niels windfeld : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Første bind. Haugianismens Tid – Første Halvdel. 1796 – 1820. Christiania 1905 – 1911.

 

– fra s. 493 – 495 :

Oppe i Øvre Thelemarken virkede hele sit Liv Niels Windfeld (Faye, Christianssands Stifts Bispe- og Stiftshistorie. S. 440; N. Nicolaysen, Norske Stiftelser III. S. 1062; J.L. Qvisling, Optegnelse om Provsterne i Øvre Telemarken 1537 – 1837. Skien 1893. S. 19 – 20; Bricka, Lexikon XIX. S. 22 – 23).

Han blev født paa Olofgaard i Ribe Stift den 23. December 1735, Faderen Jens Windfeld var Forpagter.

Sønnen tog Artium 1756 og theologisk Embedseksamen allerede 1758. Straks efter reiste han til Norge, hvor han vistnok først virkede som Huslærer. I 1767 blev han pers. Kap. hos Sogneprest Johannes Brochmann i Kviteseid og boede derefter i en Række af Aar paa Enkesædet Kragenæs i Vraadal; den 4. December sidstnævnte Aar blev han gift med Anne Sofie Meldahl, født 3. December 1722, af Almuen kaldet “Moster”, fordi hun var en Søster til “Mor”, Sogneprest Brochmanns Frue, Hilleborg Sofie. Bruden var da 45 Aar og Brudgommen 32.

Men “Moster” var en ond og arrig Kvinde, der forbitrede Livet for sin Mand og sent og tidlig lod ham vide, at det var hende, han skyldte sit Embede og Levebrød.

Han havde sit Kontor ovenpaa, og naar hun kaldte sin Mand ned tilbords, pleiede hun at raabe “Windfeld !” Kom han ikke med det samme, skreg hun : “Niels !” Og indfandt han sig ikke da øieblikkelig, brølede hun : “Juten !” saa det bragede i Stuen; da var han glad, at han kom (mundtlig meddelt af min Fader, Gunleik Heggtveit m.fl. i Kviteseid).

Hun var ilde likt, men han afholdt og ansaaes for en dygtig Prest.

Allerede i 1767, Aaret efter at han var bleven pers. Kap., opnævntes han til Aktor i Provsteretssagen mod den berygtede Sogneprest Henrik Berg i Fyrisdal, og da Sogneprest Brochmann afgik ved Døden 18. December 1776, blev Windfeld hans Eftermand. Den 19. Marts 1793 beskikkedes han til Viceprovst og den 22. April 1794 til virkelig Provst.

Som saadan maatte han foretage adskillige Reiser opover Bandaksvandet paa Baad; men han var ræd Kastevinden, der mellem de høie Fjelde kom pludselig og med stor Styrke.

Engang han sammen med den residerende Kapellan i Kviteseid Claus Barfod Storm, bosat i det daværende Anneks Nissedal, og sin Tjenestegut Ouver stod færdig til at stige i Baaden for at ro opover til Laurdal, blev han betænkelig, saa opover den rolige Vandflade og spurgte bekymret Kapellanen, hvad han mente om Veiret. Denne svarede spøgende : “Her er vi nu baade Vind, Storm og Uver, saa Du maa selv forstaa, at det her ser truende ud !” (mundtlig meddelt af min Fader Gunleik Heggtveit m.fl. i Kviteseid).

Baade som Provst og Sogneprest var han meget nidkjær, oprettede et Læseselskab, arbeidede for Indførelsen af den “evangelisk-kristelige Salmebog”, befordrede mest mulig den nye Oplysning og var rationalistisk af Anskuelse.

Derfor likte ogsaa Biskop Peder Hansen ham. Under Bispevisitatsen i Kviteseid 1803 søgte han sammen med Presterne : Svend Aschenberg i Moe, Nicolai Sølner i Seljord og Eiler Rosenvinge Kaurin i Laurdal om Tilladelse til at bruge frie Tekster af den hellige Skrift ved deres offentlige Foredrag fra Prædikestolen, hvilket tilstodes dem ved Resol. af 3. Juni 1803, “dog saaledes, at der vælges sammenhængende Stykker især af det nye Testamente og fortrinligen af Evangelierne, saa og at paa Høitidsdagene vælges saadanne Tekster, som staa i Forbindelse med Festens Anledning og Hensigt”. Samme Tilladelse fik ogsaa Sognepresten i Moland (Fyrisdal) Johan W. Michelet (Bergs Rescripter IV. S. 416; sml. Faye Bispehistorie S. 438).

Windfeld var ingen veltalende Mand, men en flink Kateket og kanske først og fremst en dygtig Jordbruger og fremragende Havedyrker.

O.F. Müller skriver i sin “Reise gjennem Øvre Thelemarken”, trykt i Kjøbenhavn 1778 : “Hvidesø Prestegaard har en fortryllende Beliggenhed, og kan i mere end en Henseende lignes ved de gamle Fee-Boliger. Bygningen afbrændte for faa Aar siden, men er atter vel opbygget; der er en smuk Have med mange Slags Kirsebær, Æbler, Pærer og andre i denne Egn uventede Frugter. Den ligger paa en liden Halvø, omgiven med Skove og Marker ved Siden af den store Sø, som giver den sit Navn. Fra Gaarden ned til Vandet er en behagelig græsrig Skraaning og en stolt Udsigt mellem tvende høie med Træer bevoksede Fjeldstrækninger, hvis Mellemrum er den fiskerige Sø (O.F. Müller, Reise gjennem Øvre-Tillemarken. Kjøbenhavn 1778. S. 51).

Og Hans Wille beretter : “Nærværende Sogneprest (Windfeld) har ladet Prestegaardsbygningen male og anlagt skjønne Haver. I Aaret 1779 modnedes der et Græskar over en Alen langt (utrykte Optegnelser om Thelemarken af Wille. S. 16).

Windfelds første Hustru døde Midtvinters 1793. Allerede næste Aar giftede han sig igjen med Christence Paus, født 1753, en Datter af Sorenskriver Hans Pedersen Paus og Hustru Andrea Jespara, født Nissen. De viedes 7. Februar 1794 af den førnævnte res. Kap. C.B. Storm, “en lærd Mand af gode Indsigter i Theologi, Historie, adskillige europæiske Sprog og Oldsager”, men en stor Original, som der gaar underlige Historier om (Wille, utrykte Optegnelser. S. 16 – 17. Claus Barfod Storm studerede ogsaa, som mange af Oplysningstidens Prester, med Iver Naturfag og eiede en betydelig Samling af Mineralier og en Mængde forskjellige andre Naturalier, som vakte Beundring hos Lærde, der besøgte ham. Men ved sit Naturstudium havde han faaet enkelte besynderlige Forestillinger. Han troede saaledes fuldt og fast, at de smaa Dyr, som plager enkelte Mennesker, igrunden var deres miskjendte Velgjørere, skabte af Gud til at suge usundt Blod ud af Kroppen. Naar han byttede Skjorter, overflyttede han derfor med stor Omhu sine smaa Venner fra det skidne til det rene Lintøi. Han gik derfor under Navnet : “Luse-Storm”. — Ved Siden af sin øvrige store og alsidige Lærdom, skal han tillige have været en for sin Tid anseet Runekyndig. Men mange Bøger havde han ikke. Naar tilreisende Lærde spurgde ham, hvor hans Bibliothek var, pleiede han at vise dem sin Samling af Naturalier og sige : “En lærd Mand skal studere Naturen og kunne mange Bøger !” Meddelelser fra flere Samtidige i Kviteseid).

Det ser nu ud til, at Windfelds Husliv herefter blev lykkeligt. Han søgte Afsked fra Provsteembedet i 1802 paa Grund af Alderdom og døde 23. Juni 1810; hans anden Hustru levede til 19. September 1823. De var begge meget velgjørende og anvendte en stor Del af sin Formue til sin Menigheds Bedste. Han skjænkede ved Testamente af 15. August 1793, stadfæstet 31. October 1794 til Kviteseid Skolekasse 1000 Rdlr., hvis aarlige Renter skulde anvendes efter Skoledirektionens bedste Indsigt til Undervisningens Forbedring, dog saaledes, at  Menighedens Bidrag til Skolelærernes Løn derved ikke forringedes.

Senere bestemte han imidlertid, at selve Kapitalen skulde anvendes til Oprettelse af en fast Skole, som ved Rescript af 19. Februar 1808 blev tillagt Gaarden Kirkegroven ved Brunkeberg Annekskirke, og hvormed der ifølge Resolution af 13. Marts 1818 blev forenet et Skolelærerseminarium. Til denne Skole skjænkede ogsaa hans Enke ved Testamente af 30. Juli 1810 1000 Rdlr. (Nicolaysen, Norske Stiftelser. III. S. 493).

Baade Fastskolen og Seminariet traadte i Virksomhed 1819 og flyttedes snart til Gaarden Kaasa i Nærheden af Kirken; derfor kaldtes den ogsaa almindelig “Kosaskulen”, ikke “Kostskolen”, som enkelte Forf. skriver.

– les videre om dette Skolelærerseminarium her :

 

Stengt for kommentarer.