peter (petter) dass : presentert i dansk biografisk lexikon

 

– IV Bind – fra s. 203 – 207 :

Dass, Peter (Petter), 1647-1708, Præst og Digter, fødtes paa Gaarden Nord Herø i Alstahoug i Nordlandene og var Søn af Peter Don D. eller Dundas, som o. 1630 var indvandret til Norge og bosatte sig paa Helgeland, hvor han ægtede Fogeddatteren Maren Falch.

Som Barn mistede D. sin Fader og blev sat i Huset hos Sognepræst Niels Mikkelsen Arctander i Nærø, der var gift med hans Moders Søster. Af denne Præst blev han undervist sammen med sin Fætter Peter Jespersen, den senere kongelige Konfessionarius.

Derefter gik han 5 Aar i Bergens Kathedralskole, der paa den Tid havde flere duelige Lærere, saasom den bekjendte Topograf Edvard Edvardsen. Fra Skolegangen i Bergen skriver sig ganske vist D.s Dygtighed i at behandle det latinske Sprog, som han har benyttet i endnu bevarede poetiske og prosaiske Frembringelser.

Han blev Student 1665. Efter et Par Aars Ophold i Kjøbenhavn, hvor han havde vanskeligt ved at slaa sig igjennem, fik han Plads som Huslærer i Vefsen paa Helgeland hos Præsten Jacob Wirthmand, hvis Stifdatter Margrethe Andersdatter nogle Aar senere blev hans Hustru.

Omtr. 1672 blev han personel Kapellan i Nesne paa Helgeland for en meget ringe Løn. Da han ved den Tid stiftede Familie, var hans Stilling i nogle Aar meget trykket; «jeg som en anden Bonde arbejded’ for mit Brød», hedder det i hans rimede Avtobiografi.

En væsentlig Forbedring i D.s Kaar indtraadte, da han i 1681 blev residerende Kapellan i Nesne, men endnu mere, efter at han 1689 var bleven befordret til Sognepræst i Alstahoug. Dette var paa den Tid det største og mest indbringende Kald i det nordenfjældske Norge og omfattede ikke mindre end 8 nuværende Præstegjæld; under Sognepræsten stode i flere af de underliggende Sogne residerende Kapellaner.

Efterhaanden blev D. i dette rige Kald en formuende Mand. Men Møje og Farer vare forbundne med hans Stilling. Han havde jævnlig Kirkerejser at foretage i aaben Baad milevis over farlige Havstykker; dog blev af den Grund, forsikrer hans første Biograf (Sønnesønnen A. C. D.), næppe nogen Gudstjeneste forsømt af D. Skjønt han fra Barnsben af var vant til den strængé nordlandske Natur, har han dog mangen Gang følt dens Tryk; «mens andre kan frydes ved straalende Sol, er vi Elementernes Slaver», klager han i et af sine Rimbreve.

Derhos maatte en Mand med D.s stærke litterære Interesser mangen Gang bittert savne Omgang med aandsbeslægtede deroppe «i et Land, hvor ej findes Skrift eller Bøger».

Men foruden «Guds Ord og Samvittigheds Glæde» havde han megen Hygge af Samkvemmet med talrige Slægtninger og Venner, som boede rundt om paa Helgeland; med Præsten i Nabosognet Brønø, den lærde Magister Peter Bredal, førte han en livlig latinsk Brevvexling, hvorved ogsaa theologiske Æmner kom paa Bane.

I endnu fortroligere Forhold stod han til Svogeren Steen Wirthmand, der ogsaa optraadte som Digter. En velkommen Afvexling i det ensformige Liv dannede hans Bergensrejser. I Bergen, Nordlændingernes egentlige Hovedstad, fandt han en Travlhed og et Liv, som tiltalte ham, og der gjorde han Bekjendtskab med Datidens fejrede Digterinde, Dorothea Engebrektsdatter.

D. begyndte tidlig at føle den tiltagende Alders Skrøbeligheder. I sine sidste Leveaar led han af Stensmerter, som voldte ham megen Pine. Dog vedblev han at digte lige til det sidste. Han døde i Aug. 1708, 61 Aar gammel. Af hans 2 Sønner døde den ene som Student, den anden, Anders D., som i nogle Aar havde været Faderens Personelkapellan, blev dennes Eftermand som Sognepræst i Alstahoug.

I sine Velmagtsdage var D. en mere end almindelig sund og djærv Personlighed, skikket til at vinde og imponere sine Omgivelser. Som Præst og Digter nød han i sin Kreds den største Anseelse, og næppe har nogen Nordmand fra de senere Aarhundreder levet saa længe i Folkets Traditioner som han. Navnlig i Nordlandene blev «Hr. Petter» en Sagnfigur, om hvem de vidunderligste Ting fortaltes, og paa hvem ogsaa Sagn fra andre Kanter overførtes.

– Det er dog fornemmelig som Digter, D. har Krav paa at mindes. Den Tid, hvori han virkede, Slutningen af «det lærde Tidsrum», var en for Poesien og allermest den verdslige Digtning gold Periode, i hvilken metriske Kunststykker og ilde anbragt Lærdom alt for ofte traadte i Steden for virkelig poetisk Løftelse. D., hvis Liv henrandt fjærnt fra de toneangivende Kredse, indtager ogsaa som Digter en afsondret Plads.

Han taler selv ofte om sit Ubekjendtskab med den lærde Poesi og betragter sin Digtning som en ringere Art. Sin Læsekreds søgte han lige saa meget blandt «de kofteklædte Bønder» som mellem de mere oplyste Stænder. Han er bevidst Folkedigter, og det har til Fuldkommenhed lykkedes ham at blive det. Han er den eneste norske Forfatter fra Tiden før Holberg, hvis Arbejder endnu ere Folkelæsning.

D.s første Arbejder vare Lejlighedsdigte, og han fortsatte med denne Produktion lige til sin Død. Det meste deraf er gaaet tabt, men man har bevaret Titlerne paa ikke mindre end 127 Saadanne Digte. Af dem, som ere i Behold, ere adskillige utilbørlig ud-tværede og ordrige; ikke sjælden støder man paa Smagløsheder, og Forfatteren synes ikke altid at have givet sig Tid til at afrunde og affile. Imidlertid vil man ogsaa i disse Lejlighedsvers hyppig overraskes ved D.s Evne til at træffe et smukt og tiltalende Udtryk for sin Stemning.

De fleste af dem fremkaldtes ved Begivenheder i de helgelandske Familier, som udgjorde hans Omgangskreds; enkelte angaa Tildragelser i Udenverdenen, der have gjort Indtryk paa Forfatteren, saasom de mærkelige Viser om Bergens Ødelæggelse ved Ildebranden i 1702. Til denne Digtning maa ogsaa henregnes hans Rimbreve, hvoraf navnlig de til Dorothea Engebrektsdatter udmærke sig ved megen Kvikhed; end videre 2 Digte fra Slutningen af hans Liv, hvori han skildrer sit Levnedsløb og sin Sygdom, og som have holdt sig i stor Yndest blandt Almuen, saa at de fremdeles udkomme i særskilte Aftryk efter gamle Opskrifter. Om betydelige Gaver som satirisk Digter vidner den fortræffelige «Dale vise» («Fjældbyggen agter paa Tiden»), hvori Forfatteren med megen Djærvhed og Anskuelighed opruller en Række Folkelivsbilleder til Belysning af Helgelændingernes Hovedfejl : Urenlighed, Processyge og Usædelighed.

Af D.s større Arbejder har intet vundet større Navnkundighed end hans «Nordlands Trompet». Det var paabegyndt allerede i 1678, lagdes flere Gange hen og var først færdigt mod Slutningen af Aarhundredet.

«Nordlands Trompet» er en poetisk Beskrivelse af hele det nuværende Tromsø Stift, hvoraf Forfatteren gjennem Selvsyn kun kjendte den sydlige Del, Helgeland; hvad han fortæller om de nordligere Dele, hviler paa mundtlige Efterretninger fra andre. Naar D. her optræder samtidig som Topograf og Digter, falder det ham ikke et Øjeblik ind at lade den poetiske Frihed tumle sig paa den faktiske Sandheds Bekostning. Digtet er en indtil de mindste Smaating sand og troværdig Skildring af Forholdene nord paa. Øernes Beliggenhed, Fjordenes Retning, de herskende Vinde, Dyrelivet paa Land og Hav gjøres der lige saa nøje Rede for som Lofotfisket, Handelsforholdene og Befolkningens daglige Levemaade. Der er lange Opregninger og en Indgaaen i Enkeltheder, som vilde være overvældende, hvis ikke den kjække, livsglade Tone, Forfatterens levende Interesse for sit Æmne og hans Kjærlighed til det fattige og nøjsomme Folk, hvis Bedrift han skildrer, gik som en belivende Strømning gjennem det hele Digt.

Dertil komme de mange Steder af virkelig poetisk Skjønhed, de letflydende Vers og det heldig valgte Metrum.

Det er ved disse Egenskaber, at «Nordlands Trompet» i Norge er bleven en Folkebog som maaske intet andet Skrift uden for den gudelige Litteratur.

Derimod kan Forfatteren ingenlunde siges i de enkelte Udtryk at have lagt an paa at skrive populært. Vistnok findes her, fordi Æmnet førte det med sig, en Mængde norske Betegnelser, som tidligere, ikke vare fremkomne i Skriftsproget; men ved Siden deraf vrimler der af franske og tyske Ord, ligesom den romersk-græske Gudeverden stadig optræder indgribende i Nordlændingens Livsforhold. Den enfoldige Læser lod sig ikke forstyrre af Saadanne Enkeltheder.

Af D.s religiøse Digtninger er hans Katekismus-Sange («Dr. Mort. Luthers lille Katekismus, forfattet i bekvemme Sange under føjelige Melodier») saa vel i Omfang som i indre Værd den betydeligste. Dette Arbejde havde han færdigt 1698, da det undergaves hans Biskops Censur.

Han har dediceret Bogen til sin Fætter Dr. Peter Jespersen og sine mange Slægtninger paa Helgeland. I Dedikationen beder han P. Jespersen tage sig af Bogens Trykning, hvilket denne vistnok ogsaa har gjort, thi den første Udgave udkom 1714, nogle Maaneder før P. Jespersens Død.

Digteren har villet, at «de unge skulde lære sin Katekismus syngende»; han har derfor ved alle Sangene givet Anvisning paa kjendte Melodier, hvoraf mange ere laante fra verdslige Viser. I intet af sine øvrige Skrifter lægger D. en saadan Færdighed i Versets Behandling for Dagen, ingensteds er hans Foredrag varmere og mere indtrængende.

Endnu kan man læse det ene efter det andet af disse lange Digte uden at trættes.

Af Katekismus-Sangene har Landstad gjort et forholdsvis rigeligt Udvalg i sin Salmebog og derved ladet D. for første Gang komme til Orde i den norske Kirkesang.

– Ikke mindre Yndest og Udbredelse blandt Almuen vandt D.s «Aandelige Tidsfordriv eller bibelske Visebog». Den indeholder en Samling af Fortællinger fra det gamle Testamente, som Digteren har gjenfortalt paa Vers. Særlig tiltalende har Almuen fundet Sangen om Jephtas Løfte («Det hændte sig Jephta, den Gileads Mand»),
som blev sungen overalt i Landet.

– D.s «Evangelier sangvis forfattede» udgaves sammen med Svogeren Steen Wirthmands Sange over Epistlerne. Skjønt unægtelig af noget ringere Værd end hans øvrige gudelige Digtning har dog ogsaa Evangelie-Sangene kunnet glæde sig ved meget stor Udbredelse.

– Dette gjælder ikke om de bibelhistoriske «Digte om Ruth, Esther og Judith», der allerede snart efter sin første Udgivelse (1723) synes at være saa godt som glemte. Og dog røbe ogsaa disse Digte, for at bruge Welhavens Udtryk om dem, «et Digteranlæg eller, om man vil, en ubevidst Kunst, som i gunstigere Tider og Forhold kunde have naaet den højeste Udvikling».

Uagtet D.s større Skrifter alle vare fuldt færdige til Trykken, endog med Fortaler og Tilegnelser, fra hans Haand, udkom intet af dem og sandsynligvis heller ingen af hans mindre Digte, medens han levede.

Dog var hans Digtning allerede spredt viden om i hans levende Live. Biskop Krog i Throndhjem sang ved hans Død : «Den norske Maro, Dass, er død, hvis Digtergejst som Honning flød ud af Parnassi Top».

Udbredelsen af hans Værker skete en Tid lang gjennem Afskrifter, hvoraf der endnu haves mange bevaret, af «Nordlands Trompet» f. Ex. ikke mindre end 12. Da de først vare udkomne i Trykken, fulgte af de fleste Oplag paa Oplag. De optryktes (ofte slet nok) som herreløst Gods af Bogtrykkere, ikke alene i Kjøbenhavn og Christiania, men ogsaa i Aalborg og i alle de norske Byer, som havde et Trykkeri.

Af de omfangsrige Katekismus-Sange haves Rede paa 25 fuldstændige Udgaver, hvorhos flere Sange af denne Bog tryktes særskilt og udkom som anonyme Gadeviser.

Der er ingen Tvivl om, at D.s Digte gjennem hele det 18. Aarhundrede og den første Halvdel af det følgende have været den norske Almues Yndlingslæsning. Fra Nordkap til Lindesnæs, fra Havet til de inderste Bygder har han været kjendt som ingen anden norsk Digter.

Allermest har han naturligvis været skattet i Nordland, hvor man sammenfattede hans Forfatterskab under Navnet «Hr. Petter-Digt», og hvor han lige til vor Tid har fundet talrige Efterlignere.

Blandt de højere Klasser bleve derimod D.s Skrifter lidet paaagtede. Det stadfæstede sig, som A. C. Dass siger i sin Udgave af «Nordlands Trompet», at denne Poet «levede før den polerede Alder». Han fjærnede sig alt for langt fra, hvad man i det 18. Aarhundrede betragtede som mønstergyldig Poesi, til at hans jævne og ukunstlede Vers kunde finde Naade.

Det er egentlig først i vore Dage, at denne Digter har faaet den ham tilkommende Plads i vor Litteraturs Historie. Hans «Samlede Skrifter», udgivne af A. E. Erichsen, udkom i 3 Bind 1874-77.

A. C. Dass’ Fortale til «Nordlands Trompet», Kbh. 1763.
J. S.Welhaven, Saml. Skrifter VI, 109 ff.
P. Dass’s Saml. Skrifter, udg. af A. E. Eriksen, I, S. III ff.

A. E. Erichsen.

Stengt for kommentarer.