prins christian august : presentert i dans biografisk lexikon

 

– fra s. 536 – 543 :

Christian August, Prins af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg, 1768-1810, General og norsk Statholder,
var den 3. Søn af
Hertug Frederik Christian af Augustenborg og dennes
Gemalinde, Charlotte Amalie Vilhelmine f. Prinsesse af
Pløen, og født 9. Juli 1768. Allerede i 1770 mistede
han sin Moder og sattes derefter under Opsyn af sin
Faders Søster, Prinsesse Ulrikke; senere opdroges
han tillige med sine 2 ældre Brødre af en fælles
Hovmester, Schiffmann, der siden blev Etatsraad. Efter
Skildring af Folk, der have staaet ham nær i denne
Tid, var han som Barn paa Grund af sin store Livlighed
ikke ganske let at opdrage, medens han dog tillige
allerede tidlig skal have vist sig i Besiddelse
af forskjellige Egenskaber, der gjorde ham megen
Ære. Det fortælles, at han skal have været udholdende
og fast, hvorhos han roses for sin Retsindighed og
Menneskekjærlighed. Efter at være konfirmeret 1782
paa Augustenborg blev han med sine Brødre sendt til
Leipzig. Her studerede de 3 unge Prinser Humaniora
indtil Høsten 1784, hvorpaa de efter at have aflagt
Besøg ved Hofterne i Dresden og Berlin vendte
tilbage til Augustenborg. 1785 aflagde de et kort
Besøg i Kjøbenhavn, men tilbragte igjen den følgende
Vinter paa Augustenborg. 1786 traadte Prins C. A. og
hans Broder Emil i dansk Krigstjeneste. C. A. blev
Oberstlieutenant i danske Livregiment og gjennemgik
den højere militære Uddannelse under Vejledning af
General Huth, der tidlig hos ham opdagede udmærkede militære Talenter. 1787 traadte han ind
ved Kronprinsens Regiment og forsattes 1788 til
Fredericia som Kommandør for fynske Infanteriregiment,
hvis Chef han nogle Aar senere blev. 31. Juli 1790
blev han Generalmajor af Infanteriet. Han var meget
afholdt ved sit Regiment og arbejdede meget for
dets Udvikling. Under dette sit Ophold i Fredericia
havde han oftere Anledning til at aflægge Besøg
paa Augustenborg, hvor han om Høsten og Vinteren
gik meget paa Jagt, for hvilken han nærede en stærk
Interesse. Paa en saadan Jagttur paadrog han sig ved
Uforsigtighed et Onde, for hvilket han aldrig senere
blev fuldstændig helbredet; varm og tørstig havde han
drukket af en kold Kilde og faldt umiddelbart derefter
i Afmagt. Han beholdt imidlertid en Brystbeklemmelse,
der ofte voldte ham meget Besvær.

I 1792 havde han tilbudt Hertugen af Brunsvig sin
Tjeneste for saaledes at komme til at deltage i
Revolutionskrigen, men havde kun opnaaet at faa et
Afslag. I 1797 fik han imidlertid Ansættelse i det
østerrigske Kavalleri og deltog derpaa under den
anden Koalitionskrig i en Række af Slag i Rhinegnene
og senere om Høsten 1800 i Felttoget i Tyrol under
Chasteler, hvor han til sidst selv fik Overkommandoen
og efter Chastelers Bortrejse, truet af de franske
Hære, førte hans Korps uskadt til Østerrig. Fraregnet
to korte Besøg paa Augustenborg og i Kjøbenhavn,
deraf det sidste om Sommeren 1800, forblev han i
Østerrigsk Tjeneste lige til 1801, da han kaldtes
tilbage; han naaede imidlertid først hjem, efter at
Krigsfaren allerede var ovre, og kom saaledes ikke
til at tiltræde den ham tiltænkte Post som Gouvernør
paa Fyn, hvorimod han forblev hjemme. Da han nu havde
taget Afsked af den østerrigske Tjeneste, opholdt
han sig atter en Tid ved sit Regiment i Fredericia. I
1803 blev han udnævnt til kommanderende General i det
søndenfjældske Norge samt Kommandant paa Frederikssten
og Chef for søndenfjældske Infanteriregiment. I samme
Aar blev han ligeledes Elefantridder.

Med Ankomsten til Norge i Marts 1804 begyndte et nyt
Afsnit af Prinsens Liv. Fra første Færd af viste han
sig her som den strænge, pligtopfyldende Mand, der
i alle Tjenesteforhold stod for sine underordnede
som det vækkende Exempel. Allerede paa sin første
Inspektionsrejse, der gik gjennem Distrikterne paa
Skageraks Vestside, vidste han ved sine militære
Indsigter og det Alvor, hvormed han tog Tjenesten, at
skaffe sig den største Agtelse; men han vandt tillige
ved sin venlige Fremtræden alle Hjærter. Ligefrem i sit Væsen, tarvelig i sine Vaner havde han aldrig store Fordringer,
og han søgte bestandig at undgaa alt, der kunde minde om hans
fyrstelige Stilling. I Tjenesten var han til det yderste Stræng,
uden for denne godmodig og omgængelig. I de talrige, dels
officielle, dels private, Festligheder, der anstilledes for ham efter
hans Ankomst til Norge, optraadte han med en høj Grad af Takt,
og uagtet hans Sprog altid mindede om, at hans Dannelse og
Opdragelse var tysk, fandt man i Norge, at han vidste at udtrykke
sig med Held, og at navnlig hans Skaaltaler ved de muntre
Selskabsborde vare træffende og passende. Dette var en Evne,
hvorpaa der paa den Tid i Norge sattes stor Pris, og som man
derfor ogsaa gjærne saa hos en Mand i Prinsens fremtrædende Stilling.
Overalt var han afholdt, og navnlig traadte han i et nært
Forhold til mange af sine underordnede Officerer. Hans Stilling
var en saadan, som han kunde fylde helt ud, og hvortil hans
Personlighed og hans Evner passede.

Men han kaldtes snart til andre Hverv, i det han under 24.
Avg. 1807 udnævntes til Præsident i den samme Dag oprettede
interimistiske Regeringskommission for Norge. Kommissionens
Oprettelse var den umiddelbare og nødvendige Følge af Englændernes
Overfald paa Kjøbenhavn; med Flaadens Bortførelse og Krigens
Udbrud blev ligeledes dens fortsatte Bestaaen en Nødvendighed.
Som kommanderende General og denne Kommissions Præsident
fik Prinsen en dobbelt Opgave, i det han paa samme Tid skulde
lede Krigsførelsen og Norges civile Administration. Tillige stilledes
der nu ofte Krav til hans Statsmandsdygtighed, hvor det gjaldt
om at handle paa egen Haand, naar han uden at kunne indhente
Ordrer om sine Forholdsregler fra Regeringen i Kjøbenhavn alligevel
maatte fatte Beslutninger, hvorved baade Norges særegne Tarv
skulde rammes og Monarkiets fælles Interesser lige fuldt varetages.
Prinsens Interesser havde indtil dette Øjeblik hovedsagelig været
militære, og der vides intet om, at de i større Udstrækning havde
gaaet ind paa den civile Administrations og Politikkens Omraader.
Til Statsmand var han ikke opdragen, og der foreligger heller ikke
noget, som tyder paa, at han har været i Besiddelse af et skarpt
politisk Blik. Men han var den samvittighedsfulde Arbejder, der
ikke forsømte noget, saa længe han kunde holde sit Hoved oppe,
og med den største Omhyggelighed satte han sig ind i alt, hvad
der vedkom hans Stilling. Dette var imidlertid, hvor meget det
end gjorde ham Ære, dog ikke tilstrækkeligt af de Egenskaber,

for hvilke han nu skulde have Behov; navnlig manglede han
Bestemthed og Evne til at hævde sin personlige Uafhængighed,
ligesom han ved sin Tilbøjelighed til at imødekomme alle lettelig
forlededes til at give for tidlige Løfter og derved binde sin egen
Handlemaade. Men over den store Mængde øvede han en
betydelig personlig Indflydelse, og navnlig var det mærkværdigt, hvor
hurtig han vandt de norske Soldater. Han vandt en Magt over
Hæren, der kan betegnes som noget aldeles enestaaende, og deri
ligger Forklaringen af den Vægt, der under de paafølgende
Begivenheder lagdes paa hans Person. C. A. og den nationale
norske Hær, hvis tilbedte Fører og Ideal han var, voxede næsten
sammen i den almindelige Bevidsthed, og derigjennem blev han
paa et vigtigt Tidspunkt den, om hvem alle Beregninger maatte
dreje sig.

Som Hærfører vandt C. A. et stort Navn under det korte
Felttog i 1808. Med en Styrke af 16500 Mand skulde han forsvare
den søndenfjældske Grænse og besætte de derværende Fæstninger.
Den imod ham opstillede svenske Vestarmé talte over 17000 Mand,
og denne rykkede i April 1808 over Grænsen ind paa norsk Grund,
hvor C. A. strax organiserede Forsvaret. Først blev den 2. svenske
Brigade, der var falden ind i Høland, dreven tilbage, hvorunder
der bl. a. forefaldt en heftig Kamp 20. April ved Toverud; i denne
blev Grev Axel Mørner fangen med en stor Del af sit Detachement.
1. svenske Brigade, der rykkede ind over Magnor, erobrede med
sin venstre Fløj 18. April de norske Stillinger ved Lier, medens
dens højre Fløj under Oberst Gahn forsøgte at trænge frem langs
Flisen Elv i Solør. Her blev den i Passet ved Trangen dels
sprængt, dels tagen til Fange. C. A. modtog Kongens
Anerkjendelse ved 15. Maj 1808 at udnævnes til Generallieutenant. 10.
Juni fordreves den svenske 4. Brigade fra Stillingen ved Præstebakke,
hvorved der gjordes 429 Fanger. Positionerne bleve imidlertid
faa Dage senere paa ny besatte af de svenske. Men i
samme Maaned trak hele deres Hær sig ud af Norge, som
derefter saa godt som ikke blev foruroliget ved Angreb fra sin østlige
Nabo. Gjennem det Held, hvormed Krigen i det hele var ført
til Trods for de svage og utilstrækkelige Hjælpemidler – alene
af Krigsfanger havde den norske Hær taget over 1100, medens
der i Sverige kun var o. 150 norske Fanger –, havde Hærens Fører
vundet et stort Navn og yderligere befæstet sig i Hærens
Hengivenhed. Han havde delt ondt og godt med Soldaterne, der

vidste, at naar de lede, saa vilde deres Feltherre ikke have det
bedre, og naar de ved Vaarsolens første Straaler vaagnede paa
den endnu snedækte Mark, saa laa han ved deres Side, indhyllet
i sin Kappe, og havde søgt den samme Hvile. Men hvad der i
mange Tilfælde kunde blive for meget for haardføre Bondesønner,
bidrog ogsaa til at svække den svagere Fyrstesøn, og Vaarfelttoget
i 1808 har derfor i betydelig Grad undergravet hans Helbred, der
i Forvejen ingenlunde var den stærkeste.

Medens Felttoget varede, havde C. A. kun haft mindre Tid
til at ofre sig for den anden Del af sin Gjerning, som
Regeringskornmissionens Formand. Pifter at den svenske Hær havde rømmet
Norge, indtraadte der imidlertid heri en Forandring, og fornemmelig
fik Prinsen friere Hænder, da han 7. Dec. 1808 efter længere
Underhandlinger afsluttede en Vaabenstilstand, der noget senere
bekræftedes af Frederik VI, skjønt kun under Forudsætning af, at
den var paa kortere Tid. Men den blev for Norges Vedkommende
faktisk bestaaende indtil Freden. Hvor meget end Kongen efter
denne Dag paalagde Prinsen at rykke med den norske Hær ind i
Sverige, saa fandt denne altid Paaskud til at unddrage sig
Befalingernes Udførelse. Regeringskommissionen var selv i Dec. 1808
bleven suppleret med 2 nye Medlemmer, af hvilke det ene, den
29aarige Grev Herman Wedel-Jarlsberg, snart blev den mest
indflydelsesrige, og det var nu hans, ikke Prinsens Meninger, der
bestemte Kommissionens Holdning. Da den svenske Vesthær 7.
Marts 1809 begyndte sin Marche mod Stockholm, hvor Gustav IV
Adolf blev afsat 13. Marts, lode dens Førere dermed Grænsen mod
Norge ligge aaben for Angreb. Men Betænkelighederne herved
bortryddedes derigjennem, at Prinsen gav et, om end betinget,
Løfte om at opretholde Vaabenstilstanden af 7. Dec. Ved samme
Anledning var der imidlertid af den svenske Udsending for de
norske Officerer, der underhandlede med ham paa Prinsens Vegne,
fremsat Antydninger om, at den ledige Trone kunde tilfalde denne.
De Udsigter, som herved vare ham aabnede, gik ham aldrig af
Minde, uagtet han foreløbig indordnede sig under Grev Wedels
politiske Planer og med ham arbejdede for en skandinavisk Union
under Frederik VI’s Styrelse, med fuld administrativ Selvstændighed
for ethvert af Rigerne. Men da der fra Norge gjordes Forsøg paa
at vinde Kongen for en saadan Politik, mødtes disse med et bestemt
Afslag. Hermed forandredes den Retning, hvori de norske
Politikere arbejdede, i det Grev Wedel med de bitre Erfaringer for

Øje, han havde gjort under en Krig, der samtidig førtes baade
med England og Sverige, ansaa det umuligt at opretholde Norges
Forbindelse med Danmark alene uden ved ethvert Fredsbrud at
blive udsat for Blokade og Hungersnød. Derfor satte han det
som sit Maal for Norges Skyld at skabe en ny Forening af de
to Riger paa den skandinaviske Halvø under Styrelse af C. A.,
der strax kunde blive Norges Konge og i alt Fald efter Carl af
Sødermanlands Død Sveriges. Foreningen skulde tillige være
Sveriges Redning imod den russiske Vælde. C. A. kan ikke have
været uvidende om sin norske Vens store, vidtrækkende Planer,
der ogsaa skulde lede til hans egen Ophøjelse; men han har
hverken sluttet sig helt til dem eller bestemt gjort Modstand.
Grev Wedel vilde, at den norske Hær skulde gjøre fælles Sag
med den svenske mod Russerne; Frederik VI befalede gjentagne
Gange, at der fra Norge skulde finde et Indfald Sted med det
Øjemed at forene sig med de russiske Tropper, der allerede stode
paa svensk Grund. Prinsen gjorde ingen af Delene; han blev
rolig i Norge. For Frederik VI fremstillede han sig som den,
der alene vilde virke for Kongens Interesser, medens han vel vidste,
at dennes Kandidatur hurtig var bleven en Umulighed. Han har
heller ikke arbejdet derfor, uagtet en svensk Mand, der stod Grev
Wedel nær, Gang paa Gang færdedes over Grænsen som Mellemmand.
I Slutningen af April gav Prinsen endog Baron v. Platen
et betinget Løfte om at modtage Valget som svensk Kronprins.
Men han bandt sig ved Løfter og Tilsagn til alle Sider uden
Udsigt til at kunne holde dem, om han ogsaa trøstede sig med
den Tanke, at han i sidste Øjeblik kunde gjøre en rask Gjerning
og træde tilbage for at lade Frederik VI høste Frugterne af, hvad
andre havde arbejdet. Uden at vurdere sin egen Svaghed, uden
at forstaa, at han kun var et Redskab i andres Hænder, har han
troet, naar Tiden kom, at kunne lede Begivenhederne, som han vilde.

Kongen saa Stillingen i et andet Lys og sendte som sin
paalidelige Mand Kancellipræsident Fr. J. Kaas til Christiania, hvor
denne ankom 29. April og 4. Maj tog Sæde i Regeringskommissionen,
uden at dog dette havde nogen Indflydelse paa Prinsen
og hans norske Raadgivere eller hindrede, at gamle og nye Agenter
uhindret færdedes over Grænsen. Uden at agte Prinsens Vaklen
fortolkede de svenske Statsmænd hans Handlinger efter de Vink,
som modtoges fra hans norske Omgivelser, og saaledes blev han

15. og 18. Juli af de svenske Stænder valgt til Sveriges Kronprins.
Heller ikke efter denne Begivenhed kunde C. A. indtage en
bestemt Holdning, i det han fremdeles ligesom tidligere bøjede sig
til begge Sider. Han vidste, at hans norske Omgivelser kun
ventede paa hans Samtykke for at erklære sig for en Forening
med Sverige; men han vilde ikke yde dem sin Medvirkning.
Kongen, der 25. Juli udnævnte ham til Feltmarskal og Statholder
over Norge, kunde ikke derfor stole paa ham; et synligt Tegn
paa Kongens Mistillid var Sendeisen til Norge af Prins Frederik
af Hessen, der ankom til Christiania 16. Avg. Denne fandt C. A.
i en nedtrykt Sindsstemning, der var en naturlig Følge af den
Sindsbevægelse, hvori hans tvivlsomme Holdning havde sat ham.
Medens han den paafølgende Høst forblev i Christiania, forandredes
ikke hans Stilling. Han var den samme ubeslutsomme Mand, der,
i det han stilledes over for et afgjørende Valg, altid bævede tilbage.
En Plan om at rejse til Kjøbenhavn blev atter Opgiven, og først
efter Freden i Jønkøping 10. Dec. 1809 kunde Prinsen forberede
sig paa sin Rejse til Stockholm. Han havde nu Frederik VI’s
Samtykke til at modtage det paa ham faldne Valg. Atter lod
han i sine Udtalelser til svenske den gamle storskandinaviske
Politik træde frem som sit Program; men Vejen til dens Gjennemførelse
kunde han ikke angive. I Norge omfattedes han til det
sidste med almindelig Hengivenhed, og der var dem, som endnu
tænkte sig Muligheden af, at han kunde fatte en rask Beslutning.
Men dette skete ikke. 7. Jan. 1810 betraadte Prinsen svensk Grund
og skiltes næste Dag fra Grev Wedel uden at have villet drage
Konsekvenserne af sine Forbindelser med ham og de svenske
Revolutionsmænd.

Som svensk Prins antog han Navnet Carl August, men skrev
sig gjerne C. August. I Stockholm modtoges han med blandede
Følelser. Det høje Aristokrati oversaa den lille, halvtyske Prins,
der ikke var skabt til at bevæge sig i dets Midte, medens
Revolutionspartiet og den menige Mand saa op til ham som til
Repræsentanten for det mere borgerlige Kongedømme. For øvrigt var
han en Bold mellem de forskjellige Partier, der vare repræsenterede
mellem hans Omgivelser, og medens han i Breve til sin Broder
Hertugen af Augustenborg udviklede, hvad han vilde gjøre til
bedste for sin gamle Konge, har han i Virkeligheden aldrig foretaget
noget til Fremme af dennes Interesser. Hans Virksomhed i
Sverige blev imidlertid kun kort. 28. Maj 1810 døde han pludselig ved en Lejrsamling i Skaane, tæt ved Qvidinge; det af legemlig
og aandelig Overanstrængelse nedbøjede Legeme kunde ikke længere
holde ud. Men i Samtiden søgtes en anden Forklaring; det skulde
være Medlemmer af det svenske Aristokrati, der ved Livlægen
Rossis Hjælp skulde have forkortet hans Dage, og mange fandt
sin Interesse i at udsprede dette Rygte, der kun alt for let blev
troet. Ved han Bisættelse i Stockholm foregik beklagelige Optøjer,
hvorunder Rigsmarskallen Grev Axel Fersen myrdedes.

A. Ipsen, Christian August, 1852.
Steenstrup, Dansk Maanedsskr. 1867-68.
Ræder, Danmarks Krigs- og polit. Hist. 1807-9 II.
Yngvar Nielsen, Grev Herman Wedel og hans Samtid I.

Yngvar Nielsen.

Stengt for kommentarer.