vekkelsen i aal fra 1852 – 1865 : presentert i luthersk kirketidende

 

– for året 1892;

– fra side 258 –  263 :

Den religiøse Bevægelse i Aal  fra 1852 til 1865.

Det ser mest ud faa, at det er til visse Tider Aanden farer ned og berører Menneskehavet, ligesom fordum Ængelen for ned og bevægede Vandet i Bethesda Dam.

Bæres da de aandelig verkbrudne hen og Iægges ned, faa de kan faa drikke af den levende Kilde Kristus, bliver der Sundhed. Lægges der derimod Hindringer i Veien for den uforskyldte Naabes Annammelse, enten det er vilbfarende Ledere, som opholder be syge, eller det er aandelig Kulde, som spottende og tvilende ser paa Bevægelsen, vil denne snart lægge fig, og Dødens Ro lomme tilbage, faa de syge ofte maa spørge og klage : Herre, hvorlænge !

Den Vækkelse, som opstod i Aal og tildels i Nabosognene i Hallingdal i femtiaarene, og hvorom jeg agter at fortælle lidt, er visselig ganske enestaaende i den nyere Kirkehistorie. Og disse faa Linjer kunde maaske give en eller anden Lyst til at studere den nærmere og saa flette den ind som Led i Skildringen af de religiøse Bevægelser, som vort Land var saa rigt paa i hine Aar.

Efter mit Skjøn staar den ikke i nogensomhelst Forbindelse med den Lammerske Bevægelse, om den end opstod paa samme Tid; den er ganske lokal og, forunderlig nok, næsten indskrænket til Aaals Sogn.

Heller ikke kan den skjønnes at staa i nogen Forbindelse med den tidligere Haugianske Bevægelse; der var saare faa her i Aal, som hørte til haugianerne.

Paa den Tid, som jeg mindes, omkring 1851 var her kun omkring 5—6 “Læsare” eller “haugianere“; jeg har en dunkel Erindring om, at disse stillede sig meget kjøligt til den senere nye Vækkelse; det var vel ogsaa tvilsomt om de kjendte Kristus ret; de laa visselig i en Slags Trællestans og kjenbte Gud mest som Lovgiveren.

Livet var paa den Tid i Almindelighed meget vildt og raat; Drukkenskab og Slagsmaal hørte til Dagens Orden, ialfald ved Bryllupper og Høitidsfesterne. 

De dygtigaste Slaaskjemper og Drikkere var baade anseede og frygtede, det var endda en Ære at være en dygtig Slagsbroder.

En saadan fagnedes vel baade i større Selskaber og i hjemmene.

Dans og anden Lystighed holdtes allesteds og til enhver Tid, fornemmelig Lørdags og Søndagskvældene. Tilsyneladende havde Folk en vis Ærbødighed for det hellige, for Guds Ord og Sakramenter.

Som Regel gik Folk til Alters Høst og Vaar, se mere ærbare da.

Men Oplysningen var liden, Skolevæsenet i en bedrøvelig Tilstand, og i Kirke blev man budet en Del moralsk Klingklang, som ingen Virk-

Stengt for kommentarer.