haugianere paa “det overordentlige storthing” i 1814 : presentert av h.g. heggtveit

 

– bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Andet Bind. Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850. Chra. 1912 – 1920.

 

–  fra s. 1 :

Og til det overordentlige storthing Høsten samme Aar (1814/red.) valgtes følgende Haugianere : Ole Torjussen Svanøe fra Kinn, Torger Halvorsen Næss fra Lyster, Thorbjørn Gundersen Sandvig fra Fjelberg, Niels Trulsen Broe fra Rennesø og Ole Paulsen Haagenstad fra Vaage (Vågå/red.).

 

– videre skriver Heggtveit – også i Andet Bind, men i Anden Afdeling – følgende på s. 809 :

Paa det overordentlige Storthing i 1814 mødte fire af Hauges Venner, nemlig den fyrige og dygtige Niels Trulsen Broe (født 1776 død 1823) fra Rennesø, den anseede og driftige Bonde Torger Halvorsen Næss (født ca. 1772 død 1853) fra Lyster i Sogn og den livlige, virkelystne og indsigtsfulde Ole Torgersen Svanøe (født 1781 død 1859) fra Kinns Prestegjæld.

Den meget anseede, høiættede gudbrandsdalske Bonde Ole Paulsen Haagenstad (født 1775 død 1866) (Storthingsrepræsentanter og Suppleanter” 1814-1891 af Tallak Lindstøl, Side 23, 103, 132, 51; Pavels’s “Dagbøger” 1815-1816; “Ole Haagenstad” af H. Wergeland, Christiania 1842), mødte ogsaa baade nu og siden paa mange Thing. Det er om ham, Wergeland senere synger : “Se, der sidde Gudbrandsdalen I en gammel Gubbe graa ! Naar han reiser sig i Salen, hører alle Fylker paa“.

Hauge selv regnede ham, efter C. Pavels’s Dagbøger, til sine Venner. Det bemærkes, at Svanøe var den første Bonde, som voterede for Foreningen med Sverige, har hans afdøde Svigersøn, Grosserer Thomas Amlie, fortalt.

Haugianerne optog ikke den kostbare Tid med unyttigt Snak; var deres Mening fremstillet og begrundet af en anden, saa lod de sig nøie dermed; de var baade i Thinget og ofte ellers mindre Ordets end Handlingens og Offervillighedens Mænd. Det springer i Øinene, at af Bønder var det væsentlig Hauges Venner, som gjennem lange Tider deltog mest i vort offentlige Liv baade i Storthingssalen og, efterat Formandskabsloven i 1837 var given, tillige i Bygdens Styrelse.

Deres politiske Troesbekjendelse kan i Korthed sammenfattes i Kingos Ord : “Frygte Gud og Kongen ære, som hans Ord og Bud os lære”.

Saavidt vides, var de i Almindelighed varme Unionsvenner. Med Hensyn til den indre Styrelse var de Sparemænd uden smaaligt Kniberi; det var jo naturligt for dem som Bønder, opvoksede i haarde og trange Tider. I sin Almindelighed omfattede de Kirken og Universitetet med en særegen Kjærlighed, og det er i saa Henseende karakteristisk, at mange af Haugianernes Børn, som tidligere berørt, valgte den studerende Bane.

Deres øvrige Virksomhed i Thinget gik væsentlig ud paa at værne om “Bibelen og Grundloven”, disse “vort Folks Øiestene”, som en af deres Førere, O.G. Ueland, kaldte dem, om som de ikke taalte, at der rørtes ved.

 

Stengt for kommentarer.