efterskrift i boken “billeder og minder” : av just gude-smith

– og hentet fra boken “Billeder og Minder fra Sverige og Finland”; af Kaptein J. G. Smith, gir oss et interessant perspektiv på Norges posisjon ved adskillelsen fra Danmark i 1814; ikke minst gir Just Gude-Smith her sine tanker omkring Norges livskraft som en selvstendig nasjon. Disse tanker formidler han etter sin reise i Sverige og Finland sommeren og høsten 1872.

Gude-Smith, som også var en skattet forfatter, hadde fra sin tidlige ungdom skaffet seg førstehånds kunnskap og viten om de gamle kulturnasjoner lengre sør på kontinentet ved flere reiser dit – fra 1830-tallet av;

– les derfor om forfatteren Just Gude-Smith, eller – som han på bok-omslaget vist nedenfor kalles – J.G. Smith her:

Efterskrift.

Norge har i enkelte Stykker til fælles med Finland. Uden netop at være erobret, var dog Norge i Aarhundreder fastknyttet til Danmark.

Om end dette Land er befolket af en Frændenation, og om det gamle Islandske end i sin Tid var Fællessprog for disse tvende Riger, har dog Danmarks Beliggenhed, Natur og Historie paatrykt Folket sit særegne Stempel, der i mange Maader er forskjelligt fra vort.

I vore Dale bevarede den norske Almue med stor Seighed sin Nationalitet, sit Sprog, sine traditionelle Eiendommeligheder, medens Samfundets studerende Ungdom fik sin væsentligste Dannelse ved Kjøbenhavns Universitet. De mest oplyste Klasser fik saaledes en fremmedartet Opdragelse og satte iallefald for en stor Del som rimeligt var — størst Pris paa den importerede Kultur og bleve derved i tilsvarende Grad fremmede for det indenlandske Element.

Af Embedsmænd, der bleve ansatte i Norge, vare mange Danske, blandt hvilke Flere desuden kom op til det ukjendte Fjeldland dels for at gjøre en lykkebringende Gjennemgangscarriére, dels for at oprette faldne Finantser, dels fordi man kanske histover helst saa dem anbragt andetsteds end hjemme.

Disse Mænd med deres fremmede Mundart, med deres pekuniære Interesser, med deres maaske ofte noget lascive (vellystige/red.) Sæder og deres Ubekjendtskab med vort Folk kunde naturligvis heller ikke forudsættes hverken at indvirke synderlig gavnligt paa Nationen eller overhovedet bekymre sig synderligt for dens Ve og Vel, om end visselig Adskillige gjorde en hæderlig Undtagelse.

Det samme tør vel i nogen Grad ogsaa — paa Grund af de forhen anførte Omstændigheder — siges om mange af vore egne Børn, der bleve Landets Embedsmænd.

Alt dette maatte naturligvis i Længden virke hæmmende paa Landets Udvikling; thi det er overalt Kjærligheden, som virker Undere, medens Mistilliden bygger Skranker.

Vi have saaledes ikke været saa heldige som vort Broderfolk, de Svenske, at vi uafbrudt have kunnet frit og uafhængigt udarbeide det nationale Element og de økonomiske Kræfter.

Vi maatte fra Aaret 1814 saa omtrent begynde de fleste Ting fra nyt af.

Det har ogsaa vist sig, i hvilken Grad vi vare vort nye Kald voksne.

Da Timen var kommet til endnu engang at faa sætte Fod under eget Bord som i de gamle Dage, stode Fjeldets Mænd paa Eidsvold og rundtom faste og stærke som den Gran, der er fast og stærk i Veden, fordi den er vokset langsomt op mellem Klipperne og har gjort Bekjendtskab med de mangeslags Veir.

Frihedsfølelsen var hos dette Folk ikke bortdunstet i de 400 Aar; og denne Følelse vil aldrig dø, saalænge der endnu er en Nordmand igjen, hvori der ruller det rette Blod.

Vi fik vort Universitet, og om end de gande Traditioner hos Enkelte holdt henge fast, maatte dog Blikket efterhaanden mere og mere gaa op for Alt, hvad vi selv besad.

Vi udviklede vore Institutioner, vi opsøgte i vore Dale Alt, hvad det høie Nordens Genius havde saa rigeligt udsaaet, vi fandt vor nationale Digtnings og vor Musiks Grundelementer; en ny og kraftig og skjøn Literatur blomstrede op, svulmende af Fædrelandskjærlighed; Oplysningens Fakkel begyndte at skinne høit og lavt, prægtige Chausseer (eldre betegnelse på landevei med solid fundament/red.) banede sig Vei tiltrods for alle Hindringer, Skibsfarten udviklede sig til en betydelig Høide, og snart vil Dampkraften og Telegrafsystemet udjevne de store Afstande og flytte os nært op til den pulserende Verden.

Frodige Agre og Enge begynde i det kjære Hjem alt mere og mere at forlyste Øiet, og Industrien vokser op; snart bor den selskabeligt tilsammen, hvilket den saa gjerne gjør; snart finde vi den ensomt brydende sin Bane oppe ved vore fjernere Vandfald; men fremad gaar det med Guds Hjelp – og Fremad er vort Løsen (løsen-ord/red.) !

Med Tak til Danmark, for hvad Godt det gav, og mod Undskyldning for, hvad det ei forstod, eller undlod at gjøre, maa vi erkjende, at Foreningen med Sverige hidtil har været til Gavn og det formentlig for begge Parter.

Maatte vi fremdeles bo broderligt tilsammen, maatte hver kommende Slægt altid forstaa at bygge videre og fuldkomnere, og maatte Forsynet drysse sin Velsignelse over Frændefolkene !

Jo bedre de forstaa hverandre, og jo inderligere de ville det felles Gode, desto fyldigere vil Samlivet udvikles og Nordens Aand udfolde sin Skjønhed og sin Kraft.

Ja — Fremtiden har en løfterig Arv at optage, og hvad bedre kunne vi Ældre, der allerede have passeret Livets Ekvator og for hver Dag komme længere ind under hint Korsets straalende Stjernebillede, hvad bedre kunne vi gjøre end at anvende paa os, hvad Finlands vise Seer, Sigfred Aroni, sagde en Morgenstund, da han, efterat have siddet oppe den ganske Nat og betragtet Stjernerne, blev vækket af sine Drømme ved en Hyrdedreng, i hvis Øie netop Morgensolens første Straaler afspeilede sig (Sånger af Zachar. Topelius)

#

“Allsmäktige, hur underbar

Din dolda vishet skrifvit har

I detta blåa stjernepar

Det Horoskop jag søkte !

#

Forklarad nu min gåta står;

Den gamla siarn tröstad går

Till ro ibland de döde.

Mitt land ! I dina söners vakt,

I dina unga hjertans makt !

Har Herren all din Framtid lagt,

Och der står Finlands öde”.

#

Stengt for kommentarer.