engelskmennenes angrep på kjøbenhavn i april 1801 : presentert av otto vaupell

– i boken : “Den danske hærs historie til nutiden og den norske hærs historie indtil nutiden”. Kjøbenhavn 1876.

 

– fra s. 255 – 266 :

Den militære Litteratur, som udkom i Trykken i Danmark og Norge i det attende hundredaar, var meget fattig. De Officerer, der dyrkede Videnskaberne, vovede kun sjælden at nytte Pressen til at underkaste de hjemlige Krigstilstande en videnskabelig Undersøgelse; de nøjedes i Reglen med at oversætte tyske Værker af det letteste Slags.

Af de Udlændinger, som gik i dansk Tjeneste og optraadte som Forfattere, kan Ewald med Rette fremheves. Kaptejn Verner Abrahamson af Artilleriet og Major Didrik Begermann, Chef for det norske Militærinstitut, vare de første, der optraadte som Militærforfattere i det danske Sprog.

En Søn af General Valdemar Herman Schmettow, ved Navn Valdemar Frederik Schmettow (N.M. Petersen har i sin Literaturhistorle forvekslet Fader og Søn), udgav 1792 og 93 et Skrift paa Dansk og Tysk om Hærens slette Tilstand, der skyldtes de uduelige Befalingsmænd, Bristen paa tilstrækkelig Øvelse og den knappe Lønning. Han foreslog at afskaffe den fordærvelige udenlandske Hverving og indskrænke Hæren til en saadan Størrelse, at den kunde øves tilstrækkelig og underholdes anstændig. Endvidere revsede han den Uskik, at man udnævnte enhver doven Student og Adelsmand til Officer, naar de blot havde et godt Ydre; thi de gik blot ind i Hæren for at faa Adkomst til et fedt civilt Levebrød.

De Summer, der indvandtes ved Hærens Indskrænkning, skulde anvendes til gode Fæstninger og Flaadens Tarv. Med en Seers Blik skildrede han de Farer, som man var udsat for, naar en fiendtlig Flaade pludselig viste sig i vore Farvande.

Skriftet vakte megen forbitrelse og gav Anledning til en voldsom Pennefejde, i hvilken den offentlige Mening afgjort stillede sig paa Schmettows Side. Han svarede sine Angribere, de kommanderende Generaler i Danmark, Norge og Holsten, der fik ham sat under Tiltale, at han havde skrevet de patriotiske Tanker, fordi han saa, at man med overveldende Smiger og Lovprisning indbildte Kronprinsen, at alt var fortræffeligt, og fordi det forekom ham, at denne havde en altfor afgjort Forkærlighed for Soldatervæsenet.

Da selv den bedste Fyrste, naar han grebes af denne Lidenskab, vilde komme paa en farlig Afvej, der vilde bringe ham til at glemme alle hans Pligter, og der var mange Krybere, som vilde beundre Fyrstens svage Side, uden at bekymre sig om Statens Vel, blot for at fremme deres egen Fordel, saa troede han, at det kunde være nyttigt, at gøre Kronprinsen opmærksom paa, at Værnets Tilstand langtfra var, som det burde være.

— Det er vel værd at lægge Mærke til, at de to Mænd, der med størst Skarphed blottede vort Sø- og Landeværns Svagheder for Regenten, nemlig Danneskjold-Samsøe under Kristian VI og Schmettow under Kristian VII, begge vare uægte Descendenter af den oldenburgske Stamme. De vare nærmest til at gøre deres Slægtninger opmærksomme paa den Fare, der truede Riget paa Grund af Værnets forsømte Tilstand.

Af utrykte Dagbøger, Brevsamlinger og Levnedsbeskrivelser er der bevaret en stor Mængde. Mange danske og norske Officerer have dels ført Dagbog, dels i deres Alderdom beskrevet deres Livs mærkeligste Tildragelser, og der findes baade i privat Eje og i de fleste større Bibliotheker fortræffelige Haandskrifter, der indeholde ypperlige Bidrag til det attende Hundredaars Historie.

De tre nordiske Riger havde i Aarene fra 1792 til 1801 holdt sig udenfor den Kamp, som hele det øvrige Europa førte mod den franske Republik. De stode paa venskabelig Fod med alle de fremmede Magter og ikkun det gode Forhold til England var det vanskeligt at vedligeholde, da denne mægtige Sømagt ved idelige Drillerier og Krænkelser hindrede Nordens Handel og navnlig væltede sig ind paa Danmark.

Saalænge A. P. Bernstorff styrede Danmark-Norges Udenrigspolitik, vare de nordiske Riger i Stand til at hævde en alvorlig Stilling, som England blev tvungen til at agte. Fra 1794 til 1797 var en forenet skandinavisk Flaade hvert Aar i Søen og værnede om Skibsfartens Sikkerhed imod engelske Overgreb; men efter denne store Statsmands Død 1797 var der ingen, som med fast Haand kunde føre Roret, og som et Siv svajede den dansk-norske Regering imellom de indbyrdes fjendtlige Stormagter og gav vekselvis efter for deres Trusler, uden at slaa ind paa en bestemt Vej.

For at undgaa Krig sluttede Danmark- Norge i August 1800 en Overenskomst med Storbritanien, i hvilken der bestemtes, at den dansk-norske Regering foreløbig skulde give Afkald paa at lade sine Handelsskibe ledsage af Krigsskibe.

Regeringen stolede imidlertid ikke paa, at det fredelige Forhold til Storbritanien kunde opretholdes, og gav i September Befaling til adskillige Rustninger for at dække Udløbet til Øresund og til vore Havne. Den 19de Septb. 1800 befaledes, at seks Linjeskibe skulde udrustes. 1200 Mand Fodfolk og 150 Artillerister indkaldtes for at holdes i Beredskab til Forstærkning af disse Skibes Besætning.

Seks af Søbatterierne ved Kronborg udrustedes med tolv- og fireogtyve-pundige Kanoner med en Besætning af 100 Artillerister samt Prins Frederiks og sjælandske Fodregimenter.

Alle Søbatterierne ved Kjøbenhavn forsynedes med Kanoner. To Kompagnier af Marinekorpset under Major Meyer dannede Søbatteriet “Tre Kroners” Besætning. Tønning og Helgoland sattes i Forsvarsstand og fik ligeledes en stærkere Besætning.

I Norge bleve Søbatterierne ved Kristianssand og Frederikshald forsynede med Kanoner, Borgerne i Kristianssand bekostede selv et flydende Batteri med tolv 12-pundige Kanoner. De fleste Fodregimenter i Danmark og de to hvervede Fodregimenter i Norge fik Befaling at indkalde deres Frifolk.

— Til Fjendtlighedernes Udbrud gav den dansk-norske Regering iøvrigt selv Anledning. Truet af Rusland, smigret af Preussen, Sverig og Frankrig, indgik den i December 1800 et Forbund imod Storbritanien til Skibsfartens Beskyttelse og sønderrev selv den Overenskomst, i hvilken den havde givet Afkald paa at beskytte sit Handelsflag med Krigsskibe.

Britterne betragtede det af de fire Østersømagter sluttede Forbund som en Krigserklæring, lagde, endnu inden Danmark havde undertegnet Forbundet, Beslag paa de danske Handelsskibe i de engelske Havne, bemægtigede sig de danske Besiddelser i Vestindien og udrustede en Flaade paa 20 Linjeskibe og 33 mindre Krigsskibe under Parker (admiral Hyde Parker/red.), der fik den berømte Nelson til næstbefalende, for at optage Kampen i Øresund og Østersoen mod de dansk-norske, svenske og russiske Flaader.

At Storbritanien vilde føre Krigen hensynsløst og kraftig, derfor borgede Valget af Nelson. Slagene ved St. Vincent og Abukir vare i frisk Minde.

I August 1799 havde Britterne gjort Landgang paa Hollands Kyster og bemægtiget sig den hollandske Flaade. Het var et Fingerpeg for den dansk-norske Regering, der maaatte være paa sin Post for at hindre en lignende Ulykke. Danmark-Norge maaatte være beredt paa at modtage det første Stød og rustede sig derfor baade til Lands og til Vands.

Hoved-sagen var selvfølgelig Flaaden, der skulde beskytte Farvandene og Hovedstaden. Den 15de Januar 1801 befaledes, at alle Søfæstninger hurtigst muligt skulde sættes i Forsvarsstand, og dernæst befaledes, at der skulde udrustes 16 Linjeskibe og 4 Fregatter, samt at 7 Blokskibe, foruden en Del andre flydende Batterier, skulde lægges ud paa Kjøbenhavns Red.

Rustningerne foretoges imidlertid med en sørgelig Langsomhed; man tøvede med at indkalde Matroserne og klamrede sig ved Haabet om Fred, indtil den engelske Flaade viste sig i de danske Farvande. Først da kom der Liv i Rustningerne, og man opnaaede paa Grund af den ringe Tid, der lævnedes, inden Angrebet skete, kun at tilvejebringe et ufuldstændigt Forsvar.

Til Flaaden skulde Landhæren, ifølge Befaling af 13de Februar, give 13 Kaptejner, 35 Løjtnanter, 146 Underofficerer, 39 Tambourer og 2501 Menige, i alt 2734 Mand; desuden 600 Mand til Trekroners Batteri og 100 Mand til Batterierne paa Amager.

Det nævnte Mandskab toges af Marinekorpset, af de i Kjøbenhavn garnisonerende samt af de tre jyske Fodregimenter. Hele Landhæren bragtes paa Krigsfod. General Mausbach, der fik Befalingen i det søndenfjældske Norge, skulde sammendrage et Korps ved Kristianssand, og et andet Korps skulde samles ved Bergen; men ingen af Delene skete.

Derimod samledes der et Korps i Holsten paa 11,000 Mand, som besatte Hamburg den 29de Marts. For overalt at være rede til at afværge en Landgang, paabødes den 19de Januar Oprettelsen af et Landeværn, Største Delen af de sjælandske Landeværnsbatailloner ordnedes allerede i Marts.

I Jylland skulde Landeværnet foreløbig, indtil Kongen havde udnævnt Officererne, samles i Herreder og føres af Stedets Øvrigheder, Stiftamt- og Amtsmænd, Herreds- og Byfogder. I Jylland var A. L. Moltke kommanderende General; af hans Opraab til Jyderne lærer man, at Ildvaaben var en Sjældenhed i denne Provins.

Det hedder nemlig : »Op da, alle I ophøjede Statens Mænd, alle I mine jævne og ikke mindre ædle Medborgere ! alle I her i Jylland, som føler et sandt dansk Hjærte slaa i eders Barm ! Vores Konge, vores ædle Kronprins—som Europa forærer —, som for hver Dansk, der ikke er Niding, bør være Guds Billede paa Jorden, haver udnævnt mig til kommanderende General i denne store Provins ! Stræber, Danske Mænd ! med Kræfter, som forenede vil give mig Styrke til at opfylde det vistnok langt over min Fortjeneste gaaende ophøjede Kald, som er mig anbetroet. — Forener eder med mig! at Ord og Gerning maa være et ! at vores Mod maa virke med ødelæggende Kraft endog foruden de Slags Geværer, som nu i dette Øjeblik fattes os. Sandelig, det er med Staal og Mands Mod, at Fjenden overvindes, og ikke med en Del som oftest ilde anbragte Skud. Med megen Glæde lever og strider jeg med eder, med megen Glæde dor jeg for eder — og for min Konge ! i Øjeblikket, hvor det kan gavne; thi det er skjent for Fødeland at falde. — At det var saare patriotisk, naar de af alle Stænder, som bo paa Landet, vilde forsyne nogle eller flere Mænd med Skydegevær, det forstaar sig selv; noget Krudt og nogle Kugler kunde skaffes til dette Brug, naar jeg bliver underrettet om Antallet af Skydegeværerne, som kan ventes paa hvert Sted. Dog var det bedst, at enhver støbte sine Kugler selv, da ellers de ikke maatte passe til Geværerne».

Hos alle Landets øverste Øvrigheder, som hos alle underordnede — et Herred i Randers Amt undtaget —, fandt de af Moltke trufne Foranstaltninger varm Understøttelse.

Landeværnet i Herrederne mønstredes af Øvrigheden, der fik Befaling at møde med hvad landligt Vaaben, der kunde afstedkommes, dog, om muligt, med Høleer satte ret paa Skaft.

Overalt langs Kysterne forenede Beboerne sig og dannede en frivillig Kystmilits til Afværgelse af fjendtlig Landgang og til Bevogtning af Signalerne : Tjæretønder paa lange Stænger, som rejstes hele Landet rundt, og ved hvis Antændelse Landeværn og Kystmilits skulde flokke sig.

Senere hen paa Aaret fik Kystmilitsen en fast Ordning. Hver vaabendygtig Mand, der boede ved Havet, blev forpligtet til at tjene fra sit 20de til 50de Aar, Kystmilitsen skulde selv væbne sig med Hø-gafler og Knipler; kun de uformuende vilde Kongen forsyne med Spyd. Den inddeltes i Forstanderier paa 50 Mand; otte af disse dannede et Distrikt, og alle Distrikter i et Amt en Hovedafdeling, som i Fredstid skulde fores af Amtmanden og i Krigstid af en Officer. Den skulde øves i Vaabenbrug to Gange aarlig, om Søndagen efter Gudstjenesten. I Kjøbstæderne oprettedes ved Forordning af 27de Februar 1801 en Borgervæbning, bestaaende af alle vaabendygtige Borgere indtil 50 Aars Alderen, hvis Tjeneste bestod i at forsvare den Stad, de boede i. Baade Landeværn, Kystmilits og Borgervæbning bleve af Mangel paa Vaaben, Førere og Øvelse til et Vrængebillede af en Folkehær.

I den danske Hovedstad tilbøde Studenterne det truede Fædreland deres Tjeneste.

I Løbet af tre Dage, fra den 25de til den 28de Marts, mældte henved 1100 danske og norske Studenter sig og dannede et Korps, der kaldtes Kronprinsens Livkorps. Chef for samme blev Overhofmarskal Hauch. Samtidig hermed forenede en Del yngre velstaaende Mænd af alle Stænder sig og dannede et frivilligt Jægerkorps, der selv vilde sørge for sin Paaklædning og sit Underhold; det bad, som en særlig Naade, at blive brugt hvor Faren var størst.

Til at indtræde i dette Korps tegnede man sig paa en Liste, der henlagdes i Hovedstadens bekendteste Kaffehus.

Den fik strax, den 25de Marts, mange Underskrifter, af hvilke man kan se, at Standsskilningen begyndte at svinde : Holstein, Stemann, Kramer, Schack, Jensen, Rosenkrantz, Wunderlich, Juel Vind, Schneider, de Coninck o. s. v. Korpset fik til Chef Kammerjunker Konrad Holstein og kaldtes Kongens Livjægerkorps; det bestod indtil 1867. Begge Korps have baade som selvstændige Korps og ved i Mængde at indtræde som frivillige i Hæren i Krigen 1848 høstet stor Berømmelse.

Flere Provinsbyer baade i Danmark og Norge fulgte Hovedstadens Eksempel og oprettede frivillige Korps. Arbejderne i Frederiksværks Fabrikker og de unge Bønder paa det tilliggende Gods dannede det frivillige frederiksværkske Korps paa 1500 Mand med 38 Befalingsmænd og 88 Underbefalingsmænd; det bestod til 1808.

Med det nye Hundredaars friske Luftning kom der Varme i Folket, som, hvis den var bleven ledet i en god Retning, allerede dengang vilde have bragt os almindelig Værnepligt.

Midt i Marts bragte Etterretningen om, at den engelske Flaade stod ind i Kattegat, Liv i Sørustningerne. Da det var umuligt at gøre Flaaden sejlklar i de faa Dage, der vilde hengaa, inden Fjenden viste sig i Sundet, bleve alle Kræfter anvendte paa at styrke Forsvarslinjen, der under Olfert Fischer var lagt ud paa Kjøbenhavns Red.

Den strakte sig norden og østen om Trekroners Batteri, langs Refshalegrunden, imod Syd til østen for det nedlagte Batteri Prøvesten, og bestod af to Linjeskibe, syv Blokskibe, ti Fregatter og Pramme samt Batteriet Trekroner. I alt 6000 Mand med 700 Kanoner. Indenfor Lynetten og Trekroner laa en Sejleskadre under Sten Bille, bestaaende af to Linjeskibe, nogle Fregatter og Kanonbaade. Her gjorde de vældige Linjeskibe ingen Nytte; de savnedes haardt i den forreste Forsvarslinje, hvor man havde maattet stoppe hullerne med smaa Fregatter, som skulde optage Kampen med Tredækkere. Den valgte Inddeling af to Forsvarslinjer under to af hinanden uafhængige Førere, var en stor Fejl.

Den første Betingelse for Sejren er Enhed i Kommandoen.

Paa Kjøbenhavns Red vajede to af hinanden uafhængige Standere, og, ret som om det ikke var tilstrækkeligt til at forvirre de underordnede, havde Kronprinsen hejset Kommandoflag paa Nyholm. Dette Brud paa en af de vigtigste militære Grundsætninger voldte Slagets Tab.

— Den 2den April 1801 leveredes det saa mindeværdige Skærtorsdagsslag paa Kjøbenhavns Red. Parker sendte Nelson, der lovede at ødelægge den danske Forsvarslinje i Løbet af en Time, i Kampen med tolv Linjeskibe og tyve mindre Krigsskibe, medens han selv holdt sig i Reserve paa Nordvestsiden af Middelgrunden, halvanden Mil fra Kjøbenhavn, med otte Linjeskibe.

Efter tre Timers haardnakket Kamp tvivlede Parker om at kunne overvinde Modstanden og befalede Nelson at trække sig ud af Ilden. Denne satte Kikkerten for sit blinde Øje, som han havde erholdt nogle Aar i Forvejen, og erklærede, at han ikke kunde se noget Signal, og fortsatte Kampen.

Efter to Timers yderligere Kamp vare fem engelske Linjeskibe paa Grund, og alle vare de fulde af Huller i Vandgangen, gennemskudte Master, og flere af dem fyrede kun med enkelte Kanoner. Af den danske Forsvarslinje var største Delen ødelagt, ikkun de to nordligste Blokskibe og Batteriet Trekroner med sine 66 Kanoner vare usvækkede og i fuld Virksomhed. Batteriet, hvis Kommandant var Major Søren Johan Meyer, havde en afgjort Overvægt over den fjendtlige Flaade; det havde afslaaet et Angreb af de fjendtlige Fregatter og bragte tre af Nelsons Linjeskibe, som vare ragede sammen, og som det beskød langskibs, i en fortvivlet Stilling.

I denne vanskelige Stilling beholdt Nelson hele sin Koldblodighed, stolende paa sine geniale Indskydelser, og ved en Krigslist tilrev han sig Sejren. Han sendte en Parlementær til sin Modstander med nedenstaaende Skrivelse :

“Til Engelskmændenes Brødre, de tapre Danskere !

Lord Nelson har Befaling til at skaane Danmark, naar det vil høre op med Kampen; men, hvis Skydningen vedbliver fra dansk Side, ser Lord Nelson sig tvungen til at brænde alle de flydende Batterier, han har taget, uden at det staar i hans Magt at redde de tapre Danskere, som have forsvaret dem”.

Med dette Brev kom den engelske Parlementær, Kaptejn Thesiger, ombord paa Blokskibet “Elefanten”, hvis Chef, i sin Tvivl under den Splittethed, der var i Kommandoen, om hvem der var den egentlige befalende, sendte ham i Land til Kronprinsen. Denne blev inderlig rørt over Nelsons Menneskekærlighed og gav ufortøvet Befaling til at ophøre med Skydningen. Det faldt ham ikke ind, at hans Modstander maatte være slemt i Knibe, for at bede ham om at ophøre med Skydningen; thi Menneskekærlighed var just ikke Nelsons Dyd; og at man bør mindes det klassiske Ord, at man bør være varsom i at modtage de Gaver, Fjenden tilbyder.

Nelson var tilmed ikke højstbefalende; det gjaldt for ham om at redde sig ud af en vanskelig Stilling, og i Krig gælde alle Kneb. At det imidlertid skulde lykkes ham at fore sin Modstander saa fuldstændig bag Lyset, har han næppe tænkt. Medens Parlementæren var borte, blev der holdt Krigsraad ombord i hans Admiralskib. Alle Skibscheferne stemte for ufortøvet at nytte en heldig opstaaet Brise til at trække sig bort med de Skibe, der endnu ikke stode paa Grund, og der behøvedes Nelsons urokkelige Villieskraft for at bringe dem til at oppebie Parlementærens Tilbagekomst.

Næppe havde denne sat Foden paa Dækket, saa lod Nelson det hvide Fredsflag hejse, og Skydningen ophørte.

Nelson erklærede senere, at iblandt de 105 Træfninger, i hvilke han havde deltaget, var Slaget paa Kjøbenhavns Red det mest haardnakkede. De dansk-norske Sømænd havde kæmpet, som det sommer sig Mænd af den FIaade, der har indraget en saa stor Plads i Europas Krigshistorie. Vort Tab beløb sig til 2215 Mand, Englændernes til 2237 Mand.

Den 3dje April meddelte Kronprinsen i en Parolbefaling Land- og Søværnet, at hans Fader, Kongen, havde tilbudt sig at være Mægler imellem de nordiske Magter og Storbritanien.

Men, dersom dette Tilbud ikke modtoges af Engelskmændene, saa haabede han, at enhver ærekær dansk Mand stod og faldt med ham. Saafremt et ulykkeligt Tilfælde skulde ramme ham, havde han overdraget Kommandoen til Prinsen af Wurttemberg, til hvem da alle Mældinger skulde sendes.

Den 9de April sluttedes Vaabenstilstand med Storbritanien, der skulde vare i fjorten Uger; og da Rusland, som havde givet Anledning til Krigen, etter Kejser Pauls Mord trak sig ud af Forbundet og sluttede Fred med England, saa fulgte de tre nordiske Riger Eksemplet, og alt bragtes atter paa Fredsfod.

Til Lands var der ikke forefaldet krigerske Begivenheder; de danske Tropper, der havde besat Hamburg den 29de Marts og Liibeek den 5te April, holdt disse Streder besatte til i Slutningen af Maj. Disse Korpsers Sammensætning var folgende: Ved Hamburg under Feltmarskal, Prins Karl af Hessen: Artilleri: 40 Kanoner og H Ilaubitser under Oberstløjtn. Gede; et 12-pundigtFodbatteri, Suchow; et 6-pundigt ridende Batteri, St. Aubain; et do. Fodbatteri, Schilling; et 3-pundigt Batteri, Gersteuberg; et Amusetbatteri, Haffner.

Rytteri: jn Brigade under Prins Kristian af Hessen; 4 Eskadroner af Livreg. Ryttere under Flindt; 2 Eskadroner af Livreg. Dragoner under Mechlenburg.

Fodfolk: forste Brigade under Bechtolsbeim: Grenader-

bataillonen Roepstorff; Grenaderbatnill. Prins Solms; 2 Batailloner Slesvig under WaltersdorfT; — anden Brigade under Lutzow: Grenaderbataillonen Eiben; Grenaderbataillonen Maule; to Bataill. af2det Jylland under Lachmann; slesvigske Jægerkorps under Ewald.

Ved Liibeck under Prins Frederik af Hessen: Artilleri: 8 Kanoner og 2 Ilaubitser under Aubert.

Rytteri: 2 Eskadroner at Livregiment Dragoner under Piper. Fodfolk: 2 Batailloner Oldenburg under Tellekvist, den slesvig-holstenske lette Bataillon under Kardorf.

Ved Itzelioe:

Reservekorpset under During.

Rytteri: 4 Eskadroner holstenske under Koppern, 4 Eskadr.

slesvigske under Bardenfleth.

Fodfolk: 2 Batailloner af Iste Jylland, Brackel.

Efterat Hamburg og Liibeck vare rommede i Slutningen af Maj, bleve disse Korpser staaende i det sydlige Holsten til Slutningen af August, da de vendte hjem til deres Garnisoner.

Stengt for kommentarer.