I Juli Maaned holdtes der et Möde for Sömands-Missionen og Israels-Missionen i Tönsberg; her mödte han en Del af sine svenske Venner, der efter Mödet fulgte ham til Kristiania.

I Marts 1873 foretog han en Reise til Stokholm; det var Meningen, at dette skulde være en Hviletid og en Opfriskelsesreise for ham, men han undte sig liden Hvile; det var nemlig paa denne Tid han især arbeidede forat samle Bidrag til Opförselen af Studenterhjemmet, og det lykkedes ham paa denne Reise at samle 2000 Spd. Blandt hans lyse Minder fra denne Stokholmsreise var ogsaa den i höi Grad anerkjendende Maade, hvorpaa han blev modtagen paa Slottet af den kongelige Familie, da han havde sögt Audience.

Fra Prinsesse Eugenie modtog han ogsaa Indbydelse til en liden selskabelig Sammenkomst i Prinsessens Gemakker, og her blev Hærem opfordret til at holde et opbyggeligt Foredrag og lede Andagten for den forsamlede Kreds. I sine Dagbogsoptegnelser fra denne Stokholmsreise omtaler han ogsaa sin höie Vertinde med den varmeste Anerkjendelse.

I Juni Maaned reiste han i Tyskland med Hans Theodor Kjær. De fulgtes tillige af dennes Broder Pastor Kjær til Badestedet Ems. Derfra reiste de over Köln og Antwerpen til England, hvor de blandt Andet besögte Mrs. Merrlees i Clifton.

Over London reiste Hærem til Kristianssand, hvor han ankom den 22de Juni, for derfra at reise til Lillesand til det Fællesmöde for Arendals og Omegns Fælles-Indremissionsforening, som holdtes der i disse Dage. Efter et kort Ophold i Kristiania besögte han Stavanger, hvor hans Familie just opholdt sig, men han maatte vende tilbage til Kristiania i Slutningen af Juli Maaned forat forberede Lutherstiftelsens Generalforsamling i Drammen den 31te Juli. Derefter deltog han i Landsmöde i Kristiania og i det store Indremissionsmöde, som blev holdt umiddelbart efter

— 48 —

dette, og reiste saa til Stavanger forat hente sin Familie hjem.

I 1874 deltog han i det för omtalte Folkemöde paa Lillehammer. Ellers foretog han dette Aar kun mindre Reiser, hvoriblandt en Opfriskelsesreise til Norefjeld i Krödsherred.

Sommeren 1875 blev han nödt til efter Lægens bestemte Raad at underkaste sig en Badekur i Alexandersbad i Bayern. Det kunde ikke nytte for ham at ligge ved Bad i sit Fædreland, ja neppe nok i de nordiske Lande; hans mange og levende Interesser vilde have bragt ham ind i altfor mange Forbindelser og holdt ham altfor meget i Aande, og det var Hvile, han fremfor Alt trængte til.

Efter 15 Aars uafladelige, anspendte Virksomhed med Planer og Foretagender, der lagde Beslag paa alle hans Tanker og Interesser og indviklede ham i en Utallighed af Forretninger af den aller forskjelligste Natur, der tilsidst ikke forundte ham Hvile hverken Nat eller Dag, formaaede hans oprindelig saa stærke Natur ikke mere, han var aldeles udtömt, Livskraften holdt paa at slippe op. Nu fölte han sig ogsaa selv yderst medtaget.

Over Kjöbenhavn reiste han til Stettin. Et Par Dage opholdt han sig i et lidet Badested Liebesele, hvor han stiftede Bekjendtskab med to Redaktörer for kirkepolitiske Blade i Berlin, Presterne Ovant og Engel. Derpaa reiste han over Berlin og Dresden gjennem sachsisk Schweiz först til Karlsbad og siden til Alexandersbad, hvor han i sin Hustrues Selskab opholdt sig i stilhed i 6 Uger. Mod Slutningen af Badetiden fölte han sig ogsaa betydelig bedre.

Hjemreisen lagde han over Schwarzbach, Würzburg, Mainz, Wiesbaden, nedad Rhinen til Bonn, hvor han besögte en af sine kjæreste Venner i Tyskland, Missionæren Axenfeld, derfra reiste han til Köln, hvor han besögte Missionær Bonnet, og kom endelig over Hamburg og Kjöbenhavn tilbage til Kristiania, hvor han blev festlig modtaget af Studenterhjemmets Beboere med en af A. Garborg forfattet Sang.

— 49 —

I 1876 mödte han paa Lutherstiftelsens 2den Generalforsamling i Stavanger. Derfra havde han besluttet at drage over Fjeldene tilbage til Kristiania for paa denne Maade at skaffe sig lidt Hvile fra Arbeide og Bekymringer.

Men inden han kom afsted, kom der fra Kristiania Krav paa Penge, som strax maatte skaffes til Veie, om ikke meget Arbeide skulde standses eller forstyrres. Da nemlig Hærem det foregaaende Aar paa Grund af sin Sygelighed og lange Udenlandsreise ikke havde kunnet udfolde sin sædvanlige Virksomhed forat samle Penge, var Lutherstiftelsen kommen i en betydelig Gjeld.

Han maatte derfor öieblikkelig i Gang med at samle Penge, og det gjorde han med stor Fremgang först i Stavanger og siden i Bergen. For ikke at komme altfor overraskende paa Nogen, sendte han med sin sædvanlige kloge Takt foran sig til dem, som han vilde henvende sig til, en skriftlig Fremstilling af Lutherstiftelsens Opgave og Arbeide samt af de Pengeforlegenheder, hvori den nu var kommen.

Derved kunde han baade spare sig selv for altid paany at gjentage den samme Fremstilling og i Almindelighed finde Stemningen vel forberedt, naar han selv kom bagefter med sine Anmodninger om Gaver til Stiftelsen. Han slutter hin Fremstilling med de Ord : “Hvad der giver mig Frimodighed til at gaa denne tunge Gang, er dette, at jeg ikke gaar mine egne Ærinder, men hans, som sagde til sine disciple: “mig ynkes inderlig over Folket“, hans, som eier Guldet og Sölvet og har Hjertene i sin Haand, og at jeg beder i hans Navn ikke for mig, men for vort kjære Fædreland og for dets Kirke. Paa dens Alter være Gaven lagt med et saadant sind, at det Ord kan opfyldes: “Gud elsker en glad Giver”.

– Hans Forventninger blev heller ikke skuffede, han fik, hvad der tiltrængtes for at dække de öieblikkelige Krav. Gjennem Lærdal og Valders vendte han saa tilbage til Kristiania.

I 1877 var det atter bleven nödvendig for ham at foretage en Badereise, og ogsaa dette Aar var det

— 50 —

bestemt, at den skulde gaa til Alexandersbad, som for to Aar siden havde virket saa godt paa ham. Men paa Reisen blev han syg först i Kjöbenhavn og siden i Hamburg hvor han maatte holde Sengen. Den Læge, som han her henvendte sig til, havde Vandkur-Anstalt i sit Hus, og han raadede ham til at blive i Hamburg under hans Behandling istedetfor at reise til Alexandersbad.

Hærem telegraferede derfor efter sin Hustru og blev sammen med hende i Hamburg i fire Uger. Over Kristianssand reiste han, tilsyneladende i god Bedring, til Stavanger og fik saaledes denne Gang aflagt et sidste Besög i sin Födeby. I Midten af September Maaned kom han tilbage til Kristiania.

I 1878 naaede han ikke længere end til Gjerdrum. Efter den 16de Februar at være bleven udnævnt til Sogneprest for Gjerdrums Menighed, reiste han derop for at se til sit Fremtids Hjem, og han kom tilbage særdeles lykkelig over, hvad han havde seet og hört om Prestegaarden og Menigheden. Han var ogsaa inde i Kirken, knælede ned foran Alteret og bad for sig og sin nye Menighed, at han maatte faa Naade til at blive til Velsignelse for den.

Da han vendte tilbage, var hans Svar paa spörgsmaalet om hvorledes han syntes om sig deroppe : “det er Alt langt bedre, end vi har fortjent det”.

Hans allersidste Reise blev til Drammen. Did havde han altid tyet, naar han var træt og vilde hvile ud; hjemme var det umuligt for ham at faa Ro, thi der var det altid Saameget, som laa paa ham at ordne, og Saamange, der skulde tale med ham. Og nu fölte han sig stedse mere træt.

Den 5te Marts reiste han derhen med sin Ven Hans Theodor Kjær og tog som sædvanlig ind hos ham. Tilsyneladende befandt han sig nok saa vel og besögte flere af sine Venner dernede, ligesom han ogsaa foretog enkelte pastorale Besög. Fra Tid til anden kom der dog Yttringer, som röbede, at Anelsen om hans nære Bortgang oftere opfyldte ham.

— 51 —

En Forkjölelse, som han paadrog sig paa en Kjöretur, syntes dog at skulde forvindes, og den sidste Dag af hans Ophold i Drammen hörte man ham tidlig om Morgenen synge höit og freidigt, medens han endnu laa i sin Seng, Salmen “Gud skal alting mage“, der var en af hans Yndlingssalmer.

Men den samme Dag udtalte han dog, at han fölte sig saa svag, at det vist var bedst, han nu lod sig fotografere, forat det ikke skulde blive forsent; dette var han nemlig saa ofte anmodet om i den senere Tid uden at have kunnet finde Tid dertil. Han lod det denne Gang heller ikke blive med Tanken, men gik samme Dag hen til Fotograf Rude, der tog flere Billeder af ham.

Disse udmærker sig alle ved et sjælfuldt Udtryk, men der hviler dog ogsaa et vist vemodigt Træk over dem, ligesom de i det Hele viser, at hans Udseende var blevet meget forandret i de sidste Aar af hans Liv, saaat de, der blot kjendte ham i hans frodige Ungdom, har vanskeligt forat kjende ham igjen i disse. Da han den samme Dag besögte en syg Dame i Drammen, som han i mange Aar havde seet til, löd ogsaa hans Ord til hende som et Afskedsord, ligesom han af Skriften læste for hende 1 Pet. 1.22-25: at “alt Kjöd er som Græs, og al Menneskets Herlighed er som Græssets Blomster, Græsset visner, og dets Blomster falder af, men Herrens Ord bliver evindelig”.

Da han kom hjem til Kristiania Tirsdag den 12te Marts om aftenen, var han alvorlig syg af Bronchit og maatte sent om Aftenen sende Bud efter Lægen. Ligeledes sendte han Bud efter sin Ven Kjær, som i denne Vinter boede i Kristiania i Nabohuset og talte nu med ham om saadanne Anliggender, som det var af Vigtighed at faa ordnet. Paa Opfordring om at skaane sine Kræfter, svarede han, at det lod sig ikke gjöre; disse Ting maatte han tale om nu, siden kunde det blive forsent.

Han kunde dog igjen forlade Sengen fra Thorsdag til Lördag. Men Söndag den 17de maatte han paany ty til Sengen, og denne Gang

— 52 —

for ikke mere at forlade den.

Fra denne Dag begyndte han ogsaa at tage Afsked med sine Venner, som kom og saa til ham. Saaledes samlede han denne dag Kjærs Sönner om sin Seng og formanede dem indtrængende til at bevare de gode Vidnesbyrd og Formaninger, som var givne dem, og sky Egenkjærligheden men arbeide for Andre; alene derved vilde deres Liv blive til Velsignelse baade for dem selv og Andre.

Alle, som kom til ham, fik et hjerteligt Farvel og et Velsignelsesönske.

“Gud velsigne Eder”, löd det stadig fra hans Læber i disse Dage. “Lader os ikke sörge som Hedningerne !” var hans gjentagne Opfordring til sine Kjære, naar han saa dem græde.

“Jesu Kjærlighed knuser vor Egenkjærlighed”, gjentog han ligeledes som et paa en Gang formanende og opmuntrende Ord til Sine. Undertiden tænkte han, at han maaske endnu skulde komme sig; saaledes sendte han som Svar paa Underretning om Tiden for den forestaaende Presteordination det Budskab til sin Biskop, at han nok ikke kunde komme op til den Tid, men om han skulde komme sig, skulde ogsaa dette blive en Indvielse til Prestegjerningen.

Til Trods for de mange hyppige Kvælningsanfald, hvorunder han led, og de store Aandedretsbesværligheder, som han havde at kjæmpe med, bevarede han en stor Frimodighed, ligesom hans gamle Humor ofte glimtede frem ogsaa i disse Dage. Det var vistnok endnu i de Dage, da han kunde sidde oppe, at han spögte med Student Garborg om de mange “höifornemme Sygdomme”, han havde lagt sig til (“Fedraheimen” No. 13), men han var allerede da saa “ussel og træt, at det var saart at se; og hans Mæle var saa hæst, at han bare kunde hviske. Men det var det samme varme Haandtryk, det samme lyse Smil og det samme gode Humör“.

Men endnu flere Dage senere, efterat han var bleven aldeles fortrolig med Tanken om, at hans Bortgang var for Haanden, kunde han tale til sine Venner og Omgivelser i en spögende Form. Da saaledes hans Huslæge, som

— 53 —

han hadde overmaade kjær, en Gang lagde Hovedet ned til hans Bryst forat lytte til hans Aandedrag, benyttede han Anledningen til at give ham sin Velsignelse. Og da Lægen havde forladt ham, sagde han smilende til sine Omgivelser : “Se, nu fik jeg luret mig til at velsigne Professoren !

I Almindelighed var der dog et helligt Alvor over de Afskedsord, han gav sine Venner. Saaledes hadde han en dag ladet brede over sig et Teppe, hvori det norske Flag var virket. Medens han laa under dette, sendte han med en Fælles Ven fölgende Hilsen til Digteren Jonas Lie, idet han tog med Haanden og viste Flagget; “hils Jonas, at det Kors i Flaggets röde Bund, det maa lyse ham helt ind!” – et Ord, som Lie siden anvendte paa ham selv i Sörgedigtet over ham.

Hvad han selv under den senere Del af Sygdommen ytrede, var i Regelen Bibelord, ligesom det var Bibelsteder, han helst vilde höre til Tröst og Bestyrkelse for sig af sine Omgivelser; “kom bare med ligefremme Skriftsteder, som vi Alle kan”, bad han dem.

En stor Glæde var det for ham, at en af hans Brödre kunde komme til ham og sammen med Kjær være hos ham i den sidste Tid. Denne Tröst trængte han saameget mere til, som hans trofaste Hustru et Par Dage för hans Bortgang blev kaldt bort fra hans Leie, idet hun den 19de mai Aftenen födte ham en Sön.

“De er i Jesu Pleie baade Hanna og Barnet”, udbröd han ved Efterretningen derom. Fra Onsdag Morgen Kl. 3 ventede han med Vished sin Oplösning. “Jeg frelses ligesom Röveren paa Korset – af Naade“, sagde han. “En salig Ende, naar det hjemad gaar !” udbröd han et Par Gange. Og da Kjær nævnte for ham Stedet : “Om jeg end skal vandre i Dödsskyggens Dal”, nikkede han og fortsatte, “saa frygter jeg ikke for Ondt”, eller naar han anförte Ordet : “Lovet være Gud, som giver os Seier ved Jesum Kristum !” tilföiede han et lydeligt “Ja !” Han var dog beredt paa, at det endnu kunde drage ud en Tid, inden han fik vandre bort.

En Gang udbröd han ogsaa: “Kanske Vorherre vil have mig en Stund hernede endnu”.

— 54 —

Og da Kjær udtalte Ordet : “Han kommer snart”, svarede han : “Det varer nok en Stund – det gjælder at vente – Taalmodighed”.

“Husk paa, det er blot een Dödsstund”, mindede han sine Kjære om, da de udtalte sin Medynk med, hvad han led.

“Jesus er hos mig, – det (sic) har ingen Nöd – hils Hanne – Gud velsigne Barneflokken !” udbröd han Onsdag Morgen, den sidste Gang han var ved klar Bevidsthed. Fra Kl. 3 til 7 denne Morgen havde han sin sidste aandelige Strid. Siden var han ikke fuldt bevidst. Derimod varede Dödskampen uafbrudt, hans Bryst arbeidede voldsomt, og han stönnede oftere : “Luft, Luft !” I den sidste Nat syntes hans Feberfantasier tildels at vidne om et Slags Strid, som afspeilede sig i hans Drömme : “kom du ! gaa du !” hörte man ham sige; senere udbröd han : “nu er det bedre”.

Han syntes ogsaa, at hans Moder var hos ham, og spurgte : “Er Moder her ?” ligesom han ofte kaldte paa sin Hustru. Fredag Morgen viste Dödstegnene sig; den tilstedeværende Diakonisse holdt et billede af Kristus paa Korset foran ham, og med Öinene fæstet paa dette sov han hen.

Hans Hustru, der ved de sidste Dages alvorlige Sygdom var bleven forberedt paa hans Död, fik Naade til at modtage Dödsbudskabet, som Kjær bragte hende, med Rolighed og Tak til Gud, som havde skjænket ham Hvile.

Det viste sig ved Lægens Undersögelse efter hans Död, at han havde lidt af en Fedtansamling om Hjertet, en Sygdom der efter Lægens Formening vilde have medfört Döden inden kort Tid, om end ikke de övrige Sygdomme, Blodmangel og Bronchit, havde stödt til og paaskyndet Enden.

Hverken han selv eller nogen Anden forstod, at han bar paa en dödelig Sygdom, men selv havde han en Fölelse af, at hans Livsdag kun vilde blive kort, derfor arbeidede han med en rastlös Iver og Ihærdighed, saalænge det var Dag.

Hans Anelse om sin tidlige Bortgang kom ogsaa for Dagen i den Frygt, som han oftere udtalte,

— 55 —

at det aldrig vilde blive ham forundt at opnaa det geistlige Embede.

Det kunde vistnok synes underligt, at han skulde blive kaldt bort, just som han var kaldet til den Gjerning, for hvilken han ved sin eiendommelige Begavelse, sin aandelige Udvikling og Erfaring og sin hele vindende, kjærlighedsfulde og salvelsesfulde Personlighed syntes saa fortrinlig skikket.

Men ogsaa paa ham kan vi visselig anvende Herrens Ord til Apostelen Peter : “hvad jeg gjör med dig, det forstaar du ikke nu, men du skal forstaa det sidenefter“.

Og nu sidenefter kan vi forstaa, at Herren gjorde det vel for ham Altsammen, ogsaa da han kaldte ham bort, för han havde faaet Lov til at fæste Bo i det saa længselsfuldt eftertragtede Gjerdrum, hvor han haabede at skulle finde den Hvile i sin Families Skjöd, som det saalidet havde været ham forundt at nyde under hans travle Arbeidsliv i Kristiania.

Hans Kraft var allerede brudt, og det vilde have været en Kilde til stor Skuffelse og Sorg for ham, som havde saa höie Forestillinger om de Krav, som Sjælesörgergjerningen medförer, om han ikke skulde have set sig istand til at fyldestgjöre dem. Men om han ogsaa for en Del havde gjenvundet sin Helbred, vilde det maaske have vist sig vanskeligt for ham at forene Omsorgen for sit Embede med de gamle Interesser, som han i den Grad havde indforlivet sig i, at det ikke vel var ham muligt at drage sig fuldstændig tilbage fra dem; det var jo ogsaa hans Bestemmelse fremdeles ifra Gjerdrum at holde Haand i Hanke med flere af sine Foreninger og andre Gjöremaal i Kristiania.

Vi maa takke Gud for alt det Gode, han i sit Liv fik Naade til at udrette, og böie os for Herrens vise og naadige Villie, der satte Grænser for hans rige Dagverk just ved hint Vendepunkt i hans Liv, saa han dog fik Anledning til at afslutte en större Del af sin Gjerning uden at begynde en ny, som han vistnok ikke længere havde den fornödne Legemskraft til at magte.

For Gjerdrums Menighed syntes det, at hans Udnævnelse til Prest for den ikke var uden Betydning, om han end ikke

— 56 —

kom til at tiltræde sit Embede; thi Budskabet om hans Bortgang skal have virket til Ydmygelse og Selvprövelse for ikke Faa. Det var vistnok flere Menighedslemmer, der sukkede som hin Mand, der var kommen ind til Kristiania forat tale med sin nye Prest og blev mödt med Budskabet om at han allerede var död : “vi var ikke værd at faa saadan en Prest !” udbröd han under Taarer.

Ved Hærems Jordfæstelse den 28de Marts viste det sig, hvor han havde været elsket og paaskjönnet af Mange. Kun sjelden har Kristiania været Vidne til en saa almindelig Deltagelse i Sorgen over en Afdöd. Den store Trefoldighedskirke, hvorfra han blev jordfæstet, kunde ikke rumme den store Sörgeskare. Efter Afsyngelsen af Jonas Lies vakre Sörgesang talte Sogneprest Sven Brun fra Prædikestolen og hans gamle Ven og Medarbeider Pastor Klaveness fra Kordören, og Begge vidnede i gribende Ord, om hvad der havde været Drivkraften i hans Liv : den Tro, der er virksom i Kjærlighed.

Fra Kirken blev han ledsaget til sit Hvilested paa vor Frelsers Gravlund af et utalligt Fölge, hvori særligt kunde skilnes den store Skare af Prester baade fra By og Bygd og Studenterne og Ynglingeforeningen med sine floromvundne Faner. Ved Graven bragte Pastor Kjær fra Eger ham et Farvel fra de Kredse, som havde staaet ham nærmest i Livet, og Biskop Essendrop udtalte det sidste Farvel i hans Embedsbrödres Navn og en Tak fra sig selv og de mange Andre, til hvem han var kommen med Deltagelse og Tröst i Sorgens tunge Tider. Foruden denne offentlige Sörgefest holdtes der flere i de engere Kredse.

Da han blev udbaaret fra Studenterhjemmet, talte Pastor Storjohann over Stedet Jes. 57, 1.2. og en af Hærems Brödre fra Stavanger udtalte en hjertelig Tak til Vennerne, som havde staaet ved hans Side i Arbeidet og Striden. Paa Begravelses-dagen, som tillige var hans nyfödte Barns Daabsdag, talte Professor Frederik Petersen ved Sörgefesten for den nærmeste Kreds i Studenterhjemmet og

— 57 —

Professor Johnson ved den almindelige Sörgefest i Bedehuset i Hausmannsgaden.

Vi hidsætter her Jonas Lies Mindedigt :

¤

Nys i Begeistringsglöden
han stod med Ungdomsild,
nu kold og bleg har Döden
hans Öie lukket til;
nys svulmed varme Tanker
for Fremtidsmod og Bör,
nu – staar her fire Planker
for Gravens sorte Dör !

¤

Hvad Peter Hærem tolked,
det kjendes vidt om Land –
han var et Barn af Folket
i ædleste Forstand,
og rundt om Landet brænder
der Lys, som han har tændt,
og han fik tusind Venner,
han aldrig selv har kjendt.

¤

Ak, saa vi Alt, som visner,
fordi vi mangler Tro !
at Livet om os isner,
saa intet Grönt vil gro –
da saa vi og det Store
ved Troens rette Brand,
hvad Frugt den gi’r om Fjorde,
hvad Herrens Vext om Land !

¤

Han var saa rigt et Hjerte,
saa fuld af Kjærlighed,
da han bar Troens Kjerte
i hel Enfoldighed,
han gik i Stormen med den
og fryted’ Pustet ei,
hans Frelser gav ham Freden
og skjærmede hans Vei.

¤

Han midt paa Slagets Tilje
fik budet fra sin Gud,
og nu den frelste Vilje
i Himlen springer ud; –
hans Fartöi gled i Döden
med Korset i sit Flag,
det fik et Skjær af Glöden
fra Evighedens Dag.

— 58 —

Vi har saaledes fulgt Hærem paa hans korte, men betydningsfulde Livsvandring, indtil han gik ind til den sidste Hvile, og vi har efter Evne sögt at gjöre Rede for det Væsentligste, af hvad han udrettede eller tilsigtede i Livet, forsaavidt som vi har anseet os berettiget til allerede nu at bringe det frem for Offentligheden, medens heller ikke Lidet, og det tildels af de Ting, som har sin store Betydning og Interesse, endnu maa gjemmes til beleiligere Tider.

Det staar nu tilbage efter hans egne Udtalelser i Breve og Dagböger at give et Billede af hans indre Udvikling og af hans Personlighed baade som Menneske og som Kristen.

Som allerede saa ofte omtalt, mente Hærem, at han skyldte sin Moder sit Livs bedste Tilskyndelser. Hvad der gav hende denne Magt over hans Sind, var den ualmindelig stærke barnlige Kjærlighed, hun havde forstaaet at vække hos ham fra hans allertidligste Alder.

Han var jo ogsaa sin Moders Barn som ingen af hans Söskende; thi ikke blot var han den Yngste, men han havde ikke kjendt nogen Fader og havde derfor alene sin Moder at ty til efter Hjælp og Tröst under de barnlige Sorger og Modgange.

Men meget tidlig vaagnede hos ham ogsaa en tilsvarende Fölelse af, at han paa sin Side igjen skulde være sin Moders Stötte og Forsvarer. Han taalte derfor ikke Spög, naar Nogen kom til at röre ved hende. Et betegnende lidet Træk i denne Retning kan meddeles fra hans Skoledage. Da han var kommen ind paa Latinskolen, maatte han som nykomne Gutter i Almindelighed gjennemgaa en Prövetid med Drillerier, indtil han var bleven kjendt med sine Kammerater. I Almindelighed bar han disse Angreb med stor Godmodighed.

Men engang fandt en af hans bedre stillede Kammerater paa at drille ham, fordi han gik med Lapper over Knæerne paa sine Benklæder. Efter en Stunds Betænkning siger Peter : “Om du gjör Nar af mig, saa gjör det ingen Ting; men gjör du Nar af mine Klæder, saa gjör du Nar af min Mor,

— 59 —

og derfor skal du have Juling !” og dette fik han da ogsaa saa grundigt af Peters kraftige Næver, at Ingen vovede at pege paa hans lappede Klæder efter den Dag.

Hans Moder vedblev at være hans Fortrolige, saalænge hun levede. Det var ham en Trang at udöse sit Hjerte for hende. Hans Breve til hende vidner om, hvorledes det var bleven ham en Fornödenhed at gaa til hende med Alt.

Især i hans förste Studenterdage, som vistnok var hans stærkeste aandelige Gjæringstid, stod han i en uafbrudt Brevveksling med hende, der ogsaa var ham en god og besindig Raadgiver i denne for ham i flere Henseender farlige Udviklingstid. Vi har allerede för seet, hvorledes hun sögte at lede ham til större Nögternhed i Henseende til det aandelige Livs Ytringer.

Thi med hans varme Fölelse og stærke Stemningsliv kunde der vistnok være Fare for, at dette under Paavirkning af den da raadende stærke Vækkelse kunde faa en ensidig Fölelseskristendoms Præg.

Hans egne Ytringer i hans Dagböger viser, at han selv var sig denne Fare bevidst og tildels anklager sig for at have bukket under for den. Hans Breve fra disse Aar röber et alvorligt Samvittighedsarbeide, en ængstelig Vaagen over sine Fölelser og Stemninger og i det Hele et ensidigt indadvendt og derfor uroligt og gjærende Liv. Det var derfor saameget större Velsignelse for ham, at han i denne Tid kunde ty til sin Moders prövede Erfaring.

Det er betegnende for hans aandelige Standpunkt i denne Tid, at han gjör sig alvorlige Samvittighedsskrupler derover, naar han en enkelt Gang lader sit oprindelig saa lyse og freidige Sind faa Lov til at komme frem med en liden Spög, f. Ex. naar han efter Modtagelsen af en Sending med Madvarer fra Hjemmet fortæller, at Æggerne var blevne til Pandekage paa Veien, og at Æblerne samtidig var blevne syltede i Æggesauce o.s.v. Han skammer sig straks over at have kunnet skrive saadant “Vaas og Vrövl” og beklager, at han ikke vel kan ödelægge de tre förste Sider af Brevet,

— 60 —

hvor han har givet sin Glæde over de mange gode Ting Luft, da han derved kommer til at ödelægge ogsaa den fjerde, hvor han taler om de aandelige Ting.

Endogsaa i Examensdagene, da de Fleste pleier at være mest, om ikke udelukkende, optagne med de verdslige Pröver i de forskjellige Kundskabsfag, er det hans fornemste Bekymring, at han maaske skulde tage det for let med Selvprövelsen og med Arbeidet paa sin Omvendelse og “bruge Kristi Lidelse og Död for os til en Sovepude for den gamle i Bund og Grund fordærvede Adam”, og han finder til sin store Bedrövelse, at han “mangen Gang har tilhyklet sig en falsk Fred” (August 1859).

I samme Brev taler han om, at han neppe havde taalt den Udmærkelse, han ved sin Studenterexamen fik for sine Kundskaber i Religion og havde glemt at give Herren den hele Ære; derfor mente han, at han trængte til en Ydmygelse, og den fik han ved de uventet daarlige Karakterer i Tysk og Fransk.

Han fölte sig ogsaa hjertelig ydmyget derved, men i denne Sindsstemning gik han op i Græsk og stod sig der langt over Forventning godt. Saaledes tager han i denne Tid Alt ifra Herren og lader Alt tjene sig til Optugtelse og Opdragelse for det aandelige Liv. Man mærker hvorledes han i denne Tid föler sig delt imellem sit himmelske og sit gamle jordiske Hjem, medens han til Trods for al Broderkjærlighed, som han mödte i de kristelige Kredse i Hovedstaden, endnu fölte sig som en Fremmed der.

“Tusinde Tak for Eders Breve”, skriver han Novbr. 1859, “de kom som fra Himmelen. Det var nemlig Fredag Aften Kl. 7, jeg skulde hen i “Broderkredsen“. Da jeg kom hen til Huset, som ligger noget afsides, kom jeg til at staa og se op til den blaa stjerneklare Himmel og til ham, som der sidder paa Thronen, og til Lammet. Jeg fik da udöse mit Hjerte for ham i Bön for mig selv og, som I kan vide, for Eder, I Dyrebare…..Og jeg fik et Amen til Svar i mit Hjerte. Jeg gik da ind i Huset, og neppe havde jeg siddet der i nogle Öieblikke, saa fik jeg Brevene fra Eder. Da

— 61 —

sang vi til Indgang den Salme :  “O, at jeg havde tusind Munde og tusind Tunger i hver Mund !” og hvo skulde have mere Grund end jeg til at love og prise ham !

Samme Aar, da han for förste Gang maatte tilbringe Julen borte fra Hjemmet, sender han sine Juleönsker og Hilsener til sine Kjære i Stavanger i et Brev, som han daterer paa denne Maade : “Juleaften, kort för vi gaar i Börneforsamlingen, jeg til Möhne*), I til Due**); der mödes vi altsaa, ja foran Krybben er vort Samlingssted idag”. Her vender han sig i Slutningen af Brevet til sin Moder med disse Ord : “Og nu et Par Ord til dig, du, som bar mig under dit Hjerte. Skulde jeg nu forsöge at tolke dig mit Hjertes Fölelser, ved jeg ikke, hvorledes det vilde gaa. Med Pennen formaar jeg det ikke. Herren være din Belönning, din Tröst, din Fred, dit Skjold ! Ak Moder, hvormange Gange i mit Liv har jeg ikke bedrövet dig, fortörnet dig, foraarsaget dig Kummer, Sved, Strid og vaagne Nætter ! Ak Moder, jeg ved, du har tilgivet mig det altsammen, du vil ikke mere ihukomme noget saadant. Men ak, det er Intet mod, hvad jeg har gjort mod min kjærlige himmelske Fader. Jeg var en forloren Sön; störste Delen af mit Liv var en fortsat Fortörnelse mod Herren. Ak, min Synd, min Synd ! Men Gud ske Lov for Naaden i Jesu Blod ! Herren har forladt mig alle mine synder”.

I Marts 1861 skriver han et langt Brev til Moderen om sin aandelige Tilstand. Her raader der en i det Hele freidigere Stemning, og man faar det Indtryk, at han er naaet et Stykke længere frem i aandelig Erfaring og Modenhed. “Jeg vil fortælle dig lidt om min aandelige Stilling”, skriver han, “Begyndelsen og Enden bliver Trofasthed, Naade og Barmhjertighed fra Herren. Ja, Moder, dette er Overskriften

*) Brödremenighedens Prest i Kristiania. **) Brödremenighedens Forstander i Stavanger.

— 62 —

over mit Liv. Herren har hele mit Liv baaret mig ligesom paa Örnevinger og vil fremdeles gjöre det; ja min Frelser vil skjule mig imod alle Helvedes Magter under sine Vingers Skygge, og han vil engang, naar han har gjort mig færdig, bære mig paa sine Frelserarme hjem til de evige Boliger……Jeg haaber og tror, at jeg er i Skole hos den Herre Jesus, og han skal efter sin Forjættelse fuldende, hvad han i sin Naade har begyndt. Jeg haaber, at om Herren i Naade vil forunde os at sees igjen, at I da skal faa se mig være renset og lutret fra den selvvalgte Kristendom og mere enfoldigt hængende ved Jesus end för. Hvorvel jeg har mistet meget af den fölbare inderlige Glæde og de stærke Fölelser, haaber jeg dog, at det alligevel nu er bedre med mig, fordi der för var saameget blot Föleri og ubevidst Hykleri for mig selv i min Kristendom, idet jeg vidst troede, at jeg var kommen længere frem paa Veien, end jeg virkelig var“.

I dette Brev fortæller han sin Moder, at det havde været ham et stort Savn, at hun ikke selv kunde skrive og saaledes ikke ret kunde lade Moderhjertet komme til Orde i Brevene til ham; Brevskrivningen fra Hjemmet blev nemlig i Regelen besörget af hans Broder, Rasmus Hærem, den af hans Brödre, der længst vedblev at bo i sit Barndomshjem.

Hans Moder maatte derfor indskrænke sig til at diktere nogle korte, men i Almindelighed baade kjærnefulde og salvelsesfulde Slutningsord. Imidlertid fortæller han, at han i denne Henseende har faaet en Erstatning i sin moderlige Veninde Fru Flood fra Hitterdal, i hvis Hus han havde tilbragt Julen og fundet et andet Hjem. Hende kunde han give den Ros, der havde meget at betyde i hans Öine, at hun havde meget tilfælles med hans Moder.

Naar hun skriver til mig, saa tænker jeg mig, at det var, som du skrev, thi det er det Samme, som du vilde skrive til mig“.

I et Brev fra Marts 1863 lægger han frem for sin Moder hele sit aandelige Livs Historie, fortæller om, hvorledes Herren havde banket ikke lidet

— 63 —

paa hans hjerte ved Konfirmationen, men hvorledes disse Indtryk holdt paa igjen at udslettes, da han et halvt Aar efter blev lagt paa Sygeleiet i Nervefeber; men da, ved Dödens Port, lærte han at sukke om Naade for sin Sjæl.

“Det var nu mit Önske og min Sorg”, siger han, “at faa staa op til et nyt Liv. Jeg forsögte ogsaa herpaa og begyndte fra den Tid i al Skröbelighed at söge Herren…..Saa gik jeg der et Par Aar i Stavanger og holdt mig paa en Maade til Guds Ord, men om end min Sögen var efter Herren, saa var det vistnok eget Arbeide. Og min Ulykke var vel, ligesom nu, blandt Andet den, at jeg blev altfor udadvendt og i Glæden over, at Nogle af mine Kamerater vilde söge Herren, blev jeg paa en Maade en liden Prest for dem, hvilket naturligvis i mange Maader var mig til Skade, uagtet jeg ogsaa deri ser Herrens naadige Förelse, thi ellers, uden dette Sammenhold, vilde jeg maaske faldt rent tilbage til det Gamle.

Eet er vist : at Guds Aand i det Skjulte virkede kraftigt paa mit Hjerte ved mange Rörelser, men Verden havde ogsaa Plads i mit Hjerte, og der var Strid. Saaledes græd jeg ofte, var ogsaa imellem udenfor Byen og laa paa Marken og bad og sukkede og læste Guds Ord, – dette gjorde jeg ofte paa Faders Grav. Men alt dette, tror jeg, var Guds kaldende, dragende og forekommende Naade, medens Hjertet endnu ikke var sönderknust og löst fra Verden og ret omvendt til den Herre Jesus…..Og saa var det, at Herren i Naade förte mig herind til Kristiania, hvor jeg, arme Faar, kom lige i Armene paa inderlig elskede kristelige Venner, kom ind i et elskeligt Samfundsliv, som tiltalte og opflammede mig, der kom fra det kolde Stavanger, saaledes at jeg ligesom kom ind i en ny Tilværelse og svömmede i det förste Aar herinde i lutter söde Fölelser og Fornemmelser. Dette drev mig paa een Maade frem, saaledes at det ialfald blev ganske anderledes med mig end i Stavanger; og det var da som nu mit Önske at blive og være en sand, levende Kristen. Det Værste er, at jeg stedse

— 64 —

har gaaet og gaar, saavidt jeg ved, blandt de kjære Venner herinde for at være en sand Kristen. Ak, jeg frygter for, at jeg aldrig har været dette, – jeg frygter for, at uagtet jeg lever og er opvokset i Evangeliets Lys, saa har jeg dog aldrig ret erfaret dets salige, levendegjörende, Synden, Verden, Kjödet og alle Helvedes Magter overvindende Kraft, ligesaalidt som Lovens dræbende Kraft, uagtet jeg mangen Gang har erfaret Meget baade af Loven og Evangeliet og har det i Forstanden, men jeg frygter for, at jeg ikke er bleven ret liden og fattig og nögen og nödlidende, hvorfor Jesus med sit Blod og sine Saar og Vunder heller ikke er gaaet ret op for mig. Derfor har det heller ikke været nogen ret hel og stadig Overvindelse af Synden. Tvertimod har der været Tider, hvori jeg har ligget rent under. Derfor har det i det sidste halve Aar været saa tungt for mig, eftersom dette mere og mere er gaaet op for mig. Jeg har derfor afholdt mig fra at tale Guds Ord offentlig og heller ikke turdet gaa til Alters förend nu forrige Fredag. Jeg gik nemlig i forrige Uge op til den kjære gamle Möhne og talte med ham, og dette gjorde mig saa godt. Han ligesom lokkede mig til at gaa til Jesus og opmuntrede mig til at nyde hans hellige Legeme og Blod. Det er nu, som om jeg synes at spore en liden Gnist af Tro i mit arme Hjerte; og dette har været saa godt at faa hænge lidt ved Jesus. Men ak, at jeg ikke maatte bedrage mig med en falsk Fred ! derfor er jeg saa bange”.

Ogsaa hans Dagbog fra denne Tid röber den samme aandelige Kamp og Anfegtelse, som han her omtaler. Der forekommer oftere Optegnelser om Dagene som : “have det tungt”, “været slöv” osv. eller et inderligt Hjertesuk om Forbarmelse og Naade. Der hengik dog en længere Tid, inden han igjen fandt fuld Fred. Men af Dagbögerne ser vi, at han oftere fulgte Möhnes Ord og sögte Kraft og Frimodighed ved Guds Bord.

I hans Hjertesuk fra denne Tid kan man mærke en stærk Paavirkning fra begge de to

— 65 —

Retninger, som i hans Ungdom bidrog mest til at vække det aandelige Liv hos ham, nemlig den fra de gamle haugianske Kredse udgaaende eller til den sig sluttende Vækkelse paa den ene Side og den stavangerske Herrnhutisme paa den anden.

Han sögte ogsaa, ligesom hans Moder för ham, saavidt muligt at forene begge disse Retninger.

Han fortæller saaledes i et af sine Breve, at han var bleven enig med en af de ældre haugianske Lægprædikanter om, at de skulde være herrnhutiske Haugianere.

Fra den ene Kant havde han vistnok modtaget den levende Frygt forat daare sig med en falsk Fred, en Frygt, der bringer ham til atter og atter at rive Samvittighedens Saar op paany; og fra den anden Kant havde han maaske modtaget denne Trang til at ville föle og fornemme Samfundet med Herren, en Trang, som lod ham föle sig dobbelt ulykkelig og hjælpelös, naar de gode Fölelser eller Stemninger hörte op.

Naar og hvorledes han kom ud over denne Tilstand af aandelig Nöd og Anfegtelse, oplyser ikke hans Dagbog os om; thi den ophörer for en tid i Sommeren 1863, da han aflagde et Besög i Stavanger hos sine Slægtninge og i Hitterdal hos Floods og som Soldat gjennemgik Rekrutskolen i Kristiania.

Men efterat han ved Adventstider samme Aar har paabegyndt Dagbogen igjen, har den for en væsentlig Del faaet baade et andet Præg og et andet Indhold.

Der er vistnok ogsaa her mange Ytringer af alvorlig Selvprövelse og mange inderlige Hjertesuk efter Naade og Fred, og disse Ytringer har fremdeles oftere en vis herrnhutisk Farve, f. Ex. i den gjentagne Dvælen ved Jesu Blod og Saar. Men i det Hele gaar der nu en frimodigere og freidigere Tone derigjennem. Man möder ikke mere saadanne fortvivlelsesfulde Selvanklager som f. Ex. i hans Nytaarsbetragtninger 1861-1862, hvor han udraaber : ak, hvor forfærdeligt har jeg ikke hyklet for dine Börn, og hvormange Helvedsbrande har jeg ikke kastet ind i disse uskyldige smaaes Hjerter !…Jeg er som Hedningerne i Romerbrevet Kap. 1 og som

— 66 —

Jöderne i Kap. 2. Ak, min Gud, naar jeg ser paa min Barndom, saa er det forfærdeligt, og naar jeg ser paa min Ungdom, da er det endnu forfærdeligere, og ser jeg paa mig nu, da har jeg paa det Forfærdeligste ladet mig tilrede af Synden”.

Fra Adventen 1863 indeholder derimod hans Dagböger for en væsentlig Del Uddrag af den Udlæggelse og Anvendelse af Guds Ord, som han har hört dels i Kirken, dels paa Universitetet af sine theologiske Lærere. Det er tydeligt at mærke, at han nu bygger fastere og tillidsfuldere paa Ordet, og i det visse, faste og usvigelige Guds Ord har fundet den Troens Frimodighed og den Troens Fred, som han hidtil saa ofte har savnet.

Derfor bliver dette Guds Ord ham ogsaa mere dyrebart, og han samler deraf og gjemmer derpaa med stor Flid. Disse Uddrag af, hvad han har hört, er meget fuldstændige; man ser, at han maa have været en ualmindelig opmærksom Tilhörer. Af Prædikener, som har gjort et stærkere Indtryk paa ham, har han gjengivet alle væsentlige Dele saavelsom hele den forbindende Tanketraad. Og om han ikke gjengiver Talen, saa pleier han dog at nedskrive sin dom om den. Af Universitetslærernes Foredrag sees han især at have fulgt Professorerne Johnsons og Casparis Forelæsninger med stor Opmærksomhed og Interesse.

Han omfattede disse sine Lærere med en barnlig Kjærlighed og takkede inderlig sin Gud for, at han havde faaet Lov til at studere under disse Mænd. Professor Johnson var vistnok den Mand i den hele Verden, hvem han saa op til med den höieste Ærbödighed og omfattede med den störste Hengivenhed.

Han skyldte jo for en væsentlig Del hans Veiledning dels gjennem de theologiske Forelæsninger, dels gjennem den jevnlige Omgang i Professorens Hjem ikke blot den Klarhed og Fred, hvortil han efterhaanden selv vandt frem i aandelig Henseende, men ogsaa Synet for hver enkelt Sjæls uendelige Betydning og den stærke Overbevisning om Pligten til at arbeide for disse enkelte Sjæle forat vække dem til Sandhedserkjendelse og drage dem til Herren.

— 67 —

I Prof. Johnson saa han sin aandelige Fader. Han foretog sig derfor aldrig noget Vigtigt uden at have raadfört sig med ham. Havde han ikke ham med sig, var han ikke rigtig tryg. Derfor var der vel heller ikke Nogen, der i den Grad var Gjenstand for Bearbeidelse af Hærems Overtalelsesgaver som Professoren; thi Hærem sparede Ingen, og det er saare karakteristisk for hans praktiske Organisationstalent, at han lagde Beslag ogsaa paa sine Lærere til Arbeidet for de forskjellige Samfundsopgaver, som han sögte at gjennemföre. Saaledes fik han, som för omtalt, bevæget en tredje af sine höitagtede Lærere ved Universitetet, nemlig daværende Professor Nissen, til at indtræde i Komiteen for Understöttelse af ikkegrundtvigiansk Folkehöiskoler. Men Ingen lagde han mere Beslag paa end sin kjære Prof. Johnson. Hans Höiagtelse og Hengivenhed for ham gav sig ogsaa Udtryk i digt, thi betegnende nok er det eneste poetiske Forsög, som han, saavidt vides, har offentliggjort, et Digt til Prof. Johnsons Ære i Anledning af et Skib, der i 1876 var bygget i Drammen af Hærems Broder for H. Th. Kjærs Regning og fik Navnet “Gisle Johnson”. Paa samme Tid som han hos Johnson fandt en levende Tilskyndelse til og senere en utrættelig Raadgiver og Veileder i det Indre-Missionsarbeide, som blev en Livsgjerning for ham, fandt han hos Prof. Caspari en ligesaa vækkende og ansporende Paavirkning i Henseende til Ar-beidet for Israel. Hærem havde jo allerede fra Hjemmet medbragt Kjærligheden til Israel; med saameget större Interesse kunde han nu fölge Fremstillingen af dette Folks Betydning og underfulde Skjebne i Historien. Igjennem Prof. Casparis Forelæsninger blev hans Blik ogsaa i andre Henseender udvidet. Han fik et dybere Syn for den store Kamp, som endnu er staaende i Folkeverdenen mellem Gudsriget og Verdensriget. Havde Prof. Johnson ledet ham indad i Troens Helligdomme, saa förte Prof. Caspari ham op paa den höie Varde og oprullede for hans Öie de profetiske Syner om Folkenes

— 68 —

Fortid og Fremtid, om Verdensudviklingens Gang, om de aandelige Magter, som staar bag og griber ind i Udviklingen og endelig om Tidernes Tegn og deres alvorsfulde Betydning. Heri var der allerede givet en Tilknytning til de Tanker og Bestræbelser, hvis Gjennemförelse lagde Beslag paa Hærems Livsgjerning især i hans senere Aar, nemlig Arbeidet paa Folket som Folk. Arbeidet for gjennem Pressen og Samfundsinstitutionerne at paavirke den hele Folkeorganisme i kristelig Aand.
Til at vække Hærems Sands for de nationale og folkelige Opgaver bidrog i höi Grad Bekjendtskabet med vort Folks Digtere. Især elskede han Björnson. Af Björnsons tidligere Digte kunde han en stor Mængde udenad og anförte dem særdeles ofte, og Intet kunde opildne ham saaledes som disse, og hvor ofte takkede han ikke Gud, som havde givet os saadanne Digtere. Men derfor blev ogsaa hans Sorg saameget större over enkelte af Björnsons senere Verker. I et Brev af 24de Juni 1877, det förste af en Række Breve, som han i sit sidste Leveaar skrev til Björnson, udtaler han sig i fölgende Ord om den Virkning, hans tidligere Digtning havde havt paa hans Udvikling. “Jeg har saa ofte baade i större og mindre Kredse sagt det, fordi det var en Trang for mig at sige det, naar jeg ved Guds Naade er en Kristen, saa maa jeg, menneskelig talt, takke min salige, velsignede Mor derfor men naar jeg ogsaa er bleven “Menneske”, er der to Andre, jeg i saamange Henseender maa takke derfor: Först og fremst “mit Fölge” – min trofaste, velsignede Hustru; thi ogsaa “mig fölger En med en Sjæl saa stor, for mig hun ofrede Alt paa Jord.” Den Anden, jeg maa takke, er min kjære Björnstjerne Björnson.” Han elskede Poesien og havde en rig Skat af Salmer og Sange i sin Hukommelse, og naar han prædikede, havde han altid mange Vers i sin Prædiken. Palmesöndag og förste Söndag i Advent sang han paa Sangen: “Hvorledes skal jeg möde og favne dig min Skat”. Medens hans Moder levede, indledede

— 69 —

han den med de Ord til sin Hustru: “nu synger Mödrene den”. Paa Festdagene sang han altid en eller anden af de herlige gamle Festsalmer, og ved enhver Anledning ellers havde han altid et Salmevers paa rede Haand. Af “Harpen” kunde han en stor Mængde, men hans Yndlingssalme var, som för omtalt: “Gud skal Alting mage.” Af Björnsons digte var der næst efter hans Fædrelandssange neppe noget, som han elskede saa höit og citerede saa ofte som hans ovenanförte : “Mit Fölge”, fordi det udtaler paa en gribende smuk Maade Velsignelsen af et kjærligt og godt Familieliv, en Velsignelse, som Hærem eiede i en Grad som Faa, og som han ogsaa forstod at skatte som Faa.
Vi er her komne til et Kapitel, som vi maa dvæle et Öieblik ved, fordi Hærem selv tillagde det saa stor Betydning. Ligesom han selv havde erfaret, hvilken Velsignelse det var for hele Livet at være udgaaet fra et godt og kristeligt Hjem, saa sögte han ogsaa at aabne især de Unges Öine for, hvad de besad for et Gode deri. “Hvor rig du er, som har saadanne Forældre! Du er rigere, end om du eiede Millioner”, kunde han sige til sine unge Venner. I 1874 gik han ned i Studentersamfundet den 2den September til Festen for de unge Studenter forat tale til dem et Ord om deres Moder og minde dem om, hvad deres Moder havde været for dem, for at de skulde tænke paa hende nu, da de stod alene og udsatte for mange Fristelser.– Og som han selv havde været en kjærlig og trofast Sön, saa blev han ogsaa en kjærlig og trofast Ægtefelle. I Forlovelsesdagene skrev han ofte til sin tilkommende Hustru om, hvor godt og nödvendigt det var at grunde sit Husliv paa Herren:

¤

“da lutres Glæden med hver Dag
og Trængselen selv gjör Sjælen glad;
i Sorg og Glæde vi stevner frem,
ved Herrens Naade vi naar da frem.”

¤

saaledes heder det i et af disse Breve; thi af og til flettede han et Vers eller et lidet Digt af ham

— 70 —

selv ind i sine Breve. I Dagbogen fra Emissær-Reisen i 1867, som han har tilegnet sin Forlovede, skildrer han det deilige Prestegaardsliv i Dybvaag og fortæller, hvorledes han just sad i et nydeligt Lysthus omsnoet af Slyngplanter:

¤

Derinde sad den unge Mand
og drömte om sin Brud,
men Drömmen den er idel Sand, –
saa blev den Bön til Gud, –
en Bön om Naade og om Fred
for mig og Hustru kjær, –
en Bön om Arbeid paa et Sted,
hvor Herrens Vingaard er.
Om ei ved Dybvaags skjönne Strand,
saa ynderig at se,
det blir vel i vort Fædreland,
om end blandt Nordlands Sne.
Ja selv om koldt og mörkt det er,
det blir et deiligt Sted,
en Arbeidsmark saa skjön, saa kjær,
naar Jesus Solen er.

¤

Senere sagde han en Gang til sin Hustru, da han fölte sig træt af den store Uro og det daglige Overlöb, som forstyrrede hans huslige Ro i Kristiania: “ogsaa vi kunde have beredt os et idyllisk Husliv, – men det er ikke derfor, Kristus har gjenlöst os.” I 1867 sögte han Suldalens Sognekald og skrev i den Anledning til hende: “For mig er det ikke gaaet saa let at blive færdig (til at indsende an-sögningen); thi Hensynet til det for Kjöd og Blod Behagelige maa her være af overmaade underordnet Betydning…..Desuden er der Meget, jeg gaar bort fra her i Kristiania, og dette saavelsom Embedets svære Ansvar giver nok at tænke paa, og jeg har bogstavelig vaandet mig derunder. Imidlertid har jeg fuld Fred i at have indleveret min Ansögning, og jeg vil takke Herren, om han sætter mig der, idet han vel ogsaa vil dygtiggjöre mig til Gjerningen. Men jeg vil ogsaa blive inderlig glad og rolig, om han viser mig, at jeg ikke skal derhen, og at jeg endnu skal arbeide en Stund herinde. Det timelige Hensyn, tör jeg sige, har ikke

— 71 —

her stort at betyde, thi jeg er vis paa, at Herren vil “dagligen og rigeligen forsörge os med al Nödtörft og Næring”, hvorsomhelst han sætter os; maatte vi bare blive troe Arbeidere i Vingaarden! Hvor godt det er at vide, at “Alt staar i Guds Faderhaand”, at han “skal Alting mage”. Nu, Hanna, har vi godt Brug for vort Salmevers: “Gode Hyrde, blot Et jeg beder: Fölg og led mig, fölg og led mig altid du!” og vi kunde tröstig lægge Amen til.” – Som han var en god Sön og Ægtefelle, saa var han ogsaa en kjærlig og trofast Broder. Men ikke blot sin Familie, ogsaa sine Tjenere omfattede han med den störste Deltagelse, og han tog Pligterne mod dem meget alvorligt. Han udtaler sig derom i et Brev til sin Hustru i Anledning af, at deres Tjenestepige var bleven syg tilligemed Börnene under et Ophold i Stavanger: “Jeg kan ikke negte, at da jeg læste i dit Brev, at ogsaa vor Pige var bleven syg og skulde faa Skarlagensfeber, da maatte jeg smile – ikke i Letsindighed, men jeg tænkte, “det kom ovenfra”, og han, som lægger Byrden paa, han vil ogsaa hjælpe at bære den. Men da jeg senere i Brevet saa, at hun var bleven frisk igjen, maatte Taarerne frem. Ak ja, hvilken kjærlig Fader vi har. Det er som han leger med os, – om jeg tör bruge et saadant Udtryk. O maatte al Guds Godhed og Miskundhed og Naade smelte vore Hjerter! maatte hans Kjærlighed föde inderlig Gjenkjærlighed til Gud og Næsten! Ja, takket og priset være Herren baade for Sygdommen og Sundheden…..Ved Underretningen om Pigens Sygdom kom jeg til at tænke paa Noget, som kunde være bleven tungere end alt det Övrige: dersom nu Herren havde kaldt hende bort, ind i Evigheden med dens store “Enten-Eller”. havde vi da som en ret Husfader og Husmoder sörget for hendes aandelige Vel. O, Gud hjælpe os til at gjöre det bedre, end vi hidtil har gjort det! Det vil han ogsaa gjöre, om han faar Lov til at give os den rette Kjærlighed, der da först og fremst maa vise sig ligeoverfor vore

— 72 —

Nærmeste og ikke mindst overfor dem, der tjener os. Det bliver da ingen Byrde, men en Trang. Lovet og priset være Herren, at vi kan faa det Altsammen paa Golgatha, – Herren drive og drage os derhen!” Han viste ogsaa i Gjerningen at han baade sögte og fandt den Kjærlighed, hvormed han kunde gjöre Alle omkring sig lykkelige. Til Alle i Huset havde han et venligt Ord, passende for hver Enkelt. Kokkepigen sagde efter hans Död: “Jeg kunde være saa tung, jeg være vilde, naar bare Hærem sagde til mig: Gud velsigne dig, Anna! da var det, som det var ströget bort.”
Med sin varmblodige, kjærlighedsfulde og vennesæle Natur var det en Selvfölge, at Hærem var selskabelig anlagt. Han vilde nödig bryde gamle Baand, og han havde let forat knytte nye. Gamle Venner, Barndomsbekjendte og Skolekammerater sögte han altid paany at drage til sig og samle om sig igjen. Og hans mange stærke Interesser og hans mangesidige Arbeide bragte ham ind i utallige nye Forbindelser med Mænd af de forskjelligste Samfundsklasser og i de forskjelligste Stillinger, saa at der neppe var den Mand i Landet, der havde en saa ud-strakt Bekjendtskabs- eller Venskabs-Kreds som han. Hans Hus var derfor et overmaade gjestfrit Hus, især efterat han ved Indflyttelsen i Studenterhjemmet havde faaet Husrummet til at staa til en vis Grad i Forhold til Hjerterummet, hvad för ikke havde været Tilfældet. Ved given Anledning sögte han at samle hos sig alle dem, som han paa en eller anden Maade var kommen i nærmeste Forbindelse med, og saavidt muligt sögte han ved hver enkelt Anledning at samle dem, som var forenede med hverandre indbyrdes ved de fælles Interessers og det fælles Arbeides Baand. Det hændte saaledes at han holdt Fest for Aarets theologiske Kandi-dater, for de til et Lærerkursus forsamlede Skolelærere, for en större Del af de ved de kirkelige Möder samlede Mænd, for de Literater, Redaktörer og Digtere, som han havde noget Samarbeide

— 73 —

eller Samkvem med, og endelig for de mange Storthingsmænd, med hvem han stod i nogen Forbindelse. Desuden medförte hans Stilling til Studenterhjemmet og Ynglingeforeningen og Lutherstiftelsen, at han stod som Vert ved de Feste eller Samlinger, som disse Stiftelser gav Anledning til. Han havde saaledes Leilighed til at se de mest forskjelige Mænd som Gjester i sit Hus. Endogsaa Hans Majestæt Kongen (Oscar II?), hvem han baade for hans höie Stilling og for hans Personligheds Skyld saa op til med den höieste Ærbödighed og omfattede med den mest levende Kjærlighed, havde han den store Glæde at se i Studenterhjemmet, nemlig ved dets Indvielse den 13de Februar 1876. Ved disse Feste raadede der en tiltalende Forening af Alvor og Gammen. Som Vert angav Hærem selv Tonen, og han gav sig i Regelen ikke, förend han ogsaa havde faaet sine Gjester optöede og Tungebaandene löste og faaet fremkaldt den Fölelse av Tilnærmelse og af hjerteligere Forstaaelse, som det var hans Hensigt at bringe for Dagen under den festlige Stemning. Han havde jo altid sine bestemte Formaal med disse Feste; det var altid en Alvorstanke, han vilde lægge sine Gjester paa Hjerte eller et godt Öiemed, han vilde samle dem om. Ved disse Feste fik han ogsaa Anledning til at vise, at den festlige Stemning ikke var afhængig af nogen Luxus i Mad eller Drikke. I Henseende til det Sidste var han selv meget afholdende, om han end ikke havde indtegnet sig som Medlem af nogen Afholdsforening; saaledes udbragte han i Studentersamfundet, hvor han havde ladet sig indskrive som livsvarig Medlem, sin Skaal i Vand, thi han frygtede for, at mangen En kunde tage Skade af, at der stadig blev drukket Punsch dernede. Undertiden var det blot til Kaffe, at han indböd sine Gjester, hvis Tal ogsaa undertiden kunde være saa stort, at der med den hjerteligste og mest selvfornegtende Beredvillighed, som han altid kunde gjöre Regning paa fra sin Hustrues Side, ikke var muligt med saa kort Varsel, som undertiden blev hende givet,

— 74 —

at faa nogen större Tilstelning istand. Men just saadanne Feste, der ligesom gjorde sig selv og derfor blev baarne af Öieblikkets friske Stemning, kunde være de allermest velgjörende og stemningfulde og efterlade et uudsletteligt Minde i Deltagernes Erindring. Om der end i Almindelighed gik en stemning af glad Lune og Humor igjennem hans Selskaber, og om der end faldt mangt et spögende Ord imellem, var der dog Alvor paa Bunden, ligesom den kristelige Grundstemning altid hörtes og föltes midt i Glæden. Derfor endte de i Regelen, men ikke altid, med en Andagt; Hærem som undte sine Gjester alt Godt, vilde ikke forholde dem, hvad der var ham selv det Bedste af Alt, nemlig Guds Ord. Han har ogsaa selv engang i Forlovelsesdagene udtalt sig om Selskabslivet i et Brev til sin tilkommende Hustru. “Det faar nu være en fri Sag (at gaa i Selskab); thi det kommer meget an paa Omstændighederne i det enkelte Tilfælde. Det at holde Selskab er naturligvis Noget, som ikke i sig selv er Synd. Tvertimod, det er af de Goder, som Herren har givet os; de kan drage til Herren, og de kan drage bort fra Herren alt efter den Aand, som er raadende. Naar Kristne er sammen, da nyder de Herrens Gaver med Taksigelse, da förer de nyttig og gavnlig Samtale, og det er ogsaa naturligt, at de gjerne samles om det, som er det Bedste af Alt, Guds Ord, uden at dog dette skal være noget Lovvæsen og slet ikke er absolut nödvendigt. Men naar Aanden i Selskabet er saadan, at man vilde finde det upassende og forstyrrende at indbyde den Herre Jesus til Selskabet, saaledes som han kommer til os i sit Ord, og man intet höiere Maal har end at æde og drikke (hvormeget Fraadseri er der ikke ofte i Selskaberne!), da kan nok den Troende have Lov til at betakke sig, for ikke at tale om “Forargelsen” og det, Paulus siger, at “det er godt ikke at gjöre Noget, hvorover en Broder bedröves eller ængstes”, og med hvormange svage Söskende i Herren, især af den simplere Klasse, er ikke det Tilfælde? Men naar nu den Kristne alligevel

— 75 —

gaar, da maa han være rede til, om ikke at præke, saa dog i Ord og Gjerning at bekjende sin Frelser, og dette er ikke Enhver givet, og den, hvem det er givet, bliver vist i Almindelighed ikke nogen sögt Selskabsmand. En anden Sag er det, at man alligevel ikke trækker sig ganske bort fra gamle Venner, som maaske endnu er borte fra Herren. Det bör man ikke gjöre, uden de selv trækker sig tilbage,…..og i den private Omgang er det dog forholdsvis let at kunne minde sine Venner om det ene Fornödne, naar Kjærligheden driver os dertil, og vi faar Naade til at gjöre det i Ydmyghed…..Evangeliet vil ogsaa her vise sin frigjörende Kraft.” Disse Grundsætninger blev han tro gjennem hele sit Liv, og ikke mindst havde han altid for Öie at kunne paa den rette Maade vidne om sin Tro i Selskabslivet.
Hærem var, som man med lidt Kjendskab til hans Personlighed paa Forhaand kunde vide, en meget godgjörende Mand. De Brudstykker af Dagböger, som er til fra hans senere Aar, men som hans paa mangfoldige Maader optagne Tid aldrig tillod ham at fortsætte, viser, hvilket uhyre Overlöb han, ialfald til enkelte Tider, kunde være udsat for af dem, som skulde hjælpes. Og det var ikke blot Saadanne, der led under Öieblikkets Nöd, og som lod sig nöie med den öieblik-kelige Hjælp; det var for en stor Del ogsaa Saadanne, der uden egne Midler i Haab om fremmed Hjælp havde begyndt paa den lange studerende Bane, som oftest fordi deres Hu stod til engang at kunne blive Prester. Her krævedes der stedse ny Understöttelse, og Hærem var den som altid maatte gjöre ny Udvei forat skaffe Hjælpen tilveie. Og dersom Nogen har været utrættelig i saadan Kjærligheds-tjeneste baade til selv at yde med rund Haand og til det ofte endnu tungere Arbeide, at være Mellemmand hos Andre, saa var det visselig Hærem. Det var jo uundgaaeligt, at han fik mange Skuffelser i denne sin hjælpende Virksomhed, men han oplevede ogsaa mange store Glæder deraf, og ofte saa han en forunderlig Guds Velsignelse

— 76 —

hvile over sine Gaver. Saaledes hændte det en Juleaften, för han endnu var flyttet ind i Studenterhjemmet, at han som sædvanlig vilde samle i sit Hjem en Del enlige Studenter omkring Juletræet. Medens hans Hustru lagde den sidste Haand paa dette, gik han selv til Vor Frelsers Kirke forat deltage i den Gudstjeneste, som holdtes der for Söndagsskolerne. Inden han kom hjem, havde den engelske Prest Mr. Chrowther (sic) været hos ham med en Gave paa 2O Spd. til de Fattige; han havde nok kunnet lade sin Gave uddele gjennem Fattigforstanderne, sagde han, men da frygtede han for, at den blot skulde blive “for the stomache” (for Bugen), og det vilde han ikke, derfor gik han dette Aar, ligesom det fore-gaaende, til Hærem dermed. Da denne kom hjem og modtog denne Gave, blev han inderlig glad og saa Herrens Haand i dette; thi han havde paa Hjemveien grundet meget paa, om han havde gjort ret, i hvad han havde gjort, og nu havde Herren givet Svaret. Han havde nemlig allerede i Dagens Löb taget de 20 Spd. paa Forskud, og frygtede for, at han havde handlet letsindigt. Om Formiddagen var der nemlig kommen en ung Studerende op til ham, som han allerede för havde hjulpet. Han bad ham om at komme igjen om Aftenen. Nei, det kunde han ikke, han havde ikke Klæder. Men Hærem havde jo nylig hjulpet ham til Klæder? Ja, det var nok saa, men de stod i Laaneindretningen for 10 Spd. Hærem tager da op 10 Spd. og giver ham til at löse dem ud med. Saa gik da han sjæleglad, og nu kunde ogsaa han være med i Juleglæden. Saa var da 10 Spd, forbrugt. Men i Kirken faar Hærem se en ung Mand, som han ogsaa havde hjulpet för, og han sad halv gjemt i en Krog under Orgelet og saa uhyre ulykkelig ud, saa Hærem forstod, at det maatte være meget trangt for ham i denne Tid. Han greb da i sin Lomme forat finde Noget, som han kunde stikke ham i Haanden, men til sin Sorg finder han kun en 10 Spd.-Seddel i sin Bog, og det var dog formeget, især da han allerede för idag havde bortgivet

— 77 —

en saadan sum. Men han faar ingen Ro og kommer tilsidst til den Slutning: det er vel, fordi han skal have den, at der ikke er Andet i Bogen. Dermed ruller han den sammen og stikker den i hans Haand, idet han gaar ud af Kirken, med de Ord, at det skal være til Böger. Det varede en Tid, inden han hörte mere til denne sidste Student, men henimod Paasketider kom han igjen. Da kunde han faa en Huslærerpost, men kunde ikke modtage den af Mangel paa Klæder; som Huslærer vilde han ogsaa kunne forberede sig til Anden Examen, men han havde heller ikke Böger. Da blev Hærem fortörnet og spurgte, om han ikke havde givet ham Penge til Böger. Nei, de maatte nok bruges til noget Andet. Hin Juleaften laa nemlig hans Moder syg af Gigtfeber, og der var ikke engang vasket i Huset til Jul, end mindre fandtes der Mad. I sin fortvivlelse var han gaaet ud, han vidste ikke selv hvorhen. Hans Vei faldt over Torvet; der faar han se Lysene i Kirken og gaar ind og faar de 10 Spd. af Hærem, og med den Gave kom der da Juleglæde ogsaa i dette Hus. De Penge kom altsaa vel med, og Mr. Chrowther fandt, at hans Penge var blevne særdeles vel anvendte; dette fandt ogsaa Prestens gamle Fader, som var tilstede, da denne Begivenhed blev fortalt, og derfor gav ogsaa han Hærem 10 Spd. at uddele til Trængende. Mere end een Gang gjorde Hærem den Erfaring, at naar han gav bort, fik han dobbelt igjen. Saaledes kom der en Dag Skrivelse fra en Stiftskapellan i Hamar Stift med Forespörgsel, om ikke Lutherstiftelsen kunde forstrække ham med Penge til Skyds i den indre Missions Tjeneste. Han virkede nemlig i en stor Menighed og vilde gjerne bringe Ordet ud, men han havde ikke Hest og kunde derfor ikke naa til at komme ud i Menigheden, saaledes som det trængtes. Hærem Bidrog til Skyds; derimod sendte han selv 5 spd. til forelöbig Hjælp. Dagen efter kom der 10 Spd. fra Kapteinen paa et af de store engelske Dampskibe

— 78 —

med den Hilsen, at han maatte bruge dem, til hvilketsomhelst Öiemed, han selv vilde. Da Hærem engang siden fortalte denne Historie til en Teglverkseier i Kristiania, sagde denne med Taarer i Öinene: “naar De igjen bygger, saa skal De ikke kjöbe Mursten. Tal kun til mig, saa skal jeg yde min Del og tale med de övrige Teglverkseiere, at de yder sin”. Dette Löfte indfriede han, dengang Studenterhjemmets Tilbygning blev opfört.
Hærem var en varmblodig Mand, og hans Fölelser var snart satte i Bevægelse ikke blot i Medlidenhed, men ogsaa i Harme og Fortörnelse. Den levende Interesse, hvormed han fulgte og tildels deltog i det offentlige Livs Begivenheder, især i den kirkelige Strid, skaffede naturligvis ogsaa ham fuldt op af den Modstand, der let kan forvolde personligt Uvenskab. Det er nu engang saa, at Striden om de kirkelige og kristelige Anliggender föres ligesaa skarpt og vedholdende som nogen anden, – og det kan vel heller ikke være anderledes, da det her gjælder Menneskets höieste og helligste Interesser. Hærem var vistnok selv en saa fredsæl og fredselskende Natur som Nogen, – maaske han undertiden gik altfor vidt i at lempe sig efter Andres Meninger forat kunne bevare den kjære Fred – men han blev, som bekjendt, derfor ikke forskaanet for de smertelige Saar, som Kampen pleier at forvolde. Det er endnu fortidligt at forsöge at dömme i disse Stridigheder, saameget mere som Striden endnu er staaende. Her skal vi alene beröre Hærems personlige Forhold til sine Modstandere, og i denne Henseende skal det nævnes til hans Ære, at han saavidt muligt sögte midt under Striden at bevare Broderbaandet, ja endogsaa det personlige Venskab med sine Modstandere til Trods for al Uenighed om Principer og Anskuelser, der i det offentlige Liv kunde skille og samle i forskjellige Leire. Hvor vanskeligt det end er i Stridens Hede at holde Sag og Person ud fra hinanden, saa lader det sig dog gjöre, hvor man har at bestille med ærlige Modstandere,

— 79 —

der benytter ærlige Vaaben, men det er vistnok ogsaa alene under denne Betingelse, det lader sig gjöre. Ialfald gik det Hærem saaledes. Sine ærlige Modstandere kunde han holde af til Trods for Alt. Saaledes udtalte han engang, medens Striden om Lutherstiftelsens Forhold til Lægmandsvirksomheden blev fört som skarpest, med et af sine Kraftudtryk til en af Redaktörerne for Luthersk Ugeskrift, at om det end var nödvendigt, “at de maatte slaas, saa fillerne fög, saa maatte de alligevel elske hverandre i Knas”, og om de Stridende selv skulde fristes til at glemme Kjærligheden, saa paalagde han Kvinderne, fornemmelig Hustruerne, at være det bindende Led mellem Mændene. Naar derimod Hærem hos sine Modstandere stödte paa Falskhed og Uærlighed og hyklerisk Paaberaaben af Herrens Navn, hvor det kun gjaldt Partiformaal eller endog Egeninteresse, da kunde han blive i höieste Grad fortörnet, og han var ikke bange for at kalde saadanne Mænd for “Ræve”. Naar da hans Hustru eller hans Söster tyssede paa ham, mindede han om, at Herren selv tog Svöben i sin Haand og drev ud af Templet dem, som stod der og handlede, og han kunde tale om en Mose Nidkjærhed, der knuste Stentavlerne til Vidnesbyrd mod dem, der kaldte sig selv for Guds Folk, medens de dyrkede sine Afgudsbilleder. I mange Aar pleiede han ved Andagten at bede: “Gud velsigne vore Venner, og vore Fiender, hvis vi har nogen”, men de sidste Aars mange Kampe bragte ham til i den sidste Tid af sit Liv at tale om “alle de Fiender, han havde”.
Hærem opgav aldrig Tanken paa at blive Prest; engang sagde han med en af sine unge Venner, en tidlig bortkaldt Theolog: “det skulde være gildt at blive bare en liden Prest”. Men de egentlige theologiske Studier havde han for længe siden maattet lægge paa Hylden. Derimod var der een Bog som han aldrig lagde paa Hylden, men som vedblev at være hans aandelige Skatkammer alle Dage, og det var hans kjære Bibel. Han var jo ogsaa som Faa

— 80 —

fortrolig med den hellige Skrift fra sin Barndom af, og den Bibel som han 1ste Januar 1857 fik af sin Moder, og som han benyttede i sine Studenterdage, bærer mangfoldige Vidnesbyrd om, hvorledes han brugte Guds aabenbarede Ord. Denne hans Bibel er fuld af Understregninger og Hjertesuk, som han med Blyant har skrevet i den. Paa det rene Blad har han skrevet paa den ene side: “Bed og arbeid! og paa den anden: “Bön, Granskning og Anfegtelse danner Theologen”, et Ord af Luther, som han mange Gange skrev i sine Studieböger. Paa den fölgende Side er skrevet: “I Jesu Navn! Herre Jesus, lad mig aldrig oplukke denne bog uden at sukke til dig om din Hellig=Aand, og lad mig aldrig lukke den igjen uden at er-fare paa mit Hjerte Trösten og Kraften af dit hellige, levende og guddommelige Ord! Amen. 15. Jan. 61.” Over Förste Mosebog har han skrevet: “Ak Herre, min
Gud og min Frelser, send mig din gode Hellig=Aand, naar jeg læser dit Ord! Lad mig erfare, at det i Sandhed er Aand og Liv, og lad det give Aand og Liv i mit af Naturen döde Hjerte! Amen, i Jesu Navn!” Af de mange Hjertesuk inde i Bogen skal her anföres nogle faa. Ved Luk. 13. 6-9 har han skrevet: “O, min Herre og min Gud, lad ogsaa mig ufrugtbare Træ staa længere, endnu et Aar, at jeg kan bære Frugt i din Kraft, Herre Jesus!” – og ved Vers 22-26: “O, kjæreste Frelser, bevar mig fra at blive blandt dem, som söger og alligevel – ikke kommer ind! nei, Herre, lær mig dine Veie og hjælp mig til i Tro og Kjærlighed at træde i dine Fodspor paa den trange Vei med Korset paa. Hör dette og bönhör mig for din evige Kjærligheds Skyld. Amen!” Ved Vers 27-3O: “O min Frelser, rens mig i dit Blod fra alle mine Synder, frels du mig, saa bliver jeg frelst. Amen!” Ved Kap. 14. 8-11: “O min Gud, ydmyg du mig og hjælp mig til ret at være liden i mine egne Öine, at fornedre mig og i denne tilstand komme til Korset; ak ja, Herre, gjör mig ret fattig i Aanden, at jeg

— 81 —

kan blive rig og salig i dig. Amen!” Ved Vers 12: “O Frelser, giv mig et saadant Sind, at Kjærligheden til dig fylder mit Hjerte og driver mig. O ja, Frelsermand, for dit Navns Skyld forlad mig alle mine blodige Synder, iför mig din Retfærdigheds Klædning i dens fulde Glands, hjælp mig herefter, at jeg maa fyldes med Kjærlighed til dig og deraf drives og tvinges til i Sandhed at fölge dig efter paa den trange Vei. Amen i Jesu navn!” Ved Luk. 15 har han skrevet: “O barmhjertige Frelsermand, Lad mig Arme faa være blandt de Toldere og Syndere, som omvender sig til dig, – som du annammer, – som fölger dig, hvor du gaar hen, – som faar sidde tilbords ved din Nadverd; ak ja, lad mig faa være i din Hjord, – som faar ledes af dig, ja ligge ved dit Bryst; lad mig som en for-loren, men gjenfunden Sön stedse faa være hos dig. Amen!” Ved Kap. 17 har han skrevet: “O kjære Herre og Frelser, forbarm dig over mig, fyld mig med din Naade og Kjærlighed og lad al den Velsignelse, som ligger i de Ord, du i dette Kapi-tel har talt, blive min Eiendom. O giv mig mere levende Tro, mere brændende Kjærlighed og lad mig komme i et inderligere Livssamfund med dig. Amen! Tak, at du har bönhört mig! Amen.” Ved Slutningen af Apostlernes Gjerninger har han skrevet: “Amen. O Herre Jesus, giv, at ogsaa jeg ved din Naade kan blive din ringe Tjener, som i Troens Ydmyghed og Troens Frimodighed kan frembære Livets Evangelium i Verden. Lad mig i al Evighed faa være din. Amen!” Disse to Ting, Troens Ydmyghed og Troens Frimodighed, bad han altid om. I det förste Brev til sin Trolovede skrev han: “Ja, Herren give mig Troens Ydmyghed, saa faar jeg ogsaa den rette Troens Frimodighed!” I Romerbrevets Kap. 13 har han understreget de Ord: “Bliver Ingen Noget skyldige uden at elske hverandre; thi hvo, som elsker den Anden, har opfyldt Loven”, og skrevet: “O Herre, hjælp mig

— 82 —

at faa denne din gyldne Befaling indskreven med Ildskrift i mit Hjerte. Amen!”
Efter Hærems Död kom der mange Udtalelser, privat som offentligt, fra Landsmænd som Fremmede, om hvad han havde været og virket i vide Kredse. Af disse vil vi anföre enkelte mere betegnende. Efter “Luthersk Ugeskrift” for 2den November d. A. mindede Præsidenten for den tyske “Lutherske Centralforening for Missionen blandt Israel”, Kammerherre von Erdmannsdorff, i sin Aabningstale ved Foreningens Aarsfest, som holdtes i Juni Maaned i Leipzig, om Hærems Död og det smertelige Tab, som Missionen og Kirken derved havde lidt. Han betegnede ham som Sjælen i det norske Missionsarbeide for Israel, og som en Stötte for det tyske og et Baand mellem Brödrene i Norden og i Tyskland. “Den baltiske Central-Komite for Israelsmissionen” (i Rusland) udtalte sin Deltagelse i Anledning af hans Död i en Skrivelse af 18de Juli, hvori det blandt Andet siges: “Langt ud over hans egentlige Fædrelands Grænser er Hærems Navn bleven kjendt og kjært paa grund af den for ham eiendommelige Gave til at virke for vor Herres store Rigs-sag. Den aldrig hvilende Kjærlighed til Herren var Hærems Naadegave, den var Indholdet og Kraften af hans Liv og Virken. I denne Kjærlighed til sin Herre omfattede han de arme Hedninger, men især det udvalgte Pagtesfolk Israel, – i denne Kjærlighed drev han Andre fremad sammen med sig og rettede de hængende Hænder og de vaklende Knæ til nyt og friskt Arbeide. Denne hans tændende og belivende Kjærlighed har ogsaa vi, der desværre aldri har seet den Forklaredes Ansigt, mere end een Gang fornummet af hans ligefremme og dog saa indtrængende Breve, — og vi er forvissede om, at paa den dyrebare Forklarede vil det profetiske Ord blive opfyldt: “Lærerne skulle skinne som den udstrakte Befæstnings Skin og de, der förte Mange til Retfærdighed, som Stjernerne

— 84 —

evindelig og altid” (Dan. 12.3). En af Hærems Venner i russisk Finland, hvem han heller aldrig havde seet, men som han dog vekslede Breve med, fordi de arbeidede og kjæmpede for det Samme, nemlig Skolebestyrer og Redaktör af Bladet “Österbotten”, og tillige Medlem af den finske Landdag, And. Svedberg, anförer i et Brev til Hærems Hustru nogle Ord af Hærem selv i et Brev til ham af 18de April 1872: “Gud være lovet, at der ogsaa til Finland gaar en Post over Stjernerne, hvortil der hverken behöves Pen eller Blæk eller Papir; i den Post har jeg skrevet til Dem, dyrebare ukjendte og dog kjendte Ven og Broder. Tag nu först denne Hilsen, kjære Ven, ledsaget af et varmt norsk Nævetag, og lad os glæde os over, at vi staar sammen i den ene Tro paa vor korsfæstede og opstandne Frelser og i fælles Arbeide for vor lutherske Kirke som for Folkets Oplysning.”
Af offentlige Udtalelser kan anföres fölgende Karakteristik i Luthersk Kirketidende, 3die Bind No. 13: “Af Naturen besad Hærem en frimodig Energi, der formaaede at sætte næsten det Utrolige igjennem, et ganske ualmindelig praktisk Blik og Greb og en höi Grad af aaben og ligefrem Hjertelighed…..Hans naturlige Begavelse blev af Guds Aand helliggjort til den Naadegave, der prægede hele hans Personlighed som Kristen: den virksomme Kjærligheds Naadegave. Denne Kjærligheden var Hjerteslaget i al hans rastlöse Virken, den gjorde ham til Saamanges timelige og aandelige Velgjörer og Stötte, den vandt ham udover hele Landet, i alle Samfundsstillinger en Kreds af personlige Venner, saa stor som det visselig er faldet i Faaes Lod at samle om sig. Vi har selv oplevet Exempler paa, at Mennesker fulde af Tvivl og fristede til Forargelse ved al den Smaalighed og Bitterhed, de saa ogsaa hos Saadanne, der vilde være alvorlige Kristne, har maattet bekjende, at de hos Hærem fik erfare, at der dog virkelig gives en kristelig Kjærlighed paa Jorden.” Luthersk Ugeskrift, 3die Halvaar No. 13, siger om ham: “Udrustet med en sjelden praktisk Sands,

— 84 —

et lykkeligt organisatorisk Talent og fremfor Alt med den varmeste Iver for Sjælenes Frelse, for Afhjælpelsen af al aandelig og legemlig Nöd, lod han sig ikke nöie med at före Arbeidet videre paa den engang brudte Bane, men bröd nye Baner for den frelsende og bevarende Kjærligheds Arbeide, og her, hvor han saa ret egentlig havde sin Gjerning, har han udrettet, hvad Ingen, som har Sands for Guds Rige, kan undlade ublandet og helt at paaskjönne.” Under al den principielle Uenighed, som raadede mellem ham og Ugeskriftets Redaktion om Lægmandsvirksomhedens Organisation og Virkemaade, anerkjender den, at “hvad han….kunde gjöre forat forhindre, at Lægmands=virksomheden kom til at gaa i ukirkelig Ret-ning, det gjorde han. Ufortrödent arbeidede han som Lutherstiftelsens Sekretær med dens Bibelbud gjennem Korrespondence og Samlinger med dem, som han fik istand her i Kristiania, forat belære og formane dem til at gjöre deres Gjerning i kirkelig Aand. Tanken om, at de skulde stötte Embedet, vilde han ikke slippe….Ligesom han selv af ganske Hjerte var vor Kirkes Bekjendelse hengiven, var det ham i höieste Maade magtpaaliggende, at de Emissærer, der stod under hans Ledelse, ikke skulde lede usunde Retninger ind i Folket…..Han var saa levende, varm Kristen som Nogen, men han var meget langt fra at mene, at det kristelige Liv kunde lade haant om “den sunde Form for det rene Ord”. “Hærem havde store Hjælpemidler, fordi Gud havde givet ham et stort Hjerte, og han aldrig skaanede sig selv, hvor det gjaldt at være virksom i Barmhjertighedens Tjeneste”,….”og det turde hænde, at Frugten af hans Arbeide ville vedblive at bevare hans Efter-mæle, naar de Fleste af hans Samtidige ere glemte paa Jorden.” I “Fædrelandet” No. 25 d. A. tales der om hans Kjærlighedsarbeide i det Stille og for den Enkelte: “Han, som efterhaanden var kommen i nært Forhold til flere af Jordens Mægtige, forsömte aldrig at tage sig af de Ringeste. Hans varme Menneskekjærlighed var

— 85 —

aaben for Alle, og Mangfoldige ere de, som ved ham ere blevne hjulpne i Raad og Daad. Saamangen en timelig Nöd har han været Redskab til at lindre, saamegen aandelig og sædelig Elendighed har han bidraget til at afhjælpe. Det var maaske det Störste ved Hærem, at paa samme Tid som han var fyldt af de store offentlige Interesser, var hvert Menneskes Vel ham saa dyrebart. Heller ikke her sparede han sig selv nogensinde, og Natten maatte saa ofte tages til Arbeidet, fordi Dagen var gaaet med til alskens Samtaler med Folk, som sögte ham; og var Dagen optaget af den travle Gjerning, maatte ofte de stille Nattetimer bruges til formanende og tröstende Besög. Mangfoldige er derfor de, der nu ved hans Död ville tænke paa det herlige Ord: “Saameget som I have gjort for en af disse mine mindste Brödre, have I gjort for mig.”
Hærem var ogsaa baade ved Naturens og Naadens Gaver fortrinligt udrustet for sin Gjerning. Han havde af Naturen et lyst, freidigt og tillidsfuldt Sind, der “bar ham hen over mangt et Skjær og satte Mod i hans Medkjæmpere”. Hans Snarraadighed og praktiske Blik paa Forholdene satte ham istand til at benytte den gunstige Leilighed og gribe ind i rette Öieblik. Hans ualmindelige Vilje-styrke og hans ægte “vestlandske Seighed” var ved Troen paa, at hans Kald var givet ham af Herren, og at Guds Velsignelse var over hans Gjerning, bleven til en Udholdenhed i Arbeidet og en Standhaftighed i Modgang, der – saa langtfra at lade sig skræmme af Vanskeligheder – netop fölte sig ansporet og drevet frem af disse. “Det skal gaa!” pleiede han at sige, – og saa gik det. Hans store naturlige Klogskab, der lærte ham at tage Menneskene fra den rette – og vel undertiden ogsaa fra deres svage – Side, medförte vistnok den Fare baade for ham og hans Gjerning, at han kunde lade sig friste til at ville hjælpe paa Guds Riges Sag ved rent menneskelige Midler, men – er der sagt om ham – var han end af Naturen “en Jakob”,

— 86 —

saa kjæmpede han sig frem til at blive “en Israel”. Ogsaa den stærke, levende Kjærlighed, som ledede og bar ham under alt hans Arbeide, var oprindelig en Naturgave, thi han havde af Naturen et varmt, for Medfölelse og Medlidenhed, for trofast Kjærlighed, ja for alt Skjönt og Ædelt og Godt modtageligt Sind; men ved Naadens Arbeide paa hans Hjerte blev denne Kjærlighed til den selvfornegtende og selvopofrende Kristenkjærlighed, der kunde hengive Alt for Herrens Sag. “Dör jeg nu”, sagde han engang i sine sidste Dage, “saa dör jeg for mit Land og mit Folk.”
Denne Kjærlighed, utrrættelig virksom i Smaat som i Stort, i det Skjulte som i det Aabenbare, ligeoverfor den Enkelte som overfor det hele Samfund, ja for de ufödte Slægter saavelsom for Samtidens Börn, denne store Kjærlighed var det, som var Hærems store Styrke. I at vidne om og virke for den, deri saa han sit Kald, og han fulgte sit Kald og arbeidede i det, saalænge hans Livsdag var-ede. Men her laa vistnok ogsaa Grænserne for hans Kald. Naar Apostelen Paulus nævner som de Kristnes Opgave, at de “Sandheden tro i Kjærlighed skulle i alle Maader opvokse til ham, som er Hovedet, nemlig Kristus”, da nævner han Sandheden og Kjærligheden som de to lige væsentlige Betingelser for det kristelige Liv. I “Sandheden” er det, at det har den Jordbund, hvorfra det suger Kraft og Næring til sin Vekst i Herren, men i “Kjærligheden” er det, at Livet vokser, udfolder sig og bærer Frugt. Sandheden og Kjærligheden skulde derfor være uadskillelig forbundne med hinanden, og maa til en vis Grad ogsaa være det. Ethvert sandt Kristenliv maa være baaret og gjennemtrængt saavel af den saliggjörende Sandhed som af den opbyggende Kjærlighed. Og dog medförer den menneskelige Begrænsning af Gaverne, at det kun sjelden, om nogensinde, er givet et Menneske i lige Grad at vidne om og bære frem begge Dele. Var der Forskjel paa “Naadegaver” og “tjenester” i de

— 87 —

apostoliske Tider, saa er det ikke mindre i vore Dage. Den Enes Gaver kan være mere af theoretisk, den Andens mere af praktisk Art. Den Ene kan være særligt udrustet til at holde frem de store Sandhedsprinciper i Lære og Bekjendelse, ud-en hvis Hævdelse Vilkaarlighed og Selvraadighed vil trænge ind i Menighederne og true Samfundslivet med Oplösning. Den Andens særegne Styrke kan være den, at aabenbare den kristelige Tro mere som Liv end som Lære og at kunne samle og ord-ne de spredte Kræfter i Menighederne til organisk Samvirken i Kjærlighedens store Tjeneste. Det kristelige Livs og den kristelige Læres Krav skulde og kunne visselig begge hævdes uden nogen Afkortning eller Indskrænkning paa nogen af Siderne, og i Theori8en er vistnok ogsaa Alle enige i, at Læren og Livet maa staa i Samklang med hinanden. Men Erfaringen viser dog atter og atter, at der under Principernes Gjennemförelse i Livet let vil opstaa Strid. Paa den ene Side fremholdes fra den hellige Skrift og Kirkens Bekjendelse de Love og den Orden, hvorefter Menighedslivet har at forme sig; paa den anden Side er man tilböielig til at finde disse Love for strenge, man synes, at de er Baand, der hemmer Livet og standser Udviklingen, og man gjör gjeldende, at der er en Nöd som bryder Love. Paa denne Maade kan der opstaa Strid mellem Mænd, der i lige Grad er besjælede af den samme Tro og i lige Grad har Hjerte for Guds Riges Sag. Af saadan Natur var ogsaa den Strid, der optog Hærems sidste Dage, og under hvilken han kaldtes bort fra al Strid til Gudsbörnenes Sabbatshvile hos Herren. Men ogsaa hernede paa Jorden staar nu Hærems Navn hævet over Striden. Han staar der i Mindet og Eftermælet som et Kjærlighedens Vidne og en Kjærlighedens Tolk for Folk og Kirke, og han vil staa der til sene Slægter og minde om Kristi Kjær-ligheds opbyggende Kraft i den Enkeltes, i Menighedens og i Folkets Liv. Maatte da ogsaa hans Liv og Exempel staa som en manende Opfordring til at samle Folket

— 88 —

i Kjærlighed om sand Oplysning fra de evige Sandhedens Kilder, – som en Opfordring til at “elske det frem” i Kirke og i Skole, i det stille Husliv og i Sam-fundslivets Arbeide, – og endelig som en Opfordring til at staa paa Vagt mod det allevegnefra frembrydende Frafald fra den kristelige Tro, og værge, hver efter sit Kald, om den gode Arv, vi saavel i Kirke som i Stat har modtaget fra vore Fædre!
Hærem blev tidlig kaldet bort. Han lod Lampen brænde for stærkt, derfor blev Oljen tidlig fortæret. Han “satte Livet ind” i sin Gjerning; thi “at leve var ham Kristus, og derfor var Döden ham en Vinding”. Hans Tanker som hans Tale dreiede sig saa ofte om Döden og om Skilsmissen, og han dvælede gjerne paa Kirkegaarden ved de fromme Hensovedes Hvilesteder. En af de sidste Paaskemorgener, han oplevede, kom han dybt bevæget hjem fra et saadant Besög ved flere af de kjære Hjemvandredes Grave; da bad han om, at ogsaa hans Venner, naar han var vandret bort, vilde besöge hans Grav Paaskemorgen. Det var i Opstandelsens salige Haab, i Forventningen om Herrens herlige Tilkommelse, at han vilde, hans Venner skulde tænke paa ham og i Aanden samles med ham. Thi selv levede han i dette Haab, og han döde i dette Haab; derfor tör vi anvende paa ham dette Ord: “Salige ere de Döde, som dö i Herren, fra nu af. Ja, siger Aanden: de skulle hvile fra deres Arbeide, men deres Gjerninger skulle fölge dem.”
_____________

Vi hidsætter til Slutning de Afskedsord, som i Kirken og ved Graven blev udtalte over Hærem. Sogneprest S. Bruns Ligprædiken löd saaledes:
“Naar en Mand bortkaldes i sin bedste og kraftigste Alder fra en Kreds, hvor han lod intet billigt Krav uopfyldt, fra en dyrebar Hustru og mange Smaa, fra en omfattende og löfterig Virksomhed, fra mange Tanker, der endnu brændte inden i ham efter at komme

— 89 —

frem og vinde Skikkelse i Livet, da pleier her være Veklage ved hans Baare, man undrer sig ikke over Rakels trösteslöse Graad og over Vennernes mörke Aasyn og böiede Hoveder. Men skjönt alt dette var tilstede i fuldt Maal, saa var der dog stille Takkesange ved hans Leie, og jeg tager visselig ikke feil, naar jeg hörer her ved hans Baare et “Ære være Gud i det Höie” tone i alle deres Hjerter, der kjendte og forstode hans Liv og saa dets Udgang. O, at der kan være Lovsang, ja Jubel i Döden! Den er dog en forfærdelig Unatur, og kaldes med Rette Rædslernes Konge, den sönderslænger, hvad der var inderligst sammenvokset, rykker vort Livstræ op af dets naturlige Jordbund og sönderslider, hvad Gud Fader Almægtigste har sammenföiet, ja oplöser vort ganske Væsen. Som Syndens Sold stævner den os ind for den hellige og alvidende Guds Domstol. Ak! hvor mange er der, som lege Skjul med Döden, og naar den saa kommer, slöver den deres Sands, Afmagt hindrer dem fra at se dens Rædsel og det hedder da, at de have faaet en blid og rolig Död. Men Guds Börn skjule ikke for sig Dödens Alvor og forfærdelige Magt, de vide helt vel, hvem der har Dödens Vælde, og at han netop i den sidste Stund vil anspænde alle sine Kræfter for at rive Sjelen fra Gud. Og derfor er den gamle Bön ofte paa deres Læber:

¤

“Du Tröster bedst i al vor Nöd,
Hjælp os, vi frygte Djævel ei og Död,
At ei Modet brister
Og vor Sjel forsager,
Naar den onde Frister
Alt vort Liv anklager!
Kyrie Eleison.”

¤

Og deres Bön bliver hört, Tak og Jubel har der været ved de mange Tusinders Dödsleie og i de mange tusinde Sörgefester. Og det var ikke en sygelig Indbildnings Frugt, heller ikke en kunstig opdreven Fölelse, men det var Troen paa Ham, om hvem det

— 90 —

allerede i de tidligere Dage löd: “Han skal opsluge Döden til Seier, og den Herre Herre skal aftörre Graaden af Alles Ansigter og borttage sit Folks Forsmædelse af Jorden.” Det var Troen paa Ham, den Guds og Marias Sön, der opfyldte det Bud, som gjaldt os, udslettede vor Synd, betalte vor Skyld, bar vor Dom, overvandt Döden ved sin Död, tog Fængslet fangen ved sit Fangenskab og seierrig erobrede os Himlen, som vort Hjem. Det var i denne Tro, Hærem döde, freidig i Döden, som i Livet. Eller hvad tykkes Eder? Der laa den unge Mand, 38 Aar gammel, syg til Döden, med Vished om at være varslet. Nys var han udkaaret til et Embede, vel af stort Ansvar, men som dog böd ham den Hvile, som Veksel i Arbeide vel giver, et Embede hvortil han var saa vel skikket; did skulde han ikke komme; hans elskede Hustru maatte tage Farvel med ham og gaa til sit eget Leie, og han önskede dog saa inderligt at have hende ved sin Side i hans Dödsstund, mange Smaa, hans Öines Lyst og Glæde skulde han forlade, og dog, dog var der Smil om hans Mund og Straaler fra hans Öine, dog var al hans Tanke hos hans Frelser, til ham vilde han gjerne gaa, til ham overgav han sig og sine og sagde: “Det har ingen Nöd, hverken for dem eller mig” og med lydelige Ord overgav han sin Sjel i Jesu Hænder. Og da hans Hustru hörte, at han var hjemvandret, var der, under de rige Taarer dog kun Tak og atter Tak, fordi han havde fuldendt saa vel, – ei Tanke paa sig selv og de forladte Smaa. Er dette naturligt? Nei. Det er ikke din Moders Barns Natur, men Guds Barns Natur. Det er en Ytring af det Liv, der gives i Daaben, bryder frem i Troen, er virksomt i Kjærligheden og hvis inderste Væsen er skjult med Kristo i Gud, det er Jesu Kristi Kraft i sine Tjenere paa Jorden. Og derfor er der Tak og Pris, selv under mange Taarer, og Sang i höie Toner selv fra böiede Hoveder. Men har Sorgen nogensinde sit Krav, saa har den det her, thi meget er mistet, og meget vil blive savnet, fordi han er borte.

— 91 —

Forskjellige ere jo ofte Tankerne om de rette Midler for et fælleds Maal, som de Mange brænde i Kjærlighed for; men herom skulde dog vel alle være enige, at Hærem var en varm, oprigtig og let gjennemskuelig Mand, i hvem man vidste, hvad man havde, at det man saa var tiltalende og vindende, og at han ikke vilde vinde for sig selv, men for den Herre, som han elskede, hvis Riges glade Borger, han var; derfor var han ogsaa saa skikket til at være dette Riges Herold, thi af en saadan bör det lyse, at der er intet Rige med Frihed og Tryghed som det, han forkynder, ingen Konge, hvem det er saa godt at tjene, som hans; og derfor vandt han ogsaa de Manges Hjerter, og der er Taknemmelighed i mange taarefyldte Öine for hvad han blev dem. Hans Hjerte var stort, der var ei den Nöd, aandelig eller legemlig, hvori han ikke begjærede at være med, og ikke var med i Raad og Daad, i Arbeide og Bön. Han kjendte Ungdommens Farer, han vidste, hvor snart de udvidskes de hellige Overleveringer, og hvor snart den bortrives i Tillokkel-sernes Malström. Han vilde ikke beröve den dens Glæde, men rense den og öge den. Med aabent Öie for, hvad der var sandt menneskeligt, vilde han ikke til-bagetrænge dette; men löfte og forklare det i Aandens Lys, og naar han var sam-men med de Unge, saa hörtes Sang for Alt, hvad Gud har lagt os nær i Naturens og i Naadens Rige, i Kirke og i Borgersamfund, i Hus og i Hjem, som paa Mark og Eng. Han saa ogsaa dem, der i en tidlig Alder havde forladt sit Fædrehjem for at samle Kundskaber for de modnere Aar. Ingen Faders og Moders Öie kunde her vogte paa dem; deres Midler vare ofte saa ringe ligeoverfor et fjernt Maal, og han vilde dog redde saa mange han kunde; han reiste dem et Hjem og blev dem en Fader. Ja! hvad var der, hjemme og ude, af Nöd i Kirken, blandt Hedningerne og blandt det forvildede Israel, uden at hans Hjerte brændte derfor? Ak! vi trænge til Mænd med kraftige Begyndelser, Mænd der forstaa at bringe Offerflammen til at blusse i vore

— 92 —

Hjerter for Herren, og det forstod han! Og derfor er der dyb Sorg, ogsaa udenfor den Kreds, hvis Sjel han var, og i hvilken han indtraadte med straalende Aasyn, kom og gik med Velsignelse. Der er Sorg hos Herrens Venner, som hos den Enkelte, i hvem Davids Ord gjenklinger: “Det gjör mig ondt for Dig, min Broder Jonathan, du var mig inderlig kjær.” Men vi ville dog ikke sige, at det gjör os ondt for ham, men vi lykönske ham til hans Hvile, thi han var træt, denne unge Mand, – og det var ikke underligt – og vi se ham nu straalende ved sin Herres og Frelsers Bryst. Til os selv sige vi: “Min Sjel dö den Oprigtiges Död og min Ende være som hans!” Og til Alle raabe vi, at der er ingen salig Död, ingen glad Sang i Döden og omkring Graven, uden i Guds Söns Tro, som elskede os og gav sig selv hen for os, kun i ham kunne vi sige: “Döden er opslugt til Seier, Död, hvor er Din Braad, Helvede, hvor er Din Seier? Lovet være Gud, som gav os Seier ved Jesum Kristum vor Herre!”
Og saa takke, love og prise vi Dig, Herre Jesus! for dit Evangeliom og dets Magt, for den Seierssang, som Du skaber i de Retfærdiges Hytter. Vi bede Dig, forög os Troen, den Tro, som overvinder Verden og Döden, giv Du os varme Hjerter for Dit Navns Ære, lyse Tanker for Dit Riges Udbredelse og villige Hjælpere under Arbeidet i din Vingaard. Iför hende, den dybt sörgende Hustru fremdeles Din seierrige Magt, og giv hende Naade til at före de Smaa hen til Din Favn, saa er i Dig forenet, hvad her legemligt skiltes. Der er Sorg, O Herre! inden den Menighed til hvis Hyrde han var kaldet, de havde glædet sig saa inderligt til hans komme. O, giv dem du en Hyrde efter dit Hjerte, at den kan blive tröstet! Vær med os Alle, at vi i Liv og Död kunne Seier beholde. Amen!”
___________

Fra Kordören talte dernæst Pastor Th. Klaveness fölgende Ord:
“Naar jeg idag skal udföre det tunge Hverv, som er bleven mig overdraget, i Vennekredsens Navn at tale et Afskedsord ved denne min Hjertesvens Baare, da vil jeg gaa ud fra apostelens deilige og tröstefulde Ord: Haabet beskjæmmer ikke, idet Guds Kjærlighed er udöst i vore Hjerter ved den Hellig=Aand.
Herren være lovet, gjennem denne Verdens golde Örken strömmer der en Livsens Flod: Guds evige Kjærlighed. Dens Kilde er Guds store, rige, varme Fader-hjerte. I Kristo Jesu, Guds enbaarne Sön, kom den ned til denne Verden, se ham i Krybben, se ham paa Korset, saaret for vore Overtrædelser, knust for vore Mis-gjerninger, se, saa höit har Gud elsket Verden. Dens levende Strömme vælder os imöde i Daabens hellige Vand, i Evangeliets glade Budskab, i Nadverens himmelske Spise; den bliver ved disse Naadens Midler af Guds Hellig=Aand udöst i hver en Menneskesjæl, som i Tro aabner sig for den, udöst deri saaledes, at Sjælen gri-bes, favnes og varmes af denne himmelske Kjærlighed, omskabes efter dens Billede og löftes op over denne Verdens lave Egenkjærlighed til et Liv i hengivende, opofrende Kjærlighed til Gud og Næsten.
Af denne rene klare Himmelflod havde den kjære Hedengangne drukket. Den har ikke kjendt ham, ikke forstaaet ham, der ikke saa, at dette var Nöglen til hans Livs Hemmelighed, at han lod sig elske af Herren, lod sig fra Barndom af favne, omslutte, fastholde af Guds himmelske Faderarme i Kristo Jesu. Mange af Eder har seet og kjendt ham som Yngling; I mindes endnu den vakre lyshaarede Student med de straalende Öine, det varme Hjerte, de salvede Læber, der altid saa gjerne vilde tale om Herren, – var det ikke en Ungdom, forklaret af den himmelske Kjærligheds Solglans? Der var dem, som frygtede for, at han senere under sit travle Dagværk tabte den förste Kjærlighed; han blev saa verdslig, sagdes der. Jeg stod

— 94 —

ved hans Side i hans Manddoms virksomste Aar, da han med rastlös Uro ilede afsted forat kjöbe den beleilige Tid til at bygge og værge som Folk og Kirke. Jeg har kjendt ham, og jeg ved, ved det om ham saaledes som om ingen Anden, at han ligetil sin sidste Stund med Barnetroens inderlige Enfold oplod sit Hjerte stedse mere og mere for Guds evige Kjærligheds Fylde, badede sig i Guds Naade-straalers Solskin, ja, legede som et Barn i Guds himmelske Faderarme. At leve var ham Kristus. Han var et lykkeligt Naadebarn, der modtog megen Kjærlighed fra oven; derfor havde han ogsaa megen Kjærlighed at give hernede.
Han var en Ven! Hvem af os, hans Venner, har nogensinde havt en tung tid, et tungt Kors at bære paa, og han bar det ikke med os? Glædede han sig med os, naar vi vare glade, o, hvor han græd, hvor han bad, hvor han tröstede og kvægede os med Kjærlighedens inderligste Deltagelse, naar vi var grædende. Men ingen snever Vennekreds kunne rumme hans Kjærlighed. Den begjærede at favne Alle. Kongen paa Thronen og Tiggeren i Pjalter, Videnskabsmanden i hans Forsken, Kjöbmanden i hans travle Forretning og Bonden bag Plougen, Barnet i Vuggen, Ynglingen i hans förste Stræben og Oldingen ved Gravens Rand, – dem alle elskede han, for dem alle havde han en kjærlig Tanke, en Tanke, der hos ham altid drev til Daad for at hjælpe og gavne, for alt Godt og Skjönt og Sandt i deres Liv og Virken havde han altid et aabent Öie, for alle Farer, de var ud-satte for, alle Synder, der forstyrrede deres Lykke, havde han altid et Suk, en Bön, et Formaningsord, en altid udrakt reddende Haand. Men over alle disse Enkelte stod for ham Samfundet, Folket, Kirken , Gudsriget. Guds Kjærlighed fik i ham ret udspænde sine Örnevinger ud over alt, hvad der var snevert og trangt. Den drev ham til at ofre Alt, ofre sine Dages Kraft og sine Nætters Ro, ofre al egen Bekvemmelighed og Behagelighed lige indtil sit skjönne Huslivs stille Hygge, ofre sin Sundhed og sit Liv for at

— 95 —

“elske Folket frem”, forsvare det mod Fordærvelsens Magter, bygge Kirkemurene og lade Gudsriget faa aabenbare sin gjenfödende Kraft paa alle Samfundets Felter og i alle Livets Forholde. I en trangbrystet og sneverhjertet Tid blev han Mange et Modsigelsens Tegn derved, at han hensynslöst ofrede sig selv helt og fuldt med Liv og Sjæl, lod sig som et helt Brændeoffer fortære af den Kjærlighedens Ild, der brændte i hans Hjerte til Gud og Næsten, Konge og Folk, Kirke og Fædre-land. Jeg ved det, at her er Mange, som fælder en anden Dom over hans offent-lige Virken end jeg; jeg haaber at disse ville tilgive mig det og ialfald skrive mig det paa Venskabets Regning, naar jeg her ved hans Baare udtaler den faste Forvisning, at altsom det norske Kirkefolk tvinges ud i Kampen forat værge sine Helligdomme mod det indbrydende Frafald, da vil det Skridt for Skridt standse foran Opgaver og nödes til at optage Arbeider, som Peter Hærem har seet og pegt paa eller forsögt at sætte i Værk; atter og atter vil det blive sagt: jo, han havde Ret; blot vi nu havde en Mand som Peter Hærem. Det var ikke lærd Gransk-en, ei heller Tankens Skarphed, som lærte ham at tage Maalet i Sigte og se Veien, det gjaldt at slaa ind paa; nei, det var den Kjærlighedens Skarpsindig-hed, der lærer Moderen at forstaa Barnets Smerte og lindre den, selv om Barnet ikke kan forklare hende sin Nöd, det var denne Kjærlighedens Skarpsynthed og Lydhörthed, der lod ham se og föle, hvad Folket og Tiden trængte. — Saa gav han megen Kjærlighed, og megen Kjærlighed blev ogsaa hans Lön. Det sees og merkes vel paa denne Dag, hvor elsket han var. Hvor har dog Budskabet om hans Död vakt Vemod og Smerte i Kongeborgen og i Hytten, blandt de Höie og Lave, Lærde og Ulærde, Venner og Modstandere, ja ogsaa blandt Modstandere. Blev der end talt mangt et Ord om ham i levende Liv, der ikke netop faldt saa mildt, nu er alt saadant forstummet; Kjærlighed og Fred velsigner hans Minde.
Nu har han fundet Hvile fra sit korte rastlöse

— 96 —

Dagværk; Herren være derfor lovet! Da hans Legeme begyndte at segne under Byrden, da sagde han engang til mig: “Döden frygter jeg ikke; men at blive et Vrag, der ikke længer magter at virke, det frygter jeg for.” Herren sparede ham derfor. Han sparede ham og for alle de Fristelser til at besnæres af den smaa-lige Egenkjærlighed, de kolde klögtige Betænkeligheders Garn, hvoraf denne Verden er fuld. Han fik gaa hjem, da hans Legeme vistnok var begyndt at segne under Byrden, men Aanden endnu lige stærk og frisk brændte i den guddommelige Kjærligheds Ungdomsild. Herren være derfor lovet! At dö var ham en Vinding. — Nu staar vi, hans Venner, forsagte tilbage; ak, han var os saa uundværlig! Dog, Venner ingen Forsagthed! Den Kjærlighedens Flod, hvoraf han drak, den strömmer ogsaa for os. Derfor – Hjerterne opad! Lader os ret favne, varme, gjenföde og fornye af denne Guds evige Kjærlighed i Kristo Jesu, og saa ud i Kampen, ud i Arbeidet, ud at ofre Gud et helt Offer, os selv med Legeme og Sjæl i Kjærlighed til Gud og Næsten, Kirke og Fædreland! Vort Arbeide skal ikke være forgjæves i Herren; vort Haab skal ikke beskjæmmes, saasandt Guds Kjærlighed er udöst i vore Hjerter ved den Hellig=Aand.
Og saa Farvel, du vor ædle, trofaste Ven og Broder! Farvel fra din sörgen-de Hustru, dine faderlöse Smaa; Farvel fra Studenterhjemmet, som nu staar der saa tomt tilbage, fra Lutherstiftelsen og Israelsmissionen, som i dig har tabt sin utrættelige Arbeider; Farvel fra Vennekredsen, der velsigner dit Minde. Det evige Livs Lys glæde din Sjæl! Opstandelsens Morgen fryde dine hensmuldrede Ben! Fred og Velsignelse over dit Minde!
_____________

Ved Graven ledsagede Pastor H. Kjær Jordfæstelsen med disse Ord:
“Det være mig tilladt endnu at tale et Afskedsord her ved Graven som en af den Afdödes Venner,

— 97 —

som en af dem, hvem Gud i sin Naade forundte at knyttes til ham med Venskabets inderlige Baand; jeg lægger dette Afskedsord ind i Frelserens Ord om Lazarus’ Sygdom: “denne Sygdom er ikke til Döden, men for Guds Ære, at Guds Sön skal æres ved den” (Joh. Evang. 11, 4). Det er et stærkt Troens Ord; thi vi se ikke Andet end Död og Grav, Forkrænkeligheds Tegn for vore Öine. Men Troen ser noget Andet, kjære Venner. Troen ser ud over Graven, Troen ser, hvad der staar i Psalmen:

Fagert i Skare op vi fare,
Op vi fare fra Grav i Sky!
Tungerne glöde, Herren vi möde,
Herren vi möde med Lovsang ny!

For de Troende er Döden væsentlig overvunden, og derfor var vor Vens Sygdom, om den end endte med Döden, dog ikke til Döden. Han lever jo et Liv i hans Herres og Frelsers Tjeneste, og saa venter ham tilsidst en herlig Fuldendelse, idet Frelseren, naar han kommer i Skyen i sin Herlighed, skal opvække ham fra de Döde og give ham et forklaret Legeme.
Gud være herfor lovet og priset! Og idet vi bringe Herren vor Lov og Pris, bringe vi ogsaa vor Kjære Ven vore Hjerters Tak for det trofaste Venskab i samlivets Dage.
Jeg frembærer i Besynderlighed ogsaa et Tak fra et Sted, hvor han færdedes meget, hvor han var vel kjendt og ogsaa var kaldet til for en Tid at forkynde offentlig Guds Ord, et Sted, hvor han har mange Venner, der ville savne ham, –et Tak fra Venner i Drammen og Omegn.
Og jeg har tillige et Tak at frembære fra Ynglingeforeningerne i vort Land, disse Foreninger, som vor Ven ved Guds Naade har stiftet, og som ere en stor Gave fra Herren til os, – et Tak fra Christianias, Drammens og Frederikstads Ynglingeforeninger og de andre, et Tak for Alt, hvad han har virket for dem.
Vort Tab er stort, men han har vundet. For at nu ogsaa vi som han kunne vinde et evigt Liv, lader os leve i Guds Söns Tro og indvie vort Liv til Herrens Tjeneste! Thi alene da kunne vi have et godt Haab for Evigheden, alene da kunne vi vente Salighed hisset og en ærefuld Opstandelse til Livet. Gud forhjælpe os dertil af sin Barmhjertighed! Amen.”
__

Skriv inn søkeord..