jens sørensen holst : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Første Bind. Haugianismens Tid – Første Halvdel. 1796 – 1820. Christiania 1905 – 1911.

 

– fra s. 488 – 489 :

Langt fra saa begavet som nys omtalte (Peter U.M. Hount/red.), men en af sin Tids Originaler og en helt gjennem folkelig Prest efter Datidens Opfatning var Jens Sørensen Holst (S.V. Wiberg, Dansk Prestehistorie I. S. 642; Anders Heyerdahl, Urskogs (Aurskog/red.) Beskrivelse. Christiania 1882. S. 95 flg.).

Han blev født i Trondhjem 1747, en Søn af Søren Holst og Helene Kjelstrup. Om hans Slægt og ungdom vides f.T. intet. Det ser ud til, at han sent begyndte at studere, da han først 1777, 23 Aar gml. blev Student fra Trondhjems Kathedralskole.

Med Studierne siden gik det ogsaa langsomt, formodentligt af Mangel paa Midler; maaske har han drevet som Huslærer eller med andet Arbeide; thi theologisk Embedseksamen underkastede han sig først i 1785 med Non, et daarligt Resultat for en 13 Aar gammel Student.

Som Kandidat skal han have opholdt sig flere Aar i Nordlandene, hvor han lærte Folk at anlægge Haver og dyrke Poteter. Da han ikke sees blandt Tromsø Stifts Prester, har han neppe været pers. Kap., men sandsynligvis Huslærer.

Den 8. April 1791 blev han Sogneprest til det lille Hirtsholmerne Sognekald i Aalborg Stift; her virkede han til 20. October 1796, da han blev Sogneprest i Øvre Kvinesdal i Christianssands Stift. Den 3. October 1806 udnævntes han som Sogneprest til Urskog (Aurskog/red.) paa Nedre Romerike i Christiania Stift, men kom først did 1807. Her virkede han Resten af sit Liv og vandt i usædvanlig Grad Menighedens Tillid og Kjærlighed. Sin Prestegaard brugte han slet, og “Almuen stod lavt baade ved Drikfældighed og andre Udyder”.

Han saa derfor neppe store moralske Frugter af sit Arbeide.

Som Prædikant havde han en meget kraftig Røst; naar han stod paa Prædikestolen og talte, kunde han høres op til Prestegaarden.

Men det, Menigheden fik høre, var den sædvanlige rationalistiske Moralprædiken, han havde neppe synderlig Evne til at gribe eller dybere at paavirke Tilhørerne; men han var livfuld og original og derfor aldrig tør og kjedelig. Da han tillige omtales som snil, godslig og venlig overfor alle, altid tilfreds og ofte baade i og udenfor Kirken ligefrem morsom, blev han meget afholdt.

Han va stedse i godt Lune og særdeles spøgefuld. “Man siger, at Prestesækken aldrig bliver fuld, men min er længsiden fuld”, pleiede han at sige, idet han samtidig pegede paa sin lille, trivelige Person.

Ved en Katekisation sagde han til en Gut : “Du maa ikke tro, at Vorherre er liden og spinkel som Mads Vaaler. Nei, det er en stor, staut Mand som Lensmand Ole Haneborg !”

Samtidig saa han paa de nævnte Personer, der var i Kirken. Mads Vaaler var dog stærk nok til at bære Holst ud af Kirken, saa han ikke blev nedtraadt under den Forstyrrelse, der opkom ved et ugrundet Brandskrig Pintsedag 1828; der var stor Forskrækkelse og Forvirring; alle vilde først ud, og Folk hoppede endog gjennem Vinduerne; men ingen kom alvorlig tilskade.

Han døde 9. Marts 1832. En Mindesten blev reist paa hans Grav den 18. September 1881 af ældre Folk i Sognet, og L.W. Schønheyder, Sognerprest i Urskog fra 1840 – 1878, holdt ved den Anledning en vakker Mindetale.

Holst var gift med Anne Margrethe Bødker, som døde 13. Marts 1846 paa Gaarden Berg i Urskog, 78 Aar gammel.

 

Stengt for kommentarer.