“den norske kirke ved aarhundredeskiftet” : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Haugianismens Tid – Første Halvdel. 1796 – 1820. Christiania 1905 – 1911.

 

– fra s. 1 –   :

For bedre at kunne forstaa de Kampe og Bevægelser, som har gjennemrystet den norske Kirke i det nittende Aarhundrede, er det nødvendigt at kaste et flygtigt Blik paa Slutningen af det attende Aarhundrede og dvæle lidt ved den Tankeretning, som kaldes Rationalismen, der da gjorde sig saa stærkt gjældende og gav Tiden sit eiendommelige Præg.

Den har faaet sit Navn af “Ratio”, Fornuften, fordi den lader denne faa en stor og uberettiget Indflydelse i Troessager.

Den ikke alene søger at tilegne sig det, som Gud har aabenbaret os, men undersøger, prøver og dømmer den guddommelige Aabenbaring, ja kritiserer igrunden Gud selv, hans Ord og hans Gjerning. Den har sine dybe Rødder i hint bekjendte Ord : “Skulde Gud have sagt” (1. Mos. 3,1); det attende Aarhundredes Rationalisme begyndte egentlig i England med de saakaldte Deister (C./Christen (red.) Brun, Oplysningens Tidsalder (dens religiøse Ideer : i deres historiske Oprindelse og Karakter/red.). Christiania 1886. Dr. K.F.A. Kahnis, Protestantismens indre Gang. Oversat af Stian Vemmestad. Christiania 1894. Side 275 flg.).

De udfoldede den frie Tænknings Fane paa alle Omraader og optraadte særlig mod Orthodoksiens Autoritetstro og Tvang og krævede, at Natur og Frihed maatte komme til sin Ret.

De nægtede den aabenbarede Religion og holdt sig kun til den naturlige. Hovedsummen af deres udvandede Kristendom er Gud, Dyd, Udødelighed. Men deres Gud er væsentlig et “Forsyn”, der har et vist Tilsyn med og Indflydelse paa vor Skjæbne, deres “Dyd” et Produkt, som man selv væsentlig kan frembringe, og som Forsynet pligtskyldigst har at belønne, deres “Udødelighed” en Sjælenes fortsatte Liv i Lyksalighed i den tilkommende Verden, omtrent som de gamle vise Hedninger Sokrates og Platon tænkte sig det.

Disse saakaldte rensede og afklarede Religionsbegreber gik saa en Tid sin Seiersgang gjennem Europa. De fandt villig Indgang i Frankrike og fik en Række begeistrede, mere eller mindre aandfulde og dygtige Talsmænd. Blandt disse mærkes den begavede og vittige Voltaire (1694 – 1778), som ærede i Jesus “en jødisk Deist” og var fræk nok til at sige : “Hvor, spørger jeg, findes der i det gamle eller nye Testamente en eneste Begivenhed, som ikke e laant fra den gamle Mythologi ?” (Kahnis, Protestantismens indre Gang. Side 282 – 283. Herman Hettner, Frankriges Literaturhistorie i det attende Aarhundrede. Paa dansk ved H. Schwanenflugel. Kjøbenhavn 1876. Side 145 flg.).

Endnu mere betydningsfuld blev den geniale, men letfærdige Jean Jaques Rousseau (1712 – 1778), berømt som Tænker, Samfundsreformator og Opdrager. Han har maaske mere end nogen anden i sin Samtid udbredt den naturlige Religions Grundsætninger; men hans Beundring af Naturen gik over til Naturalisme og hans Begeistring for Friheden paa alle Felter til Tøilesløshed (N. Hertzberg, (Af Opdragelsens Historie/red.) :J.J. Rousseau, Christiania 1893. H. Høffding, J.J. Rousseau og hans Filosofi. Kjøbenhavn 1896. Vilh. Sommerfelt, J.J. Rousseau. Christiania 1906. Hans berømte Værk : Emil eller Om Opdragelsen, paa dansk ved Vilh. Malling. Aarhus 1897).

Fransk Fritænkeri udbredte sig snart til Tyskland og fandt især ved Universiteterne og Fredrik den Andens Hof Arnesteder (Kahnis, Protestantismens indre Gang. Side 286 flg.), hvorfra det spredte sig videre og videre, indtil det efterhaanden havde gjennemsyret alle Samfundslag.

Dette tyske Fornuftsvæsen bar forskjellige Navne efter sin særegne Beskaffenhed; men deri var alle Arter lige, at Forstanden fik mere at sige paa Kristendommens Omraade, end den skulde.

Det ligger udenfor dette Arbeides Plan at opregne og skildre de foskjellige Afskygninger af det tyske Fritænkeri, der enten havde et filosofisk Præg, eller fremtraadte i den lærde Theologis Former eller viste sig i en for Folket tiltalende Skikkelse (C. Brun, Rationalismen i dens historiske Sammenhæng. Christiania 1891).

Paa Grund af det aandelige Afhængighedsforhold, hvori de forenede Riger Danmark og Norge især i denne Tid stod til Tyskland, kom denne nye Aandsstrømning til os hovedsagelig fra denne Kant.

Som paa saa mange Omraader blev Ludvig Holberg (1684 – 1754) Banebryderen og den nye Oplysnings utrættelige og talentfulde Talsmand, om han end repræsenterer den i en stærkt afbleget Skikkelse (Smith, Ludvig Holbergs Levnet og populære Skrifter. Kjøbenhavn 1858. L. Daae, Ludvig Holberg. Christiania 1886). Født i Bergen med dens rige og lette Forbindelse med de store Kulturlande var han selv i flere Henseender en kosmopolitisk Natur, livlig og modtagelig i Tanke og Sind for alt Nyt. Hans omfattende fleraarige Reiser i Udlandet blev naturligvis af stor Betydning.

De gjærende nye Tanker paa Kulturlivets forskjellige Omraader traadte ham friskt og stærkt imøde og prægede ham for hele Livet, ja selv naar han kjæmper mod Yderligheden med sit Vids hvasse Vaaben, mærker man alligevel, hvilket dybt Indtryk de nye radikale Ideer har gjort paa ham og igrunden fanget ham i sit Garn i høiere Grad, end han selv vil vedkjende sig. Under sit lange Livs rige og betydningsfulde Virksomhed baade som Universitetslærer og mangesidig Forfatter saavel gjennem de bekjendte Vittighedsværker som sine andre Betydningsfulde Skrifter forberedte han Rationalismens Indtræden mere end nogen Anden ved at blotstille for Latteren og rive ned paa Alt, som han ansaa forældet paa Videnskabens, Skolevæsenets, Theologiens og Kirkens Omraade.

Sit eget religiøse Standpunkt betegner han saaledes : “Jeg gaar en Middelvei mellem Mæhriske Brødre og Naturalister, mellem dem, der ganske forkaster Fornuften og dem, der ofrer for megen Røgelse paa den Alter”.

Tankens Ret til at kritisere trænger sig frem overalt i hans Skrifter; en Hær af nye Ideer, alle mere eller mindre i den nye Oplysnings Tjeneste, myldrer en allevegne imøde og undergraver den gamle Grundvold, uagtet han vistnok ikke modsiger noget enkelt Stykke af Kirkens Lære, som han dog omtaler med en vis kjølig Ligegyldighed.

Og selv da, naar han standsede paa Halvveien og ikke trak Konsekvenserne af sine Grundsætninger, virkede han vældig; thi der kom snart Mænd efter ham, som tog Skridtet fuldt ud.

I alle hans Skrifter, hvor en gjennemført Livsanskuelse overalt kommer tilsyne, skinner stedse igjennem, hvor høi Pris han sætter paa Fornuftstroen; Miraklerne benægter han ikke, men anser dem for overflødige, og Kristendommen er for ham væsentlig Moral.

Men hans Opfatning af denne er lidet dyb og derhos uklar; han skjelner saaledes ikke mellem den kristelige og den hedenske Moral, hvilket man bl. A. kan se af hans Omtale af Platons og Epictets Moral. Han er den saakaldte Middelveismorals aandfulde og energiske Talsmand. “Al Dyd”, siger han, “bestaar udi Maadehold, og saa snart den gaar over dets Grændser, bliver den forvandlet til Last”.

Dette hans mangelfulde Syn kommer af, at han ikke sætter Moralen i den rette Forbindelse med Evangeliet.

Udviklingen i Danmark og Norge efter hans Død viser, hvilken stor Indflydelse han fik, idet hans Ideer og Synsmaader efterhaanden trængte næsten overalt igjennem og satte sine dybe Mærker baade paa Aandslivet og den kirkelige Udvikling (L. Holberg, Almindelig Kirkehistorie. Kjøbenhavn 1738 – 1740. L. Holberg, Den jødiske Historie. Kjøbenhavn 1742. L. Holberg, Epistler I – V Bind. Kjøbenhavn 1748 – 1754. L. Holberg, Moralske Tanker. Kjøbenhavn 1744. R. Nielsen, Om Holbergs Kirkehistorie og Theologi. Kjøbenhavn 1867. Edvard Holm, Holbergs Betydning for Aandsliv og Videnskab. Kjøbenhavn 1884).

 

 

Stengt for kommentarer.