jonas rein : presentert av conradine birgitte dunker

 

– i boken : “Gamle Dage. Erindringer og Tidsbilleder”. Kristiania og Kjøbenhavn. 1809.

 

– fra s. 185 – 192 :

Ogsaa denne ædle, høitbegavede Mand skylder jeg en taknemmelig Erindring : han forhøiede Glæden i min Ungdoms, ja i min Barndoms Dage, thi jeg var neppe tolv Aar gammel, da jeg læste hans Digte og bevarede dem i mit Hjerte og i min Erindring.

Treschow, der elskede ham meget, prisede meest hans Ode til Uforskammenhed :

«Jeg seer Dig . . .Din Mine er trodsig, dit Vink er et Bud. Og glimrende Ordener pryde din Throne, Herolder fra Dig over Jorden gaae ud».

Arbin, der ofte talede om ham, rosede meest den delicate Berømmelse, han havde henvendt til Generalauditeur Wessel, der havde været hans Velgjører :

«Forgjeves byde Musene mig nævne Ham, som umærket vil min Bane jevne; Han Offer bær paa deres Alter frem Og elsker alt, kun ei sin Roes, fra dem» .

Moder fandt meest Behag i hans vemodige Tanker «Ved en Børneleeg», og jeg kjendte Intet saa henrivende som «Mine Ønsker». Lina forestillede jeg mig som en Engel, der vandrede paa Jorden i Pigeskikkelse, og min Phantasie laante hende alle optænkelige Yndigheder.

Jeg har nu hørt af Fru Lyng, hvis Cousine hun var, at hendes Navn ikke var Lina, men at hun hed Anne Cathrine; havde jeg vidst det dengang, havde maaskee min Begeistring været noget mindre. Da jeg læste om Linas Død, da sørgede jeg med ham og tænkte, at det maatte være umuligt, at der kunde findes nogen saa elskværdig Pige meer, der kunde erstatte et saadant Savn. Jeg læste i Rahbeks Tilskuer :

«Vor Rein gaaer sorgfuld mellem mørke Grave, Hvor al hans Glæde lagdes hen; O skaan mig, skaan mig ! sukker Du, Opriv ei flere Vunder nu !»

Ikke længe derefter hørte jeg, at Rein var forlovet med Jomfru Bergersen. Denne Efterretning glædede mig meget, men forundrede mig endnu meer. Jeg havde saa inderlig ønsket, at Rein maatte finde en anden Lina, men var Frederikke Bergersen denne anden Lina ?

— Jeg har fortalt, hvorledes jeg af Lumholtz blev forberedt til Confirmation i Samfund med tolv Disciple af Latinskolen og to Pigebørn, Karen Solberg og Frederikke Bergersen. Med denne sidste gjorde jeg snart nøiere Bekjendtskab. Hun var fra Frederichshald, Moder havde kjendt hendes Forældre, hun besøgte mig imellem, og vi vare Veninder; dog meddeelte jeg hende aldrig mine Sværmerier med Reins Digte, alt saadant beholdt jeg for mig selv.

 

——

Ogsaa denne ædle, høitbegavede Mand skylder jeg en taknemmelig Erindring: han forhøiede Glæden i min Ungdoms, ja i min Barndoms Dage, thi jeg var neppe tolv Aar gammel, da jeg læste hans Digte og bevarede dem i mit Hjerte og i min Erindring.

Treschow, der elskede ham meget, prisede meest hans Ode til Uforskammenhed :

«Jeg seer Dig…Din Mine er trodsig, dit Vink er et Bud. Og glimrende Ordener pryde din Throne, Herolder fra Dig over Jorden gaae ud».

Arbin, der ofte talede om ham, rosede meest den delicate Berømmelse, han havde henvendt til Generalauditeur Wessel, der havde været hans Velgjører :

«Forgjeves byde Muserne mig nævne Ham, som umærket vil min Bane jevne; Han Offer bær paa deres Alter frem Og elsker alt, kun ei sin Roes, fra dem».

Moder fandt meest Behag i hans vemodige Tanker «Ved en Børneleeg», og jeg kjendte Intet saa henrivende som «Mine Ønsker». Lina forestillede jeg mig som en Engel, der vandrede paa Jorden i Pigeskikkelse, og min Phantasie laante hende alle optænkelige Yndigheder. Jeg har nu hørt af Fru Lyng, hvis Cousine hun var, at hendes Navn ikke var Lina, men at hun hed Anne Cathrine; havde jeg vidst det dengang, havde maaskee min Begeistring været noget mindre. Da jeg læste om Linas Død, da sørgede jeg med ham og tænkte, at det maatte være umuligt, at der kunde findes nogen saa elskværdig Pige meer, der kunde erstatte et saadant Savn. Jeg læste i Rahbeks Tilskuer : 

«Vor Rein gaaer sorgfuld mellem mørke Grave, Hvor al hans Glæde lagdes hen; O skaan mig, skaan mig ! sukker Du, Opriv ei flere Vunder nu !»

Ikke længe derefter hørte jeg, at Rein var forlovet med Jomfru Bergersen. Denne Efterretning glædede mig meget, men forundrede mig endnu meer. Jeg havde saa inderlig ønsket, at Rein maatte finde en anden Lina, men var Frederikke Bergersen denne anden Lina? — Jeg har fortalt, hvorledes jeg af Lumholtz blev forberedt til Confirmation i Samfund med tolv Disciple af Latinskolen og to Pigebørn, Karen Solberg og Frederikke Bergersen. Med denne sidste gjorde jeg snart nøiere Bekjendtskab. Hun var fra Frederichshald, Moder havde kjendt hendes Forældre, hun besøgte mig imellem, og vi vare Veninder; dog meddeelte jeg hende aldrig mine Sværmerier med Reins Digte, alt saadant beholdt jeg for mig selv.

Anne Frederikke Bergersen havde tidlig mistet sine Forældre, hun havde ingen Sødskende, ingen Slægtninge. Forældrene havde efterladt hende 3,000 Rigsdaler, og en Biedermann, han hed Lyche, var sat til hendes Formynder og havde taget hende i sit Huus. Han sendte hende til Christiania et Aars Tid og satte hende til Jomfru Sørensen i en Pigeskole, hvor hun lærte at sye og brodere. Da hun var confirmeret, blev hun sendt til Frederichshald igjen til Formynderen, og et Par Maaneder derefter blev hun forlovet med Rein.

— Var hun smuk ? vil man maaskee spørge. Jeg troer, hun var som Folk i Almindelighed ere, hverken smuk eller styg. Ungdommen har jo altid en vis Ynde, men paafaldende smuk var hun ikke.

— Jeg skrev hende til og lykønskede hende; jeg meldte hende min Forlovelse med Capitain Aamodt og nævnte intet om Lina. Kort Tid efter spurgte Treschow mig, om jeg havde Copie af det Brev, jeg havde tilskrevet Reins Kjereste; Rein havde talt til ham derom, og han ønskede at see det. Jeg havde skrevet Brevet om, før jeg sendte det, og viste ham det første Forsøg. Han gjorde mig opmærksom paa, at det første Ord deri var urigtig bogstaveret, hvilket vistnok ikke var forunderligt, da dette var det første Brev, jeg havde skrevet, og, næst Oversættelsen af Fastings Digt til Hauch, vare disse Linier de første, jeg nogensinde havde nedskrevet i vort eget Sprog ! Det Svar, jeg modtog fra Frederikke, var omtrent, som man kunde vente, men det var velmeent, og en utilgivelig Handling af mig, som jeg vil tilstaae, og som i mange Aar har tynget paa min Samvittighed, var den, at jeg viste Brevet til Cathrine og Marie Devegge, hvis Bekjendtskab jeg i den senere Tid havde været saa lykkelig at gjøre.

De vare talentfulde og aandrige Piger; Reins Valg havde forundret dem, og den stakkels Fredrikkes Brev — ak ! vi lod ogsaa Georg Sverdrup see det. Han sagde blot : «Saaledes ere de Fleste». Vistnok vare Cathrine og Marie flere Aar ældre end jeg, men dette er ingen Undskyldning for mig. De havde aldrig seet Frederikke, jeg derimod havde kaldt mig hendes Veninde. Et Par Maaneder efter var hendes Bryllup og mit omtrent paa samme Tid.

Strax efter Brylluppet kom Rein til Christiania med sin unge Kone; han kom til os med hende, og jeg saae Rein for første og sidste Gang. Jeg sad ved Siden af hans Kone, og han stod og betragtede os. «Naar Nogen spørger», sagde han, «hvor gamle de to Madamer ere, da svare vi : de ere tredive Aar — tilsammen».

Jeg havde Mod til at takke ham for den Glæde, han ved sine skjønne Digte havde forskaffet min Moder og mig, og han svarede, at det var hans skjønneste og maaskee eneste Belønning at vinde Bifald hos Folk af Smag.

— De bleve nogle Dage i Christiania, og Fru Rein besøgte mig oftere. Jeg talte til hende om hans Digte; hun vidste aldeles intet derom. Jeg talte til hende om hans Bogsamling, som jeg havde hørt Treschow omtale; hun svarede, at hun aldrig havde seet i hans Bøger, de vare alle latinske. Jeg viste hende «Mine Ønsker» som jeg havde opskrevet efter Hukommelsen; de lod ikke til at interessere hende. Jeg spurgte hende, hvorledes hun havde gjort Bekjendtskab og var bleven forlovet med Rein; hun svarede, at medens de sad i Slagtningen hos Lyches, var Rein kommen ind og havde forlangt at tale med Lyche; de vare gaaede ind i et andet Værelse, og der havde han afgjort Sagen med Lyche.

Jeg gik med hende til Reins Søster, en yndig Kone, givt med Ener Holm; der saae jeg første Gang hendes Søn Ole Rein Holm, han var dengang to Aar gammel. Jeg anede ikke, i hvor mange forskjellige Skikkelser jeg siden skulde see ham. Jeg fulgte hende ogsaa til Jomfru Sørensen, der dengang havde to unge Damer i Kostskole, Jomfruerne Malling fra Drammen, den Ene 15, den Anden 14 Aar. De vare Begge meget smukke, især den Ældste, og da jeg for faa Aar siden saae hende igjen her i Trondhjem, kjendte jeg hende strax, og sagde til vor Værtinde Fru Lyng: Er De ikke den ældste Jomfru Mailing ?

Jeg saae ikke Rein mere, men jeg modtog Breve fra ham, der uheldigvis nu ere tabte; det var skjønne Breve, og jeg behøver ikke at sige, hvor de glædede mig. Min gamle Sædvane at beholde i Hukommelsen, hvad der behagede mig, har jeg dog ikke fulgt her. Engang skriver han : Min Anne Frederikke vil nu for 5te Gang forsøge om hun kan bringe mig en Søn eller Datter, der vil leve.

— I min Stambog har han skrevet :

«Lee, det er sundt, spag Tiden hen ! Naar Narren griner, griin igjen,

Ja gjør med selve Skurken Løier ! Naar da der under Spøg og Tant Lidt Bittert nydes maae iblandt,

Det Glædens sande Smag forhøier».

Og paa det følgende Blad havde han ladet Frederikke skrive :

«For ikke selv at skrive flere, Jeg venligst vil mig referere Til Plattituden, som slap hen;  Nu effen fra Gcmalens Pen. Jeg kun vil lægge til en velmeent Bagatel : Lev, bedste Conradine, vel !»

Jeg erindrer ikke mere, i hvilken Anledning Rein første Gang skrev mig til, men i et af hans senere Breve laae en Subscriptionsplan paa hans samlede Digte, og i Postscriptum stod : «Jeg indeslutter denne Plan, ikke med den uforskammede Begjering, at De skulde samle Subscribenter for mig, men, da De er den eneste, jeg skriver til i Christiania, for at bede Dem levere den til En, der besøger Clubber og Selskaber».

— Jeg fik 24 Subscribenter. Rein solgte hele Oplaget til Arntzen et Hartier i Kjøbenhavn, og fra disse Herrer modtog jeg to indbundne Exemplarer af Reins Digte. Ogsaa disse ere tabte for mig.

I Christopher Anker Berghs Stambog (han var dengang Regimentsqvarteermester) har Rein skrevet følgende Linier :

«At Lykke boer i ædel Sjsel, Du troer, men gjør deri ei vel. Jeg troer, at Slyngel er det bedste. Det gjelder mere hos vor Næste. Du dyrker ogsaa din Forstand, Du tænker : sov, min kjere Mand ! Saa skal Du vaagne op til Ære, Og Ridder eller saadant være. Men hvis Du Dig ei vil forandre, Da, troe din Ven, da skal Du vandre Som Qvarteermester i din Grav, Ja maaskee gar skal slettes af. Ifald saa skeer, som jeg formoder, Saa kom til mig med de Unoder, Saa gaae vi Verden rundt omkring Som Venner og — som Ingenting».

Bergh, eller Regimentet, som hans Venner dengang kaldte ham, havde et Album, der indeholdt mange smukke og vittige Vers. Det skal være tabt, hvilket er stor Skade. Fra Fredrik Schmidt stod der et Vers, hvoraf jeg kun erindrer de sidste Linier :

«Jeg ei paa noget Ønske prøver, Du skaber selv dit eget Held, Thi Du har Forraad nok af Sjæl, Meer end et Regiment behøver».

Men det bedste af dem var fra Digteren Faye, men hvoraf jeg desværre kun erindrer en ringe Deel. Guden Odin sidder paa Lidskjalf, seer ud over Norden og ærgrer sig over de norske Piger:

«Gud Odin besaae dem mcd haancnde Smiil Or brummcdc: «Hum, for cn evig Ulykkc,

Nu marker jeg først, jeg har gjort dem for tykke,

Hvad brugcr man nu disse Skjoldmoer til?

Til norske Dragoner for korte de ere,

Og til at omfavnes de falde for svære.»

«Du vever igjen paa din gamle Mancer,»

Saa hæved’ den fyldige Freia sin Stemme,

«Viid, Dosmer! de falde særdeles bekvemme Og føde de velskabtc Normænd, Du seer.

Luk Øinene op og betragt hvilke Karle —

Saa ranske og rette som Oldtidens Jarle!»

«Vel ult,» svarte Odin, «min Engel, jeg troer,

Min Hypochondric gjør mig Hovedet broget;

Det glæder os ret, at de due til noget.

Velsignede være de Piger i Nord!

De føde os Mænd, naar de bli’er til Madamer,

Der ligne de Fædre, fra hvilke de stammer.»

Min Bergh, at din Moder var ccn iblandt dem,

Som Guden velsigned*, jeg klarlig fornemmer,

Thi naar jeg beseer dine trofaste Lemmer,

Saa stikker skinbarlig Velsignelsen frem.

Ja tit har dit Blik og din smilende Hage Mig sat i den sorgløse Oldtid tilbage.»

Stengt for kommentarer.